Politisk guide til 2022

Politisk guide

til 2022

Et nyt år truer i dansk, europæisk og international politik. Altingets fagredaktører guider til hængepartier, politiske sværdslag og bundne opgaver.

Arbejdsmarked

Af Rikke Brøndum, redaktør, Altinget Arbejdsmarked

Arktis

Af Andreas Krog, redaktør, Altinget Arktis

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, som er retur fra barsel i december, får travlt i 2022 med svære opgaver om blandt andet forhandlinger om dagpengesatser og fuldtidsaktivering af indvandrere på kontanthjælp med nyttejob.

Regeringens forslag om at skære i dagpengesatsen for dimittender er centralt, fordi det skal levere de 10.000 hænder til arbejdsmarkedet, som regeringen trak ud med Arne-pensionen.

I foråret afrapporterer Pensionskommissionen. Debatten om pensionsalder kan derfor forventes at blusse op igen, når Hummelgaard skal drøfte anbefalingerne med partierne.

Hummelgaard skal også følge op på Ydelseskommissionens anbefalinger til et nyt kontanthjælpssystem, hvor regeringen endnu ikke har fremlagt sit eget udspil.

Lønkomitéen, der blev nedsat efter sygeplejerskestrejken, skal afrapportere i 2022 og kan sætte Hummelgaard under pres for at finde penge til lønstigninger.

Samtidig skal han finde 750 millioner kroner i besparelser på jobcentrene for at betale for Arne-pensionen.

Det er også planen at lande en trepartsaftale om seksuel chikane og fortsætte drøftelserne om en arbejdsskadereform, som i mange år har ligget som en uløst opgave på skiftende beskæftigelsesministres bord. 2022 bliver året, hvor den danske regering for alvor skal vise det grønlandske og færøske landsstyre, at man vil inddrage dem mere i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Et nyt koordinationsudvalg er blevet stablet på benene med deltagelse af ministre og landsstyremedlemmer fra alle tre rigsdele. Nu skal det vise sig, om udvalget også kan gøre en forskel i praksis. Eller om Danmark fortsat vil diktere den arktiske udenrigspolitik ud fra sine egne hensyn. 2022 bliver formentlig også året, hvor kongerigets nye arktiske strategi ser dagens lys med mere end et års forsinkelse. Coronakrisen er den officielle forklaring på, at strategien er blevet forsinket. Men med til forklaringen hører også, at Grønland og Færøerne “spiller kostbare” og først vil lave deres egne udenrigspolitiske strategier. En fælles arktisk strategi er nemlig først og fremmest et dansk ønske. Og Danmark er kun en arktisk nation på grund af Grønland og Færøerne.

By og Bolig

Af Daniel Bue Lauritzen, redaktør, Altinget By & Bolig

Boligminister Kaare Dybvad Bek tog et stort skridt imod at nå ambitionen om mere blandede byer med plads til både rig og fattig, da regeringen i slutningen af november fandt flertal for at bruge 10 milliarder kroner på at opføre billige boliger.

Det skal ske ved at oprette en ny fond, der skal understøtte alment boligbyggeri i attraktive byområder, hvor grundpriserne ellers betyder, at det er svært at bygge de billige boliger.

Nu er spørgsmålet, om fonden får den effekt, som politikerne håber på. Milliarderne begynder at rulle efter årsskiftet, så det bliver højst interessant at følge, om kommunerne og aktørerne på boligmarkedet er klar til at spille med.

For at sikre succes vil regeringen nu indgå samarbejdsaftaler med de største kommuner, der skal sørge for, at der opføres flere almene boliger med støtte fra den nye fond.

Børn

Af Simon Lessel, redaktør, Altinget Børn

Hvor er der en voksen? Sådan lød navnet med det indbyggede spørgsmål på den forældrebevægelse, der sammen med flere politiske partier drev ambitionerne om minimumsnormeringer i landets vuggestuer og børnehaver frem.

Et af de mest presserende spørgsmål, der skal besvares i 2022, kan meget vel blive: Hvor er der en pædagog? For lige som på andre velfærdsområder, oplever flere kommuner udfordringer med at ansætte tilstrækkeligt personale med pædagogfaglig baggrund – blandt andet på grund af aftalen om minimumsnormeringer.

Dagsordenen er tæt knyttet sammen med de ændringer af pædagoguddannelsen, som skal forhandles i 2022. Her præsenterer regeringen nemlig sit bud på, hvordan kvaliteten på uddannelsen kan hæves. Uddannelses- og forskningsministeren har allerede gjort det klart, at han vil investere flere penge i uddannelsen.

Civilsamfund

Af Gitte Skotby-Young Ballenstedt, redaktør, Altinget Civilsamfund

2022 er året, hvor Frivilligrådet får nyt arbejdsgrundlag og nye medlemmer, da rådsperioden udløber med udgangen af 2021. Det betyder selvfølgelig nye ansigter, men også nye fokusområder i arbejdsgrundlaget.

Mange i branchen vil givetvis vente i spænding på, om 2022 mon bliver året, hvor det lykkes at lande en model for driftsstøtte inden for Social, Sundhed- og Arbejdsmarkedsområdet, hvor midlerne nu fordeles fra år til år fra den såkaldte SSA-reserve. Det lykkedes ikke i 2021, men har været efterspurgt, siden satspuljen blev nedlagt i 2019.

I kø til revision ligger desuden folkeoplysningsloven. Og så har regeringen lovet, at foreninger i 2022 kan forvente bureaukratiske lettelser, når de skal i banken.

Vil man kigge ud over Christiansborg i det meget brede civile landskab, kan man spejde efter (endnu) flere aftaler mellem sociale investeringsfonde og civile aktører.

Digital

Af Chris Lehmann, redaktør, Altinget Digital

Det næste år kommer til at stå i to tegn: Regeringen skal fremlægge sit bud på en national digitaliseringsstrategi i slutningen af året. Det er første gang, den siddende regering fremlægger sit syn på, hvordan den vil videreføre digitalisering af det offentlige maskineri. Regeringen begyndte arbejdet ved at sætte en stjernespækket gruppe interessenter sammen i et partnerskab, der kom med en række anbefalinger om at styrke blandt andet datatilsynet og servicen til borgerne. Det andet ben, regeringen vil tage fat på, er reguleringen af de største techvirksomheder – et arbejde, hvor regeringen skal følge op på sine egne udspil fra 2020.

Embedsværk

Af Sine Riis Lund, redaktør, Altinget Embedsværk

Embedsmænd i vidneskranken kommer også i 2022 til at præge mediebilledet. For afhøringerne i minksagen fortsætter ind i det nye år. Embedsværket vil holde nøje øje med, om sagen får disciplinære konsekvenser for nogen af de involverede embedsmænd.

Og det ikke kun i minksagen, men også i den netop overståede rigsretssag om adskillelse af asylsøgende par, hvor Instrukskommissionen vurderede, at fem embedsmænd havde tilsidesat deres pligter som embedsmænd så groft, at de kunne drages til ansvar.

Sagerne kan danne pejlemærker for, hvor klart embedsmænd skal sige fra og advare ministre, der er på vej til at overskride lovens grænser, for at leve op til deres forpligtelser som embedsmænd. 2022 er også det år, hvor regeringens krav om besparelser på konsulenter i staten kommer op at ramme næsten en milliard kroner.

Energi og Klima

Af Morten Øyen, redaktør, Altinget Energi og Klima

Får vi en ambitiøst grøn skattereform?

Det bliver det store spørgsmål i dansk klimapolitik i 2022. I det nye år skal politikerne følge op på den ekspertgruppe, der har lavet bud på, hvordan en skattereform kan være hovedmotor i den grønne omstilling.

Et grønnere skattesystem, der i højere grad straffer forurening og belønner en grøn indsats, anses som et afgørende instrument for at kunne nå Folketingets klimamålsætninger.

Det kan lyde lige til, men det er både teknisk og politisk sprængfarligt stof. For det kan hurtigt ende med stigende priser på bøffer og benzin, samt koste job i landbruget. Da ideen først tog dagsordenen, kaldte klimaministeren da også ideen om en høj ensartet CO2-afgift for “ren Georg Gearløs". I det nye år bliver vi så klogere på, om Georg Gearløs alligevel kan hjælpe os med en hovedmotor til at nå klimamålet om 70 procent reduktion af drivhusgasserne i 2030.

Erhverv

Af Christoffer Lund-Hansen, redaktør, Altinget Erhverv

Hvordan får vi mere kvalificeret arbejdskraft? Det er det store spørgsmål på tværs af dansk erhvervsliv, der skriger efter løsninger til at imødekomme udfordringerne på et glohedt jobmarked. Regeringens reformforslag, der skal øge beskæftigelsen med omkring 10.000 personer, er ikke nok, for det svarer kun til det antal personer, som den selv har hevet ud af arbejdsstyrken med blandt andet Arne-pensionen. Både erhvervslivet og Folketinget venter utålmodigt på, at erhvervsminister Simon Kollerup vil indkalde til de iværksætterforhandlinger, som oprindeligt skulle være afviklet i efteråret 2020.

De nu forhenværende minkavlere håber på, at Minkkommissionens til april kan afgøre, hvem i regeringen der vidste hvad og hvornår, i forbindelse med, at faget blev lukket ned.

Landets virksomheder drømmer om, at de temaer vil dominere dagsordenen, efter små to år præget af corona og krisehåndtering. Bliver 2022 året uden restriktioner og hjælpepakker?

EU

Af Rikke Albrechtsen, EU-redaktør

2022 bliver året, hvor EU-landene ikke længere kan ignorere, at fundamentet under retsstaten i flere af Unionens lande er ved at smuldre, og at det har konsekvenser for EU som retsfællesskab. Polens efterhånden voldsomt politiserede dommerstand er gået i direkte konfrontation med EU-Domstolen og EU’s traktater. Der er ikke længere sikkerhed for, at EU-lov bliver opretholdt på polsk jord.

Hverken klubbens øvrige lande eller EU-Kommissionen har råd til at sidde overhørig, at et medlem så åbenlyst blæser på fællesskabets regler. Samtidig går Ungarn ind i et valgår, hvor det virker, som om premierminister Viktor Orbán har besluttet, at opgøret med ”diktaterne fra Bruxelles” skal stå i centrum. Det farlige er, at oprøret mod EU’s retsorden inspirerer kræfter i andre lande, for eksempel Frankrig, som også går til valg i år. Derfor har hverken landene eller EU-Kommissionen råd til at blive siddende på deres hænder. Det er samarbejdets fremtid, der er på spil.

Forskning

Af Chris Lehmann, redaktør, Altinget Forskning

Der er tre spor inden for videregående uddannelser, der er værd at holde øje med. Det første handler om udflytningen af studiepladser fra de største byer. I løbet af foråret skal forligskredsen bag aftalen diskutere de planer for udflytning og lukninger af studiepladser, som de forskellige uddannelsessektorer afleverer inden årsskiftet.

Der vil også være politiske spor, der handler om at styrke to af landets største uddannelser – pædagoguddannelsen, som netop har været genstand for en kritisk evaluering, og læreruddannelsen, hvor et bredt sammensat panel af interessenter har afleveret et oplæg til reform af uddannelsen til regeringen og Folketinget.

Og så vil regeringen sætte gang i drøftelser med partierne om optagesystemet på de videregående uddannelser.

Forsvar

Af Andreas Krog, redaktør, Altinget Forsvar

Forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig bliver den altoverskyggende dagsorden i det kommende år. Det nuværende forlig udløber ved udgangen af 2023 og et nyt forlig skal sandsynligvis række op til seks år ud i fremtiden. En ekspertgruppe barsler midt på året med en analyse af den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation i dag og frem til 2035. Den skal danne udgangspunkt for forhandlingerne, der bliver forsvarsminister Trine Bramsens helt store svendeprøve. Både Nye Borgerlige, SF og grønlandske IA vil gerne være med i forliget. NATO-topmødet i juni i Madrid bliver også en af årets store begivenheder. Og en, som den danske statsminister Mette Frederiksen ikke nødvendigvis glæder sig specielt meget til. For mens andre lande har lagt en plan for, hvordan de får deres forsvarsbudgetter op på at udgøre to procent af deres bruttonationalprodukter, så bliver det i Danmark foreløbig ved snakken.

Forsyning

Af Morten Øyen, redaktør, Altinget Forsyning

Forsyningssektoren kan se frem til flere knaster, der skal høvles i 2022. Regeringen har endnu ikke sat dato på, men har i klimaprogrammet varslet et nyt udspil til en grøn energi- og forsyningssektor baseret på vedvarende energi. Branchen skriger efter mere vedvarende energi, hvis drømmene om én million elbiler og Power-to-x-fabrikker skal gå i opfyldelse, samtidig med at der er strøm i kontakten. Oveni udestår stadig, hvad der konkret skal ske med den danske affaldsforbrænding, efter forsøget med at lade KL lave en “dødsliste” gik i vasken. Visionen fra regeringen er en klimaneutral affaldssektor, og målet er at fjerne 80 procent af plastikaffaldet fra forbrændingsanlæggene i 2030. De visioner mangler stadig konkret politik. Og så mangler regeringen også at få gang i de lovede forhandlinger om en ny national klimatilpasningsplan. Ude i landet er der store problemer med stigende grundvand, og risikoen for skybrud og stormflod ventes kun at blive større.

Fødevarer

Af Andreas Arp, redaktør, Altinget Fødevarer

2021 blev et afgørende år for dansk landbrugs- og fødevarepolitik med vigtige aftaler for landbruget i både EU og Folketinget. Det kommende år kan derfor meget vel udvikle sig til et ”implementeringsår”, hvor de forskellige tiltag skal føres ud i virkeligheden. Flere politiske sværdslag udestår dog stadig. I både forståelsespapiret og nu også landbrugsaftalen er det en ambition at fordoble det økologiske areal, men regeringen har endnu ikke anvist en vej mod målet. Det samme gælder for dyrevelfærden for svin, der på flere områder halter på trods af SRregeringens handlingsplan for området fra 2014. Den nuværende regering har varslet en samlet opfølgning på handlingsplanen og konkrete tiltag vedrørende produktionsdyr generelt, så det kan meget vel komme på dagsorden. Det samme kan i øvrigt fiskeriet i Østersøen, som regeringen har lovet at præsentere en handlingsplan for.

Hovedstaden

Af Søren Dahl, redaktør, Altinget Hovedstaden

Borgerrepræsentationen skal først og fremmest finde benene efter et valg, hvor Social-

Idræt

Af Rasmus Løppenthin, redaktør, Altinget Idræt

Fodboldlandsholdets deltagelse ved VM i Qatar i november og december bliver utvivlsomt en stor sag i offentligheden i 2022. Hjulmands tropper er blevet så gode, at folkestemningen er vendt i forhold til et dansk boykot. Men de organiserede danske fodboldfans anbefaler roligans at blive hjemme. Og det vil medføre heftig debat, om det officielle Danmark bør deltage – med risiko for at blåstemple et diktatorisk regime. Over for det står, at det ville være surt for det politiske establishment ikke at kunne sole sig i en eventuel dansk VM-succes. Realpolitisk er det imidlertid evalueringen af udlodningsloven, der får størst betydning. De store idrætsparaplyer som DIF og DGI vil kæmpe for, at de fortsat skal modtage i omegnen af 300 millioner kroner af overskuddet fra danskernes spil. Men nye spillere – blandt andet gadeidrætten – kæmper hårdt for også at få en del af kagen.

demokratiets mere end hundrede år lange status som hovedstadens største parti fik en ende. Partiet beholder dog overborgmesterposten, og et af de interessante spørgsmål bliver, hvordan Sophie Hæstorp Andersen navigerer på et rådhus, hvor Enhedslisten mandatmæssigt nu er det store dyr på savannen. Trods Enhedslistens nye sværvægterstatus tegner sig dog et flertal for store dele af socialdemokraternes politik på bolig- og byudviklingsområdet.

Partierne er enige om, at der skal bygges flere billige boliger, men uenige om, hvor de skal ligge, og om det skal ske på bekostning af vilde naturområder.

På klimaområdet fortsætter arbejdet med at gøre København til en CO2-neutral hovedstad. Et mål, som bliver svært at nå inden deadline i 2025.

Efter den københavnske Tour-start til sommer er det tid til årets budgetforhandlinger. I 2021 var alle partier med i forliget undtagen Konservative, og det bliver spændende at se, om den tendens fortsætter, eller om borgfreden på rådhuset er brudt.

Kommunal

Af Kim Rosenkilde, redaktør, Altinget Kommunal

Efter nytår trækker de nyvalgte kommunalbestyrelser i arbejdstøjet. Forude venter et år med store opgave, der skal løses.

Blandt de velkendte udfordringer bliver ikke mindst en meget stor opgave med at sikre den fornødne arbejdskraft til ikke mindst ældresektoren. Hertil kommer en central opgave med at få rammerne til det såkaldte nære sundhedsvæsen banket på plads. Regeringen har lovet et udspil inden nytår med fokus på blandt andet kvalitetskrav til de kommunale indsatser.

Det bliver også i starten af det nye år, at regeringen skal præsentere en opfølgning til en revision af den budgetlov, som sætter rammerne for den centrale styring af kommunernes økonomi.

Handicapområdet har været et smertensbarn for mange kommuner landet over de seneste år. Udgifterne stiger, men kommunerne oplever ikke, at de bliver kompenseret tilstrækkeligt fra statens side.

En evaluering af området skulle være færdig i 2021. Men socialminister Astrid Krag (S) har netop udskudt den og de efterfølgende forhandlinger om eventuelle justeringer til starten af 2022.

Kultur

Af Maja Hagedorn Hansen, redaktør, Altinget Kultur

Første del af 2022 vil stå i medieforhandlingernes tegn. Det er det største udestående på den relativt nyudnævnte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensens (S) skrivebord fra det fælles forståelsespapir mellem regeringen og støttepartierne fra sommeren 2019.

Især støtten til lokale og regionale medier samt et opgør med techgiganterne ventes at fylde.

Derudover bliver det spændende at følge sagaen om Radio Loud, snart 24Syv, der er under stor bevågenhed blandt politikerne. Lykkes det at leve op til kravene i sendetilladelsen?

Og så er der grund til at rette blikket mod de kunstneriske uddannelser. Der står nemlig både udflytning og nye tiltag i opgøret med giftige studiemiljøer på dagsordenen allerede fra årsskiftet. Slutteligt er det spændende, om 2022 bliver året, hvor kulturinstitutionerne finder tilbage til niveauet fra før corona – eller om det kræver mere hjælp fra Christiansborg.

Miljø

Af Hjalte Kragesteen, redaktør, Altinget Miljø Med den grønne landbrugsaftale i år og en stor naturaftale i 2020 er regeringen kommet i mål med de vigtigste politiske forhandlinger på miljøområdet. Men 2022 kommer ingenlunde til at stå stille.

Miljøministeren har således lovet forhandlinger om en ny national klimatilpasningsplan, som skal afhjælpe våde kældre og oversvømmede marker. Det bliver ikke nogen nem opgave, når politikerne skal drøfte løsninger på både stigende grundvand, samt øget risiko for skybrud og stormflod. Spørgsmålet om, hvem der skal betale, bliver centralt.

I 2022 udløber den nuværende godkendelse af sprøjtemidlet glyphosat – bedre kendt som Roundup. Derfor skal den danske regering også beslutte, om den i EUregi vil kæmpe for en ny tilladelse, eller om landbrugets mest anvendte sprøjtemiddel skal pensioneres. Der er garanti for en hidsig debat – både herhjemme og i EU – når det skal afgøres til efteråret.

Social

Af Simon Lessel, redaktør, Altinget Social

Med både en anbringelsesreform og en hjemløseaftale i hus i 2021, kommer 2022 især til at handle om fremtiden for handicapområdet. Høje fejlrater og udtalte frustrationer med kommunernes håndtering af hjælpen til personer med handicap bragte i 2021 et borgerforslag om at fratage kommunerne ansvaret for området helt ind i Folketingssalen. Men de politiske forhandlinger og konklusioner mangler endnu, selvom flere partier allerede har givet klare

Sundhed

Af Signe Løntoft, redaktør, Altinget Sundhed

I mindst 10 år har eksperter og politikere talt om behovet for omstruktureringer af sundhedsvæsenet, inden den demografiske udvikling vælter sygehusene. I denne anden coronavinter er sirenerne begyndt at tude med en sådan kraft, at de ikke længere kan ignoreres. Mens epidemien raser, nedlægges sengepladser, ventelisterne vokser – og forventningerne til, hvad regeringens længe ventede sundhedsaftale skal løse, bliver sværere og sværere at indfri. Ikke mindst fordi den akutte mangel på personale kommer ubelejligt og gør de nødvendige reformer endnu vanskeligere at realisere.

Regering og opposition er dog langt hen ad vejen enige, så en bred aftale burde være inden for rækkevidde. Spørgsmålet er, om aftalen tager hul på de svære strukturforandringer, eller om de endnu en gang skubbes til hjørne.

Derudover skal regeringen indfri sit løfte om en 10-års plan for psykiatrien, som er udsat i flere omgange. Her vokser aktørernes frygt for en plan med uforpligtende målsætninger, hvor pengene ikke følger med.

En plan for forebyggelse af danske unges førsteplads i druk står også på Magnus Heunickes to-do-liste. Her mangler regeringen at gøre op med sig selv, om den vil støtte en 18-års-grænse for salg af alkohol, som en række partier har krævet.

indikationer på, hvordan de ønsker at give regionerne mere ansvar. Det skyldes blandt andet, at regeringen afventer resultaterne fra en stort anlagt evaluering af hele det specialiserede socialområde. Evalueringen skal blandt andet give bud på, hvordan retssikkerheden og kvaliteten på området kan hæves, og hvordan ansvaret for borgere med forskellige handicap fremover skal fordeles mellem regioner og kommuner. Evalueringen forventes klar i starten af 2022.

Transport

Af Daniel Bue Lauritzen, redaktør, Altinget Transport

2022 bliver et år, der skal kaste et grønt skær over nogle af de notorisk sorteste dele af transportsektoren. Regeringen har nemlig varslet, at der vil komme nye udspil om omstillingen af både lastbil- og flytrafikken. I modsætning til privatbilismen, hvor elbiler efterhånden kan konkurrere på lige fod med dieselhakkerne, har teknologien i de to sektorer endnu ikke taget de syvmileskridt, der betyder, at trafikken kan fortsætte på vanligt niveau uden de samme CO2-udledninger. Selv når det kan lade sig gøre, er det dyrt for erhvervslivet at udskifte gamle vogne med moderne løsninger, så vognmændene vil uden tvivl sætte næsen op efter milliarder, der kan få omstillingen til at glide lettere. Spørgsmålet er, om de får dem.

Uddannelse

Af Tyson W. Lyall, redaktør, Altinget Uddannelse

2,5 milliarder kroner. Det vil regeringen investere i uddannelse hvert år. Men til hvad? Det skal Folketinget og aktørerne være med til at bestemme. Regeringen har på forhånd sagt, at den vil have oprettet tre nye klimaerhvervsskoler. Hvordan kagen i øvrigt skal fordeles, bliver en af de mest interessante dagsordener i 2022. Skal folkeskolen have et ekstra løft? Skal FGU og initiativer for dem uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet tilgodeses? Eller måske skal målet om flere faglærte have et økonomisk rygstød?

Derudover bliver det spændende at følge, om der kommer flere nye udbud af ungdomsuddannelser rundtom i landet. Regeringen har foreslået lave op til 18 nye udbud, men det er svært at finde fagfolk, som tror på den idé. Er forslaget bare varm udkants-luft eller bliver det til virkelighed? Det er endnu et af de spørgsmål, som skal besvares i 2022.

Udvikling

Af Maja Hagedorn Hansen, redaktør, Altinget Udvikling

Trods sommerens bredt vedtagne strategi for dansk udviklingspolitik er der langtfra enighed blandt især støttepartierne og regeringen her. Hverken når det kommer til det voksende fokus på migration, hvor udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) blandt andet har stået på mål for en ny nærområde- og migrationsfond med ulandsbistandsmidler, eller klimahjælpen. Her insisterer støttepartierne på at adskille den traditionelle bistand fra klimaet, mens regeringen står fast på at tage det hele fra samme skuffe.Samtidig ventes regeringen at sætte navn på nogle af de potentielle lande, som Danmark håber at kunne samarbejde med om modtagecentre for asylansøgere. Også her vil udviklingsministeren spille en central rolle, lige som han gjorde i foråret, hvor Flemming Møller Mortensen besøgte Rwanda med ministerkollegaen Mattias Tesfaye (S).

Ældre

Af Freja Søgaard, redaktør, Altinget Ældre Ældrepolitikken får en mere og mere dominerende rolle i dansk politik, og 2022 bliver ingen undtagelse. Ældreområdet tegner til at blive et af de helt store temaer, for vi kigger ind i et årti, hvor andelen af ældre vokser så kraftigt, at det sætter velfærdssektoren under hårdt pres.

Velfærdsloven, som skal sikre, at økonomien følger med det stigende antal ældre, har været længe undervejs, og regeringen har kæmpet med at skaffe tilslutning. En af de store cliffhangers i 2022 bliver, hvordan velfærdsloven bliver udmøntet i praksis.

Rekruttering af velfærdspersonale er fortsat en hovedudfordring, som kommer til at kræve svar fra regeringen.

Og så bliver 2022 året, hvor der skal sættes handling bag intentionerne om en værdig ældrepleje, afbureaukratisering, selvstyrende teams og mere nærvær. Spørgsmålet er blot hvordan.

Formanden for Danske Tech Startups, Esben Gadsbøll, er begejstret for Estlands evne til at tænke fremtiden ind i måden at lave erhvervspolitik på.

Iår 2030 skal 30 procent af Estlands BNP komme fra startups. Landet i Baltikum, der arealmæssigt er større end Danmark, men befolkningsmæssigt meget mindre, har store ambitioner om at blive den førende iværksætternation i Europa. Allerede nu er Estland det land i verden med flest unicorns per indbygger. En unicorn er en privatejet virksomhed med en markedsværdi på over en milliard dollar. De store estiske armbevægelser imponerer formanden for Danske Tech Startups, Esben Gadsbøll, som selv har været med til at stifte det digitale marked for hårde hvidevarer WhiteAway. ”Estland er et visionært land, som satser benhårdt på fremtiden – fordi landet ikke har andet at satse på. I Danmark inkluderer vi notorisk ikke fremtiden i måden at lave politik på,” siger Esben Gadsbøll.

I Danmark har regeringen endnu ikke præsenteret meget politik på iværksætterområdet. Efter planen skulle erhvervsminister Simon Kollerup have indkaldt til iværksætterforhandlinger i efteråret 2020, men et år senere er der stadig ikke sket noget. ”En meget stor forskel mellem Estland og Danmark er, at i Estland er startups førsteprioritet. I Danmark er de et hobbyprojekt,” siger Esben Gadsbøll.

”I Estland er startups førsteprioritet. I Danmark er de et hobbyprojekt”

WhiteAway-stifter Esben Gadsbøll mener, at Danmark kan lære meget af Estland, når det kommer til digitalisering og iværksætteri. Estland har gennem tiden været meget inspireret af Danmark, men er nu længere fremme på mange områder, mener tidligere itchef for den estiske regering.

AF PETER INGEMANN NIELSEN, JOURNALIST, ALTINGET FOTO ARTHUR J. CAMMELBEECK

Estland har kopieret Danmark – ”og tilført lidt mere”

Taavi Kotka er tidligere it-chef i den estiske regering og har således været en af motorerne bag landets gennemgribende digitale omstilling. Han fortæller, at Estland for en del år siden kiggede mod Danmark og Skandinavien for at få inspiration til, hvordan et godt samfund og et godt erhvervsliv opbygges. Men sådan er det ikke længere. ”I dag er Estlands offentlige sektor og samarbejdet mellem offentlig og privat

meget mere avanceret end i Danmark og kan løse meget mere komplekse problemstillinger. Vi har kopieret alle de bedste ting fra Danmark og tilført lidt mere,” siger han med et grin. Esben Gadsbøll genkender billedet fra Taavi Kotka. ”Danmark er konsekvent bagud, og det er bare ikke opskriften på at få skabt store vækstvirksomheder og som samfund at komme godt ind i fremtiden,” siger Esben Gadsbøll. Som eksempler på områder, hvor Danmark er bagud, nævner han blockchain-teknologi og selvkørende biler.

Det hele startede med Skype

I Danmark fremhæves Skype ofte som det gode eksempel på en iværksættersucces.

Men selvom det var en svensker og en dansker, som stod bag videotjenesten, har Estland haft klart mest gavn af sideeffekterne ved Skype-eventyret, da virksomheden blev udviklet i Estland.

Det fortæller Estlands tidligere it-chef. ”Udviklingen af Skype gav Estland et kæmpe boost og en forståelse for, hvordan man bygger en unicorn. Hundredvis af mennesker fik erfaring med komplicerede it-systemer, da de byggede Skype, og det har boostet hele it-sektoren i Estland,” siger Taavi Kotka og fortsætter: ”Samtidig er lønningerne i it-sektoren så gode, at folk gerne vil arbejde i den. Alt det tilsammen gør, at Estland har gode betingelser for at blive en førende it-nation og iværksætternation.”

Skype blev i 2011 solgt til Microsoft for over 44 milliarder kroner.

Også Esben Gadsbøll fremhæver Skypesuccesen som en af årsagerne til Estlands store digitale selvtillid. ”Skype er en del af grunden til, at Estland er kommet godt i gang med iværksætteri. De folk, der tjente penge på Skype i Estland, gik ud og startede en masse nye virksomheder. Det er det samme, vi ser i Silicon Valley. Der kan altså komme mange virksomheder ud af at skabe én stor virksomhed,” siger brancheforeningsformanden.

Præsidentiel interesse for iværksætteri

I august var Esben Gadsbøll sammen med en delegation på små 20 mennesker på besøg i Estland. Her mødtes de med blandt andre Taavi Kotka, præsident Kersti Kaljulaid og premierminister Kaja Kallas.

Esben Gadsbøll er meget imponeret over, hvor villige de estiske topfolk er til at mødes med udefrakommende, der er interesserede i estisk iværksætterkultur. ”Når politikere i Danmark mødes med én vækstiværksætter, mødes de nok med 50 andre, som repræsenterer det gamle erhvervsliv. I Estland er der en anden adgang for vækstiværksættere,” siger han og fortsætter: ”Det viser lidt om Estlands forpligtelse over for fremtiden, at de brugte to dage sammen med os.”

Ved besøget hos Kersti Kaljulaid, som var estisk præsident mellem oktober 2016 og oktober 2021, lærte den danske delegation om, hvordan Estland behandler borgernes data.

Som estisk borger får man direkte besked, hver gang en myndighed kigger i ens data. Og borgernes data bruges ikke kun i det offentlige – også det private erhvervsliv kan få adgang til forskellige registre. ”Esterne tager det til næste niveau og er inspirerende i deres måde at tænke på, når de laver offentlig it. De har lavet en infrastruktur, hvor det er meget nemmere som virksomhed at være med til at løse problemerne og få adgang til data. Startups er en del af det hele og har rigtig meget at byde ind med,” siger Esben Gadsbøll.

Selvom Danmark flere gange er blevet kåret til verdensmester i offentlig digitalisering af FN, mener formanden for Danske Tech Startups, at Danmark alligevel kan lære meget af esternes mindset i at bruge teknologi til at sætte borgeren i centrum – frem for systemet. ”Der er ikke en tech-forskrækkelse på samme måde i Estland. Jeg kan godt forstå, at man kan blive bange for dystopiske fremtidsscenarier, men samtidig er der så mange utopiske scenarier, som vi skal gå efter,” siger han og fortsætter: ”Hvis man bare sætter sig over i hjørnet og regulerer, fører det til fattigdom. Og det leder til, at magt og indflydelse mistes. I stedet skal vi gå til det med åbne øjne og sørge for, at teknologien bliver brugt til gode ting.”

Estlands Vision 2030

• I 2030 skal 30 procent af Estlands BNP komme fra startups. For nuværende udgør iværksættere kun én procent af Estlands arbejdsstyrke og to til tre procent af landets BNP. • Iværksættersektoren i Estland er vokset med cirka 30 procent om året gennem de seneste fem år, og hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil der i 2030 være 50.000 nye jobs i iværksættersektoren, og den vil generere eksportindtægter til Estland for over 70 milliarder kroner. • Over halvdelen af de 50.000 nye arbejdspladser skal findes ved at rekruttere udenlandsk arbejdskraft. • I 2030-planen er der særligt fokus på tech-iværksættere.

Jagten på unicorns

• En unicorn er en privatejet virksomhed, der opnår en markedsværdi på over en milliard dollar. Estland er med sine syv unicorns og befolkning på 1,3 millioner det land i verden med flest unicorns per indbygger. Skype, TransferWise og Bolt er eksempler på estiske unicorns. • Danmark er også godt med, da vi har lagt jord til otte unicorns – heriblandt Netcompany, Trustpilot og Zendesk.

VELKOMMEN TIL UFREDENS TID

Globaliseringen er blevet et effektivt våben. Selvom vi ikke vil opleve traditionel militær krig på vore breddegrader, vil vi blive mødt af andre former for angreb. Begivenhederne ved den polsk-belarusiske grænse er en uhyre præcis illustration af pointen i Mark Leonards nye bog Ufredens tid. AF LYKKE FRIIS, DIREKTØR, TÆNKETANKEN EUROPA, PRÆSIDENT FOR KRÆFTENS BEKÆMPELSE, FORMAND FOR DET EUROPÆISKE RÅD FOR UDENRIGSRELATIONER (ECFR)

et er den vanskeligste sikkerhedskrise for os siden Sovjetunionens sammenbrud.” Sådan sagde Estlands forsvarsminister Kalle Laanet i midten af november. Men modsat under Den Kolde Krig skyldes krisen hverken troppemobilisering eller atomubåde, der pludselig viser sig ved landets kyst.

I novemberdagene i 2021 har den udløsende faktor været migranter fra Mellemøsten, der pludselig dukkede op ved grænseovergange i de baltiske lande og ikke mindst Polen. Landet, der står bag krisen, er Belarus. Formålet er at gengælde EU’s sanktioner over for Belarus med et bevidst forsøg på at ramme EU dér, hvor Unionen er svagest, nemlig angsten for en ny flygtningekrise, der kan destabilisere både medlemsstater og hele EU.

Og strategien med at bruge mennesker som våben og fragte migranter fra Mellemøsten til Belarus’ grænse til Polen og Baltikum har virket. Selvom antallet i de første uger næppe oversteg 10-20.000, gik der ikke mange dage, før konflikten drev dybe kiler ned imellem Polen og det øvrige EU. Ikke alene insisterer Polen på at beskytte østgrænsen helt alene uden at trække på det fælles europæiske grænseagentur, Frontex – og uden at tillade, at udenlandske journalister og NGO’er får adgang til grænseområdet.

Det eneste land, der får lov til at hjælpe, er Boris Johnsons Storbritannien. Polakkerne lader også EU forstå, at tiden nu er kommet til at bryde mantraet fra 2015-flygtningekrisen om, at der ikke må bygges nye mure, samtidigt med at blandt andet den tidligere stats-

minister Beata Szydlo forsøger at koble krisen til den verserende strid om Polens manglende overholdelse af retsstatsprincipperne: ”Pludselig ser europæiske politikere, at Polen forsvarer EU og de europæiske værdier.”

Både Lukasjenko og Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov har mildest talt haft svært ved at skjule deres skadefryd. På statslig tv udbrød én af Lukasjenkos nære allierede: ”Nåh, lille Europa? Det lille men stolte Belarus har splittet jer. Nu kører alt efter Lukasjenkos regler og vilje.” Lavrov påpegede, at Europa jo i årevis havde gjort reklame for sin ’way of life’, så derfor var det jo kun naturligt, at migranterne nu ville til Vesten.

Lukasjenko har sat trumf på ved at påpege, at EU blot bruger krisen til at fjerne opmærksomheden fra de mange øvrige problemer, der er i Vesten. ”Folk er kede af det. Hvordan fejer du det ind under gulvtæppet? Ved at betegne mig som en idiot … der vil angribe Polen i morgen.”

Sammenfletning forhindrer ikke konflikt

Nye tider, nye våben

Selvom begivenhederne ved den belarussiske grænse først for alvor tog fart, efter at Mark Leonard havde sat punktum for sin seneste bog, er krisen alligevel en uhyre præcis illustration af det, han betegner som ”ufredens tid”.

Hovedpointen er, at selvom vi på grund af atomvåbenenes altudslettende karakter ikke vil opleve traditionel militær krig på vore breddegrad, vil vi blive mødt af andre former for angreb, lige fra med migranter over cyberangreb til afvisning af at eksportere livsvigtige produkter. Globaliseringen og de mange forbindelser mellem landene (”connectivity”), er blevet et effektivt våben, som lande bruger over for hinanden. Eller for at citere Leonard direkte: ”I dagens globaliserede verden er geopolitik blevet til et kærlighedsløst ægteskab, hvor partnerne ikke kan udstå hinanden, men ikke er i stand til at blive skilt. Og som med ethvert forlist ægteskab er dét, som engang blev delt i de gode tider, blevet et middel til at påføre skade i de nye dårlige tider.”

Eksempler, der supplerer Belarus, er der nok af. Tag bare coronakrisen, hvor Kina forsøgte at ramme Europa ved at udnytte vores afhængighed af værnemidler. Nogle europæiske lande kunne få, mens andre stod tomhændede tilbage. Eller tag USA, der har brugt handelsforbindelser til at straffe europæiske virksomheder, som fortsat eksporter til Iran, ved at udelukke dem fra det amerikanske marked. Eller tag lande, der bevidst skærer forsyningskæder over for at skade andre landes produktion. Denne ufredens tid står i skarp kontrast til den konkurrerende teori om, at verden befinder sig i en

kold krig 2.0 mellem Kina og USA. Der er jo netop intet beskyttende jerntæppe mellem de to verdenspolitiske giganter. De er derimod flettet så tæt sammen økonomisk, at vi ikke skal mange år tilbage, bør forskere brugte betegnelsen ”Chimerica” til at beskrive deres sammenfletning inden for samhandel, produktion og servicering af gæld. Og det er præcis de mange sammenfletninger, som Kina og USA kan omdanne til ikke-militære våben og gøre stor skade på hinanden. Det er sjældent, at forskere skriver en bog, hvor de åbent gør op med deres fejl. Men det gør Mark Leonard, der til daglig er direktør for den pan-europæiske tænketank European Council on Foreign Relations, ECFR (hvor Lykke Friis er formand, red.). Ja, faktisk endte hans bog, som var tænkt til at være et kampskrift for den frie verden, med at være et opgør med meget af hans tidligere tænkning. Der er i hvert fald langt fra erkendelsen af, at globalisering i sig selv skaber ufred, til hans bog for 16 år siden: Why Europe will run the 21st century? Eller som han udtrykker det: ”Jeg tog fejl, da jeg antog, at en enkelt magt kan styre en verden, der er defineret ved globalisering. Når alt kommer til alt, er det centrale kendetegn ved vores sammenflettede verden nemlig tab af kontrol.” Leonards personlige rejse med Brexit-afstemningen og Donald Trumps valgsejr som vigtige mellemstationer lader tankerne gå tilbage til præsident Obama, der på et tidspunkt skulle have spurgt sin Lykke Friis er formand for den pan-europæiske tænketank rådgiver: ”Hvad nu hvis vi tog European Council on Foreign Relations (EFCR), hvor Mark Leonard er direktør. fejl? Måske gik vi for langt; mange mennesker vil bare være en del af deres stamme.” Konkret peger Leonard på, at han har taget fejl inden for tre felter. For det første er der det mest fundamentale. Globalisering skaber ikke per definition ”den evige fred” (Immanuel Kant), helt ligesom man godt kan droppe den såkaldte Dell-teori: Lande, som bidrager til produktion af en Dell-computer, udløser ikke konflikter imod hinanden, da det vil være forholdsmæssigt dyrt og disruptivt. Jo, de gør, nærmest råber Leonard. Det er faktisk de mange sammenfletninger mellem landene, der giver ”muligheden for konflikt, årsager til at bekæmpe hinanden og mange våben, hvormed lande kan forvolde skade”. Præcis fordi globalisering også har en markant slagside, er det heller ikke alle, der per definition vinder på for eksempel frihandel.

Alt for ofte har forskere og politikere her benyttet sig af ”esperantoøkonomi” og forsøgt at overbevise vælgere om, at en frihandelsaftale er god, da aftalen samlet set er en gevinst for nationen. At nogle grupper så taber, er i bedste fald blevet opfattet som et omfordelingsproblem eller en krigsskadeomkostning. ”Lykkeligt indespærret i min egen boble blev jeg ikke konfronteret med den voksende Den gamle verden vender ikke tilbage, og vi kan lige så godt først som sidst vinke ulighed, misundelse og følelse af tab af kontrol, som connectivity gav næring til i parallelle farvel til drømmen om den bobler," skriver Leonard om globale landsby. fejlæsning nummer to. Og han fortsætter: Hvor globalisering gav ham mulighed for at sammensætte en bedre forskerstab, købe eksotisk mad og rejse verden rundt, satte andre lighedstegn mellem globalisering og outsourcing af deres arbejdsplads. For slet ikke at tale om at ”blive fremmed i eget land”.

Nietzsche på steroider

Ikke overraskende var Brexit-afstemning en vigtig ”eyeopener” for den britiskfødte Leonard, der også har franske og tyske aner. Remain-kampagnens mange regnestykker, der klart viste, hvor hårdt Brexit ville ramme, prellede fuldstændigt af på mange vælgere.

Eller som en kvindelig vælger udtrykker det i bogen: ”Men det var jo deres økonomi og ikke min, det ville gå ud over. Og det er da på høje tid, at folk i London lærer, hvad det betyder at blive udsat for økonomisk smerte."

Med andre ord: Når hun ikke vandt på EU-medlemskabet, skulle andre heller ikke nyde godt af det. En del af miseren skyldes uden tvivl, at de sociale medier muliggør, at vælgere kan leve i hver deres boble uden at komme i berøring med hinanden.

Den tredje fejlæsning er netop knyttet til de sociale medier. Facebook, Twitter og så videre har nemlig udløst det, som allerede filosoffen Friedrich Nietzsche betegnede som ”sammenligningens tidsalder” – blot på steroider.

Grundet de sociale medier kan alle sammenligne sig selv med nabolande og lande under fremmede himmelstrøg – frem for blot med naboen hjemme på vejen.

Hvor undersøgelser viser, at økonomisk velstand tidligere kun i ringe grad var knyttet til økonomisk velstand, er det i dag fundamentalt anderledes. Tag bare nigerianerne, der i 1980erne var lige så lykkelige som vesttyskerne.

I dag er deres ”lykke-niveau” direkte knyttet til velstandsniveauet, hvilket betyder, at de er langt mindre tilfredse end tyskerne. Resultatet er ifølge Leonard en ”permanent vrede” og følelse af at have mistet kontrollen – en følelse, som ikke mindst Donald Trump formåede at udnytte.

Glem alt om normalitet efter Trump

Meget af debatten om Trumps valgnederlag har været præget af håbet om, at normaliteten nu vil gøre comeback. Men det kan man ifølge Leonard godt glemme alt om.

Den gamle verden vender ikke tilbage, og vi kan lige så godt først som sidst vinke farvel til drømmen om den globale landsby. Lige så klart er det, at verden ikke bør omdannes til et stort Nordkorea, hvor alt fra samhandel til interaktion med omverdenen systematisk afmonteres.

Det vigtigste, politikere derimod kan gøre, er at ”afvæbne og regulere de mange forbindelser mellem landene”. Eller som Leonard skriver på næsten trumpsk: Opgaven er at ”make interdependence great again”.

Konsekvenserne for Europa og Danmark ligger ligefor. EU bør lære af coronakrisen og gøre en målrettet indsats for at svække sårbarheden over for Kina. Ellers kan Kina misbruge afhængigheden af værnemidler og essentielle ingredienser til medicin til igen at drive kiler ned imellem EU-landene ved kun at levere til de allierede i Europa.

Tilsvarende bør EU svække USA’s muligheder for at bruge dollaren til at opnå geopolitiske målsætninger ved også at optone euroens globale rolle, ligesom en fælles ekstern grænsekontrol er en hastesag. Når frihandelsaftaler indgås, bør EU have et bedre blik for, at det ikke er alle befolkningsgrupper og lande, der vinder lige meget. Ikke overraskende opfordrer Leonard også til regulering af de amerikanske techgiganter.

EU-landene vil givetvis godt kunne blive enige om nogle af disse forslag, men problemet er, at EU-skibet for længst har taget vand ind. Ikke mindst Kina har set sit snit til at udnytte, at lande som Ungarn har gennemført et fundamentalt skifte siden de glade 1989dage. Hvor Viktor Orban dengang som ung student kæmpede for at ”vende tilbage til Europa”, har han i de senere år som premierminister haft fokus på at ”flygte fra Europa” – eller i hvert fald at mindske afhængigheden af Europa ved at indlede et tæt samarbejde med Kina.

Eller som Leonard udtrykker det: ”Orban vil hellere være en lille kerne, end at nøjes med at være en del af Europas store periferi. Ved at tilslutte sig Kinas indflydelsessfære mener han, at han kan afbalancere den tyske indflydelse.” Konkret betyder det, at den kinesiske techgiant Huawei for længst har etableret sig i Budapest, samtidigt med at kineserne finansierer store dele af togforbindelsen mellem Budapest og Beograd. Ikke overraskende har Orban flere gange nedlagt veto, når EU har skulle blive enige om en fælles politik over for Kina.

Selvom Leonard på bogens næstsidste side påpeger, at han ”ikke er fatalist … og at vores undergang ikke er givet”, er det derfor nok de færreste, der vil være voldsomt optimistisk stemte, når de smækker bogen i. Men at bogen gør én klogere på verdenspolitikken og også tvinger én til at overveje, hvor man selv har taget fejl, er der ingen tvivl om.

Problemet er, at EU-skibet for længst har taget vand ind.

Mark Leonard: The Age of Unpeace – How Connectivity causes Conflict, 240 sider, udkom 2. september 2021.