I Q,- 113 . 31. AUGUS T 1 8 9 8 1. AARG.
Foreuingsanliggender o. 1.
Vor e Kond i to rsven d es Uddan ne l se.
I vore Dage anstiller man ikk e sjelden
Sam m enli gn in ger in den de fo rsk j ell ige A r be id sfag mellem udenlamlske Arbeide r e og vore n orske , og mellem hvad Arbeiderne i Ucllandet og herhjemme kan præstere. Ved saada nne Sammenligninger h æ nd e r det desvæ rr e ofte, at man kommer til det Resultat, at de ikk e a ltid fa ld er ud til vore eg n e Arbeideres Fordel.
Det turde derfor her være paa sin Plads a t søge at udr ede, hvordan Fo rh o ld et arte r sig inden vo rt Fag i den n e H ensee nd e, især da det n ors k e Konditori ofte drives 1 omtrent sa mm e Retning som f. Eks. det tyske. ,·ilkaarlig paatrænger s ig da en det Spørgsmaa l, om ikk e vare Svende r eiser altfor !i det i Udlandet, forat de der kan faa Anledning til at se og nærmere sætte sig ind i, hvorledes vor t Fag har udviklet sig i den senere Tid.
I vo re egne store Konditorier her hjemme e r der vist n ok ri ge li g Anledning til at lære og til egne sig alt, h vad der behøves , fo r at kunne b li ve en flink og habil Konditor, saa at e n foretagsom Mancl paa Basis cleraf med Tiden kan etablere ege n Forretning og drive elet til noget. Ligesaa maa m a n medgive, at der hertillands som Rege l a lti cl arbeider e n hel Del Ud læ ndin ger, isæ r Tyskere, i vore Konditorier, og at dette kan have e n heldig Inclfl yde lse paa vo r e norske Svencle, som kan læ r e adskilligt af disse U cllændinger.
:Men dette e r in ge nlund e til strække li gt; elet er n oget ga n ske ande t at se Ting e n pa a næ rt H o ld.
Man kan med fuld Grund fremholde, at der her i No r ge er virkelig man ge rigti g flinke og dygt ige K o nclitorsv e ncle, som i enhver Henseende ful<lstændig sta ar paa H ø icl e m ed el e d yg ti gs t e Svende, vi ha r her, fra Ucl lan det. Men i Alminclelighed kommer ikke vo re Svende længere end til et v ist Punkt i sin Udclannelse, og da pl e ie r de helst at søge sig Pia Is i en e ll e r anden Smaaby, hvor de med Held kan anvende det, de tidligere har læ rt.
For disse Folks Vedkommende blir der se lvføl ge li g ikk e tængere Tale o m yderligere Udclannelse i Faget.
Ved at tage Ophold i U el landet for kortere elle r længere Tid og holde Skridt med Uclviklingen, der i dette Fag, som i alle andre, naturligvis gaa r fr emad, vild e ele kunne lære mere; de vilde som Fø lge heraf lettere faa Ansætte lse til enhver Tid her hjemme, hvor man saa ofte maa besætte en mere fremskuclt Plads i vore Verksteder med en U d lænd in g. Saadanne Poster gaar a lt saa vore eg n e norske Svende paa denne Maacle glip af, ford i ele gjerne savner den alsidige Udda nn e lse i Faget, som derimod de Udlændinger, vi engagerer til en Yigtigere Still in g, er i Besiddelse af.
Man vil fo rstaa, at Tyskland fortrinsvis e r det Land, man skulde anbefa le som Operationsfelt for vore Svende; ele t tyske Konditori e r, som før sagt, anlagt i omtrent samme Retning som elet norske.
Ogsaa i Sver ige ell e r Danmark er der visselig en hel Del at lære for vore Folk, og her har man desuden den Forde l , at man ikk e behøver at l æ r e Sproget. Elle rs har jo de fleste norske, yngre Konclitorsvende lidt Kjendskab til Tysk, saa Vanskeligheder med Hensyn til Sproget burde ikke st ill e sig hindrencie iveien, om man skulde komme med en saadan Indvending.
Det ø k o n om iske Spørgsmaa l bør endnu mindre kunne spille nogen Rolle, naar det gj æ ld er om a t fo r etage e n Reise til U dlanclet for at perfektionnere sig; thi vo re Konditorsve nd e e r sa ncleli g saa godt a fl ø nnecl e, at de med lidt god Vilje og Tanke paa Fremti den altid maatte kunne l ægge saapas tilside, at de kund e bestride Udgifte rn e ved et halvt eller e t helt Aars Opho l d i Udlandet.
Det gjælcler jo ikke n oge n oven·ættes lang Tid, og paa den anden Side e r det vist, a t et !id et Op h o ld i Ud la n de t vilde væ re a f uvurderlig Nytte for en tidligere vel nvet og flink Arbe id e r.
Om vore Sve nd e r ei ste lidt m e r e udenlancls, vilde det hæve vort Haandverk betydelig; Frugterne vild e n ok vise s ig
Der er flere Konditormestere, som opmuntrer og til sky nd er sine Svencle til at forelage en liclen Udenlandsreise, saa de kan
ganske sto r Bagning; men Ovnen b lev aldeles kold midt uncier Bagningen, saa elet var umuligt at fo rt sætte Steo-ningen, og det tiltrocls for, at der va r blevet fyret meget mere end under almindelige Omstænclighe<ler. Følgen blev, at jeg maatte stan e Bagningen for at fyre Ovnen, og hertil medgik en Tid af omt r. 1 ½ Time.
For at fo r ce re Arbeidet tog jeg e n Ov n Husholdningsbrød forst og derefter den resterende Del af Natbagningen. Kl. 6 Efterm iddag stod de s id ste Husholdningsbrød i Ovnen Jeg bad oieblikkelig mine Folk om at forlade Bageriet. elv havde jeg da at passe mine Brod fra at blive opbrændt og de r efte r at bringe dem ned paa But ik en; til de tt e Arbe id e medgik en Time.
Herfor, altsaa fordi jeg tog Vare paa min private Eiendom, forat den ikke sku ld e forb r ænde, skulcle jeg under Loven, meclens andre Haandverksmestere med s in e Folk kunde faa arbe id e, til Klokken va r I 2 sam me Aften, ja, kanske længere. Jeg og enhve r Bagermester de r imod skal ilægges Mulkt, fordi vi personlig efter Klokken 6 om Aftenen varetager vor egen Eiendom Kan man sige, at dette e r Frihed og Lighed fo r alle efter Loven?
Der kom altsaa Ordre fra Pol itim este r en om, at jeg sku ld e mode op paa Po liti sta ti o n e n , og af hvilken Grund? Jo, jeg havcle personlig arbeidet i mit eget Bageri efter Klokken 6 om Aftenen. Politimesteren se l v fanclt, at der var !iden Grund til at ilægge mig nogen Mulkt; men paa den ande n Side kunde han komme ud og se s ig lidt om i Verden, og ikk e a n det gjø r e, af F rygt fo r Svendene. det vikle r e t være ø nskeligt, om mange af 1 H vad skal man sige om saada nt ? vore Kolleger tog s ig af denne Sag.
D e t due r ikke at være sig se lv nok; v1 maa hente ny Lærdom uclenfr a; for der er altid noget nyt, so m vi ikke kjencler.
0
Fra Kristianssund N
har v1 modtaget nedenstaaende M edde lels e, so m at t e r med til strække lig Tydelighed beviser, hvor meget utidi gt Bryderi og Klucls den ulyksalige Bagerlov kan afstedkomme 1lan kan jo ikk e ve nt e s ig a nd et i et Land, hv o r Tendensen udelukken<le gaar i Retning af at beskytte Arbeiderne , uden at man har havt for Øie vore Arbeidsgiveres Int e resser paa samme Tid.
Vor ærede Meddeler sk riv e r: Mandag den 4de April s id stleden foretog jeg en aldeles n ød t vu n gen, in dvend ig Reparation paa min Bagerovn. Ovnen havde derfo r staaet leelig fra de n foru<lgaaende Lordags Eftermiddag til Tirsdags Morgen den 5te s .\1. Kl. 6. Enhver vil forstaa, at Ov n en va r da saa gru ndi g afkjølet, efter at have staae t aaben i 2 1/ 2 Døgn, at de n første Fyring aldeles ikk e blev tilstrækkelig til, at den kunde bli,·e gjennemvar m.
Saa var det O n sdag før Skjæ rt orsdag; jeg havde en, efte r vore Forhold ialfald,
Po litim este ren selv erkje nd e r, a t der e r !iden eller in ge n Grund til a t lægge mi g i Mulkt; men af Frygt for d'Hrr. Bagersvende t ø r han ikke andet e nd mulktere!
Skulde man tro, at man virkelig lever , i Slutte n af det 1 9de Aarhund r ede i d e t Frihedens L a nd, I o rge?
Som sagt, jeg blev mulkteret, og Mulkten blev fastsat til Kr. 1 5.00; men selvfølgelig vedtog jeg den ikke
H ermed har nu Sagen maattet bero, enclskjon t Politiet har gjort flere Henvendelser til mig med Anmodning om at beta le Mulkten; men sl ige Anmodn in ger har j eg afvist, fordi jeg vil ha\ e Dom, forenet j eg betaler
Nu ska l Sagen endelig under Behandling i .Meddomsretten. Vi faar da se, om en Domstol kan domme en land, fo r di han pe r sonlig varetager sin E iendom og l ov lig e Næ ring. Er der i det hele taget Spor af lening eller Fornuft i at domme en 1Iand, som heller vil arbeide, end en Mand, som ikke vil arbeide?
Hermed faar det denne Gang være nok, skjemt der kunde være meget mere at skrive om.
For si kring mod S t re ik e r 1 Stockholm har man i læ nger e Tid a rb e id et paa at l øse det Problem, hvorlecles man beclst skal kunne va r etage sine Interesser, naar der, som det saa ofte ske r i vore Dage, pluclselig indtr æde r St re ik ind e n et eller a n det Arbeidsfag. Der er i den Anl edn in g anstillet omhyggelige U nd e rsøgelser, ·og Resultatet er blevet, at man m1 har truffet de forberedende Skr idt til Dannelsen af et Forsikringsselskab mod Streiker. Selskabet d:mnes af sto rr e Arbeidsgivere.
Kornmarkedet
har sid e n vo r s id s tc Beretning, hvad Priserne angaar, ikke været underkastet no gen næn1e-. værdig Forandring, og nogen bestemt Tendens k a n e ndnu ikk e siges at have gjort sig gjælde nd e De forventede store Tilførsler er enclnu ucleblevne, og da paa Grund af de allesteds fuldstændig r ømmede Lagere holder s ig, er Markedets Stemning for Oieblikket ganske stram, særlig for l{ugs Vedkommende.
Fra Azow og \Volga vedbliver Kl age rn e over Rughøsten, og har disse i det s idst e antaget en næsten foruroligende Karakter. At de ikke er ubegrundede, sees deraf, at Eksportørerne derfra anstrenger sig for at tilbagekjobe tidli ge re afsluttede Ladninger. Paa den anden Side er H os ten s U dfald andre Stede r god og tildels udmerket, og nogen endel ig Dom om det totale H ost urlbytte kan encl nu n eppe fæ lcl es.
U dla n det.
Spredte Bemerkning e r om Brødbagn i ngen s Oprindel s e og Udvikling .
Af A. Cnyrim. _ Oversat fo r «No r sk Bager- og Konclitorticlende>. (Fortsal fra 1o. I 5)
Mange Byer og Distrikter er bievne beromte vet! der es Bagverk. Saaledes e r for Eks. Westfalen bekjendt for s ine Pumpernickler, som man vistnok har forsagt at efterligne andetsteds; men den egte Pumpernickel har dog altid Forrangen, da som bekjendt aldrig Efterligning kan maale sig med Originalen. Ma11nlteim er bekjendt for sine Rundstykker, og Ulm for en Sort fint, hvidt Brød, som lader sig løse op i jevne, tynde Skiver, uclen at man benytter Kniv dertil. Det har dertil den Egenskab, at elet ligesom Skibsbrøcl kan holde sig i Aarevis uden at tabe i Smag. Man serverer det gjerne til The og Kaffe li geso m Wien e rbr ød e ll e r lignende Bagverk. Alcala de los Panderos, ikk e langt fra Sevilla i Spanien, er ogsaa berømt for en egen Sort Smaabrocl, der ska l være overordentlig delikate og blir sendt vidt og bredt. Vandet skal bidrage meget til Velsmagen, siges der.
I Norda111erika, hvor Bagerierne ikke drives laugsm æssig, bages Brød af Hv ede og 1 i\Iais i de fleste Huse. Dertil bruges en selvti ll avet H æv, og ele steger Broclet i Forme i sine Komflirers Stegeovne. De bage r ogsaa Boller, som blir tilsat lidt Potaske og Edikke istedenfor H æv De bages som Brocl og serveres varme.
I T,Vim Jaa Bagerhaandverket i forr ige Aarhunclrede under for de strengeste LO\bestemmelser. i\lelet maatte dengang kun sæ lges af Folk, som dertil var a nsatte af , Regjeringen, og kjøbes af Bagerne til de st ipul e rede Priser, og saa sku ld e Bagerne le,·ere sin e Brod efter en Tarif, ele r var udfærcliget af elet Offent li ge.
i\følleeierne, som for det meste hav<le sine Møller udenfor Byen, negtede at levere Mel, naar ele ikke fik de Priser, de forlangte, hvorimocl Bagerne til enhver Tid n1r forpligtede til at skaffe Publikum tilstrækkeligt Brocl.
Naar man under saaclanne Omstæncligheder rnaatte aabne Byens sto re Forraadsrnagaziner, hænclte det i~k e sjelden, at Melet var fordærvet; men ikk e clestominclre forlangte man af Bagerne, at ele skulcle skaffe halitetsmæssigt Brød: hvis ikke mr ele hjemfalclne til Straffe, som efter ele Tiders LO\·e ikk e ale ne var meget følelige, men i mange Tilfælcle fornedrende, da man behandlede Bagerne som Forbryeiere.
I Aaret 1780 eftergav vistnok Keiser Joseph en Del af ele Fordringer, som stilledes til Bagerne, og tillod saa lecles h,·em som helst at sætte op en Bagerovn; men kort efter hans Død blev disse Forfoininger atter ophævct, og ele gam le Bestemmelser blev atter gjælclencle.
De gamle Mestere fanclt sig , ·el i dette uclen at kmirre, mens ele unge derimocl begynclte at arbeide mod andre Maal. Samme Ret for alle, fri e H æ ncler til at 1 ucløve s it Haanclv er k , blev nu Losenet.
Paa denne Tid var det, at man ogsaa gjo r de de forste Forsog med at ophecle Bagerorne med Stenkul.
Da eler ved det 1 9cle Aarhunclredes Begynclelse fulgte stor Krigsnod og Elenclighed samti<lig, som den franske Inv as ion fremkalclte Dyrtid og Mangel paa Levnetsmidler, vencltes Folks Uvilje hoveclsagelig m od Bagerne. Den 7de og Sele Juli i 180 5 fanclt Gadetumulter Sted, og da gik elet is æ r ud over Bagerne, som led stor Skade paa s ine Eienclomme og Forretninger.
Endelig i Aaret I 806 blev alt Bagverk, hvortil brugtes Smør, frigivet, og samtidig ophævedes den saakaldte «Losse ln » (Lodtræknin g ) Det var en Forret, som ele gam le Mestere havcle havt, at ele ved Locltrækning bestemte, hvem af dem der skulcle have Smorbagningen, og i hvilken Rækkefølge.
Den 1 ste Oktober i 1 809 ble,· endelig Melsatserne ophævecle, og fra da af begynclte man at etab lere Konditori e r og Luksusbagerier, som ikke blev underlagte noget Slags Kontrol fra elet Offentliges Side. Paa den
Tid, cia man i Tyskland havde tvungne Lauer, havclc ogsaa Bagerne Bagerret. En saacla n Ret maatte Bageren, hvis han vilde arbeide selvstænclig, enten kjobe af State n eller af en anden Bager, som allerede havcle en saadan. Retten kunde ogsaa gaa i Arv fra Far til Søn og blev betalt med 800-1 ooo Thaier. Ha, cle man engang kjobt Retten, saa hvilecle den paa Huset og kunde kun overdrages andre ved, at Huset gik med i Salget.
Baacle i Byerne og paa Landet h avcle man Takst paa Brød og B;ig,·erk, og , el.e r var foreskrevet, hvormeget Brød eller hvormange Boller man skulde levere Kjoberne. Taksterne uclarbeiclecles af offe ntli ge Embedsmænd, og Lensmancl og Byfogecl havde at paase, at de blev overho ldt e. L e , ·erede nogen Bager mindre Brød end foreskrevet, blev han mulkteret, eller om det gjentog s ig, fik han Fængselsstraf, mens Brødet blev konfiskeret og ucldelt til Sognets Fattige.
Tidlig om i\Iorgenen, al lerede }~lokken seks, indfanclt Politiet s ig i Verkstederne for at veie Varerne, og Publikum, is æ r den kjære Ungdom, fulgte med levende Interesse disse Aktioner. Blev en Bager straffet, mr elet dog ikke altid retfærdigt; thi hvor ofte hænder elet ikke i Bagerierne, at Brødene blir staaende lidt for l ænge i Ovnen, eller at Ovnen ikk e er tilstrækk:elig varm; i begge disse Tilfælcle kan en Uifference i Vegten blive Følgen. Det behøvede saalecles ing enlunde at være i bedrager isk Hensigt, at elet ikke stemmede med Satse rne Nu paahviler kun Bagerne den Forpl igte lse, at ele levere r Broclet efter den Vegt, ele selv har opg ivet for Magistraten ; men kan det bevises, at ele ikk e gjo r det, e r ele e ndnu hjemfaldne til Straf - el. \". s. Mulkt, som kan blive ret betydelig.
I disse fremaclskriclencle Tider har der heller ikke paa Bageriets Omraacle været i\Iangel paa Forbedringer og n ye Opfinclelser. Man har saa lecles opfundet en Masse nye, tildels meget komplicerecle Bagerorne, der gaa r ud paa at spare Bræncle eller bruge billigere Brænde end hicltil. End videre har man en hel Del Knacle- og Deigdelingsrnaskiner, som er beregnet paa at spa re Bagerne for den før saa møisornmelige Knaden og Deling af større Deigmasser, foruden en Masse a ndre l\laskiner, der, anvendte i Verkstederne, sparer megen Arbeidskraft og lett er Arbeidet.
Et Eventyr i Mexiko .
(Oversat fra Fransk for «No r sk Bager- og Konditortidende ,)
Det mr en Juliaften i r866. Maanen stod stor og hvid over Capultepecs H øi og badede Keiser Maximilians Slot i sin Glans. Ikke et Blad beYægede sig i den stille Luft; J ætte ypresserne ragede i Veiret og kastede m ægt ige Skygger, meclens Tropernes Blomster udsendte sin sterkeste Duft. De inclbod de
sto r e, brogede, fl ø il sb lod e Som m e rfu g le til e n Drik af deres Bæge r, fo r Nattens rigelige
Dug begyndte at falde.
J eg h avde faaet en Dags Pe rmi ss io n,jeg m r n e mli g mm U nd e r office r med elet Armekorps, som b lev afse ndt fo r at hjelpe
Keiser Maximillian, - og jeg benyttede den til at besøge Capu l tepec og den s Omg i ve lser.
Min H est s t od allerede opsadlet og sk uld e fore mi g tilbage til i\Iexiko, men j eg fik Lyst t il i det klare i\faaneskin at gjø r e e ndnu e n Tur til elet forfalclne T eoca lli , so m Jaa e t Stykke bo rtenfor Slottet, og hvor Belysn i ngen nu maatte være storartet
Besværlig arbeidede jeg mig et Stykke o p for ele nedfa l dne Trappetr in Hvor fordum arme Stakler va r h e n s læbt for at Jade s in e
B lade; m e n elet deiligste af a lt var dog de mandelformede Oine, so rt e og bløde som F lo il. Meclens hun a rl- eidede , stod den ga mle ved h e n des S id e, muml e nd e Bønner og Besværgelser, rnedens hun vuggede Overkroppen frem og tilbage og v iste e n I ve r , som jeg fuldstændig delte. Et Krnrter omtr e nt h avde Ma rin a holdt p aa at arbe ide og faaet tilside e n hel D el J ord og Stene, ela "pade n p lu dselig med en klingende Lyd s todte mocl Metal. Med feberagtig Energi a rbei dede hun v id ere, og un<..ler aandelos Spæ n ding trak hun frem en underlig formet Krukk e af graat Metal. Straks den gamle skjønte det, g reb hun oieblikkelig eft e r de n, og det va r baade uhyggeligt og paa samme Tid rø r ende a t se, med hvilken H enrykkelse
Liv so m Offe r til Solguden, h avde denne hun tog Krukken i sin Favn, kyssede og se l v nu med sin hede Aancle frembragt det kj æ lede fo r den, som om de t var et levende ri geste Liv. Grønne Bl adpla nt er og Efeu Væsen. dækkede det forvitrede Murverk, medens «Ink as Skat til dig, Marina - hans ?l[yrtebusker med sine b lanke, smaa Blade ' s id ste Skue! nu kan jeg dø! Nu kan du og gu lhvi de Stjerneb loms t e r voksede rnellem
S t e n e n es Sp ræk k e r.
Jeg var kommen omt r ent halvve is, cia jeg stansede for at kaste et Blik omk rin g paa denne selsom m e , fortryllende Sk j ø nh ed, og i denne Hen s igt for lod j eg ogsaa Stie n og g ik frem foran et sto rt L au rb æ rtr æ fo r bed r e at kunne se. Neppe havde jeg staaet saa ledes et Par Minuter, fø r jeg horte s læbe ncl e S kridt og dæmpet Tale. J eg tittede mellem Bladverket og b l ev va r to Kvincler, som med :Moie arbe id ede s ig op til A fsatsen.
D e n e n e var gam m e l, sk r øbe li g og foroverboiet; hun støttede s ig t il den a nd en, hvis Ansigt va r skju lt a f h e nd es Rebozo,e t st ri bet Schawl.
« H e r e r det », mumlede den Gamle «Tre Sk ri d t til hoire fo r Opga n ge n ligger Ink as Skat. H e lli ge Guds Moder og a ll e H elgene i Himm e le n, lad mi g ikk e d ø, fø r jeg har g i ve t mit Barnebarnsbarn, hvad h endes er ! »
(< O ld e m o r » , sagde e n un gdommel ig Stemme, med et vemod ig t klagende Ton efa ld , «Olde m o r, den e r n ok borte for læ n ge sid e n. Jeg er bange, du blir syg; vis mig Stede t, saa kan jeg gaa dicl ale n e e n ande n Dag » Hun vendte s ig nu m od mi g, og jeg saa et ungt, s mukt Ansigt med et Par deilige Ø in e og et !id et fintformet H oved, bo iet som et Blomsterbæger. Rebozoen var g ledet n ed og det bbasorte s ilk eblode H aa r h a n g i fire tunge F letter li ge n ed til 1[idj en.
« Du taler som et Barn, Marina » , sagde den gam le fornærmet. Hun var tydel igvis blind; thi famlende søg te hun efte r Plateauets bagre Væg og udpegede for Pigen et S t ed, hvor denne begy ndt e at g rave m ed e n H a kk e af e n Form, som v is tn ok va r i Brug fo r Sekler tilbage, d a Landet var i hendes Forfædres, de kongelige Aztekers, :\fa gt.
Hun va r nu k o mm e t sig saa n æ r , at jeg i Maanelyset kunde se, hvor fortryllende hun va r. Pa nd e n Yar høi og hvicl, .\nsigt et liclet og ova lt , rode, fyldi ge Læber, mellem hvilke T æ nd e rn e s kinn e de so m J as min e rn es
r e ise meel den gode Frue ove r Havet, saas n a rt jeg e r død, » sta mm ede hun. «J eg havde lovet min Moder med en dyr Ed - elet et' nu fem og seks ti Aar s id en - ved den h e llig e Annmia t as Alter, at forst naar tre Hundrede A::ir v::ir tilende, sku l de Ska tt en se Da gens Lys, hvis der e ncln u fancltes A fkom, og var eler in ge n, skul de Guden beholde den. De tre hundrede Aar e r nu ti len ele. J eg e r femogniti - et la n gt Li v, men nu e r det s n art fo r b i. Hellige Guds Moder, a nn am min Sj æ l ! »
En la n g Stund sad hun s till e, sa mm e nkro be n med Krukken i s in Favn, og det saa ud, som om hendes s krob e li ge Legeme s kul cle falde sa mm e n til in t e t, nu ci a hun h avcle opfy ldt sin Mission
J eg begyndte a t blive utaalmod ig og h old t n e t op pa a at gaa frem og passere fo rbi dem med e n U nd sky lclnin g, da ny e S kri d t hortes og Lyden af tvende grove Stemme r, som bandede den daarlige V ei
Instinktmæssig tog jeg et S kridt frem, n e t op so m de n unge pige gj o rd e den gam! e opmerksom de r paa.
« :\J en væ r ikk e bange, O ld emo r , » sagde hun, «e n Caba l ero » - jeg bar den Dag en m ex ik a n sk Kavall e r s breclbræmmede, sno rbesatte Zombrero og vide, fr yndsede Knæbukser - «en Caba lero staar h e r ved S id en af os og vil beskytte os.»
«J a, » sagde jeg paa saa godt spansk, som jeg kunde præstere, «kom ind her bag Buskene, h e r v il in ge n kunne se D e m. »
« Nei, Se nor, » sva r ede den ga mle meel hurtig Aandsnæ r værelse, «ele kunde hore Sto ie n a f Bladene, hvis vi al le g j em te os, ~attens Rovdyr har s in Hor se !, m e n tag De de nn e, » resolut rakt e hun m ig Krukken, «og gjem den for mig , til de er gaae t. Man e r vant til a t se mig her. »
Alt dette g ik for sig s::ia utroli g hurti g, a t jeg ikk e e ngan g fik t æ nke ove r, h vilket Ansvar jeg paatog mig Yed at gjemme Ska tten, for t o vildt udse e nde Indi v id er s t eg op paa Plat ea u et.
«Ikk e engang her kan man faa være i F red, » brummede den ene, « hererjoFolk! » « Aa, det er bare e n tullet Kj æ rrin g, som er her baade sent og tidlig, » svarede Kammeraten.
« T\"ed med Pakket, » sk r eg han raat til begge Kvinderne, «vi skal have Gjæstebud her i Kveld fo r alle de Djævle og Spøgelser, som i :\Iex ik o er, og vi ha r in ge n Plads fo r ubudne Gjæster. »
Han putfede dem begge n edove r, og ele sk yndte sig afsted, medens den gamle udstødte endelose Forbandelse r over dem. Min Tilstedeværelse havde ele ikk e bemerket.
De var ikke stort mere end en halv Times Tid deroppe paa Plateauet, og hvacl de der fo re t og s ig, forstod jeg ikke.
De gjo rd e op e n !iden Ild og l agde noget Krudt eller andet eksplosivt Stof deri; thi Lue n slog et Øieblik høit i Veiret. En Stund derefter l yste røde Il dtu n ge r paa a ll e Haugene rundt omkring.
« Nu ved man, a t hun har faaet n ok; nu kan hun gjerne reise, » var de e n este Ord, de ytrede, da de steg nedover igjen, og jeg fik elet lndtryk, at elet v i st maatte væ r e Smug lere, som s ignaliserte til sine Kammerater. Siden kom jeg rigtignok paa andre Tanker, m e n de va r af den Natur, at j eg ik ke e n ga n g turde hviske derom.
Da de \'ar borte, fu lgte jeg efter, saa sn::i rt som jeg a n saa det raadeligt, og t æ nkt e hele Tiden, at veel Teocallis Fod v ild e jeg tinde begge Kvinderne ve nt e nd e paa mig eller mødende dem i Trapperne.
J\Ien ik ke et levende Væsen va r a t se. Du gge n faldt tæt, og Natten var st ill e Landeveien til I\lexiko og Vera C ru z s n oede sig som et lwidt Baand nedenfor Capu l tepecs Porfyrfjeldkam.
J eg v id ste hverken, hvem de to Kvinder mr, eller hvor de boede, og her stod jeg med deres Skat i A rm en.
Jeg ve nt eele e n Time Maanen s t od hoit paa Himm ele n; da saa jeg nede paa Lande, e ien li gesom et Tryllesyn fare fo r b i. En hvicl Vogn med gy ldent Beslag, trukket af toll- snehv ide f\Iulæsler, hvis Bjælder klingede sv::igt som Feernes Musik.
~ogle sto r e so rt e .K.jøretoier fulgte efter. Derefter b l ev alt atter st ill e, og Veien Jaa li g~ saa h\'icl som for hen.
S iden fik j eg Yide, at det var K eiser in de Charlotte, som begav s ig paa sin Pilgrimsfærd fra H of til H of, men den Gang anede jeg ikke, hvacl det mr
T\ogle Minuter blev jeg adspredt ved dette underlige Syn, men saa begy n dte jeg atter min Vandring op og ned Trapperne til Plateauet, frem og tilbage veel Teocallis Fod, in dtil jeg var a ldeles gjennemvaad af Duggen, stiv og fo rfr ossen
Klokken blev fi re - halvseks skulde jeg være til bage i Kasernen. J eg m aatte afsted, og Krukken maatte jeg tage med, fo r jeg antog ikke, elet va r r aacleligt at sætte den tilbage paa den Plads, hvor den var , funden.
Saasnart det ig j e n var muligt at faa Seks Aar gik hen. I Kri ge n r 8 70 -7 1 Permission, begav jeg mi g tilb age til Ca pul- avancerede j eg til '.\[ajor. tepec, og Krukk e n havcle j eg m ed vel inc! - Republiken fulgte efte r K e i erclornmet, pakket i e n almindelig Papæske. J eg sp ur g t e og eft er Beleiringens og Kommunens ha:ude I og horte mig for, og til slut fik j eg R ede paa, Tid e r opra n<lt atter bedre Da ge fo r Paris. at e n ga mm e l, blind K o n e boede i e n H ytte Inka s Skat laa i mit Pengeskab, og jeg ved F ode n af T eoc alli. J eg op,og te den, 1 til s t aa r, at und e r Krigsbulcl e ret g lemte j eg me n den var s t æ n g t, og fø r st efter man ge r e nt b::iacle den og dens Eierinde.
An s tr e n ge lse r l y kk ecles <let mig af e n 1 abo- Saa var elet e n Aften, j eg s kul cle clkv incl e at faa e n D e l 01 ly. nin ge r. skab til e n af mine Venner i Fauborg t.
D e n gam l e Kone v::ir do d , og Marin a Germain. l\lin Vei gi k forbi '.\l adele in ek irk e n , var ful g t med e n fornem Dame o , e r Ha vet. og ved et !id et Blornsteruclsalg li geved de n
« Til Frankri g? » spu rg t e j eg.
« lJ et ved j eg ikke, » sva r ede hun cc Hun t a lte de F rem med es fordom te Sprog; ;\J ar in a re is te d e n Nat, vi ha vele Fuldmaane, »sa mm e Nat, som Krukk e n blev ove rg ivet til mig - « og den ga ml e clocle ved Daggry. »
«Sendte hun in ge n Hil se n til mi g? »
« Hun t a lt e ikk e, e ft era t Marina v a r rei st· hun sluknede som e n Il dflue, n aa r man knuse r den rn e ll e rn Fingrene. »
Endnu havcle j eg ikk e seet Krukkens lnr\holcl, og ria jeg fik d isse M edde le lser, o n s kede j eg opr igt ig, at den kun m aa tt e ind eho lde Stov og A s k e , forat ikk e den yndige ~farina sk uld e lid e nog e t Tab g j e nn e m mi g; men mit H aab sk uffedes D a j eg for laasede Dore aab n ede d e n lille graa Krukk e, strna lede irnod mig Kj ede r m ed g ni st re nd e Rubiner, m e lk ehv id e P e rl e r i l a n ge Rader, Guidmynter og underlige B ill ede r , og underst paa Bunden straalende Diamant e r. Femtitusen Francs li e r k a n ske m e re var Juv e i e rn es Værcli. H vacl s kulcl e jeg g j ø r e m e d d e m?
D e n e ne a f Eierin ! e rne va r død, den anden borte. J eg ha vde in ge n L ys t til at ove rg i ve katten til Myndigheclerne; thi i hine D age g ik elet ikk e n etop m o n t e rv æ rd ig t til, og li ge a a go dt som, at lnk as kat s kulcl e havne i e n e ll er ande n Di gnitærs Lomme, kunde jeg gje mm e den i H aab o m e n ga n g i mit k jæ re Frankrig at mode den mancl e l o i ede Eierinde m ed el et t y kk e blaaso rt e Haar. J eg va r sikk e r paa, at jeg s kulcl e kjencle hend e i gje n !
Som man ved, e ndt e Keiserinde C harl o ttes Pilgrimsfærd i Vanviddets '.\[ o rk e, og hendes ridderlige Gemal maatte m ed s it Liv bode for s in L oya litet mod d e t ny e F æcl r e land. '.\lind et om hans sø rge li ge Skjæb n e og vort Feltto g i '.\l ex ik o va r uudslettelig indpræget i vort Sincl, og for mit V e dk o mm e nd e stod is ær hin Nat, da Ink as Skat b lev lagt i min Favn, levende for mig.
Det l y kk ede mi g at faa Rede paa, a t E nk e n efte r e n Bankier, .\[ adame Gerard, sam tidi g med K e ise rind e n forlod i\lexiko og h:wde med s ig e n ung in dfodt Pige. '.\l e n Gera rd e r jo ikk e n oge t ualmincleligt N av n, og da Bankierfruen var ko mm e n til P a ri s, fo rs vandt hun so m e n Oraabe i H avet. J eg opsog te uden Re ultat Fa mili e n C era rd baade i Ost og i Vest, i Syd og i Nord, men a ldng fa nclt jeg den re tt e.
sta nd sede jeg fo r at kj øbe mig e n Blomst. B la n clt I ,::i n dets brogede Blomster laa ogsaa Kvister, hvorpaa ,·okshvide tropiske B l omster, so m m e d si n berusende Duft bragte mig til a t tænke paa ele Yarme Aftener under i\[exicos hvide :-la a n e. J eg va lgte e n af d isse, og da den un ge Bl o m s t e rsæ lge rske boiecle s ig frem for at fæste Blomsten i mit Kn aphul og den ed saa paa mig med et Par v idunderlige sor t e Oine, blev j eg endda ste rk ere min clet om disse yde ns Nætter.
H e l e a tt e n , m e ns den d oencle vokshvide Blomst uclsenclte alt sterkere l) uft, stod el e dybe, melankolske Ø in e for mi g, og dreven af, j eg ved ikk e hvad, thi G j e nkj e ncle lse var det ikk e cia, gik jeg tidlig næste Formiddag h en til Blomsterhandelen ved ;\lacleleinen.
Den fø rste .\l orge nh andel mr nok slut; t h i fo r 0iebl i kket va r eler ikke mange Kunder hos den unge Pige, som m ed e t so rg fuldt u cltryk i si n e Oine s::ia ucl over Pladsen.
En n oge t æ lclr e K vinde sys l ede ogsaa i Butik e n; j eg s teg dristig h e n og begynclte at passiare med de m.
D e t varecle ikk e l æ nge, før j eg fik Reue paa de n unges Hi to ri e, og min Anelse log til, - det va r min længe sav n ede 'Marina.
M adame Gerard h avde ved s in A nk omst til Frankrig sat hende i en Klo terskole og vi sel ige n I eta lt F o rskud fo r hende i fire Aar, den gode jæl. Og ve l va r elet; thi neppe var hun k o mm et til R o i s it Fædreland, for hun atter tog Af k ecl for at r e ise til s it r et t e Hj e mland.
.\farin a for blev i Klosteret sine fire Aar: m e n e ft er den Tid va r elet umuligt at holde Sydens Friluftsbarn fast der, O" h,·em Yed, hv orda n elet vilde gaae t hende, hawle ikke e n hæd e rlig og e n e r g isk Vaskekone skaffet h e nd e Pl a l. i Blomsterhandelen h os he nd es D at t er. J eg hort e paa alt dette, ud e n a t fortælle min Hemm e li g h e cl, og først d a min Advokat h a vde fast laae t, a t det var udenfor al Tvil , at Blomsterhandelens m ør k ø iede Mad e moi se ll e .\Iari e var min t abte .\lar in a, bad j eg hende se l v at fortæ ll e .\l aanesk in n attens Hi stor ie « D et g ik saa fort a lt sa rnrn e n » , sagde hun og strng s i g med H aande n o ve r Panden, som o m hun vilcle s k ycle tilside det :;\[ o rk e, so m l aa OYe r r a tt e n s H æ ndel ser, « men jeg s kal fo rs oge: ela vi k o m n ed, O ld e mor og jeg, m odtes v i ogsaa der af Mænd, som med Tru s l e r jagede os bo rt. Hj e mm e i H ytten sad '.\[ aclamc Gerarrl og ve nt ede. '.\lange Gange fo r havcle hun bedt Oldemor 0111 at
faa Lov til at tage mig med, og jeg havde Lyst; thi hun var en Engel, og elet va r tungt at leve som Fuglen i Skoven, men Oldemor sag<le besta n d i g: Ve nt - vent, hun er min s idste ; men enga n g ska l De faa h e n de »Ku sagde i\laclame, at Oldemor maatte bestem m e s ig hurtig; thi hun s kulde reise o m e n Tim e; da. \ clsignede ld emor mig og sagde: 1<R e is! » og til os begge sagde hun, at hun sku ld e overg i, ·c Krukk e n til en Kjobmancl i \'era-Cruz. Men Kjo bma nd en skr ev, at Oldemo r va r dod, og hun havcle hverken efterlaclt Bud eller Hil se n til ham » · « Hvad tænkte D e om mig? » «ja, h, ad kulde jeg t æ nk e, Monsieur? » sva recle hun med t !id et S mil. « D e kom og forsva nd t; D e kunde jo li gcsaa godt have været Bjergets A a nd, so m tog s in Skat igje n, de rsom elet da var en Skat; m e n h ve rk e n Oldemo r eller jeg l'icbte, hvacl den in deholdt. D esude n, M ado nna ved, at vi tr æ n ger til Provelser. Og nu er jo Alt god t. D e har fundet mig og s ige r , at Krukken v irk elig gje mm e r e n ~kat, og at den e r min; saa kan jeg jo g i ve Ze li e » - hun s:ia paa Blomster h a ncll ersk e n m ed kj æ rli ge Blikk e « et Smykke til at have om Halsen, n aa r hun o m Sondage n r e ise r t il Vincennes, og behover altsaa ikk e at frygte for a t do a f Sult, som en gamme l Kvinde g j o rd e i d et Hu s, hvor vi bor. Hun va r for stolt til at v ill e tigge, og det haHle heller ikke jeg kunnet gjort » H e nd es usky ldi ge og fortrolige Maade a.t være paa fo r tryllede mig a ldel es, og næste l l ag so rgecle j eg før, a t hun so m e n æ ret
Gjæst blev m ocl taget i min Sos t e rs Hj em Hendes Klosteropclragelse gjo rd e jo, at hun stod fuldstænclig paa sa mm e Danncl ses trin som vi, i enhve r Henseende. mykkernes Væ rdi overs t eg l a n gt vo re Forventninger, og ela de va r r ea li serede, havde .\farin a e n :\lcclgift paa femogsytti
Tu se n Francs og eles ucl e n Perler og Rubin er, h vormed hun kunde smyk k e s in fortryllende H a ls.
Hun fo r b l e v dog ikke l æ n ge hos min
Soster. Hun fulgte mig, da j eg tog Afsked fr a Tjenesten og bosa t te mi g paa vo rt Familiego<ls i Bretagne, og huslig, b lid og ø m bere der hun mig hver D ag s t ø rr e og stor re Lykke.
J eg kal eler hende min lille me x ik anske
Prinsesse; men hun s ige r, at hun l a n gt fo r etrækker s in nuv æ r e n de Ti tel: Grevincle M arin a de K e rv a n.
Fra Danmark .
D e t socialistiske Tyranni.
« Dansk .Hager- & K o n d.- Tiu. » skriver :
D e Ove rg reb, der ucloves fra Bagernes Forbunds Side, sy n es ikk e at a ft age; t ve rtim od , de sy n es a t tiltage i e n utrolig Grad og antager e n efte r vo r i\Icning meget betænkelig
K. arakter.
' æ s ten dagl ig modtager vi Klager, snart herfra, s n art de rfr a, nart fra :-! estere og
s n art fra vende, o , er, a t Forbundets Besty r e lse e ll e r e nk e lt e l >e rso n er, der opt ræder i Forbundets Na , n, k omme r og indbl::tnd e r s ig i Forholdet m e llem Me s te r e n og han s Sve n cle og vil fo r eskr iv e :.\l es t e r e n , at h a n kun maa tage Forbundsmedlemmer i A rbeicle, og S , ·end e n e, at de ska I indtr æde i Bagern es Forbund.
H eri er nu Grund e n int e t I\ yt; t vertim od, det e r j o e n gammel Hi s t or ie, som fornufti ge Folk i Crunden gjo rd e rettest i a t le af og tage s ig let ; men <let utilb ø rlig e og forurol ige nd e ligg e r i, a t saacla nne Persone r , n aa r de m ø des med e t Afslag, søge r ved Tru sle r om e n v ed Hj æ lp af deres soc ialdernokrat iske Meningsfællers Bistand a rrange r et B o y k o t t i n g at dominere og tl'inge i\Iesteren til at g il' e efter fo r eieres Kra v.
D e r staar jo ikk e et e n es te Ord i nogen af ele m elle rn de re spe ktive Mesterorganisa ti o n e r og Hagernes Forbund ind gaaede Ove r e n s kom ste r o m, at e n l\lester kun maa tage Forbundsmedlemmer i Arbeide; m e n heraf fø l ge r da ga n s k e naturli g, at elet m aa l'ære over lad t til e n .\·end se h · at afgj ore, om han vil indtræde i Forbundet eller ikk e, og det e r derfor et a ldeles uberettiget og ut il borligt O, erg reb, naar man ved Trusel om, at man vil fo r søge at gjore ham brodløs, forsnger a t tv in ge ham i nc! i Forbundet
So m et Ek sem p e l paa e t saacla nt Forsøg paa at true e n l\ l es ter til at afskeclige e n Sve nd, m e d h vem h a n er fuldt tilfreds, og so m se lv e rkl æ re r sig tilfreds med de \ Vilkaar , und e r h vil ke h a n arbeider, s k a l vi her a nfø re, at der forleden fr a L y ng by kom I e t Par sucialdemokratisk si nd ede Bagersvencle ' til Hr Bagermester Petersen i H o I te og forlan g te i Forbundets Nam, at han s kulcl e afs kedig e s i n Me s ter sve nd, da den n e ikke var Fo r bund s m e d le m og havde · n eg tet at indtr æde i For bundet!
Da Hr. P. hertil s , ·arede, at han ikk e fo lt e sig fo ranl ed iget til at efterkomme de nn e Begjæring, erk læ rede de p aagjælde ncl e, a t, h\'is h a n ikk e i d e n n æ rm es t e Fremtid efterkom Forlangendet, :aa vilcl e der blive ud se ndt Løbesedler til .Publikum m ed A nm od nin g om ikk e at kjøb e Brnd ho s ham
D e t er klart, a t in ge n Bag e rme ste r kan eller bør medvirke til at tvinge s in Sve nd til at gaa i nd i Fagforeningen; th i derved vilde ha n jo um yndi gggjn re s ig se lv i s it eget Hu s og tillige e rkj ende Forbundets Forretningsfører som en ham overo rdn et P erso n , der va r berettiget til a t fores kri ve ham Regler for, hvorledes han s kuld e drive sit Bageri. Al Tale om, at Mes t e rn e ku n ska l beskjæft ige
F or bundsme d le mm e r, e r ku n Fanta s ter i , og det har da ogsaa hidtil vis t sig o , ·eralt , h rn r man har forsagt dette i Praksi s, at det har f ø rt til komplet Fiasko.
F or s kj e lligt.
Hvem betaler Ka la s et ? i\ a rli gaa rs beta le r Arbeiderne i T y kl :rnd hc111·ed 6 '.\lilli o n e r Kron e r til den socia lcl erno k ratis k e Ag it atio n skasse D et skulcle være inter ess:rnt at v ide, hl'or meget eler af disse Penge gaa r direkte i ele soc ia li st iske L ede r es L omme r !
Vinkjendere . Et Selskab V inkj endere \\'i esbade n b le , · uen ige o m , h1 o r l'idt fransk e ll e r tysk Champagne s rn agte bedst. Man i nd g i k V æ ddemaal, og eler o pn æ vnt es tre D o mm e r e, som s kuld e afgive s in D o m o m 25 fo rs kj e llig e «i\ 'l e rk er » En a f D e lt age rn e havde med si g 6 Flasker af samme Sort Vin; men han fo rsy nt e h1·er Fla ·ke merl sin Etiket, den e n e fi ner e end den ande n Ved PrislJedommelsen blev e n af disse Flasker sat som No. 1, en a nd e n som No. 2 5, medens de tre a ndre fik Plad paa for ·kjellige Steder i Ræ kk en af de 2 5 D a !J omme n va r afsagt, op l ys t e Spe ktak e lma ge r e n Se ls k abet om det Puds, han ha vde sp ill et ma gsdo mm e rn e , og bemerkede med Sa n cho P:rnza: «D e har fo rskje lli ge H a lsbaa nd, m e n det e r udelukkende e n og samme H u n d »
Blankt Br ø d . For at faa e n blank korpe paa Brød pleier man at t age elet ucl af Ovnen, n a ar det n æste n er fæ r cligt, og 0\'C r st ry ge det m ed varmt V a nd, hvorefter m a n sæt te r det ind i Ov n e n i g j e n nogle i\Jinut e r. E n d nu bedre e r det, om man blander li dt i koldt Vand udrnrt Potetesrnel i det va rm e Vand. i\Ian t ager 1 Sp iseske til 1 Liter Vand, lw o r eft e r man s tr yge r Blandingen med e n !id e n myg Børste paa Brøde t.
V ore Abo nn ent er s Opmæ rl so mhed Il en - I h en l edes paa Nedenstaaende:
Averter
,,Hager- og Konditortid.end e" Ba ge ri cie nd omm e til 'a lg ell er Bortl eie
IAverter
efter Ba g r- og- Kondit ors ,·end e e ll e r P lad ::;e h er igj nnem.
Averter
efte r Butikbet,jening eller l edige Butikdam e r ; og Plad e gje nn m Anno nce r.
