Redaktørens skrivebord

Hver måned fortæller Altinget politiske redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

ESBEN SCHJØRRING

POLITISK REDAKTØR OG PODCASTVÆRT, ALTINGET

TV:

Rygterne har floreret længe i mit twitterfeed om en BBCproduceret dokumentarserie om New Labour. Og nu kan man – tro det eller ej – se den på YouTube, og den er på alle måder et par aftener værd. Ikke så meget for det første afsnit om Tony Blair og Gordon Browns vej fra nyvalgte backbenchers til omstridte fornyere af det britiske socialdemokrati – hertil går BBC for hurtigt og let hen over den ideologiske og strategiske gentænkning, hvor især strategen Philip Gould spillede en hovedrolle. Men derfra bliver det et virkeligt interessant portræt af to politikere og derigennem af to sider af politisk magt. Tony Blair er den udadvendte, karismatiske, ideologisk ubundne, selvoptagede politiker med en helt særlig sans for det, man kunne kalde det politiske øjeblik. Momentet, hvor magten gribes, og beslutningen tages. Gordon Brown er den indestængte mand, der bærer mørket i sig, og politikeren med den dybeste indsigt i nationaløkonomien, og som med sin tankagtige fysik og mentalitet kvaser al modstand på sin vej. Men som ikke er kynisk nok, da det gælder, og faderfiguren John Smith skal smadres. Blair og Brown kan meget lidt hver for sig og endnu mindre, som de langsomt vender sig imod hinanden, men forenet om et mål udgør de en nærmest ustoppelig kraft. Blair lider af et messiaskompleks, der både leder ham til at stifte fred i Nordirland og gør ham til hovedarkitekt bag Irakkrigen. Brown genopretter befolkningen tillid til, at Labour kan styre økonomien, og han redder NHS, men han kan ikke styre sit nag over ikke at være nummer et. Det ender som tragedie næret af personlig ambition, nid og af magtens tyngdekraft. Men Labour har aldrig vundet et valg, siden de to stod i spidsen for partiet. Det er fremragende tv.

ARTIKEL:

Vi bliver i det engelske, og vi bliver ved Labour. Ligesom det danske socialdemokrati har afsøgt sin partihistorie for at finde nye veje til magten, har Keir Starmer forsøgt at påkalde sig Clement Attlees arv – den britiske premierminister, der overraskende vandt valget i 1945 over Winston Churchill, der ellers havde nydt en helgens opbakning under Krigen. Attlee opbyggede i årene efter 1945 den britiske velfærdsstat med NHS som kronjuvelen og med omfattende nationaliseringer af det, vi i dag kalder kritisk infrastruktur – medicin, vand, gas, el etc. Starmers håb er, at Storbritannien, efter covid-19-krisen er overstået (hvis den da er det), igen vil svinge til venstre og henvise en flamboyant konservativ leder til historiebøgerne. Parallellen styrkes ydermere af at Boris Johnson selv gerne vil give den som Churchill genfødt. Men, advarer Financial Times’ debatredaktør, Miranda Green, der skal mere til end hurtige referencer til historien, før Starmer har et politisk projekt endsige en platform, hvorfra han kan vinde valg. For det første er sammenligningen mellem en totalmobiliseret verdenskrig og covid-19 for voldsom, og selvom der også før pandemien var et skift på vej i synet på statens rolle i økonomien, så mangler Labour at udvikle politik, der har en bredere appel end bare til partimedlemmerne.

Find Labour battles over its own history hoping for ‘1945 and all that’ på ft.com.

PODCAST:

Spotify meldte tilbage i forrige uge om mit forbrug af musik og podcast. Ud over en masse Pixies og John Prine er beskeden fra algoritmerne, at jeg især har dyrket podcasten The Rest is History med historikerne Tom Holland og Dominic Sandbrook. Den er også fremragende, og for den politisk interesserede lytter er der meget at komme efter: de to episoder om Watergate, en helt igennem fremragende analyse af 9/11, en fascinerende historie om undfangelsen af CIA og en dybt interessant samtale om Muhammed som profet og politiker. Holland har især gjort sig bemærket som en historiker med et skarpt blik for udvekslingen mellem religion og politik. Sandbrook er samtidshistorikeren, der aldrig mister interessen for, hvordan populærkultur viser os ind i historiens drivkræfter. Stor anbefaling herfra.

Mette Frederiksen skal justere sin succesformel i 2022

En grønnere profil er et hovedelement, når socialdemokraterne skal genrejse det politiske projekt, som har lidt et alvorligt knæk i 2021. Også DF skal finde en vej tilbage, og det er ikke godt nyt for regeringen. Til gengæld har S fået en gave af V og K.

AF ERIK HOLSTEIN, POLITISK ANALYTIKER, ALTINGET

Hun styrede alt og var fuldstændig suveræn. Meningsmålingerne lå på den rigtige side af 30 procent, og blandt de blå partier var der en erkendelse af, at det næste valg var tabt. Og måske det næste igen. For hvem kunne for alvor udfordre statsminister Mette Frederiksen (S)?

Sådan så det ud ved indgangen til 2021 – og sådan så det ud så sent som for et halvt år siden. Men det katastrofale kommunalvalg viste, at den socialdemokratiske leder er alt andet end usårlig – og i løbet af 2022 tvinges regeringen til at ændre såvel taktik som strategi.

Socialdemokraternes helt store politiske problem er, at de ikke kan slå igennem i forhold til den voksende gruppe af – fortrinsvis yngre – veluddannede storbyvælgere. Det kunne gå, så længe man i stedet vandt mange vælgere blandt arbejdere og middelklasse i provinsen, men kommunalvalget viser, at det regnestykke ikke længere går op. Det er simpelthen alt for store vælgergrupper, landets største parti afskærer sig fra.

Umiddelbart er de ting, regeringen har i pipelinen, ikke noget, der bedrer den situation. Det gælder eksempelvis regeringens planer om en reform, der forbedrer dagpengeydelsen for de grupper, der har været længe på arbejdsmarkedet, men samtidig sænker dimittend-satsen. Forslaget er rasende populært i store dele af den klassiske fagbevægelse, men akkurat lige så upopulært blandt universiteternes unge.

Samtidig er udflytningen af uddannelsespladser til provinsen i gang, og i hovedstaden er man netop i denne tid i gang med at nedlægge hundreder af uddannelsespladser. Igen et element, der provokerer byernes unge.

En ny virkelighed

I regeringstoppen er man udmærket klar over problemet, men man står i en række dilemmaer:

Hvis regeringen eksempelvis nøjes med at oprette nye studiepladser i provinsen, uden at nedlægge pladser i hovedstaden, viser prognoserne, at man ikke vil nå målet. For størstedelen af de unge vil alligevel søge mod de større byer, og så vil studiepladserne i provinsen stå halvtomme. Et andet dilemma består i den klasMette Frederiksen har siske socialdemokratiske satsning på vist, at hun er rasende god i medvind, men betydelig dårligere til at håndtere den vækst og infrastrukturprojekter som nye broer og skabelse af nye boligområder som Amager Fælled og Lynettestride modvind, holmen i København. som mink-sagen har Den slags projekter har tidligere udviklet sig til. givet bonus til socialdemokraterne, men her understregede kommunalvalget, at vælgernes prioriteter er ændret. Både i København og Aalborg vender store vælgergrupper sig nu imod den slags projekter. Det skaber problemer for socialdemokraternes planer om udvikling af nye byområder og byggeri af billige boliger i storbyerne.

Grønt gearskifte

Ikke desto mindre er det på felter som klima og miljø, Socialdemokratiet kommer til at ændre position. Regeringen kan bryste sig over at være den grønneste regering hidtil, men det tæller ikke rigtigt hos de grønne vælgere. For hidtil har det virket, som om ministrene er blevet trukket hen til det grønne trug af støttepartierne.

Her er man på vej til et gearskifte. Såvel Mette Frederiksens tale til den socialdemokratiske kongres som hendes åbningstale til Folketinget havde en grønnere – og mere hovedstadsvenlig – tone end tidligere. Men det var alt for sent til at ændre noget i forhold til kommunalvalget.

Handling skal følge ord, og her bliver den store prøve udfyldningen af rammerne for den grønne skattereform, som et flertal har lavet en principiel aftale om. I starten 2022 starter forhandlinger om de virkelig svære ting, såsom en CO2-afgift.

Rossens frisprog

Regeringen har imidlertid også brug for taktiske og kommunikative ændringer. Som minksagen til fulde demonstrerer. Indtil videre er der ikke dukket nogen rygende pistoler frem, men statsministerens attitude har ikke ligefrem hjulpet på sagerne.

Argumenter som ”I må stole på mig. Jeg er landets statsminister” har ikke været gangbare siden præsident Nixon udtalte de berømte ord: ”People have got to know whether or not their President is a crook. Well, I am not a crook.”

Den slags argumenter bider ligesom sig selv i halen.

Mette Frederiksen har vist, at hun er rasende god i medvind, men betydelig dårligere til at håndtere den stride modvind, som minksagen har udviklet sig til. Spørgsmålet er, om der er nogen omkring hende, der i stand til at korrigere linjen i den slags kritiske situationer. Den tidligere rådgiver, den iltre Martin Rossen, havde et særligt frisprog med Mette Frederiksen, men det er tvivlsomt, om der i dag er ministre eller rådgivere, der kan agere djævelens advokat.

DF går blåt

Det har ikke gjort det politiske manøvrerum lettere, at Mette Frederiksens tidligere nære alliancepartner, DF-formand Kristian Thulesen Dahl er på vej ud. Uanset om den nye formand hedder Inger Støjberg, Morten Messerschmidt, Peter Kofod eller Martin Henriksen, er det et dårligt bytte for statsministeren.

Kandidaterne er alle langt mere borgerlige end Thulesen, der ønskede at gøre DF til det nye midterparti i stedet for Radikale. Thulesens mission var meget tæt på at lykkes, men nu vil en ny DF-formand helt anderledes bastant forankre Dansk Folkeparti i det blå Danmark.

DF kan håbe, at man igen kan udfordre socialdemokraterne på udlændingepolitikken, hvis presset fra flygtninge og migranter som ventet tager til. Her kan regeringen trøste sig med, at udviklingen i EU siden krisen i 2015 afgørende har bevæget sig i retning af de danske positioner. Flere og flere bakker op om en kontant kontrol af EU’s ydre grænser, og al tale om tvungne kvoter internt i EU er forstummet.

Papes gave

Der er heller ikke kun dårlige nyheder til regeringen på hjemmefronten. Forslaget om tidligere pension til den berømte Arne var et afgørende slagnummer for Socialdemokratiet i sidste valgkamp, og gennemførslen af forslaget står som regeringens mest ikoniske sejr.

Problemet er bare, at vælgerne er nogle utaknemmelige bæster, der sjældent belønner politikerne for alle de gode ting, de har gjort. Derfor kunne socialdemokraterne ikke forvente bonus for den sag i næste valgkamp. Men nu har regeringen fået en Nu har regeringen fået en hjælpende hånd af Konservative, der hjælpende hånd af Konservative, der lægger op til at fjerne Arnepensionen igen. Det samme gør lægger op til at fjerne Venstre. Arne-pensionen igen. Konservative vil tilmed bruge Det samme gør Venstre. midlerne fra ”Arne-pensionen” til at drastisk at hæve topskattegrænsen. Dermed har Søren Pape Poulsen (K) foræret Socialdemokratiet et drømmekryds, der kan bruges til at mobilisere store lønmodtagergrupper. Det var præcis krydset mellem pensionsalder og topskat, der blev en møllesten om VLAK-regeringens hals i 2016-17. 2022 ser ud til at blive et langt mere nervepirrende politisk år, end det så ud til for kort tid siden.