Anmeldelser

Boganmeldelser

Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 Lidt for langt mellem søpapegøjerne i ny bog om dronningen

Thomas Larsen benytter dronningens venner og bekendte til at tegne et portræt, der både er fascinerende og oplysende – men som også bliver mere glat og skinnende, end hovedpersonen egentlig fortjener.

Af Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget

Det kommende år vil byde på to store 50-års-jubilæer: først dronningens jubilæum som regent, dernæst Danmarks jubilæum som medlem af EF og EU.

Danskerne har altså haft et halvt århundrede til at vænne sig til begge dele. Og mens det europæiske tilhørsforhold fortsat deler vandene, så er Dronning Margrethe II ikke på nogen måde til diskussion. Danskerne har i meget stor enighed taget hende til sig, både som monark og menneske.

Derfor er det også svært at skrive en 400 sider lang portrætbog om dronningen – for med al respekt for de personlige udfordringer, hun har mødt og håndteret, så er der ikke noget stort drama at skrive op imod. Historien er – heldigvis – ingen tragedie, men nærmere det modsatte.

En familie med 1.000 års historie

Thomas Larsen har fundet et begavet greb til sin jubilæumsbog, der ligger klar i tide til både jubilæet og den store julehandel. Grebet er at interviewe en stribe af de mennesker, der på forskellige måder kender og har været tæt på majestæten.

I fem afsnit møder vi jubilaren gennem kunsten og troen, gennem det politiske, gennem det royale, gennem venskaberne og til sidst gennem en samtale med dronningen selv. Det fungerer især godt i bogens første halvdel, hvor folk som teaterchef Kasper Holten, biskop Erik Norman Svendsen, geolog Minik Rosing og den færøske kunstner Tróndur Patterson formidler deres personlige oplevelser med en entusiasme, der smitter og gør bogen læsværdig.

Det er jo fundamentalt fascinerende grænsende til det uforståelige, at den danske kongefamilie kan spore sine aner tilbage til Gorm den Gamle og de vikinger, der for mere end 1.000 år siden satte runer i en sten ved Jelling.

Dronningen ville have søpapegøjer

Kongehusets forhold til både kirken og kunsten er også på spil i samtalen med kunstneren Bjørn Nørgaard, der jo står bag de gobeliner, som hænger på Christiansborg og var en gave ved dronningens 50-års fødselsdag i 1990.

Han fik senere også opgaven med at skabe et gravmæle til dronningen og prins Henrik, der dog senere besluttede, at han ville begraves et andet sted. Fortællingen om gravmælet og Nørgaards overvejelser om glas som symbol på transparens og evigheden bringer os tættere på såvel kunstneren som dronningen.

Bjørn Nørgaard fortæller til gengæld, at hverken dronningen eller prinsen virkede imponerede, da de første gang så deres eget portræt på Nørgaards gobeliner. ”Ja, hundene ligner da meget godt,” udbrød dronningen, mens prins Henrik kort efter betragtede det og sagde: ”Professor Nørgaard, man kan jo ikke sige, at De prøver at gøre os flatterende.” Og så tog han på jagt.

Nørgaard beretter også, at dronningen fik foretaget en lille ændring i kunstværket. I den gobelin, der symboliserer fremtiden, havde Nørgaard skabt en slags Noahs Ark med en masse dyrepar som en henvisning til debatten om miljø og klimaforandringer. Der var blandt andet to pingviner. Dronningen spurgte høfligt, om ikke pingvinerne kunne skiftes ud med søpapegøjer, sådan at Færøerne kom med, og sådan blev det.

Kunsten at forklare dronningen

Senere i bogen bliver der længere mellem søpapegøjerne. Samtalerne begynder at balancere på kanten af velmenende høfligheder uden den store offentlige interesse. Det gælder især i de tre interviews med kongelige fra Holland, Norge og Sverige samt i samtalerne med dronningens private veninder gennem mange år.

Her skal man nære en meget dyb interesse for kongehuset for at holde interessen vakt gennem alle superlativerne og forsikringerne om, at også Frederik, Mary og alle de andre vil tjene nationen og gøre os alle stolte.

Det er også her, Thomas Larsens svaghed som skribent kommer til at skinne igennem – nemlig hans hang til at sætte sine hovedpersoner op på en piedestal. Selv den mindste svaghed skal fremstilles som en styrke, og samtidig begynder Larsen at skrive, som om hovedpersonen talte ud gennem hans fingre. Forfatterens trang til hele tiden at forklare og forsvare hovedpersonen ender med ikke at gøre dronningen nogen tjenester. Hun forklarer så udmærket sig selv.

Det ændrer ikke ved, at man bliver klogere af at læse bogen, som også er hjulpet af en meget flot billedside trykt i høj kvalitet.

Stærkest står fotograf Jan Grarups forsideportræt taget med et såkaldt wetplatekamera. Portrættet er smukt og fascinerende i sine skyggefulde gråtoner – det har lige præcis masser af den kant, som den til tider lovlig glatte tekst savner.

Thomas Larsen: Monark og Menneske, 399 sider, Gyldendal, udkom 26. oktober 2021.

 Tim Knudsens fjerde bind om danske statsministre er en gave til alle politiske nørder

I endnu en kraftpræstation af en bog fortsætter Tim Knudsen sin odyssé igennem dansk politisk historie med bind fire af storværket Statsministeren. Denne gang tager han os med på en fængende rejse fra jordskredsvalget i 70’erne, til de store økonomiske reformer i 80’erne frem mod en modernisering af statsapparatet i 90’erne.

Af Nicolai Søndergård Kjær

Senior Public Affairs Rådgiver, Danske Bank, podcastvært, Danske Statsministre

Bøgerne er i sin helhed efterhånden det autoritative værk ikke bare om de danske statsministre 1849–2021, men historien om hele det danske folkestyre fra grundloven til i dag. Knudsen afdækker minutiøst den udvikling, som sker med embedet fra konseilspræsident med en lidt diffus rolle i statsrådet i 1850’erne til den mest magtfulde og centrale skikkelse i dansk politik, som vi kender i dag.

Kraftanstrengelsen ventes afsluttes med bind 5 i 2022, hvor Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Helle Thorning og Mette Frederiksen beskrives. Derudover venter vi i spænding på en formentlig ret omfattende relativering og perspektivering over embedets udvikling samt bud på fremtidens opbygning af den statsministerielle forvaltning. Knudsen lader sive igennem bøgerne og særligt i bind fire, at han mener, flere fejl og problematikker er opstået i de seneste årtier – herunder særligt topembedsmændenes politisering.

Hvor vigtige statsministre som eksempelvis Buhl, Hedtoft og H.C. Hansen i bind 3 blev beskrevet over 20-30 sider, så bliver Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Nyrups regeringsperioder beskrevet over 200 eller flere sider. Det giver sig udslag i udførlige og godt ræsonnerende afsnit om 70’ernes tumultariske politiske situation, hvor blandt andet Fremskridtspartiet og CentrumDemokraterne ved jordskredsvalget i 1973 ændrer fundamentalt ved det ellers forholdsvis stabile firepartisystem, som havde regeret Danmark fra 1901. Det udfordrer ikke bare Socialdemokratiet og Anker Jørgensen, men også den kortvarige venstreregering under Poul Hartling, der efter 14 måneder smider håndklædet i ringen.

Leger med kontrafaktisk historie

Anker Jørgensens manglende særligt økonomiske uddannelse og forståelse er en af Knudsens største beklagelser i en nøgtern og indsigtsfuld beskrivelse af Anker som menneske og politiker. Igennem bogen omtaler Tim Knudsen konsekvent Anker Jørgensen som ”Anker” med henvisning til, at både kolleger og almindelige danskere udelukkende omtalte den tidligere fagforeningsmand ved fornavn, også mens han var statsminister.

Knudsen leger med det kontrafaktiske scenarie, at Anker Jørgensen kunne have ændret danmarkshistorien, hvis han ved regeringsrokaden i 1973 havde givet Erhard Jakobsen en ministerpost og dermed måske have undgået jordskredsvalget samme år.

Noget overraskende kunne venstremanden Poul Hartling danne en étpartiregering oven på jordskredsvalget, som havde frembragt nye og selvbevidste partier i Centrum-Demokraterne og Mogens Glistrups Fremskridtsparti, der med 28 mandater var det største borgerlige parti. Hartlings mindretalsregering var den smalleste regering i det 20. århundrede med kun 22 mandater til Venstre, hvilket medførte en kamp fra tue til tue.

Et desværre lidt overset element i Tim Knudsens beskrivelse af Poul Hartling er den ekstremt vigtige idéudvikling, som fandt sted i det borgerlige Danmark i 1970erne og særligt i Venstre. Under Hartling-regeringen så man fremkomsten af unge nytænkende politikere, hvor Henning Christophersen var den fremmeste repræsentant, men også Bertel Haarder og Uffe Ellemann-Jensen var en del af et større venstrekuld. De unge venstreløver udarbejdede store dele af den økonomiske politik, som blev Schlüter-regeringens økonomiske udgangspunkt, da man overtog regeringsmagten i 1982. Det havde været relevant med en lidt dybere beskrivelse af netop dette. 80’ernes reformpolitik med makkerparret Schlüter og den i dag undervurderede Henning Christophersen (V) er guf for politisk interesserede og måske en lektie for de i dag konkurrerende partiformænd i V og K om, at store ting kan udrettes, hvis man evner at samarbejde i stedet for at slås internt i den borgerlige lejr.

I de første leveår lykkedes det Schlüterregeringen at stabilisere dansk økonomi. Det skete ikke mindst ved, at man troværdigt og succesfuldt bandt kronen til den vesttyske D-mark, hvilket var et svendestykke i sig selv. 70’ernes devalueringer havde skabt usikkerhed, og med fastkurspolitikken var der på ny tillid til dansk økonomi.

Nyrup får topkarakter

Nyrup/Lykketofts arbejdsmarkedsreformer i 90’erne, reformerne af statsministeriet under ledelse af departementschef Ulrik Federspiel og Finansministeriets styrkede rolle er også interessant læsning og højst relevant i vore dage, hvor Finansministeriet for første gang i årtier måske udfordres af et styrket Statsministerium under Mette Frederiksen (i hvert fald indtil mink-sms’erne). Tim Knudsen er overvejende positiv over for Nyrup som politiker og hans regering. Det fremhæves med flere eksempler, at Nyrup af mange økonomer er vurderet til at have været den bedste og mest indflydelsesrige statsminister i Danmark i de sidste 50 år. Professionaliseringen af Statsministeriet tager også fart, og i 1998 får man endelig, fristes man til at sige, titlen af særlig rådgiver for de politisk udnævnte embedsmænd, som allerede i forrige regeringer havde sneget sig ind.

I bind fire er der stort fokus på udfordringerne i forvaltningen samt de løbende tilpasninger, som moderniserer det danske statsapparat i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Tim Knudsens politologiske og forvaltningsmæssige baggrund som professor emeritus i statskundskab fra Københavns Universitet fornægter sig ikke, men en del læsere må forventes at bladre hurtigt forbi kapitler af mere forvaltningsmæssig karakter. Dette skygger dog ikke for, at værket i sin helhed er en gave til alle danskere med en interesse for politisk historie, men måske særligt for studerende på gymnasier såvel som universitetsuddannelser.

Bind fire begynder at pege i retning af den perspektivering, som mange ser frem til i det afsluttende bind fem. Her særligt fremkomsten af den politiske embedsmand eller ”politokrat”, som Tim Knudsen omtaler de mere og mere politisk-taktisk involverede embedsmænd. Tim Knudsen pointerer, at forestillingen om fremkomsten af ”spindoktorer” som et relativt nyt fænomen er fejlagtig. Helt tilbage fra H.C. Hansen og Jens Otto Krag, men også senere under Anker og Hartling, ansættes trofaste partisoldater i stillinger i Statsministeriet. Eksempelvis ansætter Hartling den senere venstreskatteminister Svend Erik Hovmand som rådgiver, hvad der i begyndelsen er modstand mod i ministeriet. Embedsmændene erfarer dog hurtigt, at rådgiverne er nyttige, da de har adgang til politikerne på Christiansborg og særligt i regeringspartiet på en helt anden måde end embedsmændene.

Man aner også, at Tim Knudsens velkendte positive holdning til indførslen af politiske sekretariater som vore nabolande Sverige, Tyskland og Norge søges understøttet af den historiske udvikling. Dette aktualiseret

i vor tid i forbindelse med Minkkommissionen og den politiske involvering fra centrale embedsmænd, som Statsministeriets departementschef i forbindelse med lukningen af minkerhvervet.

Knudsen viser også med al tydelighed, at der fra politisk side flere gange har været tilløb og ønske om flere politiske ansættelser, men at embedsværket og særligt departementscheferne lykkedes med at afværge dette. Knud Heinesens forsøg på en sådan konstruktion med såkaldte statssekretærer eller viceministre, der ville skubbe de i dansk kontekst meget magtfulde departementschefer ned i det ministerielle hierarki, blev afværget i 70’erne efter stor modvilje fra blandt andet Statsministeriets departementschef Jørgen Gersing.

Dette fører ifølge Tim Knudsen til en stærk politisering af embedsværket i efterfølgende årtier, og man fornemmer, at Knudsen anser beslutningen som en fejl.

En modernisering af statsapparatet

Det i 70’erne forældede danske statsapparat var dårligt rustet til at håndtere den øgede kompleksitet og omfang af blandt andet den hurtigt voksende stat, men også det øgede internationale samarbejde i blandt andet EF, hvilket nødvendiggjorde en større omkalfatring af arbejdsgangene.

Knudsen beskriver, hvordan særligt yngre embedsmænd udviser en meget stor agilitet og evne til at tilpasse den danske forvaltningsmodel til en ny virkelighed. Senere departementschefer som Anders Eldrup, Ulrik Federspiel og Nils Bernstein med flere igangsætter et moderniseringsprojekt af den offentlige forvaltning imod øget kontrol og budgetstyring funderet i Finansministeriet via blandt andet rammebevillinger, der gav et bedre overblik for ministrene og embedsmændene.

Det havde også den indbyggede fordel, at de kronisk overbebyrdede ministre fik et bedre overblik og tid til at føre politik, omend nutidige ministre formentligt vil skrive under på, at arbejdsbyrden fortsat er betydelig. Operationen lykkedes dog mestendels, og det danske system er i dag langt bedre rustet til, at ministrene kan agere politisk. Dette tilskrives dog i høj grad stærke og fremadsynede embedsmænd og mindre skiftende regeringer.

Tim Knudsens værk er vellykket og kan anbefales til alle politisk interesserede, men særligt folk med ønske om at forstå det danske demokrati og forvaltningsstruktur vil have stor glæde og gavn af statsministerseriens bind fire. Næste års afsluttende værk må imødegås med stor spænding, ikke mindst fordi Knudsens advarsler om politiserede embedsmænd er en højaktuel dagsorden i lyset af nyorganiseringen af regeringsarbejdet i Mette Frederiksen-regeringen.

Tim Knudsen: Statsministeren bind 4 – De folkelige statsministre 1970-2001, 688 sider, Forlaget Samfundslitteratur, udkom 4. november 2021.

 Amerikansk filosof stiller tidens vigtigste spørgsmål: Har de succesfulde fortjent deres succes?

Opadgående social mobilitet er blevet den målestok, hvormed vi udmåler såvel vores personlige som samfundets moralske succes. Og det er roden til Vestens politiske krise, siger Michael Sandel i sine nye fremragende bog, Meritokratiets tyranni.

Af Esben Schjørring

Politisk redaktør, Altinget

Ordet meritokrati har en besynderlig og for os i dag næsten uforståelig historie. I dag opfattes meritokrati næsten som synonymt med begrebet retfærdighed: De med mest talent og med hårdt arbejde bag sig har fortjent deres position i samfundets øvre og øverste pladser, når det kommer til magt, velstand og anseelse. Og vi opfatter det også sådan, at samfundets bedste fremmes, når de bedst egnede kommer længst frem og højest op. Men oprindeligt blev begrebet meritokrati opfundet af den engelske sociolog, Labour-rådgiver og socialforskningsdirektør Michael Young i 1958 for at advare om menneskelige og politiske konsekvenser i et samfund, hvor social anseelse og indflydelse blev gjort afhængigt af talent og resultater.

I bogen The Rise of Meritocracy – der beslægtet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden var skrevet som sociologisk analyse af et fremtidigt samfund i 2033 – viste Young bagsiden af et princip, der ellers virkede både tillokkende og trivielt selvfølgeligt:

I et samfund, hvor de bedst egnede sad på anerkendelsen, velstanden og magten, ikke fordi de var født ind i en overklasse, men fordi de selv i kraft af talent og flid var ankommet dertil, ville alle andre, og især dem nederst i hierarkiet, ende med ikke bare at blive opfattet som andenrangsborgere, men som nogle, der faktisk fortjente at være andenrangsborgere. Ja, værre endnu – de ville opfatte sig selv som andenrangsborgere, der fortjente deres lavsociale status. De ville føle en uforbederlig skam.

Eller som Young skrev: ”Før eller senere må man se i øjnene, at når man er langt nede i samfundet, er det ikke, fordi man ’aldrig har fået en chance’, men fordi man faktisk er en af de ringeste. For første gang i historien finder de underlegne ikke mere noget at hylle deres nøgenhed i.”

Her 63 år efter hans forgæves advarsel har en af USA’s største filosoffer, Harvardprofessoren Michael Sandel, vakt Youngs samfundskritik til live igen.

Det sker i bogen Meritokratiets tyranni – Hvad blev der af det fælles bedste?, der er udkommet på Informations Forlag. For Sandel er meritokratiet ikke et fremtidigt mareridt, men en aktuel krise. En tværpolitisk ideologi, der selvom den er åbenlys, alligevel skjuler sig som roden til de seneste års politiske opbrud og problemer for demokratiet.

Meritokratiet, skriver Sandel, ”begrænser vores evne til at se, at vi deler skæbne med hinanden. Det giver ikke megen plads til den solidaritet, der kan opstå, når vi reflekterer over vores talenters og helds vilkårlighed. Det er det, der gør meritokrati til en form for tyranni eller en uretfærdig styreform.”

Kritik af liberalismen

Som underviser i fag om retfærdighed på Harvard University brød den nu 68-årige Sandel i løbet af 1980erne igennem den mur, der ellers adskiller den akademiske verden fra den omkringliggende offentlig-

hed. Og Sandel hører til i en længerevarende politisk-filosofisk debat i USA om liberalismens principper, konsekvenser og grænser. En debat, hvor folk som John Rawls, Ronald Dworkin, Richard Nozick, Martha Nussbaum og Charles Taylor er andre hovednavne.

Det er også i den kontekst, Meritokratiets tyranni er skrevet – som en fortsættelse af kritikken af amerikansk liberalisme, både som en fagfilosofisk doktrin og som en tværpolitisk ideologi eller tidsånd.

Det er graden af individualisme og en bestemt udgave af, hvad retfærdighed er, Sandel har kritisk blik for. Og hans opbyggelige projekt handler om veje til et mere fællesskabsorienteret samfund, hvor afgørende områder ikke er underlagt kapitalismen.

Dermed også sagt, at bogen først og fremmest placerer sig i en amerikansk kontekst og især forklarer den polarisering og det opbrud, der præger amerikansk politik i de her år. Det gør bestemt ikke Meritokratiets tyranni mindre interessant, men det sætter også en grænse for, hvad man kan overføre til en dansk sammenhæng – hvilket nogle gange går galt, når det handler om amerikanske og engelske samfundsanalyser.

Retfærdiggørelse af ulighed

Genstanden for Sandels kritik i Meritokratiets tyranni er forestillingen om, at samfundet kommer i mål ved at udforme regler, der eliminerer alle udefrakommende faktorer, der kan holde individet tilbage.

Et i udgangspunktet sympatisk ideal, der giver håb og inspiration til den enkelte om ikke at lade sine drømme begrænse og selvtillid til at tro på, at man kan være en handlekraftig aktør i sin egen tilværelse. Men som i sig bærer ret problematiske utilsigtede konsekvenser, fordi det med tiden bliver ”en påstand om, hvordan det faktisk forholder sig,” som Sandel skriver.

Vi accepterer ulighed, så længe den er resultatet af fair konkurrence, og det er en politisk opgave at sikre, at konkurrencen netop er fair, og bekæmpe nedarvede privilegier. Og når alle har lige muligheder, får alle som fortjent, det vil sige, efter hvad deres talenter (og arbejdsindsats) gør muligt.

Det er en forestilling, Sandel angriber både indefra ved en kritik af dens implicitte moralske forudsætninger og ved at blotlægge, hvor ødelæggende konsekvenserne er af den måde at retfærdiggøre samfundet på.

For Sandel er det ikke alene sådan, at talent i sig selv ikke noget, man selv har tilvejebragt som individ, hvorfor det er svært at få øje på, hvori den retfærdige fortjeneste skulle ligge for såvel den talentfulde som den talentløse. Så langt kan de fleste nok være enige. Men Sandel skærper argumentet yderligere. Han kan heller ikke se retfærdigheden i forskellene mellem de talenter, et samfund belønner med velstand og anerkendelse, og dem, der står udenfor.

Et er eksempler med sportsstjerner med eksorbitante månedslønninger, men det, Sandel spørger om: at hvis vi tager vores eget begreb om retfærdighed alvorligt – altså at tilfældige vilkår ikke må determinere ens skæbne – hvordan kan vi så acceptere, at den veluddannede elite nyder større økonomiske, sundhedsmæssige og sociale fordele end andre?

Det mener Sandel heller ikke, at vi kan. Og selvom han ikke er marxist, når han alligevel frem til det, man andre steder ville kalde en ideologikritisk konklusion: ”Det meritokratiske ideal er ikke et middel mod ulighed; det er en retfærdiggørelse af ulighed.”

Trump og skammens politik

Det er her, den politiske kritik af konsekvenserne af meritokratiet sætter i gang, og hvor Sandel genvækker Youngs forudsigelser som en diagnose af årsagerne til det populistiske opbrud, der har præget amerikansk og europæisk politik de seneste 20 år.

For Sandel er det en pointe, at ulighed ikke kun og ikke vigtigst er økonomisk, men handler om anseelse og anerkendelse. Eller man kan sige det sådan, at det først er i det øjeblik, ulighed i anseelse kobles med økonomisk ulighed, at det bliver politisk eksplosivt. Pointen er, at i et meritokratisk samfund kommer taberne i anerkendelseskampen til at se med et nedværdiget blik på sig selv. De bliver ydmyget med andre ord.

Selvom Sandel ikke bruger det ord – i hvert fald i den danske oversættelse – producerer et meritokratisk samfund politisk skam i massiv skala. Og det er oprøret over den skam, en politiker som Donald Trump var (og er) en mester i at bruge som et kampagne-værktøj blandt dem, der netop har tabt, som meritokratiet har vundet: de hvide arbejderklassevælgere uden universitetsgrad. ”At de blev draget af hans beklagelser og bitterhed, tyder på, at de var presset af andet end bare økonomiske trængsler.”

Det er skarpt set af Sandel. Ligesom det er en god forklaring på, hvorfor Trumps dyrkelse af skammens modsætning, nemlig infamiteten – nedgørelsen af kvinder, veteraner og handicappede – der i andre tider havde kostet ham enhver chance, ikke alene ikke var et problem for ham, men en force.

Kan vi selv styre anerkendelsens politik?

Sandel kommer ikke ind på det, men den tiltrækning, offerrollen kan have i Vesten, er et spejl af den meritokratiske tankegang. For det er et centralt princip i liberalismen, at den, der ikke selv er skyld i sin skæbne, skal kompenseres af samfundet. Herefter er det en intern debat blandt liberale, hvor man skal sætte grænsen for, hvad der er ens eget personlige ansvar, og hvad der ikke er, og hvor meget man kan og skal kompensere. Det er her, liberalismen forgrener sig i en venstre- og en højrefløj, med for eksempel Rawls som en art socialdemokratisk liberal og Nozik som en anarkoliberalist.

Sandel bevæger sig ud over dette alternativ, og hans pointe er, at vi alle sammen i ret høj grad ikke er individuelt skyldige i vores egen personlige skæbne. Ikke i den forstand, at vi så alle sammen er ofre, men derved, at vi alle sammen på godt og ondt er udleveret til held, uheld og generel tilfældighed. Og at meritokratiske systemer er ret begrænsede, når det kommer til at ændre på det faktum.

Med andre ord opfordrer Sandel til, at vi gentænker det menneskelige vilkår, hvor det, vi har tilfælles, netop er vores skæbne som udleveret til tilfældigheder og til hinanden. Det er det, han vil gøre til vores etiske og politiske grundlag. Her er det en anke, at Sandel ikke selv bevæger sig derud i Meritokratiets tyranni, men kun baner sig vej frem til den opfordring. Og det ærgrer især som dansk læser, at han i stedet bruger lang tid på kritikken af det amerikanske uddannelsessystem. Også selvom det er rigtigt set, at kombinationen af privat finansiering af universitetsuddannelse sætter en ulighedsmæssig turbo på den fetichisering af det at have en akademisk grad, som vi også kender herhjemme. Et mere principielt spørgsmål, man gerne ville høre Sandels tanker om, er, i hvor høj grad vores fordeling af anseelse

og anerkendelse egentlig er politisk styrbar og dermed kan fordeles anerledes. Som han selv viser i sin i øvrigt fremragende idéhistoriske gennemgang af, hvordan protestantismen fødte meritokratiet, er det ikke alene nogle meget store og langvarige kulturelle tandhjul, der skal drejes på. Men netop fordi meritokratiet i høj grad er en utilsigtet konsekvens af reformationen, er det ikke noget, der er blevet besluttet. Hvordan kan vi så beslutte os for noget andet?

Et andet kritikpunkt er, at Sandel ikke synes at være opmærksom på, at anerkendelse netop er noget, vi kæmper om. Med andre ord vil der på en måde altid være ’for lidt’ anerkendelse – det, alle bliver anerkendt for, er ikke rigtig anerkendelse. Omvendt har han ret i, at det let gør gensidig foragt til et konstant politisk problem og en evig kilde til de opslidende kulturkampe i Vesten.

Intet af det ændrer dog på, at Sandel har skrevet en virkelig interessant og vedkommende bog, og hans venlige og ydmyge skrivestil gør hans tanker tilgængelige for de fleste.

Michael J. Sandel: Meritokratiets tyranni – hvad blev der af det fælles bedste?, 377 sider, Informations forlag, udkom 7. oktober 2021.

 Ny bog om Rigsretten er pinligt ringe

Stavefejl, sjuskefejl og sludrende sprog gennemsyrer Leif Donbæk Thomsens bog om Rigsretten. Forlaget må sidde tilbage med røde ører over at udgive en så gennemført elendig bog.

Af Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget

Leif Donbæk Thomsen skulle egentlig have været dommer i Rigsretten. Han er en af de 15 politisk udpegede dommere, der i princippet skulle have deltaget i sagen mod Inger Støjberg. Men da to af de juridiske dommere i Højesteret var inhabile, blev to af de politiske udpegede dommere også sorteret fra for at sikre lige mange juridiske dommere og lægdommere.

I stedet har advokaten Leif Donbæk valgt at skrive en debatbog om Rigsretten, som udkommer, lige inden dommen falder i den aktuelle rigsretssag. God idé og fremragende timing. Men så er der desværre heller ikke mere godt at sige om Rigsret?

For jeg erindrer ikke nogensinde at have læst en mere sludrende eller fejlbehæftet bog. Man må spørge sig selv, om forlaget overhovedet har læst bogen, inden den blev sendt til tryk. Det ville nok ellers have glædet Venstres folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, der konsekvent kaldes Hansen i bogen, eller socialdemokraten Jeppe Bruus, der kaldes for Brus.

Er bogen indtalt på diktafon?

Selv når forfatteren citerer andre værker, indfører han fejl i teksten. Således skifter den minister, der blev dømt ved Rigsretten i 1910, navn fra Sigurd Berg til Simon Berg i Donbæks citat fra doktorafhandlingen Ministeransvar af Jens Peter Christensen.

Listen af småfejl er næsten uendelig. En kendelse i Højesteret bliver gjort til en dom, og stave- og sprogfejl står i kø.

Bogens sprog er så sludrende, at man får den mistanke, at dele af den faktisk ikke er skrevet, men derimod indtalt på diktafon og efterfølgende udskrevet af en assistent. Der kan næsten ikke være anden forklaring på de helt mystiske og forbløffende sætninger, der opstår i forfatterens talesprog.

Prøv for eksempel at forstå meningen med dette afsnit (forfatterens kommatering): ”Som det kommer til at fremgå, så er der forbløffende få af de standpunkter jeg kommer til at præsentere baseret på kilder, det er ret generelt for udtalelser omkring rigsretten og dens funktionsmåde, at de der har standpunkter om den, sjældent har kigget på hvordan man gør andre steder, eller for den sags skyld hvad der virkede eller ikke virkede ved den, trods alt, ret nylige sag vi havde med Tamil-sagen.”

Flagrende fokus

Det er sort snak – og bogen er desværre fyldt med den slags sludrende sætninger. Forfatteren har i det hele taget en uvane med på næsten hver side at henvise til noget, han senere vil gå i dybden med eller vil vende tilbage til.

Omvendt konstaterer han efter en 21 sider lang gennemgang af argumenterne for og imod tv-transmission fra Rigsretten, at ”Det går forbi denne bogs fokus at begynde på en større debat omkring åbenhed i retsplejen.”

Hvorefter også de følgende seks sider faktisk er netop sådan en debat.

Enkelte steder er der tilløb til interessante diskussioner om tendensen med, at politik bliver ”juridificeret”, altså at man flytter det, der egentlig burde være politiske kampe, over til domstolene. Men forfatteren når aldrig dybere ned i denne problematik og udstyrer igen afsnittet med nogle fejl, der tyder på, at han ikke har sat sig ind i stoffet. For eksempel nævner han, at en kontorchef blev frikendt i efterspillet til Tamilsagen, men det er noget vrøvl, eftersom der aldrig blev gennemført en tjenestemandssag mod den pågældende.

Pinligt for forlaget

Til sidst i bogen foreslår Leif Donbæk Thomsen, at der nedsættes en kommission, der skal reformere Rigsretten. Han lader ikke til at have overvejet, at en reform af Rigsretten med de elementer, forfatteren foreslår, vil kræve en grundlovsændring.

Når dommen i sagen mod Inger Støjberg er afsagt, vil der utvivlsomt – og med rette – følge en debat om Rigsrettens rolle i det moderne demokrati. Man må håbe, at den debat bliver mere kvalificeret end den sludrende, sjuskede og uredigerede snak, man finder i bogen Rigsret?

I mellemtiden bør bogen føre til selvransagelse hos forlaget Karnov Group. Hvis man ikke engang vil ofre en simpel korrekturlæsning på en ny bog, skal man måske undlade at udgive den.

Leif Donbæk Thomsen: Rigsret? – en debatbog, 174 sider, Karnov Group, udkom 8. november 2021.