Fagbladet Billedkunstneren #3 2023

BILLED KUNSTNEREN NR3

Den kunstneriske stemme, i alle sine nuancer

Denne leder skrives, efter jeg netop er hjemkommet fra Kulturmødet, der ligesom sidste år var en kæmpefornøjelse. Jeg vil gerne takke de mange paneldeltagere, der mødte op på vores scene og var med til at diskutere kunstpolitiske visioner, diversitet, kunstig intelligens, bæredygtigt arbejdsliv, klima og meget, meget mere. Noget jeg var særlig glad for at diskutere, var de anbefalinger til at skabe større diversitet og inklusion i de danske kunstinstitutioner, som BKF offentliggjorde op til Kulturmødet, og som jeg oplever bliver taget godt imod af de forskellige aktører inden for det billedkunstneriske felt.

Anbefalingerne rummer fem principper, der blandt andet lyder på, at institutionen skal opstille diversitetsmål; stræbe efter ligestilling i forhold til alle synlige og usynlige identitetsmarkører og arbejde med at skabe tryggere rum for marginaliserede kunstnere. Et led i anbefalingerne er hele kunstens økosystem, som skal medtænkes for at forandring kan ske. Ingen kan skabe forandring alene og med i økosystemet indgår kunstinstitutioner, billedskoler, kunstakademier, organisationer, fonde, kulturpolitiske dagsordener, kritik, forskning, kunstsamlere, publikum mv., der hver især spiller deres roller. Læs mere på s. 40. Op til sommerferien offentliggjorde vi også en ny aftale om minimumshonorarer for kunstnernes arbejde med udstillinger på museer og kunsthaller i Danmark. Aftalen, som er trådt i kraft her den 1. august, har vi lavet

sammen med Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK) og Kunstnernes Fagforening (KUFA) samt Organisationen af Danske Museer (ODM), og som noget nyt er også Foreningen af Kunsthaller i Danmark (FKD) kommet med i aftalen. Dermed står de store spillere på billedkunstfeltet for første gang sammen om en honoraraftale, der betyder, at kunstnerne sikres en minimumsbetaling. Gennem forhandling er det dog stadig op til den enkelte kunstner at sikre sig en fair betaling, som afspejler arbejdet med en udstilling.

Det vil naturligvis stadig være en af vores helt store mærkesager at få det til at ske. Hvilket vi også fik lejlighed til at italesætte på Kulturmødet, hvor vi havde fået foretræde for Folketingets Kulturudvalg. Her gjorde vi opmærksom på, at vi som kunstmuseernes indholdsproducenter endnu ikke har været inviteret ind i reformarbejdet hen imod en ny museumslov, selvom billedkunstnernes vilkår i allerhøjeste grad vil blive berørt af denne. Overfor kulturudvalget præsenterede vi fire punkter, som vi mener bør skrives ind i den nye lov – heriblandt at alle statsstøttede udstillingssteder honorerer kunstnere og indholdsproducenter på en fair måde. Vores inputs til museumsreformen er at finde på bkf.dk

Aldersdiskrimination i arbejdslivet er blevet et varmt emne de senere år – og alder er også et af de parametre som de nye diversitetsanbefalinger rummer. For finder det også sted i kunstlivet? Det mener en stor del af vores medlemmer, viste en medlemsundersøgelse her i foråret. I dette nummer af Billedkunstneren taler vi med en aldringsforsker, der ikke er i tvivl om, at de fleste ældre diskrimineres på arbejdsmarkedet, samt to ledere af kunstinstitutioner om hvorfor de først og fremmest retter deres opslag mod yngre kunstnere.

God fornøjelse!

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

6

ER ALDER KUN ET TAL?

Aldringsforsker Aske Juul Lassen ser aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet som en katalysator for, hvordan aldersdiskrimination forekommer mere generelt i samfundet.

15

AT FORTSÆTTE PÅ TRODS

Henriette Heise undersøger i et forskningsprojekt, hvad der har fået de kunstnere, der har levet under prekære forhold, krig, kriser eller sygdom til alligevel at fortsætte deres arbejde.

20 SPECIALISTER PÅ EGET LIV

Tina Enghoff er optaget af at give stemme til folk, der af den ene eller anden grund ikke kan deltage i den offentlige samtale –heriblandt fængselsindsatte.

KUNST I DIALOG

Hesselholdt & Mejlvang vil bruge kunsten til at blødgøre fængslet, så selv besøgende børn vil føle sig velkomne.

GoSitinYourCellandtheCellWillTeachYouEverything, Citadellet, Landskrona Fotofestival 2022.

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner?

Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Eamon O’Kane F. 1974

Det har altid været min drøm at have mit atelier samme sted som min bolig og gerne et sted med flere bygninger. I august 2009 overtog min kone og jeg et nedlagt gartneri med tilhørende bolig, pakkerum, fyrrum, personalestue mm. Gartneriets 6.000 m2 drivhuse var i brug indtil den dag, vi overtog det. Processen med at tilpasse dette mindre industrikompleks til et kunstnerværksted begyndte med det samme, for jeg havde brug for et sted at opbevare alle mine ting og fortsætte arbejdet med kunstværker til kommende udstillinger.

Selv om folk syntes vi var tossede, så var stedet mærkværdigvis meget kompatibelt med mine værkstedsbehov: Rummelige bygninger med god adgang til hinanden og i forskellige størrelser og højder. Logikken i driften af gartneriet passede til logikken i en kunstproduktion, og mange af de brugte redskaber og materialer fik nyt liv: Plastik til pakning af kunstværker, plantekrukker til at blande maling i, forlængerledninger og belysning blev genbrugt, metaltransportvognene blev til bevægelige vægge, og et enormt bord af rustfrit stål blev brugt til at oprette et mindre trykkeværksted. Alle beslutninger fulgte en bestemt logik og det føltes som om bygningerne nærmest var bestemt til deres nye formål. Der var levn fra gartnernes virke overalt – betondrænrør, enorme rulleborde af plastic og aluminium, lofter proppet med forældet og ødelagt

materiale, tredive års regnskaber i tykke ringbind, kilometervis af plasticrør og alle mulige store og små maskiner. Jeg har brugt mange af tingene fra stedet i mine kunstværker, så på den måde, har det haft en direkte indflydelse på mit arbejde. Lamperne har jeg for eksempel bygget om til lyskasser til visning af fotos, træer fra grunden er blevet malet og benyttet i installationer, og mærkelige skiver fra en vandrensemaskine er blevet brugt til tryk og afstøbninger.

Den bedste bygning var det gamle fyrrum, som husede en kæmpe kedeltank og fjernevarmeanlægget. En lokal gartner overtog heldgvis al udstyret og dermed fik jeg et isoleret 80 m2 malerværksted med 6 meter til loftet. Der er dog ikke varme på i hverken dette eller de andre værksteder, så om vinteren er det på med voksenflyverdragten –eller arbejde på mindre værker på mit kontor i huset.

Jeg har altid fotograferet meget og lavet videoptagelser, så jeg begyndte at dokumentere stedets udvikling fra dag et. Samtidig med at vi gradvist renoverede bygningerne, så forfaldt drivhusene hurtigt. Træer voksede op overalt, og dyr flyttede ind. Efter 10 år besluttede vi, at de skulle helt væk på grund af faren for nedstyrtning. Nu er der græs, træer, vilde blomster, rådyr og harer, hvor der før var industri. ’Projektet’ resulterede i en fotobog, der udkom i 2019, ”And Time Begins Again”. Der er stadig meget arbejde med bygningerne, før de bliver helt ideelle, men det skal nok komme.

DISKRIMINERES ÆLDRE BILLEDKUNSTNERE?

Jessie Kleemann, Arkhticós Dolorôs, 2019, still fra videoperformance ved Sermeq Kujalleq-gletsjeren ved smeltevandssøen Blue Lake, Ilulissat. FOTO OG FILM Chelsea Reid og Tyler Levesque. Jessie Kleeman (f. i 1959 i Upernavik i Grønland) er aktuel med udstillingen på SMK. Jessie Klemann modtog i 2023 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Billedkunstnernes Forbund gennemførte dette forår en medlemsundersøgelse, der ud over at give mulighed for at svare på spørgsmål om blandt andet BKF’s rådgivning, kurser, kommunikation og medlemstilbud også gav plads til at skrive ’øvrige kommentarer’ om, hvad der ligger det enkelte medlem på sinde.

Og her var det åbenlyst, at mange medlemmer er optaget af problematikker knyttet til alder:

”Sæt mere fokus på udfordringerne ved at være en midaldrende billedkunstner.” ”Glem ikke de aktive over 50 år.” ”Hjælp med fokus på kunstnere over 40 år!” ”Som kvinde i 60’erne føler jeg mig godt nok usynlig.” ”Kunstlivet er meget ungdomsfikseret.” Osv.

Der findes ikke kendte undersøgelser om aldersdiskrimination i kunstlivet, men der er ikke tvivl om, at det er blevet et varmt emne på det øvrige arbejdsmarked for medier, forskere og fagorganisationer. Ikke mindst som følge af hævelsen af pensionsalderen i forlængelse af det politiske ønske om at beholde ældre medarbejdere længst muligt på arbejdsmarkedet, hvilket harmonerer meget dårligt med de oplevelser som mange jobsøgende ældre har: Selvom arbejdsgivere rutinemæssigt skriver i deres jobannoncer, at ”vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion, etnisk baggrund mv. til at søge” føler ældre ansøgere sig systematisk overset udelukkende på grund af alder. Det er ulovligt, men svært at dokumentere.

På billedkunstområdet findes der masser af opslag vedrørende legater, ophold, udstillinger mv., der åbenlyst diskriminerer ældre billedkunstnere: ”Understøttelser ydes til talentfulde unge kunstnere. Ved unge kunstnere forstås personer under 40 år.” Eller ”vi ønsker at omfavne nye strømninger, støtte unge kunstneres karriere og invitere publikum ind i samtidskunstens nyeste udvikling” kan det for eksempel hedde. Den slags diskrimination opleves måske særligt udfordrende for billedkunstnere, der ser deres arbejde som et kald, og for manges vedkommende fortsætter med at arbejde ud over pensionsalderen. Men er det nødvendigvis urimeligt over for de ældre at give unge kunstnere støtte og muligheder, der kan hjælpe dem til at etablere sig på en kunstscene, som det notorisk er svært at etablere sig på?

Udfordringen må være at skabe en balance, hvor både ældre og yngre kunstnere ser sig tilgodeset af en mangfoldig vifte af udstillingsmuligheder, mentorprogrammer, stipendier og støtteprogrammer, der tager højde for både alder og erfaring. Hvordan det løses, kommer der ingen løsning på her, men i det følgende kan man læse interviews med en aldringsforsker, to ledere af kunstinstitutioner med fokus på først og fremmest de yngre kunstnere, samt en billedkunstner, der har givet sig i kast med et postdoc-projekt om kunstneres senværker. Og dermed er der taget hul på emnet.

AF Steen Bruun Jensen

BKF’s medlemsundersøgelse viste, at en del medlemmer mener, at der er for lidt fokus på de ældre billedkunstnere på kunstscenen. Er det sandt, og hvad kan man i givet fald gøre ved det?

Er alder kun et tal?

Aldringsforsker Aske Juul Lassen ser aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet som en katalysator for, hvordan aldersdiskrimination forekommer mere generelt i samfundet.

”Aldersdiskrimination gennemsyrer det danske samfund”. Således lød titlen på en kronik af aldringsforsker og lektor

Aske Juul Lassen fra Københavns Universitet i Politiken i foråret, og dermed skulle der ikke være tvivl om, hvad forskningen mener om det emne.

Selvom alder ’kun er et tal’ – og ’man kun er så gammel som man føler sig’, for at blive i flosklerne – har alder historisk set haft dybe sociale og kulturelle betydninger. I tidligere tider blev alder mere knyttet til ens funktion i samfundet, og ældre individer blev ofte set som erfarne og visdomsbærende medlemmer af fællesskabet. Over tid er alder dog blevet mere formelt standardiseret, især med opkomsten af kirkebøger. Senere begyndte man at markere og fejre fødselsdage, og den kulturelle betydning af alder har med tiden udviklet sig til en globalt udbredt standard, der påvirker vores opfattelse af mennesker og deres potentiale.

”Men egentlig er det jo bare en ret simpel standard, vi har bygget en hel kultur op omkring,” siger Aske Juul Lassen.

”Da industrialiseringen begynder at tage fart, så sker der noget med vores måde at arbejde på, og ved overgangen mellem det 19. og 20. århundrede begynder man at skabe forskellige pensionsordninger. Med pensionsordningerne, begynder man også at betragte alderdom som en afgrænset periode, der på

den ene side er forbundet med afslapning og nydelse, og på den anden side også handler om afvikling og forfald, hvilket har givet grundlag for diskrimination på grund af alder,” siger han. Aske Juul Lassen ser aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet som en katalysator for, hvordan aldersdiskrimination forekommer mere generelt i samfundet, og udpeger de ledige som dem, der er hårdest ramt af aldersdiskrimination: Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har 45 procent af de langtidsledige oplevet aldersdiskrimination, mens det kun gjaldt for ni procent af dem, der er i arbejde.

”De tal er i stigning, måske fordi vi også er begyndt at tale meget mere om det. Men jeg vil påstå, at op imod 100 procent af både ledige og folk i arbejde over 55 år bliver aldersdiskrimineret. Det er ikke altid noget, der er voldsomt marginaliserende, men det kan godt opleves stigmatiserende, selvom man ikke ligefrem bliver kørt ud på et sidespor af det. Vi har meget svært ved ikke at være aldersdiskriminerende i vores måde at tale på,” siger han og fremhæver, at det ikke nødvendigvis kun er de yngre, der diskriminerer de ældre:

”Der er en masse normer for, hvordan man skal opføre sig ud fra sin alder, og hvor man skal være henne i livet ved en bestemt alder, og de ældre har selv fordomme. Selvom de kan være provokerede af, at der er arbejdsgivere eller et samfund, der synes, at de er

AF Steen Bruun Jensen

mindre værd, så har de ofte selv en farvet opfattelse af, hvad de kan eller ikke kan. De har så at sige internaliseret ældresynet. Det fører til en selvbegrænsende adfærd.”

Ubevidst frasortering

En nylig undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser tydeligt, at de ledige over 60 år har markant længere ledighed:

”Ledighedsperioden er en tydelig indikator. At man som 55-60-årig må sende hundredvis af jobansøgninger afsted, det oplever man måske som diskriminerende, men det er svært at påvise, at det er tilfældet. Hvis man i stedet kigger på, hvor lang tid folk er ledige, så kan man se, at der må være noget om det,” siger Aske Juul Lassen, det dog medgiver, at en del af dem over 60 år måske er knapt så ivrige for at komme i job som de yngre på grund af bedre økonomi og knapt så stor nervøsitet for fremtiden.

”Nogle undersøgelser viser, at der er større krav om, at der skal være mening i ens arbejde, når man bliver ældre, og så tager man ikke det første og bedste job,” siger han.

”Men der kan være mange forskellige årsager til, at de ældre bliver frasorteret. I de fleste tilfælde er det noget, der foregår på et meget ubevidst plan. Men selvfølgelig er der yngre ledere, som er nervøse over at arbejde sammen med nogen, der har mere erfaring. Og de kan være bange for at møde modstand, fordi den ældre medarbejder ikke bare siger ja til det hele. Desuden er der arbejdsgivere, der har en forestilling om, at de ældre vil blive på arbejdspladsen i kortere tid. Og det er en forestilling, som man meget let kan mane i jorden, de ældre bliver typisk længere end de yngre, selvom der er kortere tid til pensionsalderen,” siger Aske Juul Lassen, der også afviser fordommen om, at de ældre er mindre produktive eller fleksible eller omstillingsparate, men indrømmer, at de dog kan halte lidt bagefter på det digitale område –dog ikke i en grad så de er uegnede til deres job.

”Men en fordom, der holder stik, det er, at de ældre er mindre opsøgende over for kompetenceudvikling. Det handler ikke nødvendigvis om manglende motivation, men både ledere og medarbejdere har en forestilling om, at læring hænger sammen med ungdom, så måske glemmer lederne også at se seniorernes vej, når de spørger, hvem der vil på kursus. Og der er også noget der tyder på, at de ældre bliver mere og mere kritiske over for, hvilke kurser de skal på, og hvad det skal gavne dem, fordi de har været på rigtig mange dårlige kurser i løbet af deres arbejdsliv. Det kan jo være rimeligt nok, men det gør det også sværere for ledelsen at sende medarbejderen på kursus.”

En bevægelse er i gang

Aske Juul Lassen har ikke forsket specifikt i kunstbranchen, men han har interviewet en del billedkunstnere gennem årene, og kan konstatere, at pensionering ligger de fleste billedkunstnere meget fjernt. Sammenholdt med, at billedkunstbranchen i modsætning til de fleste andre brancher er præget af mode, trends, bølger eller bevægelser, som sjældent bliver sat i gang af ældre mennesker, kan det afstedkomme en stærkere følelse af forskelsbehandling end i andre brancher i vores samfund.

Aldringsforsker og lektor Aske Juul Lassen, Københavns Universitet. FOTO Privat

Det er oplagt at sammenligne diskussionen om aldersdiskrimination med de diskussioner, der også gør sig gældende om diskrimination på baggrund af køn, etnicitet og seksualitet. Men i modsætning til disse er det almindelig accepteret, at man laver opslag om legater, udstillinger eller ophold, der på forhånd udelukker personer over en vis alder.

”I modsætning til køn, etnicitet og seksualitet, så er det noget, der ligesom udligner sig over et livsforløb. Og der er er også en tendens til, at økonomi og magt koncentrerer sig i den ældre generation, så for yngre mennesker kan det være svært at acceptere, at nogle ældre mennesker føler sig forurettede. Ikke desto mindre er det en diskrimination, som jeg synes, at vi skal gøre oprør med for vores allesammens skyld. Og goderne er også ret skævt fordelt, det er jo ikke alle ældre mennesker, der er ved muffen, og de oplever aldersdiskriminationen markant hårdere. Det kan for eksempel være de ledige,” siger Aske Juul Lassen.

Han glæder sig over, at aldersdiskriminationen har fået større fokus de senere år:

”Hvis konjunkturerne vender på arbejdsmarkedet, og vi får stor arbejdsløshed, så viser historien, at fokus på seniorerne forsvinder igen. Men jeg tænker, at der er en større kulturel bevægelse i gang, og det kan godt være, at vi ikke får en #MeToo omkring alder, men det er noget lignende der skal til; meningsdannere, der sætter lys på det her problem og er med til at starte et oprør blandt ældre mennesker. Man kan lovgive sig ud af noget af det, men det handler mere om at skabe en kulturændring”, siger Aske Juul Lassen.

Nanna Elvin Hansen (f. 1989, Aarhus) er billedkunstner og filmskaber, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2021) – en af de unge kunstnere, der i år har udstillet på O – Overgaden.

[...] Desuden er der arbejdsgivere, der har en forestilling om, at de ældre vil blive på arbejdspladsen i kortere tid. Og det er en forestilling, som man meget let kan mane i jorden, de ældre bliver typisk længere end de yngre, selvom der er kortere tid til pensionsalderen.

Nanna Elvin Hansen, Groundings (Installation view). O – Overgaden, 2023. FOTO David Stjernholm.

Vi har brug for ilttilførsel

At kunstens vækstlag har fået mere synlighed på de større institutioner de seneste år er ikke negativt, mener Rhea Dall, direktør for udstillingsstedet Overgaden.

— Overgadens fokus retter sig mod kunstnere i starten af deres karriere; hvorfor?

Overgadens raison d’etre har siden 1986 været at være det måske manglende bindeled mellem de mange, mindre kunstnerinitierede eller selvorganiserede udstillingssteder og de større museer og kunsthuse – et sted, hvor kunstnere som stadig er tidligt i deres udvikling, overrasker eller er direkte oversete, kan få mulighed for at prøve kræfter med større rum og en institutionel ramme; et sted med plads til eksperiment; et sted der mangfoldiggør den eksisterende kunstscene og kulturlivet –og dét sammenfalder ganske ofte med kunstnerskaber, som er forholdsvist nye.

— Har I gjort jer overvejelser over, om det virker diskriminerende?

Vi tænker meget over den profil Overgaden har og kontinuerligt tager, og om vi reelt er inkluderende og bidrager til kunstscenens udvidelse

og udvikling. Da jeg overtog ledelsen af Overgaden, ændrede vi vores årlige Open Call, så vi ikke længere beder kunstnere om at søge med et færdigt udstillingsprojekt, men i stedet beder om ansøgninger på basis af eksisterende værker og proces. En af fordelene her er, at det letter arbejdsbyrden for ansøgerne. Man skal ikke kunne afsætte arbejdstid til en projektformulering og skitse for at søge, hvilket kun er muligt, hvis økonomien – i tid og penge – er til stede. En anden er, at det sidestiller dem, der ikke er så trænede i at levere projektforslag eller har mere materielle, processuelle eller fragmenterede praksisser, så de søger på mere lige fod med en praksis, der er direkte skriftligt funderet. Denne ændring har øget ansøgermængden med mere end 300 procent – og det spejles i programmet med flere nye stemmer eller forholdsvist ukendte positioner. Måske dermed også yngre, mere uprøvede. Aktuelt kigger vi på det store om end gammelkendte problem, at vores lokaler er utilgængelige for kunstnere eller publikum, som er kørestolsbrugere, gangbesværede eller kommer med barne-/klapvogne, hvilket vi blandt andet har snakket med gruppen ’Kunstarbejdere med Handicap’ fra UKK om.

— Har I overvejet, om I går glip af noget?

Jeg tænker, vi går glip af meget. Og jeg er selvudnævnt ’glipofob’, altså notorisk bange

for at overse eller misse ting. Så jeg er bekymret, hver gang vi lukker et Open Call. Og til de seneste har vi haft omkring 600 ansøgere hver. Samtidig er dét, at en kunsthal som Overgaden fokuserer specifikt på at støtte nye stemmer eller stemmer, der overrasker eller ikke er blevet hørt, utrolig vigtigt for hele vores kunstfelt. Da jeg arbejdede på UKS (Unge Kunstneres Samfund) i Oslo, var ’min’ institution blot én af mange, som så det som en integreret del af sit fokus at flytte ukendte kunstnerskaber ind i et offentligt søgelys i Norge. I Danmark er det meget få, hvis det ikke blot er Overgaden, der som en større og centralt placeret kunsthal, har gjort dette kontinuerligt, som en specialiseret, mangeårig metode. Og det er min og Overgadens ambition at fortsætte med at udvikle denne kerneydelse, så vi arbejder både bæredygtigt, med størst mulig erfaring og skaber ringe i vandet, et reelt sted at starte. Tænk på kunstnere fra Tora Schultz og Dina El Kaisy Friemuth til Lea Porsager, Nina Beier, Henrik Olesen, Kirsten Justesen eller sågar Anette Holdensen som var præsenteret på Overgadens første udstilling i 1987 og igen, sidste år, som 87-årig, efter kunstnerskabet på mange måder var blevet overset i mange år.

— Vil I fastholde jeres nuværende fokus?

Det har, som nævnt, fra Overgadens første spadestik været kernen af DNA’et at være dét kunstnerhus, som præsenterer kunstscenens nyere stemmer. Når det er sagt, så ændrer Overgaden sig hele tiden, heldigvis. En lille kunsthal med et forholdsvist tæt budget og få medarbejdere (lige nu er vi fem i huset) har den fordel, at meget kan ændres på ganske kort tid, og blandt andet brugen af vores nye O–Rooom, som er lige dele minibar, fælleslokale og eventrum, har åbnet muligheden for nye linjer i programmet.

— Mener du, at der finder aldersdiskrimination sted i den danske kunstbranche?

Jeg tænker en del over 40-60 års-alderen som et både-og-og-hverken-enten-eller (for at citere en gammel børnesang). Et senkapitalistisk samfund, hvor kunstnerskaber og værker også er begærsobjekter, fordrer og fodrer ageism. Særligt kvinder bliver som bekendt usynlige dér. Samtidig er det, så vidt jeg kan se, typisk folk i netop den aldersklasse, der leder vores kunstinstitutioner (mig inklusive) og fylder størstedelen af sendefladen kunstnerisk, så det ville være interessant at se en statistik på ledelse, salg og visning op mod alder.

— Hvad mener du, man kan gøre? Dét, at vækstlaget har fået mere pletvis synlighed på de større institutioner de seneste år, er i mine øjne ikke i sig selv negativt. I 201012 da jeg sidst arbejdede i Danmark hang glasloftet for unge kunstnere langt lavere end i dag og var stenhårdt. I min optik er det vigtigt, at der er blevet mere plads og fokus på at løfte den yngre scene, fordi vi er et felt, som har brug for kontinuerlig ilttilførsel, også nedefra. Samtidig mener jeg, at kunsthallerne –såvel som museerne – bør gøre distinkte og forskellige ting. Overgadens absolutte speciale har altid været at understøtte de nye, markante positioner. Vi skal ikke være AROS, Gl. Strand endsige Copenhagen Contemporary – men det modsatte skal heller ikke være tilfældet. Kulturog kunstinstitutionerne bør gøre ting forskelligt fremfor, at alle løber i én retning.

Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken igen og igen

— Jeres fokus retter sig mod kunstnere i starten af deres karriere; hvorfor?

Art Hub Copenhagen (AHC) er initieret på baggrund af en undersøgelse, der blev lavet i 2016, og som mundede ud i rapporten ’Kunstens rammer’. Den konkluderede, at der var et stort behov for at skabe et sted og nye muligheder for unge kunstnere, og det var med det ønske og mål, at AHC så åbnede dørene i 2019. Men scenen har ændret sig siden hen. Fokusset og interessen for kunstnere i starten af deres karriere er stor i dag – der er kommet flere talentudviklingsplatforme til, flere atelierer og generelt flere muligheder for unge kunstnere

– og på den baggrund har AHC også ændret sig. Før havde vi fokus på kunstnere, der havde afsluttet deres uddannelse inden for de sidste

tre år, men nu arbejder vi med et langt bredere udsnit af kunstnere. Lige nu er blandt andre Jessie Kleemann (f. 1959), Rikke Luther (f. 1970) og Javier Tapia (f. 1976) eksempelvis en del af vores programmer. Vi har stor spredning.

I begyndelsen var vi også meget fokuseret på kunstnere i hovedstadsområdet, men

det har vi også lavet om på de sidste to år ved for eksempel at lave tværnationale partnerskaber, og så er vores ’to-go’-residency et program, der meget konkret forsøger at nå kunstnere i hele landet. Vi er en lille organisation, men det giver os til gengæld mulighed for at være mobile og ændre fokus, når vi fornemmer, at der er brug for ekstra indsatser andre steder. Det er en vigtig strategi for os.

— Har I gjort jer overvejelser over, om det virker diskriminerende?

Ja, det har vi bestemt, og det er også en af bevæggrundene for, at vi har ændret fokus i en del af vores programmer. Men vigtigst er det at sige, at de kunstnere, som er mere etablerede, eller som nogle omtaler som ’mid-career’-kunstnere, mener vi uden tvivl kan drage nytte af de residencies, research- eller formidlingsprogrammer, som vi tilbyder. Enhver praksis udvikler sig forskelligt og bevæger sig i forskellige konjunkturer af værkproduktivitet, tænkning, metodeudvikling osv., og disse meget forskellige udviklingsmodi, mener vi, er vigtige at understøtte og facilitere, uanset

Vi skal selvfølgelig prøve nyt og eksperimentere, men det er også vigtigt at dele og lytte til erfaringen, mener Jacob Fabricius, kunstfaglig direktør for Art Hub Copenhagen.

hvilket årti kunstneren er født i. Vi gør også en dyd ud af at indtænke de mange forskellige kunstnere, som søger vores open calls, men som af forskellige årsager ikke får tilsagn (det afgøres af en ekstern jury), ind i andre programmer eller projekter, som vi mener kan være gunstige for det tidspunkt og det sted, vedkommendes praksis er på. For eksempel kan en kunstner, der har søgt én type residency hos os i København, måske blive tilbudt eller opfordret til at søge et af vores andre residencies – i Ghana, i New York eller noget helt tredje. Vi forsøger at tilbyde en bred pallette på AHC, for alle har ikke brug for det samme. Og så tror vi på, at der sker noget i mødet mellem kunstnere og kunstskaber med forskellige aldre og erfaring, så længe man gerne vil dele og være en del af fællesskabet, som skabes her.

— Mener du at der finder aldersdiskrimination sted i den danske kunstbranche?

Der er måske nogle steder en tendens til, at man gerne vil være ung med de unge, eller være dem eller den, der spotter de nye talenter, og det har været forstærket de seneste år. På en måde er det måske i kunsten, som det er på arbejdsmarkedet generelt. Det kan være svært at være ’jobsøgende’, når man er over 50. Sådan bør det selvfølgelig på ingen måde være.

— Hvad mener du, man kan gøre?

Helt basalt tror jeg man kan lære af hinanden – på tværs af alder, køn, media – og hele livet. Man smitter hinanden, og erfaring kan gives videre. Ingen tvivl om det. Man står altid på skuldrene af hinanden, af andre kunstnere, videnskaber osv., og derfor bør man måske ikke have så travlt med at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Man skal selvfølgelig prøve nyt og eksperimentere, men det er også vigtigt at dele og lytte til erfaringen.

En lille historie i den forbindelse: Bjørn Nørgaard henvendte sig til os for to år siden og introducerede os til sin idé og sit arbejde med

Containerakademiet (ny bygning med 30 kunstneratelierer, som åbner til november 2023 i Nordhavn), og det er et perleeksempel på, hvordan en ældre og meget erfaren kunstner uanset alder gerne vil bidrage til kunstscenen og indgå i dialog med sine yngre kolleger. Bjørn vil i bund og grund skabe et sted for unge kunstnere, billige atelierer og tværfaglige samtaler, og på denne måde bygge bro mellem generationer. Den tilgang kan vi alle lære meget af. AHC skal være administrator for dette nye sted, men det er kunstnerne selv, der skal skabe miljøet. Det skal vi nok fortælle meget mere om, når det nærmer sig.

Jacob Fabricius, kunstfaglig direktør for Art Hub Copenhagen.

FOTO Privat

Får mellem træer. Relief, støbt bronze. Astrid Noack, 19531954. VISDA

AT FORTSÆTTE PÅ TRODS

Heise undersøger i et forskningsprojekt, hvad der har fået de kunstnere, der har levet under prekære forhold, krig, kriser eller sygdom til alligevel at fortsætte deres arbejde.

Henriette

Billedkunstner og tidligere professor ved Det Kgl. Danske Kunstakademi Henriette Heise har siden november 2021 forsket i, hvad vi kan lære af at kigge på afdøde kunstneres senværker. Det praksisbaserede postdocstipendie med titlen ”The Lunatic Future for the depressed Planet and the Flanet: Learning from the late work of artists, who figured out how on earth to keep going” har givet hende ro og fordybelse i hendes eget kunstneriske arbejde og samtidig åbnet for en kompleks forståelse for blandt andet skrøbelige kunstnerliv, alder og hvordan vi værdisætter værker.

Novo Nordisk stipendiet, der er knyttet til SMK, har også givet Henriette Heise mulighed for at dykke ned i arkiverne, herunder kobberstiksamlingen, hvor hun eksempelvis har studeret den danske billedhugger Astrid

Noacks (1888-1954) skitse- og notesbøger fra en rejse til Italien to år før hendes død. I 2022 affødte den gren af forskningen en udstilling i Astrid Noacks Atelier. Henriette Heise fortæller:

”Der var kun ganske få tegninger i skitsebøgerne. Man kunne fornemme, at hun var træt, og det at hun alligevel fortsatte med at tegne, synes jeg, i sig selv er en kvalitet. Den sarthed, jeg har fundet i Astrid Noacks og mange andre kunstneres senværker, vil jeg gerne være med til at værdsætte. Jeg føler, at det er min opgave at kæmpe for dem, der sender på nogle lidt lavere frekvenser, og som måske kræver lidt mere fordybelse, før kvaliteterne træder frem.”

OPSLIDENDE ERHVERV

— Hvordan opstod ideen til dit forskningsprojekt?

”Jeg har undervist på akademiet i 12 år og i starten var jeg utrolig optaget af begyndelser. Jeg fulgte de studerendes udvikling, så hvordan de søgte og hvordan deres praksis i løbet af nogle år tog form. På et tidspunkt skete

AF Helle Fagralid

der så et skift, hvor jeg på tværs af generationer oplevede en opgivenhed og et manglende håb; at det var svært at projicere drømme ud i fremtiden. Den modløshed kan både handle om det store perspektiv som klimakrisen for eksempel, men også om de nære, mere personlige udfordringer. I de fleste kunstneres liv er der som regel forskellige faser, fra man er forholdsvis nyuddannet til man er mere erfaren, og i disse perioder kan der være mere eller mindre opmærksomhed omkring ens arbejde. Der kan være forskellige former for ørkener, man skal igennem, og hvordan holder man ud? Derfor begyndte jeg at tænke over, hvad der har fået de kunstnere, der har levet under prekære forhold, under krig eller forskellige former for kriser eller har været syge eller gamle, til at fortsætte deres arbejde - på trods. Jeg synes, det er imponerende, at folk bliver ved.”

— Har du også tænkt over det i forhold til din egen praksis?

”Jeg har haft perioder, hvor jeg har tænkt, at jeg ikke orker at fortsætte, og jeg ved, at der er mange af mine kollegaer, der også

tænker sådan ind imellem. Jeg har stor respekt og forståelse for, at folk skifter bane, for det kan være et opslidende erhverv. Så når jeg kigger på de kunstnere, som jeg falder for, er det ikke nødvendigvis dem, der sent i livet for eksempel bliver ved med at lave store udsmykninger, fordi de har mulighed for det på grund af et stort atelier og hjælp fra assistenter. Jeg bliver mere rørt af dem, der dels tillader sig selv at skifte retning og dels arbejder mere sårbart. Det er nok en personlig sag for mig.”

— Hvilke kunstnere har du blandt andet kigget på udover Astrid Noack?

”Jeg har kigget meget bredt, men Etel Adnan (1925-1921 red.), som var en libanesisk-amerikansk billedkunstner og digter, er også et godt eksempel. Det sidste år af hendes liv vendte hun sin opmærksomhed væk fra de abstrakte landskabsmalerier i klare, stærke farver, som var kendetegnende for hendes praksis og lavede en serie af malerier med sort oliemaling, malet med grov pensel på hvide lærreder af motiver, der befandt sig i hendes nærhed; en flaske, en æske, et granatæble. De hedder ”Découverte de l’immédiat”, som betyder opdagelsen af det umiddelbare, og det skift er for mig rørende. Men jeg har også kigget på senværker fra kunstnere som for eksempel Derek Jarman og Paul Thek, der under AIDS-krisen i 1980’erne fik en forkortet tidshorisont og alligevel blev ved, og ret modigt adresserede deres endeligt på forskellige måder.”

ALDERSDISKRIMINATION OVERSES

Hvad kan vi få ud af at kigge på senværker?

”Det er en god måde at tænke på, fordi det åbner for nogle perspektiver, som handler om mere end bare det at fortsætte til trods for en forkortet tidshorisont. Det stiller nemlig også spørgsmålstegn ved opfattelsen af det succesfulde kunstværk. Ofte er det gennembrudsværket og de mest kendte værker, der repræsenterer en kunstner i museumssammenhæng, hvor de mindre, måske lidt mere skæve ting som skitser eksempelvis, ikke kommer med i fortællingen.

Ungmandderplanterettræ, gips, Astrid Noack, 1949. Partial Lunar eclipse as seen from the surface of the Flanet (flat planet), gips og spraymaling, Henriette Heise, 2022.

FOTO Malle Madsen

Det kan godt være, at en kunstner i sin sidste tid ikke laver de mest ekspressive værker. Måske er det nogle små skrøbelige skitser, men de kan jo også være udtryk for en insisteren. Jeg er meget passioneret omkring, at der er forskellige udtryksformer, som kan have forskellige værdier. At der er værker, der sender på nogle lavere frekvenser og derfor bliver overset i hele oplevelsesøkonomien.”

— Hvad går vi glip af, når vi primært fokuserer på hovedværker?

”Kompleksiteter og nuancer i et oeuvre. De her hovedværker bliver jo i udstillingssammenhæng ofte brugt til at fortælle nogle bestemte historier, der ræsonnerer i vores samtid, og derved bliver aktuelle, men det er også et udtryk for behovet for at forenkle.”

— Kan ønsket om aktualitet også forbindes til prioriteringen af unge kunstnere, for eksempel i forhold til open calls?

”Jeg ved ikke, om der er en sammenhæng, men det er jo interessant, at der i det hele taget er de her aldersbegrænsninger på open calls eller residencies. Den form for aldersdiskrimination rammer faktisk også dem der, måske af personlige eller sociale årsager, er kommet sent i gang. Hvis man først er færdig på akademiet, når man er 36, så er man jo på en måde allerede for gammel til at være ’ung kunstner’. Når man kritiserer manglende diversitet og diskuterer det på flere planer, så er alder underligt nok ikke en del af den diskussion. Selvfølgelig skal de nyuddannede også hjælpes i gang, men når man kigger på udlandet, virker det som om, at der er en større aldersspredning i forhold til de kunstnere, der for eksempel inviteres til open calls. Det ville være fedt, hvis der herhjemme var en større nysgerrighed overfor de forskellige aldre og for kunstnere, der ikke nødvendigvis har fået det store gennembrud, men har arbejdet kontinuerligt i måske 40-50 år. At man tænker det som et langt liv med forskellige faser. Jeg er også optaget af det fænomen, at en kunstner kan være udenfor sin tid, enten forud eller bagud. Der er flere eksempler på kunstnere, der har fulgt deres egen vej, og hvor vi først senere forstår, hvad de havde gang i. Der er noget vidunderligt over det rod, der er omkring dem, der er udenfor tiden.”

— Apropos tid, hvor længe har du tilbage af projektet og hvad håber du, at det fører med sig?

”Jeg har et år tilbage af min forskning, og jeg kan næsten garantere, at der ikke kommer noget klart svar, for jeg har i virkeligheden mere brug for at belyse nogle kompleksiteter. Og så har jeg også lyst til at placere det i verden, så det ikke kun handler om billedkunstnere, men om hvordan vi tænker omkring fremtiden, og om hvordan vi er i verden nu. Det er en mulighed for at pege på nogle ting, jeg synes, vi skal tænke over. Det er vigtigt for mig, at det hele ikke handler om dommedag og at alt er sort, for jeg tror, at vi mennesker har mulighed for at ændre meget, men der er brug for et paradigmeskift.”

Dust. Acrylic paint and gesso on printed newspaper. Paul Thek, 1988

KUNST I

FÆNGSLER

Billedkunstnere kommer også i fængsel. Eller fængsler. I det følgende præsenterer vi nogle af dem: Billedkunstner og fotograf Tina Enghoff, der sammen med præsten Kamille Nygård har lavet workshops og udstillinger med indsatte. Billed-, videoog performancekunstner Marika Seidler, der netop nu arrangerer vandringer i det nedlagte fængsel i Vridsløselille, hvor i øvrigt udstillingsstedet Renæssancejord igennem et helt år arrangerer kunstudstillinger og events. Samt kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, der har fået ansvaret for den integrerede kunst i opførslen af et lukket fængsel i tilknytning til det allerede eksisterende åbne fængsel i Sdr. Omme.

Det er selve frihedsberøvelsen, der er straffen i det danske retssystem. Det betyder, at forholdene i fængslet så vidt muligt skal afspejle forholdene i resten af samfundet og forberede de indsatte på livet uden for fængslet, når de har udstået deres straf eller varetægtsfængsling. Derfor har billedkunsten og dens æstetiske, kreative, innovative, terapeutiske, reflektive, og dannende kvaliteter en naturlig plads også i fængselsvæsenet.

Specialister på eget liv

Tina Enghoff er optaget af at give stemme til folk, der af den ene eller anden grund ikke kan deltage i den offentlige samtale – heriblandt fængselsindsatte.

Billedkunstner og fotograf Tina Enghoff har siden 2015 har haft et tæt, fortløbende samarbejde med fængselspræst Kamille Nygård, som blandt andet har resulteret i en række workshops med indsatte i fængsler i Norge og Danmark: ”Det har været en fantastisk verden at træde ind i, men det er ikke noget, man bare gør som kunstner”, fortæller hun.

Tina Enghoff (f.1957) er oprindeligt uddannet grafisk designer, hvilket hun bruger i arbejdet med sine kunstbøger, men det var et år i New York på International Center of Photography, der gav hende et teoretisk og filosofisk afsæt til at træde ind på den kunstfotografiske scene.

Gennemgående i hendes kunstneriske virke er samarbejde og inklusion af de mennesker projekterne omhandler

som eksempelvis i MigrantDocuments (2011-2013), hvor hjemløse udokumenterede immigranter lavede ’postkort fra Danmark’ med engangskameraer eller Seven Years (2010), hvor omdrejningspunktet var familiesammenførte kvinder, der anonymt fortalte om det fysiske og psykiske fængsel deres ægtemænd og syvårs-reglen fastholdt dem i.

”De mennesker er jo specialister i deres egne liv. Det er deres erfaring og viden, som jeg bruger i mine kunstprojekter” fortæller Tina Enghoff, der altid har været optaget af at give stemme til folk, der af den ene eller anden grund ikke kan deltage i den offentlige samtale. Hendes politiske og sociale engagement ligger som en rød tråd i hendes arbejde, men et projekt initieret af den tidligere leder af Nikolaj Kunsthal,

GoSitinYourCellandtheCellWillTeachYouEverything, Citadellet, Landskrona Fotofestival 2022.

Elisabeth Delin Hansen, blev dog afgørende for hendes videre arbejde med social praksis, hvor mødet og samtalen er en lige så vægtig del af værket som slutproduktet.

Giver magten tilbage

”Jeg blev på en måde kastet hovedkulds ud i det, da jeg i 2012 blev inviteret af Elisabeth Delin Hansen til at deltage som kunstner i et stort projekt om inklusion i samarbejde med boligområdet Folehaven i Valby. Projektet løb over fire år og involverede en gruppe unge i det udsatte område, der udstyret med et videokamera skulle lave film om dét, der var vigtigt for dem. Efterfølgende fik vi så redigeret og sat lyd til filmene professionelt og på den måde blev de pludselig til værker, som hvert år blev vist på foto- og videofestivallen i Nikolaj Kunsthal.”

”Det var her, jeg lagde grunden til min praksis, ved at jeg blev givet en stor frihed fra kunsthallens side og i mit samarbejde med de fantastiske mennesker, der arbejdede hands on i Folehaven og som havde en særlig indgang til de unge. Det samarbejde var afgørende. Det er dér nøglen ligger for os billedkunstnere til vejen ind i de her sociale områder; det er ikke os selv og vores kundskaber, men de mennesker vi arbejder sammen med. For hvordan får man et ungt menneske, der har været medlem af en bande til at lave en videoinstallation, der rent faktisk betyder noget for ham?”, siger Tina Enghoff: ”Det handler især om at give magten og beslutningerne tilbage til dem, man inviterer ind. De unge var med hele vejen, og det var dem, der kunne tage credit for værkerne til slut. Projektet lykkedes utrolig godt og her lærte jeg, hvordan man kan arbejde med mennesker, der har nogle kæmpe udfordringer i livet, og det fundament har jeg senere kunnet bruge i mit arbejde i Grønland og i fængslerne.”

Åben agenda

Efterfølgende blev Tina Enghoff involveret i et stort projekt i Grønland, som handlede om, hvordan kunst, fællesskaber og psykosociale workshops kan danne en enhed, der kan bidrage til at ændre unges mentalitet, så de bliver mere uddannelsesparate. Og igen blev projektet udviklet i tæt samarbejde med de lokale. Erfaringerne herfra tog hun med sig ind i det næste store projekt, som opstod lidt tilfældigt, da fængselspræst Kamille Nygård en dag ringede og inviterede Tina Enghoff til at besøge hende i Ringe Statsfængsel.

”Vi klikkede med det samme, og da hun viste mig isolationsgangen, kunne jeg straks se, at her var der et kunstprojekt. Det blev til fotokunstbogen Isolation, som Kamille skrev en tekst til. Bogen består af fotos af de håndskrevne sedler, hvor fængselsbetjentene har noteret, hvad der er blevet ødelagt i cellerne, og som de indsatte så hæfter for. For mig var det et billede på, hvordan man kontrollerer folk.

GoSitinYourCellandtheCellWillTeachYouEverything, Citadellet, Landskrona Fotofestival 2022.

GoSitinYourCellandtheCellWillTeachYouEverything, Citadellet, Landskrona Fotofestival 2022.

Derudfra opstod så vores næste samarbejde, der omhandlede de indsatte, som jeg jo endnu ikke havde mødt.”

Tina Enghoff fortæller, at det er uhørt at tage et kamera med ind i et fængsel, så da hun og Kamille Nygård ansøgte om at lave en fotoworkshop i Ringe Statsfængsel fik de afslag fra kriminalforsorgen. Heldigvis var tilgangen i de norske fængsler mere åben, og da Norges nationale museum for fotografi, Preus museum, inviterede Tina Enghoff og Kamille Nygård til i samarbejde med kriminalforsorgen at lave et workshopforløb med de indsatte, fik de mulighed for at realisere projektet Tid, sted, rum. De fik dog at vide, at de ikke skulle forvente den store tilslutning, men fordi de havde en åben og, ifølge Tina Enghoff, lidt ”utjekket” tilgang, da de præsenterede projektet, blev de indsatte nysgerrige.

”Det gælder i alle tilfælde, at vi som udgangspunkt har en åben agenda. Hvis vi kommer ind med en færdig idé, gør vi som kunstnere et projekt ud af dem, der deltager, og det må ikke ske. Projektet er dét vi skaber sammen. Det er processen og ikke resultatet, der tæller. Og alligevel skal man ikke være mere hellig end som så, for det kan være svært at slippe styringen og selvfølgelig bringer vi også vores kunstneriske kompetencer i spil. Det er os, der skaber rammerne. Og det er dér Kamille er helt afgørende at samarbejde med, fordi hun er en filosofisk fængselspræst. Hun har med sin erfaring og sin kundskab givet mig en indgang til den her verden, som jeg ikke havde kunnet finde alene, siger hun.

Indgår i kulturarven

”Da vi startede den første workshop, var begrebet ’tid’ det eneste, vi havde, og derfra udviklede projektet sig i den uge, vi tilbragte med de otte langtidsindsatte. Sammen havde vi store eksistentielle diskussioner om livet og døden, om verden og forurening; om livet udenfor fængslet.

Der opstod en synergi imellem os, hvor jeg stod for billeddelen, og hun stod for teksterne. Vi fik blandt andet de indsatte til at tage selvportrætter og skrive tekster til billederne, hvorefter vi i plenum talte om, hvad vi hver især kunne se og spurgte ind til deres valg. Vi gik ind i det helt nære, både konkret med detaljebilleder og rent menneskeligt i samtalerne; ’Hvad er det du vil sige med det her? Hvad vil du sige til os og til dem udenfor?’ Vi stillede også krav til dem og det er gennemgående for min praksis, at deltagerne skal vide, at de er udvalgt og derfor har et medansvar for projektet. Det giver dem en følelse af ligeværd, og faktisk endte en af de mest negativt indstillede af de indsatte med at få udgangstilladelse og var med til at åbne udstillingen på Preus museum.”

For Tina Enghoff er det vigtigt, at projekterne ikke er som små afsluttede, lukkede enheder, men at der er en sammenhæng og et større perspektiv, hvilket eksempelvis har resulteret i totaludstillingen Go Sit in Your Cell and the Cell Will TeachYouEverythingi Citadellet i forbindelse med Landskrona

Fotofestival 2022. Her blev blandt andet Isolation og fotografier og tekster fra Tid,sted,rum og Jyderup kvindefængsel samt lydværker fra to norske fængsler udstillet i den gamle fæstning.

”Man kan spørge, hvad de indsatte får ud af, at deres værker bliver udstillet. De får dét ud af det, at det bliver en dialog over murene. At de bliver mere end deres forbrydelse, og den erfaring tager de med sig. Flere af de indsattes fotografier fra fængslerne i Norge indgår i øvrigt nu også i det norske rigsarkiv, og det er jo stort for dem, at de på den måde bidrager positivt og nu er en del af den norske kulturarv.”

GoSitinYourCellandtheCellWillTeachYouEverything, Citadellet, Landskrona Fotofestival 2022.

TINA ENGHOFF OG KAMILLE NYGÅRDS SAMARBEJDE

Efter Isolation (2015-16) fortsatte Tina Enghoff og Kamille Nygård samarbejdet i en workshop, bestilt af Preus museum og støttet af Norsk Kulturråd i Søndre Berg fængsel syd for Oslo i 2018. Billeder og tekster fra workshoppen indgik som det nationale bidrag til udstillingen BendingtheFrame, som også blev vist i København og New York. Samarbejdet med Preus blev forlænget til yderligere fire workshops i henholdsvis Bjørgvin, Halden, Bastøy og Bredtveit fængsel. De indsattes billeder og tekster blev efter hver workshop udstillet lokalt, og indgik siden i udstillingen Tid,sted,rum på Preus museum i 2021. Senest har de i 2022 afholdt en workshop i kvindefængslet Jyderup i Danmark og skabt udstillingen Go Sit in Your Cell and the The Cell WillTeachYouEverything (2022) i Citadellet, Landskrona.

Isolation, Ringe Statsfængsel 2015-16.

Det samfund, som ikke lytter til sine mest udsatte, er et inhumant samfund, mener fængselspræst Kamille Nygård.

De indsatte får deres stemme tilbage

I sit virke, med erfaring fra blandt andet Ringe Statsfængsel og som gadepræst i Trondheim, har Kamille Nygård længe været optaget af, hvordan de indsattes verden og det liv, som ofte kun udspiller sig på ni kvadratmeter, kan formidles til samfundet udenfor. Da hun for otte år siden mødte Tina Enghoff, blev det begyndelsen på et frugtbart samarbejde, hvor kunsten spiller en væsentlig rolle i forhold til at skabe ’dialog over murene’.

”Der er noget smukt ved hendes måde at insistere på samarbejde; på at det er noget, der sker mellem os”, fortæller fængselspræst Kamille Nygård om sit samarbejde med billedkunstner Tina Enghoff.

— Hvad betyder det for dig at samarbejde med en kunstner?

”Tinas tilgang og den kunstneriske form, hun praktiserer, hvor man ikke ved, hvor man skal hen, har været en gave. Der er ikke noget facit, noget resultat eller noget man skal nå at blive god til. Det er spændende, at vi har så forskellige perspektiver, og samtidig deler vi nysgerrigheden for mennesker, for det ikke-målbare og for hvordan man viser dét, som umiddelbart ikke kan ses.

Jeg kommer jo med en helt anden baggrund. Jeg er fængselspræst, men også sjælesørger, og det arbejde handler meget om at lytte til verden i fællesskab og det, oplever jeg, faktisk har noget med kunst at gøre. Fordi det har at gøre med en åndelighed, som vi ikke har så mange ord for, men som kunsten bevæger sig hjemmevant rundt i. Tina bringer noget ind i rummet, som er meget mere frit end den klassiske teologiske tænkning.”

— Hvordan kommer det til udtryk i for eksempel de workshops, I har holdt i fængslerne?

”Det er som om, der opstår noget nyt, et blik eller en anden form for sansning, når de indsatte får et kamera i hånden og tager billeder på en måde, som de aldrig har gjort før; billeder af en skygge på væggen eller af noget krøllet sengetøj. Det vækker et nyt sprog, et poetisk sprog og nogle sætninger, som jeg aldrig har hørt indsatte bruge før. På en måde genopfinder vi sammen blikket og sproget. Og i den genopfindelse er der næsten ikke forskel på den indsatte og en professionel kunstner eller fængselspræst, for det handler om den ekstreme opmærksomhed, som opstår imellem os. Det er på en måde et alternativ til genibegrebet, altså opfattelsen af kunstneren som en, der alene har adgang til noget guddommeligt.”

HANDLER OM, HVEM VI ER

— Hvad betyder det politiske aspekt i jeres projekter for dig?

”Det betyder meget. Det var vigtigt for os begge, at det som udgangspunkt ikke skulle være et terapeutisk projekt, der kun handler om at udtrykke sig selv, men et politisk kunstnerisk projekt, der også har en kommunikation udadtil. Det kommer nok af, at jeg igennem så mange år har været vidne til, hvordan indsatte i stigende grad har fået frataget deres stemme. Den politiske jargon har været tydelig: den som har begået en forbrydelse, skal vi ikke lytte til. Men vi glemmer, at den som holder op med at lytte umenneskeliggør. Det samfund, som ikke lytter til sine mest udsatte, er et inhumant samfund. Mange af de indsatte føler, at de forsvinder som mennesker, så hvordan gør man dem til mennesker igen? Det handler ikke kun om, hvem er de er. Det handler også om, hvem vi er.”

Isolation, Dogwalk Books/Forlaget Vandkunsten 2017.

— Har projektet flyttet noget for de indsatte?

”Jeg forstår spørgsmålet, men hvis det nu handler om værdighed og en indsat oplever at have fået sin værdighed tilbage, har det så flyttet noget? Det handler måske mere, om at deres menneskelighed, som er blevet tyndslidt efter et hårdt liv og mange år i afsoning, er blevet styrket. Flere af kvinderne fortalte, at de følte, at de var døde indeni, men man kan jo se i billederne og teksterne, at det er de ikke, og det bliver pludselig også synligt for dem selv. Det kan tage lang tid at få en tillidsfuld relation til folk, der i deres barndom måske har været anbragt i den ene plejefamilie efter den anden. Men når vi arbejder på den her måde, er det som om, vi lettere kan være hudløse og søgende, og det skyldes især fotografiet. Fordi vi flytter fokus væk fra deltagerne selv og samtidig er det stadig ekstremt personligt, fordi det jo er dem, der tager billederne.

Det har også meget at gøre med den samtale, der opstår, når vi står ved siden af hinanden på en ny måde og taler om det, vi ser. Der ligger en respekt i at forsøge at se noget, som den anden ser. Det, vi tror, vi kender, bliver forpurret, for pludselig er der en af de hårde indsatte, som tager nogle vildt følsomme billeder af nogle blomster, og det rykker ved vores forventninger, for hvem er du? Og hvem er jeg så? Jeg oplever, at de her fotografier befrier de indsatte fra fastcementerede fortællinger, og at de er med til at nedbryde ideen om ’os og dem’.”

Kunstnere er med i forvandlingen af det nedlagte Vridsløselille Statsfængsel fra lukket fængselsområde til en ny åben og grøn bydel i Albertslund Kommune. En af dem er Marika Seidler, der sammen med sin tværæstetiske kunstnergruppe Seidlers Sensorium i september rykker ind i det tidligere fængsel med den publikumsinddragende performancevandring DROJ JORD.

KUNST SKABER JORDFORBINDELSE I FÆNGSLET

AF Miriam Katz

DROJ JORD.

Performance-vandring, KunstCentret Silkeborg Bad, 2023.

FOTO Bo Nørgaard

Bag de tykke mure, som frem til 2016 har dannet ramme for indespærring, isolation og afsoning af straf, kan publikum frit følge med Seidler og hendes performere gennem de lange gange i fængselsfløjene, og tage med på en sanselig rejse til jordens indre kerne.

I små grupper af cirka seks personer vandrer deltagerne mellem fem forskellige scenestationer i fængslet, hvorfra performere sætter fortælling, klange, dans og billeder på de bevægelser, der sker dybt nede i jordens drøje, geologiske lag. Undervejs kan publikum for eksempel ’hente’ ord op fra jordens indre, mærke svampes og rødders symbiotiske liv og indsamle planter fra fængselsparken.

Performancevandringen er skabt med inspiration fra blandt andet biologisk og geologisk forskning, og Marika Seidler håber, den kan give publikum et mere personligt forhold til naturen:

”Vi inviterer publikum til at erfare jordens indre liv via kunsten. I kunsten kan du mærke naturen, også selvom du fysisk befinder dig inde i et fængsel,” siger hun, der som

kunstnerisk leder af Seidlers Sensorium står bag DROJ JORD sammen med sit team af medskabende performere og tværkunstneriske partnere.

Performancevandringen er realiseret i kraft af et artistin-residency-ophold for ni Sensorium-kunstnere under Statens Kunstfonds Huskunstnerordning tidligere i år, i samarbejde med Silkeborg Kommune og Kunstcentret Silkeborg Bad. Den er skabt stedsspecifikt til naturområdet omkring Kunstcentret Silkeborg Bad, men Marika Seidler versionerede forestillingen til den indendørs visning i Vridsløselille Statsfængsel.

Historien sidder i cellevæggene

Under sin research i fængslet mærkede hun, at stedets historie og de indsattes skæbner stadig er indlejret i bygningen, der efter det blev nedlagt som fængsel, har været brugt som institution for frihedsberøvede asylansøgere frem til 2018.

”I tidens løb har de indsatte tegnet og skrevet forskellige motiver og budskaber på cellevæggene. Jeg opdagede for eksempel billeder af en landsby omkranset af bjerge og flere fine

portrætter, som måske forestiller barndomslandskaber og personer, de indsatte har længtes efter og savnet. Man mærker, at der er en særlig ånd i fængslet, og det prægede mit arbejde med at tilpasse vores performance til stedet,” fortæller hun, der i løbet af de seneste cirka 15 år har skabt flere forskellige publikumsinddragende performances med afsæt i temaer om klima, bæredygtighed og biologisk mangfoldighed.

DROJ JORD føjer sig nu til rækken af Seidlers Sensorium-performances, der bevæger sig i krydsfeltet mellem natur, videnskab og kunst. Og opførslen i Vridsløse giver publikum mulighed for at komme ind bag murene i det gamle fængsel, tegnet af arkitekten N.S. Nebelong i 1859.

Vridsløselille Statsfængsel er i dag måske mest kendt for sin ikoniske grønne port, som en ukuelig Egon Olsen igen og igen træder ud ad med nye og altid nøje tilrettelagte kupplaner i Erik Ballings Olsenbanden- film. Men bygningens historie er knap så munter.

Fængslet blev i sin tid bygget med inspiration fra den såkaldte Pennsylvania-model fra USA, der blandt andet handlede om at forbedre de indsatte gennem isolation. Tanken var, at man undgik moralsk fordærvelse ved at holde de indsatte adskilt fra hinanden. Dermed gik dagene for de indsatte i næsten total isolation på de syv kvadratmeter, cellen tilbød.

Overvågning var derfor tænkt ind i hele konstruktionen af Vridsløselille Statsfængsel, hvilket afspejles i fængslets karakteristiske stjerneform og arkitektur, som gjorde det muligt for fængselsbetjente at stå i hjertet af stjernen og overvåge alle cellerne på samme tid. Det betød, at blot 10 betjente kunne bevogte op mod 180 indsatte.

At arbejde kunstnerisk i fængselsrummet, som har så voldsom en historie, er både stærkt og rørende, fortæller Marika Seidler.

”Når man står i fængslets panoptikon, hvorfra fængselsfløjene strækker sig ud som fangarme, får man en tydelig fornemmelse af den kontrol og overvågning, der har styret hverdagen i fængslet. Vi prøver at spejle aspekter af fængselserfaringen i performancevandringen, for eksempel ved at lade publikum opleve, hvordan det er at være sat sammen i grupper af mennesker, som ikke kender hinanden, og som ikke ved, hvad der kommer til at ske. Men i stedet for indespærring kan publikum her opleve den frihed, kunsten giver. Via kunsten kan vi mærke naturens kræfter, selvom vi befinder os inde bag en tyk fængselsmur,” siger hun.

Byudvikling med natur og kunst

Marika Seidlers performancevandring er inviteret til Vridsløselille Statsfængsel af udstillingsstedet Renæssancejord, der drives af foreningen Jordens Hus (se oversigt over alle Renæsancejordsmedvirkende kunstnere 2023-24 i faktaboks s. 30).

Udstillingsstedet har base i det nedlagte fængsels indgangsbygning, Porten, der som kulturelt samlingssted er i færd med at puste nyt liv i de gamle fængselsbygninger. Det sker som led i områdets udvikling fra lukket fængsel til ny, åben og grøn bydel i Albertslund. Processen begyndte i 2020, da fængslet blev solgt til pensionskassen PKA og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard, og fra 2025 forventes den nye bydel Vridsløse at byde på både boliger, fælles byliv og natur.

Byudviklingsprojektet har et særligt fokus på fællesskab, bæredygtighed, natur og kultur, og for Marika Seidler giver det rigtig god mening at deltage i fængslets forvandling ved at sætte kunstnerisk fokus på jordens indre liv:

”Titlen DROJ JORD refererer til jordens drøje, geologiske lag, men det er også en spejling af ordet jord. Meget i performancen handler om spejling: Planter vokser opad og nedad, som siamesiske tvillinger. Rødderne bevæger sig nede i jordlaget, hvor de ånder, mens bladene og planten griber op efter solen og skaber liv for os her på jorden. De er del af samme organisme og lige vigtige begge to,” siger hun, der i sin kunstneriske research læser masser af naturvidenskabelig fag- og skønlitteratur om blandt andet biologi og geologi.

Jord som kunstnerisk materiale

I arbejdet med DROJ JORD er hun især inspireret af den italienske filosof Emanuele Coccias Planternesliv–Blandingens metafysik. Samt af to danske videnskabskvinders opdagelser, som først er blevet bredt anerkendt de senere år: Seismologen Inge Lehman, der i 1936 påviste, at der inderst i jordens ellers flydende midte er en lille, fast indre kerne. Og zoologen Marie Hammer, der forskede i verdens mider, opdagede tusind nye arter og endte med at bevise, at verdens enorme kontinenter har hængt sammen.

”Da jeg læste om deres forskning, begyndte jeg at tænke over, hvordan den faglige viden, de bidrog med, kunne omdannes visuelt til bevægelser, sammenhænge og farver. Jeg havde længe ønsket at arbejde kunstnerisk med jord, og nu begyndte jeg at se, hvordan det kunne tage form,” fortæller hun, der tidligere blandt andet har skabt performances om træers liv og samarbejde med svampe (VOKS SKOV) og dyrs flokmentalitet og kommunikation (FLOKKENE I-III).

Interessen for jord opstod, da hun i forbindelse med en performance for projektet Walking Landscapes i 2021 vendte tilbage til den nordjyske hede ved Lille Vildmose mellem Egense og Dokkedal, hvor hun voksede op i 1970’erne. Her fik hun øjnene op for, hvordan hængemosens spagnumplanter graves op og sælges som pottemuld til byboere. En industri, der er lige så skadelig for CO2-udledningen som træfældning.

Samtidig blev hun optaget af permakultur, et bæredygtigt dyrkningssystem, hvor man kun bruger vedvarende resurser som sollys, regn og vind samt planter og dyr, der indgår i

DROJ JORD. Performance-vandring, KunstCentret Silkeborg Bad, 2023.

FOTOS Bo Nørgaard

naturens egen recirkulering af ressourcer. Alle disse erkendelser om planternes og jordens indre liv informerer DROJ JORD, der ligesom Seidlers Sensoriums tidligere performances er en omfattende tværkunstnerisk produktion: Den involverer blandt andet dramaturgiske og scenografiske konsulenter, kostumierer, komponister, sangere, musikere og dansere.

”Som billedkunstner ser jeg det hele visuelt for mig, men jeg har brug for andres faglighed til at realisere mine idéer. Hvordan konstruerer man for eksempel en kjole, der ser ud som en kiselalge, og som en performer kan danse i? Det kræver god tid til at afprøve forskellige materialer, teknikker og koncepter, før hele produktionen er klar. Det fik vi heldigvis i kraft af artist-in-residence-programmet under Huskunstnerordningen og samarbejdet med Kunstcentret Silkeborg Bad og Silkeborg Kommune,” fortæller hun.

Efter visningerne af den indendørs version i Vridsløselille og den udendørs version til naturområdet ved Kunstcentret Silkeborg Bad i september, rejser den nye performancevandring ud på turné i hele landet. For ligesom Seidlers Sensoriums tidligere performances er DROJ JORD tænkt til at få et langt liv:

Bæredygtig kunst, der kan mærkes

”I modsætning til at male et maleri eller skabe et videoværk, så er en performance ikke noget, du skaber alene, og som vises på en udstilling én gang. Vores performancevandringer bliver opført mange gange, på skoler, i kommuner og museer, og vises ofte over perioder på flere år. Vi når bredt ud til forskellige publikumsgrupper. Det er en meget bæredygtig måde at arbejde på som kunstner, og som passer til de temaer, vi arbejder med,” siger Marika Seidler.

At hun, der i de første år efter afgangen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi primært arbejdede med video, nu fokuserer på publikumsinddragende performances, er en udvikling, der er vokset organisk frem, fortæller hun:

”Tilbage i 2005 var jeg på et artist-in-residence-arbejdsophold i Los Angeles, arrangeret af Center for Dansk Billedkunst, hvor jeg begyndte at tage på vandreture med kunstnerkolleger indimellem mit arbejde på en stor videoproduktion. Under opholdet gik det langsomt for mig, hvor meget jeg havde savnet kontakten til naturen i alle de år, jeg havde boet og arbejdet i København. Jeg ville gerne tage mine erfaringer fra Los Angeles-fællesskabet omkring naturen med mig ind i kunsten. Samtidig ønskede jeg at inddrage publikum i den sanselige nærhed med skuespillere og deltagere, som jeg selv oplevede i videoproduktionen.”

”Der gik en del år inden arbejdsformen rigtig tog form. Men jeg vendte tilbage til mit tidlige performancearbejde med en åbenhed overfor at samarbejde med scenekunstnere, og blev efterhånden optaget af at skabe performancevandringer, hvor sanseligheden og fællesskabet er et vigtigt omdrejningspunkt. Og hvor kunsten bliver indgangen til at få en relation til naturen.

KUNST I VRIDSLØSELILLE STATSFÆNGSEL

Udstillingsstedet Renæssancejord, der drives af foreningen Jordens Hus, har i 2023-24 base i det nedlagte fængsel i Albertslund Kommune, der i disse år forvandles fra lukket fængselsområde til ny, åben bydel.

Udstillingsstedet samarbejder med blandt andet billedkunstnere, forskere, arkitekter, jordforvaltere og lokalsamfund om at undersøge, hvordan man i fællesskab kan styrke en kulturel og bæredygtig udvikling med jord som omdrejningspunkt. Det sker gennem syv udstillinger, en række workshops og et event-program.

De medvirkende kunstnere er: Soil Lab, Manuel Canu, Nynne Hoe, Maria Viftrup, Kigge Hvid, Marika Seidler, Hartmut Stockter, Sophie Dupont, Jacob Kirkegaard, Seimi Nørregaard, Camilla Berner, Morten Søndergaard, Anna Maria Urró.

Læs mere på jordenshus.dk

Mine udendørs formater bruger både fortælling, sang, dans, masker, tekstiler, farver og dufte. Og publikum inviteres til selv at deltage aktivt, for eksempel ved at indsamle planter, eller lægge sig ned og mærke skovbunden mod deres kroppe. Ved en indendørs performance som den, vi har af DROJ JORD i fængslet, skal deltagerne bruge deres forestillingsevne lidt mere, men det handler stadig mere om at mærke end om at tænke,” siger hun.

Når publikum bruger alle deres sanser på performancevandringerne, mærker de både kunstens og naturens rum samtidigt, sammen med performerne. Og Marika Seidler håber, at hun på den måde kan være med til at skabe øget bevidsthed om og omsorg for naturen.

”Kunsten kan forankre faglig viden i kroppen på en anden måde, end hvis du bare læser eller hører om det. Næste gang du læser i avisen om klimakrisen, får du måske mere lyst til at passe på livet i jorden, i skoven eller ude i havet, fordi du har brugt alle dine sanser til at opleve og deltage i en performance.”

MARIKA SEIDLER (F. 1972)

Billed-, video- og performancekunstner, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 2001. Siden 2016 kunstnerisk leder af Seidlers Sensorium, der blandt andet producerer publikumsinddragende performancevandringer i naturen. Performancevandringerne bliver til i samarbejde med dansere, sangere, musikere, kostumierer, scenografer, dramaturger m.fl. Og realiseres ofte i samarbejde med kunstmuseer, kunsthaller, naturcentre, kommuner og skoler.

Læs mere på: seidlerssensorium.dk

DROJ JORD.

Performance-vandring, KunstCentret Silkeborg Bad, 2023.

FOTOS Bo Nørgaard

Kunst i dialog

Hesselholdt & Mejlvang vil bruge kunsten til at blødgøre fængslet, så selv besøgende børn vil føle sig velkomne.

I Sdr. Omme i Sydjylland skal der opføres et helt nyt lukket fængsel med 200 pladser i tilknytning til det allerede eksisterende åbne fængsel. Ansvaret for den integrerede kunst i fængslet er lagt i hænderne på Hesselholdt & Mejlvang – Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang – som har arbejdet sammen som kunstnerduo siden 1999. Fængslet er landets største målt på areal – 970 hektarer, hvilket er større end Frederiksberg Kommune – og med tilbygningen bliver det også landets største målt på indsatte med en samlet kapacitet på mere end 400 pladser. Det er således en både stor og spændende udfordring med en lang række indlagte benspænd, som de to kunstnere står over for.

”Det er jo dels helt nyt for os at arbejde med et fængsel, og så føler vi os meget privilegerede over, at det ikke bare er en udsmykning, men integreret kunst, hvor vi er med inde i maskinrummet allerede, hvor det hele er ved at blive tegnet af arkitekter og ingeniører,” siger de to kunstnere, der har givet deres projekt titlen ’UNDER THE SAME MOON’.

”Vi kan sige, at vi ønsker en væg forstærket, fordi vi vil hænge 300 kg op på den; vi er med til at bestemme, hvor der skal være stikkontakter og eludtag, hvor vi ønsker lys, og vi har også en finger med i spillet omkring placeringen af skiltningen. Tit bliver en udsmykning generet af et kæmpeskilt eller en skraldespand, men det er vi med til at balancere her,” fortæller de.

På Belægsbygningerne, hvor de indsatte bor, er der motiver i grafisk beton på ydermurene samt store messingskulpturer. Hver belægsbygning har sit eget forløb af grafisk beton-motiver.

AF

Steen

Bruun Jensen

Omvendt har der været en lang række udfordringer ved at arbejde med et fængsel, hvor kravene til sikkerhed adskiller sig fra de fleste andre steder – i en grad så Kriminalforsorgen har læst med på denne artikel – og allerede da de vandt opgaven fik de to kunstnere at vide, at deres forslag kun var et oplæg, og at de skulle indgå i en dialog med bygherre, kunstkonsulent, arkitekter og ingeniører.

Lytter med åbent sind

”Hvis man er den slags kunstner, der vil stå fast på sit, så skal man ikke lave det her, for det er en øvelse i at tilpasse sig. Og så må man finde ud af, hvordan man på en anden måde

kan holde fast i sin egen vision og ønsker. Men jeg mener også, at vores værk er blevet bedre i den her proces. Jeg føler ikke, at jeg hellere ville have lavet det, vi sendte ind i første omgang. Det har været spændende og givende at reagere på noget vi hører,” siger Sofie Hesselholdt.

“Vi har lyttet med et åbent sind, for vi vil jo ikke være årsag til, at der sker et eller andet voldsomt. På den måde er der ikke kunstnerisk frihed, som hvis du havde lavet kunst til et museum. Vi møder en virkelighed her,” siger Vibeke Mejlvang.

”Vi har lært rigtig meget om fængselsvæsenet, og hvor kreative de indsatte er. Der må ikke være noget der kan udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, det skal for eksempel være

i Fælleshuset ses messingstenen i loftet og

Indenfor

vinduespartiet er med bearbejdet glas, som kaster skygger på gulv og vægge.

fastmonteret og der må ikke være gemmesteder. Vi har talt rigtig meget med fængselsbetjente og øvrige ansatte i fængslet undervejs, og det har jo også betydet, at vores projekt ser pænt meget anderledes ud end det skitseforslag, som vi sendte ind,” siger Sofie Hesselholdt og nævner som eksempel en messingbølge, der er placeret noget højere end planlagt – så højt at man helt kan afvise, at nogen skulle kunne nå den.

Også udsmykningens foreslåede motiver har været underlagt Kriminalforsorgen sikkerhedskrav, så de ikke vækker provokation, opildner til aggression, har skjulte politiske og/ eller religiøse motiver.

”Vi var utroligt glade for at få en opgave i et fængsel. Vi har hidtil i vores praksis flirtet med samfundets hårde typer, og vi har visuelt været inspireret af tegn og billeder inden for det felt, så vi tænkte ’ja, selvfølgelig skal vi lave noget i et fængsel’, men vi har ikke kunnet vælge frit mellem motiver, selvom vi stadig bevæger os inden for en temmelig maskulin motivkreds,” siger Vibeke Mejlvang.

Børn skal føle sig velkomne

Men de indsatte har langt fra været den eneste målgruppe for Hesselholdt & Mejlvangs oplæg. Det har ligget eksplicit i opgaven at gøre fængslet til et sted, hvor besøgende børn også vil føle sig velkomne. Som besøgende i fængslet mødes man som det første af en hård betonvæg med pigtråd, hvorfor de to kunstnere har forsøgt at opbløde velkomsten med nedlagte cirkler i marktegl, som appellerer til de besøgende børn, som kan lege ’jorden er giftig’ eller gå på line rundt på teglstenene. Cirklerne leder blikket og opmærksomheden væk fra fængslet og giver en anden oplevelse og fortælling til besøgssituationen. Indenfor omkring fængslets legeplads optræder perforerede metalafskærmninger med både abstrakte og figurative mønstre, som fremtræder som et stort fortællende tapet. Figurerne vokser ud af mønstret og kan sætte gang i samtaler mellem far og barn ved at tage udgangspunkt i noget konkret og velkendt, pirre forestillingsevnen og lede tankerne væk fra fængselssituationen. Og endelig produceres en malebog, som indeholder motiverne fra udsmykningen. Barnet kan tage bogen med hjem og arbejde videre med tegningerne, og malebogen kommer dermed til at forbinde barnet til det sted, hvor far bor og bliver et konkret objekt, som kan bringes med frem og tilbage.

”For mange børn kan det være skamfuldt at have forældre i fængsel. Vi har set film om børn, der skal besøge deres far i fængsel, og de går fra at glæde sig til det og til slet ikke at ville. Det er en følelsesmæssig konflikt, og vi vil meget gerne hjælpe i den proces. Det er jo et sterilt sted, hvor der ikke er fyldt med sjov, så vi håber, at man kan sætte far og barn i gang med en lille fælles handling omkring en malebog. Vi synes, at det er dejligt at mærke, at Kriminalforsorgen har fokus på at indtænke børnene på den måde,” siger Vibeke Mejlvang.

For Hesselholdt & Mejlvang har det været ambitionen at bruge kunsten til at blødgøre en institution, der fremstår hård og næsten brutal, og tilføre den mest mulig venlighed og medmenneskelighed. De to kunstnere køber derfor ikke præmissen om, at et fængselsophold skal være så ubehageligt som overhovedet muligt.

”Og så er der altså også en stor gruppe af glade og stolte ansatte, der har en god arbejdsplads i et veldrevet fængsel, som de gerne vil overføre til det nye fængsel. Det vil ikke hjælpe dem at gøre det så hårdt som muligt,” siger Vibeke Mejlvang.

”Jeg synes, at det har været rigtigt spændende at arbejde med det her, fordi der er virkelig mulighed for at forbedre hverdagen for de indsatte. Fængslet består af stål og beton og ståltråd og sikkerhed, og der er ingen formildende omstændigheder visuelt set. Der kan være mange grunde til at havne i et

Indgangen til Fælleshuset, hvor en bølgelignende skulptur i messing pryder facaden med lys bagved. Bølgen er 25 meter lang og lyset ’ånder’ i de mørke timer.

fængsel og samfundets strukturelle problemer interesserer os også; hvem bliver vindere og tabere? Det er en stor motivation i arbejdet at tænke, at man gør en forskel for nogle mennesker, som har ramt bunden og som naturligvis ikke synes, at det er sjovt at sidde i fængsel,” siger Sofie Hesselholdt.

En god investering

Når kunsten indgår i opførslen af et nyt fængsel, sker det baggrund af det såkaldte ’kunstcirkulære’, der forpligter statslige bygherrer til at afsætte 1,5 procent af håndværkerudgifterne til kunstnerisk udsmykning for dels at gøre nybyggeriet så levende og varieret som mulig, dels for at støtte kunsten og kunstnerne.

”Jeg tror også på, at vi kan gøre en forskel, hvis man skal se på det sådan helt koldt og kontant, for man ved jo, at hvis man skaber alt for ubehagelige forhold for de indsatte, så er der stor risiko for, at de ryger tilbage i kriminalitet. Og omvendt; hvis man rent faktisk gør sig lidt umage med at behandle dem som mennesker, så kan man få flere ud af kriminalitet. Der tror jeg, at visuel stimulation i stedet for grå beton kan gøre en forskel både i hverdagen og i forhold til at skabe et rum i det enkelte menneske, som det kan bruge til at tænke sig ud af sin situation og lade tankerne vandre et andet sted hen. Det kan kunsten hjælpe med til,” siger hun.

”Man gør jo også andre ting, for at få de indsatte på rette kurs. Der er jo faktisk nogen, der tager en uddannelse derinde. Man bruger også penge på sjælesørgerarbejde, og der er nogen, der går på arbejde, og selv laver mad for de penge, de har tjent. Uden de indsatser tror jeg, at det er svært sende de indsatte succesfuldt tilbage til samfundet,” siger Vibeke Mejlvang.

”Altså jeg tror ikke, der er nogen, der har lyst til at være i et fængsel, selvom det er fyldt med alt muligt lækker kunst. Det er jo en straf i sig selv, at du ikke kan leve dit liv i dine normale omgivelser med venner og familie. Man må se lidt mere moderne på fængselsvæsenet og betragte selve frihedsberøvelsen som straffen. Og det har været meget smukt at møde personalet fra Sdr. Omme fængsel, fordi de havde en ekstrem respektfuld måde at snakke om de indsatte på, og virkelig har en filosofi om at møde dem som mennesker og ikke som deres kriminelle handling og deres straf,” siger Sofie Hesselholdt.

De er begge enige om, at det har været en kærkommen udfordring at lave kunst til en målgruppe, der adskiller sig væsentligt fra deres vanlige publikum, der meget ofte ligner dem selv:

”Vi ved jo ikke, hvordan der vil blive taget imod det, det glæder vi os til at se. Vi drømmer om at møde de indsatte og ansatte og høre, hvordan det virker i praksis. Det kunne være interessant at få en dialog og feedback, når det engang står færdigt. Hvis det har betydet en forbedring af deres hverdag, er vi meget glade,” siger Vibeke Mejlvang.

Det lukkede fængsel i Sdr. Omme skal stå

Fængslet er tegnet af Alex Poulsen Arkitekter i samarbejde med Viborg Ingeniørerne.

Kriminalforsorgen er Bygherre og Lone Schubert er konsulent fra Statens Kunstfond.

De viste skitser er udført af Alex Poulsen Arkitekter i samarbejde med Hesselholdt & Mejlvang.

På taget af Fælleshuset står en sten i messing. Den gennemborer loftet, så den også ses indefra.

færdigt i 2025.

KUNST OG INNOVATIV VIRKSOMHEDSLEDELSE

Virksomhedsledere har i århundreder haft fokus på kunstens betydning – men med forskellige afsæt. Hvilken kunst inviteres ind, hvilken betydning tillægges den, og hvordan er relationen til kunstnerne? Det findes der flere perspektiver på. Men hvad er tankerne bag disse investeringer i samtidens kunst. Er det for medarbejderne, for kunderne, for produktet, for kunstneren – eller fordi chefen ikke kan lade være? Det er nogle af de spørgsmål,som en ny bog – Med kunsten som indsats –forsøger at besvare, når den taler med nøglepersoner i nogle af Danmarks mest visionære virksomheder – blandt andre Novo Nordisk, DSV, Mads Nørgaard, Kvadrat, Polestar og HAY – som samarbejder strategisk med samtidskunstnere, og som alle finder samarbejdet berigende.

Med kunsten som indsats er en ny inspirationsbog, der bevæger sig i krydsfeltet mellem erhvervsliv og samtidskunst. Bogen præsenterer fire forskellige måder at arbejde med samtidskunst på: Som medarbejdermotivation, som middel til forandringsledelse, som branding og markedsføring og som produktudvikler.

Men hvad giver virksomhedssamarbejdet omvendt til kunstnerne? Det spørgsmål stiller bogen til fire væsentlige danske kunstnere, nemlig Bjørn Nørgaard, Jeppe Hein, Olafur Eliasson og Rose Eken, der deler deres refleksioner over deres respektive samarbejder med virksomheder.

AF Steen Bruun Jensen

Gensidig respekt

Bogens forfatter Michael Solgaard nævner, at hvis man kender til Bjørn Nørgaards tidlige samfundskritiske happenings, forestiller man sig sikkert ikke, at Nørgaard kan sige mangepositiveordomatsamarbejdemedvirksomhederogerhvervslivet:

”Men når samfundet udvikler sig i en anden retning, end du håber, så kan du enten flytte ud i skoven eller begynde at engagere dig i samfundets institutioner. Jeg valgte det sidste, både med mit professorat og med min kunst i det offentlige rum. Det var måder at fortsætte diskussionen på,” forklarer Bjørn Nørgaard, men understreger samtidig, at der er masser af virksomheder, han ville sige nej til, blandt andet hvis han ikke kan stå inde for deres produkter – og helt sikkert olie og tobak.

”Det handler om tillid og gensidig respekt,” siger Nørgaard, hvis samarbejde med private virksomheder udgør en stor del af hans omsætning i dag.

Jeppe Hein siger, at han kun vil sige ja til en virksomhed, hvis han kan lære noget, og hvis han kan mærke en ærlig interesse for kunst:

Olafur Eliasson og Sebastian Behmann med Studio Olafur Eliasson, Fjordenhus, Vejle, 2009-2018 FOTO Nikolaj Didriksen

”Det er vigtigt for mig at have en dialog med virksomheden og at lære om de mennesker, der står bag. Jeg vil ikke blot tage opgaven og komme tilbage med noget, som kun jeg synes er godt. Min ambition er, at så mange som muligt bliver glade og føler ejerskab over kunsten. Jeg ønsker, at de med deres tilstedeværelse er med til at skabe kunsten,” siger Jeppe Hein, der er taknemmelig over, at han i sin karriere har haft mulighed for at samarbejde med mange forskellige virksomheder og organisationer om både kunstværker i virksomheden og i byrummet.

Respekt for forskellige behov

Olafur Eliasson bliver spurgt, om han ikke er bekymret for at bevare sin frie vilje, når han indgår et samarbejde med virksomheder?

Tilsyneladende ikke:

”Kunst kan være ret robust. Og jeg vælger samarbejder baseret på, hvor jeg mærker respekt for kunstens væren og ærinder. Det er sådan set ret simpelt: Hvis jeg ikke kan mærke den respekt, går jeg ikke ind i samarbejdet. Samtidig ser jeg ikke kompromisser som et onde. Der er kompromisser allevegne. De er en

del af vores grundlæggende sammenfiltring med verden. Når jeg laver et værk, der skal udstilles på et museum eller et galleri, kan jeg også indgå kompromisser. Og nogle gange viser kompromisset sig at være bedre end det, jeg oprindeligt ville,” siger han.

Rose Eken roser sit galleri for god vejledning, når hun overvejer, hvilke virksomheder hun vil indgå samarbejde med:

”V1 er gode til at vejlede mig, så min kunstneriske sensibilitet ikke clasher med virksomhedernes regneark. Men så skal man også huske på, at alle kunstnere er selvstændige erhvervsdrivende, så det er ikke fremmed for os at tænke markedsføring, regnskaber m.m. Man skal kunne meget for at føde maskinen,” siger hun.

Hun er heller ikke bange for at gå på kompromis i dialogen med en virksomhed:

”Det er interessant at lære, hvordan større virksomheder fungerer, og så længe dialogen er god, er det supersundt ikke altid at få sin vilje. Et kompromis tager ikke nødvendigvis den skabende kunstner væk fra værkerne, vi skal også have en forståelse for, hvilke behov virksomhederne har.”

Michael Solgaard: Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst. 200 sider, rigt illustreret. Pris: 349,95 kr. Strandberg Publishing. Netop udkommet.

Større inklusion og diversitet skal skabe ægte forandring i de danske kunstinstitutioner

De danske kunstmuseer, kunsthaller og udstillingssteder har en vigtig og helt central rolle som kulturbærende og kulturfremmende institutioner. Derfor har de også en forpligtelse til at favne og repræsentere hele befolkningens nuancerede sammensætning i arbejdet med kunstnere i deres udstillinger, samlinger, aktiviteter, formidling og forskning.

Billedkunstnernes

Det er baggrunden for en række anbefalinger som Billedkunstnernes Forbund lancerede den 21. august. Anbefalingerne skal gøre det muligt at sikre diversitet, ligeværd og reel inklusion i de danske kunstinstitutioner, og vi håber, at institutionerne vil tage anbefalingerne til sig, så vi sammen kan tage ansvar for en forpligtende og varig forandring.

For forandring er nødvendig, hvis kunsten skal inspirere publikum i hele sin mangfoldighed. Det kræver ikke kun, at ubalancen mellem antallet af mandlige og kvindelige kunstnere, der udstiller på landets museer, kunsthaller og udstillingssteder, udlignes – som tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen bestilte en undersøgelse om for præcis et år siden, og som vi stadig venter på. Det kræver i lige så høj grad, at kunstnere, der marginaliseres på grund af andre synlige og usynlige identitetsmarkører såsom etnicitet, religion, seksuel orientering, social klasse, alder og funktionsvariationer, inkluderes. Kunstnere skal gives ligeværdige muligheder, samtidig med at alle borgere skal kunne spejle sig i og lade sig inspirere af et nuanceret tilbud af kunst og kunstnerskaber gennem museernes, kunsthallernes og udstillingsstedernes aktiviteter.

Forbund

De anbefalede principper lyder blandt andet på, at institutionen først og fremmest bør opstille diversitetsmål og relatere det til dens kuratoriske, kunstneriske og institutionelle praksis og historie. Dertil skal institutionen stræbe efter ligestilling i forhold til alle synlige og usynlige identitetsmarkører i dens udstillinger, samlinger og andre aktiviteter, og samtidig arbejde på at mindske betydningen af ubevidste bias blandt egne medarbejdere. Og endelig skal institutionen dokumentere og synliggøre dens engagement på området – for eksempel i offentlige årsrapporter og egne kommunikationskanaler.

Med anbefalingerne håber vi, at hele feltet i højere grad vil få øjnene op for kunstlivets økosystem, dets mange aktører og deres forskellige roller. I økosystemet indgår talentudviklingsmuligheder, billedskoler, kunstakademier, udstillingssteder og kunstneriske platforme, faglige organisationer, private og offentlige fonde, kulturpolitiske dagsordener, kritik, formidling, forskning, kunstsamlere, publikum mv.: Hvilke kunstnere og kunstnerskaber der udstilles og inddrages i de danske kunstinstitutioner – og som vi herigennem kan opleve nu og for eftertiden – påvirkes af hele dette system, der fremstår alt for usynligt for mange. De kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet er allerede gået foran med et charter, der sætter øget fokus på lige adgang til og lige muligheder for videregående kunstnerisk uddannelse, fordi kunstskolerne betragter diversitet som et kreativt og kvalitativt potentiale. Derfor har vi et begrundet håb om, at anbefalingerne udbredes i hele kunstlivet, og at der skabes flere partnerskaber på tværs af kunstfeltets økosystem så diversitet og inklusion fremmes i hele fødekæden.

Der er heldigvis en stigende bevidsthed om diversitetsproblemet i mange kunstinstitutioner og i kunstfeltet, og vi fornemmer, at der allerede er en vilje til at løse det. Derfor håber vi på en konstruktiv samtale med vores samarbejdspartnere på institutionerne og i feltet i øvrigt, som kan munde ud i et fælles kodeks eller konkrete redskaber, der kan skabe ægte forandring i de danske kunstinstitutioner. Ligesom vi ønsker større fokus fra politisk side. Se dette som en invitation.

Anbefalingerne kan læses på bkf.dk.

AF Marie Thams, forperson for

NYT MEDLEM

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

Niels Lyhne Løkkegaard

Triangular Mass, performance i KlubRÅ Roskilde Festival, 2017. FOTO Caroline Bittencourt

Nemorial, Deep Forest Art Land, 2021. FOTO Jana Vesala

Hvor er du født og vokset op?

Jeg er født i 1979 og voksede op i en meget lille landsby nord for Ribe, der hedder Farup – langt ude i den flade vadehavsegn kun 4 km fra digerne. I korte perioder efter gymnasiet boede jeg i Esbjerg og på Fanø indtil jeg i år 2000 flyttede til København for at studere.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg studerede på Rytmisk Musikkonservatorium i København fra år 2000 og tog afgang i 2005. Efterfølgende studerede jeg i nogle år på Kunstakademiets arkitektskole.

Hvordan vil du beskrive dit arbejde?

Jeg arbejder i en praksis udspændt mellem lydkunst, performance og konceptuel kunst. Jeg er optaget af ideer om virkelighed, tid, sprog samt mættede objekter, der på forskellig vis genforhandles, og jeg interesserer mig for mødet mellem individet og fællesskaber af forskellig art. Det være sig mødet mellem borger og samfund, menneske og klode eller dannelser af fællesskaber på tværs af arter. I de seneste år har jeg været

meget optaget af instrumentalisering som et prisme, hvorigennem jeg undersøger, hvorledes kroppe møder forskellige boblelignende systemer. Systemer som gør ting ved os og som tegner livsvilkår. Systemer der (over)mætter alting og som over tid sedimenterer og indkapsler alt. Jeg prøver at få disse bobler til at kollidere (og briste) og orienterer mig efter rupturerne i disse boblelignende systemer. Gennem mit arbejde ønsker jeg således at blødgøre instrumentaliseringens instrumenter – at blødgøre det sedimenterede.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?

Min kunstneriske bane har været snørklet – først fra musikken, over arkitekturen og frem til min nuværende praksis. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man organiserer sig for derved at få større gennemslagskraft, men jeg har altid savnet at kunne føle mig hjemme i et fagligt fællesskab. Den følelse tror og håber jeg på, at jeg vil opleve her i BKF, og derfor har jeg meldt mig ind. Ydermere glæder jeg mig til at kunne få rådgivning og udvide mit faglige netværk gennem BKF.

AF Steen Bruun Jensen

Potential for 1000 recorders, Inter Arts Center, 2018. FOTO Per Lyhne Løkkegaard

BKF KURSER

ATELIERSAMTALER

HUSK at gøre brug af din mulighed for at få en ateliersamtale. 30 udvalgte billedkunstnere, kuratorer og kunstformidlere står klar som sparringspartnere til din næste ateliersamtale. I ateliersamtalerne er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum. Ateliersamtalerne kan bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller et projekt. Du bestemmer selv, hvor i processen du vil have sparring – det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen. Ateliersamtalen varer samlet 3 timer og afholdes løbende. Bemærk du kan højest have én årlig ateliersamtale. Du kan læse mere om ordningen på BKF’s hjemmeside under kurser.

I’M AN ARCHIVE

DATO 13. september, 20. september, 4. oktober og 11. oktober

STED København

Som en del af workshop og event-forløbet I’m an archive, initieret af HEIRLOOM – center for art and archives, inviterer HEIRLOOM og Billedkunstnernes Forbund til en arrangementsrække, der tilbyder en række perspektiver på, hvordan billedkunstnere kan gå til og arbejde med deres eget kunstneriske arkiv. Hensigten er at styrke kunstnernes bevidsthed om deres samlede arbejde ud fra ophavsretlige-, juridiske-, konserveringsmæssige – og kunstneriske perspektiver og inputs.

OPLÆGSHOLDERE Dorte Bytoft, Gareth Bell-Jones, Johanne Løgstrup, Louise Cone, Majken Overgaard, Mariann Back Nielsen, Stine Hebert og Yvette Brackman

EGENBETALING Gratis

TILMELDINGSFRIST 10. september 2023. Det er gratis at deltage, men bemærk venligst at tilmelding er nødvendig pga. et begrænset antal pladser. Det er muligt at tilmelde sig fra gang til gang, men også muligt at tilmelde sig til alle arrangementer samlet. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om hvad du håber at få ud af at deltage i arrangementsrækken på kmfp@bkf.dk.

INTRO TIL NYE DIGITALE TEKNOLOGIER

DATO 24 oktober 2023, kl. 10-16

STED Aarhus

Vi står midt i en digital transformation, hvor en række teknologier lige nu former nye kunstneriske processer. Kunstig intelligens og blockchain påvirker både måden vi genererer billeder og tekst på samt hvilke forretningsmodeller, der former de kunstneriske erhverv. Med modeller som ChatGPT, der kan generere tekst og Midjourney, Stable Diffusion, Runway og DALL-E, der kan generere billeder og video, opstår der nye muligheder og udfordringer, der unægteligt vil ændre måden, hvorpå vi arbejder, forbruger og producerer. Men hvordan er disse nye teknologier anderledes og hvordan kan du som kunstner med fordel anvende dem til hverdag? Gennem en 1-dags workshop introduceres både begreber og teknologier og du får mulighed for selv at prøve kræfter med de forskellige platforme og modeller, så du kan bringe dem i anvendelse i dit kunstnerskab.

UNDERVISER Majken Overgaard

TILMELDINGSFRIST 20. september 2023

INTRO TIL NYE DIGITALE TEKNOLOGIER

DATO 25 oktober 2023, kl. 10-16

STED København

Vi står midt i en digital transformation, hvor en række teknologier lige nu former nye kunstneriske processer. Kunstig intelligens og blockchain påvirker både måden vi genererer billeder og tekst på samt hvilke forretningsmodeller, der former de kunstneriske erhverv. Med modeller som ChatGPT, der kan generere tekst og Midjourney, Stable Diffusion, Runway og DALL-E, der kan generere billeder og video, opstår der nye muligheder og udfordringer, der unægteligt vil ændre måden, hvorpå vi arbejder, forbruger og producerer. Men hvordan er disse nye teknologier anderledes og hvordan kan du som kunstner med fordel anvende dem til hverdag? Gennem en 1-dags workshop introduceres både begreber og teknologier og du får mulighed for selv at prøve kræfter med de forskellige platforme og modeller, så du kan bringe dem i anvendelse i dit kunstnerskab.

TILMELDINGSFRIST 20. september 2023

KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM: PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE

DATO 28 oktober, 4 november, 18 november og 2. december fra 9-15

STED København

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer, hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i. På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Vi skal også arbejde med, hvordan du kan lede dig selv og dine egne ressourcer samt se på, hvordan du kan arbejde med at oprette partnerskaber og hvad partnerskaber egentlig er. Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer således, at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processerne og aktørerne i offentlig kunst og udsmykningsopgaver.

UNDERVISER Gæsteundervisere og Christina

Prip og Camilla Hedegaard Møller EGENBETALING 750 kr. inkl. forplejning TILMEDLINGSFRIST 20. september 2023.

DEL DIN KUNSTFAGLIGHED MED BØRN OG UNGE

DATO 15. november (1. modul), 29. november (2. modul), 13. december 2023 (3. modul), gennemførelse af undervisningsforløb i uge 2 kl. 9-11 (4. modul), 17. januar 2024 (5. modul), kl. 10-16

STED København

Hvordan udvikler og gennemfører man et godt undervisningsforløb med udgangspunkt i ens egen praksis? BKF udbyder i samarbejde med billedkunstner Berit Nørgaard og Gasværksvejens skole et praksis-orienteret kursus for billedkunstnere, der ønsker at få mere viden om og erfaring med det at lave workshops for indskolingsbørn i folkeskolen. Formålet er at få afprøvet sine kunstneriske ideer i forhold til en konkret målgruppe og i forhold til en konkret kontekst, som du selv herfra kan bruge fremadrettet i videreudviklingen af undervisningsforløb f.eks. i huskunstnerregi eller billedskolen mm. På kurset præsenteres du for en række cases af andre billedkunstnere, og du får en indføring i forskellige teoretiske (kunst)pædagogiske positioner. Som en del af kurset udvikler og realiserer du et kort undervisningsforløb på to timer. Forløbet afprøves på Gasværksvejens skole i København i indskolingen. I løbet af kurset vil der være mulighed for sparring – både i grupper og individuel vejledning samt opfølgende evaluering.

UNDERVISER Gæsteundervisere og Berit Nørgaard EGENBETALING 1000 kr. inkl. forplejning TILMEDLINGSFRIST 15. oktober 2023.

FORTSAT ENKELTE PLADSER LEDIGE TIL STUDIETUR TIL GIBCA 2023

Sæt allerede nu kryds i kalenderen og tag med BKF på tur til GIBCA 2023. Turen vil foregå i perioden d. 6. -8. oktober 2023. Turen er for BKF’s medlemmer og byder på masser af faglig inspiration og muligheder for at diskutere kunst med gode kollegaer! Hold øje med BKF’s hjemmeside og nyhedsbrev for yderligere information om, hvordan du tilmelder dig.

TILMELDING

Skriftligt via mail på kmfp@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kursusog projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

Runde fødselsdage

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

Studerende Ada Ida Fuglsang Poulsen

Visuel artist & designer Adam Hansel

Studerende Adam James Hommel Varab

25

Studerende Malthe Jos Lundquist 10-09

Studerende Naja Marie Skovgård Zethner 14-11

Studerende Minna Emke Mølgaard 17-11

30

Billedkunstner Majse Vilstrup 08-10

Billedkunstner Julie Sophie Koldby 05-11

Studerende C. Clement 11-11

Studerende Martin Jon Hasfeldt 12-11

Billedkunstner Kamilla Mez 30-11

40

Kunstner Lotte Lind 18-10

50

Billedkunstner Louise Lagoni 15-09

Billedkunstner Hrafnhildur Halldórsdóttir 19-09

Billedkunstner Ulrik Heltoft 24-09

Billedkunstner Berit Nørgaard 23-10

Billedkunstner og forfatter Jacob Juhl 24-10

Billedkunstner Olga Baunbæk Reilly 09-11

Billedkunstner Karen Land Hansen 23-11

Billedkunstner Bettina Nielli Briand 30-11

60

Grafiker/Maler Ann-Lisbeth Sanvig 25-09

Maler Inger Houbak 30-09

Billedkunstner Eng Agger 16-10

Billedkunstner Susanne Schmidt-Nielsen 31-10

Billedkunstner Sanne Ransby 04-11

Billedkunstner Thorkild Havmøller 04-11

Billedkunstner Hanne Bang 09-11

Billedhugger Khaled Ramadan 26-11

70

Maler/Grafiker/Fotograf Steen A. Hovmand 13-09

Maler Inge Ørntoft 16-09

Maler Gunnar Kristen Hansen 24-09

Maler/Grafiker Lars Svanholm 07-10

Billedkunstner Benedikt Kristthorsson 14-10

Billedkunstner Kirsten Johannesen 22-10

Billedkunstner Lars Ly 02-11

Billedkunstner Poul Nymann Jacobsen 16-11

Billedkunstner Lene Juhler 17-11

Maler/Grafiker Peter Martensen 26-11

75

Fotograf/Billedhugger Suste Bonnén 25-10

80

Billedkunstner Jette Botschinsky 21-09

Maler Knud Ryg Olsen 23-09

Maler Tytte Andersson 13-10

Keramiker Karen Bennicke 27-10

Maler Agnete Bjørneboe 31-10

Maler Jytte Loehr 11-11

Billedkunstner Hanne Galschiøt 22-11

85

Maler Viggo Bentzon 07-10

90

Billedkunstner Jeppe Jeppesen 12-10

95

Væver Ruth Malinowski 30-09

Maler Kirsten Kildegaard Høj 17-11

DØDE

Billedhugger Keld Moseholm † maj 2023

Kunstmaler & billedhugger

Børge Christiansen † maj 2023

Billedkunstner Adele Marie Rannes

Billedkunstner Albert Grøndahl

Billedkunstner Anne Lorenzen

Studerende Astrid Sanny Hemmingsen

Studerende Augusta Wolffbrandt

Billedkunstner Bente Bundsbæk

Billedkunstner Bodil Lisbeth Thomsen

Billedkunstner Caroline Heje Thon

Billedkunstner Charlotte Clausen

Billedkunstner Christina Marie Jespersen

Billedkunstner Crispin Gurholt

Billedkunstner Dagmar Kestner Kestner

Studerende Emelin Tvilling Østergaard

Billedhugger og maler Erling Tingkær

Grafiker Eva Nedergaard

Kunstfotograf Felicia Engstrøm

Billedkunstner Hanne Lange Houlberg

Billedkunstner Jara von Lüpke

Billedkunstner Jean Marc Routhier

Billedkunstner Johan Severin Schultz Larsen

Billedkunstner Jon Paludan

Billedkunstner Karl Troels Sandegård

Billedkunstner Line Elkjær Frandsen

Studerende Magnus Lind Nielsen

Billedkunstner Marie Melchiorsen

Billedkunstner Markus von Platen

Studerende Mia Kokine Joensen

Studerende Nanna Ingemann Egelund

Studerende Nanna Bundgaard Troldborg

Billedkunstner Niels Lyhne Løkkegaard

Studerende Nynne Emilie Pors

Billedkunstner Peter Voss-Knude

Billedkunstner Sabrina Morales

Studerende Søren Katborg-Vestergaard

Studerende Thea Weis

Studerende Thor Tao Hansen

Maler Ulla Lehrskov

Studerende Ulla Marie Døssing Ottosen

Billedkunstner Vidar Håkon Utvik

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis ikke du ønsker den offentliggjort her.

LEGATER OG FONDE

BKF’s medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde ved at skrive til → stud@bkf.dk

LEGATBOLIGER / RESIDENCIES

Aktuelle ansøgningsfrister

Legatboliger / residencies

20. SEPTEMBER

DET DANSKE INSTITUT I ATHEN

Instituttet tilbyder ophold af ét til tre måneders varighed med fokus på kunstnerisk fordybelse, research og udveksling. Ansøgere skal have et projekt relateret til Grækenland. Instituttet råder over to gæsteboliger med flere rum – men ikke noget atelier. Man kan søge om ophold alene eller ophold med stipendium.

Ansøgningsskema: Ja

Ansøgningsfrist: 20. september (for ophold i 1. februar - 31. juli 2023)

Tlf. +30 210 32 44 644 info@diathens.gr diathens.gr/ophold

30. SEPTEMBER KLITGÅRDEN KLITGÅRDEN REFUGIUM

Klitgården er et refugium for bl.a. kunstnere, som er medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer – herunder BKF – og har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Den enkelte gæst får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer – hvoraf det ene nu er blevet forsynet med keramikovn på 100 liter og en elektrisk drejeskive. Tre daglige måltider bliver serveret. Klitgårdfonden kan søges som legat, der dækker opholdsudgifterne i to uger på nær en egenbetaling på 150 kr./dag.

Ansøgningsskema: Nej, men se specifikke ansøgningskrav på hjemmesiden. Ansøgningsfrist: 30. september 2023

Damstedvej 39

9990 Skagen info@klitgaarden.dk klitgaarden.dk

28. NOVEMBER INSTITUTIONEN SAN CATALDO

Klostret San Cataldo ved Amalfikysten i Syditalien er et studiehjem for videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Stipendiet består i to til fire ugers ophold med fuld forplejning inden for tidsrummet 1.-28. i den

pågældende måned – dog skal stipendiater skal betale 35 Euro pr. uge. Ubemidlede kunstnere kan samtidig med ansøgning om ophold ansøge om en portion af Arne Meyers Legat på 3.000 kroner som tilskud til rejseudgifter.

Ansøgningsskema: Der skal udfyldes elektronisk ansøgningsskema på www.sancataldo.dk Ansøgere uden adgang til internettet kan kontakte Anita Møller på telefon: 99 68 70 41 Ansøgningsperiode: 1.-30. november 2023 for ophold i forår-sommersæsonen (marts-juli 2024). Bemærk at registrering af ansøgere skal ske inden 28. november.

NOVEMBER

STATENS LEGATBOLIG I PARIS

Danske kunstnere og forskere har nu mulighed for at ansøge om ophold i Statens legatbolig i Paris i 2024. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive prioriteret. For at tilgodese flest mulige ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned. Lejligheden ligger 3, Rue de la Perle –midt i Marais-kvarteret. Den er i to etager (ikke handicapvenlig) og er møbleret og udstyret til to personer. Huslejen er 1240 Euro pr. måned inkl. varme, lys, telefon- og internetabonnement.

Ansøgninger om ophold i legatboligen i 2024 bedes indsendt senest mandag den 2. oktober 2023. Læs mere og find ansøgningsskema her: frankrig.um.dk/da/om-os/statens-legatboligi-frankrig/. Tildeling af legatboligen forventes afgjort primo november 2023. Besked om tildeling/afslag vil blive sendt pr. e-mail til samtlige ansøgere.

STATENS KUNSTFOND

Husk at der er nye regler for projektansøgninger!

26. SEPTEMBER

Kunst i det offentlige rum

(Bemærk! Denne pulje kan kunstnere ikke søge på egen hånd. Er puljen relevant bør kunstner søge i samarbejde med institutioner)

2. OKTOBER

— Huskunstnerordningen

— Artist in Residence under Huskunstnerordningen

Løbende behandling:

— Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser

— Kuratoriske researchrejser

— Ophold på udenlandske residencies

Følg også med på → kunst.dk/for-ansoegere/ soeg-tilskud for nye puljer og mere info.

Eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00 eller bild@slks.dk.

NORDISK KULTURFOND

17. NOVEMBER — Opstart — Globus opstart

Mere info på → nordiskkulturfond.org eller tlf. 33 96 02 42.

NORDISK KULTURKONTAKT

12. SEPTEMBER

Kultur- og kunstprogrammet

21. SEPTEMBER

Kortvarig netværksstøtte

28. SEPTEMBER

Mobilitetsstøtte (rejser)

6. OKTOBER

— Støtteprogrammet Norden — 0-30 (børn og unge)

Mere info på → nordiskkulturkontakt.org eller program@nordiskkulturkontakt.org.

NY CARLSBERGFONDET

SØGER KUNSTNERE TIL STEDET TÆLLER X Med Stedet Tæller X ønsker Ny Carlsbergfondet og Realdania at realisere en række kunst- og arkitekturprojekter i Danmarks landkommuner for at styrke og understøtte oplevelsen af et steds helt særlige karakter og samtidig fokusere på, hvordan dette sted kan komme til glæde og gavn for både lokale borgere og dem, der besøger stedet.

Læs mere på bkf.dk/aktuelt/opslagstavle.

Ansøgningsfrist: Der er frist for at tilkendegive interesse den 18. september 2023 kl. 12.00

OPEN CALL: UDSTILLING I RUNDETÅRN 2025

Siden 1987, hvor Bibliotekssalen åbnede i sin nuværende form, har Rundetaarn været et kulturcentrum med et varieret program bestående af en kombination af skiftende udstillinger og kulturarrangementer som koncerter, festivaler og events.

Læs mere på BKF’s opslagstavle bkf.dk/aktuelt/opslagstavle

Ansøgningsfristen er 1. november 2023 kl. 23:59

OPEN CALL:

10TH INTERNATIONAL ARTIST’S BOOK

TRIENNIAL VILNIUS 2024

Et stort internationalt kunstprojekt, hvor kunstbøger udstilles I Lithavn og i udlandet. I 26 år har mere end 50 internationale bogudstillinger, workshops, symposier og forelæsninger fundet sted i lande over hele verden.

Læs mere på artistsbook-museum.lt Ansøgningsfrist: 15. november 2023

Baskets4life FOTO Rundetårn

BKF’S GENERALFORSAMLING 2023

Generalforsamlingen afholdes i år Torsdag den 2. november på Statens Værksteder for Kunst i København

Dagsorden samt information om program sendes til alle medlemmer i oktober.

Forslag, der ønskes optaget på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være forbundets sekretariat i hænde senest den 1. oktober.

NYE RABAT- OG GRATIS-ORDNINGER

TIL BKF’S MEDLEMMER

Vi kan med glæde fortælle, at det Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot og Hempel Glasmuseum nu tilbyder BKF’s medlemmer gratis entré til deres udstillinger – mod forevisning af BKF-kortet.

Ligeledes er det en glæde at fortælle at Dansk Arkitektur Center – DAC nu giver 20 % på entrébilletten for forbundets medlemmer – mod forevisning af BKF-kortet.

BKF’S BESTYRELSE 2023

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

BILLEDKUNSTNER Katja Bjørn

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Lars Worm Thomsen

BILLED- OG LYDKUNSTNER Hannibal Andersen

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

BILLEDKUNSTNER Søren Hüttel

STUDERENDE Agnes Schyberg

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BKF’S REGIONER 2022

KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER A nne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

BRUG IKKE GAMLE GIROKORT, NÅR DU INDBETALER DIT KONTINGENT!

Vi har problemer med at se, hvem der har betalt, hvis du bruger et gammelt girokort eller har glemt at opdatere informationerne i din Netbank.

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams, Hannibal Andersen, Søren Hüttel, Jóhan Martin Christiansen og Lars Worm

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 4, 2023 1. november 2023

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618

ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS AS

DESIGN OG LAYOUT

Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Vingårdsstræde 21, 1 th.

1070 København K.

T 33 12 81 70

Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

KOORDINATOR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER

Karen Mette Fog Pedersen