form på størrelse med en hund til de heste vi kender i dag med en hov. Den evolution menes at have taget 65 millioner år. Med baggrund i de kilder der er om hestens udvikling, estimerer Spetner det til 50 millioner generationer. Chancen for at gennemføre en udvikling af en ny art i 500 skridt er derfor som følger: En positiv mutation er for det første nødt til at opstå, og dernæst skal den overleve for at overtage populationen. Hvis vi bruger den fitness for en positiv mutation vi regnede med tidligere på de 0,1%, vil vi være nødt til at have 350 positive mutationer for blot at have en 50%-chance for at mutationen overlever. – Er der kun én mutation, er chancen 1/500. Chancen for at den overhovedet vil opstå, er 1/600. Chancen for at den positive mutation både indtræffer og bliver bevaret, er altså 1/500 x 1/600 = 1/300.000. Og det var kun én positiv mutation vi talte om – vi skal bruge 500! Derfor skal vi gange tallet med 500, og det giver et mikroskopisk lavt tal nemlig 2,7 x 102.739 til en! Så det viser sig at det er ekstremt mere usandsynligt end vores serie på 150 kroner i træk (1045 til én) som vi kaldte umulig.
Små skridt giver ikke store skridt Hvis det er så utænkeligt at en positiv mutation kan opstå, blive bevaret og indbygget i genomet, hvad så med de eksempler på en klar forbedring hos bakterier og dyr som vi kender? Bakterier der bliver resistente over for antibiotika, den opståede resistens over for sprøjtemidler hos insekter, de lyse og mørke varianter af birkemåleren? Hvad med bakterier som pludselig begynder at spise ting de aldrig har spist før? Ovenfor har jeg kaldt det for mikroevolution og påstået at det ikke kunne forklare hvordan makroevolutionens store udvikling af ny kompleksitet og information er foregået. Lad mig derfor præcisere:
Konvergent og parallel evolution
Evolutionsteorien opererer med noget den kalder konvergent evolution og parallel evolution. Konvergent udvikling er udviklingen af ligheder mellem forskellige dyre- og plantearter som ikke beror på slægtskab, men er et resultat af en tilpasning til lignende ydre livsbetingelser, fx ligheden mellem hvaler og fisk, eller vinger hos flagermus og fugle. Parallel evolution er udviklingen af ligheder hos to beslægtede arter hvor disse ligheder er udviklet uafhængigt af hinanden33 . Konvergent udvikling tolkes altså sådan at der er ligheder fordi organismerne har levet i samme miljø, mens parallel evolution er et resultat af at organismerne er beslægtede. Men hvor stor er muligheden rent faktisk for at evolutionen vil vælge samme vej til en struktur to eller flere gange? Hvis der er ca. 1.000.000 muligheder for positive mutationer hos et dyr i blot ét trin, så er udviklingsvejene for hvert at de millioner af trin også en million osv. Det giver så gigantiske muligheder for udvikling som på 1030.000.
En lille isoleret ændring som der er tale om i eksemplerne på mikroevolution, er ikke tilstrækkelig til at opfylde de her opstillede krav til makroevolution. De mikroevolutionære ændringer tilfører nemlig ikke nødvendigvis ny information, og de udgør heller ikke nødvendigvis en serie (men derfor kan de jo godt være gavnlige alligevel). Faktisk behøver bakterien blot omarrangering af eksisterende information for at kunne udvise nye egenskaber. Når positive mutationer opstår, sker det næsten hver gang (måske altid) med tab af information til følge. Et eksempel på opbygning af ny information har vi til gode at se, hvis det overhovedet findes.
Hvis vi tager forbehold for at der er forskel på fx en flagermusvinge og en mågevinge, er chancen for at samme træk opstår én til 10600, altså langt mere umuligt end sandsynligheden for vores 150 gange krone som vi har kaldt en umulighed fordi den kun har en sandsynlighed på 1/1045. Og så
33 Ole Rasmussen. Håndbog i biologiske fagtermer. Gad, Kbh. 2001.
19
ORIGO 101
Origo101.p65
19
28-08-2006, 13:43
