Altinget Magasin Temaord
DEBAT
KRONIK
Sosserne har mistet rollen som Danmarks sidste folkeparti Socialdemokratiet så engang sig selv som brobygger mellem forskellige befolkningsgrupper. Men i dag har partiet forvandlet sig til en snæver interesseorganisation for den lavere middelklasse, og derfor flygter storbyvælgerne, de veluddannede og kulturforbrugerne i stor stil. Af Lars Trier Mogensen Politisk kommentator
Epoken for brede folkepartier synes forbi. Det hurtigt voksende antal partier forsøger hver især at pleje stadig snævrere vælgergruppers interesser, ofte forstærket af en fragmenteret medieudvikling, hvor skarpt adskilte segmenter knap nok bemærker andres synspunkter. Ingen partier evner længere for alvor at appellere på tværs, heller ikke Socialdemokratiet, som ellers har haft en selvopfattelse som Danmarks sidste folkeparti. Men det er slut nu. Socialdemokratiets historisk dårlige resultat ved kommunal- og regionsrådsvalget har gjort det tydeligt, hvor svært regeringspartiet i dag har ved at favne til gaden og gården, både til storbyerne og landdistrikterne. Forklaringen er enkel: Socialdemokratiet har udviklet sig til et stadig mere afgrænset interesseparti, der primært appellerer til lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger. Andre vælgere søger derfor mod andre partier. I perioden med Mette Frederiksen som formand har Socialdemokratiet på den ene side fået skærpet sin profil betydeligt, og mange klassiske arbejdervælgere har tydeligvis ladet sig begejstre af det gennemførte og målrettede fokus på folk med jævne indkomster og lange arbejdsliv. Særligt arnepensionen står som et stærkt symbol på en ny og mere socialt bevidst prioritering af de mange og ældre hårdtarbejdende lønmodtagere uden friværdier. Men satsningen på igen at blive et rendyr72
ket arbejderklasseparti har også haft sine omkostninger. For på den anden side er Socialdemokratiet begyndt at frastøde de vælgergrupper, som ikke umiddelbart kan se sig selv i den arbejderistiske skabelon. Nedturen i landets fire største byer taler for sig selv: Tendensen fra sidste folketingsvalg er blevet accelereret, og Socialdemokratiet har mistet yderligere terræn blandt de befolkningsgrupper, der i dag bor i de største byer, fra unge studerende til højtuddannede funktionærer.
Politik er et nulsumsspil Modsat tidligere, hvor Socialdemokratiet reelt evnede at indtage rollen som brobygger mellem forskellige socialklasser – og formåede at vedligeholde et solidt fundament som folkeparti ved at favne arbejdsmænd og akademikere, høj og lav, tykke og tynde – er spektret ved at blive indsnævret. S-regeringen har først og fremmest plejet ét enkelt, men dog stort vælgersegment. Med fortsat opbakning fra mere end hver fjerde vælger har Socialdemokratiet selvsagt stadig fat i en broget skare, også mere socialt sammensat end de fleste andre partier. Men forestillingen om Socialdemokratiet som et fælles folkeparti for alle er ved at gå i opløsning. Og det er langtfra tilfældigt. Belært af de bitre valgnederlag i 00’erne og særligt tabet af regeringsmagten ved folketingsvalget i 2015 har S-regeringen under statsminister Mette Frederiksen med stor præcision fokuseret på vinde frafaldne arbejdervælgere tilbage og samtidig konsolidere sig blandt de lønmodtagere, som har følt, at Socialdemokratiet i alt for mange år har været styret af privilegerede karriere politikere uden fornemmelse for hverdagen på gulvet og uden for storbyerne. Missionen er lykkes. I hvert fald i første runde. Ingen kan længere være i tvivl om, at Socialdemokratiet i dag prioriterer netop lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger. Anført af tænksomme ideologer som indenrigsminister Kaare Dybvad (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er S-regeringen trådt i karakter med et politisk projekt, som både symbolsk og konkret sigter med at vende en skævvredet udvikling, hvor kløften mellem arbejdere og funktionærer er vokset. Ved at stramme udlændingepolitikken og samtidig distancere sig fra kloge-Åge’er fra det videregående
uddannelsessystem har Mette Frederiksen knust Dansk Folkeparti, og ved folketingsvalget i 2019 blev Socialdemokratiet igen det største parti blandt arbejdervælgere. Man skal helt tilbage til 1990’erne for at genfinde en periode, hvor sosserne stod så stærkt og dominerende blandt ufaglærte og erhvervsfagligt uddannede, som partiet gør i dag. Politik er imidlertid et nulsumsspil. I takt med at Socialdemokratiets profil er blevet mere entydig eller ”klasseren”, om man vil, er det gradvist blevet sværere at appellere til den voksende del af befolkningen, som har længere uddannelser og derfor ofte bor i de større byer, hvor de mest vidensintensive brancher er placeret. Den aftagende appel handler ikke kun om økonomisk interessevaretagelse, men i høj grad også om kulturel identitet. For at rendyrke den arbejderistiske profil har den socialdemokratiske partitop promoveret en ny form for kulturkamp, som på nogle strækninger kan minde om Anders Fogh Rasmussens gamle opgør med ”smagsdommere” og den ”kreative klasse”, men som er blevet effektivt suppleret med et demonstrativ discountkulturelt udtryk i form af blandt andet makrelmadder og håndboldromantik. Besyngelsen af det antielitære og usnobbede har utvivlsomt virket. I målgruppen er det gået rent hjem, når Mette Frederiksen eksempelvis har rykket sin 1. maj-tale væk fra Fælledparken i København og ud til et lille kolonihavehus i Aalborg. Markedsføringen har fungeret, og kernevælgere virker til at have fanget budskabet om, at bingo er lige så vigtigt som opera. Ledetråden har været en gammel kongstanke hos Sveriges tidligere S-statsminister Olof Palme. Blot vendt på hovedet. Han udtalte berømt, at kunstnere da godt kunne få økonomisk støtte, hvis blot de til gengæld var villige til at tage ud til forstæderne og fornemme livet blandt hverdagens helte i folkhemmet. Ellers kunne det være lige meget, og denne sidste konklusion synes at være blevet udfaldet hos tidens danske socialdemokrater. Ved at distancere sig fra kultureliten og akademikeroverklassen håber man at kunne komme tættere på arbejdervælgerne. Som i en slags leverpostejfarvet kultur revolution fremstår Socialdemokratiets projekt som et revanchistisk forsøg på at flytte provinsens og forstædernes normer ind til storbyerne og tvinge de unge og det dekaden-
