Fagbladet Billedkunstneren #4 2022

Page 1

Fagblad for BILLEDKUNSTNERNES FORBUND 2022 Kunstnerne og krisen Kunst og mental sundhed Kunstnernes egne udstillingssteder
KUNSTNEREN NR4
BILLED

Vind i håret eller hård modvind?

Det politiske korthus bliver lige nu samlet på ny og folketingsvalg og regeringsforhandlinger har fyldt en hel del i den seneste tid, naturligt nok. Hvad ikke synes helt så naturligt, er det manglende fokus på kulturen i valgkampen og partiernes programmer. Kulturen og kunsten bliver på den ene side presset af politiske agendaer, der ser sit snit til at flashe sparekniven i en splidskabende fortælling, der tager patent på, hvad ’folkelighed’ betyder. Det på trods af, at vi ved, at kunsten binder os sammen på tværs af landet, og skaber steder, hvor vi som individer netop møder hinanden som folk. Folket søger kunsten, og kunsten søger folket. Er ønsket at udvikle kunsten og øge dens rolle i hele landet, skal feltet styrkes og ikke svækkes.

På den anden side ser vi nye initiativer komme fra politisk side. Oprettelsen af et center for bæredygtighed i kulturen, som regeringen og støttepartierne i september afsatte midler til, er ét eksempel. Et samlet center med udgangspunkt i den aktuelle kunst og kultur, institutionerne og de faglige organisationer lyder lovende. For ja, vi skal uden tvivl arbejde med eget CO2-aftryk og søge alternativer til klimabelastende arbejdsgange, men det skal ske med øje for kunstnernes virkelighed. Kunstnerens økonomiske muligheder og rolle i det store perspektiv – såsom samspillet med institutioner og producenter skal medtænkes. Et andet succeskriterie er, at centret også formår at fremme kunstens rolle i den grønne omstilling af det omliggende samfund, for eksempel som del af klimaløsninger og -tilpasningsprojekter.

Og apropos omstillingsparathed: En ny krise har sat ind og inflationen og

energiprisernes stigning rammer bredt, og dét inden vi helt er kommet os efter pandemien. Her i bladet fortæller et udvalg af kunstnere om, at investorer trækker sig, lysværker slukkes, materialer bliver markant dyrere. Efterårets vind kan måske dæmpe for de stigende elpriser, men energikrisens stød kan hårdt mærkes.

Det kan virke som en svær tid at presse på for, at investeringer i kunsten øges, og at kunstneres økonomiske plads i kunstens økosystem tages alvorligt. Såsom gennem minimumshonoraraftalen, hvilken vi netop nu arbejder på bliver styrket. Dog ser jeg det ikke som modsigende bevægelser. Nej, selv i økonomisk svære tider skal kunstnerens plads sikres. Kunstens rolle i det at leve i denne verden, i forbundethed med hinanden, historien og omgivelserne, er fundamental. Prioriteringerne af budgetter skal fortsat ske, så indholdsproducenterne behandles med ligeværd og respekt.

En positiv note at slutte på? Vi ser stadig et sprudlende felt af kunstnerdrevne udstillingssteder i hele Danmark – hvilket fortsat er et vigtigt fokus for BKF. Fra 2016 til sidste år hyldede vi en meget lang række af dygtige fagfæller i hele landet med prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder. Nu har vi besluttet at indstille prisen, men ønsker fortsat at anerkende og bidrage til feltets udvikling fremadrettet, blot i en ny form – og den proces er nu i gang. Vi ser frem til at kunne holde jer opdaterede om arbejdet.

God læselyst!

2 Leder
AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

6

KUNST OG MENTAL SUNDHED Danmark har for første gang fået en offentlig, sundhedsfaglig instans, der udelukkende fokuserer på fællesskab og omsorg for personer med psykiske lidelser.

20

KUNSTNERNE OG KRISEN

Inflation. Energikrise. Forsyningskrise. Alle frygter den kommende vinter. Hvordan ser billedkunstnerne på situationen?

26

KUNSTNERNES EGNE UDSTILLINGSSTEDER

Billedkunstnernes Forbund uddeler ikke længere priser til de kunstnerdrevne udstillingssteder, men vil finde andre måder at vise sin anerkendelse på. Vi har besøgt to af dem.

FORSIDEN Anna Rieder, Sidsel Welden, Olivia Lund. Ømhedsaktivistisk Hvilerum, 2021. Fra udstillingen M/OTHER. FOTO Amanda Bødker.

Kunstnerens værksted 38 BKF’s generalforsamling 2022 39 Det nyåbnede udstillingssted Collega 42 Gallerier og kønsfordeling 43 Kurser

Kort nyt

3
4
44

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

4 Kunstnerens værksted

Mit atelier har altid været me get nært knyttet til min kunst neriske produktion; er værk stedet stort, så er projekterne og værkerne store, men er det lille, så er værkerne små. Jeg husker især engang, jeg boede på et mikroskopisk værelse i Cork, hvor der næsten kun var plads til en seng, og i min tid dér bestod mine værker af små kvadratiske 4x4 cm blæk tegninger. I dag er situationen en helt anden, jeg er virkelig en heldig kartoffel, da jeg i mine øjne har et kæmpe stort værk sted, hvor jeg virkelig har plads til at udfolde mine tanker.

Når jeg træder ind i mit værksted, er det et særligt rum, hvor jeg forsøger at lukke alt andet ude og kun fokuserer på de koncepter, jeg arbejder med. Jeg bestræber mig på at være meget disciplineret såle des, at jeg arbejder koncentre ret, imens jeg er der.

Jeg udtrykker mig igennem mange forskellige medier såsom maleri, installa tion, keramik, video, tekstil, etc. Det betyder, at mit værk sted transformeres konstant afhængigt af, hvad det er for et projekt, jeg arbejder på. Jeg ser mit værksted som et godt Lego-sæt, der kan laves om hele tiden og tilpasses min proces. Denne alsidighed gør det også nødvendigt at holde en vis orden – alt har en plads!

I virkeligheden har jeg værksteder på flere lokationer: jeg har nemlig et mindre værk sted i mit hjem og et keramik værksted i et skur i haven og så mit primære og største værksted. Dette bruger jeg

hovedsageligt til at male, lave mine stop motion-film, lave grafik, fotografere færdige værker og som undervisnings lokaler til kurser. Jeg har ikke vand i værkstedet, men bruger et system af vandforstøvere, spande og klude til at holde udstyr og værktøj rent. Jeg kan godt lide at tænke, at det er lidt mijøvenligt på grund af vandbesparelsen.

Jeg holder meget af mit nuværende værksted, ikke kun fordi jeg kan skabe og udfolde mine tanker, men også fordi det er så tæt på, hvor jeg bor. Jeg har børn på henholdsvis ni måneder og tre år, og så er det enormt prak tisk i hverdagen, at jeg ikke skal køre længere end tre mi nutter hjemmefra for at kom me på arbejde.

I 2019 skulle jeg forbere de en stor soloudstilling i Kunstpakhuset og kunne se, at mine ambitioner for udstillin gen ville være svære at udføre uden et værksted udenfor mit hjem. Jeg havde allerede fået støtte til projektet og var under pres i forhold til at færdiggøre værkerne til udstillingen, da jeg kom kørende forbi et stort orange skilt, hvor der stod ‘Kontor til leje’. Bygningen er en 60’er-70’er kontorbygning fuld af IT-firmaer, men jeg kontak tede udlejeren og jeg var så heldig han havde et rum, som jeg måtte leje til at lave min film. Og de otte måneder jeg skulle havde lejet det, er indtil nu blevet til tre år.

5 Kunstnerens værksted
FOTO Privat

Kunstens nye frirum i psykiatrien

Med det nyetablerede Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed har Danmark for første gang fået en offentlig, sundhedsfaglig instans, der udelukkende fokuserer på kunstens rolle i at skabe trivsel, håb, fællesskab og omsorg for personer med psykiske lidelser. Alt sammen baseret på et ligeværdigt møde mellem psykiatribrugere, sundhedsprofessionelle og kunstnere.

Bag centret står Foreningen Kunst og Mental Sundhed, der blev stiftet i 2019 og udspringer af forskningsprogrammet REWRITELIZE, der siden 2017 har udviklet deltagerfokuserede kunstgrupper i psykiatrien og forsket i effekterne. Efterføl gende er aktiviteterne udvidet til også at omfatte blandt andet billedkunstpro jekter, og sidste år blev centret så etableret med støtte fra Det Obelske Familie fond. Velux Fonden og Statens Kunstfond har også ydet tilskud til aktiviteterne i centret, der med fokus på kunsten viser markant nye veje for psykiatrien herhjemme.

Det er gået bemærkelsesværdigt hurtigt for centret at skabe politisk lydhørhed for sit arbejde: Fra i år er det kommet på finansloven som et nationalt videns- og kompetencecenter, og nu er det rykket ind i det tidligere Sankt Eli sabeth Hospital fra 1904, som – udover centret – også huser fire af Psykiatrisk Center Amagers ambulante teams.

6
og mental sundhed
Kunst
AF Miriam Katz

Her, i de københavnske nonnesøstres smukke hospital, hvis forhal og hovedtrappe prydes af Danmarks næststørste freskomaleri, skabt af kunstneren Jais Nielsen i 1928-35, er en række billedkunstnere, kuratorer, forfattere, film- te ater- og lydfolk den seneste tid blevet tilknyttet centrets tværfaglige team.

Billedkunsten i centret

De billedkunstneriske aktiviteter i Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed foregår dels i et åbent billedkunstværksted, hvor man frit kan komme og for eksempel arbejde med maleri, tegning, plantefarvning, fotografi eller vævning. Dels i korte og længere workshopfor løb, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde tæt sammen med etablerede billedkunstnere – og med hinanden. I grupperne er der altid en sundhedsfaglig co-terapeut med, som har fo kus på deltagernes trivsel i processen. Læger og centrets andre sundhedsfaglige behandlere deltager på lige fod med psykiatribrugerne i kunstgrupperne.

For at kunne deltage i en billedkunst gruppe som psykiatribruger skal man have en forsamtale med en af centrets sundhedsfaglige medarbejdere. Desuden skal man sige ja til at blive interviewet før, under og efter forløbet. Forskere på centret følger nemlig arbejdet i kunstgrupperne tæt for at få ny viden om kunstens rolle i såkaldte ’recovery’-forløb.

Udover de deltagerfokuserede kunst grupper huser centret også en udstillingsplat form, der er åben for offentligheden, men som primært er rettet mod de daglige psykiatribru gere, personale og pårørende. Både udstillin gerne og de øvrige kunstneriske aktiviteter arbejder bevidst med viljen til at skabe et trygt og omsorgsfuldt rum for mennesker med neu rodiversitet, psykiske lidelser og traumer.

Åbningsudstillingen i Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed var M/OTHER, hvor en række samtidskunstnere undersøgte moderskabet i en interaktiv kunstinstallation. Den blev kåret som Bedste Udstilling i 2021 af Dagbladet Information.

Fra i år har centrets udstillingsplatform fået navnet ØMME KNAPPER, en titel der re fererer til den amerikanske digter Gertrude Steins hovedværk ‘Tender Buttons’. Ønsket er at undersøge ømhedsbegrebet fra en

kunstnerisk vinkel, der både udfordrer, kritiserer og samarbej der med det psykiatriske system og synet på mental sundhed.

ØMME KNAPPER præsenterer næste år fire soloudstil linger af kunstnerne Alice Topsøe-Jensen, Bobbi-Johanne Østervang, Melanie Kitti og Monia Sander Haj-Mohamed. Ud stillingsserien afsluttes desuden af udstillingen Utopisk Hospi tal, udviklet i et samarbejde med centrets brugere og kunstnere, og suppleres af performances, workshops, læse- og samtale grupper, panelsamtaler og symposier med fokus på psykisk sygdom, kunst og politik.

På de følgende sider kan du møde tre billedkunstnere samt centrets stifter, der fortæller om arbejdet i feltet mellem kunst og psykiatri.

7
Anna Rieder, Sidsel Welden, Olivia Lund. Ømhedsaktivistisk Hvilerum, 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

GUDRUN HASLE

BILLEDKUNSTNERE

I DET NYE CENTER

Kunst giver taletid til mennesker i psykiatrien

Her i efteråret har billedkunstner Gudrun Hasle afholdt en workshop for brugere og personale på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Og det har været en stærk, positiv oplevelse, fortæller hun:

”Centret er lykkedes med at samle nogle enormt dygtige kunstneriske og kreative men nesker, som så tilfældigvis har en psykiatrisk diagnose eller er psykisk sårbare. Når man kommer ind i et mødelokale på centret, er man i tvivl om, hvem der er syg, og hvem der er rask. De der hierarkier er der ikke. Psykiateren og værkstedleder er med i skrivegrupper og workshops. De deltager og skaber værker, lige som dem, der har en psykisk lidelse,” siger Gudrun Hasle.

Indgangsvinklen for hendes kunstneri ske arbejde i centret var, at deltagerne er stærke og har mange ressourcer, men at nogle af dem også har det svært i perioder.

”Mange har brug for at zappe ud af de krav, der stilles i samfundet, en gang imellem. Og så komme tilbage igen, når de har fået det bedre, eller når deres medicin er begyndt at virke. Den rummelighed ville jeg ønske, at vi som samfund var meget bedre til at give hin anden. Mange af os har brug for at zappe ind og ud på den måde,” siger hun.

Center for Kunst og Mental Sundheds deltagerfokuserede kunstworkshops ledes 2022-23 af kunstnere som for eksempel Astrid Gjesing, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Søren Lose og Jakob Jakobsen. Som pilotprojekt startede i efteråret 2022 to korte workshopforløb ad fire gange med billedkunstnerne Gudrun Hasle og Peter Linde Busck.

”Jeg er selv psykisk sårbar og har erfaringer med psykiatrien. Det fortalte jeg også deltager ne på førstedagen af workshoppen. For jeg kan godt lide at være i et rum, hvor man ved, at man har et fælles udgangspunkt.”

”Min historie handler blandt andet om selvskade, og mit ’held’ har været, at der i de perioder, hvor jeg har været indlagt, altid har været en sundhedsfaglig person, som har set mig som hele det menneske, jeg er, i stedet for kun at se mig som en diagnose. Det gjorde, at jeg ikke hele tiden behøvede at bevise, at jeg også er klog og kan mange ting, selvom jeg var syg.”

”Jeg oplever, at centret her giver bruger ne samme mulighed for, at man kan blive set som den, man er, og blive mødt dér, hvor man er, i stedet for kun at blive set som psykisk syg. Og de folk, der deltager i centrets kunstneriske projekter, er så vilde! Selvom mange af dem har meget at slås med, så har de masser af ressourcer, både kunstnerisk, kreativt og menneskeligt.”

Alt er tilladt

Gudrun Hasle er blandt andet inspireret af sprog og billeder, hun har mødt hos personer med skizofreni.

”I min workshop bad jeg for eksempel deltagerne om at tegne deres kropssilhuetter på store papirformater, og så skrive ord og sætninger, der beskriver følelser, og placere dem på kroppene. Det var der flere af deltager ne, der gjorde på deres egen måde. Én kunne ikke rumme alle sine følelser og forvandlede derfor sin krop til en busk, så hun kunne gem me sig. En anden tegnede en hel masse øjne og placerede dem overalt på kroppen.”

8 Kunst og mental sundhed

”Det gav mig meget at være med i deres proces. Det er fedt at være i et rum, hvor vi kan tale om, hvordan vi oplever verden, og at vi alle oplever verden forskelligt, uanset om vi har en diagno se eller ej. Det hele er tilladt.”

Hendes plan for workshoppen var, at krops-tegningerne skulle bruges som skitser til at lave en slags huse med følelser, som skulle broderes og sys sammen i ét stort patchwork tæppe. Men det viste sig at være lidt meget at skulle nå på de fire gange, deltagerne mødtes i workshoppen. Også fordi der kom nogen indlæggelser ind over.

”Så nu må vi se, hvor projektet ender. Som kunstner, der arbejder i psykiatrien, tror jeg, det er ekstra vigtigt, at man er åben og lyttende. At give plads til at møde folk dér, hvor de er. Og så se, hvad der sker,” siger hun.

At være sig selv i kunsten ”De folk, jeg møder her, er utroligt stær ke. De har så meget at give, og det er et kæmpe spild, hvis de ikke får mulighed for at udtrykke sig og blive set som de ressourcefulde menne sker, de er. Men mange af dem har det rigtig hårdt, og det tror jeg er noget, mange kunstne re kender, fordi mange kunstnere selv er psy kisk sårbare. Måske har du som kunstner netop klaret dig, fordi du har fået mulighed for at være dig selv i kunsten,” siger Gudrun Hasle. Som kunstner – og som psykisk sårbar – ser man ofte verden på andre måder end de fleste,

hun.

9 Kunst og mental sundhed
tror
”Det skæve blik på virkeligheden, det kan kunsten give videre til resten af verden. Kunsten kan give mennesker i psykiatrien taletid, og det tror jeg er meget vigtigt. For det er ikke kun de ’raske’, der skal hjælpe de ’syge’. Vi har brug for hinanden.”
Katinka Fogh Vindelev og Marie Kølbæk Iversen, Gravitational Shift, 2019, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

ASTRID GJESING

I kunsten kan patienter og behandlere mødes i øjenhøjde

”Jeg arbejder ofte med sproglige udsagn i min kunst, og mine projekter er ofte deltagerfoku serede. Så jeg ved en del om, hvordan man hurtigt etablerer tillid og åbenhed. Og oplever også, at mange har lyst til at dele deres historier med mig. Der opstår tit nogle virkelig fine samtaler,” fortæller hun.

Billedkunstner og digter Astrid Gjesing er en af de kunstnere, der har været inviteret til at holde workshop på Center for Kunst og Mental Sundhed. I skrive- og syworkshoppen, som fandt sted i marts i år, valgte hun at arbejde med udsagnet ’Er på vej’.

”Mange psykisk syge oplever at være frosset fast og ikke kunne komme væk fra sygdommen og fra det psykiatriske system. Derfor syntes jeg, det var spændende at under søge, hvad der kunne komme ud af skriveop levelsen og samtalerne om det udsagn i grup pen,” fortæller hun.

Forudsætningen for, at sådan en proces bliver god er, at man som kunstner kan skabe tryghed og fællesskab i rummet, forklarer Astrid Gjesing. Og den tillid har hun efterhån den mange års erfaring med at skabe, både i sine kunstprojekter og som underviser.

Et eksempel er Astrid Gjesings kunst projekt ’Noter til ensomhed’, der begyndte på kunstfestivalen Manifest07 i Aarhus. Hver dag i en uges tid placerede hun sig med sit trans portable sybord og sin mors broderegarn for skellige steder i byen, blandt andet foran Domkirken.

”Jeg sad og syede, og ved siden af mig havde jeg en tom stol, hvor folk kunne sætte sig ned og tale med mig. Det blev til mange personlige beretninger, blandt andet om en somhed. Nogle af de ord og sætninger, der kom ud af samtalerne, broderede jeg på fine gamle lommetørklæder, som jeg havde efterlyst i lo kalavisen og fået doneret af kvinder, som havde haft dem liggende i årevis og ikke kunne nænne at smide dem ud.”

De broderede lommetørklæder blev senere til en kunstinstallation, der blev udstil let på Kvindemuseet i Aarhus. I et nyere pro jekt, ’Alt forladt’, som hun lavede i sommer, indsamlede hun også folks fortællinger og broderede brudstykker af deres udsagn på lommetørklæderne, som siden blev vist på Gellerup Bibliotek.

10 Kunst og mental sundhed
Broderede kniplingslomme tørklæder fra Astrid Gjessings workshop på Center for Kunst og Mental Sundhed.

”Jeg satte udsagnet ’Alt forladt’ op i gul neon på en gavl på en af de bygninger i Gellerupplanen, der skulle rives ned på grund af renovering og genhusning. Og så ringede jeg på hos beboere i 96 lejligheder i bygningen og spurgte dem, om de ville dele begivenheder fra deres liv i bebyg gelsen med mig. Det ville de fleste gerne.”

En at spejle sig i

At skabe tryghed i workshoppen på Center for Kunst og Mental Sundhed er en anderledes opgave end i mange af hendes kunstprojekter, fortæller Astrid Gjesing.

”Deltagerne kan være skrøbelige, så der er mere fokus på den enkelte, og der er altid en co-terapeut med, som kan træde ind og hjælpe, hvis nogen får det dårligt. Der blev grædt me get, og nogle valgte også at forlade workshop pen, fordi det blev for meget for dem. Men jeg oplevede, at der var et stærkt engagement, og at der opstod stor tillid og åbenhed mellem os.”

”Jeg har selv erfaring med psykiatrien, jeg har bipolar lidelse, og det fortalte jeg selv følgelig deltagerne. Fordi jeg synes, det er vig tigt for især unge psykisk sårbare at kunne spejle sig og se, at selvom man har en psykia trisk diagnose, så kan man sagtens leve et godt og spændende liv. At en diagnose ikke behøver at definere én som person.”

Gjesing indledte workshoppen med at læse digte op for deltagerne, først var det Inger Christensens ’Alfabet’-digte. Det satte en stem ning, hvor deltagerne så arbejdede ud fra udsag net ’Er på vej’. Her blev skabt tekster og sætnin ger, som de hver især kunne arbejde videre med, læse højt for hinanden og kommentere.

”De ord og sætninger, der kom ud af processerne, broderede vi på de gamle knip lings-lommetørklæder, jeg tidligere har fået foræret. Der er noget med selve materialet, de fine tekstiler, som bæres så tæt på kroppen og har opsamlet mange tårer gennem tiden, som giver noget særligt i det her arbejde,” siger hun.

At skabe et nyt sprog sammen Workshoppen var ikke kunstterapi, understre ger Astrid Gjesing.

”Man efterlader sin diagnose uden for døren og går ind i et frirum. Deltagerne har måske fælles erfaringer, men vi krænger ikke vores inderste ud. Vi undersøger, hvad der sker,

når man åbner for et fællesskab om en kunstnerisk proces. Det udvider behandlingsfeltet uden at det er behandling, og det er enormt givende som kunstner at være med i. Det inviterer til at skabe et nyt poetisk sprog.”

Det vigtigste ved arbejdet på centret er, synes kunstne ren, at behandlere og patienter kommer mere i øjenhøjde.

”Det betyder alverden. Som patient i psykiatrien har jeg selv oplevet, hvordan læger og behandlere er bange for at træde ud af deres professionelle rolle og involvere sig som medmen nesker. Det sprog, der bruges i psykiatrien, skaber en enorm distance til patienterne. De lærer jo den her professionelle selvforståelse på deres uddannelse, men tit har jeg haft lyst til at ruske en overlæge og råbe ’så kom da til stede!’ når jeg har haft et møde om min behandling.”

”Her på centret er det helt anderledes. Det er fantastisk, at overlægen, psykiateren og andre sundhedsprofessionelle selv er med og involverer sig i de kunstneriske processer. Via de her kunstprojekter får man kendskab til andre sprog. Det betyder, at man tør mere, både som patient og behandler. I bedste fald betyder det også, tror jeg, at man kan møde hinanden som medmennesker på lige fod i psykiatrien. Det ville betyde alver den for mig at have mødt den indstilling i de perioder, jeg har været indlagt. Ellers er det kun halvdelen af mig, der bliver behandlet. Derfor er det så dejligt at se det arbejde, der er i gang her, og selv være med i det.”

11 Kunst og mental sundhed
Anna Rieder, Sidsel Welden, Olivia Lund. Ømhedsaktivistisk Hvilerum, 2021. Fra udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

PETER FRANCESCHI

Vi har en legende tilgang til kunsten

Billedkunstner Peter Franceschi har arbejdet med kunst i psykiatrien siden 2015, hvor han blev ansat i et nyetableret tværfagligt aktivi tetsteam på Psykiatrisk Center Amagers luk kede afdelinger. Her fik han, der er uddannet glaskunstner og i sin egen praksis arbejder med blandt andet maleri og fotografi, mulig hed for at bygge et billedkunstværksted op helt fra bunden.

”Formålet var at forbedre forholdene for de indlagte. Efter en årrække, hvor kunsten stort set havde været ude af sundhedssektoren, opstod der igen en åbenhed overfor kunsten. Det gjorde, at vi fik mulighed for at bringe kunst ind i hverdagen på de lukkede afdelinger, som jo ofte er svære og ensformige steder at være som patient,” fortæller han.

”Vi oplevede, at værkstedet kan være et refleksionsrum, hvor man som indlagt er fri til at lege og være sig selv, og for en tid måske komme på afstand af det mere sygdomspræge de blik, som naturligt nok er det herskende på afdelingen. Samtidig havde vores team meget fokus på nedbringelse af tvang. Kunstneriske aktiviteter kan være med til at forhindre, at situationer kommer så langt ud, at tvang bliver nødvendigt, fordi patienterne får mulighed for at trække sig fra larm eller koncentrere sig om noget, som ikke er sygdomsorienteret.”

I dag deler Peter Franceschi sin tid mel lem billedkunstaktiviteterne på Psykiatrisk Center Amagers lukkede afsnit og sin rolle som leder af det åbne billedkunstværksted på Na tionalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Og selvom han begge steder holder styr på materialer og redskaber, og vejleder brugerne i kunstneriske teknikker, så er billedkunstens rolle meget anderledes på Center for Kunst og

Mental Sundhed end på de lukkede psykiatriske afsnit, fortæller han: ”På den lukkede er der ikke så meget at tage sig til for patienterne, værkstedet er et af få muligheder for et positivt afbræk i hverdagen som indlagt. Men på Center for Kunst og Mental Sundhed kommer folk ikke nødvendigvis forbi billed kunstværkstedet i det daglige. De skal opsøge det selv. Samtidig er brugerne her i meget bedre forfatning, de er udskrevet og går i ambulant behandling,” forklarer han.

12 Kunst og mental sundhed

Frihed til at skabe på egne præmisser

Man kan blandt andet tegne, male, sy, væve eller arbejde med et fotoprojekt i det åbne bil ledkunstværksted, der ligger lyst og roligt på 2. etage i det tidligere Sank Elisabeths Hospital med udsigt over byens tage. Udover Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed huser den smukke gamle bygning også Psykiatrisk Cen ter Amagers ambulante teams og den såkaldte OPUS-indsats, og nogle af værkstedsbrugerne er også blevet henvist direkte derfra. Men alle har forskellige grunde til at komme, både kunstneriske og sociale. Nogle er der måske ti minutter, så har de ikke kræfter til mere. Andre kommer og arbejder i værkstedet kontinuerligt og fokuseret i timevis.

”Jeg fungerer som en slags skaffer, der sørger for materialer eller måske kommer med en god idé til, hvordan man kan komme videre i sin kreative proces, hvis der er brug for det. Men egentlig holder jeg mig mest i baggrunden. Folk skal have ro til deres aktiviteter, og jeg står til rådighed, hvis de vil bruge mig,” siger Peter Franceschi.

”Jeg prøver at møde folk der, hvor de er. Giver dem måske ideer og dessiner, men ellers lader jeg folk arbejde helt frit.”

”Mange er virkelig dygtige kunstneriske og kreative folk, som bruger værkstedet som en kreativ base, der kan skabe struktur i hver dagen. Men her kommer også folk, som slet ikke har erfaring med at arbejde kreativt, og som pludselig opdager, at det kan være utroligt givende for eksempel at tegne eller male. Det er meget spændende at være vidne til deres processer,” siger han, der desuden er tovholder for centrets åbne scene, som danner ramme for blandt andet oplæsninger og performances den sidste torsdag i hver måned.

Nej, det er ikke kunstterapi Udover det åbne billedkunstværksted tilbyder centret løbende billedkunstneriske workshops, hvor deltagerne arbejder tæt sammen med etablerede kunstnere på små hold. Men hvad kræver det at arbejde som billedkunstner i psykiatrien?

”Jeg arbejder selv meget intuitivt,” siger Peter Franceschi. ”Men jeg vil sige, at det nok kræver tålmodighed, afstemning af ambitioner og at man er lydhør og har en grundlæggende imødekommende tilgang, båret af sympati og empati. Egentlig synes jeg ikke, at vores arbejde her adskiller sig så meget fra at undervise i kunst på en højskole. Men det er klart, at vi har at gøre med folk, der kan være skrøbelige. Derfor er der altid en sundhedsfaglig co-tera peut med i de mindre kunstgrupper, når kunst nere holder workshops, og som kan tage sig af de ting, der kan ske undervejs. Så kunstneren ikke står alene med ansvaret.”

”Hensigten med det billedkunstneriske arbejde er ikke direkte terapeutisk, men indi rekte er det måske. Den måde vi har bygget værkstedet op på, er som i 1940’erne, før kunst terapien kom ind i sundhedssektoren. Dengang hentede man typisk en professionel kunstner ind udefra, og så stillede vedkommende værk stedsmuligheder til rådighed for patienterne, men trådte ellers tilbage fra brugernes skaben de proces. Det er det samme, vi gør her. Vi har en legende tilgang til kunsten, vi leder ikke efter noget andet end et billede. Det kan være skræmmende for nogle, men er meget frigø rende for andre,” fortæller han.

M/OTHER vistes på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed i 2021 og præsenterede arbejder af en række danske og udenlandske samtidskunst nere- og tænkere, blandt andre: Signe Johannessen, Mary Maggic, Eva Tind, Maya Sialuk Jacobsen, Nanna Lysholt Hansen, Alexis Pauline Gumbs, Mia Edelgart, Michala Paludan, Tabita Re zaire, Marie Kølbæk Iversen & Katinka Fogh Vindelev, Loup Rivière, Nazila Ghavami Kivi, Sophia Luna Portra, Eli sabeth Kiss, Astrida Neimanis, Mette Clausen, Anna Rieder & Sidsel Welden & Olivia Lund.

Udstillingen var et samarbej de mellem Laboratoriet for Æstetik og Økologi og Center for Kunst og Mental Sundhed og blev kurateret af Ida Bencke og Laura Gerdes-Miranda i samarbejde med udstillingstekniker Rasmus Brink Pedersen.

Fra 2023 har centrets udstil lingsplatform fået navnet ØMME KNAPPER. Her vises i løbet af året so loudstillinger af Alice Topsøe-Jensen, Bobbi-Johanne Østervang, Melanie Kitti og Monia Sander Haj-Mohamed. Læs mere på ckms.dk

13 Kunst og mental sundhed
Loup Riviére, Armes Molles / Soft Weapons 2021 og Elisabeth Kiss, Hvem Bærer Dig? , 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

Pendulet svinger

Peter Franceschis egen indgang til arbejdet med kunst i psykiatrien bunder i en kærlighed til såkaldt Art Brut – den franske kunstner Jean Dubuffets betegnelse fra 1940’erne for værker skabt af personer udenfor det konventionelle kunstliv, for eksempel psykiatriske patienter eller socialt udsatte.

”Art Brut er måske et outdated begreb, men de her kunstneriske udtryk har altid op taget mig, fordi de er så uforudsigelige og ufiltrerede. Det kan være ubegribeligt, men alligevel begribeligt, fordi det alment menne skelige træder igennem, men er iblandet noget helt igennem egensindigt. Ofte monomane og meget forskelligartede, bjergtagende værker.”

På udstillingsstedet RÅKUNST, som han driver i forbindelse med sit værkstedsarbejde på Psykiatrisk Center Amagers lukkede afsnit, vises løbende værker skabt af patienter. Udstil lingerne har mødt stor interesse fra publikum – og Peter Franceschi oplever, at der generelt er opstået en større åbenhed overfor kunsten i psykiatrien de seneste år:

”Det er som et pendul, der svinger frem og tilbage. For mig ser det ud til, at kunsten nu er ved komme ind i varmen igen, efter at have været ude i kulden et par årtier. Meget af det spændende kunstneriske arbejde, som var bygget op i psykiatrien i 1980’erne, blev jo des værre efterfølgende lukket ned. For eksempel havde Aarhus’ Psykiatrisk Hospital Risskov værksteder, forlag og gartneri. Men nu blom strer den form for initiativer op igen rundt omkring, blandt andet her. Heldigvis!”

Ligeværdige møder

Kunsten har på forskellig vis spillet en rolle lige siden psykiatriens begyndelse. I 1940’erne brugte radikale kunstnere, læger og aktivister kunsten aktivt på psykiatriske hospitaler i Frankrig. Disse pionerer nivellerede blandt andet hospitals-hierarkierne: Alle deltog i fæl lesskab i at skabe kunst, de indlagte, kunstner ne og personalet. Forskellen mellem ’gal’ og ’normal’ blev ofte udvisket – i en sådan grad, at det ikke altid var befordrende for deltagernes psykiske helbred.

Der gås absolut ikke til samme yderlig heder på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed, hvor omsorg og trygge rum er i fokus.

Men den anti-hierarkiske tankegang er tydelig. Det ligeværdige møde mellem patient, behandler og kunstner præger alt cen trets arbejde.

”Selvom du måske har en sundhedsfaglig eller kunstne risk autoritet, træder du ikke ind i et rum med den. Vi prøver at skabe et rum, som ikke er stigmatiseret, og hvor det er nød vendigt at være lydhør overfor ens næste. I den sammenhæng er kunsten meget givende. Den gør det muligt at opdage, at godt nok er folk syge, men de er også alt mulig andet end det. De har også ressourcer,” siger Peter Franceschi.

Han ser på ingen måde kunsten som et alternativ til psykiatrien, men den er et vigtigt supplement, mener han: ”Kunsten kan gøre psykiatrien bredere og mere humanistisk. Det er det, der er ved at ske nu, tror jeg.”

”Men vi er alle forskellige, og kunst virker ikke på alle. For nogen vil fysisk træning og gymnastik være det rigtige, andre kan bruge kunsten i deres proces. Jeg håber, kunsten og de humanistiske fag får mere plads i psykiatrien, så den får større spændvidde og rummelighed.”

Men virker kunsten – får man det bedre af at arbejde kunstnerisk og kreativt, når man er psykisk sårbar?

”Jeg ville ønske, jeg kunne svare skråsikkert ja til det spørgsmål,” smiler Peter Franceschi.

”Men det er nok ikke så enkelt. Man får det ikke nødven digvis bedre af at arbejde med kunst. Men det at fokusere og reflektere over noget andet, at være i en skabende proces i den tid man kan overskue det, kan være godt. Det skal ikke forceres, det må komme indefra som en lyst eller et ønske. Det kan ikke skematiseres. Nogle vil være alene, andre vil gerne være sam men. I England har man forsket i effekten af kunstneriske in terventioner i sundhedssektoren og har fundet ud af, at folk trives bedre efter at have deltaget i et kunstnerisk forløb. Og her på centret har vi også tilknyttet forskere, der undersøger kunstens værdi for deltagerne. For mig at se handler arbejdet med kunst i psykiatrien om at få plads til de hele mennesker, vi er. Syge, raske og midt imellem. Men kunsten er ikke et hur tigt fix.”

14 Kunst og mental sundhed
Signe Johannessen, Deposition for Recovery , 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker. Nanna Lysholt Hansen & Stathis Tsemberlidis, Dear Daughter/Sen_sing_Inannainanna (Russ, Shiva, Klein) , 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

Kunsten inviterer os til at turde lidt mere

Side om side med sine patien ter sidder overlæge i psykiatri Birgit Bundesen og skriver, læser, tegner, klipper, syr og maler, når kunstgrupperne samles på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed. Her vejleder professionelle kunst nere deltagerne i, hvordan de kan bruge blandt andet billed kunstneriske og skønlitterære metoder. Sammen skaber de billeder og tekster, lytter til hinanden og taler om, hvad der er på spil i værkerne.

”En dag havde jeg skre vet en rigtig trist efterårs tekst. Bagefter kom en af pa tienterne hen og klappede mig på skulderen og sagde: ’Jeg ved hvor godt, hvordan det er at være så trist. Men husk, det bliver altid forår igen’. Et øje blik havde han glemt, at jeg var lægen. Jeg var bare et medmenneske, man godt lige kunne trøste lidt. Og det sker faktisk ret tit i vores kunst grupper,” fortæller Birgit Bun desen, da Billedkunstneren møder hende i centret på det tidligere Sankt Elisabeths Ho spital, der udover det nyetab lerede Center for Kunst og Mental Sundhed også huser fire af Psykiatrisk Center Amagers ambulante teams.

Birgit Bundesen understreger, at selvom læge-patient-roller ne blødes lidt op i centret, så holder hun ikke op med at være lægen. Hun er meget be vidst om, at hun har et ansvar og en magt, som patienterne ikke har.

”Det, vi prøver at få til at ske her, er en genforhandling af rollerne som læge-patient, rask-syg, magtfuld-afmægtig. Og kunsten kan åbne nye rum, hvor vi tør lidt mere. Det, at vi er fælles om at deltage i de kunstneriske processer, åbner for en opblødning af struktu relle roller og gør, at rummet kan blive mere trygt,” siger hun, der ikke er tilhænger af begrebet safe spaces. I stedet kalder hun det brave spaces: ”Vi tror, at forandringer sker der, hvor muligheder står åbne, og det gør de i kunsten. Men det er ikke kun positivt, det kan også nogle gange gøre ondt og være farligt at arbejde med kunst. Derfor er vi meget optagede af at skabe et sikkert, kreativt rum, et såkaldt hol ding environment. Vi kalder det et ’ømt’ rum, forstået som et rum, der kan give sig begge veje, og hvor vi udviser mod og vilje til at gå i dialog med folk, som er anderledes end os selv.

15 Kunst og mental sundhed

Det kræver også, at lægen tør rykke sig ud af sin kittel og er villig til at indgå i almenmenneske lige relationer med sine patienter. Selvom jeg er læge, sidder jeg ligesom de andre deltagere i gruppen med en usikkerhed, når jeg skal skrive en tekst. Synes underviseren nu, at jeg er dum? Vil de andre grine af mig, når de læser min tekst? Men jeg er ikke naiv og tror, at nu er vi alle lige. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg har den sundhedsfaglige ekspertise og for eksempel også får en høj løn for at være her, hvilket psy kiatribrugerne jo ikke gør,” konstaterer hun.

Kunsten åbner nye rum

I de rum, kunsten skaber, bliver deltagerne fri til at være andet end deres diagnoser og – for behandlernes vedkommende – deres profes sioner.

”Kunsten sætter nogle tydelige spillereg ler, som vi er fælles om, og som er ens fra gang til gang. Her spørger vi ikke hinanden om sygdom, eller om hvad vi laver i hverdagen. Vi arbejder udelukkende med det æstetiske form sprog, og deltagerne lærer hinanden at kende gennem vores æstetiske signaturer i værkerne.

’Ah, du er hende, der skriver med mange farver’, eller ’ du er ham, der sanser meget med tæerne’. Så er man pludselig ikke en person, der er sindssyg, men én, der skriver på en bestemt måde og sætter et særligt kunstnerisk aftryk,” siger Birgit Bundesen, der begyndte arbejdet med skønlitterære skrivegrupper tilbage i 2017 på Psykiatrisk Center Amagers ungdomspsy kiatriske afsnit, hvor hun er overlæge.

”Jeg kunne se, at vi havde brug for flere og nye måder at møde patienter på. Tilbud som passer til dem, der ikke har tilstrækkelig gavn af den behandling, vi ellers kan give, og som derfor ofte bliver indlagt igen og igen,” fortæl ler hun.

”I begyndelsen var det meget håndholdt, vi sad på papkasser og talte om vores tekster sammen med nogle forfattere, som jeg kender privat. Men jeg så et stort potentiale, og så er det vokset derfra,” fortæller hun, der selv læste litteraturvidenskab, før hun uddannede sig til læge.

”Litteratur har været en naturlig vej ind i psykiatrien for mig, fordi skønlitteraturen kan være en form for simulator, hvor man lærer at

16
mental sundhed
Kunst og
Mary Maggic, Genital (*) Panic 2020, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

sætte sig i andres sted. I kunst og litteratur oplever man, hvordan andres verden ser ud og føles. Som læge skal man kunne det samme: Rykke sig ud af sig selv og ind i en anden krop og verden og forstå, hvad problemet er. Ikke kun hvad jeg tror, problemet er, men også hvad patienten tror, pro blemet er. Og det er ikke altid det samme. Hvis vi ikke finder ud af det, spilder vi nemt hin andens tid, og patienten får det ikke bedre. Kunsten kan åbne for nye samtaler, hvor vi mødes på andre og mere ligeværdige måder, end hvad man almin deligvis gør i psykiatrien.”

For Birgit Bundesen er lægevidenskab først og frem mest en human, mellemmen neskelig disciplin: ”Evnen til at koble og relatere til et andet menneske er en afgørende klinisk evne. Kunsten kan hjælpe med at skabe forbin delser mellem nervesystemer, forbindelser mellem menne sker og mellem mennesker og værker,” siger hun, der i 2019 etablerede Foreningen Center for Kunst og Mental Sundhed sammen med en række ka paciteter fra både psykiatrien, kunstlivet og forskningsverdenen.

Ny opbakning til kunst i psykiatri

Fokus var på at inddrage kunsten og kunstnerne i behandlingsforløb, både under og efter en indlæggelse i psykiatrien. Og i år blev foreningens arbejde forankret i Nationalt Cen ter for Kunst og Mental Sundhed, der nu har en finanslovsbevilling og støtte fra både Veluxfon den og Det Obelske Familiefond i ryggen.

At der i disse år er opstået større opbak ning til at få kunsten ind i psykiatrien, ser Birgit Bundesen som udtryk for en voksende erkendelse af det kæmpestore, globale sam fundsproblem, som psykiske lidelser udgør – og som vi er nødt til at blive bedre til at forebygge og behandle.

”Der er brug for nogle nye, intelligente rum, hvor vi tænker sammen, lærer noget nyt, og lærer af hinanden. Uden at det handler om at præstere eller at man skal til eksamen bagefter. Vi prøver at skabe et anderledes rum, som ikke er et ho spital, men som heller ikke ikke er et hospital. Ordet hospital kommer jo af ordet hospice, som betyder gæstfrihed, og vi arbejder med en gen forhandling af hospitalet som et gæstfrit sted, hvor vi har fokus på noget andet end medicinsk behandling. Det betyder ikke, at vi er imod medicin, men for nogle patienter har medicin ikke den ønskede virkning, eller det har for mange bivirkninger, og dem skal vi også kunne tilbyde forløb, som hjælper dem videre.”

Der er brug for at skabe flere broer mel lem psykiatrien og det omkringliggende sam fund, hvis man vil gøre sig håb om at nedbringe psykisk lidelse i befolkningen, mener hun. Og kunsten er en af de broer.

”I vores kunstgrupper er der mulighed for at lege og lære noget nyt i et trygt rum. Det er en form for selvomsorg, som kræver, at vi parkerer det, vi har lært om konstant at optime re os selv, konkurrere og være bedre hele tiden. At blive koblet af den tænkning, der gennem syrer opfattelsen af individet i det sen-kapitali stiske samfund, kan være utroligt givende. Det er et mindset, som er med til at gøre folk syge,” siger Birgit Bundesen, der på et længere arbejds ophold på en lukket, retspsykiatrisk afdeling på et sygehus i Schweiz for år tilbage selv oplevede, hvad der er muligt, når psykiatrien arbejder ud fra et andet, mere holistisk mindset.

Vigtige øjenåbnere ”Dér har patienterne blandt andet ad gang til kunstværksteder, gartneri og stalde. Man kan uddanne sig til metalsmed, mens man er indlagt, eller arbejde i hospitalskøkke net. Lige så snart man er rask nok til at deltage i en aktivitet, bliver man sat i arbejde. Kunst, håndværk og sociale fællesskaber er integreret i behandlingen, og terapeuterne deltager selv, sammen med patienterne. I det schweiziske civilsamfund er der også stor åbenhed for for eksempel at tage folk i praktik, når de udskri ves fra en psykiatrisk afdeling. Det gjorde stort indtryk på mig at se, at når man henvender sig til patienternes raske side, kan folk tit meget mere, end man tror,” husker hun.

17 Kunst og mental sundhed
Mary Maggic, Genital(*)Panic, 2020, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker

”Der er altid en syg og en rask side, og vi mang ler flere tilbud i psykiatrien, som henvender sig til folks raske side. Det har for eksempel været en kæmpe øjenåbner for mig at se unge men nesker, som måske har været indlagt i ti må neder uden at ville sige et eneste ord til mig inde på lægens kontor, som pludselig åbner op og kan freestyleog skrive komplicerede, tre-le dede rim à la Eminem, når de deltager i en af vores workshops med en professionel rapmu siker. Jeg opfattede dem som helt lukkede ned, men de havde en stor, levende indre verden, som jeg ikke havde adgang til, simpelthen fordi jeg ikke henvendte mig til den.”

Hvis psykiatrien kun henvender sig til den syge side, risikerer man, at sygdommen fryses fast i et altdominerende narrativ, som en identitet, der kan være svær for patienten at bryde ud af, mener Birgit Bundesen. Det stik modsatte sker i kunstgrupperne. Her er man fri til at være alt muligt andet end sin sygdom. Og de kunstnere, der leder centrets deltagerfo kuserede kunstgrupper, er en blandet skare, fortæller hun:

Kunstnerisk arbejde, ikke kunstterapi

”Fælles for de kunstnere, vi arbejder med, er, at de selv bruger deres kunst til at mestre livet med. Samtidig er det vigtigt at understrege, at det ikke er kunstterapi, vi bedriver i grupperne. Vi oplærer kunstnerne til ikke at gå ind i ind holdet, de er ikke terapeuter, og der er altid en sundhedsfaglig co-terapeut til stede. Kunstne ren har den kunstneriske ekspertise og styrer de kunstneriske processer. Vi lægger vægt på, at kunstnerne mestrer det æstetiske formsprog, og kan lægge en nøgtern distance til indhold i værkerne. Kunstnerne skal vejlede deltagerne i at se på værket på kunstens egne præmisser. Vi interesserer os for værkets stemme, og på værket som noget andet end den, der skaber det. Værket er ikke mig, jeg må lyve, fabulere og opfinde ting. Vi går ikke ind og tjekker: Var det nu også sådan i din barndom, som du skri ver i din tekst, eller hvor er dit traume henne i det her billede. Vi leder ikke efter motiver, men præsenterer materialet som et æstetisk pro dukt, man kan tale om på en helt anden måde, end hvis det var ens egne erfaringer, man lagde

18
og mental sundhed
Kunst
Nanna Lysholt Hansen & Stathis Tsemberlidis, Dear Daughter/Sen_sing_Inannainanna (Russ, Shiva, Klein) 2021, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

frem. Den distance er beskyttende, og gør folk mere modige,” siger hun.

At være en dygtig kunstner betyder ikke nødvendigvis, at man er god til at ’holde rum met’ og være en god underviser for deltagerne i centrets kunstgrupper.

”Man skal stå meget stærkt i sin egen kunstneriske praksis og have evnen til at re flektere over den. Og man skal være en tydelig faglig og kunstnerisk autoritet. Nogle af de kunstnere, vi arbejder med, har en dobbelt-eks pertise, fordi de selv har erfaring med psykia trien. På den måde bliver de en slags rollemo deller, som deltagerne kan spejle sig i og se, at man godt kan have et dejligt liv, selvom man har en psykisk sygdom. Det giver håb. Og det er med til at opbygge en kultur, hvor vi afdra matiserer det at være psykisk syg. Det behøver ikke være skamfuldt eller lægge al samtale i gruppen ned, hvis en af deltagerne har en dår lig dag og må forlade rummet et stykke tid. Vi træner vores kunstnere i at have en ublufær dighed omkring psykisk sygdom, men det er heller ikke sådan, at vi sidder og græder over det sammen. Det er bare en naturlig del af rummet, som vi skal navigere i.”

Kunstnere har særlig ekspertise

Ordentlige løn- og arbejdsfor hold har lige fra starten været centralt for centrets samarbej de med kunstnere. Når man tilknyttes centret som kunst ner, får man en god løn, men forventes også at dele sin viden, modtage supervision og indgå i forskerteamets arbejde.

”Vi beder for eksempel kunstnerne sidde med i kolle gernes kunstgrupper, så vi læ rer af hinanden. Også når ting går galt, hvilket de gør hele ti den, for det er jo mennesker og følelser, vi har at gøre med her. Det er en læreproces for os alle sammen. Vi er optaget af, hvordan vi kan få de positive ’drivhuseffekter’, vi ser opstå i de lukkede miljøer i kunst grupperne, til at spire videre

ude i deltagernes levede liv uden for psykiatri en. Derfor følger de forskere, der er tilknyttet centret, arbejdet i kunstgrupperne tæt. De laver et stort, videnskabeligt studie, der prøver at identificere hvilken effekt, kunsten har for deltagerne på både kort og lidt længere sigt. Og kunstnerne sidder med i alle forskningsteamets møder og bidrager med deres ekspertise.”

Allerede til foråret udgiver centret et 2-binds værk på forlaget KLIM, hvor koncepter, øvelser og designs for arbejdet i skrivegrupperne beskrives, så arbejdet med kunst forhåbentlig kan sprede sig til andre steder i psykiatrien. ”Vi oplever meget konkret, at kunstnerne kan bidra ge positivt i vores felt, så jeg håber, at andre kan bruge vores erfaringer,” siger Birgit Bundesen.

”Den passion for kunsten og den måde, kunstnerne ser verden på, tænker vi, er en særlig måde at være i livet på. Vi prøver at finde ud af, om det er noget, kunstnerne kan lære andre. Om man kan bruge kunsten til at etab lere rum i livet, som tør gå imod de almindelige holdninger og forventninger til, hvordan man skal være, og hvordan et godt liv ser ud.”

Kunsten har en modstandskraft over for normative forestillinger, og det er en styrke, som er særlig relevant i psykiatrien, mener hun.

”Når man kronisk har været ude af trit med den såkaldte normalitet, så er kunsten en platform, hvor der er højere til loftet og måske videre rammer for, hvornår man dømmer hin anden inde og ude. Måske kan det faktisk være en fordel at være lidt excentrisk, som jo betyder at være forskudt fra normen. Så vi prøver at udnytte den position, både patienten og kunst nerne har: At være lidt udenfor, eller lidt ude af trit med normalitetsbegrebet og at turde stille sig ved siden af normaliteten – med vilje.

19 Kunst og mental sundhed
Loup Riviére, ArmesMolles/SoftWeapons, 2021 og Elisabeth Kiss, HvemBærerDig?, 2021, Tabita Rezaire, SugarwallsTeardom, 2017, fra Udstillingen M/OTHER. FOTOS Amanda Bødker.

KUNSTNERNE OG KRISEN

Inflation. Energikrise. Forsyningskrise. Både private og virksomheder frygter for den kommende vinter. Udvalgte befolkningsgrupper har fået udbetalt varmecheck, temperaturen sænkes i offentlige bygninger og en milliardstor hjælpepakke skal sænke elafgiften og giver borgere mulighed for at indefryse deres varmeregning. Kulturens område er naturligvis heller ikke gået fri, og flere institutioner har svært ved at få pengene til at slå til og har måttet skride til nedlukninger, fyringer og indstilling af aktiviteter. Hvordan klarer billedkunstnerne sig så i disse tider? Det har vi spurgt seks af dem om.

20 Kunstnerne og krisen

Vi har sagt farvel til vores assistent

”Vi oplever også, at andre mennesker får færre penge mellem hænderne. En privat investor har netop trukket sig fra et pro jekt, fordi virksomheden stod over for at skulle fyre medarbej dere, og syntes ikke, at de kunne forsvare at bruge penge på kunst. Så bliver det blandt andet vores honorar, der nedskaleres. Vi har også fået udskudt en udstilling på et stort museum. Først blev den udsat på grund af corona, og nu har museet ikke penge til at køre den som planlagt, fordi de har modtaget en stor stigning i deres el- og varmeregning. Så den bliver først til noget, når de har økonomi til det. Det er vi megaærgerlige over, for vi går både glip af udstillingsvederlag, eventuelle salg og honora rer for udstilling og eventuel talk – sådan en aflysning kan have mange konsekvenser. Vi mister også den eksponering en ud stilling giver, som kan føre nye ting med sig.”

”Vi har de seneste par år haft en ansat to dage om ugen. Det har været et sats, fordi det har vores økonomi ikke helt kunnet bære, og nu er vi så desværre blevet nødt til at afskedige hende, og det er vi enormt kede af. Vi er også i gang med at udleje noget af vores atelier for at spare lidt på huslejen.”

”Altså, vi lever i Danmark, vi har smør på brødet, vi skal nok klare den. Og at være kunster er under alle omstændigheder en økonomisk bølgegang, så vi tænker lidt; ’den klarer vi også’. Vi kan omstille os, og vi er så privilegerede, at vi har gang i mange udstillinger og projekter. Da vi alligevel arbejder meget med genbrugsmaterialer og ting, vi får forærende, så har vi mulighed for at skalere op og ned. Og heldigvis er der stadig nogle håndtag at dreje på, så vi har ikke mistet modet, og så må vi se, om vi kan finde noget positivt i at have lidt modgang.”

Hesselholdt & Mejlvang: ”Vi mærker også kri sen, kan vi afsløre. Det er typisk, at når kunst nere mødes, så taler de meget om økonomi, og det er skærpet nu. Det er jo en krise, der kom mer oven i en anden krise, det er i virkelighe den en langstrakt krise, der starter med udsæt telser og aflysninger og nedbarberinger, og det lider vi sådan set stadig under, for vi har mistet både indtjening og en masse eksponering, som skulle generere nye invitationer. Der er en punkteret følelse. Særligt aktiviteter i udlandet er svære at trække op igen.”

”Vi tænker altid på, hvor billigt vi kan løse vores opgaver. Også ud fra en bæredygtig hedstankegang, hvor vi forsøger at bruge det, der allerede eksisterer. Vi køber ikke så mange materialer, men vi var nede i Silvan forleden dag for at købe træplader, og de kostede jo tre gange så meget, som de plejer at gøre. Så vi eksperimenterer ikke så meget, vi er meget konkrete, og vi tænker mere over pengene.”

21 Kunstnerne og krisen
Hesselholdt & Mejlvang (Vibeke Mejlvang og Sofie Hesselholdt). FOTO Søren Rønholt Two Fools in a Sinking Boat, 2022. VR film. FOTO David Sebastián Lopez Restrepo

Investerer lidt mindre

Morten Modin: ”Jeg mærker en generel større usikkerhed. Under corona var jeg meget pres set og havde mange aflysninger og udskydelser af projekter. På det tidspunkt havde jeg tre store soloudstillinger, hvoraf de alle blev gen nemført med stærkt begrænset åbning – den ene i Finland oplevede jeg ikke engang selv fysisk. Nu er jeg så heldig, at jeg har vundet et projekt under Statens Kunstfond. Det er et to årigt projekt i Brøndby Strand, hvor jeg også har atelier – det er en stor sikkerhed. Men vi er kommet meget senere i gang på grund af nogle leveringsproblemer af materiel, og jeg kan godt mærke, at priserne er steget på både materiel og fragt. Det har selvfølgelig betydning for de budgetter, som jeg opstiller.”

”Jeg har langt hen ad vejen forsøgt at finde nogle bæredygtige løsninger i min værkpro duktion, men fordi der er mange uvisheder i vores samtid, så sætter jeg ikke nye projekter i gang uden at have en kontrakt eller køber. Privat kan jeg jo godt mærke, at mad, strøm og varme bliver dyrere, så jeg investerer nok min dre i min virksomhed og trækker penge ud til at forsørge familien.”

”Kunstbranchen er altid en svær bran che at overleve i, og jeg stiller hele tiden spørgs mål ved, om det er det rette, jeg laver. Det føler jeg dog, når alt kommer til alt, men når vi løber ind i sådan en krise, så tænker jeg da over, hvordan fremtiden som kunstner ser ud. Min oplevelse er, at kunst og kultur er noget, der beskæres endnu mere i krisetider, selvom det burde være omvendt.”

22 Kunstnerne og krisen
Billedkunstner Morten Modin. FOTO Martin Fabricius Buchwald Morten Modin, Struensee , 2021. FOTO Martin Fabricius Buchwald

Anna Walther: ”Det påvirker mig selvfølgelig, at folk ikke køber lige så meget kunst. Vi har jo en kludetæppeøkonomi. Salg er et vigtigt ben i min virksomhed, og det ben har fået et knæk, for folk holder mere på deres penge. Det kan godt mærkes. Og så hjælper det heller ikke, at tingene generelt er blevet dyrere.”

”Når folk holder mere på pengene, og kommunerne også begynder at spare, så er det klart, at der ikke er det samme flow som før, hvor der var et vist opsving. Så man tænker anderledes, men jeg har nu altid sparet og prøvet at være meget konkret, fordi jeg ikke rigtig har haft råd til andet. Jeg tror, at jeg har tænkt over i de seneste år, at tingene skulle være mere salgbare. Men det har ikke noget at gøre med den krise, der er lige nu.”

”At blive taget i betragtning til open calls er næsten sværere end at komme ind på et akademi. Så der bliver spildt rigtig meget arbejdskraft, når der er måske 600 mennesker, der søger de samme ting hver gang, fordi der er så få penge.”

”Jeg har sløjfet ideen om et atelier for længe siden. Det giver ikke mening for mig økono misk, så jeg arbejder hjemmefra. Hvis jeg har en specifik opgave, så lejer jeg mig ind. Det kan bedre betale sig for mig end at lægge 3.0004.000 kroner hver måned. Men det er rimelig tabubelagt, det med ikke at have et atelier. Der er en idé om, at man er mere professionel, hvis man går ned på et værksted, og man ligesom imiterer et mere klassisk arbejdsliv. Jeg har ikke valgt kunst for at passe ind i et klassisk arbejdsliv. Jeg blev billedkunstner, fordi det passer til mig. Men hvis jeg væltede mig i pen ge, så havde jeg selvfølgelig haft et atelier, det er klart.”

Jeg har sløjfet ideen om et atelier

”Jeg arbejder blandt andet med upcyclede ting, noget jeg kan finde i naturen eller omarbejde på forskellige måder, og det er selvfølgelig ikke nødvendigvis særlig dyrt. Men jeg har altid haft et stort forbrug af træ, og det blev rigtig dyrt under corona-krisen, det kan virkelig mærkes. Så jeg producerer ikke bare for at producere, og mine udgifter er primært til at købe assistance.”

”Jeg kan godt ærgre mig over, at der skulle komme en krise nu, hvor jeg er forholds vis nyuddannet. Hvis man havde fået et skub fra starten og følte, at der var opbakning til billedkunsten, havde det været noget bedre. Det rammer særligt hårdt elever fra skoler der falder uden for centraliseringen omkring aka demiet i København. Det hjælper heller ikke, at politikerne latterliggør kunsten og ikke mener, at det er noget, de vil bruge penge på.”

23 Kunstnerne og krisen
Billedkunstner Anna Walther. FOTO I DO ART Agency. White Cube Trauma, 2022. 60 cm filtenål i stål. Sharp Projects / SUMO Prague. FOTO Rine Rodin

Sørger for ikke at skylde penge

Sonja Lillebæk Christensen: ”Selvfølgelig bemærker jeg, at der er krise. Men for mig er det bare ret meget sådan at være bil ledkunstner. Der er altid en form for uvished. Under corona var det for mig nærmest som om, at andre mennesker gjorde sig erfaringer med, hvordan det var at være billedkunstner. Og sådan har jeg det også nu, hvor det er en økonomisk krise og ikke en pandemi. Jeg har også været heldig; jeg har arbejdet som billedkunstner, jeg har noget at lave, noget der skal være færdigt, og det havde jeg også under corona, fordi jeg var så heldig at blive inviteret af SMK til simpelthen at lave et coro na-værk. Denne gang sidder jeg med en udsmykning for Kø benhavns Kommune, som jeg selvfølgelig får løn for, så det er ikke rigtigt krisetid for mig. Måske er jeg ikke den bedste at spørge til, hvad angår kriser, men jeg er i hvert fald et billede på, hvordan det også kan gå.”

”Jeg er vant til, at det svinger. På en eller anden måde får jeg det til at gå. Men jeg sidder også i en haveforening i et billigt hus, der er betalt ud, og jeg har værksted herhjemme, så det har jeg heller ikke udgifter til. Ligesom mange af mine kolleger sørger jeg for ikke at skylde nogen penge, jeg lever sparsomme ligt og rejser ikke særlig meget. Så det hele er rimelig nemt.”

”Jeg tænker altid over de materialer, jeg bruger. Nogle gange vil jeg godt give den gas, og andre gange skruer jeg lidt ned. Jeg er fleksibel i forhold til, hvad ting skal koste. Min næste udstilling skal hovedsageligt laves på papir, og så går jeg lidt væk fra det dyre video og elektro nik, som jeg har gang i lige nu. Men det har egentlig ikke noget med krise at gøre. Det hand ler om at være fleksibel, men det er vel også det, krisetider gør ved en. Krisetider er en reminder til en om, hvordan man lever sit liv. Og som billedkunstnere er vi altid lidt i krisemode.”

”Jeg ser ikke pessimistisk på min fremtid som billedkunstner. Jeg er en del af Udstillings stedet Sydhavn Station, og vi har den tilgang, at det skal kunne lade sig gøre at lave kunst for næsten ingen penge. Det er ikke sådan, at hvis der næsten ingen penge er, så laver vi ikke no get. Vi vil ikke lægge os fast på, at kunst skal se ud på en bestemt måde, det må gerne se lidt billigt ud en gang i mellem, og vi har stadig en stemme, selvom vi ingen penge har.”

Sonja Lillebæk Christensen under sit værk Velkommen til –det konstruerede, det romantiske og det oversete. LED video. FOTO Christian Schmidt-Rasmussen

24 Kunstnerne og krisen

Jacob Remin: ”Jeg er som billedkunstner vant til, at tingene går op og ned. Arbejdet kommer i bølger, for mig er det ikke nyt, og det tror jeg er en meget god ting at indstille sig på. På en måde tror jeg, krisetider er nemmere for en billedkunstner, der har strategier for at leve på en sten i perioder, end det er for almindelige lønmodtagere med stort forbrug, boliglån og bil. De mærker måske noget, som de ikke er vant til for tiden.”

”Jeg bruger ofte specialfabrikeret elek tronik i mine installationer, som jeg selv desig ner og får produceret i Kina. Og her er udgif terne helt klart steget, og nogle komponenter er decideret umulige at få fat på for tiden. Det mærkede jeg allerede sidste sommer i forbin delse med produktionen af min installation Skyen i Spinderihallerne i Vejle, hvor forsy ningskrisen på elektronik så småt var begyndt. Komponenter og printplader endte med at blive 30 procent dyrere end vi havde budgette ret med. I år har jeg heldigvis ikke haft behov for at lave store bestillinger af elektronik, for det ser bestemt ikke bedre ud i dag.”

”Installationen Skyen er et abstrakt da tacenter. Skyen forholder sig – ligesom mange af mine andre værker – til det enorme ressour ceforbrug, vi har på internettet. Datacentre bruger rigtig meget strøm. De forventes at stå for 20 procent af vores nationale elforbrug i 2030, og det er en kæmpe udfordring for den grønne omstilling. Skyen er en stor skulptur, der lyser meget med mere end 4000 LED-pærer, og selvom den ser ud, som om den bruger me get strøm, er forbruget kun 150 watt. Det svarer cirka til dét, en MacBook oplader leverer, når

Installationen blev slukket for at spare strøm

den oplader computeren. Et datacenter må al drig slukkes, for det er kritisk infrastruktur. Men Spinderihallerne ville gerne virke handle kraftige i forhold til energikrisen og valgte i oktober at slukke for installationen. Gennem dialog og med hjælp fra BKF har vi nu heldigvis fået tændt for Skyen igen. I stedet afholder vi nu under Skyen i Spinderihallerne et offentligt arrangement, hvor vi skal diskutere det store ressourceforbrug, vi har gennem vores internetforbrug: Vi slukker for kunstværker og julelys, men tager ikke de hårdere valg om at flyve mindre, spise mindre kød, købe mindre tøj eller streame mindre. Vi kunne ikke drømme om at slukke for de virkelige datacentre, selvom der virkelig ville være noget at spare. Det er tid til, at vi tager en snak om differentiering af data, og hvordan vi forbruger data: Hvad er konse kvenserne af, hvordan vi designer og forbruger internettet? Hvad fylder forskellige formater? Hvad er nyttigt for samfundet? Hvad er unødigt dyrt og skadeligt for planeten?”

25 Kunstnerne og krisen
Jacob Remin. FOTO Lotte Løvholm Jacob Remin: The Data Centre Never Sleeps. VIDEO STILL Jonas Normann
26
udstillingssteder
Kunstnernes egne
Mads Lindberg, Sclupture 3D , Simian 2022. FOTO GRAYSC

På besøg i kunstnernes egne udstillingssteder

Billedkunstnernes Forbund har de seneste seks år hyldet kunstnernes egne udstillingssteder ved en årlig prisoverræk kelse, hvor typisk tre udstillingssteder er blevet præmieret med hver 25.000 kroner. Det har vi gjort, fordi vi har ønsket at anerkende det væsentlige kunstneriske udviklingsarbejde, som udføres på udstillingsstederne, der tilbyder uundværlige kollegiale samarbejder og eksperimenterer med rammerne for, hvordan kunst kan vises.

Men i løbet af de seks år har rigtig mange af udstillingsstederne været i betragtning til vores priser, og det er derfor tid til at overveje, hvordan vi fremover skal vise vores støtte til området. Det vender vi tilbage om i løbet af 2023. Indtil da kan vi da heldigvis glæde os over, at de kunstnerdrevne udstillingssteder over en bred kam lever og har det godt. På de følgende sider taler vi med to af dem, nemlig UDSTILLINGSSTEDET SYDHAVN STATION, som for nylig fejrede sit 10-års jubilæum, og SIMIAN, der blot har eksisteret siden 2020.

27 Kunstnernes egne udstillingssteder

Samtidskunst for de uindviede

I august kunne Udstillingsstedet Sydhavn Station fejre 10-års jubilæum med over 100 udstillinger i bagkataloget. Det kunstnerdrevne udstillingssted har taget navn af sin beliggenhed og er med de kontinuerlige udstillinger både i og udenfor selve udstillingslokalet blevet en integreret del af stationslivet.

været med de sidste fem år og er en af de nyere tilkomne af de nu i alt 11 udøvende billed kunstnere, der driver stedet.

Vi taler om den helt særlige beliggenhed, og hvor dan den er med til at gøre Syd havn Station til en væsentlig stemme på den danske sam tidskunstscene.

”Fra start af har der væ ret en bevidsthed omkring lo kaliteten. At der følger et pub likum med, når man vælger at lave udstillinger på en funge rende S-togstation i et gam melt arbejderkvarter.

AF Helle Fagralid På Udstillingsstedet Sydhavn Station er kun sten tilgængelig for alle, der kommer forbi, også for de mindre kunstkyndige eller dem, der normalt ikke ville opsøge en kunstudstilling. Et stort billboard udenfor under togbroen og plakatfrisen bestående af 15 plakater i an komsthallen vidner om, at der her er en grund læggende interesse for at nå et publikum. Lige som døren til udstillingslokalet står åben, og at der i skrivende stund stikker en gigantisk rød pølse af den svenske kunstner Peter Johansson ud af den som et inviterende blikfang.

Af de ti kunstnere der oprindeligt star tede stedet er Sonja Lillebæk Christensen, Camilla Rasborg og Anne Skole Overgaard de eneste, der fortsat er en del af kollektivet. I et lille køkken med afskærmning til to mindre atelierer i forbindelse med udstillingslokalet møder jeg Louise Bonde-Hansen, som har

28 Kunstnernes egne udstillingssteder

Fra udstillingen ’Intet guld forbliver’ af Anne Langgaard, Udstillingsstedet Sydhavn Station 2022. FOTO Rine Rodin

29 Kunstnernes egne udstillingssteder
Fra udstillingen ’Intet guld forbliver’ af Anne Langgaard, Udstillingsstedet Sydhavn Station 2022. FOTO Rine Rodin

Derfor har vi også det for øje, at det ikke nød vendigvis kun er det gængse kunstpublikum, vi henvender os til, så vi har for eksempel valgt, at alt formidlingsmateriale skal være tilgænge ligt på dansk, og værker skal så vidt muligt oversættes til dansk. Det er de udstillende kunstnere, der passer udstillingen, så der er ikke langt fra afsender til modtager. Det er en del af vores DNA,” siger Louise Bonde-Hansen.

Lefler ikke

Selve udstillingslokalet, som er fra 1970´erne og oprindeligt har fungeret som DSB´s billet kontor, er langt fra de etablerede institutioners bonede gulve. I Louise Bonde-Hansens øjne er de uhøjtidelige rammer og den lidt hverdags agtige æstetik et privilegie:

”Billedkunst og måske særligt samtids kunst kan virke intimiderende på mange. Vi forsøger at gøre lidt op med oplevelsen af, at kunst er for de få indviede. Det er ikke ensbe tydende med, at kunsten vi viser, skal være let at forstå eller leflende på nogen måde, tværti mod. Men vi forsøger at skabe nogle rammer, som kan virke afvæbnende og signalere, at alle er velkomne.”

— Hvilken betydning har det direkte møde med publikum?

”Det er et meget godt reality-check. Når jeg arbejder alene i mit atelier, kan jeg godt have en følelse af, at det, jeg laver, ikke virker relevant for andre end mig selv, men når jeg så får den der umiddelbare respons, mens værkerne sta dig sidder friskt i kroppen, er det ret fedt. Det kan selvfølgelig også føles sårbart, men jeg bliver oftest positivt overrasket. Det er ret skønt, når jeg oplever, at noget, jeg har lavet, resonerer med et andet menneske, der ikke nødvendigvis har den samme kunstfaglige baggrund,” siger hun.

Louise Bonde-Hansen fortæller om for skellige møder, hun har haft med publikum. En af de besøgende havde for eksempel velsignet hende. En anden, som solgte Hus forbi, havde

stået længe og betragtet en af Louise BondeHansens installationer, før han med stor auto ritet udbrød ”Dét er, hvad jeg kalder installati onskunst!”. Vi taler om værdien af den diversitet, der findes i stedets besøgende, og at det også er et kendetegn for kunstnerne, som er en ’broget skare’ og ikke en homogen gruppe.

”Det der stadig gør sig gældende i dag er, at vi er struktureret omkring en andels-tan kegang, hvor hvert medlem skiftes til at være ansvarlig for en udstillingsperiode. Det vil sige, at der er nogle rammer, vi har fastlagt, men vi kuraterer som udgangspunkt udstillingerne individuelt og skal ikke blive enige med nogen, med mindre vi vælger at lave en fællesudstil ling, som for eksempel vores jubilæumsudstil ling. Så plejer det at være sådan, at nogle fra udstillingsstedet går sammen om at organisere

30 Kunstnernes egne udstillingssteder

det og uddelegerer så opgaver til de andre medlemmer,” siger hun.

Stritter i forskellige retninger ”Vi kører med en struktur, hvor der er en ny udstilling hver femte uge, som vi skiftes til at være ansvarlig for, og her kan det pågældende medlem selv bestemme, hvem eller hvad der udstilles. Der er frit spil, det kan være lige så folkeligt eller højpandet, som man vil. Hvis vi har en fælles kuratorisk vision, så handler den mere om at omfavne, at vores udstillingspro gram stritter i forskellige retninger snarere end at arbejde hen imod et helstøbt konsekvent udtryk.”

Den hyppige frekvens af skiftende ud stillinger kommer især til udtryk i plakatfrisen, der har været med fra stedets start og er et symbol på det direkte og lidt flygtige møde

imellem kunst og publikum. Også den skifter indhold hver femte uge. Jeg undrer mig over, hvordan et kunstnerdrevet udstillingssted, der eksisterer med så få midler, formår at oprethol de kontinuiteten på tiende år. Louise Bon de-Hansen forklarer:

”Intentionen har fra start været, at Syd havn Station skulle drives så bæredygtigt som muligt i den forstand, at vi er mindst muligt afhængige af fondsmidler for at stedet kan løbe rundt. Hvert år bruger vi tid på at søge midler, så vi har råd til at få lavet billboard og plakater til plakatfrisen et år frem, men vi betaler selv leje og drift samt udgifter til udstillinger, hvis ikke vi har været heldige at få individuel støtte til dem. Så der er selvfølgelig et arbejdsliv ved siden af, der skal balanceres med al den tid, vi lægger her.”

—Så ’guleroden’ er fællesskabet?

”Det kan godt være ensomt at være kunstner og en af grundene til, at jeg er med, er helt klart kollegaskabet. For mange af os giver dét at være en del af Sydhavn Station en stabilitet i en ellers til tider flyvsk og stressende tilværelse. Det giver et holdepunkt, at man cirka hver 13. måned har en udstilling, så hvis der nu ikke er nogen, der har peget på dig, så ved du, at du alligevel har en platform. Man kan så vælge selv at udstille eller invitere andre kunst nere ind, som man synes er interessante.”

Langsigtet ordning ønskes Udover at fungere som samlingspunkt for kunstnere i forskellige aldre og med forskellig baggrund, kørte Sydhavn Station over en peri ode på to år (2019-2021) residency-programmet ST. RESIDENS blandt andet i samarbejde med BKF, hvor nyuddannede billedkunstnere fik en gratis atelierplads med mulighed for værk stedssamtaler med medlemmerne samt delta gelse i fællesmøder. Ved at bidrage med en generøs deling af erfaring og netværk kunne stedet derved også fungere som et springbræt ind til et aktivt arbejdsliv som kunstner.

31 Kunstnernes egne udstillingssteder
Fra udstillingen ’Kapellet’, af Louise Bonde-Hansen, Udstillingsstedet Sydhavn Station 2021. FOTO Rine Rodin

— Hvad tænker du om fremtiden for Udstillingsstedet Sydhavn Station?

”Vi vil egentlig gerne have lov til at blive ved med at eksistere mere eller mindre i den form, vi har nu. Vi bruger meget tid på løbende at søge midler til billboard og plakatfrise, så det ville helt sikkert være rart, hvis der kom en form for stabilitet i forhold til en mere langsig tet støtteordning til de formater,” siger Louise Bonde-Hansen.

”Så har vi haft ’besøg’ af Charles Svej strup Madsens ’Fiskerkone’ fra Gammel Strand, der på initiativ af medlemmer fra udstillings stedet stod på pladsen foran stationsbygningen i 2015-2019, mens metro-byggeriet stod på. Skulpturen skulle desværre tilbage, men nåede at blive et slags vartegn for stedet, så vi har en drøm om at få en blivende skulptur, der kan være med til at cementere udstillingsstedets betydning. Men lige nu er det, som så meget andet, et spørgsmål om fondsmidler.”

I S-toget på vej hjem bladrer jeg i Udstil lingsstedet Sydhavn Stations jubilæums-pub likation ’Hvis tiden er vigtig’, der blandt andet

indeholder dokumentation af plakatfrisens mange skiftende udstillinger igennem de sid ste ti år. Det er tydeligt, at der her er tale om en unik udstillingsplatform, der i dansk kontekst lægger sig i forlængelse af en tradition, som især blomstrede op efter Anden Verdenskrig med det formål at bringe kunsten ud af de in stitutionelle rammer og ind i hverdagslivet. Modsat hvad man måske kunne forvente, er der på Sydhavn Station ikke nogen politisk agenda om at ville danne eller uddanne folk. Der er dog en stærk tro på, at det fysiske møde med kunsten i det offentlige rum ”kan noget”, som en af stifterne, Sonja Lillebæk Christen sen, skriver i forordet til jubilæums-publikati onen. Hun uddyber:

”At det kan skabe en større accept af det uforståelige og fremmede, som vi alle støder på gennem tiden, når vi bevæger os blandt andre mennesker. Der er måske tale om, at vi på stationen har et håb om, at mødet med kunsten i plakatfrisen kan skubbes i retning af at mindske frygten for det særlige.”

32 Kunstnernes egne udstillingssteder
Fra udstillingen ’Kapellet’, af Louise Bonde-Hansen, Udstillingsstedet Sydhavn Station 2021. FOTO Rine Rodin

Lidt større end vi regnede med

Simian er et lokalt funderet kunstnerdrevet udstillingssted med stort udsyn, stor kunstnerisk frihed og sjældent mange kvadratmeter.

Simian. FOTO Kim Høltermand

Under Ørestad station, i dét der engang var en ubrugt cy kelkælder, har fire kunstnere forvandlet cirka 1.300 kva dratmeter til det kunstner drevne udstillingssted Simian Udover et gigantisk moduler bart udstillingsrum er der etableret et tilhørende værk sted og et kontor. Der er sym metri, søjler, hvælvede lofter og små ovenlysvinduer i de hvidmalede rum med uende lige muligheder. Man sender en tanke til Cisternerne på Frederiksberg, der oprindeligt heller ikke var tiltænkt som udstillingssted for kunst, men som er helt særligt, fordi det giver den samme fornemmelse som her af at træde ned og ind i en anden verden.

Midt i opløbet til en forestående lyd- og performance-festival, har to af de fire kunst nere bag Simian, Jan S. Hansen og Christian Vindelev, fundet tid til at tale om motivationen for at kaste sig ud i det ambitiøse projekt, at starte en kunsthal fra bunden og i et kvarter, der kun ligger 12 minutter med metro fra Nør report, men som mentalt kan synes langt væk fra byens puls.

Ideen opstod i 2015, hvor Jan S. Hansen og Toke Flyvholm ledte efter et sted, hvor de kunne lave en udstilling, og så et potentiale i det dengang ”ret smadrede rum”. Lokalet er ejet af By og Havn, som heldigvis var åbne overfor at leje stedet ud, og efter fem år med utallige møder, fondsansøgninger og istandsættelse kunne Simian åbne i august 2020. Undervejs i

33 Kunstnernes egne udstillingssteder

forløbet blev Christian Vindelev og Markus von Platen også en del af gruppen.

Jan: ”Simian er bygget op omkring, at vi er fire venner, der kører det, og det er nok vok set til mere, end vi i starten lige regnede med. Det ville aldrig have kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi havde været venner og bare kunne køre derud af. Det er rent hjerteblod, der har drevet det hele.”

Christian: ”Ja, og så er det også en fordel rent lavpraktisk, at vi kender hinanden rigtig godt, fordi vi står for alt selv. Det er et projekt i udvikling, en proces, hvor der hele tiden er mange bolde i luften, og vi får hele tiden nye erfaringer, for der er ingen af os, der før har drevet et sted af den kaliber. Jeg tror også, at vi alle fire synes, det er sjovt at undersøge det her format i forhold til, hvad man kan drive det til.”

Dialog med kunstnerne

— Hvordan er strukturen for jeres samarbejde?

Christian: ”Vi har en flad struktur. Det er ret fantastisk, at vi kan være det hele, både kuratorer, kunstnere, stå for at bygge udstillin gen og stå for shipping, og at vi lærer det hele undervejs. Vi har seks til otte udstillinger om året, så i princippet er vi næsten hele tiden i opløb. Fordi der er meget at se til, og projektet er i konstant udvikling, har vi effektiviseret og fordelt nogle roller, så vi for eksempel kan skiftes til at være tovholder for en udstilling, men den overordnede retning er noget, vi be slutter i fællesskab.”

— Har I nogen særlig udstillings strategi for Simian?

Jan: ”Både ja og nej. Vi har fra start af tænkt, at vi gerne ville spænde bredt. Samtidig er der en form for rød tråd i de kunstnere, vi udvælger; at det er nogle stemmer, der er rele vante for de diskurser, der er gældende i sam fundet lige nu. Og det kan både være nye

perspektiver, eller for eksem pel den udstilling vi lige har haft med Torben Ebbesen, hvis ældre værker resonerer godt med samtiden. De kunst nere, vi viser, kan også være nogle, der er svære at finde et hjem til i et almindeligt kom mercielt funderet galleri.”

Christian: ”Ja, det er ikke et dogme, men vi prøver at afsøge nogle udkanter, der har svært ved at finde en plat form i dansk kontekst. Vi er ikke interesserede i at stille krav til kunstnerne, vi vil ger ne indgå i en dialog, og de fle ste har nok lyst til at prøve at lave noget nyt og noget, der taler ind i rummet.”

Jan: ”Det er jo et signa tur-rum på grund af søjlerne, så det er langt fra klassisk white cube-galleri. På den måde kan man sige, at der al lerede er en del aktivitet i rum met, og det er en arkitektonisk præmis, vi går med.”

— Hvad betyder det, at I selv er billed kunstnere i den her sammenhæng?

Christian: ”Vi kuraterer jo ud fra det ståsted, at vi er uddannede billedkunstnere. Vi driver det her sted, vasker gulvene og så videre ud fra det standpunkt, så det er fuldstændig integreret i alt, hvad vi gør. Vi har ingen per sonlig agenda i forhold til udstillingerne, men vi vil gerne sparre med kunstnerne ud fra de erfaringer, vi har fået med det her rum og tid ligere udstillinger. Ideen med værkstedet er også, at det kan fungere lidt som et residency, hvor kunstnerne kan arbejde op til udstillin gerne. Det giver os mulighed for at lære dem bedre at kende, og de lærer stedet bedre at kende, så vi deler den proces, der i sidste ende

34 Kunstnernes egne udstillingssteder
Kirstine Aarkrog: Risø, Simian, 2021. FOTO GRAYSC

leder hen til bedre udstillinger. Som bil ledkunstnere kender vi de vilkår, mange kunstnere arbejder under. Det kan for eksempel godt virke lidt absurd at bede nogen, der måske har 30 kvadratmeter at arbejde på om at fylde en udstilling på 600 kvadratmeter.”

Jan: ”Det betyder også, at vi møder vores kollegaer i øjenhøjde. Hvis vi står overfor en problemstilling, hvor der er flere mulige løsninger, så lader vi altid kunstneren vælge frit, også selvom det

betyder mere arbejde for os. Fordi vi ken der følelsen af at stå i en situation, hvor man ønsker, at det er i orden, at man kan få lov til at folde sig ud, som man selv mener er bedst.”

Christian: ”Vi lægger os i selen for at skabe de bedst mulige vilkår ud fra de midler og den organisation, vi har, fordi vi ved, hvad kunstneres arbejdsvilkår kan være. Så vi betalte for eksempel kunstnerhonorar, længe før vi selv be gyndte at få løn.”

Usikker på fremtiden

— Hvordan ser I Simians rolle i forhold til den øvrige danske kunstscene?

Christian:”I strukturen, visionerne og ånden er vi kunstnerdrevet, men med rigtig mange kvadratmeter og andre midler. Så vi kan facilitere nogle udstillin ger, der ikke kan ske andre steder. Vi be finder os et sted imellem de mere autono me små kunstnerdrevne udstillingssteder

35 Kunstnernes egne udstillingssteder

og så de etablerede institutioner. Vi fører stati stik over de besøgende for selv at kunne moni torere vores udvikling, men vi tager jo ikke entré og har derfor en frihed til at kunne lave nogle projekter, der kan vise sig at være snævre, fordi vi ikke er afhængige af at skulle sælge billetter.”

Jan: ”Vi kan også rykke hurtigere, fordi vi ikke skal igennem så mange beslutningspro cesser eller godkendelser. Vi har fuld bestem melse selv, så det hele i sidste ende kan handle om kunsten.”

Christian:”Ja, det er ok at ringe til direk tøren søndag aften. For vi er jo alle direktører.”

— Hvordan ser fremtiden ud for Simian?

Jan: ”Fremtiden byder nok på en mere professionaliseret tilgang samtidig med, at vi vil blive ved med at turde eksperimentere og holde det åbent, så det ikke fikseres i en ramme.”

Christian: ”Vi vil gerne blive ved med at undersøge, hvad det her format kan, men det afhænger selvfølgelig af de midler, vi har at gøre godt med. Og nu stiger el-priserne. Det er et stort rum at varme op. Udviklingsaspektet bliver unægtelig lidt sværere, når vi ikke ved, om vi fortsat har midlerne til det. Der er otte år tilbage af vores lejekontrakt, så vi taler selvføl gelig om, hvor langt vi kan drive det her. Som Jan nævnte, så er det jo vores hjerteblod. Det er en vild omstændighed at arbejde under den usikkerhed, at vi ikke ved, om alt det her eksi sterer om tre år.”

Mens vi går en runde i de spektakulære rum, der er ved at blive klargjort til næste pro jekt, fortæller Jan og Christian om, hvordan de arbejder for fortsat at afprøve nye formater og undgå, at Simian lukker sig om sig selv. Det gør de for eksempel ved at invitere kuratorer udefra for eksempel i forbindelse med World Capital of Architecture, som blandt andet finder sted i Bella Centeret i maj 2023. Her vil udstillingen koble sig på samtidige begivenheder og skabe forbindelse imellem kunsthallen og verden

udenfor. En forbindelse, der allerede er tydeligt til stede i samspillet imellem arkitekturen ude og inde. Ligesom det er vigtigt for de fire kunst nere at spille en rolle i lokalområdet og være inkluderende, hvorfor de også har skabt et samarbejde med Ørestad Gymnasium. Og selvom rammerne kan synes prangende, er attituden varm, og de møder deres publikum med stor åbenhed uanset den kunstfaglighed folk nu måtte have eller ikke have.

Simian er et lokalt funderet kunstner drevet udstillingssted med stort udsyn, stor kunstnerisk frihed og sjældent mange kvadrat meter.

36 Kunstnernes egne udstillingssteder
Simian. FOTO Kim Høltermand
”Det er en vild omstændighed at arbejde under den usikkerhed, at vi ikke ved, om alt det her eksisterer om tre år.”

Årets generalforsamling

forperson. Hun indledte med at takke bestyrel sen og sekretariatet for at have været en stor støtte i de mange aktiviteter, der har været sat i gang i løbet af året, og gjorde rede for arbej det for blandt andet kunstnere på flugt, mang foldighed og ligestilling, oprettelse af Tilgæn gelighedspulje, kunst i kommunerne, højere minimumshonorarer, nedsættelse af klimapa nel samt kunstnerisk forskning. Forpersonens skriftlige beretning kan læses på bkf.dk. Regnskab og budget, der ikke inde holdt væsentlige ændringer i forhold til fore gående år, blev godkendt uden indvendinger fra forsamlingen.

Forperson Marie Thams bød velkommen til dagens program, der indledtes med oplæsning af billedkunstner og forfatter Kristian Byskov og billedkunstner Margarita del Carmen. De har sammen skrevet bogen ’Byen i sandkas sen’, som dokumenterer de feltundersøgelser, de har foretaget på Københavns bemandede legepladser for at finde ud af, hvordan byens urbanisering ville se ud, hvis den blev drevet ud fra et pædagogisk perspektiv.

Herefter aflagde Marie Thams beretning for det forløbne år – hendes første som BKF’s

Jules Fischer, Anna Elisabeth Dupont Hansen og Marie Markman har alle besluttet at forlade bestyrelsen. Heldigvis er interessen for en plads i bestyrelsen stor: Hele 13 kandi dater stiller op til de tre pladser. Hvem der vælges, afgøres ved elektronisk urafstemning. Resultatet af afstemningen forventes at fore ligge her i begyndelsen af december måned.

Find BKF’s årsberetning, liste over kan didater til bestyrelsen og referatet af generalforsamlingen på →bkf.dk

Anna Elisabeth Dupont Hansen (tv) og Jules Fischer har ligesom Marie Markman besluttet at forlade bestyrelsen for denne gang. Der er hele 13 kandidater til de tre pladser.

Torsdag den 10. november lagde Statens Værksteder for Kunst i København lokaler til BKF’s generalforsamling.

BKF’s forperson Marie Thams bød velkommen til generalforsamlingen
38 Generalforsamling 2022
Billedkunstner og forfatter Kristian Byskov og billedkunstner Margarita del Carmen læste op fra deres fælles bog ’Byen i sandkassen’.

Opgør med det kuratoriske

Det er mindre end jeg forven tede, det nyåbnede udstillings sted Collega beliggende på Flensborggade på Vesterbro. Kun 15 kvadratmeter danner ramme om de seks udstillin ger kurator Lotte Løvholm i samarbejde med kuratorer og kunstnere fra blandt andet Ghana, Tyskland, Letland, Sve rige, Zimbabwe og Fransk Guyana skal fylde rummet med i de kommende to år. Men selvom udstillingsformatet er småt, er tankerne og visionerne bag Collega rummelige og rækker langt ud over geografiske grænser og ikke mindst solo-kuratorens begrænsninger.

Kurator Lotte Løvholm, der har åbnet udstillingsstedet Collega dette efterår, skaber stedets udstillinger i sam arbejde med andre kuratorer — gerne på tværs af kulturer.

også udforske co-kuratering mere specifikt. Her er der nogle konkrete rammer for en dybere undersøgelse af, hvad det kan.”

— Hvorfor synes du, at det giver bedre udstillinger?

Collega er startet ud fra et ønske om at sætte tidligere samarbejdspartnere i spil med fokus på udelukkende at dyrke en kollektiv udstillingspraksis. Den første udstilling Surplus er derfor skabt i samarbejde med kurator Mavis Tetteh-Ocloo fra kunstner- og kuratorsam menslutningen blaxTARLI NES KUMASI i Ghana.

”Jeg co-kuraterer næ sten altid. Det er sjovere, og det giver bedre udstillinger,” siger Lotte Løvholm

”Samtidig er det her en mulighed for at invitere folk, jeg før har samarbejdet med, herop, vise deres værker og

”Jeg tror, at arbejdet bliver grundigere, fordi der er flere blikke. Det handler også om, at vi kommer med forskellige erfaringer, har forskellige bag grunde og berøring med for skellige tematikker og geografier. Men jeg oplever også, at jeg måske især med den her udstilling får åbnet øjnene for nogle kunstneriske praksisser, jeg normalt ikke ville støde på, fordi jeg ellers ikke har adgang til dem. Måske er de ikke tilgængelige for mig, fordi de foregår langt ude i verden med kunstnere, der ikke nødvendigvis har en opdateret hjemmeside eller en prak sis, der lader sig formidle over internettet,” siger Lotte Løv holm, der ikke kendte kunst nerne Elolo Bosoka og There sah Ankomah i forvejen, men blev introduceret til dem af Mavis Tetteh-Ocloo.

egoDialogen er vigtig ”Jeg har besøgt Ghana i for bindelse med tidligere projek ter og kendte til kunstnersam menslutningen i forvejen både

39 Nyt udstillingssted

gennem Mavis og Ibrahim Mahama, der i øvrigt også er med i udstillingen. Jeg kunne selvfølgelig også på gammeldags vis have rejst dertil igen og holdt studiovisits for at komme frem til den samme konklusion, at det var de to, vi skulle udstille. Men man kan sige, at Mavis allerede har opbygget en relation til kunstnerne, og det led kan man ikke bare springe over. Så det tillids-lag der ellers kan tage tid at opbygge, det findes alle rede helt naturligt,” siger hun.

Collegas første udstilling er centreret omkring fundne objekter eller hverdagsobjekter og det forbrug samt den globale cirkulation, der knyttes til dem. Løvholm fortæller om, hvordan de kulturforskelle, der kan gøre sig gældende i forhold til, hvor dan vi opfatter disse objekter, også bliver tydeliggjort i samar bejdet. Op ad galleriets store butiksvindue ligger Ankomahs stablede ruller af farvede og vævede palmeblade.

I Ghana er det et materiale, som optræder i hverdagen i form af stråhatte og måtter. For os, der ikke kender til den ghanesiske tradition forbundet med dette håndværk, vil de konnotationer værket indeholder umiddelbart være skjulte. I dialogen om kurateringen valgte kuratorerne derfor at invitere den danske kunstner Benedikte Bjerre og polske Magda Buczek, der også arbejder med hverdagsmaterialer ind i udstillingen for at gå i dialog med flere af de ghanesiske kunstnere.

Den dialog, der opstår imellem kuratorerne, kommer derfor til at spejles i selve udstillingen, og på den måde tilføres værkerne flere lag.

— Hvordan vil du beskrive magtfordelingen i den her type samarbejde? ”Samarbejdet er primært imellem kuratorerne, men for eksem pel er det Benedikte Bjerre, der selv foreslog placeringen af sit værk i den her udstilling. Kunstnere har ofte en god fornem melse for rumlighed, og hvordan deres værker kan iscenesæt tes. Det hele er som en stor organisme, når man laver en udstil ling, hvor man lytter og lærer hinanden bedre at kende, og det er kunstnerne en vigtig del af. Men jeg er ikke nødvendigvis tilhænger af en flad struktur. Der er et helt klart hierarki, hvor vi som kuratorer laver tekster, inviterer kunstnerne og også udbetaler kunstnerhonorar. Men alle kunstnere har ifølge deres kontrakt mulighed for indsigt i budgettet. Det gør, at jeg også skal stå på mål for mine beslutninger, at jeg lige tænker mig om en ekstra gang eller blive klogere, hvis der nu er nogen, der kan se en bedre løsning,” siger Lotte Løvholm.

Øje for andre geografier På spørgsmålet om hvorvidt Collega bidrager til en større re præsentation af ikke-vestlige kunstnere på den danske kunst scene, griner hun lidt opgivende og forklarer, at for hende er det ikke som sådan et formuleret mål. Det er noget, der er na turligt, ligesom hun intuitivt tænker i kønsrepræsentation. Hun ville ønske, at det ikke var nødvendigt at skulle diskutere det, fordi der var flere, der bare fandt det naturligt at tænke i de baner.

40 Nyt udstillingssted
Installation view. Magda Buczek, OBJECTS CONTINUE TO EXIST WHEN OUT OF OUR HANDS , 2022 / Elolo Bosoka, We Mí You Wò Me Nye 2022 / Benedikte Bjerre, Inventory I-V , 2020. Surplus , co-kurateret med blaxTARLINES Kuma si. FOTO Malle Madsen.

— Hvorfor tror du, at den tankegang for mange endnu ikke er noget, der ligger på rygraden?

”Det er klart, at der er mange oversete kunstområder i dansk kontekst, fordi vi primært lærer om den vestlige kunst historie. I Ghana for eksempel lærer de både om den ghanesiske, den afrikanske, den europæiske, den asiatiske kunsthistorie og så videre, så de er langt mere bevidste og ved meget mere, end jeg gør. Det er et ønske herfra, at vi på vores uddannelser blev bedre til at dykke ned i andre geografier,” siger hun.

— Der er åbenlyse fordele ved co-kuratering, men er der også udfordringer?

”Det synes jeg egentlig ikke, at der er. Det kan være en udfordring at finde honorarer til to kuratorer i budgettet, men jeg afgiver hellere en del af min løn for at have det samarbejde. Jeg har brug for det samarbejde, og dét de andre tilfører.”

Nødvendigt at tage ansvar

Lotte Løvholm har i pressematerialet til udstillingen skrevet, at den kollektive kuratoriske proces kan anskues som et opgør med det kuratoriske ego. Hun uddyber:

”Jeg tror, vi er i en tid, hvor der er fokus på kuratorens rolle. Kuratoren er forholdsvis ny i kunsthistorien. Den rolle kommer primært med biennalerne, for før i tiden var det mu seumsinspektøren, der lavede udstillingerne, men den person

havde ikke noget navn. Det eksisterer stadig i museumsverde nen, hvilket giver en idé om, at udstillingerne er objektive universelle sandheder. Men der ligger jo altid subjektive valg, blikke og erfaringer bag. På den anden side er der så de her superstjerne-kuratorer som for eksempel Hans-Ulrich Obrist, hvor noget let går tabt i relationen imellem kunstner og kurator og udstilling,” siger hun.

”Bare dét, at vi er to kuratorer, der går sammen, er et lille forsøg på at opløse det her kurator-ego, men det er selvfølgelig ikke lige så radikalt, som man så det på den seneste Documenta, hvor man helt opløste hierarkiet. Det var jo nærmest ’kuratorens død’. Jeg er kæmpe fan af denne Documenta, men i min optik manglede der et kuratorteam, som kunne stå på mål for beslut ningerne og tage et ansvar, når der for eksempel blev stillet spørgsmål til nogle af værkerne,” siger Lotte Løvholm, der fortæller, at det stadig er åbent, hvad der skal ske med Collega efter 2024, hvor den to-årige periode, der indtil videre er midler til, udløber:

”Intentionen er at udvikle metoder og værktøjer for cokuratering, som kan bredes ud i andre kontekster blandt andet til større institutioner. Udover dette er der alle de møder og samarbejder, som projektet afføder, som jeg håber kan leve videre i andre konstellationer,” siger hun.

41 Nyt udstillingssted
Surplus co-kurateret med blaxTARLINES Kumasi. FOTO Malle Madsen

Stadig skæv

kønsfordeling

Andelen af udstillende kvinder har ikke ændret sig siden seneste undersøgelse i 2018.

I 2018 undersøgte Fagbladet Billedkunstneren kønsfordelingen på de danske gallerier, og tallene viste en betydelig skævhed. 15 af de største danske gallerier udstillede i årene 2015 til 2018 202 mandlige kunstnere, mens kun 89 kvindelige kunstnere blev udstillet i samme tidsrum. ”Alarmerende” sagde daværen de forperson for Billedkunstnernes Forbund Nis Rømer, der opfordrede galleribranchen til at sætte kønsfordeling øverst på dagsordenen. (Se Fagbladet Billedkunstneren #2 2018)

Nu har vi gentaget undersøgelsen for 2021, denne gang blandt 37 af de største gallerier, og tallene viser, at når det kommer til soloudstillinger, er der ingen ændringer sket. Kun 30 procent af de udstillende kunstnere var kvinder. Når det gælder gruppeudstillinger, ser tallene en smule bedre ud; her er 40 procent af de udstillende kunstnere kvinder.

på de danske gallerier

”Gallerierne spiller en vigtig rolle i kunstens økosystem, men generelt set virker de ikke til at opleve et medansvar for en ligeværdig udvikling af feltet. Er der ubevidste bias på spil? Og hvorfor menes de kvindelige kunstnere ikke at passe ind i galleriernes portefølje? Det er bekymrende, at gallerierne til syneladende ikke forholder sig til, at de ved ikke at operere

med kønslig ligestilling er med til at reproducere et begræn sende billede af de kvindelige kunstneres arbejdes kommer cielle værdi. Vi håber på, at gallerierne kommer med ind i ar bejdet for ligestilling i billedkunsten, og vi kommer til at følge udviklingen fremadrettet,” siger hun.

Kulturministeriet har her i efteråret gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt museerne, som skal kort lægge kønnene på kunstnerne bag de kunstværker, som mu seerne har indkøbt i den femårige periode 2017-2021. Resultaterne vil efter planen blive fremlagt her i december.

42 Kønsfordeling
”Jeg fyldes af forundring, og ikke af den positive slags,” siger forperson for BKF Marie Thams.

BKF KURSER

ANSØGNINGSTJEK

DATO 6. januar 2023, kl. 9-15

STED Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1 th., 1070 København K eller digitalt Brug for hjælp til at skærpe din fonds- eller jobansøgning? Få individuel feedback på din ansøgning fra en erfaren kunstner eller kurator. En session varer 45 minutter, og der er kun jer to til stede. Ansøgningsmateriale skal sendes forud for samtalen, og du bedes præcisere, hvad du ønsker fokus på. Medbring ansøgning.

UNDERVISER Stine Hebert EGENBETALING 100 kr.

TILMELDINGSFRIST 16. december 2022

CV- OG PORTFOLIOTJEK

DATO 22. februar 2023, kl. 10-16

STED København

Få vejledning i, hvordan dit dokumentationsmateriale eller CV kan forbedres. Erfarne kunstnere, kuratorer, gallerister og andre kunstprofessionelle giver individuel vejledning. En session varer 30 minutter, og der er kun jer to til stede. Medbring portfolio og CV.

VEJLEDER Christina Wilson

TILMELDINGSFRIST 22. januar 2023

TILMELDING

Skriftligt via mail på kmfp@bkf.dk. Kurserne gennemføres ikke ved for få tilmeldinger.

HAR DU FORSLAG

TIL KURSER?

Kontakt BKF’s kursus- og projektleder, Karen Mette Fog Pedersen, på kmfp@bkf.dk

REVISORKONSULTATION

DATO 14. marts 2023, i tidsrummet kl. 11-15

STED Billedkunstnernes Forbund, Vingårdstræde 21, 1 th., 1070 København K eller digitalt

Som medlem af BKF kan du nu søge om at få en indivi duel konsultationstime med revisor Bent Malinovsky og få svar på spørgsmål omkring regnskab, selvangivelse herunder fradrag, opstart af virksomhed, moms, status som lønmodtager/selvstændig i a-kasse, gennemgang af skattesager mm. Bemærk venligst, at der ikke kan ydes hjælp til individuel udfyldelse af selvangivelsen. Hver konsultation varer 60 minutter og afholdes i BKF’s se kretariat. (Telefon- eller zoom-konsultation kan arrange res for medlemmer uden for København.) Det er ikke muligt at ændre dato eller tidspunkt.

UNDERVISER Bent Malinovsky

EGENBETALING 100 kr.

TILMELDINGSFRIST 11. februar 2023

SELVANGIVELSE, SKAT OG MOMS

DATO 24. maj 2023, kl. 10-15 STED København Vi gennemgår skatte- og momsreglerne og taler om de særlige forhold, som gælder for en kunstnervirksomhed. Hvordan griber man selvangivelsen an? Hvad kan man trække fra i skat? Og hvordan fungerer kunstnermoms?

UNDERVISER Bent Malinovsky

EGENBETALING 500 kr.

TILMELDINGSFRIST 22. marts 2023

POETIK – AT INDKREDSE SIN KUNST MED ORD

DATO 19. og 21. april 2023, kl. 10-15 begge dage STED København Kurset giver deltagerne erfaring med, hvordan man kan indkredse sit kunstneriske ståsted gennem en skrive praksis. Du får redskaber til at eksperimentere med skriveprocessen, og vi ser på, hvordan andre visuelle kunstnere og forfattere har skrevet poetikker. Undervejs vil du komme dybere ned i, hvad dit kunstneriske projekt dybest set går ud på, og du vil blive bedre til at skrive frit. I slutningen af kurset arbejder vi med at formulere (eller re-formulere) et kort artist statement.

UNDERVISER Anette Højlund

EGENBETALING 500 kr.

TILMELDINGSFRIST 14. marts 2023

43 BKF Efteruddannelse

Runde fødselsdage

25

Studerende Mikkel Gaarde Lystbæk 08-02-1998

Studerende Mille Qvist 13-02-1998 30

Studerende Aske Hvitved 03-01-1993

Studerende Sofia Luna Steenholdt 03-01-1993

Studerende Mette Bjørndal Velling 29-01-1993

Billedkunstner Emilie Tarp Østensgård 10-02-1993

Studerende Morten Underbjerg 11-02-1993

Studerende Hannah Amalie Nielsen 17-02-1993

Billedkunstner Madeleine Andersson 22-02-1993

Studerende Mie Mo 23-02-1993 40

Billedkunstner Eva la Cour 16-12-1982

Billedkunstner Christian Bang Jensen 15-01-1983 50

Billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen 06-12-1972

Videokunstner og maler Christina Maj Lundqvist 12-12-1972

Billedkunstner Ilze Rudzite 19-12-1972

Billedkunstner/maler Ebbe Stub Wittrup 12-01-1973

Keramiker Louise Hindsgavl 29-01-1973

Billedkunstner Linda Bjørnskov 11-02-1973

60

Billedkunstner Catherine Cameron 02-12-1962

Billedkunstner Grethe Mariann Maurseth 24-12-1962

Maler Siri Kollandsrud 07-01-1963

Billedkunstner Hanne Helms 14-01-1963

Billedkunstner Markus Johannes Herschbach 17-01-1963

Billedkunstner Hanne G. Grønlund 21-01-1963

Billedkunstner Jette Gejl Kristensen 29-01-1963

Billedkunstner Peter Kjær 12-02-1963

Billedkunstner Dorthe Bøtker 17-02-1963

Billedkunstner Milena Bonifacini 20-02-1963

Billedkunstner Grete Aagaard 22-02-1963

Maler Kirsten Muchitsch Hesselager 23-02-1963

70

Væver og grafiker Jens Bohr 08-12-1952

Stefan Bannow Grafiker 10-12-1952

Billedhugger Jens-Peter Kellermann 27-12-1952

Billedkunstner Helga Kristmundsdóttir 12-01-1953

Billedkunstner Charlotte Overgaard Christensen 16-01-1953

Billedkunstner Finn Sams 16-01-1953

Væver Annette Bredstrup 18-01-1953

Grafiker Bruno Kjær 20-01-1953

Fotograf Fie Johansen 25-01-1953

Billedkunstner Dorthe Hye Jürgensen 12-02-1953

Maler Helle Rasmussen 27-02-1953

75

Grafiker Jes Fomsgaard 05-01-1948

Maler Aage Arbjerg 12-01-1948

Billedkunstner Else Duedahl 24-01-1948

Billedkunstner/galleriejer Britta Enemark Olsen 15-02-1948

80

Maler Pia Schjøll 21-12-1942

Billedkunstner Rikke Diemer 01-01-1943

85

Maler Jørgen Bjulver 17-12-1937 Maler Victoria G. Friis 08-01-1938

Billedkunstner Alexander Tovborg

Studerende Alma Akua Benewaa Domfeh

Studerende Ana Baumann

Billedkunstner og ph.d. Andrea Jespersen

Billedkunstner Andreas Fuhrer Studerende Aslak Warming

Billedkunstner Asmund Havsteen-Mikkelsen

Studerende Asta Bøg Hansen-Hoeck Studerende Asta Høyer Hansen

Billedkunstner Astrid Sandbæk

Billedhugger Astrid Specht Seeberg Keramiker Bente Hansen

Studerende Bjørg Dyg Nielsen

Studerende Clemens Dod Mantle

Billedkunstner Ed Atkins

Studerende Emilia Klint

Studerende Emma Løkke

Billedkunstner Eske Kath Billedkunstner Eva la Cour

Billedkunstner Frederik Vium

Billedkunstner Frederik Nystrup-Larsen Studerende Frederik Tøt Godsk Studerende Gunvor Lind Balslev Studerende Halfdan Kajhøj

Billedkunstner Hanne Schmidt

Billedkunstner Henrik Kramer Westergaard Studerende Ida Glitre

Studerende Ivalu Antoni Carlsen

Studerende Jamilla Mahmud Henriques

Billedkunstner Jante van Nek

Billedkunstner Jean-Marie Babonneau Studerende Josefine Alma Bundgaard Billedkunstner Karen Exner Studerende Karoline Franka Foldager Billedkunstner Kaspar Bonnén Kunstner Kasper Magnussen Studerende Line Kallmayer Kallmayer Kunstner og designer Linn Henrichson Stoftrykker og billedkunstner Louise Sass Billedkunstner Maja Lindberg Schwaner Studerende Marcus Andreas Møller Kjellingbro Billedkunstner og filmskaber Maria Storm-Gran Kunstner Maria Koshenkova

Billedkunstner Marianne Bruun Vierø Maler Mark Holm Møller

Studerende Mary Bom Kahama Billedkunstner Mathias Hantho Billedkunstner Mathilde Borsholt

Billedkunstner og forfatter Melanie Kitti Billedkunstner Mia Line Birkelund

Studerende Mikkel Gaarde Lystbæk Studerende Minna Emke Mølgaard Billedkunstner Monia Sander

Fotograf og billedkunstner Morten Bo Studerende Morten Underbjerg

Skulptør Morten Lykke Lykke

Billedkunstner Naila Hekmat Abdullah Billedkunstner Nem Askovic

Billedkunstner Nini Hansen

Studerende Rita Barbro Wilcke Studerende Rosita Kær

DØDE

Jacob Winter † 16. maj

Annette Kræn † juli Ole Bering † 20. oktober

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis ikke du ønsker den offentliggjort her.

Studerende Santino Santillana

Billedkunstner Signe Erichsen

Studerende Signe Høi Jensen

Arkitekt og kunstner Simon Hjermind Jensen Studerende Sofie Sjöö

Billedkunstner Tina Kallehave Studerende Victoria Kloppenborg Lunde Billedkunstner Vladimir Tomic Teksilkunstner Yoko Matsumoto Billedkunstner og grafisk designer Åse Eg Jørgensen

44 Nyt fra BKF’s sekretariat
NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

LEGATBOLIGER / RESIDENCIES

15. JANUAR

Eckerö Post – och tullhus, Åland

31. JANUAR

SIM Residency, Reykjavijk

→ sim.is

20. FEBRUAR

Det Danske Institut i Athen → diathens.gr

MEDIO FEBRUAR

(se endelig dato på hjemmesiden)

Det Danske Institut i Rom

MARTS

Ræveskiftet, Hornbæk

→ olehaslundskunstnerfond.dk/raeveskiftet/

BKF’S KUNSTNERBOLIGER

Ansøgningsfrist for Fanø-huset og Berlin-lejligheden.

De nye frister er d. 1. marts og d. 1. september

Ansøgningsfrist 1. april for Provence

Der er ansøgningsfrist den 1. oktober for ophold i Huset i Provence: januar – juli 2023

Yderligere info og obligatoriske ansøgningsskemaer findes på → bkf.dk/boliger.

NORDISK KULTURKONTAKT

Nordisk kulturkontakt støtter nordisk samarbejde inden for kunst og kultur, rejser, residenser, netværk mm.

Find ansøgningsfrister i det nye år på → nordiskkulturkontakt.org eller kon takt Nordisk Kulturkontakt på mail: program@nordiskkulturkontakt.org eller tlf. +358 (0)10 583 1029.

BKF’S UDVALG TIL FORDELING AF KULTURELLE MIDLER

Udvalget yder støtte til følgende formål:

— Styrkelse af billedkunstnernes juridiske og økonomiske rettigheder

— Advokat- og revisorbistand i sager, der fagligt vedrører billedkunstnere

— Støtte til aktiviteter der fremmer billed kunstneriske ophavsrettigheder nationalt og internationalt (f.eks. høringsmøder, konferencer, pjecer, information om Copydans ophavsretslige arbejde etc.)

— Støtte til faglige og uddannelsesmæssige formål, som vedrører flere billedkunstnere

STATENS KUNSTFOND

10. JANUAR

— Lån af kunst

— Kunst i det offentlige rum

19. JANUAR

— Værkproduktion og udstillinger

— Opstart af nye udstillingsplatforme

— Børn og unges mødemed billedkunst

1. FEBRUAR

Arbejdslegater – billedkunst

1. MARTS

Huskunstnerordningen

LØBENDE BEHANDLING

Danske galleriers deltagel se på internationale kunstmesser Ophold på udenlandske residencies Kuratoriske researchrejser

— Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billedkunstnere

— Tiltag der fremmer og tilgodeser aktivite ter, hvori rettighedshavere er engageret og som efter fondens skøn, bør modtage støtte.

Der ydes ikke støtte til enkeltpersoners udstillinger/projekter/uddannelse og studierejser.

Der anvendes ikke ansøgningsskemaer, men ansøgninger skal være på max 4 sider og indeholde: — En begrundelse for ansøgningen — Et budget for både indtægter og udgifter (finansieringsplan)

— Andre relevante oplysninger og eventuelle bilag

Ansøgningen bedes sendt til → bkf@bkf.dk.

Ansøgningsfrist den 1. marts 2023

Mere info på eller kontakt Slots- og Kulturstyrelsen (Billedkunstenheden) på tlf. 33 95 42 00.

FRISTER FOR LEGATER OG FONDE

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere på → bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

45 Ansøgningsfrister

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindel se med værkproduktion, ansøgninger, udstil lingsforberedelser mv.

Det kan for eksempel være:

— En billedkunstner med ordblindhed, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance ifm. fondsansøgninger.

— En billedkunstner med funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, fx i form af tilskud til rejse og ophold.

— En billedkunstner med handicap der søger midler til en værkstedsassistent ifm. nye værkproduktioner og udstilling.

Beløbsstørrelse:

Der kan ansøges om kr. 2.000 – 10.000 pr. projekt.

Ansøgningsfrist:

Fire gange årligt; 1.9 / 1.12 / 1.3 / 1.6

Ansøgning: Send en kortfattet beskrivelse på max 200 ord/en A4-side om behovet for assistenttimer i forbindelse med dit projekt og vedhæft cv til BKF’s sekretariat.

OPEN CALL: UDSMYKNING AF BKF’S CAMP PÅ KULTURMØDET MORS 2023

BKF inviterer billedkunstnere til at indsende idéer til en udsmykning af BKF’s stand på Kulturmødet Mors 2023 den 24.-26. august 2023.

Om projektet: BKF har siden 2015 deltaget på Kulturmødet Mors, der hen over 48 timer diskuterer kunst og kultur i Nykøbing Mors (→ kulturmoedet. dk). Igen i år vil vi bruge vores stand til at skabe en scene/ramme

for forskellige talks og samtaler om relevante kunstpolitiske emner. Der ønskes ideer til en installation primært uden på den container, der udgør BKF’s camp på Kultur mødet Mors.

Campen er placeret centralt på Kulturpladsen med stor synlighed.

Læs mere om deadline, honorar mm. på → bkf.dk.

46 Opslagstavle
Breakthrough
KOMMENDE UDSTILLINGER Vivi Linnemann Das Kleine Format 3. februar - 5. marts 2023 Villa Meier Severini Zollikerstrasse 86, Zürich Zollikon Schweiz → daskleineformat.ch/ uumlber-uns.html
BKF’s camp var i 2022 udsmykket af billedkunstner Kate Skjerning med værket
. FOTO Niels Linneberg Vivi
Linnemann, Workaholic

JULELUKKET I SEKRETARIATET

Kontoret i Vingårdstræde holder lukket i perioden 21. december – 3. januar, begge dage inkl.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!

BKF’S BESTYRELSE 2022

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

BILLEDKUNSTNER Katja Bjørn

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Lars Worm Thomsen

BILLED- OG LYDKUNSTNER Hannibal Andersen

BILLEDKUNSTNER Jules Fischer

BILLEDHUGGER Marie Markman

STUDERENDE Anna Elisabeth Dupont Hansen

BILLEDKUNSTNER Søren Hüttel

BKF’S REGIONER 2022

KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDHUGGER Simon Fiil

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND/BILLEDKUNSTNER Finn Lerkenfeld

NORDJYLLAND/MALER Jette Wistoft Noyes

NORDSJÆLLAND/KUNSTFOTOGRAF Josephine Ernst

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams, Hannibal Andersen, Marie Markman, Jóhan Martin Christiansen og Søren Hüttel

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 1, 2023: 6. februar 2023

ANNONCER Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

300 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK BUCHS AS

DESIGN OG LAYOUT

Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vingårdsstræde 21, 1 th. 1070 København K. T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

KOORDINATOR Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KURSUS- OG PROJEKTLEDER Karen Mette Fog Pedersen

Kolofon 47
AFSENDER Billedkunstnernes Forbund Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K ID-NR. 46798
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.