Europas nationalister ryk ker tættere sammen i EU

Marine Le Pen blev modtaget som en præsident af Viktor Orban i Budapest 26. oktober.

AF THOMAS LAURITZEN, EUROPA-ANALYTIKER

EUROPAS NATIONALISTER RYKKER TÆTTERE SAMMEN I EU

De nationalkonservative regeringspartier i Ungarn og Polen har nu så stærke fælles interesser med ambitiøse nationalistledere som Frankrigs Le Pen og Italiens Salvini, at skabelsen af en fælles supergruppe i Europa-Parlamentet virker realistisk. Dansk Folkeparti vil også være med.

Den røde løber var bogstavelig talt rullet ud, da Frankrigs nationalistleder og præsidentkandidat Marine Le Pen i slutningen af oktober besøgte Budapest.

Den ungarske nation og folket skylder nemlig ”fru præsidenten” meget stor tak, erklærede regeringschef Viktor Orban med henvisning til, at det franske nationalistparti altid har forsvaret Ungarn, når landet ”blev angrebet” i Europa-Parlamentet.

Formuleringen ”fru præsident” refererede til Le Pens position som partiformand. Men titlen kunne jo også betyde noget andet på et tidspunkt, hvor hun er i valgkamp og gerne vil fremstå som et muligt statsoverhoved.

I hvert fald hørte både tituleringen, politieskorten, frokosten og det fælles pressemøde alt sammen til i en diplomatisk scenografi, der normalt er forbeholdt møder mellem stats- og regeringsledere. På trods af, at Marine Le Pen jo aldrig har været så meget som minister.

Dermed forærede Orban, der også selv er på valg i Ungarn nogenlunde samtidig med det franske præsidentvalg i april, hende et skær af betydningsfuldhed hos en del af det franske vælgerkorps. En måneds tid før havde den ungarske leder haft besøg af Le Pens potentielle rival på Frankrigs yderste højrefløj, den tidligere tv-debattør Éric Zemmour, men han fik ikke lov at sole sig i den samme aura af internationalt statsbesøg.

Der var en bestemt grund til, at den ungarske leder tog særlig godt imod Le Pen. De to kan nemlig inden længe blive medlemmer af den samme politiske familie.

Forvarsel om nationalistledernes store planer

Begivenheder som rejsen til Ungarns hovedstad er vigtige for Marine Le Pen og for hendes parti, Rassemblement National (det tidligere Front National), siger en af hendes nærmeste rådgivere, europaparlamentarikeren Philippe Olivier. ”Politik handler ofte om symboler. Når man ser, hvor yderst respektfuldt Marine blev modtaget i Budapest, så skal man se det som symbolet på en ny politisk udvikling,” siger Olivier, der sidder i både partiets landsledelse og Le Pens kabinet, hvor han har titel af særlig rådgiver.

Få dage før Marine Le Pens besøg hos Viktor Orban havde hun haft et møde med Polens regeringsleder, Mateusz Morawiecki fra partiet Lov og Retfærdighed (PiS). For Le Pen havde begge møder i høj grad til formål at få hende til at se ’præsidentiel’ ud hjemme i Frankrig. For lederne af de to Visegradlande var det en lejlighed til at vise trods over for den kritik, de har været udsat for fra EU’s institutioner og mange medlemslande. Det var en demonstration af, at der eksisterer alternativer til den politiske midte i Europa. Men det var ikke det eneste, der foregik.

”De to besøg er også et forvarsel. Det her er tydelige tegn på, at det går fremad med vores planer om at skabe en stor ny politisk gruppe i Europa-Parlamentet sammen med regeringspartierne fra både Ungarn og Polen,” siger Philippe Olivier til Altinget. Samtidig har polske medier berettet, at PiS-formand Jaroslaw Kaczynski (som er landets egentlige magthaver bag kulissen) har inviteret Orban, Italiens Matteo Salvini og en række andre nationalkonservative og nationalistiske ledere til en slags topmøde i Warszawa i december.

En ny chance for at finde sammen

Det er langtfra første gang, at parlamentets nationalistiske, populistiske og EU-skeptiske kræfter på højrefløjen taler om at skabe bredere alliancer for at få mere indflydelse. Tidligere har det vist sig svært for de største ”suverænistiske” partier (som de er begyndt at kalde sig selv) at finde sammen. Især i Ungarn, Polen, Frankrig og Italien fik den type partier virkelig mange stemmer ved valget til

Disse partier Europa-Parlamentet i 2019. underskrev Men mens italienske Matteo Salvinis parti Lega 2. juli 2021 en fælles erklæring om Europas og Marine Le Pens Rassemblement National fandt hinanden i gruppen Identitet og Demokrati (ID) sammen med blandt andre Tysklands nationalister i fremtid: Alternative für Deutschland (AfD), så valgte polske PiS at dominere sin egen nationalkonservative grup• Rassemblement pe ved navn Europæiske Konservative Reformister

National, Frankrig • Lega, Italien • Lov og Retfærdig(ECR). Viktor Orbans parti, Fidesz, hørte dengang stadig hed (PiS), Polen til i parlamentets store konservative gruppe, EPP. • Fidesz, Ungarn Men den forlod han i marts i år efter voldsomme • Vox, Spanien interne konflikter – og dermed står de 11 europa• Fratelli d’Italia, Italien parlamentarikere fra Fidesz i dag uden gruppe, hvil• Det Østrigske ket stort set betyder uden indflydelse. Frihedsparti Det er netop det brud, der bliver set som en mulig (FPÖ), Østrig gamechanger for mange på den yderste højrefløj. For • Vlaams Belang, hvor Orban før i tiden aldrig ville have vist sig offentBelgien ligt med Marine Le Pen, så er hun nu pludselig vær• Dansk Folkeparti, Danmark • JA21, Holland • EKRE, Estland dig til et statsmandsagtigt besøg med pomp og pragt. ”Orbans parti er blevet forældreløst i EuropaParlamentet. Det har skabt ny fremgang for vores • Finnernes Parti planer om samarbejde,” siger Philippe Olivier. (Perussuomalaiset), Under Marine Le Pens besøg i Budapest beskrev Finland hun også selv, hvordan hun ser ”gode tegn for frem• EAPL-CFA, Litauen tiden” efter mødet med den ungarske regeringschef. • VMRO, Bulgarien ”Formålet er, at vi i de kommende måneder kan • PNT-CD, Rumænien se frem til måske at stifte en stor gruppe i Europa• Ellinikí Lýsi (EL), Parlamentet. Det er fundamentalt vigtigt for os,” sagGrækenland de hun til tv-stationen BFM: ”Så længe de patriotiske og suverænistiske kræfter ikke er allierede i Europa-Parlamentet, så har de naturligvis mindre vægt, end hvis vi kan lykkes med at stifte denne store gruppe.” Viktor Orban betegnede på sin side sit parti som den nye ”ungkarl” på en europæisk højrefløj, der er i opbrud, og som har brug

for ”fornyelse” også yderst til højre. ”Denne fornyelse kan kun finde sted, hvis vi laver alliancer med hinanden,” sagde han under et pressemøde med Le Pen: ”Derfor har vi en interesse i at danne en ny gruppe (…) vi vil gerne se denne proces tage fart i løbet af de kommende uger og måneder,” sagde Viktor Orban.

Dansk Folkeparti vil gerne være med

Dermed ser man nu de første klare signaler om fremdrift i forhandlinger mellem en række mere eller mindre nationalistiske partier, som for alvor begyndte i sommer. Tilbage i juli måned underskrev i alt 16 partier en fælles erklæring om Europas fremtid, der i meget generelle vendinger advarede mod en ”europæisk superstat” og beskrev et samarbejde om at forsvare de europæiske nationers ”traditioner, kultur, historie og kristne arv.”

Det er den erklæring, der skal bygges videre på under det planlagte partiledermøde i Warszawa i december, siger det polske regeringspartis talsmand for internationale forhold, Radoslaw Fogiel: ”Det er en fortsættelse af, hvad der begyndte med juli-erklæringen fra lederne af højreorienterede og konservative partier (…) Det bliver et forsøg på at udvikle vores vision for Europa og for Den Europæiske Union,” siger Fogiel til det konservative medie Niezalezna. Blandt de partier, der underskrev erklæringen i juli, er Dansk Folkeparti. ”Vi arbejder stadig på at skabe sådan en bred alliance, som Dansk Folkeparti absolut gerne vil være med i. Hvis man seriøst og realistisk vil søge indflydelse i Europa-Parlamentet, så er det en god idé at bruge alle de mandaVi er slet ikke interesserede ter, man har til rådighed,” siger i at forlade EU. Så nemt DF’s europaparlamentariker slipper de ikke af med os. Peter Kofod. Viktor Orban, Ungarns ”Jeg er ikke i tvivl om, at grupregeringsleder pen vil blive til virkelighed, for Orban har skabt en helt ny dynamik. Det er kun et spørgsmål om hvornår,” siger Kofod, der sidder i ID-gruppen sammen med blandt andre Lega og Rassemblement National.

Kofod tør dog ikke forudsige, om nyskabelsen kommer til at ske i denne eller næste valgperiode.

Marine Le Pen bliver vist rundt på Christiansborg i 2019 af Søren Espersen (DF), der dengang var formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Dansk Folkeparti satser også på at blive en del af en ny nationalistisk supergruppe i Europa-Parlamentet.

Den danske S-regering beviser, at man godt ”kan være i centrum af EU og være imod indvandring,” siger Philippe Olivier (tv.), som er en del af inderkredsen omkring Frankrigs højre-nationalistiske leder og præsidentkandidat Marine Le Pen (i midten). Her flankerer han sin kone MarieCaroline, som er storesøster til Marine Le Pen.

Drømmen om at skabe en af de største grupper

I dag har de to EU-skeptiske grupper på højrefløjen, ID og ECR, hver især henholdsvis 70 og 63 medlemmer. Opdelingen i to grupper svækker nationalisternes potentielle indflydelse, når der skal uddeles vigtige poster i parlamentets ledelse, formandsposter i udvalgene eller ordførerskaber for betydningsfulde lovpakker.

Hvis alle disse mandater hørte til en og samme gruppe, og hvis de 11 løsgængere fra Fidesz blev føjet til, så kunne sådan en gruppe med 144 mandater næsten gøre socialdemokraternes gruppe (S&D med 145) rangen stridig som parlamentets andenstørste.

Det ville imidlertid kræve enighed mellem også en lang række små, ofte meget egenrådige partier fra op mod 20 lande, hvilket næppe er realistisk. Men mindre kan også gøre det.

Delegationerne fra nationalistpartierne i Italien (Lega), Frankrig (RN) og Tyskland (AfD) er så store, at de alene sammen med de nationalkonservative regeringspartier i Polen og Ungarn kunne mønstre mindst 95 medlemmer. I så fald en gruppe, der med enkelte tilføjelser (som for eksempel det østrigske Frihedsparti, belgiske Vlaams Belang og Dansk Folkeparti) kunne blive Europa-Parlamentets tredjestørste ved at overhale de liberale i gruppen Renew. Det er en mulighed, som politikerne i den liberale gruppe (med 100 medlemmer) tager ekstremt alvorligt. Så meget desto mere, eftersom gruppen rummer præsident Macrons parti, La République en Marche, der ligger i åben krig med Marine Le Pen hjemme i Frankrig.

Bekymring hos præsident Macron og de liberale

En af Emmanuel Macrons tidligere nære rådgivere, Stéphane Séjourné, er netop blevet udnævnt som ny gruppeformand for Renew. Og der er ingen tvivl om, at gruppen lægger meget stor vægt på at bremse planerne hos Marine Le Pen og hendes venner. ”Siden sommerferien er vi nærmest blevet defineret som et modstykke til Le Pen og den nationalistiske udfordring. Den udfordring fylder det hele for politikerne fra Macrons parti,” siger et medlem af gruppen Renew. De liberale politikere har god grund til at være bekymrede. Denne gang er det nemlig ikke urealistisk, at den nye samling på det yderste højre bliver til virkelighed, mener den internationale politolog Sara Hagemann. ”Det er jo ikke første gang, det bliver forsøgt, og nationalistpartier har notorisk svært ved at indgå kompromiser med hinanden. Så man skal være lidt forsigtig,” siger Hagemann, professor i europæisk politik og prodekan ved Københavns Universitet. ”Men der er helt klart sket en udvikling. Af forskellige grunde har lederne af Europas største nationalistiske partier nu et stort behov at skabe en fælles platform. Så jeg kunne godt forestille mig, at det kommer til at lykkes dem at danne en gruppe sammen denne gang,” siger hun.

Professor: Vigtig ny samling på højrefløjen

Professor Hagemann påpeger, at der stadig kan være tøven hos ikke mindst Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), som har en meget kritisk holdning til Rusland. Tidligere har det derfor været et problem for Jaroslaw Kaczynski, at både Marine Le Pen og Matteo Salvini har bånd til Der begynder at være samling den russiske præsident, Vladiom nogle politiske mærkesa- mir Putin. ger på den yderste højrefløj. Men politikere fra PiS har Det er noget, som regeringer på det seneste vist tegn på, og politiske partier på tværs at denne modsætning ikke af Europa bliver nødt til at forholde sig til. længere ses som en rød linje i Warszawa. Efterhånden betySara Hagemann, professor i europæisk politik, Københavns der det mere at samles om Universitet fælles sager som indvandring,

grænsekontrol og kampen mod europæisk centralmagt. ”Det her er en meget vigtig udvikling. Den viser, at fragmenteringen i Europa-Parlamentet har taget en ny drejning, fordi der begynder at være samling om nogle politiske mærkesager på den yderste højrefløj. Det er noget, som regeringer og politiske partier på tværs af Europa bliver nødt til at forhold sig til op til kommende valg,” siger Sara Hagemann.

Hendes analyse af en modningsproces blandt europæiske højrenationalister passer godt med den opfattelse, som Marine Le Pens fortrolige rådgiver og valgstrateg Philippe Olivier har af udviklingen. ”Den opmærksomme iagttager vil bemærke, at der er ved at ske noget nyt her. Ja, partierne har stadig forskellige holdninger til nogle ting. Men nej, det betyder ikke så meget mere,” siger han.

Nu er målet at ændre EU indefra

Ud over at være europaparlamentariker er Philippe Olivier en slags grå eminence i det franske nationalistparti og en del af Le Pen-klanen. Han er gift med Marine Le Pens storesøster, og han har i årenes løb spillet en rolle i de interne kamDet her er tydelige tegn på, at det går fremad med vores planer om at skabe en stor ny politisk gruppe i Europape, der endte med at skubbe grundlæggeren Jean-Marie Le Pen væk, gøre datteParlamentet sammen med ren Marine til partiregeringspartierne fra både ets ubestridte leder Ungarn og Polen. og forvandle Front Philippe Olivier, rådgiver for National (FN) til RasMarine Le Pen og MEP for Rassemblement National semblement National (RN). Derfor giver Philippe Oliviers udlægning et godt indblik i, hvordan de franske nationalisters ledelse ser på europæisk politik lige nu. ”Alene det, at alle disse partier taler med hinanden, er udtryk for en markant udvikling. Det er resultatet af et langvarigt diplomatisk og politisk arbejde. Vi nationalistiske partier har indset, at politik skabes på europæisk niveau, uanset om vi vil det eller ej,” siger han: ”Afgørende spørgsmål som indvandring, grænsekontrol og folkesundhed bliver besluttet på europæisk niveau. Derfor er vi nødt til at komme ind i kampen og påvirke de beslutninger i vores retning. Den gode nyhed er, at det kan vi faktisk. Vi er ikke alene eller marginaliserede mere. Tværtimod. Hvis vi står sammen, så kan vi blive en reel magtfaktor i EU.”

Da Ungarns regeringschef i november blev genvalgt som formand for partiet Fidesz, som Viktor Orban selv grundlagde for over 30 år siden, sagde han det samme på en lidt anden måde: ”Vi ønsker at beholde vores suverænitet, og vi har ikke lyst til at ende som en del af Europas Forenede Stater. Men vi er slet ikke interesserede i at forlade EU. Så nemt slipper de ikke af med os.”

LE PENS TOPRÅDGIVER: Mette Frederiksen fører vores indvandrerpolitik i Danmark

Den danske S-regering tjener som inspiration for Frankrigs højre-nationalistiske leder og præsidentkandidat, Marine Le Pen.

AF THOMAS LAURITZEN, EUROPA-ANALYTIKER

Iopløbet til forårets franske præsidentvalg føler den nationalistiske kandidat Marine Le Pen sig inspireret af statsminister Mette Frederiksen og de danske socialdemokrater. Det siger en af hendes nærmeste rådgivere, europaparlamentarikeren Philippe Olivier, som er medlem af Le Pens kabinet og sidder i landsledelsen for partiet Rassemblement National (det tidligere

Front National). ”Danmark er et specielt land, fordi jeres socialdemokrater har overtaget den restriktive indvandrerdagsorden, som vi altid har troet på i mit parti. Derfor følger vi meget tæt, hvad der foregår i dansk politik,” siger Olivier, der også er Marine Le Pens svoger og hører til hendes absolutte inderkreds.

Philippe Olivier betragtes som en af hovedarkitekterne bag den forvandling fra Front National til Rassemblement National (RN), der har været en satsning på at gøre partiet mere stuerent, og han er en af strategerne i Marine Le Pens valgkamp. ”I Frankrig bliver der stadig gjort forsøg på at marginalisere vores holdninger, men det stemmer ikke overens med, hvad der rent faktisk foregår i Europa,” siger Philippe Olivier til Altinget. ”Den danske regering siger og gør meget af det, vi mener, at man også børe gøre på indvandrerområdet i Frankrig. Så kan man diskutere, hvad der er ord, og hvad der er handling, men vi er i hvert fald helt enige i deres holdning til indvandring,” siger han: ”Det er interessant, for det viser, at man kan være en regering i centrum af EU og være imod indvandring.”

tema grøn omstilling

Pyrolyse er hockeystaven i praksis og trækker læsset i efterårets store landbrugsaftale. Regeringen er dog selv i tvivl om klimaeffekten, og eksperter er uenige om potentialet. Altinget zoomer ind på teknologien, der skal gøre landbruget grønnere.

AF ANDREAS ARP, REDAKTØR, ALTINGET FØDEVARER

Kan vi gøre landbruget grønt på samme måde, som vi renser vores ovn?

IBrædstrup bryster man sig af flere ting. Fire dagligvarebutikker, et sundt foreningsliv og ikke mindst det østjyske knudepunkt for konferencer, revyer og festlige arrangementer Hotel Pejsegården.

Flere af de knap 3.800 beboere vil dog også fremhæve den tidligere stationsby mellem Horsens og Silkeborg for at være en mangeårig grøn foregangsby.

I 1998 kårede Energistyrelsen Brædstrup til Årets Solby, efter at et lokalt elforsyningsselskab i løbet af 90’erne forsynede 30 parcelhuse i byen med nogle af landets første tagintegrerede solcelleanlæg.

Siden har byens fjernvarmeselskab fortsat kursen og blandt andet etableret et af verdens største solvarmeanlæg og Danmarks første underjordiske varmelager. Derfor kan det også virke nærmest skæbnebestemt, at Brædstrup nu gemmer på det, som mange håber kan blive begyndelsen på enden for landbrugets klimaudfordringer.

I den lille bys halvtriste, åbne industrikvarter – på hvad der kunne ligne en tidligere parkeringsplads – står nemlig den første fuldautomatiske prototype på den teknologi, som et bredt flertal i Folketinget med den nye landbrugsaftale har valgt at sætte deres helt store lid til.

Pyrolyse, hedder det.

Testanlægget er med hjælp fra den lokale smed udviklet af innovationsvirksomheden Stiesdal, bærer navnet SkyClean og tager sig ved første øjekast lige så ydmygt og stilfærdigt ud som sine omgivelser.

En firkantet, sort stålkonstruktion danner ramme om en rodet pærevælling af ledninger, beholdere og rør i forskellige størrelser, der alle snor sig sammenpresset rundt om hinanden. Da anlægget står ude i det fri, er det overdækket med et lyseblåt plastiktag, der holder regnen væk, og lænende op ad konstruktionen står et skilt bestående af to hvide træplader med teksten ”Stiesdal SkyClean – fra biomasse til brændstof”. Frem til 2024 har Folketinget sat 396 millioner kroner af til at skyde teknologiudviklingen i gang, og i 2030 forventer regeringen, at det har kastet en reduktion på to millioner ton CO2-ækvivalenter af sig.

Det gør pyrolysen til det enkelttiltag, der med afstand skal sikre flest klimareduktioner i landbruget for at nå Danmarks målsætning om en 70 procents reduktion i 2030.

Testanlægget i Brædstrup er med andre ord hockeystaven – som billede på idéen om, at fremtidig teknologi kan indfri klimaambitionerne – i praksis.

Det er historien om det, der kan gå hen og blive landbrugets store klimaredning og starten på et nyt dansk eksporteventyr, som fremmer lille Danmark som verdens grønne foregangsland. Men på samme tid er det også historien om, hvor umodne og usikre de afgørende teknologier er på nuværende tidspunkt.

Og det anerkender regeringen selv.

tema grøn omstilling

Usikkerhed om effekt

Usikkerheden om effekterne ved pyrolyseteknologien rejses nemlig ikke blot af eksperter og klimaaktivister. I sit klimaprogram fra september udregner regeringen pyrolysens tekniske reduktionspotentiale til to millioner ton CO2-ækvivalenter i 2030. De øvrige fremtidige løsninger i landbruget vil hver især højst kunne bidrage med det halve, vurderes det. Men regeringen påpeger samtidig også, at der for pyrolysen er barrierer som ”begrænset økonomisk incitament” og ikke mindst ”dokumentation af effekt”.

Der er fortsat ”behov for en fokuseret modning af teknologien for at muliggøre en realisering af potentialet”, uddyber regeringen i klimaprogrammet.

Af samme grund er der uden for Slotsholmen stor uenighed om, hvor mange klimareduktioner pyrolyse-teknologien egentlig kan bidrage med. Manden bag SkyClean-projektet, Henrik Stiesdal, for-

tæller andetsteds her i Altinget Magasin, at han regner med, at pyrolysen kan levere hele syv millioner ton CO2-reduktioner i 2030. Regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet er mere pessimistisk. I sin seneste statusrapport vurderer rådet, at potentialet maksimalt skal findes i et spænd mellem 1,2 og 1,5 millioner ton.

Vi kan ikke vide os sikre på effekten, fordi der er mange faktorer, som bygger på vurderinger af forhold, vi ikke ved nok om endnu.

Jette Bredahl Jacobsen, professor i miljø- og ressourceøkonomi og næstformand i Klimarådet Testanlægget i Brædstrup kan behandle op til 500 ton landbrugsaffald om året. Biomassen omdannes til små piller, der brændes af under pyrolyseprocessen. Omtrent halvdelen af biomassen omdannes til sort biokul, der ifølge eksperter kan binde kulstoffet i op til 1000 år. Kullet kan efterfølgende blive fordelt på landbrugsjorden og gøre den mere frugtbar. Den anden halvdel af biomassen bliver til luftige gasser, der kan bruges til opvarmning. Køler man gassen ned kan man dog også danne flydende brændstof.

Biokul og flybrændsel

For at forstå uenighederne om potentialet må man dog først forstå, hvordan teknologien fungerer. Selve pyrolyseprocessen er som sådan ikke ny. Begrebet dækker over en kemisk proces, hvor et materiale brændes af ved meget høj varme uden tilførsel af ilt. Det er samme type teknologi, der bruges i køkkenovne med selvrens. I den her forbindelse er materialet dog ikke madrester, men organisk restbiomasse som halm og gylle fra landbruget. Planter optager CO2 fra atmosfæren, men som det er i dag, ender meget af restbiomassen med enten at blive brændt af eller nedmuldet i jorden, hvorefter kulstofindholdet siver tilbage op i atmosfæren under forrådnelsen.

Pyrolyseprocessens formål er derfor at ”binde” kulstoffet, sådan at det ikke i samme grad ender med at forurene atmosfæren.

Det gør man helt konkret ved at omdanne biomassen til piller, der så varmes op i pyrolyseanlægget og spaltes i to dele. Den ene halvdel bliver til flygtige gasser, der både kan bruges til opvarmning og laves om til flydende brændstoffer til eksempelvis fly.

Den anden halvdel bliver derimod til sort biokul, der kan binde kulstoffet i op til 1000 år. Biokullet kan yderligere køres tilbage til landmændene, der kan bruge produktet til at øge kulstofindholdet i deres marker, så jorden bliver mere frugtbar. ”Det er altså en måde, hvorpå man kan fjerne CO2 fra atmosfæren på en nem og billig måde – samtidig med at der er nogle jordforbedrende effekter ved det,” siger Ulrik Birk Henriksen, der er seniorforsker ved DTU Kemiteknik og har været med til at udvikle teknologien.

Landbrug & Fødevarer støtter af samme grund aktivt op om SkyClean-teknologien fra Stiesdal. På sin hjemmeside har erhvervsorganisationen således luftet forhåbninger om, at projektet kan halvere hele dansk landbrugs klimaaftryk, når det er fuldt opskaleret. Testanlægget i Brædstrup har en kapacitet på 200 kW, men er for Stiesdal blot en trædesten på vejen mod et kommercielt anlæg med en kapacitet på 10 MW.

Høj risiko

Og så er vi tilbage ved uenighederne om klimapotentialet. Ulrik Birk Henriksen fra DTU er ligesom Landbrug & Fødevarer og Stiesdal meget fortrøstningsfuld. Han mener også, at regeringens skøn på to millioner ton er for konservativt. ”Det er bestemt helt realistisk, og det er faktisk lavt sat. Problemet og begrænsningen er hverken teknologien eller manglende forskning. Men det er fint nok at være på den sikre side,” siger han.

Ifølge DTU-forskeren er den eneste tilbageværende udfordring for at indfri potentialet, at der ikke på nuværende tidspunkt er en økonomisk incitamentsstruktur, der kan få teknologien udbredt. Det er også det, som regeringen henviser til i klimaprogrammet,

når det påpeges, at pyrolysen har et begrænset økonomisk incitament. ”Vi har forsket i det her i 30 år. Processerne er på plads. Vi skal bare ud over stepperne og få det til at ske, og det gør man ved at få økonomi i det. Det skal politikerne have fundet ud af,” siger Ulrik Birk Henriksen.

Klimarådet er uenig i, at der ikke fortsat er usikkerheder ved selve teknologien. I statusrapporten fra 2021 betegner ekspertorganet pyrolyse som et ”højrisiko”-tiltag. Teknologien er på nuværende tidspunkt langtfra opskaleret tilstrækkeligt, konstaterer Klimarådet, der desuden begrunder nedjusteringen af regeringens skøn på to millioner ton med, at der ikke er taget højde for, at flere af regeringens initiativer beslaglægger de samme bioressourcer. ”Der er kun en vis mængde kulstof, og den kan kun bruges til én ting ad gangen. Ellers

ender vi med at tælle de samme reduktioner med flere gange,” uddyber næstformand i Klimarådet Jette Bredahl Jacobsen, der er professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

Af andre usikkerheder peger hun på, at det endnu ikke er tilstrækkeligt belyst, om der kan være nogle miljømæssige udfordringer forbundet med at sprede biokullet ud i landbrugsjorden.

Og så er det også centralt, at det stadig er usikkert, hvor meget af kulstoffet, der rent faktisk ender op med at være bundet i biokullet. ”Man skal være opmærksom på, at kulstof lagret i biokul ikke er noget, som man i dag måler eksplicit. Det er også derfor, at vi klassificerer det som et initiativ med høj risiko. Vi kan ikke vide os sikre på effekten, fordi der er mange faktorer, som bygger på

Vi har sagt klart, at vi skal levere på målene, fordi de er bindende. Og kan teknologien ikke levere på de mål, så skal vi jo finde andre løsninger.

Anders Kronborg, fødevareordfører, Socialdemokratiet

SÅDAN VIRKER PYROLYSE

FRA ATMOSFÆRE TIL LANDBRUGET: Når planter vokser, optager de CO2 fra atmosfæren ved fotosyntesen. Planten binder dermed en mængde kulstof.

FRA LANDBRUG TIL PYROLYSE: Når planten høstes, er der stadig kulstof i restproduktet. I stedet for at brænde biomassen af eller nedmulde den i jorden, så kulstoffet ender tilbage i atmosfæren, kan man i stedet sende den til et pyrolyseanlæg.

* Baseret på materiale fra Stiesdal, som har udviklet SkyClean-processen BRÆNDSTOF TIL ATMOSFÆREN: Når brændstoffet brændes af, siver kulstoffet tilbage i atmosfæren. Men det er altså kun halvdelen* af den oprindelige mængde kulstof fra planten, der returneres. Processen suger dermed gradvist CO2 fra atmosfæren.

FRA PYROLYSE TIL BRÆNDSTOF: Cirka halvdelen* af kulstoffet frigøres som flygtige gasser, der kan brændes af og bruges til opvarmning eller laves om til flydende brændstoffer.

FRA PYROLYSE TIL BIOKUL: Under pyrolyseprocessen ender cirka halvdelen af kulstoffet i et biokul-produkt, hvor det ikke nedbrydes og er bundet i flere hundrede år. Biokullet kan sendes tilbage til landbruget, hvor det kan fordeles i jorden og øge frugtbarheden.

tema grøn omstilling vurderinger af forhold, vi ikke ved nok om endnu,” siger Jette Bredahl Jacobsen.

Flere tiltag skal i spil

Spørgsmålet er så, om det er for risikabelt at sætte sin lid til en teknologi med så relativt mange usikkerheder.

Med landbrugsaftalen har et bredt flertal i Folketinget taget en beslutning om at reducere sektorens klimagasser med i alt 7,4 millioner ton CO2-ækvivalenter frem mod 2030.

Fem millioner af dem kommer fra de såkaldte ”udviklingstiltag” – herunder pyrolyse. En halv million ton er besluttet med tidligere aftaler, og selve aftalen sikrer derfor alene en konkret

drivhugasreduktion på 1,9 millioner ton frem mod 2030. I februar kommer Klimarådet med en ny statusrapport, hvor det kommer til at vurdere de forskellige tiltag i regeringens klimapolitik op mod hinanden. Derfor vil Jette Bredahl Jacobsen heller ikke i dag konkludere, om det er klogt at lade pyrolysen være det virkemiddel, der skal levere flest reduktioner i landbruget. Helt generelt vil hun dog råde regeringen og Folketinget til at sætte ind flere steder. ”Den overordnede vurdering har tidligere været, at der ikke er ét tiltag alene, som løser landbrugets udfordringer, og det er nok ikke en vurdering, vi har belæg for at ændre p.t.,” siger professoren.

Hvis vi får landet en høj CO2-afgift, så behøver jeg ikke at forholde mig til, om det er pyrolyse, brint eller noget tredje, der er den store åbenbaring

Søren Egge Rasmussen, klima- og landbrugsordfører, Enhedslisten

Usikkerhed bekymrer Enhedslisten

Enhedslisten er ét af de partier, der er med i den nye, brede landbrugsaftale. Partiets klima- og landbrugsordfører lægger dog ikke skjul på, at Enhedslisten gerne så, at aftalens udviklingsspor havde fyldt mindre.

”Det mest effektive, man kan gøre i landbrugssektoren, er at reducere antallet af husdyr. Det virker både i klimaregnskabet og i kvælstofindsatsen,” siger Søren Egge Rasmussen (EL).

Han er bekymret for de mange usikkerheder ved pyrolysen, men er samtidig heller ikke afvisende over for at investere i nye teknologier som et supplement til mere ”reelle handlinger”.

Ordføreren henviser i den forbindelse også til landbrugsaftalens såkaldte genbesøg i ”2023/2024”, hvor partierne kan skrue yderligere op for indsatsen, hvis der er behov. ”Nu er der afsat midler til at udvikle, og så skal vi løbende følge op på aftalen. Og hvis de teknologiske muligheder så ikke udvikler sig hurtigt nok og ikke kan realiseres hurtigt nok, så må vi justere på aftalen, så vi når i mål,” siger Søren Egge Rasmussen. Enhedslistens ordfører peger desuden på CO2-afgiften som et afgørende instrument for at få pyrolyseteknologien rullet ud i stor skala. ”Hvis kulstoffet vitterligt bliver bundet stabilt, vil det have en positiv effekt på en pyrolyseløsning med en høj CO2-afgift. Derfor er det også afgørende, at vi får indfaset afgiften – også i landbruget,” siger Søren Egge Rasmussen og fortsætter med en generel pointe om, at afgiften kan hjælpe politikerne i disse situationer: ”Jeg er ikke teknologiekspert, jeg er politiker. Derfor er det også svært for mig, når der kommer lobbyister og vil sælge en teknologisk løsning, som de bare lige skal have et stort millionbeløb til at udvikle. Men hvis vi får landet en høj CO2-afgift, så behøver jeg ikke at forholde mig til, om det er pyrolyse, brint eller noget tredje, der er den store åbenbaring.”

V: Grøn skattereform skal i spil

I Venstre – der også er med i landbrugsaftalen – følger man udviklingen af pyrolyseteknologien meget tæt og med stor interesse, fortæller klimaordfører Marie Bjerre (V). Med tanke på klimamålene mener partiet også, at det er værd at satse på pyrolysen, selvom at usikkerhederne er ”et bekymringspunkt”.

”Vores klimamålsætninger er hamrende ambitiøse, og helt grundlæggende kan man være nervøs for, om vi kan nå det. Men det giver i sig selv mening at sætte et ambitiøst mål, fordi det presser os til at leve op til det,” siger Marie Bjerre.

Hun støtter op om at investere offentlige støttemidler i udviklingen af grønne teknologier som pyrolyse for at sætte gang i udviklingen. V-ordføreren understreger dog samtidig, at de nye løsninger på sigt skal kunne løbe rundt selv. Og her peger hun ligesom Enhedslisten på CO2-afgiften som et redskab. ”Det kan godt kræve, at man kickstarter med nogle støttekroner for at få skabt et marked – ligesom med vindmøllerne. Men det skal gerne være markedet, der driver det selv, og her skal vi også bringe den grønne skattereform i spil,” siger Marie Bjerre.

Klimalov fører til teknologisats

Altinget ville gerne have talt med fødevareog landbrugsminister Rasmus Prehn (S)

Pyrolyseanlægget i Brædstrup er den første fuldautomatiske prototype på den teknologi, som et bredt flertal i Folketinget med landbrugsaftalen har valgt at sætte deres lid til.

LANDBRUGS- AFTALEN

• Landbrugsaftalen blev indgået i oktober 2021 af alle Folketingets partier med undtagelse af Alternativet og Frie Grønne. • Baggrunden for aftalen er, at landbruget står for en stor del af de danske CO2-udledninger, der er årsag til klimaforandringer. Aftalen indgår derfor som en del af regeringens større klimahandlingsplan, der skal sikre en reduktion af drivhusgasserne med 70 procent i 2030. • Landbruget står også for store udledninger af kvælstof, der er en central årsag til iltsvind og fiskedød i det danske vandmiljø. Da Danmark på grund af EU’s vandrammedirektiv er forpligtet til at gøre noget ved det problem, er det også en vigtig del af aftalen. • Aftalen indeholder blandt andet et bindende klimareduktionsmål for landbruget på 55 til 65 procent i 2030, hvilket svarer til mellem 6,1 og 8 millioner ton drivhusgasudledninger. • For at leve op til EU’s vandrammedirektiv er partierne desuden blevet enige om at reducere kvælstofudledningen fra landbruget med 10.800 ton. om, hvilke overvejelser regeringen gør sig om at lade pyrolysen stå for så mange klimareduktioner i landbrugsaftalen, når man samtidig selv er klar over, at effekten er usikker. Altinget vil også gerne have spurgt ministeren om, hvordan regeringen vil sørge for at sikre de rette incitamentsstrukturer, så potentialet kan blive indfriet. Rasmus Prehn har dog ikke ønsket at stille op til interview.

Socialdemokratiets fødevareordfører, Anders Kronborg, er dog umiddelbart ikke bange for, at man med landbrugsaftalen har satset for meget på klimareduktioner fra pyrolyse. Han henviser til aftalens genbesøg og bindende reduktionsmål for landbruget på 55 til 65 procent i 2030. ”Vi har sagt klart, at vi skal levere på målene, fordi de er bindende. Og kan teknologien ikke levere på de mål, så skal vi jo finde andre løsninger. Så det gør mig ikke nervøs.”

Hvorfor ikke bare gøre det, som vi ved virker, til at starte med?

”Fordi vi med klimaloven også har en aftale om, at tiltagene ikke skal hindre væksten, at finanserne skal være sunde, og at vi ikke må tabe arbejdspladser. Og begynder du at lave et gevaldigt indhug i eksempelvis den animalske produktion, så vil det jo koste på de parametre,” siger Anders Kronborg. Med hensyn til løsningen på de manglende økonomiske incitamenter er S-ordføreren på linje med Venstre og Enhedslisten.

Kronborg medgiver, at regeringen endnu ikke er i mål med at skabe de rette incitamenter, men han vil omvendt heller ikke foregribe, hvordan en grønne skattereform skal se ud. ”Jeg vil meget nødig tage detailforskud på diskussionen, når vi har nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med et udspil. Det skal vi kigge på først, fordi det skal gøres klogest muligt,” siger fødevareordføreren.

Den omtalte ekspertgruppe leverer sin første delrapport om mulige modeller for en ensartet CO2-afgift i slutningen af 2021.

Klimakampen kan og skal vindes

Christiansborg skæver til ham, når der skal laves grønne aftaler. Han stod fadder til det danske vindmølleeventyr og har sprøjtet banebrydende klimateknologier ud gennem fire årtier. Altinget har mødt serieopfinder og klimapioner Henrik Stiesdal.

AF PETER INGEMANN NIELSEN, JOURNALIST, ALTINGET

Han er blevet kaldt ”opdagelsesrejsende i naturteknikkens gåder” og ”regeringens store håb”. Henrik Stiesdal er her, der og alle vegne. Hans betydning for den danske – og måske endda hele verdens – klimaindsats bliver ikke underdrevet.

Det er da heller ikke en hvilken som helst person, der er tale om. Vestas – verdens største vindmøllevirksomhed – havde slet ikke begivet sig ud i at bygge vindmøller, hvis det ikke var for Stiesdal. Asiens rigeste mand vil sætte gang i Indiens grønne omstilling ved at masseproducere en Stiesdal-

opfindelse. Og en stor del af Folketingets landbrugsaftale fra efteråret bygger på en teknologi opfundet af – ja, du gættede det nok – Stiesdal.

Hans opfindergen har leveret i over 40 år, og der er med hans egne ord ingen grund til at stoppe, når man har det sjovt.

Fra oliekrise til klimabekymring

64-årige Henrik Stiesdal mener selv – på trods af sine mange bedrifter – at han i ét henseende er et ”ynkeligt forbillede” for sine børn. Han har nemlig aldrig fået færdiggjort en uddannelse. I 1979 begyndte han at læse medicin i Odense, hvor han har boet siden. Men den hierarkiske kultur i hospitalsvæsenet passede ham ikke, og så blev det i stedet fysik og biologi, han kastede sig over.

Gennem hele studietiden havde han vindmøller på hjernen.

På forældrenes gård i Midtjylland bøvlede de med dyre energipriser oven på oliekrisen. Og når Henrik Stiesdal møder et problem, ja, så løser han det. ”Derfor byggede jeg en vindmølle derhjemme,” siger han, som var det helt normalt.

I 1979 solgte han en vindmøllelicens til Vestas, der dengang ellers gjorde sig mest i landbrugsvogne, kraner og skibskølere.

Senere, da Stiesdal fik større erfaring i at bygge vindmøller, formulerede han en drøm om, at 10 procent af Danmarks elforsyning i år 2000 skulle komme fra vindkraft.

Målet blev nået længe før år 2000, og i dag kommer cirka halvdelen af den danske el fra vind. Det var dog ikke trang til at redde klimaet, som drev den unge Stiesdal ind i arbejdet med vindenergi. Men det ændrede sig i slutningen af 80’erne, da han i et amerikansk tidsskrift om vindenergi stødte på ordene ”global warming”.

Han opfangede hurtigt, at det kunne ende rigtig galt. Og i dag fylder klima ifølge Henrik Stiesdal selv alt i hans mindset.

Aftale med indisk multimilliardær

Efter over 30 år hos først Vestas og siden Siemens Wind Power gik Henrik Stiesdal solo med virksomheden Stiesdal A/S, som han i 2016 stiftede sammen med nogle bekendte fra vindindustrien. ”Vi var alle et sted i livet, hvor vi egentlig ikke behøvede at arbejde så meget mere, fordi vi havde haft en god indtægt længe. Så hvis vi skulle lave noget, skulle det være for at have et hovedformål,” siger han, mens han peger på en PowerPointpræsentation på sin computer.

Den viser et billede af de tre målsætninger for virksomheden: forebyggelse af klimakrisen, jobskabelse og økonomiske resultater. Det går bedre og bedre med de to sidste. For eksempel har virksomheden 90 ansatte nu. For et år siden var der 25 og for to år siden bare fem. Men den altoverskyggende målsætning er stadig klima. Stiesdal fortæller, at han er ”in it for the climate” og ikke ”in it for the money”. ”Alle beslutninger bliver holdt op imod, om det accelererer vores klimaindsats eller forsinker den. Jeg har det ufattelig godt med, at vi gør det, som vi synes er det rigtige. Der er ingen af os, der skal lave karriere. Vi skal fandeme bare gøre noget ved det elendige klimaproblem. Det ikke bare skal løses. Det kan løses,” siger han.

Der er imidlertid ikke nødvendigvis modsætning mellem penge og klima. Da statsminister Mette Frederiksen besøgte Indien i oktober, kom det frem, at Asiens rigeste mand, mr.

Alt kan ikke løses med teknologi. Jeg synes stadigvæk, at folk skal tænke sig om med, hvordan de bruger energi, hvilken bil de kører i, hvordan de tager offentlig transport, og om de spiser meget eller lidt kød.

Tre opfindelser, som Henrik Stiesdal er stolt af

1. ”I starten af 90’erne begyndte man at have et stigende problem med, at der slog lyn ned i vindmøller. Møllerne blev større og større og kom op i en størrelse, hvor de blev mere synlige for lynene. Vi begyndte at få flere og flere lynskader. Jeg opfandt så måden, man kan lynsikre vinger på, som nu bruges groft sagt af alle.”

2. ”Jeg har været med til at lave den måde, man laver vinger på, hvor man støber dem i ét stykke. Det kan man som udgangspunkt ikke, fordi det kræver en form for yderform. Problemet er, at en vinge har en facon, hvor det ikke kan lade sig gøre. Det fandt vi ud af, at man godt kunne løse, hvis man tænker sig om. Det var skideskægt at løse noget, der ikke kunne lade sig gøre, for det kunne det så godt alligevel.”

3. ”Det var engang et problem, at man kun kunne lave statoren (komponent i en elektrisk motor, red.) i ét stykke, når man skulle lave direkte drevne generatorer som dem, Siemens laver. Det ville være meget smart, hvis man kunne lave statoren af segmenter, som kunne stykkes sammen. Men det kunne man ikke, fordi de hang sammen elektrisk. Nogle sagde, at det ikke kunne lade sig gøre. Challenge accepted, sagde jeg. Og så løste jeg det på en lille uges tid ved alle mulige forsøg nede i kælderen. Og det er sådan, at Siemens’ generatorer bliver lavet stadigvæk.”

Henrik Stiesdal

• Født i 1957 i Hørsholm (64 år) • Har læst medicin, fysik og biologi i Odense, men ikke færdiggjort nogen af uddannelserne • Bor i Odense • Er gift og har to døtre • Solgte i 1979 en vindmøllelicens til Vestas • I 1983 ansat som projektleder i Vestas • I 1987 ansat i Bonus Energy, som senere blev til Siemens Windpower. Chief Technology Officer indtil 2014 • Stiftede Stiesdal A/S i 2016 • Står bag cirka 200 opfindelser og 1.000 patenter. Mukesh Ambani, vil masseproducere Henrik Stiesdals brintanlæg.

Ambani er administrerende direktør i det indiske konglomerat Reliance Industries, som nu har købt en licens til at bygge Stiesdals elektrolyseapparater, der i storskala kan producere billig, grøn brint. Aftalen blev offentliggjort under tilstedeværelse af Mette Frederiksen og den indiske premierminister, Narendra Modi – og selvfølgelig Henrik Stiesdal selv. ”Vi sigter efter at udnytte Stiesdals imponerende portefølje af klimateknologier til at betjene det indiske marked og arbejde sammen om at sætte tempoet på globalt plan,” lød det fra Mr. Mukesh Ambani i en pressemeddelelse.

Ambitionen for projektet er at opnå en pris på en dollar for et kilo grøn brint inden et årti. ”Og så ændrer energiverdenen sig, for så ville man med solenergi kunne lave brint, der er billigere end at lave brint på naturgas, som forurener ad helvedes til. Og så bliver det rigtig, rigtig sjovt,” forklarer Henrik Stiesdal.

Ford T-logikken

Noget, der potentielt også kan blive rigtig sjovt, er Stiesdals pyrolyseprojekt SkyClean. Det går kort fortalt ud på, at organisk affald

fra landbrug og skovbrug omdannes til biobrændsler og biokul ved opvarmning i en ovn uden ilt. Teknologien kombinerer produktion af biobrændstof og CO2-fangst. En win-win. Da regeringen og hovedparten af Folketingets partier i oktober præsenterede den længe ventede aftale om grøn omstilling af landbruget, fyldte pyrolyse en hel del. I landbrugsaftalen er der angivet CO2-reduktioner for 7,4 millioner tons i 2030, hvoraf to millioner kommer fra pyrolyse. ”SkyClean spiller velfortjent en stor rolle i landbrugsaftalen, for teknologien kommer til at levere det, de siger. Og vi vil gerne levere meget mere end de to millioner tons. Med lidt held kan teknologien levere syv millioner tons i 2030,” siger Stiesdal med sin vanlige optimisme på egne opfindelsers vegne.

En fællesnævner for mange af Henrik Stiesdals opfindelser er, at de skal skaleres, før de kan blive en succes. Grøn brint bliver først billig, når det bliver masseproduceret, og SkyClean-teknologien spiller ligeledes først en afgørende rolle, når den kommer i serieproduktion. Stiesdal peger igen på computeren, og viser en graf over verdens første masseproducerede bil: den berømte Ford T. Den viser, at en Ford T kostede 3.300 dollars, da der var produceret 15.000 af dem, 2.500 dollars, da der var produceret 100.000, og under 1.000 dollars, da produktionen nåede op på otte millioner. ”Er det på grund af forskning? Er materialerne blevet billigere? Eller er folk blevet klogere? Nej. Det er industrialiseringen. Det, der batter langt mest, er simpelthen volumen,” siger Henrik Stiesdal og giver endnu et eksempel, mens han fisker sin mobil frem: ”Jeg har givet 4.000 kroner for min mobil. Hvis jeg skulle lave den forfra med mikrochip og programmering, koster den vel 10 millioner at lave, men jeg kan få den for 4.000. Det er, fordi der bliver lavet enormt mange af dem på fabrikker. Så hvis vi skal lave noget, skal det batte.”

Kan teknologi alene løse klimakrisen?

Henrik Stiesdal stiller ofte sig selv spørgsmål, når han skal forklare noget. Til spørgsmålet om, hvordan han finder på nye idéer, starter han med at gentage spørgsmålet for sig selv. Og måske er det sådan, man bedst finder svarene. ”Hvordan gør man? Kan alle? Der er ikke nogen enkel opskrift på det. Jeg tror, at jeg har et talent for at holde et problem ud i strakt arm og tænke over, hvad man kunne gøre, og så sortere gode idéer fra dårlige idéer. For mig er det noget af det fedeste i hele verden at løse problemstillinger,” siger manden, der har cirka 200 opfindelser og 1.000 patenter på cv’et.

De gode idéer kommer ofte, når han dyrker motion, der ikke kræver det store fokus – for eksempel når han spadserer eller cykler.

Men selvom mange af hans teknologiske opfindelser har gjort underværker i særligt vindindustrien, kan man ikke udelukkende opfinde sig ud af klimakrisen, lyder det. ”Jeg får sommetider at vide, at jeg er Mr. Techfix. Men alt kan ikke løses med teknologi. Jeg synes stadigvæk, at folk skal tænke sig om med, hvordan de bruger energi, hvilken bil de kører i, hvordan de tager offentlig transport, og om de spiser meget eller lidt kød,” siger han. Hjemme i Odense er der blevet længere mellem kødretterne – uden at han selv og konen har lidt afsavn. Og det er en vigtig forudsætning, siger han og sammenligner med vindmølleeventyret. ”En drivkraft bag vindmøllernes succes i Danmark er, at de ikke er til gene for nogen. Ingen har lidt afsavn, fordi der er kommet meget vindkraft i Danmark. Det er jo ikke sådan, at vi ikke kan vaske tøj om aftenen, hvis det ikke blæser. Nogle synes, at de er lidt forstyrrende i landskabet, men grundlæggende har ingen lidt afsavn. Det er en helt nødvendig forudsætning for klimakampen,” siger han.

Den naturlige hockeystav

Med virksomheden i eget navn er Henrik Stiesdal blevet ansigtet udadtil. Det betyder, at han har haft mere og mere at gøre med politikere. Og han nyder det. ”Jeg har mødt nogle af ministrene og nogle af de øvrige partiers politikere – både støttepartierne og oppositionen. Det er altid en fornøjelse. Jeg bliver i ufatteligt godt humør af det. Man kan ødelægge alle med ros, men vores politikere er altså både dygtige, alsidige og flittige,” siger han.

Frygter du, at regeringen bruger dig og dine opfindelser til at skubbe handling foran sig? ”Man kan jo vende spørgsmålet om. Bruger jeg regeringen til at fremme, at vi rent faktisk gør de rigtige ting? Det gør jeg jo. Men det er i en god sags tjeneste.”

Generelt er han meget begejstret for den danske klimapolitik, selvom hans utålmodige sjæl gerne ser, at det går en anelse hurtigere.

En af de ting, den siddende regering er blevet kritiseret heftigt for, er den famøse hockeystav, som illustrerer, at klimahandlingen stiger eksponentielt. Regeringens støttepartier har påpeget, at man ikke bør vente på klimahandling, men derimod bare komme i gang.

Henrik Stiesdal køber noget af kritikken, men ikke det hele. ”I det omfang, at hockeystaven er baseret på, at man tror, der vil komme ny teknologi og løse klimakrisen, så er jeg enig i kritikken. Den slags er en fejlagtig antagelse,” siger han og fortsætter: ”Men at det vil gå stærkere senere i årtiet, end det gør nu, er uundgåeJeg tror, at jeg har et ligt. Vores egne teknologier er jo også talent for at holde et problem ud i strakt arm og tænke over, hvad man kunne under udvikling, og vi kan ikke bare sætte volumen på nu og komme op på fuld serieproduktion fra dag ét. gøre, og så sortere gode Det kræver tid. Og derfor kommer idéer fra dårlige idéer. der af sig selv en hockeystav.” Som eksempel på hockeystaven peger Stiesdal atter en gang på sin computer. Den viser implementeringsplanen for SkyClean-teknologien. Grafen illustrerer, at teknologien først for alvor vil have en klimaeffekt i slutningen af 2020’erne. Den utålmodige Stiesdal må altså væbne sig med tålmodighed, også når hans egne projekter udviser en hockeystav. Men tiltroen til egne opfindelser er intakt. ”FN’s generalsekretær sagde til COP26, at klimakampen er vores generations store kamp, og at det er en kamp, vi skal vinde. Jeg siger, at det er en kamp, vi skal – og kan – vinde, hvis man laver løsninger af den art, vi laver.”