26
Herluf Bidstrup
I sit hjemland var Herluf Bidstrup blot en anonym skikkelse i mængden, ifølge datteren. ”Herhjemme blev han overhovedet ikke genkendt. Der kunne han sagtens gå helt inkognito ned ad Købmagergade. Ingen ville vende et hoved. Han var jo ikke noget i Danmark.” Fædrelandet skuffede, men landene i østblokken stod klar med anerkendelse, og Bidstrup gengældte de mange hædersbevisninger, som myndighederne derovre hældte ud over ham. Kunstneren rettede sin — ved første øjekast — ukritiske begejstring mod den sovjetiske verden. Hvor højt han skattede USSR, skinner blandt andet igennem i den flotte bog ”Set i Sovjetunionen” fra 1968. Det imponerende værk består af hundredvis af tegninger fra rejser i blandt andet Aserbajdsjan, Georgien, Sibirien, Kirgisien og Usbekistan. Et ungt par kysser i skumringen Volgograd, og koner sælger æbler i Bisjkek. Bidstrup skildrer forskerbyer, kraftværker og olieboretårne. Arbejdere smeder, støber og bygger socialismen hen over siderne. Ophavsmanden skriver forsigtigt i forordet, at ”denne bog skal ikke forsøge at skildre hele Sovjetunionen”, og man leder faktisk forgæves efter illustrationer af ofrene for statsterroren og hungersnøden i 1930’erne samt de millioner af fanger i Gulag-lejrene, som også var en del af den sovjetiske erfaring. Den offentlige, fuldstændig ensidige hyldest til det socialistiske samfundseksperiment skyldes ikke så meget naivitet, som ulysten til at give den borgerlige lejr skyts på hånden — en
farlig strategi, der forudsigeligt nok giver tegneren et gevaldigt troværdighedsproblem. Eller var Herluf Bidstrup i virkeligheden en fanatisk stalinist uden sans for nuancer? Lena fortæller om baggrunden for farens tilsyneladende kritikløse holdning til det daværende styre i Moskva: ”Han kom jo derovre så meget og kunne godt se, at noget var galt,” siger hun og uddyber: ”Det siges ofte, at kommunister er ensrettede og mener det samme alle sammen. Sådan var det ikke til middagene hjemme hos os: Diskussionerne bølgede og uenighederne var ofte store. Men hvis der kom kritik udefra, så fandt partimedlemmerne sammen om en fælles holdning.” Tegneren var langtfra enig i alt, hvad der foregik på den anden side af Jerntæppet — ligesom Bidstrups nære ven og partikammerat heller ikke var det: ”Det var altid morsomt at have Hans Scherfig på besøg, for han var ligesom min far totalt kritisk over for det,” siger Lena om den kendte maler og forfatter. De to kommunistiske kunstnere talte i telefon næsten hver dag og tog ofte på rejse sammen i østblokken. Venskabet er gået i arv mellem de to familier — Lena er livslang veninde med Scherfigs datter Christine. Hos familien Bidstrup samledes de år en perlerække af prominente modstandsfolk, højtstående partimedlemmer samt tidens skarpeste intellektuelle, bedste forfattere og mest talentfulde kunstnere
FOTO Jens Malling
— et rødt aristokrati, der udgjorde eliten af den kommunistiske bevægelse i Danmark. Lena genkalder sig de livlige sammenkomster i barndomshjemmet, der indtil omkring 1955 lå på Vodroffsvej på Frederiksberg. Derefter flyttede familien til Allerød. ”Vi havde et stort bord man kunne trække ud, når der kom mange mennesker. Der blev talt arbejde og politik. Det var venskab. Det var kammerater, der mødtes. Enormt hyggelige oplevelser,” siger hun og remser op: ”Hans Kirk, som skrev Fiskerne, var en ven af huset.
Formanden for Danmarks Kommunistiske Parti Knud Jespersen kom meget hos os — et fantastisk menneske. Kunstmaleren Anker Landberg var en af dem, jeg holdt rigtig meget af. Partiets chefideolog Ib Nørlund besøgte os tit, ligesom venstrefløjens advokat Carl Madsen gjorde det.” Ofte stødte forfatteren Hedvig Schultz til, der var kendt for sit sociale engagement og sit solidariske arbejde til gavn for samfundets svageste. Hun ankom med sin mand Martin Evald Jensen — en af modstandsgruppen Bopas ledende sabotører.