DEBAT KRONIK
Anklager om forræderi truede Macrons genvalg. Men så invaderede Putin Ukraine Emmanuel Macron var i politisk modvind før præsidentvalget i Frankrig. Men Putins krig i Ukraine har givet Macron mulighed for at indtage rollen som statsmand og for at distancere sig fra sine to højreorienterede modkandidater. Af Jonas Parello-Plesner Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver Rasmussen Global
Præsident Macron sendte i starten af marts et brev til de franske borgere om, at han genopstiller til det franske præsidentvalg. Alt peger på en valgsejr til Macron ved de to runders præsidentvalg i april og dermed et nyt ’quinquennat’; det vil sige en periode på 5 år mere. Putins krig i Ukraine giver Macron en statsmandsrolle på den internationale scene. Selvom krigen trækker tid fra Macron til at føre valgkamp, er den alvorlige situation forventeligt en valgmæssig fordel. Hans kontante håndtering af Putin distancerer ham også fra de to højrefløjskandidater Marine le Pen og Eric Zemmour, som begge er i gang med at rulle tungen tilbage på tidligere lovprisende udsagn om Putin. Som optakt til præsidentvalget var der ellers også udkommet en meget kritisk bog om den politiske komet Macron skrevet af to af Frankrigs renommerede politiske journalister fra avisen Le Monde: Gérard Davet og Fabrice Lhomme. Bogen er på over 600 sider og ikke oversat til dansk, så skribenten tillader sig blot at gengive – og gendrive – nogle af hovedargumenter. Titlen er ganske filosofisk fransk, Forræderen og intetheden, og er et ordspil på en bogtitel af Sartre. Da også selv franske forlag skal sælge bøger, er der tilføjet en rød ekstra tekst på bogen, som udbasuner, at læseren holder Macron-kulegravningen i hænderne. Bogens 72
reportagemæssige styrker baserer sig på en meget stor række interviews med nøgleaktører som tidligere præsident Hollande og premierminister Valls – begge i sagens natur ikke de store Macron-fans. De er den gamle socialistparti-garde, som fik hevet tæppet væk under sig af Macron. Er Macron en forræder? Ja, konkluderer bogen underbygget af dens interviews og titel. Nej, ville denne skribent konkludere. Ambitiøs politisk fornyer er mere betegnende. Som bevis fremhæver bogen, at Macron, allerede imens han arbejdede for præsident Hollande, rumlede med sit eget kandidatur i maven. Hollande endte som bekendt, og ganske usædvanligt i fransk politik, med ikke at genopstille ved valget i 2017. Det flyder over i en mere generel kritik i bogen af, at Macron aldrig var ægte venstreorienteret, men i stedet udelukkende en politisk opportunist. En alternativ læsning er at se Macron som den fremsynede, der i alt det politiske virvar så, at den franske befolkning var træt af det binære højre-venstre-skisma og klar til et alternativ midt-i-mellem. Den overraskende valgsejr i 2017, der sendte ham ind i præsidentembedet som den yngste i den femte republiks historie, understregede, at han havde set rigtigt.
Politisk onemanshow Bogen gennemgår også de seneste års kriser som de gule veste, hvor Macron fremstilles som ude af kontakt med det folkelige Frankrig og coronakrisen, hvor Macron beskrives som magtfuldkommen og en leder, der i stigende grad træffer beslutninger uden om sundhedsfaglige anbefalinger. Sikkert rigtigt i nogle af eksemplerne, men at besidde magten i krisesituationer er at træffe beslutningerne – også selvom nogle kan kritiseres i bagklogskabens lys. Og den kritik tager Macron også selv på sig. I sit valgbrev til de franske vælgere skriver han, at han og det franske folk har gået fra krise til krise sammen, men også at alt ikke er lykkedes i hans fem år ved magten; ’nous n’avons pas tout réussi’. Bogen har dog en pointe i, at fænomenet Macron er et politisk onemanshow. Macrons parti ’En Marche’, forkortet EM ligesom hovedpersonens egne forbogstaver, har været igennem flere politiske valgskuffelser både lokalt og til Europa-Parlamentet. En samlet politisk
forankring som parti med et klart sæt holdninger har været svær at få etableret. Måske netop fordi Macron som præsident har rakt ud både til højre- og venstrefløjspolitikere for løbende at fylde sit ministerhold. Ministrenes loyalitet er derfor gået direkte til præsidenten og ikke igennem en velopbygget partistruktur. Dermed stiller journalisterne nok bogens mest skarpe spørgsmål: Kan Macron efterlade sig et fungerende politisk parti og en ideologisk ’macronisme’, eller forbliver hans egen person den eneste politiske vare på hylden? Alt peger dog på, at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab. Det bliver derfor formentlig også Macron, som skal være med til at lede Europa i et effektivt langsigtet svar til Putins udfordring af den europæiske orden. Alternativerne med de Putin-positive kandidater Zemmour og Le Pen ville være dårligt nyt for det europæiske sammenhold.
KRONIK
Europæisk politik har ikke været så formbar siden EU’s grundlæggelse. Vil undtagelsespolitikken også brede sig til klimahandling? De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil forme Europa i generationer. EU’s grundlæggende funk tionsmåde og selvforståelse er under forandring. Af Jakob Dreyer og Christine Nissen Forsker i international politik ved hhv. Københavns Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier
Selvom det militære udfald af Ruslands aggressive invasion af Ukraine stadig er uafklaret, har det russiske angreb katalyseret udviklingen af en europæisk udenrigsog sikkerhedspolitik. EU finansierer våben til Ukraine. Blandt andet står Tysklands og Danmarks forsvarsbudget til at blive øget til
