Breve fra min ven i Moskva

Altingets chefredaktør har før og under krigen i Ukraine skrevet med en russisk ven. Brevene fra Moskva er blevet en uundværlig kilde til at forstå en uforståelig krig.

AF JAKOB NIELSEN, CHEFREDAKTØR, ALTINGET

“Du kan ikke forstå vores logik. For der er ikke nogen logik!”

Udgivet 27. februar – tre dage efter det russiske angreb på Ukraine –

Da krisen mellem Rusland og Ukraine begyndte at spidse til, skrev jeg til min ven i Moskva. Han svarede straks. ”Tak for din venlige hilsen og sympati. Jeg er også ked af den militære optrapning,” skrev han.

I den følgende uge har vi udvekslet tusindvis af ord. Forsøgt at forstå, hvordan konflikten – og i de seneste dage: krigen – bliver opfattet i den modsatte lejr.

Det har været berigende og sågar morsomt. Til tider har det også været rørende. ”Meget, meget trist, Frustrerende og forbløffende,” skrev min ven den morgen, hvor Rusland havde invaderet Ukraine.

Men det har også været chokerende. Som da min ven lørdag aften overtog Putins sprogbrug og kaldte de ukrainske soldater for nazister. Eller som da han forudsagde, at hele Europa – også Danmark – snart vil orientere sig mod Putin som kontinentets leder.

Mest af alt har det været en øjenåbner. En påmindelse om, at vores egen forståelse af verden er præget af de historier, vi fortæller hinanden, og om at selv moderate, begavede og veluddannede mennesker godt kan se verden med helt andre – åbne – øjne.

Livet i Moskva er fint – som i ethvert andet land,” skrev min ven i en af sine første beskeder.

Jeg bringer ikke hans navn, men han er en højt uddannet russer, der har tilbragt stort set hele sit liv i Moskva, men som også har boet i Vesteuropa og besøgt Danmark. Derfor var han bekymret for udviklingen, allerede inden krigen begyndte. ”Forholdene bliver generelt værre. Corona og de militære spændinger gør, at jeg føler, at vi er ved at blive separeret fra resten af verden,” skrev han.

”Hvis jeg skal forklare dig vores virkelighed, så lad mig sige, at de fleste russere er temmelig ligeglade med det hele. De rige, som bor i Moskva, fester hele tiden i eksklusive klubber, og de fattige, som bor i det andet Rusland (uden for Moskva) kæmper for at overleve, og deres største bekymring er at tjene til dagen og vejen. Ukraine føles rigtig langt væk for os alle, og Vesten er som en anden planet.”

Men ifølge min ven nyder den russiske præsident, Vladimir Putin, opbakning fra både toppen og bunden af samfundet: ”Paradokset er, at de rige og de fattige begge mener, at Putin er det bedste for Rusland. De rige er glade for de nemme penge fra korruption. De fattige kan godt lide Putins styrke, som viser Vesten, at vi er betydningsfulde. De fattige vil hellere bekæmpe Amerika end deres egen fattigdom,” skrev han.

Og han demonstrerede så den russiske sarkasme, jeg har lært at kende og holde af: ”Så de rige rejser jævnligt til Italien, Storbritannien og USA for at ”koordinere” de fattiges kamp mod Vesten fra deres paladser. Og ja, vodka er stadig den vigtigste vane for os alle.”

Hvad betyder sandheden

Jeg forsøgte at få ham til at forklare, om russerne virkelig tror på de løgne, som Putin og den russiske regering har spredt gennem den seneste uge. ”Begrebet ’sandhed’ er ikke særligt vigtigt i Rusland,” svarede han. ”Russerne tror på Gud, på tsaren (og Putin ligner en ret perfekt en af slagsen) og på nogle fælles, traditionelle værdier. Som for eksempel at vi er Guds foretrukne land, men at barske betingelser er en naturlig del af vores liv, og at alle fremmede er fjender; medmindre de kommer som gæster, for så skal de modtages med gæstfrihed.”

Han tilføjede, at de fleste russere ikke ved så meget om verden udenfor Rusland. ”Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Rusland altid på en måde har været afkoblet fra resten af verden. Det er et enormt land, og bare det at rejse inden for landets grænser er en stor overvindelse. Jeg vil tro, at jeg selv har set mindre end fem procent af mit eget land. At rejse uden for Ruslands grænser er en endnu større overvindelse. Ja, mange russere tilbringer ferier i Tyrkiet, Italien og Spanien eller besøger USA, men det er stadig et mindretal. Jeg vil tro, at syv procent af russerne har været i udlandet,” skrev han. ”Min pointe er, at russerne ved for lidt om andre lande, så de kan ikke sammenligne deres egen situation med andres.”

Af samme grund ser de fleste russere ingen grund til at tro mere på Vestens ledere end på deres egne. ”De stoler ikke på dem, nøjagtig som de heller ikke stoler på deres egne politikere. De fleste stoler kun på deres familiemedlemmer, nære venner og naboer,” forklarede han.

Sarkastisk tilføjede han: ”Hvilken sandhed skulle russerne også kunne få fra andre lande, når vi nu er sikre på, vi er de bedste?” ”Det er også vigtigt, at vi er vant til at ændre opfattelse af sandt og falsk en gang imellem. Efter revolutionen i 1917 betragtede vi den russiske Tsar som fuld af løgn. Efter 1991 fandt vi en ny sandhed. Vi begyndte at betragte Sovjet-tiden som fuld af løgn. Nu, med Putin ved magten, betragter vi Boris Jeltsin som en løgner. Hvad får dig til at tro, at der skulle være plads til at tro på, hvad vestlige ledere siger,” spurgte han.

Sandheden om denne krig vil også skifte: ”Uanset hvad der foregår i Rusland i dag, så vil det blive betragtet som vanvittigt og ulovligt af nye russere om 50 års tid.”

Stalintidens forbrydelser – og før det tsarens – medfører også, at russerne ikke er bange for udlændinge. ”Ingen har gjort os mere ondt end vores egne. Om vi så skal kæmpe mod hele verden, så gør vi det – desværre.”

Til gengæld bærer mange russere rundt på et stort selvhad, der dukker op, når de forlader hjemlandet, forklarede han. ”Når russere flytter til udlandet for at bo,

skifter deres verdenssyn 100 procent. De begynder at hade Rusland, at foragte alle deres gamle venner, landets ledere osv. Når de er i udlandet, bryder russere sig ikke så meget om andre russere,” skrev han. ”Alt i alt, Jakob, så er vi et meget mærkeligt land. Du kan ikke forstå vores logik. Hvorfor? Fordi der ikke er nogen logik. Så begrebet ”sandhed” er helt udelukket for os.”

Mens vi skrev, begyndte Vesten at true med voldsomme sanktioner, hvis Rusland rent faktisk ville angribe Ukraine. Ifølge min ven var det ikke noget, der holdt folk vågne i Moskva. Heller ikke da det russiske aktieindeks oplevede voldsomme fald. ”Aktiemarkedet er desværre hverken en kilde til finansiering af russiske virksomheder eller et mål for investeringer. Vores økonomi er baseret på banker, og de har det foreløbigt fint. Valutaudsving er vi også vant til. Ofte på grund af vores egen politik. Ikke eksterne stød. Jeg siger ikke, at Rusland er immun overfor sanktioner, men jeg tror bare ikke, man skal overdrive deres betydning.”

Han undrede sig også over flere vestlige lederes forsøg på at skræmme udenrigsminister Lavrov med sanktioner. ”Uanset hvad, så kan du ikke skræmme en person, som er meget mere bange for det uigennemskuelige net af kontroversielle nationale interesser – og for præsidenten. Og ultimativt kan du ikke skræmme Putin overhovedet.”

Til gengæld undrede han sig over, at Vesten ikke greb ind mod russisk hvidvask af penge i Vesten. ”Russerne ved godt, at hele vores elite, som elsker at slås med Vesten, samtidig har købt fast ejendom i Europa og USA, og at de har parkeret milliarder af dollars og deres familier der. Derfor ligner hele opgøret med Vesten bare et spil, fordi Vesten jo tydeligvis accepterer den opførsel fra vores rigeste landsmænd,” skrev han.

Det var nogle dage før, EU og USA i weekenden annoncerede nye og barskere sanktioner mod russiske banker og rigmænd. ”Mange af os tænker, at alle oligarker i verden er medlemmer af en hemmelig klub, som styrer verden og udelukkende bekymrer sig om deres egne interesser. Krige og forhandlinger er bare skuespil for folket,” forklarede han.

Om han egentlig også selv ser verden på den måde, lod han stå lidt åbent. ”Der findes ikke nogen nem løsning. Hvis man lægger mere pres på de russiske penge i Vesten, vil de rige russere flytte østpå. Men i det mindste vil det være lidt mere ærligt fra Vestens side. At sidde på de russiske penge og samtidig belære Rusland om, hvad det skal gøre, det er ikke særlig overbevisende,” skrev han.

Onsdag morgen vågnede Europa op til en ny krig på kontinentet. Og jeg vågnede op til en besked fra min russiske ven: ”Meget, meget trist”, skrev han. ”Ikke megen støtte til det radikale træk. Frustration og forbløffelse.”

Han var tydeligvis både chokeret og overrasket. Den dag var vi helt på linje. ”Jeg forstår det heller ikke,” skrev han. ”Selv hvis Rusland ignorerer de samlede vestlige fordømmelser, så er det her alt for omkostningsfyldt for os. Økonomisk krise, spændinger internt i landet, hvor mange er imod krigen – og døde landsmænd.”

Han håbede, at det ville være hurtigt overstået. At den ukrainske regering ville falde, så soldaterne kunne trækkes hjem. ”Det her handler ikke om Ukraine, men mere om at sende et signal til USA om at trække sig væk fra den russiske grænse. Putin har aldrig behandlet Ukraine som et rigtigt, selvstændigt land. Han regner det for endnu et Belarus. Men så så han provestlige marionetter, som han kalder dem, og besluttede sig for at smide dem ud af Ukraine i et drastisk træk for at rense nabolandene for lugten af USA.”

Måske. Men analysen viser, at min ven, måske ligesom Putin, kraftigt havde undervurderet ukrainernes vilje og evne til at gøre modstand. Det blev ikke nogen lynkrig på et par døgn.

Efter nogle dage skrev jeg til min ven og spurgte, hvad han tænkte om Ukraines præsident Zelenskij, som i Vesten havde opnået heltestatus. Og som tydeligvis beherskede sociale medier langt bedre end sin russiske modstander. ”Zelenskij ser også virkelig godt ud her,” svarede han. ”Han forlod ikke landet, men bliver i centrum af Kyiv og forsøger at organisere modstanden. Han bliver hørt i Moskva. Men hans skæbne er selvsagt forudbestemt. Styrkeforholdet er usammenligneligt. Den russiske militære maskine vil fortsætte for fuld kraft. Snart bliver han nødt til enten af flygte eller at overgive sig,” lød analysen lørdag eftermiddag. ”Den offentlige mening her er delt om Ukraine. Halvdelen har ondt af Ukraine og kræver krigen stoppet. Den anden halvdel støtter Putin og siger, at otte års bombninger i Luhansk og Donetsk sammen med Ukraines anti-russiske og Nato-venlige linje førte til det her.” ”Men alle i Rusland er i skidt humør og meget skuffede over den aktuelle udvikling.”

Vi skrev lidt videre om propagandakrigen, men den fylder ikke meget i russernes bevidsthed.

”Alle ved, at Putin vil vinde det her spil, uanset hvad Vesten tænker. Men det er åbenlyst, at vi vil leve i en ny verden, hvor Europa og Rusland er revet fra hinanden, alle bånd kappet over,” skrev min ven.

Men så skrev han noget, jeg slet ikke havde regnet med: ”Den eneste grund til, at Zelenskij stadig er i live, er, at Putin er ligeglad med ham. Putin vil straffe de ukrainske nazi-styrker – ikke Zelenskij personligt.”

Nazi-styrker!?

Min ven har en god sans for sarkasme, men selv om jeg læste sætningen flere gange, kunne jeg ikke få øje på den her. Så jeg bad ham forklare, hvorfor han kaldte de ukrainske styrker for nazister.

Han pegede på Azov-brigaden, som jeg ikke kendte til – men som rent faktisk er en del af den ukrainske hær og har sine rødder i nynazistiske grupperinger. ”Om de er egentlige nazister eller ej, er et alvorligt og vanskeligt spørgsmål,” skrev han og uddybede: ”Siden Anden Verdenskrig har der været folk i Ukraine, som var imod Sovjet-regimet. Da jeg var ung, advarede mine forældre mig ligefrem imod at rejse i bestemte dele af Ukraine, fordi russere risikerede at blive slået ihjel om natten af anti-Sovjet-typerne.”

Han fortsatte: ”Efter Sovjetunionens sammenbrud blev nogle af de folk helte, fordi de havde modsat sig Sovjet-regimet, og fordi de som nationalister havde kæmpet for Ukraines selvstændighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede de imod sovjethæren sammen med nazisterne. Ikke fordi de var nazister, men fordi de så en mulighed for at befri deres land fra Sovjet.”

Det er i det lys, man skal forstå det, når Putin og andre russere bruger ordet nazister: ”Dengang kaldte man dem, som kæmpede sammen med nazisterne, for nazister. Det er jo ikke underligt, at de samme mennesker, som bekæmpede Sovjetregimet, også er imod det moderne Rusland og vil bekæmpe det. Jeg synes, de har drevet det for vidt. Og jeg tror, at Putin har brugt det som undskyldning for sine handlinger – for at beskytte russere og dem, der godt kan lide Rusland. Hvad Putin tænker inderst inde, ved vi ikke.”

Men min ven kan godt forstå Putins følelser, forklarede han: ”Jeg kan selvfølgelig ikke nære varme følelser for dem, der hadede Sovjet eller hader det moderne Rusland. I deres øjne er jeg en fjende, der bør likvideres. Personligt ville jeg nøjes med undgå dem i Ukraine, men Putin erklærer, at han vil udslette dem, før de udsletter ham.”

Og så tilføjede han: ”Eller måske vil Putin bare herske over den del af verden også”.

Nazi-ordet var ikke den eneste ting, vi var uenige om lørdag, mens krigen rasede i Ukraine.

Min ven skrev også, at han forudså en helt ny verdensorden. Et paradigmeskifte. ”Hvis Putin lykkes med at kontrollere Ukraine, vil vi se et magtskifte fra USA til Rusland,” skrev han.

Helt uden sarkasme. ”De andre lande vil ligge på knæ for Putins venskab,” skrev han.

Hvilke andre lande, spurgte jeg undrende? ”Nu må du ikke grine, men alle europæiske lande,” lød hans svar. ”Alt vil være vendt på hovedet. Jeg støtter selvfølgelig ikke den udvikling 100 procent, men det er den simple logik om, hvem der er den stærkeste i nabolaget,” skrev han.

For en gangs skyld var det mig, der begyndte at forklare. Om krigsmodstanden i hele Europa. Om den betydning, som ytringsfrihed, demokratiske valg og retsstaten har i Europa. At Putin skulle blive Europas uformelle leder er helt utænkeligt, skrev jeg.

Men min russiske ven stod fast:

”Lad mig bare minde dig om, at Hitler pludselig dukkede op i Tyskland. At Trump dukkede op i USA. Folk kan blive skøre overalt. Hvad der ser umuligt ud i dag, kan være muligt i morgen”.

Inden vi gled helt fra hinanden, mindede han om, at de fleste russere også er chokerede over krigen. Ingen havde ventet den. ”Sorg og beklagelse,” skrev han.

Jeg skrev en sidste besked, inden jeg lukkede ned. Her kunne vi mødes: ”Sorg og beklagelse”.

Livet bliver barskt nu i Rusland

Udgivet 23. april – næsten fire uger efter krigens begyndelse –

Min russiske ven har været tavs i nogle dage. Jeg skriver og spørger, om alt er ok? ”Overordnet går det fint, bortset fra at vi er i krig, og folk dør. Her er en dyster og akavet stemning,” svarer han.

Den stemning forsøger han jævnligt selv at bløde op med vittigheder og fjollede klip fra nettet. Som han skriver: ”Uden humor er det helt umuligt at leve i Rusland”.

Men stemningen i vores chat bliver også både akavet og dyster, når min ven forudsiger, at Rusland vil fortsætte krigen for at ”smide Nato ud af Europa”, eller når han citerer russiske eksperter for, at det hele ender i altudslettende atomkrig.

Brevene fra Moskva er blevet min uundværlige kilde til at forstå en krig, jeg ikke forstår. De kommer fra en ven, hvis navn jeg ikke nævner. Han er en højtuddannet russer, der tidligere har boet i Vesteuropa, og som også har besøgt Danmark.

Han bruger vestlige medier og nærer en dyb skepsis over for Putin og de russiske oligarker, men hans verdensbillede er ikke desto mindre russisk. På den måde er han en vigtig påmindelse om, at forskellen på sandhed og propaganda ikke er et enten-eller, men nærmere en flydende skala.

Derfor spørger jeg ham om det initiativ, som Politiken og to andre nordiske aviser har taget, hvor de oversætter artikler til russisk for at give russere adgang til ikke-statslig journalistik. Jeg sender ham en artikel fra Politiken, hvor eksperter vurderer, at Putin er en diktator. Han læser den. ”Uanset om Putin er diktator eller ej, så møder han rent faktisk modstand fra dele af samfundet. Men der var ikke noget nyt i den artikel for mig. Jeg tror, de her argumenter er velkendte både i Rusland og i Vesten. Der har været masser af artikler som den de sidste 10 år,” svarer han. ”Det eneste sikre er, at Putin er 100 procent uforudsigelig både for sine fjender og for sine nærmeste allierede. Der var mange artikler i russiske oppositionsmedier sidste år om, at han er alvorligt syg og snart ville gå af.”

Synes han, det er et stærkt initiativ eller mest lidt latterligt? ”Jo flere nyheder, vi har, jo bedre,” skriver han og tilføjer: ”Det russiske samfund er stadig meget splittet. Og de forskellige lejre stoler på deres egen sandhed. Efter min smag skulle vi have flere forskellige kilder til information. Men så skulle man jo også tro, at Russia Today skulle være en del af menuen i Vesten – men det betragtes som propaganda…”

På sociale medier kan man læse, at den russiske regering overvejer at lukke helt ned for internettet. ”Jeg har tjekket de russiske sites. Det er vrøvl. Men du ved, vi bør være forberedte på hvad som helst. ”

I de seneste dage har russerne også lukket ned for flere sociale medier som Instagram og Facebook. Men de virker stadig, konstaterer min ven.

Han forklarer, at lukningen af de sociale medier er et meget typisk eksempel på russisk kontrol. ”Parlamentet har besluttet at lukke Facebook og Instagram. Men folk, der forsøger at omgå forbuddet, bliver ikke straffet. Og for russere er det helt fint og normalt. For vi russere ved godt, at vores strenge love bliver opvejet af svag håndhævelse. Men en logisk tænkende person ville nok spørge, hvorfor fanden vi så skulle forbyde de her tjenester…” skriver han.

Han sender et billede fra det lokale shoppingcenter, hvor en butik reklamerer med, at den kan genoplive Instagram på mobiltelefonen ved at lægge en VPN-forbindelse ind. ”Russisk logik fungerer sådan her: vi er nødt til at forbyde de selskaber for at straffe dem, men vi vil ikke straffe de russere, der bruger tjenesterne. Så hvis du kan finde ud af at få adgang, så….”

Han sender mig link til en historie, der florerede mange steder, om at Facebook aktivt havde besluttet at tillade opfordringer til vold mod russere. ”Mit budskab er, at ingen holder fast i deres principper, uanset hvor gode de er, når situationen kræver særlig handling. Du kan være en stålsat demokrat i dag og vågne op som Hitler i morgen,” skriver han.

Og så tilføjer han køligt: ”Tag ikke demokratiet i Vesten for givet”

Min ven fortæller, at sanktionerne begynder at kunne mærkes. ”Ja, livet bliver barskt nu i Rusland. Det bliver en helt ny tid. De velkendte globale brands er på vej væk, og kinesiske brands er hurtige til at udfylde hullerne. Man føler snart, at Rusland er en kinesisk provins, isoleret fra resten af verden,” skriver han. ”I Rusland stiger priserne på importerede varer på grund af ændringer i valutakursen. Men prisen på dagligvarer er stort set den samme. Så nu er vi hastigt ved at vænne os til Honor Phones,” skriver han.

Honor Phones? ”Kinesiske mobiler… Men de har ikke Apples imponerende økosystem. Jeg har for eksempel Apple TV, men det virker jo ikke med en Honor Phone. Så – mange store ændringer i vores livsstil for tiden. Men selvfølgelig ingenting i forhold til det, der foregår i Ukraine.”

Han sender et billede af en meget lang kø til Nespresso-butikken. ”Det er vist godt, jeg drikker te! Men hov, mine teposer er britiske. Måske burde jeg også løbe ned i butikken. Eller skifte til et andet mærke.”

Han tvivler selv på, at McDonald’s forbliver lukket i særlig lang tid ”Jeg tror, de tager en pause for at se, hvad der sker. De har mere end 850 restauranter i Rusland. Det er big business.”

Han sender en video med pingviner, der vralter afsted til tonerne af farvel-sangen fra filmen Frost. På pingvinerne ser man alle de vestlige varemærker. ”Uden humor er det helt umuligt at leve i Rusland. Jeg tænker, det er vores modgift mod alle de trængsler og afsavn, vi oplever fra tid til anden. Et menneske med logisk og stringent tilgang til livet, vil enten fare vild i Rusland eller begå selvmord.”

Min ven sender også et billede af tomme hylder, der hvor bleerne findes i et supermarked. ”Så nu venter vi på kinesiske bleer.”

Men det rammer hans russiske stolthed, at landet er så afhængigt af varer udefra. ”Det, der ærgrer mig mest, er at Rusland ikke har været i stand til selv at skabe noget af høj kvalitet, og som er konkurrencedygtigt, siden vi indførte markedsøkonomi i 1991-92. Det betyder, at vi er afhængige af vestlige produkter og opfindelser – og nu altså af kinesiske,” skriver han. ”Jeg har ikke noget i min lejlighed i Moskva eller i mit hus på landet, som er fremstillet i Rusland. Eller, for at være mere præcis: nogle ting er faktisk fremstillet i Rusland, men af udenlandske firmaer. Ikke et eneste russisk brand, jeg kan komme i tanke om, findes i hele verden.”

Til gengæld har han en god portion russisk humor. ”Gudskelov har vi mad at spise og gas til at varme os ved. Vodka at drikke og balalajkaer at spille på.”

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er der ingen russiske produkter? ”Jeg ved det ikke. Der er mange velkendte problemer ved at drive forretning i Rusland, som den højere rente, den dårlige retssikkerhed, det store bureaukrati og så videre. Men de problemer findes også i mange andre lande, som alligevel har mere lokal produktion,” svarer han. ”Selv om der er mange dygtige folk her, og individuelle russere opnår flotte resultater i sport og videnskab, så mislykkes vi kollektivt med at levere god kvalitet i masseproduktion af varer eller tjenester. Og det har været sådan igennem hele den russiske historie.”

Vores dialog får en mørkere tone, da jeg skriver til ham, at jeg er bekymret for alle rygterne om, at Rusland måske vil anvende kemiske våben i Ukraine.

I første omgang forsøger han at berolige mig. ”I den her krig eller operation er det umuligt at anvende kemiske våben eller atombomber. Enten bringer man sine egne styrker i fare, fordi fronten ikke er en lige linje, eller også forurener man et område, som begge parter regner med at bruge, i lang tid fremover.”

Så langt så godt. ”Men i det her vanvittige opgør skal man ikke udelukke nogen provokationer eller ulykker. Der kan være officerer i felten, som føler, de ikke har noget at miste,” skriver han.

Og så vender han bekymringen 180 grader. Han sender et langt indslag fra Fox News, hvor værten Tucker Carlson åbenlyst beskylder den amerikanske regering for at lyve – og hvor han anerkender den russiske påstand om, at USA og Ukraine har hemmelige laboratorier med kemiske våben i Ukraine. ”Selv i USA er der for mange ubesvarede spørgsmål om de her laboratorier.”

Han minder om vores tidligere dialog om nazistyrker, hvor han pegede på den ukrainske Azov-garde, der har forbindelse til ekstreme højre-kredse. ”Måske kan du nu forstå Putins logik lidt bedre. Styrker med nazi-sympatier, underlige amerikanske biolaboratorier, udvikling af en national atombombe, tunge forsyninger af ”defensive våben” – alt det her kan gøre enhver meget bekymret,” skriver han. ”Når det er sagt, så er alt uafklaret, uklart og intet er bevist. Men det potentielle mix af, at noget af det måske viser sig at være sandt, kan udløse handling fra den leder, der har ansvaret for sit land og sit folk,” skriver han med henvisning til Putin. ”Samtidig bør reaktionen altid stå i forhold til truslen. Så alle holder nøje øje med begivenhederne, både i og uden for Rusland.”

Hans egen forventning er, at Ukraine snart ophører med at eksistere som nation. ”Blandt de russiske eksperter, jeg lytter til, er der efterhånden konsensus om, at Ukraine efter operationen vil være en føderation, hvor hver del vil have ret til at forlade Ukraine og tilslutte sig andre lande. Syden kunne tilslutte sig Rusland, Lviv-regionen kunne tilslutte sig Polen,” skriver han og tilføjer ”take it or leave it!”.

Så begynder det at blive uhyggeligt.

“Men jeg tror, der er mere på spil. Enten fortsætter operationen til andre lande for at smide Nato ud af Europa (på den måde er Ukraine en slags signal til USA om Ruslands faste beslutsomhed), eller også trækker USA sig fredeligt fra Europa,” forudser han. ”Alt vil i høj grad afhænge af Kina og deres reaktion. Indtil nu kan deres position beskrives, som en ekspert fremragende har gjort det: Ryg til ryg med Rusland, men ikke skulder ved skulder. De kommer ikke til at forråde Rusland eller dolke os i ryggen, men de kommer heller ikke til at kæmpe sammen med os. Hvert land bør forfølge sine egne mål. Hvis den tilgang fastholdes, kan Rusland fortsætte med at kæmpe. Hvis ikke, stopper alting meget pludseligt.”

Men i min vens øjne er Europa efterladt til sin egen skæbne. ”Jeg tror ikke, USA vil kæmpe for Europa. For mig ser det ud til, at USA ikke for alvor bekymrer sig om hverken Europa eller Rusland, og at alt kan ofres for at nå andre mål. Flertallet af amerikanerne ved ikke, hvor Rusland eller de europæiske lande ligger. De kan leve helt fint uden denne del af verden. Latinamerika og Asien er nok for dem. Det vil være mere praktisk at bevare deres dominans i resten af verden. Desuden vil Rusland og Europa før eller siden være udmattede af at kæmpe med hinanden, og USA kan vende tilbage og samle et faldet og ødelagt Europa – og formentlig også Rusland – op.”

Det er en skræmmende analyse. Jeg skriver ikke noget. Han kan godt mærke mit ubehag. ”Det her er bare mine skøre tanker i en brainstorm. Og alt det her ville selvsagt have været utænkeligt for mig for to uger siden.”

Jeg forsøger at dreje samtalen lidt ved at sende et sarkastisk tweet, som den russiske skakspiller og Putin-kritiker Gary Kasparov lagde ud: ”Vi går nu ind i dag 24 af den særlige operation om at indtage Kyiv på to dage…”

Men min russiske ven synes ikke, det er særlig sjovt. ”Det her er jo meget mere tragisk, end det ser ud. Igen har Putin taget fusen på alle omkring sig. Kan du ikke se, at han nyder processen mindst lige så meget som slutresultatet? Han benytter lejligheden til at smadre sine modstandere både internt og eksternt. Så krigen kommer til at fortsætte i lang tid og ingen kan nu vide, hvor eller hvornår, den vil slutte,” skriver han.

Dagens samtale slutter med den mest dystre besked, han har sendt endnu. ”En professor i sociologi blev spurgt i går i et tv-show, hvordan han tror levevilkårene vil være i Rusland to måneder fra nu – for eksempel 15. maj? Han sagde, at det er svært at forudsige. Først og fremmest fordi han ikke var sikker på, der bliver nogen 15. maj.”