Debat

DEBAT

KRONIK

Sosserne har mistet rollen som Danmarks sidste folkeparti

Socialdemokratiet så engang sig selv som brobygger mellem forskellige befolkningsgrupper. Men i dag har partiet forvandlet sig til en snæver interesseorganisation for den lavere middelklasse, og derfor flygter storbyvælgerne, de veluddannede og kulturforbrugerne i stor stil.

Af Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator

Epoken for brede folkepartier synes forbi. Det hurtigt voksende antal partier forsøger hver især at pleje stadig snævrere vælgergruppers interesser, ofte forstærket af en fragmenteret medieudvikling, hvor skarpt adskilte segmenter knap nok bemærker andres synspunkter. Ingen partier evner længere for alvor at appellere på tværs, heller ikke Socialdemokratiet, som ellers har haft en selvopfattelse som Danmarks sidste folkeparti. Men det er slut nu.

Socialdemokratiets historisk dårlige resultat ved kommunal- og regionsrådsvalget har gjort det tydeligt, hvor svært regeringspartiet i dag har ved at favne til gaden og gården, både til storbyerne og landdistrikterne.

Forklaringen er enkel: Socialdemokratiet har udviklet sig til et stadig mere afgrænset interesseparti, der primært appellerer til lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger. Andre vælgere søger derfor mod andre partier. I perioden med Mette Frederiksen som formand har Socialdemokratiet på den ene side fået skærpet sin profil betydeligt, og mange klassiske arbejdervælgere har tydeligvis ladet sig begejstre af det gennemførte og målrettede fokus på folk med jævne indkomster og lange arbejdsliv. Særligt arnepensionen står som et stærkt symbol på en ny og mere socialt bevidst prioritering af de mange og ældre hårdtarbejdende lønmodtagere uden friværdier. Men satsningen på igen at blive et rendyrket arbejderklasseparti har også haft sine omkostninger. For på den anden side er Socialdemokratiet begyndt at frastøde de vælgergrupper, som ikke umiddelbart kan se sig selv i den arbejderistiske skabelon.

Nedturen i landets fire største byer taler for sig selv: Tendensen fra sidste folketingsvalg er blevet accelereret, og Socialdemokratiet har mistet yderligere terræn blandt de befolkningsgrupper, der i dag bor i de største byer, fra unge studerende til højtuddannede funktionærer.

Politik er et nulsumsspil

Modsat tidligere, hvor Socialdemokratiet reelt evnede at indtage rollen som brobygger mellem forskellige socialklasser – og formåede at vedligeholde et solidt fundament som folkeparti ved at favne arbejdsmænd og akademikere, høj og lav, tykke og tynde – er spektret ved at blive indsnævret.

S-regeringen har først og fremmest plejet ét enkelt, men dog stort vælgersegment. Med fortsat opbakning fra mere end hver fjerde vælger har Socialdemokratiet selvsagt stadig fat i en broget skare, også mere socialt sammensat end de fleste andre partier. Men forestillingen om Socialdemokratiet som et fælles folkeparti for alle er ved at gå i opløsning. Og det er langtfra tilfældigt.

Belært af de bitre valgnederlag i 00’erne og særligt tabet af regeringsmagten ved folketingsvalget i 2015 har S-regeringen under statsminister Mette Frederiksen med stor præcision fokuseret på vinde frafaldne arbejdervælgere tilbage og samtidig konsolidere sig blandt de lønmodtagere, som har følt, at Socialdemokratiet i alt for mange år har været styret af privilegerede karrierepolitikere uden fornemmelse for hverdagen på gulvet og uden for storbyerne. Missionen er lykkes. I hvert fald i første runde. Ingen kan længere være i tvivl om, at Socialdemokratiet i dag prioriterer netop lønmodtagere med kortere uddannelser og lavere lønninger. Anført af tænksomme ideologer som indenrigsminister Kaare Dybvad (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er S-regeringen trådt i karakter med et politisk projekt, som både symbolsk og konkret sigter med at vende en skævvredet udvikling, hvor kløften mellem arbejdere og funktionærer er vokset. Ved at stramme udlændingepolitikken og samtidig distancere sig fra kloge-Åge’er fra det videregående uddannelsessystem har Mette Frederiksen knust Dansk Folkeparti, og ved folketingsvalget i 2019 blev Socialdemokratiet igen det største parti blandt arbejdervælgere. Man skal helt tilbage til 1990’erne for at genfinde en periode, hvor sosserne stod så stærkt og dominerende blandt ufaglærte og erhvervsfagligt uddannede, som partiet gør i dag. Politik er imidlertid et nulsumsspil. I takt med at Socialdemokratiets profil er blevet mere entydig eller ”klasseren”, om man vil, er det gradvist blevet sværere at appellere til den voksende del af befolkningen, som har længere uddannelser og derfor ofte bor i de større byer, hvor de mest vidensintensive brancher er placeret. Den aftagende appel handler ikke kun om økonomisk interessevaretagelse, men i høj grad også om kulturel identitet. For at rendyrke den arbejderistiske profil har den socialdemokratiske partitop promoveret en ny form for kulturkamp, som på nogle strækninger kan minde om Anders Fogh Rasmussens gamle opgør med ”smagsdommere” og den ”kreative klasse”, men som er blevet effektivt suppleret med et demonstrativ discountkulturelt udtryk i form af blandt andet makrelmadder og håndboldromantik. Besyngelsen af det antielitære og usnobbede har utvivlsomt virket. I målgruppen er det gået rent hjem, når Mette Frederiksen eksempelvis har rykket sin 1. maj-tale væk fra Fælledparken i København og ud til et lille kolonihavehus i Aalborg. Markedsføringen har fungeret, og kernevælgere virker til at have fanget budskabet om, at bingo er lige så vigtigt som opera.

Ledetråden har været en gammel kongstanke hos Sveriges tidligere S-statsminister Olof Palme. Blot vendt på hovedet. Han udtalte berømt, at kunstnere da godt kunne få økonomisk støtte, hvis blot de til gengæld var villige til at tage ud til forstæderne og fornemme livet blandt hverdagens helte i folkhemmet. Ellers kunne det være lige meget, og denne sidste konklusion synes at være blevet udfaldet hos tidens danske socialdemokrater. Ved at distancere sig fra kultureliten og akademikeroverklassen håber man at kunne komme tættere på arbejdervælgerne.

Som i en slags leverpostejfarvet kulturrevolution fremstår Socialdemokratiets projekt som et revanchistisk forsøg på at flytte provinsens og forstædernes normer ind til storbyerne og tvinge de unge og det dekaden-

te parnas til at lytte til supermarkedsmuzak og spise røde pølser. For Socialdemokratiet er det således i dag blevet en politisk markør at stå i opposition til dem, der foretrækker storbyens kulørte cocktails af vegansk gourmetmad, flydende kønsidentiteter og multikulturel kosmopolitisme. Det virker til at være en bevidst strategi at provokere dem, som kunne kaldes for ”storbytosserne”. Når socialdemokrater angriber forskere for at være for aktivistiske; når de lægger afstand til såkaldt ”wokeness-prægede parallelsamfund”; og ikke mindst når regeringspartiet stiller sig i spidsen for lukningen af tusindvis af studiepladser på landets største universiteter, ja, så udvirker det en forventelig modreaktion fra indignerede og krukkede storbytyper, som repræsenterer alt det, som Socialdemokratiet gerne vil signalere at være en ukompliceret kontrast til.

Men triumfen har altså en bagside. Storbyvælgerne har hurtigt afkodet strategien og er tilsyneladende blevet forstemte. Ligesom det heller ikke i sin tid var en heldig idé at udskamme ”landsbytosserne” – dem, der stemte på først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti – har det også kontante konsekvenser, når Socialdemokratiet i dag lægger afstand til storbyerne. Flugten fra Socialdemokratiet ser tilmed også ud til at have ført mange vælgere over til såvel De Radikale som De Konservative i de større byer, og dét kan for alvor blive et problem, hvis mønsteret gentager sig ved næste folketingsvalg. Tabet af storbyerne kan på længere sigt forskubbe balancen mellem blokkene.

Har arbejderismen sejret ad helvede til?

Socialdemokratiet er i gang med at skrumpe, og efter kommunalvalget var der også flere S-borgmestre fra de største byer, som advarede om udviklingen. Eksempelvis Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, som både kunne se sit eget personlige stemmetal blive mere end halveret og partiet skåret ned med 10,5 procentpoint: ”Når man kan se, at der er den tendens, at vi er gået tilbage i alle fire store byer, så bør det også for os som socialdemokrater, både lokalt og nationalt, kalde på en grundig evaluering af, hvad der er gået galt. Har man den politik på hylden, der skal til for at ramme unge byboere?” Samme bekymring kommer fra Aalborgs S-borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, som også fik halveret sit personlige stemmetal: ”Den politik, hvor man gør meget ud af at flytte uddannelsespladser ud og sætte andre tiltag i gang for at styrke udkanten, har brug for en revidering i forhold til, hvordan de store byer skal klare at udvikle sig,” lød det lettere desperat efter valgnederlaget: ”Jeg synes, Socialdemokratiet skal bruge noget tid til at tænke over, hvad det er for en politik, de har til storbyens vælgere. Jeg kan se, at vi er gået rigtigt meget tilbage dér, hvor der bor mange unge,” sagde Thomas Kastrup-Larsen til DR, og han er vel at mærke borgmester i Mette Frederiksens egen hjemby og valgkreds. Arbejderismen kan have sejret ad helvede til. Selv om tabet af storbyvælgerne i første runde var en kalkuleret krigsskadeomkostning for at vinde kulturkampen om arbejdervælgerne, kan prisen vise sig at blive høj i næste runde. Uden den vælgermæssige magtbastion, som de største byer historisk set har udgjort for Socialdemokratiet, kan Mette Frederiksen langt fra vide sig sikker på at kunne videreføre sin etpartiregering.

KRONIK

Danmark skal engagere sig dybt med den nye tyske regering

Den nye tyske regering vil tage sikkerhedspolitisk lederskab, og det kan give Danmark stor indflydelse. Det er i vores aktive interesse, at Europa bliver stærkere, og at det er Tyskland, der tager lederskabet for det.

Af Martin Lidegaard

Formand, Det Udenrigspolitiske Nævn, MF (R)

Indrømmet, helt objektiv er jeg ikke.

Den nye tyske regering er rent ud sagt guf for en radikal. Og det er ikke bare, fordi den leverer det tillidsfulde samarbejde hen over midten mellem grønne, sociale og liberale kræfter, som vi sådan savner herhjemme. Det er især, fordi den i sit regeringsgrundlag forsøger at finde oprigtige kompromiser på tidens store og svære spørgsmål, både når det handler om klimaet, om den økonomiske politik og om identitetspolitik, som den nye kansler Olaf Scholtz skrev i Politikens kronik i lørdags. For han ser ikke den nye og gamle politik som modsætninger, men som nødvendige komplementære størrelser og – først og fremmest – som stærkt forbundne. Enig!

Derfor går den nye tyske regering også langt i forhold til klimaet med målet om 80 procent vedvarende energi i 2030 – men fastholder samtidig en økonomisk ansvarlig politik som grundlaget for de investeringer, der skal foretages. Den vil både investere i et mere socialt lige arbejdsmarked med en højere mindsteløn – og i at sikre digitalisering og nok arbejdskraft til virksomhederne.

Den vil både bekæmpe irregulær migration, sikre stærkere grænser og hurtigere hjemsendelse af uønskede udlændinge – og samtidig sikre et humanistisk, ligeværdigt og ”moderne” migrationssamfund baseret på lige rettigheder for alle de folk, der skal leve og dø i Tyskland.

Vil få stor betydning for Danmark

Det er alt sammen stærkt opmuntrende, og alt sammen vil samtidig få stor betydning for Danmark og give os store muligheder for at løfte vores samarbejde og partnerskab med tyskerne. Det gælder ikke mindst i forhold til klimaet, hvor Tysklands nye ambitioner giver en unik chance for Danmark, der er verdens dygtigste land – og største eksportnation – når det handler om energieffektivitet, grøn energi og grønne energisystemer.

Men også i forhold til sikkerhedspolitik er der åbnet op for historisk store muligheder for indflydelse, hvis Danmark tør.

Lige siden anden verdenskrig har det ikke ligget naturligt for Tyskland at tage det samme lederskab inden for sikkerhedspolitik, som man har gjort på det økonomiske område i Europa. Eller rettere: Tyskland tog et historisk lederskab – i øvrigt i tæt samarbejde med Danmark – da det handlede om at få samlet både Tyskland og Europa efter murens fald og de østeuropæiske lande ind under EU’s vinger. Men når det handler om EU's forhold til tredje lande, har den tyske udenrigspolitik været noget mere famlende, især når det handler om at stå fast over for både Rusland og Kina. På den ene side har Tyskland stået i front for en regelbaseret verdensorden og har taget nogle af de store værdimæssige kampe med blandt andet Tyrkiet. På den anden side har man på det værst tænkelige tidspunkt insisteret på at

etablere en ny gasforbindelse med Rusland – NorthStream II – og på at skubbe en ny investeringsaftale mellem Kina og EU igennem, som mange mener godt kunne kræve mere af kineserne. Også over for Israel og de stadig mere ødelæggende ulovlige besættelser tøver Tyskland.

Men måske står vi netop nu i den historiske situation, der kan få Tyskland til at påtage sig et mere stringent og omfattende sikkerhedspolitisk lederskab. For i alle europæiske lande er der ved at opstå en erkendelse af, at Europa bliver nødt til at tage et større ansvar på sig, og at det transatlantiske forhold – uanset om vi ønsker os det eller ej – er under dramatisk forandring.

Hvis Trump kommer til magten igen om to år – og det tyder alle meningsmålinger desværre på – vil EU igen stå med et komplet labilt USA i fire år. Og selv med en mere besindig præsident vil USA's fokus nu være på Asien, og amerikanerne vil forvente – med rette – at vi tager langt mere ansvar for vores nærområder selv.

Det vil kræve et sammenhold i den fælles europæiske udenrigspolitik, som vi ikke har set før. Og det vil kræve et lederskab, som vi ikke har set før, og som der kun er Tyskland til at løfte, fordi England er ude, og Frankrig – med rette eller urette – af andre europæiske lande opfattes som for offensiv og anti-amerikansk.

Vil Tyskland løfte dette ansvar? Den nye regering vil i hvert fald gerne. Som der står i det nye regeringsgrundlag, er målet en ”demokratisk mere solid, mere handlekraftig og strategisk mere suveræn” europæisk union med en ”ægte” fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Kan Tyskland løfte det nødvendige lederskab? Ja, men ikke alene. De vil være nødt til at alliere sig med en række lande, der støtter op om en ny tids sikkerhedspolitik, der i forhold til det rent territorielle forsvar stadig holder fast i den transatlantiske akse, men samtidig kobler klima og sikkerhed, handel og sikkerhed, migration og sikkerhed, digitalisering og sikkerhed til en ny og meget mere strategisk funderet europæiske sikkerhedspolitik, der spiller på flere strenge end det militære. Her kan og skal Danmark engagere sig dybt i og med den nye tyske regering. For vi har meget at byde på og meget at vinde. Og det er i vores aktive interesse, at Europa bliver stærkere, og at det er Tyskland, der tager lederskabet for det. Kun sådan kan vi for alvor være med til at forme vores egen fremtid.

Fra 1. oktober og til med 16. november har Borgmesterbarometeret, et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Infomedia og Altinget, samlet data fra danske nyhedsmedier om 327 udvalgte topkandidater fordelt på landets kommuner, regioner og storkredse. Resultatet af analyserne af Borgmesterbarometeret viser tre tendenser i KV21.

Borgmester barometeret: Vi fik et grønt kommunalvalg

Klima og miljø var det tredjemest omtalte emne i valgkampen. Det er blot én af de tendenser, som kortlægningen af mediedækningen af kommunalvalget viser.

Af Mads Kæmsgaard Eberholst og Mark Blach-Ørsten

Studielektor i journalistik, RUC og professor, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC

1. Det er godt at være kendt – men konstituering er bedre

Den første pointe, som vi vil fremhæve, er, at det er godt at være kendt.

Dette kommunalvalg har haft mange politiske kendisser: Eva Kjer Hansen (V), Villy Søvndal (SF) og Ulrik Wilbek (V) for bare at nævne nogle stykker. Men det er ikke nødvendigvis nok at være kendt. Eva Kjer Hansen og Villy Søvndal, der kæmpede om borgmesterposten i Kolding (og begge tabte den), er de mest omtalte kandidater i analysen med Sophie Hæstorp Andersen (S) på en tredjeplads. Men som det fremgår med Eva Kjær Hansen og Villy Søvndal som eksempler, er omtale ikke lig med borgmesterkæder. Af de ti mest omtalte kandidater endte fire med ikke at vinde borgmesterkæderne, mens Line Barfod (EL) tabte den store borgmesterkæde i København til Sophie Hæstorp Andersen for dog at vinde en mindre borgmesterpost. I et kommunalvalg er omtale godt, men nogle gange er konstitueringsaftaler bedre. Dette understreges ikke mindst af en kendis, som glimrer ved sit fravær på vores top ti: Ole Birk Olesen, tidligere finansminister fra Liberal Alliance, opnåede godt nok valg til Københavns Borgerrepræsentation, men det skyldes ikke primært, at medierne har svirret om ham, fordi han er kendis. Han endte som nummer 31 på listen over medieomtaler.

2. Klima kom på dagsordenen

For det andet viser analyserne, at klima og miljø kom på den kommunale dagsorden i kommunalvalget. Meningsmålinger før valget viste, at klima og miljø havde trængt sig ind på vælgernes dagsorden til kommunalvalget, skønt de kommunale valg gennem historien typisk for vælgerne har handlet mest om velfærd såsom sundhed, ældrepleje og børnepasning. De emner fyldte da også meget i kommunalvalget, men klima og miljø fulgte særdeles godt med. Faktisk viser Borgmesterbarometerets optælling, at klima og miljø var det tredjemest omtalte emne i valgkampen. De politikere, der omtalte klima og miljø allermest, var de to københavnske spidskandidater, Sophie Hæstrup Andersen og Line Barfod, og Villy Søvndal – i hvert fald målt på antallet af omtaler. Men også andre politikere var med på den grønne dagsorden, og både i Horsens og på Frederiksberg talte kandidaterne procentmæssig særdeles meget om klimaet. Normalt handler kommunalvalg jo som beskrevet om den nære velfærd, og velfærden er da også øverst på dagsordenen. Men at klima og miljø fylder så meget i kandidaternes omtale, er ikke normalt. Derfor mener vi også godt, at man kan kalde dette kommunalvalg for et klimavalg.

3. Lokale medier har sejret

I de kommende dage vil redaktionerne på de nationale medier se mod nærmeste konkurrent og måle seertal, læsertal og andre metrikker for at konstatere, om de har "vundet". Hvor panelundersøgelser før valget viste, at hovedparten af danskerne ville følge kommunalvalget i de nationale medier, fortæller vores Borgmesterbarometer dog, at de, der har fulgt valget i deres lokale medier, har fået en meget mere fyldig dækning. De regionale og lokale dagblade og ugeviser står nemlig samlet for 40 procent af den omtale, som vi har målt. Dette skal naturligvis ses op mod, at landsdækkende dagblade og nyhedsbureauer, som med tv- og radioindslag blot står for otte procent af den målte omtale. Størsteparten

af dækningen ses, måske ikke overraskende, på webkilder. Også her er de lokale medier langt de største. De lokale medier har længe været under økonomisk pres og er for tiden genstand for stor debat og mediepolitisk opmærksomhed. Det er måske med rette, at den mediepolitiske lygte skal holdes mod de lokale medier. Tallene fra vores Borgmesterbarometer viser i hvert fald, at de er deres demokratiske opgave mere end voksen.

KRONIK

Status på COP26: Der er lang vej igen

Som det ser ud netop nu, er kloden på vej mod en global middeltemperaturstigning i 2100 på minimum 2,7 grader, hvilket er langt over målsætningerne fra Parisaftalen. Det er dog ikke viden, vi mangler, men den nødvendige politiske vilje til at handle.

Af Sebastian Mernild

Prorektor og professor, klimaforandringer og glaciologi, Syddansk Universitet (SDU), forfatter, FN’s klimapanel (IPCC)

Vi lever i en oplysningstid – i en klimaoplysningstid. Over de seneste mange år har efteråret og første del af vintersæsonen i perioden omkring november og december været tidspunktet for publiceringen af adskillige klima- samt vejrstatusrapporter over året, der gik. Dette år ingen undtagelse. Dette år kommer disse rapporter i kølvandet på udmeldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), hvor panelet i august kom med overordnede klimavurderinger på baggrund af en detaljeret og omfattende analyse af den nyest publicerede klimavidenskab.

Ligeledes afholdes der her sidst på året det årlige klimatopmøde. 2021 var ingen undtagelse, da COP26 blev afholdt i Glasgow med formålet ”Keep 1.5 degrees within reach” . Et klimatopmøde, der blev afholdt under politisk bevågenhed og af interesse for blandt andre medierne, NGO’er, videnskabsfolk, industrier og befolkningen.

Der er meget på spil, da det blandt andet handler om at reducere de globale udledninger af drivhusgasser til atmosfæren for at minimere den menneskeskabte temperaturudvikling og derved reducere omfanget af klimakonsekvenserne frem mod 2050 og 2100, som for eksempel ekstremt vejr, smeltende sne, is og permafrost samt havniveaustigninger. Men det er ikke viden, vi mangler. Som det ser ud netop nu, er kloden på vej mod en global middeltemperaturstigning i 2100 på minimum 2,7 grader, langt over målsætningerne fra Parisaftalen på henholdsvis 1,5 og 2,0 graders middeltemperaturstigning. Forholdene er således, at der med de nationale reduktionsindmeldinger forud for COP26 er lagt op til, at de globale CO2-udledninger vil stige med 13 procent fra 2010 til 2030 og ikke falde med 45 procent, som er nødvendigt for at begrænse middeltemperaturstigningen til 1,5 grader. De indmeldte reduktionsmeldinger stikker noget i den gale retning i forhold til, hvad der er nødvendigt for at arbejde aktivt med Parisaftalen. Slutmeldingerne fra COP26 var blandede. Der blev under COP26 arbejdet for at holde 1,5 graders-temperaturstigningen i live. Det skete med det yderste af neglene. Men som emissionsforholdene er i dag, vil det ikke lykkes at holde temperaturstigningen under 1,5 grader. Forventeligt vil vi allerede i begyndelsen af 2030’erne se en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader. I slutrapporten fra COP26 kom det frem (hvor udledninger fra kul var nævnt som noget helt nyt), at vi fremover kun skal nedtrappe anvendelsen af kul og ikke udfase anvendelsen af kul. Omkring 100 lande har lovet inden 2030 at stoppe skovfældning, og 80 lande lovede at skære en tredjedel af deres udledninger af drivhusgassen metan inden 2030. Desuden har mere end ti lande kæmpet for at få udfaset anvendelse af olie og gas. Med disse indspil, hvor ikke alle lande er med, er vejen mod øgede emissionsreduktioner lang. Spørgsmålet er, hvor meget vi som verdenssamfund kan udlede af CO2, hvis vi skal holde temperaturen under 1,5 grader, henholdsvis 2,0 grader. Den seneste klimarapport fra FN’s klimapanel har gjort sit til, at vi alle er blevet mere oplyste og bevidste om klimaforholdene, og hvad der er i vente – men også hvad vi som globalt samfund kan tillade os at udlede af CO2 til atmosfæren, hvis vi skal holde temperaturen under et givent temperaturniveau. Vi er nu klogere og i en højere detaljeringsgrad end tidligere. I IPCC-rapporten blev det vurderet, at vi som samfund maksimalt på globalt niveau kan udlede 400 gigatons CO2, såfremt klodens middeltemperaturstigning (siden det førindustrielle niveau i 1880) skal holdes under 1,5 grader (med 67 procent sandsynlighed) og 300 gigatons (med 83 procent sandsynlighed). Tales der om at holde den globale middeltemperaturstigning under 2,0 grader med 67 procent sandsynlighed (som er Parisaftalens øvre målsætning), da må der maksimalt globalt set udledes 1150 gigatons, og 900 gigatons, hvis sandsynligheden er 83 procent. I dag ved vi, at der i 2019 blev udledt omkring 36,8 gigatons CO2 til atmosfæren, og at der i 2021 forventeligt vil blive udledt 36,4 gigatons CO2. På trods af coronakrisen, og det at de globale CO2-udledninger faldt mellem 2019 og 2020, er klodens udledninger nu for 2021 næsten tilbage på niveauet fra 2019.

Siden 1950’erne er udledningerne af CO2 globalt steget betydeligt, og hver gang der udledes 1.000 gigatons CO2, vurderes det baseret på nyeste viden fra IPCC-rapporten, at den globale middeltemperatur vil stige i størrelsesordenen 0,45 grader. Der er ingen tvivl om, at vi har tiden imod os. Det, der er brug for, er, at de indmeldte planer om at stoppe skovfældning, reducere brugen af kul samt reducere udledningerne af metan bliver mere konkrete, hvad angår implementering, hastighed, intensitet, og hvilke virkemidler der skal bringes i spil.

Vi har behov for yderligere indblik, viden og handlekraft. Vi har brug for politisk mod og vilje kloden rundt til at føre disse planer ud i livet. For vi kender konsekvenserne af stigende akkumulerede CO2-udledninger, da vi har pålidelige videnskabelige bud på fremtidens klimaudvikling. I en klimaoplysningstid er det ikke viden, vi mangler med den seneste IPCC-rapport i hånden.

SVAR FRA QUIZ SIDE 76

1. Ærø 2. Anders Kühnau (S) 3. 67,2 procent 4. Konservative 5. 147.485 6. 65 7. Jacob Bundsgaard (S) 8. Tre 9. Venstre 10. Radikale Venstre