Billedkunstneren #3 2022

Page 1

BILLED NR3 KUNSTNEREN Fagblad for BILLEDKUNSTNERNES FORBUND 2022

Flugt og national identitet Det kunstneriske arkiv NFT


2

Leder

Når forestillinger og samtaler iltes

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

Sikke en fornøjelse det var igen at kunne være til stede på Kulturmødet Mors – samtalerne og udvekslingerne sidder fortsat i kroppen og i fingrene, som de rammer tasterne nu. Sammen med kulturens mange aktører, heriblandt politikere, organisationer og kunstnere, var BKF også tilbage efter de seneste års nedlukninger, og med os havde vi et program af samtaler samt performance og kunstnerisk udsmykning af Billedkunstens Camp. I 16 samtaler satte vi lys på en lang række emner, der optager os – fra mangfoldighed, uddannelse, kommunerne, offentligt rum, idræt og sundhedsvæsen til tilhørsforhold, klima, rettigheder og fair betaling – ligesom vi havde foretræde for Folketingets Kulturudvalg, hvilket der blev bygget videre på i samtaler med nogle af kulturordførerne i campen. Igennem flere af samtalerne meldte spørgsmål sig om hvilke stemmer, der former den offentlige samtale og forståelse for blandt andet billedkunstens samfundsmæssige rolle og vores arbejdsvilkår eller for en given gruppes livs- og arbejdssituation. For når vi taler om dansk kultur, bliver indholdsproducenterne så hørt og indskrevet i fortællingen? Hvilke læsninger af verden tillæres i for eksempel skole og medier, og hvad er kunstens rolle her? Og når en mindre gruppe oplever barrierer i de dominerende strukturer, hvordan skabes der så ørenlyd, så forandring sker? Tilstedeværelsen på Kulturmødet og dets særskilte fokus på netop kulturen, giver muligheden for at tage samtalen et lag dybere og nå rundt om flere af de udfordringer, oplevelser og bidrag, som findes i det billedkunstneriske felt – hvorfor vi i BKF også valgte at bringe så mange stemmer og aktører i spil i årets program. Samtaler som vi nu ser frem til at fortsætte med jer, i forbundet og i feltet. Hele programmet og billeder fra Kulturmødet finder I på bkf.dk, ligesom nogle af emnerne også belyses her i bladet. En anden oplevelse fra ’marken’ i sommer er documenta 15 i Kassel. Her blev hierarkiet for hvem, der fortæller og former historien udfordret i stor ska la med

gennemgående fokus på blandt andet retten til egen jord, afgrøder, krop, livsoplevelse og fortælling. I strømmen af diskurser førtes ilten og opmærksomheden væk fra de eurocentriske fortællinger og kunstgreb samt de kunstog verdensforståelser, der hidtil har karakteriseret den internationale udstilling. Fokus på solidaritet, kollektivet og bæredygtighed sås også i udstillingens infrastruktur, hvor blandt andet det ansvar for inklusion og tilgængelighed, som det kuratoriske hold ruangrupa med flere både selv tager og synliggør i formidlingen, oplevedes befriende skarpt og lige til. Man kan håbe, at dette spreder sig helt ind i de danske institutioner og strukturer. Et andet aspekt, der også prægede udstillingen, er spørgsmålet om, hvilke værktyper der vinder frem i dag, og sammen med det bliver tilgængelighed i produktionen af værker også tydelig. For hvilke materialer og arbejdsgange kan lade sig gøre, for hvilke budgetter, til hvilke publikum? Hvad har materialekredsløbet at sige for kunstnerens arbejde og for produktionen af en storskala-udstilling som documenta? Hvilke forventninger har det brede publikum til den kunstneriske oplevelse og til udtrykket af de oplevelser, som kunsten reflekterer? Det at det materielle værk sattes ind i en kritik af forbrugerkultur, kapitalismens magt og overproduktion af for eksempel tøj, tilførte ilt til den enkeltes og feltets forhold til produktionsmekanismer. Det var befriende at kunne fylde lungerne med. Ligesom det giver håb for, at udstillingen kan være med til at åbne for en mere nuanceret belægning af den fremtidige vej for den internationale samtidskunst. Endeligt, så har BKF’s medlemmer i starten af efteråret modtaget et spørgeskema angående minimumshonoraraftalen, som i 2020 blev indgået med Organisationen for Danske Museer. Aftalen evalueres i disse dage sammen med ODM, og vores håb er, at den styrkes og kan bredes længere ud i feltet. Tak til jer, der deltager i undersøgelsen! Hvis du, som ikke er medlem, har kommentarer eller erfaringer at dele med os, så kontakt endelig sekretariatet – jeres erfaringer er afgørende for, at aftalen matcher virkeligheden. God læselyst!


6 KUNSTNERE, DER UDVIDER IDÉEN OM NATIONAL IDENTITET De har baggrund i eks-Jugoslavien, og har alle erfaring med krig, flugt og livet mellem flere kulturer. Samtidig er de toneangivende profiler på samtidskunstscenen, og nu præsenteres de for første gang samlet på Statens Museum for Kunst (SMK). Elle-Mie Ejdrup Hansen, STILL (FOR) PEACE, Pressen. Vitrineskab med avisudklip i stakke. FOTO Kurt Nielsen

16 IMMATERIELLE VÆRDIER NFT. Tre bogstaver, der igennem de seneste år har vakt stor op­ mærksomhed på kunstmarkedet. Men hvad er det egentlig, når man forsøger at se bagom hype og astronomiske salgssummer?

PÅ FORSIDEN IIda Kvetny, Still fra XR-filmen Swan, 2022

Spøgelsesmaskinen, Rendering Reality — Spirit, 2021

4 35 37

Kunstnerens værksted BKF-kurser Kort nyt

26 HVORDAN VIL DU HUSKES? Billedkunstneren bør ikke overlade beslutningerne om sit kunst­ neriske arkiv til institutionerne, kuratoren, kunsthistorien eller den efterladte familie. To kuratorer rådgiver om, hvordan man kan tage ejerskab over sit kunstneriske eftermæle.


4

Kunstnerens værksted

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Elisabeth Toubro & Leonard Forslund F. 1956/1959

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Vi har begge to atelierer i København, Leonard på Nørrebro og Elisabeth på Østerbro. Om sommeren bor vi mindst 6 uger på vores ødegård i Blekinge. Vi købte gården i 1993, og det var meget vigtigt for os, at vi havde fundet et sted med en stor lade, som vi kunne bruge som atelier. Det fungerede sådan nogenlunde, men i 2015 besluttede vi os for at bygge et atelier til Elisabeth. Billedet er fra det selvbyggede atelier. Arkitekt Carsten Hoff har tegnet det, og han har hjulpet os med de konstruktionstegninger, der gjorde det overskueligt for selvbyggere at rejse så stort et hus. I løbet af somrene 2015, 2016 og 2017 byggede vi atelieret færdigt med hjælp fra familie og venner. Atelierrummet består af et stort rum med lidt over fem meter til loftet på det højeste sted. Her har vi en hems. For tiden bruger vi den til en ekstra seng, men det er meningen, der skal stå et bord og en god stol at sidde og arbejde i. Desuden byggede vi et lagerrum, der er lige så stort, men hvor der er noget lavere til loftet. På billedet ser atelieret meget ryddeligt ud, men det er fordi, vi lige har holdt stort bryllup for et af vores børn. Det er planen, at laden skal renoveres, så Leonards atelierrum bliver lige så funktionelt som det nye atelier. Vi håber på, at vi med tiden kan bo i Blekinge fra maj til oktober. Derfor er det vigtigt, at vi har gode steder at arbejde med vores kunst.


5

Kunstnerens værksted

FOTO Privat


Nermin Duraković, Our Border, 2021. Videostill. © Nermin Duraković / VISDA

6 Forbindelser

Kunstnere, der udvider idéen om

AF Miriam Katz


7

Forbindelser

De har baggrund i eks-Jugoslavien, og har alle erfaring med krig, flugt og livet mellem flere kulturer. Samtidig er de tone­angivende profiler på samtids­kunstscenen. Nu præsenteres de for første gang samlet på Statens Museum for Kunst (SMK). Det sker på udstillingen ’Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’, der indtager Skulpturgaden på nationalgalleriet den 17. september. Bag udstillingen står blandt andet kurator og billedkunstner Tijana Mišković, der er ph.d.-stipendiat på kunst­ museet frem til 2023. Hendes forskningsprojekt har fokus på netop denne gruppe af kunstnere, hvoraf mange flygtede til Danmark som børn fra krigen i eks-Jugoslavien med deres familier i begyndelsen af 1990’erne. Siden har de uddannet sig på danske kunstakademier og har sat markant præg på både dansk og internationalt kunstliv. Udstillingen udspringer af Tijana Miškovićs forskningsprojekt, hvor hun blandt andet undersøger, hvad de erfaringer, denne gruppe kunstnere bærer med sig, betyder for deres kunst. ”Jeg ser mange ligheder, men også mange forskelle, mellem dem. Og jeg er interesseret i at løfte de her vigtige kunstnerskaber frem på en måde, der giver plads til både diversiteten og til den fælles kulturhistoriske arv, der har været med til at forme dem,” siger hun, da Billedkunstneren møder hende på SMK i juli, hvor værkerne til udstillingen er ved at blive pakket ud og installationerne forberedes.

I alt syv kunstnere bidrager med nye og ældre værker, hvoraf flere findes i SMK’s samling. Čirkinagićs monumentale installation, der blandt andet består af seks meter høje sejl syet sammen af tøj indsamlet i 15 konfliktramte lande, har tidligere været udstillet på The Meštrović Pavilion i Zagreb og vises nu for første gang herhjemme. ”Hele Ismar Čirkinagićs kunstneriske praksis er et eksempel på, hvordan nogle af disse kunstnere siger noget universelt menneskeligt om krig og traumer, uden nødvendigvis at arbejde direkte med deres egne, personlige erfaringer. Hans værker taler meget stærkt følelsesmæssigt til os beskuere, uanset om vi selv har oplevet krig og flugt eller ej,” siger hun.

Personlig, politisk, universel Egentlig skulle Tijana Mišković ’kun’ forske, da hun i 2020 blev ansat på museet med sit kuratoriske ph.d.-projekt, finansieret af Novo Nordisk Fonden. Men da hun forhørte sig om, hvorvidt museet kunne vise et af de værker, hun skriver om i sin afhandling, Ismar Čirkinagićs ’The House in a Forest by the Sea’, greb museet muligheden for at realisere en større udstilling, der sætter lys på en gruppe vigtige samtidskunstnere, der hidtil ikke er præsenteret samlet.

national

Ismar Čirkinagić, The House in the Forest by the Sea, 2021. Installationsfoto fra The Meštrović Pavilion, Zagreb, Kroatien. © Ismar Čirkinagić / VISDA. FOTO Ismar Čirkinagić / VISDA

identitet


8

Forbindelser

Nogle af de deltagende kunstnere, for eksempel Vladimir Tomić og Ana Pavlović, bruger mere direkte deres egne personlige erfaringer som kunstnerisk materiale, blandt andet i form af fotos, videooptagelser og breve som indgår i værkerne (se interviews med Tomić og Pavlović s. 10-13, red.) Andre, for eksempel Nermin Duraković, er primært optaget af socialpolitiske strukturer i samfundet. I videoværket ’Our border’ viser han et grønt, frodigt bjerglandskab, gennemskåret af et nøgent, ryddet skovområde. Motivet er optaget med dronekamera på grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina, der også udgør EU’s ydre grænse. Det er her, mange mellemøstlige flygtninge de senere år er strandet i forsøget på at nå ind i Vesteuropa. Titlens udsagn om ’vores grænse’ peger således på en flertydig personlig, politisk og etisk ladet mellemposition, som genfindes i mange af de øvrige deltagende kunstneres praksisser, fortæller Tijana Mišković. ”De taler alle ud fra en transkulturel position, hvor de prøver at skabe nye forbindelser, for eksempel mellem ’her’ og ’der’, ’dengang’ og ’nu’. Nogle prøver at hele og reparere, andre viser sammenstød. I deres kunst forbindes det jugoslaviske, og alt hvad det indebærer af historisk, social og kulturel arv, med den danske kultur, hvor de er vokset op, har uddannet sig og har tilegnet sig et visuelt sprog.”

At zoome ind på det jugoslaviske De senere år har der mange steder i kunstlivet været fokus på flygtningepolitik, krig og landflygtighed med udstillinger af kunstnere fra konfliktområder i hele verden. Her ønsker Tijana Mišković dog at skabe en udstilling, der ikke kun handler om migration, men som også peger på det specifikt jugoslaviske. ”Ikke for at hylde en national ramme eller indkapsle kunstnerne fra eks-Jugoslavien i en snæver national forståelse, men for at vise, at national identitet er under konstant udvikling. Og at mange lever mellem forskellige nationale tilhørsforhold og har en masse med i bagagen, som også kommer til udtryk i kunsten,” forklarer hun, der selv kom til Danmark som flygtning fra Balkan i begyndelsen af 1990’erne og tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2008. Ligesom kunstnerne på udstillingen er hun barn af en nation, der ikke længere eksisterer. Titos socialistiske Jugoslavien forsvandt med krigen og blev erstattet af nye nationalstater. Og netop spørgsmål om det tabte lands betydning er Tijana Mišković særligt optaget af at løfte frem, både på udstillingen og på et kunstfagligt seminar, hun arrangerer, som finder sted den 5. november på SMK.

” De taler alle ud fra en transkulturel position, hvor de prøver at skabe nye forbindelser, for eksempel mellem ’her’ og ’der’, ’dengang’ og ’nu’. Nogle prøver at hele og reparere, andre viser sammenstød.”

”Jeg tror, det er vigtigt at have øje for både den specifikke, kulturhistoriske baggrund, kunstnerne kommer med, og de universelt menneskelige erfaringer med krig, migration, traumer og kulturel oversættelse, som disse værker peger på. Begge spor skal med, hvis man i dybden vil forstå det, der er på spil i kunsten.”

Kunstinstitutioner har brug for minoritetserfaring Den dobbelte optik, hvori erfaringen fra eks-Jugoslavien indgår, spiller også en vigtig rolle i hendes eget forsknings- og kurateringsarbejde. ”Det betyder noget, at jeg deler kunstnernes baggrund. Jeg kan forstå de forbehold og den skepsis, man kan have som kunstner, når nogen vil placere én i kategorien ’kunstner fra det tidligere Jugoslavien’, og derfor har vi haft mange dialoger for at sikre, at alle kunne se sig selv i den her sammenhæng. Det har været en givende proces, også fordi det har betydet, at vi skulle blive skarpe på at formulere vores kuratoriske motivation, så kunstnerne kunne forstå, ikke blot hvad vi ville, men også hvorfor vi ville gøre det,” siger hun om udstillingen, der realiseres i samarbejde med kunstformidler Hilde Østergaard. Designer Lovorika Banović har skabt udstillingens design med inspiration fra blandt andet en traditionel jugoslavisk skammel og geometriske mønstre fra jugoslavisk væve-


9

Forbindelser

Tijana Mišković, kurator på udstillingen ’Forbindelser — danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’ på SMK. FOTO Miriam Katz.

tradition. Og at kunstinstitutioner bruger fagfolk med anden etnisk baggrund end majoritetsdansk i alle led i udstillingsprocesserne, er både en naturlig og nødvendig udvikling, mener Tijana Mišković. ”Der sker meget positivt i kunstlivet i disse år, men jeg tror, vi kan blive endnu bedre til at skabe forandring inde fra institutionerne ved at få mere diversitet både blandt ansatte og ledelse. Ordentlige, omhyggelige dialoger med kunstnere er nødvendige for at skabe gode udstillinger. Og det kræver både tid og en særlig forståelse og følsomhed, som jeg ikke tror, man nødvendigvis kan uddanne sig i på et universitet. Institutioner vinder ekstra ressourcer, når de har medarbejdere inhouse, der kombinerer kunstfagligheden med for eksempel en transkulturel optik. Jeg tror, minoritets­erfaring bliver en værdifuld kompetence fremover.”

Og at vise diversiteten indenfor den her gruppe af kunstnere. Samtidig synes jeg, at det er vigtigt og prisværdigt, at netop SMK lægger rum til sådan en udstilling. Fordi det viser, at nationalgalleriet vil inkludere andre identiteter end den majoritetsdanske. At minoriteter også er en del af danskheden. Hvis vi kan være med til at skubbe udviklingen i den retning, og samtidig vise publikum nogle virkelig stærke kunstværker, synes jeg, vi er lykkedes.”

Flueben ikke nok Men det vigtigste er, at institutionerne har en oprigtig interesse og motivation i arbejdet med repræsentation, understreger hun. ”Overalt i kunstlivet bliver der formuleret strategier om mangfoldighed i disse år, og det er virkelig positivt. Men fokus skal altid være på at udvikle kunstscenen, ikke på at opfylde en kvote eller sætte flueben ved et punkt i strategien.” ”I arbejdet med den her udstilling er vores motivation at vise kunst, der udvider idéen om, hvad national identitet er.

FORBINDELSER — DANSKE KUNSTNERE FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN Statens Museum for Kunst, 17. september – 19. februar 2023. Deltagende kunstnere: Alen Aligrudić, Ismar Čirkinagić, Suada Demirović, Nermin Duraković, Amel Ibrahimović, Vladimir Tomić og Ana Pavlović. Udstillingsdesigner: Lovorika Banović. Kuratorer: Tijana Mišković og Hilde Østergaard.


Forbindelser

Vladimir Tomić, Flotel Europa, 2015. Videostill. © Vladimir Tomić / VISDA

10

Kunst som modsvar AF Miriam Katz

”For mig er den her udstilling et slags modsvar til alt det, der har skabt krigen, og som vi flygtede fra. Jeg synes, det er vigtigt, at publikum får mulighed for at opleve værker skabt af personer med den erfaring, vi har, især i en tid, hvor der igen er krig i Europa,” siger Vladimir Tomić, der er en af deltagerne i Forbindelser. Han ser udstillingen som del af en international tendens, hvor kunstnere fra det tidligere Jugoslavien arbejder med at skabe større forståelse i Vesten for, hvad der egentlig foregik op til, under og efter krigen på Balkan. Og for, hvad krig i det hele taget er som fænomen.

”Kunst kan ikke redde verden, men jeg tror, at kunst kan fungere som en slags spejl eller indgang til ting, vi ikke forstår. Kunst er et forsøg på at røre noget, som sproget ikke kan beskrive, for eksempel krig. Måske kan vi forstå vores egne skyggesider bedre på den måde,” siger han, der kom til Danmark som flygtning fra Sarajevo som 12-årig, sammen med sin mor og storebror. Siden Vladimir Tomić tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi med filmen My lost generation (2009), har han været optaget af at arbejde kunstnerisk med det tab af fællesskab, identitet og ånd, som fulgte med Jugoslaviens sammenbrud i 1992.


11

Forbindelser

”Jeg har forsøgt at skabe en ny meningsfuld kontekst midt i ulykken. Det giver god mening at deltage i udstillingen her, fordi vi er en gruppe kunstnere fra det tidligere Jugoslavien, som på hver vores måde arbejder kunstnerisk med krig, flugt og tilhørsforhold. Vi har nået en vis alder og kender efterhånden vores egne traumer. Vi har noget at sige både om krigens personlige, politiske og kulturelle betydninger og om de narrativer, der stadig dyrkes mange steder i forhold til nationalisme, racisme og fascisme.”

Kunstnerisk coming-of-age Billedkunstneren møder Vladimir Tomić på Statens Museum for Kunst i juli, hvor han er i gang med at installere videoværket ’Flotel Europa’ (2015). Det vises på udstillingen sammen med både nye og ældre værker af seks kolleger, der for de flestes vedkommende ligesom Tomić flygtede til Danmark fra krigen på Balkan i begyndelsen af 1990’erne som børn, og siden uddannede sig på danske kunstakademier. ’Flotel Europa’, som i dag indgår i SMKs samling, handler om at vokse op på Røde Kors’ flygtningeskib, hvor krigens ekko runger mellem beboerne i kahytterne, og hvor alle lever i et slags limbo, mens de venter på nyt. Både om krigen derhjemme og om de asylbeslutninger, der afgør deres fremtid i Danmark. Det hele ses gennem 12-årige Vladimirs øjne og bliver også en kunstnerisk coming-of-age-historie med alt det, der fylder i et ungdomsliv: Den første forelskelse, venner, skole. Værket er skabt med afsæt i dels kunstnerens egen families VHS-optagelser, dels videooptagelser fra andre flygtninge på skibet. Materialet blev i sin tid sendt til blandt andet Bosnien-Hercegovina som hilsener til de fædre, sønner, brødre og andre nærtstående, som var blevet tilbage i krigsområdet. Håbet var, at videoerne ville nå frem til slægtningene og vise, at familien var i god behold i Danmark.

Brug for mere diversitet Den aktuelle udstilling er del af ’SMK og det transkulturelle’, der undersøger, hvad det betyder for kunsten, at den ikke længere skabes i snæver tilknytning til en afgrænset, national kultur, men i stedet bliver til i udvekslingen mellem flere kulturer. I den sammenhæng viste kunstmuseet tidligere i år en soloudstilling med den sydkoreanske kunstner Haegue Yang, mens den tredje udstilling i rækken præsenteres til efteråret 2023 og er med kunstneren Jessie Kleemann, der er født i Grønland, men som i dag bor i Danmark og arbejder i et postkolonialt perspektiv. At SMK ligesom det øvrige kunstliv har fået stærkere fokus på repræsentation i kølvandet på blandt andet Black Lives Matter, #Metoo og LGBTQIA+ bevægelserne er positivt, mener Vladimir Tomić: ”Der er brug for mere diversitet i kunstlivet, men jeg synes også, at udviklingen går i den rigtige retning. Kunstinstitutionerne er blevet mere bevidste om de magtbalancer, der gør, at nogle grupper ikke har været godt nok repræsenteret i kunstlivet,” siger han, som selv føler, at det er en vigtig markering for gruppen af danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien at få en samlet præsentation på netop SMK. ”Eftersom jeg lige som mange af mine landsmænd, oplevede, at vores nationale identitet blev slettet nærmest på ingen tid, søgte jeg aldrig mod nationalistiske alternativer. Jeg beholdt den jugoslaviske, inkluderende identitetsfølelse og tilegnede mig samtidig mange gode danske værdier. Det er rart at se, hvordan SMK arbejder på at være inkluderende og afspejle mange kunstneriske tendenser i samfundet. Det er både en national og international institution og dermed et særligt rum at udstille i for mig.”

FOTO Sara Galbiati, Gyldendal Medie 2022

Ny bog, flere historier Samtidig med præsentationen af Flotel Europa på SMK lancerer Tomić sin nye, autofiktive roman med samme titel som filmen – den er hans debut som forfatter og udkom på Gyldendal den 1. september. ”Der var mange historier, jeg indsamlede i forbindelse med filmen, som der ikke var plads til, og som jeg i stedet kunne gå i dybden med i bogen. Romanen er fiktion, men bygger på erfaringer og virkelige hændelser, jeg bærer med mig, og som jeg har udviklet gennem årene. Det handler om, hvordan krig påvirker familier og hele slægten, om kommunikationen mellem os her i Danmark og dem, der blev tilbage. Om hvad der egentlig foregik under krigene på Balkan, både 1990’ernes borgerkrig og 2. verdenskrig, som stadig påvirker os i flere generationer efter, krigene er slut.”


12

Forbindelser

Kærlighedens teater Billedkunstner Ana Pavlović ser udstillingen ’Forbindelser’ som udtryk for, at de seneste års samfundspolitiske diskussioner om repræsentation og diversitet har givet genklang i kunstlivet. ”I Vesten har vi en forestilling om, at ægte kærlighed er helt fri af for eksempel økonomi og sociale vilkår. Jeg ser det mere sådan, at økonomi og sociale vilkår spiller en rolle i mange parforhold, men at det fordømmes, hvis et ægteskab ikke lever op til stereotypen om frie følelser. De forhindringer, som den slags kærlighed kan møde i samfundet, interesserer mig. Fordi kærligheden også er politisk.” Sådan siger Ana Pavlović, der deltager i udstillingen ’Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’ på Statens Museum for Kunst. Hendes værk ’Paper Theater’ (2019) udspringer af et stort, personligt arkivmateriale, bestående af breve, fotografier og dokumenter fra myndighederne. Dels udvekslet mellem kunstneren selv og hendes mor i Beograd, dels indsamlet fra andre migrantkvinder og deres familier, der ligesom kunstneren har kæmpet for at få tilladelse af de danske myndigheder til at etablere sig, indgå ægteskab og stifte familie her i landet. ”Migrantkvinder portrætteres ofte som enten ofre eller skurke. Men det kræver stor styrke at flygte fra alt det kendte og placere

sig selv i en situation, hvor ens eksistens er afhængig af ens partner eller af retten til familiesammenføring. Det er noget af det, jeg udforsker i værket,” fortæller hun, der kom til Danmark fra Serbien i år 2000 for at arbejde som au pair. Her forelskede hun sig i en dansk mand, og har siden uddannet sig på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, hvorfra hun tog afgang i 2014.


13

Forbindelser

Migranterfaring og teaterhistorie

Stadig blinde vinkler

I værkets erindringscollage forener Pavlović migrantkvinders erfaring med modelteater-traditionen, som hun dyrkede en del under opvæksten sammen med sin mor. Ved at bruge papirteaterets greb opstår endeløse muligheder for at genfortælle og ændre historiers forløb, og kunstneren gør det således muligt at se den personlige udlægning af et stykke levet liv på nye måder. Kunstinstallationen er skabt med inspiration fra forlæggeren Alfred Jacobsen, der i 1840 tegnede og udgav Danske Teaterdekorationer. Udgivelsen bestod blandt andet af de første papirteatermodeller af Det Kgl. Teaters ikoniske ’Ej blot til lyst’-fortæppe, kulisser og scenerum. Og som en forstørret udgave af 1800-tallets dukketeatermodeller er Pavlovićs værk bygget op med dekorationer og figurer i pap, der flyttes rundt i rum med dybdeperspektiv, blandt andet et idyllisk dansk landskabsmotiv hentet fra den danske nationalscenes kulisser. Ana Pavlović optræder selv som fortæller i værket, og på papfigurerne ses fotos af hende, hendes venner og familie. Samtidig hører man beretninger fra andre migrerede kvinder, der fortæller om at være fremmed i en ny kultur og savne alt det, de kommer fra. I udstillingsperioden kan publikum desuden opleve en performance i værket, hvor kunstneren optræder sammen med sine forældre, der rejser til København fra Beograd for at medvirke.

For Ana Pavlović markerer udstillingen, at de seneste års brede, samfundspolitiske diskussioner om repræsentation og diversitet har givet genklang i kunstlivet. Men der er lang vej igen, før kunstlivet for alvor bliver mangfoldigt, mener hun: ”Kunstinstitutionerne har fået mere interesse for at vise kunst af for eksempel ikke-vestlige kunstnere. Men jeg oplever stadig, at der er en del berøringsangst i, hvem der bliver udvalgt og repræsenteret. Kuratorer og institutioner kunne være mere bevidste om, hvem der får taletid og hvilke stemmer, der former kunstlivet. Der er for mange blinde vinkler, synes jeg.” ”Samtidig kan man som kunstner være nervøs for at fremstå som en slags token eller som én, der bliver kvoteret. Det er noget, jeg tænker over, og som selvfølgelig er problematisk i det omfang, det sker.” Den aktuelle udstilling er derimod et eksempel på, hvordan kunstlivet udvikles positivt, når man arbejder kunstfagligt kvalificeret og inkluderer flere stemmer, understreger Ana Pavlović. ”Her har vi en kurator, som forsker i feltet og har udvalgt vores værker ud fra et indgående kendskab til samtidskunstscenen. Samtidig betyder det noget særligt, at vi har den baggrund, vi har, og at SMK inviterer os ind. Museet repræsenterer Danmarks fælles historie, identitet og bevidsthed. Med udstillingen her anerkender SMK, at vi, der kommer fra det tidligere Jugoslavien, udgør en stor gruppe af danske medborgere, som er med til at forme udviklingen, også i kunstlivet.”

Ana Pavlović, Paper Theater, 2019. Installationsfoto fra Kunsthal Nord. © Ana Pavlović / VISDA. FOTO Niels Fabæk

” Migrantkvinder portrætteres ofte som enten ofre eller skurke. Men det kræver stor styrke at flygte fra alt det kendte [...]”


NFT

Spøgelsesmaskinen, Rendering Reality — Spirit, 2021

14

AF Louise Steiwer

IMMATERIELLE VÆRDIER Catch – Center for kunst, design og teknologi, Billedkunstnerisk Forbund samt NFT-kunstneren Spøgelsesmaskinen har fået støtte fra Statens Kunstfond til at afholde workshops om, hvordan NFT’er kan understøtte kunstneres praksis. Vi har spurgt Majken Overgaard, der er programleder i Catch, hvad det her NFT nu er for noget.


15

NFT

NFT. Tre bogstaver, der igennem de seneste år har vakt stor opmærksomhed på kunstmarkedet og skabt økonomiske gevinster, der trækker lige så store overskrifter i finansaviser som i kunstverdenens nyhedsstrøm. Mange fulgte ivrigt med i, at kunstmarkedswebsitet Artnet i december 2021 lancerede sin første NFT-aktion, eller tabte kæben, da et værk af den amerikanske digitale kunstner Beeple i marts slog alle rekorder og blev solgt for 69 millioner dollars hos auktionshuset Christie’s. Lidt færre har formentligt været i kontakt med de NFT-værker af danske kryptokunstnere som Jonas Kasper Jensen eller Ditte Ejlerskov, der har været offentligt udstillede på henholdsvis Arden Asbæk Gallery og i Nikolaj Kunsthal, mens det stadig er forbeholdt de forholdsvis få indviede selv at opsøge de blockchains eller digitale markedspladser, hvor NFT’erne ligger. En af dem er kunsthistoriker Majken Overgaard, som er program manager i Catch, Helsingør Kommunes center for kreativ uddannelse og innovation. Overgaard er vel det, man kunne kalde en ægte krypto-entusiast med en forkærlighed for alt det, der befinder sig i skæringspunktet imellem billedkunst og digital kultur. Hun har naturligvis for længst selv købt et NFT-værk, men hun mener samtidig, at vi taler alt for meget om NFT’er som investeringsobjekter og alt for lidt om, hvilke kunstoplevelser det digitale rum kan byde på. Derfor har Catch, i samarbejde med BKF og med støtte fra Statens Kunstfond, igangsat et projekt, der skal undersøge hvilke potentialer NFT’er kan rumme for billedkunstnere. Og derfor har Billedkunstneren talt med Majken Overgaard om alt det, NFT’er også er – når man forsøger at se bagom hype og astronomiske salgssummer.

MERE END INVESTERINGER — Du har fået en bevilling fra Statens Kunstfond til at undersøge feltet omkring NFT’er og hvilke potentialer, det kan rumme for billedkunstnere. Hvad er det præcis, du gerne vil undersøge? ”NFT’er – udviklingen af dem og markedet for dem – er et felt, der er blomstret op i løbet af de senere år, og i takt med den opblomstring synes vi, at det vil være interessant at prøve at underlægge feltet et mere undersøgende blik. Jeg har kunnet iagttage flere kunstnere, som arbejder indenfor det digitale domæne, der pludselig har fået nogle andre levevilkår, fordi de er i stand til at sælge deres værker på en ny måde, men samtidig er det tydeligt, at det foreløbig ikke er et felt, som er åbent for alle, fordi det kræver noget baggrundsviden at komme i gang. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at udbrede forståelsen af, hvad det her er: Hvordan arbejder man med det, og hvordan forholder man sig undersøgende til det i fællesskab.”

”Sammen med Billedkunstnernes Forbund udbyder vi i Catch en række workshops, hvor det er ideen at anlægge et undersøgende blik på det her felt. Vi laver dem i samarbejde med en kunstner, der går under navnet Spøgelsesmaskinen (Rune Brink), som er en af dem, der arbejder med NFT’er i sin kunstneriske praksis. Der er mange forskellige blockchains, man kan minte (lave) sine NFT’er på, og han har valgt at arbejde indenfor nogle mikrodonationsmiljøer, hvor man har et andet fokus end det, der handler om investeringer. Vi har valgt at arbejde med ham, netop fordi vi synes, at der fra mediernes side bliver fortalt nogle meget specifikke historier om, hvad NFT’er er, hvor fokus ofte ligger på NFT’er som spekulationsobjekter og sjældent som kunstobjekter. Vi vil hellere tale om, hvad det er for en kunstnerisk oplevelse, man har i en digital verden, og hvilke miljøer, man kan være en del af som kunstner.” — Hvad sker der helt konkret på de workshops? ”Foreløbig har vi planlagt to workshops, hvor vi gerne vil fortælle om vores egne oplevelser med NFT’er ud fra et kunstnerisk og kuratorisk perspektiv. Vi vil gerne tale om, hvilke blockchains, der findes, og hvad de hver især har at byde på. I den fysiske verden ved vi godt, at der er forskel på at udstille på SMK og på Museet for Samtidskunst i Roskilde, fordi de har forskellige profiler og måder at gå til udstillinger på. Sådan er det også på forskellige blockchains, der ligeledes har forskellige profiler, ideologier og måder at arbejde på. Dernæst vil vi prøve at blive konkrete omkring, hvordan man griber det an, hvis man gerne vil i gang med at arbejde inden for det her felt. Det handler om at give nogle overordnede indgange til, hvordan man kan komme i gang med at arbejde med NFT’er.”

DIGITALT SKØDE — Hvad er perspektivet i, at hjælpe flere billedkunstnere i gang med at arbejde med NFT’er? ”For det første oplever jeg, at der er en efterspørgsel på mere viden om feltet. Mange kunstnere er interesserede i NFT’er, men ved ikke umiddelbart, hvilke implikationer eller muligheder feltet rummer for billedkunstnere – eller hvordan de helt konkret kommer i gang. Dernæst kan man sige, at jeg personligt arbejder med kunst og teknologi og bevæger mig meget i et grænsefelt imellem digitale og fysiske verdener. Derfor synes jeg også, at der er noget meget spændende i, når kunstværker kan bevæge sig på tværs af de her platforme. Vi er allesammen i en fysisk verden, men vi er også allesammen til stede på internettet på den ene eller den anden måde, og derfor er det interessant at kunsten også har en tilstedeværelse på internettet. Jeg vil gerne være med til at give flere mennesker mulighed for at udtrykke sig på den platform, simpelthen


NFT

fordi den kan noget andet, end de fysiske kan.”

Værdier har gennem historien været knyttet til forskellige genstande på vidt forskellige måder, så at vi nu knytter værdi til noget, der har en immaterialitet på internettet, synes jeg ligger i forlængelse af den historie.”

— Er det din opfattelse, at blockchainteknologien giver mulighed for at skabe en anden type digitale værker, eller er der primært tale om en ny måde at distribuere værk­t yper, som vi kender i for­vejen? ”Der findes NFT’er indenfor helt utroligt mange forskellige genrer, og derfor er det måske svært at sige noget overordnet om. Jeg tror, at NFT-bølgen har understøttet udbredelsen af en bestemt ikonografi, som er påvirket af eksempelvis meme-kultur, men jeg tror ikke nødvendigvis, at NFT’er har skabt noget nyt i sig selv. Jeg tror generelt, at vi ser flere værker, der taler om det digitale domæne, simpelthen fordi det fylder mere og mere i vores liv.” — Kan kryptokunstscenen være et værktøj til at udbyde nogle værktyper, som vi normalt anser for at være ret flygtige, for eksempel performance eller konceptuelle værktyper, som har svære kår på et traditionelt kunstmarked? ”Det tror jeg i den forstand, at man kan knytte et ejerskab til noget, der normalt opfattes som immaterielt. Man kan måske sammenligne en NFT med et digitalt skøde, der repræsenterer en værdi, men som ikke er knyttet til et fysisk objekt. Det lyder måske underligt, men jeg forestiller mig, at man har haft de samme forbehold dengang pengeøkonomien erstattede naturalieøkonomien, og man skulle lære at forstå abstraktionen i, at en lille pengeseddel kunne repræsentere den samme værdi som en ko.

ÅBNER FOR NYE KUNSTNERE — Betyder det, at kryptokunsten åbner markedet for nye typer af kunst­samlere? ”Ja, jeg tror, at dette her marked er åbent for en meget mere divers gruppe af mennesker, der er fascineret af alle mulige aspekter af visuel kultur. Det er ikke nødvendigvis drømmen om at eje et kunstværk, der motiverer dem; det kan også være folk, der bare gerne vil eje noget, de synes ser sjovt eller flot ud. Jeg tror, at der er andre ting på spil, fordi det ikke nødvendigvis er noget, der skal hænge i dit hjem, men som er knyttet til en anden form for væren.” ”Jeg har selv været meget nysgerrig i forhold til, hvad det vil sige at eje et NFT-værk. Jeg har en del kunstværker derhjemme, og dem har jeg stor daglig glæde af, men jeg vidste ikke, om det at eje en NFT ville give mig den samme glæde. Ville jeg på samme måde kunne iagttage det og skabe en forbindelse til

det hen over lang tid, hvis værket var digitalt? Da jeg købte et NFT-kunstværk blev jeg overrasket over, at det faktisk vakte nogle af de samme følelser i mig.” — Hvordan bruger du dit NFT-værk? ”Jeg har et ret tæt forhold til min computer i den forstand, at jeg lever en stor del af mit liv på internettet. Jeg tror altid, at jeg har følt, at det digitale havde en flygtig karakter, at det føltes ikke-håndgribeligt og som noget, der pludselig kunne forsvinde – selv hvis jeg glemte en fil på et drev. Med mit NFT-værk føler jeg, at jeg kan holde fast i det. Jeg knytter en meget tættere forbindelse til det digitale, fordi jeg ved, at det ikke forsvinder.” — Nu har vi talt om, at kryptokunsten åbner markedet for en ny gruppe af købere. Åbner det også markedet for en ny gruppe af kunstnere? ”Helt sikkert. Jeg tror, at der er mange af dem, der arbejder indenfor dette her felt, som ikke har en klassisk kunstneridentitet, men som bare har en interesse for at eksperimenterer visuelt på nettet. Man ser også folk, der opererer under forskellige former for alias’er, som man ikke nødvendigvis associerer med et kunstnernavn eller en nationalitet. På en

Spøgelsesmaskine, They Never Came, 2021

16


17

NFT

traditionel udstilling er de første oplysninger, man bliver præsenteret for i en vægtekst, et navn, en nationalitet og et uddannelsessted, men sådan behøver det ikke være online, og derfor er scenen åben for langt flere.” — Du talte indledningsvis om, at der er et økonomisk kredsløb på kryptokunstmarkedet, som sikrer kunstnerne en større grad af økonomisk kontrol. Vil du ikke uddybe det? ”På en blockchain får kunstneren en procentdel af salget hver gang en NFT bliver solgt videre. Der adskiller NFT’er sig fra traditionelle kunstværker på den måde, at når en kunstner først har afhændet et værk i den fysiske verden, så får vedkommende ikke del i den værdiforøgelse, der muligvis sker sidenhen. Det er jo på mange måder uretfærdigt, og den struktur har man så forsøgt at ændre her.”

DEMOKRATISERING ELLER PRIVATISERING — På de platforme, vi taler om her, eksisterer kunstværker side om side med musikvideoer, memes og spilrelaterede NFT’er. Hvad betyder det for kunsten, at den præsenteres i et rum, der også indeholder alt muligt andet? ”Jeg tror ikke, at det betyder ret meget. Man udstiller også billedkunst i det offentlige rum, hvor værkerne lever side om side med reklamer og alt muligt andet visuelt, og internettet er også en slags offentligt rum. I en online-verden kan det måske være sværere at skelne imellem, hvad der er kunst, og hvad der er alt muligt andet, men der findes også platforme, der kun er dedikeret til kunstværker.” — Hvordan tænker du, at NFT’er påvirker vores opfattelse af, hvad et kunstobjekt er? ”Jeg tror, at vi ser ind i en fremtid, hvor skellet imellem den digitale og den fysiske verden bliver mere udvisket. Det, der sker med NFT’en er, at vi overfører nogle af de klassiske, kapitalistiske karakteristika fra vores fysiske verden til internettet, og at internettet får en reel værdi. Vi ser det allerede indenfor spilverdenen, hvor de skins, man køber som NFT’er, opleves som en del af den verden, spilleren eksisterer i, frem for som en parallelvirkelighed. Jeg tror, at det samme kommer til at ske i kunstverdenen; at der bliver en mere flydende overgang imellem den fysiske verden og det, der sker på skærmen. Jeg tror ikke, at man i fremtiden kommer til at opleve den barriere imellem de to verdener, som vi oplever i dag.” — Da jeg researchede til dette her interview, stødte jeg hele tiden på to forskellige, modsatrettede opfattelser af, hvilken betydning NFT’er har. Den ene ser NFT’er som en demokratisering af kunsten, mens den anden opfatter NFT’er som en måde, hvorpå kapitalismen privatiserer vores åbne, frie internet. Hvor står du? ”Jeg er rigtig glad for det spørgsmål! Jeg er vokset op på internettet i 90’erne, og det var dér, kimen blev lagt for mig til alt det, jeg laver i dag. Jeg var meget fascineret af den tidlige

net- og browserkunst, som arbejdede med de forskellige forståelser og konnotationer omkring, hvad internettet var. Dengang var den dominerende holdning den første, du nævner: Information wants to be free, internettet er åbent for alle, og nu kan alle publicere, være meningsdannere og skribenter. Og ja, sådan var det til en vis grad, men jeg vil alligevel sige, at i 90’erne, inden vi havde alle de platforme, vi bruger i dag – blogspot, wordpress og så videre – der var det altså ret begrænset, hvem der kunne lave en hjemmeside. Det krævede en ret stor teknisk viden, og langt de fleste var afskåret fra hele den samtale om åben, fri, demokratisk udveksling af information. Internettet har altid været mest åbent for dem, som havde en stor teknologisk faglighed, mens de fleste af os andre var brugere, der måske nok kunne se, hvad de andre lavede, men ikke selv være med. Det at tage del i at forme, hvordan nettet skulle se ud og blive, det har altid været forbeholdt de få.” ”Senere er der kommet nogle redskaber og platforme, som har gjort det langt nemmere for flere mennesker at udtrykke sig på nettet. Men allerede dér begynder internettet at få et bestemt udtryk, som er formet af de virksomheder, som skabte de muligheder. Så måske har internettet aldrig været fuldkommen demokratisk og åbent for alle, og nu hvor vi er kommet lidt på afstand af 90’erne, så kan vi måske begynde at omdefinere, hvad der egentlig foregik dengang. Hvis 90’erne ikke var det utopia, som vi troede, det var – hvis internettet altid har været styret af nogle få – så kan man sige, at ethvert forsøg på at åbne det op og udbrede det er velkomment. I dag har vi en situation, hvor et fåtal forstår, hvad en NFT overhovedet er, så der er et stykke vej endnu. Det er derfor, vi udbyder de her workshops, og det er derfor, vi først og fremmest tænker dem som et fælles læringssted.”

” Jeg tror, at NFT-bølgen har understøttet udbredelsen af en bestemt ikonografi, som er påvirket af eksempelvis meme-kultur, men jeg tror ikke nødvendigvis, at NFT’er har skabt noget nyt i sig selv.”


Ida Kvetny, CryptoPong, 2022

18 NFT


NFT

” Som kunstnere har vi en forpligtelse til at gå ind i nye digitale sfærer og være med til at definere reglerne der,” siger Ida Kvetny, der var blandt de første i Danmark til at arbejde med NFT’er.

AF Louise Steiwer

Tilbage i slutningen af 80’erne, da internettet var helt nyt og ukendt for de fleste, sad Ida Kvetny og kiggede sin far over skuldrene. Familien havde investeret i en Commodore 64, en kæmpestor firkantet 8-bit computer med sort-hvid skærm, hvorpå faderen eksperimenterede med at kode, mens lille Kvetny sad bagved og fulgte opmærksomt med. Snart fik hun selv mulighed for at afprøve det store skrummel, da hun i timevis, indtil øjnene var blodskudte og sengetiden overskredet, fik lov at spille nogle af de tidligste computerspil. ”Det var jo virkelig bare fire pixels, der hoppede rundt på skærmen, men jeg var helt optaget af det,” fortæller Kvetny grinende om det første møde med den nye teknologi. ”Jeg tilhører den første generation, der er vokset op med at have en computer som et helt naturligt redskab på linje med pensler og lærred, og derfor har jeg heller aldrig været bange for at kaste mig ud i ny teknologi,” siger Kvetny. Lige fra hun blev uddannet fra Central Saint Martins College of Arts and Design i London i 2007 har digitale elementer haft en plads i hendes praksis, men i første omgang var det ikke det, der fangede de danske galleriers øjne. I stedet skabte hun et navn for sig selv igennem især maleri i kraftige farver og store formater, men fortsatte på sidelinjen med at eksperimentere med animationer og senere VR.

”Jeg har altid haft det sådan, at lærrederne bare ikke kunne blive store nok. Jeg ville ønske, at maleriet kunne fortsætte ud på væggene og loftet, eller at man kunne lade sig omslutte helt af sit værk,” siger hun. Det blev et møde med et VR-værk af den amerikanske hybridkunstner Laurie Anderson, der satte gang i tankerne om, hvordan den drøm kunne gå i opfyldelse. Her kunne man som beskuer via et headset flyve ind i et digitalt univers af lyd og billeder, og Kvetny var straks begejstret ved udsigten til at kunne udvide maleriets rum til endnu flere dimensioner. I 2017 faldt Kvetny over en annonce fra Elgiganten, som havde opstillet en computer i deres butik på Fisketorvet, hvor man selv kunne få lov at lege med VR. Kvetny prøvede det af, og brugte sine sidste sparepenge på en gaming-computer, og ved hjælp af et par kreative programmer og en hel masse YouTube-videoer begyndte hun at eksperimentere med 3D-modeller derhjemme. ”Jeg kunne godt mærke, at hvis jeg skulle kunne bevare mit eget udtryk inden for denne her teknologi, så var jeg nødt til at lære at arbejde med det selv, frem for at hyre et produktionsselskab. Det er den slags kunstner jeg er: Jeg følte, at jeg som kunstner med en klassisk baggrund og viden er forpligtet til at gå ind i det her rum og være med til at definere det, for jeg var helt sikker på, at det her var fremtiden.”

Nørdeklubben

IND I MASKINRUMMET

19

Gennem gaming-computeren og You­T ube-­ kanalerne mødte Ida Kvetny et miljø, der var helt anderledes end det, hun kendte fra kunstverdenen. Hun arbejdede i open source-­ programmer med tilknyttede online-­fora – nørdeklubber, som hun kalder det – der var


20

NFT

karakteriseret ved fællesskabsfølelse og hjælpsomhed, og hvor der altid stod nogle klar med et forslag, hvis hendes kode ikke virkede. Her hørte Kvetny for første gang om noget, de kaldte NFT, og som folk i hendes forum mente havde et potentiale i forhold til at verificere og værdisætte digitalt indhold. På en blockchain kunne man uploade et digitalt værk og bede resten af netværket om at verificere, at indholdet var netop det, man påstod. ”Det fungerer faktisk fuldstændig som ude i den fysiske kunstverden, hvor man kan stille en readymade ind i en white cube. Hvis vi allesammen bliver enige om, at det er et kunstværk, så får det miljøets blåstempling og dermed en værdi, der rækker ud over objektets egen,” forklarer Kvetny. ”Det er egentlig ret konceptuelt, og jeg ved bare, at Andy Warhol og Duchamp ville have hoppet op og ned af begejstring, hvis de havde hørt om NFT’er.” Community’et - det brugerstyrede fællesskab – er stadig det mest interessante ved at arbejde i det digitale rum, siger Kvetny.

Gennem blockchainteknologien kan man komme uden om de gatekeepers, der dominerer den fysiske kunstverden, ligesom man kan kæmpe imod de hierarkier, der er ved at opstå på internettet. ”Hele blockchainteknologien er udsprunget af en modstand mod den centralisering af nettet, som vi oplever i dag, hvor store magtfulde techgiganter definerer reglerne – lige­som i kunstverdenen, hvor sådan en som Beeple, der er verdens dyreste nulevende kunstner, aldrig ville have vundet aner­ kendelse. Jeg tror på, at når man laver et fællesskab, der handler om at give magten tilbage til brugerne, så kan det flytte noget.” Alligevel er Kvetny ikke jubeloptimist, når det kommer til NFT’ernes potentiale for at skabe helt nye strukturer. Indenfor blockchains opstod nemlig hurtigt nye hierarkier, hvor valget af den rigtige platform og det at blive kurateret ind i de rigtige sammenhænge betyder lige så meget, som valget af galleri ude i den fysiske verden. ”Mennesket har det jo med at gentage sig selv,” siger Kvetny med et skuldertræk. ”Men vi skal jo heller ikke bare forkaste alt det, der fungerer godt i de gamle strukturer, men tværtimod fusionere det bedste fra begge verdener. Hvis vi kan skabe en struktur, der er bare lidt mere fleksibel og divers, end den traditionelle kunstverden har været indtil nu, så er det godt i sig selv.”

” Hvis vi allesammen bliver enige om, at det er et kunstværk, så får det miljøets blåstempling og dermed en værdi, der rækker ud over objektets egen.”


21

NFT

Ida Kvetny, still fra XR-filmen Swan, 2022

En bedre kunstnerøkonomi Et af NFT’ernes store potentialer er, at det åbner for andre indtjeningsmuligheder for billedkunstnere. Når man minter (laver) en NFT, kan man indskrive i betingelserne, at kunstneren skal have en procentdel af omsætningen ved et videresalg, og dermed får kunstneren del i værkets værdistigning over tid. Det kan sammenlignes med bibliotekspenge eller med den – ganske vist ofte meget lille – procentdel en musiker tjener, hver gang hans eller hendes musik bliver streamet. Kvetny pointerer, at det også har den fordel, at man kan følge med i, hvor ens værker befinder sig, og hvilke samlinger – wallets – de indgår i. ”Det er sjovt at se, hvordan ens værk bevæger sig, men den transparens betyder også, at det eksempelvis er nemmere for fotografer at sikre, at deres værker ikke bliver kopieret. Det er nok det, jeg er mest optaget af ved kryptokunsten: Det åbner for en masse interessante diskussioner, som vi har brug for at tage. Eksempelvis diskussionen om kopiering og aflønning.”

Det kunstnerdrevne museum Lige siden Ida Kvetny startede med at arbejde digitalt har hun oplevet, at det var vanskeligt for museer og gallerier at finde ud af, hvad de skulle stille op med den del af hendes praksis, der ikke bestod af fysiske objekter. Særligt de museer, Kvetny var i kontakt med omkring hendes VR-værker var tilbageholdende med at investere i digitale værker og gav udtryk for, at de var i tvivl om, hvordan man helt konkret kunne indsamle, opbevare og udstille ikke-­ fysiske genstande. Det er en tvivl, Kvetny godt kan sætte sig ind i. ”Når vi taler om ældre digital kunst, er det tydeligt, at museerne har et hul i deres samlinger, og det forstår jeg godt, for skulle de så have købt både hardware og software til at afspille det? Mange af de teknologier, man brugte i 90’erne, virker jo ikke engang længere.”


22

NFT

I samarbejde med billedkunstner Diana Velasco stiftede Ida Kvetny derfor i 2018 udstillingsplatformen Radar Contemporary, som de driver i fællesskab, og senere MoNDA – Museum of Nordic Digital Art med Velasco som direktør og Kvetny som advi­sory board. ”Vi syntes, at verden var ved at være klar til et kunstnerdrevet museum. Det er jo en af de muligheder, der opstår i det digitale,” siger Kvetny. MoNDA er ikke et decideret NFT-museum, men derimod en samling af forskellige former for digitale værker med særlig fokus på den tidlige internetkunst, der ikke er blevet Ida Kvetny, Still fra XR-filmen Swan, 2022 opkøbt af museerne. ”Vi vil gerne sætte fokus på pionererne indenfor digital kunst, så de ikke bliver glemt. Når museerne på et tidspunkt får en større inteDet problem kan NFT’er ikke i sig selv løse, men den samtale, resse for de her ting, så har vi allerede en der er opstået med fremkomsten af NFT-teknologien kan ifølge samling og en viden, som de kan trække på.” Kvetny være med til at skærpe interessen for nye medier. Radar Contemporarys næste udstillings”Sådan noget som computerspil og -grafik har aldrig projekt finder sted i Nikolaj Kunsthal dette efværet noget, museerne har haft stort fokus på, og jeg føler terår under titlen CryptoPong. I udstillingen har virkelig, at der er opstået et hul i kunsthistorien. Jeg mener jo, de blandt andet skabt en interaktiv installation, at kunst skal beskrive den tid og den visuelle kultur, vi lever som er ren hommage til netop de computerspil, i, og når der er så meget, der ikke er blevet bevaret, så har vi et Kvetny spillede som barn på familiens Comproblem, som jeg håber, at NFT-bevægelsen kan være med til modore 64, og som sætter fokus på brugerindat sætte fokus på. NFT-bevægelsen og dens brugerstyrede dragelse og de hybrider, der findes imellem den grundlag er med til at skabe de digitale infrastrukturer, som digitale og den fysiske verden. vi kommer til at køre på i fremtiden.” ”Jeg oplever, at mange udstillingssteder har svært ved at finde ud af, hvordan de kan udstille digitale værker uden, at det bare bliver en lang række skærme,” siger Kvetny, og fortæller, hvordan hun selv tilbage i 2018 udstillede sit første VR-værk ’GAZE’ i Rundetårn i København. ”Det handler om at gøre det simpelt for beskueren at gå ind til værket og sikre, at udstillingsstedet ikke skal bruge en masse energi på at få værket til at virke. Da jeg selv havde udstillet mit værk i en måned uden problemer havde jeg det sådan: ”Sejt, nu har jeg bevist, at det kan lade sig gøre.”


23

NFT-kommentar

NYT KUNSTMARKED ELLER SPEKULATION? AF Søren Bro Pold, lektor, Aarhus Universitet

NFT brød for alvor igennem på grund af nogle meget omtalte handler i foråret 2021, blandt andet solgte den amerikanske kunstner Beeple (Mike Winkelmann) sit digitale billede Everydays: The First 5000 Days for rekordbeløbet 430 millioner kroner i kryptovaluta i marts 2021 på det etablerede auktionshus Christie’s. Jeg skrev om det og NFT-kunst for Akademikerbladet i marts 2021, og siden er jeg blevet ringet op af journalister, som er interesseret i at vide om NFT er en ny måde at sikre (digitale) kunstnere betaling? Svaret er nok desværre nej p.t., men der foregår en række interessante eksperimenter med NFT inden for digital kunst, som måske udpeger mulige fremtider, så lad os kigge på det her godt et år senere. NFT (non-fungible token) er, som navnet siger, en ikke-udvekslelig, unik, digital transaktion, altså en slags digital polet som kan henvise eller linke til en digital fil, et billede, et stykke software, en lyd, etc. Beeples billede, som let kan findes på nettet, er for mig at se ret uinteressant digital kunst, som en kedelig kopi af Manzonis lort på dåse uden Manzonis ærlighed.

For at forstå, hvad der sker nu, er det oplysende at inddrage netkunst-historien. Efter dotcom-krisen i 2002 ville den franske netkunstner Christophe Bruno undersøge, hvordan man kunne tjene penge på netkunst ved først at finde ud af, hvordan man kunne bruge penge på nettet. Han opdagede Googles dengang nye forretningsmodel, som har domineret nettet siden i værket Google Adwords Happening. I værket købte han søgeord og skrev små mærkelige digte som sine annoncer. De blev dog hurtigt spottet og


24

NFT-kommentar

fjernet af Google, ikke fordi Google læste og ikke brød sig om de mærkelige digte, men fordi deres klik-ratio var for lav, og de dermed genererede for få annonceindtægter. På denne måde fejlede Bruno som forretningsmand, men ikke som kunstner, da han ved sin happening fik demonstreret, hvordan Googles forretningsstrategi bliver opbygget gennem kortlægning af brugerklik og salg af dem til højestbydende. Dette værk har Bruno nu sat til salg på NFT-markedspladsen Rarible. com til 0,2 ETH, hvilket til dagens kurs på kryptovalutaen Ethereum svarer til 1746,59 kr. Bruno præsenterer med et glimt i øjet sig selv som ’non-essential fungible artist’ og føjer med NFT-udgaven af værket et nyt lag til den oprindelige kritik af nettets overvågningskapitalisme samtidig med, at værket også peger på, at Googles økonomiske model nu er på vej til at blive tilført et nyt lag, som måske kan destabilisere det på sigt og bryde Googles og Metas monopoler. Er NFT så en ny måde at prissætte kunstnerisk indhold? Ikke helt, besynderligt nok ejer man jo ikke et objekt eller et indhold, som stadig er frit tilgængeligt, men den streng af krypterede karakterer, som udgør NFT’en. Den amerikanske netkunstner Ben Grosser har også kastet sig over NFT med projektet ’Tokenize This’, som er udstillet på det slovenske galleri Aksiomas nyåbnede NFT-udstilling, ’The Byzantine Generals Problem’ kurateret af Domenico Quaranta. Grossers projekt skaber ligesom for eksempel Beeple unikke værker via NFT, men i modsætning til Beeple er værket selve den automatisk generede tekststreng, og spekulationen undergraves, da værket ikke kan handles, men kun kan ses én gang i det øjeblik, det dannes. Derefter slettes det øjeblikkeligt, og når man lukker browseren, er det væk for altid. Grosser peger på den måde på absurditeten bag NFT-teknologien som en spekulativ måde at skabe kunstig knaphed og indføre en spekulativ vareøkonomi. Som Grosser selv påpeger, så kan man nok sælge sin NFT, men ”siden den peger på vil aldrig kunne ses af køberen af NFT’en”. På den måde peger han på absurditeten i NFT, hvor transaktionen er unik, men værket flygtigt som alt anden digital kunst. Udstillingen rummer en række interessante værker som Sterling Crispins ’NFT Concepts’, der er en serie tavler med skrevne koncepter som reflekterer over NFT. Det

første concept er ’Property ownership is a consensual hallucination’ og senere anslås den spekulative tone, hvor der fantaseres om, hvad det ville betyde, hvis værkerne faktisk blev solgt til den listede pris. Kunsten demonstrerer, hvordan gamle og nye forretningsmodeller bliver påklistret (som i tilfældet med NFT) som turbobrændstof for spekulationskapitalisme, hvilket også fører til enormt energiforbrug og CO2-udledning. Kyle McDonalds værk på udstillingen, Ethereum Emissions, er et estimat over strømforbruget og CO2-udledningen fra Ethereums blockchain, hvilket bare for denne ene kryptovaluta svarer til to-tre kulkraftværker. Udover at vise de svimlende tal i en tid med klimakrise, er værket og den tilhørende tekst også en refleksion over kompleksiteterne i at lokalisere og måle kryptovalutaer og netværkstjenesters forbrug og udledning, som ofte er fuldstændig usynlig for den enkelte forbruger trods det faktum, at internettets udledning overstiger flybranchens. Der findes også værker, som spiller mere positivt med på NFT-visionerne, som den elektroniske musiker Holly Herndons Holly+, som er en digital stemmemodel, der via neurale netværk muliggør, at alle kan lave musik med Herndons stemme. Værket reagerer dermed på muligheden af at lave deep fakes, hvor man kan forfalske andres identitet og forsøger at opbygge en struktur, hvor det kan være en kreativ proces. Holly+ peger desuden på en ny decentraliseret og deltagerbaseret ejerskabsmodel. Værket styres af en såkaldt DAO (decentraliseret autonom organisation), og bliver på denne måde også ideelt set til en decentral platform modsat centraliserede platforme som Spotify. Kort sagt eksperimenterer værket med en anderledes vision for nettet end den centraliserede platformskultur, vi kender både som kulturforbrugere og -producenter. Om en ny form for kapitalisme er det, vi behøver for at redde digital kunst og kultur, er måske tvivlsomt, men den aktuelle platformskultur med dens Google, Meta, Spotify osv. er jo heller ikke ideel, og under alle omstændigheder kan der komme interessant digital kunst ud af spekulationerne og eksperimenterne. Mest interessant når kunsten ikke som hos Beeple blot er en klik-fælde for dine øjne, men udpeger og udfordrer den infrastruktur, der ligger bag. Endelig giver værkerne og udstillingen samlet set anledning til refleksion over kunstens rolle i kapitalismens udvikling: Handler det overhovedet om kunst, eller bliver kunsten til PR for kryptospekulationer som i tilfældet med Beeple? Risikerer kunsten at blive underlagt et system, den ikke forstår, med mindre den aktivt og kritisk udfordrer det? Og er det muligt at etablere alternative strukturer, som foreslået af Holly+? NFT og Blockchain er ikke kun et teknisk fix men teknologier, som skal udfordres og udformes bevidst og kulturelt, hvis det ikke bare skal være et pyramidespil med kunst som lokkemiddel.


25

NFT-kommentar

Sterling Crispin, NFT Concepts, Property, 2021

Sterling Crispin, NFT Concepts, Electricity, 2021


26

Det kunstneriske arkiv

HVORDAN VIL Elle-Mie Ejdrup Hansen, STILL (FOR) PEACE. Pressen. 34 meter lang rulle med navne på forfattere til artikler og læserbreve. FOTO Kurt Nielsen.

Elle-Mie Ejdrup Hansen, STILL (FOR) PEACE. Arkivet: 5,32 meter langt, 1:100.000 af kunstnerens 'Linjen — Lyset', der strækker sig 532 km fra Skagen til Sild. FOTO Kurt Nielsen.

DU

HUSKES?


27

Det kunstneriske arkiv

Billedkunstneren bør ikke overlade beslutningerne om sit kunstneriske arkiv til institutionerne, kuratoren, kunsthistorien eller den efterladte familie.

AF Steen Bruun Jensen

De fleste billedkunstnere tænker uden tvivl, at det er noget mere spændende at skabe nyt end at beskæftige sig med, hvad man for længst har lagt bag sig, men interessen for det kunstneriske arkiv har fået tiltagende opmærksomhed de senere år. Dette forår afholdt kuratorerne Stine Hebert og Johanne Løgstrup i regi af Billedkunstnernes Forbund et kort pilotforløb, der henvendte sig til billedkunstnere, der søgte viden og inspiration til, hvordan man som kunstner selv kan tage ejerskab over sit kunstneriske eftermæle og løbende udvikle sit arkiv, og nu går de skridtet videre og åbner deres eget udstillingssted og institution, Heirloom, der skal være platform for en diskussion af, hvordan man tager vare på det kunstneriske arkiv på både det individuelle og – måske især – det institutionelle niveau ”Vi mener, at det er et emne, der hidtil har været overset i en dansk sammenhæng. I Danmark har vi meget fokus på de yngre kunstnere, og næsten hver kunsthal har et talentudviklingsprogram, men hvad sker der sidenhen? Langt de fleste billed-

kunstnere har ikke en gallerist til at varetage deres arkiv, og selv de allerstørste institutioner tager kun ganske få ind”, siger Stine Hebert.

Mange dele Men hvad menes der egentlig med et kunstnerisk arkiv? Er det de værker, man har skabt gennem tiden, de materialer, man ikke har fået brugt, ferniseringsinvitationerne, avisudklippene eller …? ”Ja, hvad er ens værk, og hvad er et arkiv? I dag er vi meget optagede af kontekst. Hvis man som kurator eller forsker skal se på en kunstnerisk praksis eller et oeuvre, så er det ikke nødvendigvis kun maleriet, der er interessant, men også så meget mere omkring det, som er med til at skabe fortællingen om, hvorfor det er betydningsfuldt,” siger Johanne Løgstrup. ”Vi ser et kunstnerisk arkiv som den samlede kunstneriske praksis, hvor der kan indgå mange dele. Det kan for eksempel være brevvekslinger, notater, skitser osv., og det er derfor, vi ikke kun taler om det kunstneriske oeuvre, men om arkivet,” siger hun: ”Vi arbejder med kunstnere fra 1960 og frem, og i den periode er det kendetegnende, at mange kunstnere ikke bare

arbejder med et enkelt medie, men også kaster sig over flygtige værkformater og materialer, som det i samtiden var vanskeligt for museerne at indsamle. Hvad gør man for eksempel retrospektivt med en performance, der er foregået i 1978? Hvad står tilbage bagefter, hvordan kan den dokumenteres? Er der taget billeder, eller er der noter til, hvordan performancen skulle foregå? Findes der stadig kostumer? Alt muligt kan indgå i arkivet, hvis man skal danne sig et overblik over en kunstners livsværk og forstå de bevægelser, som denne har været igennem.”

En skabende aktivitet Det ligger Stine Hebert og Johanne Løgstrup meget på sinde, at det ikke kun er ældre kunstnere, der er opmærksomme på deres kunstneriske arkiv, men at man allerede ved begyndelsen af sin karriere tager aktivt stilling til, hvad der er værd at gemme for at forstå sin praksis. ”Nogen bliver jo konfronteret med de her ting, hvis de skal skifte atelier eller får en vandskade. Så skal man pludselig tage stilling til, hvad der er værd at gemme. Og nogle ældre kunstnere siger,


28

Det kunstneriske arkiv

Elle-Mie Ejdrup Hansen, STILL (FOR) PEACE. Pressen. Vitrineskab med avisudklip i stakke. FOTO Kurt Nielsen.

at de er begyndt at forholde sig til deres arkiv, fordi de ikke vil belaste deres efterkommere med, hvad de har hobet op gennem tiden. Men det er vigtigt for os at gøre det til noget, som er sjovt at beskæftige sig med, og at man oplever det som en kreativ og skabende aktivitet,” siger Johanne Løgstrup. ”Når man betragter, hvad man har med sig, så finder man også ud af, at det kan ses i andre sammenhænge og generere nye muligheder, og for os ligger der en vigtig opgave i at overbevise den enkelte kunstner om, at deres arkiv har interesse for, hvordan vi opfatter dem som kunstnere, og at de ikke skal overlade beslutningerne til institu­ tionerne, kuratoren, kunst­ historien eller den efterladte

familie. Det er nogle helt enkle greb, de skal foretage i forhold til at dokumentere, katalogisere og arkivere deres arbejde for at gøre det nemmere for udefrakommende at kunne tilgå deres arkiv,” siger Stine Hebert.

Tag ejerskab ”Det kan være meget svært at forudse, hvad der vil vække interesse om x antal år. Det kan vi ikke spekulere i, men vi har som kuratorer selv mødt frustrationer over, at det har været umuligt at finde materiale, eller har ærgret os over, at nogen ikke har taget bedre hånd om det, der findes, og at man kun kan få lov at vise et meget lille fragment af en væsentlig fortælling. Man skal se det her som et forsøg på at give kunstnerne

selv et større ejerskab til deres eftermæle. Vi kan ikke diktere, hvordan det skal indsamles, men vi kan hjælpe til, at der bliver reflekteret over det og taget stilling,” siger Stine Hebert. Realiseringen af Heirloom er et længe næret ønske for de to kuratorer, som de beskriver som en researchbaseret udstillingsplatform med fokus på kunstneriske arkiver og samlinger, som fortjener at blive gjort tilgængelige og sat i kontekst. Programmet vil bestå af udstillinger, events, workshops og andre aktiviteter, som kan være med til at præsentere vigtige og endnu ikke fortalte historier om kunstneres bidrag til vores fælles historie. ”Det er vores ambition kuratorisk at arbejde på nye måder med arkiverne. Når man siger arkiv, forestiller man sig en vitrine, eller noget som er pakket ned og gemt væk, så man ikke kan røre ved det. Det er vigtigt for os at finde nye strategier til at levendegøre materialet. Og for at få vakt en større begejstring og indsigt i, at det her materiale påvirker vores samtid og vores forestillinger om den fremtid, vi går ind i. Det er historien og kulturarven, vi er interesserede i, men også det som er blevet overset og glemt og kan give os nye vinkler på den verden, vi befinder os i, og de udfordringer vi står over for,” siger Stine Hebert.


29

Det kunstneriske arkiv

Heirloom — Centre for Art & Archives åbner i Sølvgade 36 i København i september 2022. Udstillingsstedet, der er støttet af offentlige og private fonde, vil præsentere oversete kunstneriske arkiver og samlinger i udstillinger og ved diverse arrangementer, og tilbyder samtidig rådgivning og undervisning inden for emnet. Læs mere på → heirloom-caa.org.

Heirloom— Johanne Løgstrup og Stine Hebert. FOTO Tove Storch


Elle-Mie Ejdrup Hansen, CHARLOTTENBORG LINE 2020. Udstillet den 4. maj 2020, 75-årsdagen for afslutningen af ​​2 . verdenskrig. FOTO Kurt Nielsen.

På genbesøg i arkivet AF Steen Bruun Jensen

”Ok, jeg har måttet skille mig af med nogle store betonklodser, som man ikke bare lige pakker ned i en kuffert, men ellers …” Elle-Mie Ejdrup Hansen har samlet sig et anseligt arkiv, og hun har da også en helt særlig grund til at interessere sig for det. I forbindelse med fejringen af 50-året for afslutningen af den tyske besættelse fik hun støtte til danmarkshistoriens største kunstværk, ’Linien – Lyset, Fredsskulptur 1995’, der bestod af en 532 kilometer lang laserlysstråle fra nord til syd langs hele Jyllands vestkyst. Planerne for projektet vakte et ramaskrig, og Elle-Mie Ejdrup Hansen oplevede at blive kaldt både fiduskunstner og nazist, da politikere,

medier, modstandsfolk, toneangivende dele af kunstverdenen og den offentlige opinion modsatte sig realiseringen af kunstværket. Det endte det dog med at blive den 4. maj 1995 under overværelse af 500.000 mennesker. Oplevelsen har været definerende for Elle-Mie Ejdrups liv og kunst: ”Der blev skrevet mere end 5.000 avisartikler, der blev holdt folketingsdebatter og bare i Statsministeriet står der 57 arkivkasser med dokumenter om sagen, og jeg vidste allerede dengang, at det var et materiale jeg skulle vende tilbage til, når tiden var til det,” siger Elle-Mie Ejdrup Hansen.

Ny kontekst Og det blev der lejlighed til at gøre to gange i 2020, hvor først Kunsthal Charlottenborg i anledning af 75-året for befrielsen indbød Elle-Mie Ejdrup Hansen til at skabe et lysværk, der to timer den 4. maj lyste ud fra Kunsthal Charlottenborg mod henholdsvis Amalienborg og Christiansborg. Og igen i efteråret samme år, hvor hun i Viborg Kunsthal rekonstruerede, reorganiserede og reaktiverede det omfattende historiske arkivmateriale fra Fredsskulptur 1995 i udstillingen STILL (for) PEACE.


31

Det kunstneriske arkiv

Elle-Mie Ejdrup Hansen har samlet sig et ufatteligt stort arkiv, som hun glæder sig over kan bruges af både hende selv og en kommende film, der skildrer en af vores tids allermest omtalte kunstprojekter. ”For mig er det en skabende proces. Jeg arbejder ikke med det for at arkivere, men for at sætte det ind i en ny kontekst i en ny tid, så værket igen får en samtid. Når jeg genbesøger materialet, kan jeg se, at jeg er blevet klogere, men jeg synes også, at jeg virkelig havde næsen i sporet dengang. 2. verdenskrig sætter stadig en dagsorden, det ser man nu med krigen i Ukraine og tidligere også med borgerkrigen i Jugoslavien, så jeg synes også stadig, at Fredskulptur og den polemik, den medførte, er aktuel,” siger Elle-Mie Ejdrup Hansen.

En renselse ”Jeg er altså ikke gået tilbage i mit arkiv for at arkivere, men for at skabe nye værker, og jeg er mindre optaget af mit eget eftermæle end af Fredsskulpturens eftermæle. Jeg har skabt det værk, men det har også skabt mig, og jeg har altid vidst, at jeg skulle tilbage til det her materiale for at forstå mig selv på det personlige plan, og hvorfor jeg bliver ved med at være optaget af den linje og at sende en hilsen ud i verden. Jeg tror, at alle kunstnere har en kerne Elle-Mie Ejdrup Hansen og 57 kasser i Statsministeriet. FOTO Kathrine Winkelhorn.

i det, de arbejder med, som de forsøger at komme tættere ind på for at prøve at forstå, hvad det egentlig er, vi bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved. Det finder jeg i mit arkivmateriale,” siger hun. Allerede i 1994 viste Elle-Mie Ejdrup Hansen billeder af sit arkivskab i en udstilling på Sønderjyllands Kunstmuseum, og det er det samme arkivskab, hun i 2020 foldede ud med alle dokumenter i Viborg: ”Så man kan godt sige, at jeg hele tiden har arbejdet i det kunstneriske arkivs felt. For mig har det været en form for renselse at komme igennem noget, som også har mærket mig,” siger hun. På det seneste har hun arbejdet med at digitalisere en del af sit arkiv til brug for filminstruktøren Alexander Linds dokumentarfilm ’Monument’, der vil give et indblik i, hvad der skete dengang med udgangspunkt i det store dokumenterende videomateriale, som aldrig før er vist. Linds film er støttet af DR og Det Danske Filminstitut.

Et ufatteligt bøvl ”Det bliver naturligvis meget spændende for mig at se, hvad en yngre filminstruktør får ud af materialet. Man kan jo aldrig helt styre, hvordan andre ser tingene, og det ønsker jeg heller ikke. Men nervepirrende er det at stille sit arkiv til rådighed for at lade en fremmed komme ind i ens allerinderste,” siger Elle-Mie Ejdrup Hansen: ”Og interessant er det også at se 90’eræstetikken blive vakt til live og pludselig blive gjort synlig for en selv. Man finder ud af, at man i den grad har været en del af sin samtid,” siger hun. Elle-Mie Ejdrup Hansen er glad for at se sit arkiv blive aktiveret i stort omfang, men indrømmer samtidig, at det kan nærme sig det nørdede, når hun finder gamle telefonlister, og at hun indimellem ærgrer sig over ting, der er blevet smidt ud i forbindelse med flytninger: ”Jeg har stadig mange ambitioner på mit kunstneriske arkivs vegne, og jeg ønsker at arbejde med det. Jeg betragter det som samtidsværker og ikke som retrospektive. Men lige meget, hvor meget jeg arbejder med mine ting, så ville mine nærmeste nok stå med et ufatteligt bøvl, hvis jeg døde i morgen,” siger hun.


32

Det kunstneriske arkiv

DET GÅR JO IKKE AT KØRE DET I HAVNEN Anita Jørgensen, White Life, 2020. Marmor, træ, salt, børstefibre, 25 × 33 × 15 cm. FOTO Torben Petersen.

Det er ikke fordi, billedhugger Anita Jørgensen ikke har tænkt over sit kunstneriske arkiv, men en konklusion er hun ikke nået frem til.


33

Det kunstneriske arkiv

Anita Jørgensen, White Life, 2020. Lærred, 139 × 76 × 9 cm. FOTO Torben Petersen.

I virkeligheden har jeg ikke gjort mig det helt klart,” siger hun.

Skønt med interesse

AF Steen Bruun Jensen

”Allis Helleland (tidligere direktør for Statens Museum for Kunst, red.) sagde i sin tid til mig: ’Jeg håber virkelig, at du registrerer alt, hvad du laver.’ Og så sagde jeg, at det er jeg ikke særlig god til, men det ville jeg prøve at gøre. Det er 20 år siden, men jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet så meget bedre til det.” Således siger billedhuggeren Anita Jørgensen, der har været aktiv i dansk kunst siden 1981 og både har modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat i 2000 og Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse for sit mangeårige virke. Når man over en så lang årrække beskæftiger sig med skulpturer og installationer i alle mulige materialer og formater, samler man sig en anselig mængde ting, og både det store atelier i sommerhuset og et – for dyrt – fjernlager i Ballerup er taget i brug for at rumme hele hendes store arkiv: ”Ja, jeg har en hel masse, der fylder, og jeg tænker da løbende over, hvad jeg skal stille op med det. Nogle gange er jeg tilbøjelig til at sige, at det hele bare kan blive kørt i havnen, men det går jo af mange grunde ikke.

”Det er ikke, fordi jeg ikke har ryddet op. Jeg har flyttet værksted nogle gange, og så ryger der selvfølgelig noget, men ikke nok til, at jeg ikke stadig bliver nødt til at tænke over, hvad jeg skal gøre med tingene. En af mine kolleger siger; ’lad dog være med at tænke over det, Anita, det kan dine sønner tage sig af bagefter’, og det er jeg lidt tilbøjelig til at læne mig op ad,” siger hun med en lille latter. ”Det er klart, at jeg ville have det allerbedst med, at der var nogen, der havde brug for mine ting, og det er skønt at opleve, at nogen uventet viser interesse. Jeg havde besøg af en samler i går, som tidligere har købt af mig. Han var meget begejstret og kendte så mange af mine ting. Jeg sagde til ham, at han bare selv kunne gå ind i atelieret og se, om der var noget, han kunne lide, og han sagde: ’Må jeg virkelig, det er jo et slaraffenland!’ Det er da rørende at få besøg af et menneske, der er så glad for det, man har lavet. Og det var især de ældre ting: Lige pludselig er der nogen, der kan se noget i mine tidligere værker,” siger Anita Jørgensen.

Ikke alt er kunst ”Jeg har måske ikke været så god til at registrere alt, hvad jeg har lavet, men jeg har faktisk en udmærket fornemmelse af, hvad jeg har liggende, og hvor man kan finde det. Jeg har skrevet ned, hvad jeg har solgt til forskellige, og jeg kan godt sende min søn ud at hente et eller andet på lageret, fordi jeg kan sige, hvilken hylde det ligger på. Jeg synes, at


34

Det kunstneriske arkiv

Anita Jørgensen i sit atelier. FOTO Torben Petersen

jeg har været nogenlunde med i forhold til at gemme og skrive ned gennem hele karrieren, og jeg har både korrespondancer og billeder og skitser liggende i forskellige papmapper. Men det hænder stadig, at jeg har glemt at datere og skrive mit navn på et værk,” siger hun. ”Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne tænke mig at få hjælp til de her ting. Det er interessant at få et nyt blik på sin produktion, men hvis jeg nu fik hjælp af en kurator, så ville jeg være bange for, at alt ville blive registreret som om, det er kunstværker, og det er ikke sådan, jeg har det. Noget er skitser og prøver, og hvis jeg synes, tingene ikke holder, så ud med dem. Ét er, at man ved, at man er kunstner, men det

er ved gud ikke kunst hver gang, man slår en streg på et stykke papir. Jeg er ikke så sentimental og egentlig meget god til at sortere. Omvendt er der masser af ting, jeg ikke ville nænne at kassere, og der er også nogen ting, jeg har sagt nej til at sælge, fordi de betyder meget for mig,” siger hun. ”Jeg tror, at jeg begynder at tænke meget mere over mit arkiv, nu hvor jeg er blevet spurgt til det. Det gælder sikkert for rigtig mange kunstnere, at det pludselig går op for dem, at de bliver nødt til at tage stilling. Og som du kan høre, så har jeg ikke for alvor gjort det endnu,” siger Anita Jørgensen.


35

BKF Efteruddannelse

BKF KURSER ATELIERSAMTALER 30 udvalgte billedkunstnere, kuratorer og kunstformidlere står klar som sparringspartnere til din næste atelier­ samtale. I ateliersamtalerne er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum. Ateliersamtalerne kan bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller et projekt. Du bestemmer selv, hvor i processen du vil have sparring — det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen. Ateliersamtalen varer samlet tre timer og afholdes løbende. Bemærk at du højest kan have én årlig ateliersamtale. Du kan læse mere om ordningen på → bkf.dk under kurser.

Malene Nors Tardrup, Længe er ikke evigt (A Long Time is Not Forever), Bispebjerg Hospital, 2016. Vinder af den inter­nationale designpris Vanceva World of Colors Awards 2022. FOTO Malene Nors Tardrup

KUNSTKONSULENTER FOR KUNST I DET OFFENTLIGE RUM ­­— PROJEKTLEDELSE FOR KUNSTNERE DATO 29. oktober, 5. november, 19. november 2022, alle dage kl. 9-15 STED København Styrk dine projektlederevner som kunstner og bliv mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer således, at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processerne og aktørerne i offentlig kunst og udsmykningsopgaver. UNDERVISER Christina Prip og Camilla Hedegaard Møller EGENBETALING 750 kr. TILMELDINGSFRIST 22. september 2022

TILMELDING Skriftligt via mail på kmfp@bkf.dk. Kurserne gennem­føres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG TIL KURSER? Kontakt BKF’s kursus- og projekt­leder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk


36

Nyt fra BKF’s sekretariat

Runde fødselsdage 25

Studerende Jonatan Wejnold Nielsen 15/09 Billedkunstner Sofie Friis Burgaard 01/10 Studerende Andrea Mailund Glahn 29/11

30

Billedkunstner Luna Scales 11/09 Studerende Niels Østergard Munk 21/09 Billedkunstner Anders Aarvik 27/09 Billedkunstner Ditte Marie Frost 01/10 Billedkunstner Sara Arenfeldt Kragh 08/10 Studerende Migle Vycinaite 08/10 Billedkunstner Victor Miklos Andersen 16/10 Studerende Bjarke Jepsen 21/10 Billedkunstner Minh Ngoc Nguyen 12/11 Studerende Mette Riise Kristensen 24/11

40

Billedkunstner Rasmus Høj Mygind 04/10 Maler Johannes Balsgaard 24/10 Studerende Sarah Hilmer Rex 14/11

50

Billedkunstner Morten Barker 02/09 Billedkunstner Morten Krogsgård 18/10 Billedhugger Ulrik Vintersborg 18/11

60

Maler/Grafiker Mogens Larsen Stenderup 19/09 Billed- og videokunstner Oana Constantineanu 27/09 Maler/Video/Performance Kirsten Bøgh 12/10 Grafiker Pernille Andersen 02/11 Billedkunstner Bella Husted Hansen 02/11 Billedkunstner Ole Holm Larsen 04/11 Billedkunstner Vivi Christensen 08/11 Billedkunstner Hanne Linde 10/11 Billedhugger Mikael Benzon 13/11

70

Billedkunstner Britt Olga Ryborg Andersen 06/09 Billedvæver Kari Guddal 11/09 Billedhugger Mikael Thejll 12/09 Maler Ann-Dorte Nielsen 22/09 Keramiker Kim Holm 24/09 Maler Joachim Rothenborg 06/10 Maler Sergei Sviatchenko 07/10 Maler Finn Have 15/10 Maler Vicky Steptoe 23/10 Billed- og lydkunstner/Digter Astrid Gjesing 09/11 Maler Esben Hanefelt Kristensen 17/11 Maler Anne Tholstrup 23/11 Maler/Grafiker Lars Rasmussen 23/11 Billedkunstner Geert Daae Funder 24/11

75

Maler Morten Tøgern 17/09 Billedkunstner Winnie Meisler 21/09 Billedkunstner Hanne Stochholm 03/10 Billedkunstner Uffe Christoffersen 13/10 Billedkunstner Maria Nicolaisen 14/10 Billedkunstner Niels Jakobsen 19/10 Tekstilkunstner/Væver Grethe Sørensen 25/11

80

Gobelinvæver Anet Brusgaard 28/09 Billedkunstner Finn Andersen 30/09 Billedkunstner Bodil Damgaard 30/10 Billedkunstner Malone Dietrich 05/11 Billedhugger Poul Frederiksen 15/11 Billedhugger Anita Jørgensen 26/11

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER Billedkunstner Anders Visti Kunstner Anna Rosa Hiort-Lorenzen Billedkunstner Anne-Mia Avramovic Rewitz Kunstner Anneli Olesen Maler/Grafiker Annelise Kalbak Kunstnerisk forsker Asker Bryld Staunæs Studerende Ayesha Ghaoul Billedkunstner Behnaz Larsen Studerende Cecilie Julie Holst Christensen Billedkunstner og grafiker Charlotte Binau Billedkunstner Dominik Morgas Billedkunstner Felicia van Os Studerende Frida Jersø Studerende Fritjof Krabbe Nørretrand Kunstner Gry Bagøien Bagøien Studerende Gustav Marcus Lauesen Billedkunstner Henrik Fabricius Smith Billedkunstner Jeuno Jee Eun Kim Studerende Johan Holst Zwergius Billedkunstner Johan Kettelz Ankersen Billedkunstner Johannes Holt Iversen Billedkunstner Julie Bitsch Kunstner Junette Bay Billedkunstner Kamilla Mez Billedkunstner Karolina Paulina Zaborska Billedkunstner Katrine Lyck Skulptør og billedkunstner Klaus Lindbak Billedkunstner Kristina Ask Kunstner og fotograf Lisbeth Johansen Billedkunstner Manisha Petra Munk Billedkunstner Marie Kaarøe Billedkunstner Marie Munk Hartwig Billedkunstner Marie Plum Studerende Maya Jensen Studerende Mette Genet Kunstner Nour Fog Studerende Nuka Marstrand Billedkunstner Rumle Larsen Billedkunstner Sandra Bonnén Riis Billedkunstner Sara Holm Strandby Strandby Billedkunstner Sidse Carstens Billedkunstner Sidsel Seeberg Studerende Solvej Heise Jakobsen Fotograf/Billedhugger Suste Bonnén Kunstner Søren Parmo Billedkunstner Tobias Stenberg Christensen

85

Grafiker Britta Kjærulff 17/09 Maler Freddie A. Lerche 02/10 Fotograf Nanna Bisp Büchert 18/11

LUKAS KUNSTNERFARVER

90

Billedkunstner Dorte Øckenholt 04/09 Keramiker Birte Minor Vedel Howard 30/09 DØDE Billedkunstner Lisette Kampmann † 2022 Maler Gorm Eriksen † 2022

95

Maler Eva Pontoppidan 09/11 Kontakt BKF’s sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

Københavns Kunstnerartikler Ryesgade 58, 2100 Kbh. Ø Tlf. 3535 4826 man-fre: 10.00–17.15 kunstnermaterialer.dk


37

Ansøgningsfrister

NYT FRA SEKRETARIATET 1. OKTOBER FOR PROVENCE! Der er ansøgningsfrist den 1. oktober for ophold i huset i Provence: januar – juli 2023. Bemærk at der er ny ansøgningsfrist for Fanø-huset og Berlin-lejligheden. De nye frister er d. 1. marts og d. 1. september. Yderligere info og obligatoriske ansøgningsskemaer findes på →bkf.dk/boliger.

ANSØGNINGSFRISTER Det Danske Institut i Rom Accademia di Dinamarca Tlf. +39-06 32 65 931 → acdan.it/stipendier_annoncering.html Instituttet råder over seks enkeltværelser, et dobbeltværelse og tre mindre to-værelses lejligheder, hvoraf den ene giver mulighed for at medbringe børn. Derudover er der fælleskøkken med tilhørende spisestue og opholdsstue, auditorium med 100 pladser, bibliotek, et medierum, to atelierer, grafisk værksted, og to arkæologiske laboratorier. Det er en forudsætning, at man ønsker at beskæftige sig med et konkret projekt, som alene eller med fordel kan studeres i Rom. Ansøgningsskema: elektronisk ansøgningsskema via hjemmeside. Ansøgningsfrist: 12.9.2022 kl. 24.00 For ophold i perioden 1. februar – 31. juli 2023

Klitgården Klitgården Refugium Damstedvej 39 9990 Skagen info@klitgaarden.dk → klitgaarden.dk Klitgården er et refugium for bl.a. kunstnere, som er medlemmer af Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer - herunder BKF - og har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Den enkelte gæst får et værelse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer – hvoraf det ene nu er blevet forsynet med keramikovn på 100 liter og en elektrisk drejeskive. Tre daglige måltider bliver serveret. Klitgårdfonden kan søges som legat, der dækker opholdsudgifterne i 2 uger, på nær en egenbetaling på 110 kr./dag. Ansøgningsskema: Nej, men ansøgningen skal indeholde beskrivelse af intentionerne med opholdet og CV. Ansøgningsfrist: 30. september 2022

Institutionen San Cataldo → sancataldo.dk Klostret San Cataldo ved Amalfi i Syditalien er et studiehjem for videnskabsmænd, kunstnere og andre åndsarbejdere. Stipendiet består i 2- 4 ugers ophold med fuld forplejning inden for tidsrummet 1.-28. i den pågældende måned – dog skal stipendiater betale 35 Euro pr. uge. Ubemidlede kunstnere kan samtidig med ansøgning om ophold ansøge om en portion af Arne Meyers Legat på 3.000 kroner som tilskud til rejseudgifter.

ansøgere tildeles ophold som regel kun for én måned. Lejligheden ligger 3, rue de la Perle – midt i Marais-kvarteret. Den er i to etager (ikke handicapvenlig) og er møbleret og udstyret til 2 personer. Huslejen er 1150 Euro pr. måned inkl. varme, lys, telefon- og internetabonnement. Ansøgninger om ophold i legatboligen i 2023 bedes indsendt senest mandag den 3. oktober 2022. Læs mere og find ansøgningsskema her: → frankrig.um.dk/om-os/statens-legatbolig-i-frankrig

OPEN CALL: NORDIC LEIPZIG Goethe-Instituttet inviterer i samarbejde med LIA Leipzig International Art Programme billedkunstnere fra Danmark, Færøerne, Finland, Grønland, Island, Norge, Skotland og Sverige til at ansøge om et tremåneders ophold på Spinnerei Leipzig fra 1. februar til 30. april 2023. NORDIC LEIPZIG tilbyder tid til refleksion, forskning, praksis og muligheder for at netværke professionelt.

Ansøgningsskema: Der skal udfyldes elektronisk ansøgningsskema på → sancataldo.dk

Det Danske Institut i Athen Tlf. +30 210 32 44 644 → diathens.gr/ophold Instituttet tilbyder ophold af 1 til 3 måneders varighed med fokus på kunstnerisk fordybelse, research og udveksling. Ansøgere skal have et projekt relateret til Grækenland. Instituttet råder over to gæsteboliger med flere rum – men ikke noget atelier. Man kan søge om ophold alene eller ophold med stipendium. Ansøgningsskema: Ja Ansøgningsfrist: 20. september (for ophold i 1. februar - 31. juli 2022)

Ansøgere uden adgang til internettet kan kontakte Anita Møller på telefon: 99 68 70 41 Ansøgningsfrist: 30. november (for ophold marts-juli 2023)

Statens Legatbolig i Paris Danske kunstnere og forskere har nu mulighed for at ansøge om ophold i Statens legatbolig i Paris i 2023. Ansøgere, hvis projekt har en konkret tilknytning til Paris og/eller Frankrig, vil blive prioriteret. For at tilgodese flest mulige

FRISTER FOR LEGATER OG FONDE

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere på bkf@ bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.


38

Opslagstavle

STATENS KUNSTFOND HUSK AT DER ER NYE REGLER FOR PROJEKTANSØGNINGER Hvis du fremover vil søge tilskud til Værkproduktion og udstillingspuljen skal du være opmærksom på, at Projektstøtteudvalget har fastsat nye retningslinjer for formatet: PROJEKTBESKRIVELSE: FAT DIG I KORTHED Hold din projektbeskrivelse kort! Udvalget sætter pris på korte, konkrete ansøgninger. Fra 500 tegn til maksimalt 3.500 tegn inkl. mellemrum.

CV: BEGRÆNS TIL 10 PUNKTER Fremover skal CV’er kortes ned til 10 punkter. Kun de 10 aktiviteter, du vurderer er vigtigst skal indgå. Det kan være uddannelse, udstillinger, udsmykninger el.lign. De 10 punkter skal udfyldes i en særlig Word-skabelon.

BRUG DE OBLIGATORISKE WORD-SKABELONER Projektbeskrivelse og budget, CV og info om udstillingsstedets bidrag er obligatoriske bilag, du altid skal udfylde i de obligatoriske Word-skabeloner og vedhæfte.

ANSØGNINGSFRIST TIL STATENS VÆRKSTEDER START NOVEMBER På Statens Værksteder for Kunst kan professionelle kunstnere, designere, kunsthåndværkere og konservatorer søge et kortere eller længere arbejdsophold til at udføre et konkret projekt. Der er ansøgningsfrist fire gange om året: Start februar, maj, august og november. Næstkommende ansøgningsfrist findes på hjemmeside: → svfk.dk

4. OKTOBER Huskunstnerordningen Artist in Residence under Huskunstnerordningen Løbende behandling: — Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser — Kuratoriske researchrejser — Ophold på udenlandske residencies Følg også med på → kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud for nye puljer og mere info. Eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00 eller bild@slks.dk.

NORDISK KULTURFOND 3. OKTOBER Projektstøtte Globus 30. NOVEMBER Opstart Mere info på → nordiskkulturfond.org/soeg-stoette eller tlf. 33 96 02 42.

NORDISK KULTURKONTAKT 12. SEPTEMBER Kultur- og kunstprogrammet 20. SEPTEMBER Kortvarig netværksstøtte 26. SEPTEMBER Mobilitetsstøtte (rejser) 6. OKTOBER Støtteprogrammet Norden 0-30 (børn og unge) Mere info på → nordiskkulturkontakt.org eller kontakt Nordisk Kulturkontakt på: program@nordiskkulturkontakt.org.

UDSTILLINGER Transformation — Collage, skulptur og installation. Ansøgningsfristen er den 30. september 2022 Billedkunstner Anne Brodersen. Gjethuset Gjethusgade 5,3300 Frederiksværk 15. oktober- 11.november

SCHEIN / WIRCHLICHKEIT Gruppeudstilling med Jared Bartz, Florian Huber, Fabian Vogler, Mathias Meinel, Vivi Linnemann. Tempo-Werk Hamburg Udstilling 27. oktober til 30. december KünstlerVereinigung Zürich 125 Jahre Ausstellungsraum Villa Severini Zürich Zollikon Schweiz 29. oktober til 13. november Kunstforeningen Limfjordens censurerede efterårsudstilling Indsend i kategorierne: Maleri – tegning – grafik foto – skulptur – kunsthåndværk – blandform – keramik. Censorer: Vivi Linnemann – Karen Gabel Madsen – Anneline Schjødt Pedersen Gimsinghoved, Gimsinghoved 1, 7600 Struer. Tilmelding og information på → limfjorden.com 1.oktober - 30.oktober. Deadline for tilmelding 20.09 Barbara Skovmand, Toke Odin, Bruno Masia Koncert for klangskulptur bygget og opført af Barbara Skovmand og stykke for marmorinstrument af Toke Odin, opført af Bruno Masia. Gratis entré. 7. oktober 2022 kl. 20.00 i Dansekapellet, København SPOR KUNSTEN 2022 Præsentation og optakt Dato: 24. - 29. september Tid: Lørdag - søndag: kl. 10:00 - 16:00 Mandag - torsdag: kl. 10:00 - 17:00 DoKK1, ”RAMPEN”, Trin 3 + 4, Hack Kampmanns Plads 1, 8000 Aarhus C Storm og Stilhed – noter fra vest Birgitte Munk & Vibeke Jerichau 14. august - 23. oktober Redningshuset, Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm


39

Kolofon

BKF’S GENERALFORSAMLING 2022 Generalforsamlingen afholdes i år torsdag den 10. november kl.16-19 på Statens Værksteder for Kunst i København. Dagsorden samt information om program sendes til alle medlemmer i oktober. Forslag, der ønskes optaget på den ordinære generalforsamlings dagsorden, skal være forbundets sekretariat i hænde senest den 1. oktober.

REDAKTØR Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

TJEK AT DIN AUTOMATISKE KONTINGENTOVERFØRSEL ER OPDATERET OG BRUG IKKE GAMLE GIROKORT Vi kan ikke se, hvem indbetaler er, hvis der er brugt et gammelt girokort, eller hvis informationerne i din netbank ikke er ajourført.

BKF’S BESTYRELSE 2022 FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams BILLEDKUNSTNER Katja Bjørn BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen BILLEDKUNSTNER Lars Worm Thomsen BILLED- OG LYDKUNSTNER Hannibal Andersen BILLEDKUNSTNER Jules Fischer BILLEDHUGGER Marie Markman STUDERENDE Anna Elisabeth Dupont Hansen BILLEDKUNSTNER Søren Hüttel BKF’S REGIONER 2022 KONTAKTPERSONER BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard FYN/BILLEDHUGGER Simon Fiil KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver MIDT- OG VESTSJÆLLLAND/BILLEDKUNSTNER Finn Lerkenfeld NORDJYLLAND/MALER Jette Wistoft Noyes NORDSJÆLLAND/KUNSTFOTOGRAF Josephine Ernst STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

BKF’S REDAKTIONSUDVALG Marie Thams, Hannibal Andersen, Marie Markman, Jóhan Martin Christiansen og Søren Hüttel DEADLINE Billedkunstneren nr. 4, 2022: 2. november 2022 ANNONCER Billedkunstnernes Forbund ABONNEMENT 300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596 TRYK BUCHS AS DESIGN OG LAYOUT Mai Boline Bjerre og Laura Silke UDGIVER Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdsstræde 21, 1 th. 1070 København K. T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15 SEKRETARIATSLEDER Klaus Pedersen KOORDINATOR Annarosa Krøyer Holm KOMMUNIKATIONSANSVARLIG Steen Bruun Jensen KURSUS- OG PROJEKTLEDER Karen Mette Fog Pedersen


AFSENDER Billedkunstnernes Forbund Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K

ID-NR. 46798