Altinget Magasin april 2022

ALTINGET MAGASIN

Politik har aldrig været vigtigere NR. 53 / APRIL 2022 70 KR.

00053

BK returuge 17

5 700002 103512

31.03.2022 - 27.04.2022

kr. 70,00

KRIGEN HAR MINDET OS OM, HVEM VI ER

A N N O N CØ R B E TA LT I N D H O L D

Af Roche A/S:

OSCAR VIL FRIGØRE FLERE VARME HÆNDER OSCARs vision er at skabe en platform, der skal sikre bedre adgang til danske sundhedsdata. Lykkes det, kan der sættes en ny standard for anvendelse af sundhedsdata i Danmark, vurderer Darine Ghanem, der er administrerende direktør i Roche A/S Projektet OSCAR har en vision om at gøre danske sundhedsdata tilgængelig for forskning og udvikling og andre formål på en sikker og hurtig måde, og i fuld respekt for den enkelte borgers privatliv og rettigheder over egne data.

Sammen med en række offentlige myndigheder og organisationer er Roche og en håndfuld andre private virksomheder gået sammen i et offentlig-privat partnerskab, der skal omsætte OSCAR i praksis - OSCAR kan blive den teknologiske løsning, der baner vej for at forebygge, opspore, diagnosticere og behandle flere patienter mere effektivt. Samtidig kan OSCAR bidrage til en mere optimal anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer, så sundhedspersonale kan bruge mere tid på behandling og pleje af patienterne, understreger Darine Ghanem.

- Og så er OSCAR iøvrigt et fremragende eksempel på, hvordan offentlige myndigheder og private virksomheder kan mødes om en fælles vision, der kan komme alle til gavn, siger hun og tilføjer, at OSCAR også har potentiale for at blive skaleret op og anvendes til sikker udveksling af sundhedsdata blandt EU-landene.

Tempo på digitalisering af sundhedsvæsenet Behovet for bedre brug af sundhedsdata er påtrængende.

I de kommende år kommer sundhedsvæsenet under et massivt pres. Prognoserne peger på, at der kommer flere ældre og behandlingskrævende patienter, flere patienter med kroniske eller livstruende sygdomme, og en akut mangel på læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Der er behov for en hurtig indsats. Det er samtidig nødvendigt at tænke i robuste løsninger, som kan bane vejen for et datadrevet sundhedsvæsen. Øget digitalisering og bedre brug af sundhedsdata skal være krumtappen i denne indsats, fastslår Darine Ghanem.

Altinget annonce marts A4 opslag.indd 1

Der skal derfor sættes yderligere tempo på digitaliseringen af sundhedsvæsenet. Telemedicin, onlinekonsultationer, digitale patientapps og wearables. Data kan skabe en bedre sammenhæng i udredning, behandling og pleje af den enkelte patient. Data kan løfte kvaliteten i behandlingen, pointerer Darine Ghanem.

Data kan frigøre ressourcer

Hver dag indsamler sundhedsvæsenet data om vores sygdomme og behandlinger og lagrer dem i nationale registre. Disse data giver ikke alene et unikt indblik i danskernes sundhedstilstand. De rummer også en mulighed for at udarbejde systematiske, dybdegående og tidstro analyser af sygdommes forekomst, hyppighed og biologi samt af behandlinger og effekt af samme.

- Danskernes sundhedsdata rummer et betydeligt potentiale for at udvikle AI-modeller og beslutningsværktøjer til brug i klinisk praksis. Det kan frigøre ressourcer, automatisere daglige arbejdsgange og effektivisere administrative processer, så sundhedspersonalet kan fokusere på behandling, pleje og omsorg. Behandle flere patienter bedre på samme tid.

- Sundhedsdata kan desuden anvendes til avanceret klinisk forskning og til at udvikle nye medicinske teknologier, innovative lægemidler og personlig medicin. Imidlertid udnyttes værdien af vores sundhedsdata ikke tilstrækkeligt.

Det er den udfordring, OSCAR vil løse, og dermed skabe mulighed for, at data kan blive rygraden i fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen, fastslår Darine Ghanem.

A N N O N CØ R B E TA LT I N D H O L D

Offentlig-private partnerskaber skal sikre et robust sundhedsvæsen Når det kommer til regeringens forslag til en indsats over for sundhedsvæsenets strukturelle udfordringer, ser Darine Ghanem gerne, at ambitionsniveauet bliver løftet.

- Det er positivt, at regeringen klart har tilkendegivet, at der skal være mere fleksibilitet og tværfaglighed og mindre bureaukrati.

Imidlertid tror jeg ikke, at sådanne initiativer alene vil ændre på de strukturelle udfordringer i sundhedsvæsenet. Der er behov for mere grundlæggende reformer, som med fordel kan forankres i robuste offentlig-private partnerskaber.

- Det kræver, at vi, offentlige og private partnere, sammen sætter barren højt og formulerer ambitiøse mål, og at vi indgår i et forpligtende samarbejde for at omsætte disse mål i praksis. Hver for sig kan de to parter bringe sundhedsvæsenet fremad. Men sammen kan vi skabe fundamentet for fremtidens bæredygtige sundhedsvæsen. Det er OSCAR et godt eksempel, slutter hun.

Om OSCAR

OSCAR er et tre-årigt projekt. Det har til formål at skabe en platform, der skal sikre bedre adgang til danske sundhedsdata. Et offentlig-privat partnerskab med datafirmaet DataFair har taget initiativ til projektet. Innovationsfonden støtter OSCAR med 24.5 mio. kr.

OSCAR projektet har fem mål: 1. Sikkerhed og fortrolighed: Implementere en national IT platform for fortrolig deling af sundhedsdata 2. Effektiv godkendelse: Forenkle reglerne så forskningen på sundhedsdata blive mere effektivt uden at det går ud over sikkerheden og befolkningens tillid 3. Målrettet behandling: Opbygge en unik database med bl.a. genom-data, som kan bruges til mere målrettet kræftbehandling 4. Betaling for effekt: Teste innovative prismodeller hvor det offentliges betaling for medicin hænger sammen med effekten for den enkelte patient 5. Bæredygtigt partnerskab: Etablere et varigt offentlig-privat partnerskab som kan sikre at patienter i Danmark og hele verden kan få gavn af forskning baseret på danske sundhedsdata i fremtiden.

Læs mere om OSCAR på www.oscar-project.dk

Of sik

Af Roche A/S:

Nå ind udf am

OSCAR VIL FRIGØRE FLERE VARME HÆNDER

-D tilk og Imi ale i su gru kan par

OSCARs vision er at skabe en platform, der skal sikre bedre adgang til danske sundhedsdata. Lykkes det, kan der sættes en ny standard for anvendelse af sundhedsdata i Danmark, vurderer Darine Ghanem, der er administrerende direktør i Roche A/S Projektet OSCAR har en vision om at gøre danske sundhedsdata tilgængelig for forskning og udvikling og andre formål på en sikker og hurtig måde, og i fuld respekt for den enkelte borgers privatliv og rettigheder over egne data.

Sammen med en række offentlige myndigheder og organisationer er Roche og en håndfuld andre private virksomheder gået sammen i et offentlig-privat partnerskab, der skal omsætte OSCAR i praksis - OSCAR kan blive den teknologiske løsning, der baner vej for at forebygge, opspore, diagnosticere og behandle flere

-D par for for må sun ska sun eks

Der skal derfor sættes yderligere tempo på digitaliseringen Om Roche af sundhedsvæsenet.

Telemedicin, onlinekonsultationer, Roche er én verdens største life-science digitale patientapps og af wearables.

Data kan skabe en bedre virksomheder med hovedsæde Basel,afSchweiz.

I sammenhæng i udredning, behandling ogi pleje den Danmark er Roche repræsenteret ved Roche enkelte patient. Data kan løfte kvaliteten i behandlingen, Innovation Center Copenhagen, Roche pointerer Darine Ghanem.

Diagnostics A/S og Roche Pharmaceuticals A/S. Læs mere på www.roche.dk.

Data kan frigøre ressourcer

Hver dag indsamler sundhedsvæsenet data om vores sygdomme og behandlinger og lagrer dem i nationale registre. Disse data giver ikke alene et unikt indblik i danskernes sundhedstilstand. De rummer også en mulighed22.03.2022

10.21

Altinget Magasin Indhold

BAG BORGEN

”Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen” Efter ni års pause er politik tilbage i bedste sendetid.

Men meget har ændret sig siden Borgens første sæson i 2010. Altinget har mødt Adam Price til en snak om kællinger, selfie-politik og magtens forråelse.

14

Indhold APRIL 2022

Interviews, features & portrætter Q&A

26 D e

økonomiske modellerer spænder ben for ligestillingen

De økonomiske modeller, som bruges til at måle effekten af politik, rammer skævt ved ikke at tage højde for værdien af omsorgsarbejde i hjemmet, mener Emma Holten.

E S S AY

48 D et

nye Europa

Angrebet på Ukraine har forandret Europa politisk, økonomisk og strategisk. Forandringerne er varige. Derfor må Europas svar også være det, skriver Bo Lidegaard.

4

F E AT U R E

56 Breve

fra min ven i Moskva

Altingets chefredaktør Jakob Nielsen har før og under krigen i Ukraine skrevet med en russisk ven. Brevene fra Moskva er blevet en uundværlig kilde til at forstå en uforståelig krig.

A N A LY S E

60 Fra

Afrika til Ukraine: Hvad er det for et EUforsvar, danskerne skal stemme om?

Krigen i Ukraine giver et historisk skub til EU’s militære ambitioner – men udviklingen var allerede i gang i forvejen, og den har i flere år udfordret det danske forsvarsforbehold på en række områder.

TEMA

Sundhed

og velfærdsinnovation

ærhospitaler udgør en hjørnesten i N forhandlingerne om en ny sundhedsreform. Tag med til Fredericia, som med landets største sundhedshus tryktester politikernes visioner i praksis. Læs også analyse af ideologien, som er sivet ud af sundhedspolitikken. Men med forslaget om tobaks-forbud for alle født efter 2010 har regeringen igen skabt kant mellem rød og blå sundhedspolitik.

Og så sætter vi fokus på fem unge life science-virksomheder, som har sparket døren ind til sundhedssektoren.

28

DET KRÆVER NOGET AT HAVE EN HOLDNING Det kræver faktisk også en del at have en god holdning. Det ved vi alt om hos Dansk Kiropraktor Forening, og derfor tillader vi os også at have en holdning til resten af kroppen. Ja, faktisk resten af Danmark. For her i vores lille land topper muskel- og ledproblemer nemlig listen over lidelser, der rammer flest og koster mest.* Og ikke nok med det. Desværre får de patienter alt for ofte den forkerte behandling – fx scanninger, operationer og smertestillende medicin med mange bivirkninger. Det må vi kunne gøre bedre.

Det er vores holdning.

Læs mere om vores holdning til danskernes sundhed på danskkiropraktorforening.dk

*Muskel- og skeletlidelser (slidgigt, leddegigt, knogleskørhed og rygsygdomme) medfører samfundsmæssige omkostninger i form af produktionstab og behandling for omkring 17,2 mia. kr. årligt. Hertil kommer overførsler som sygedagpenge og førtidspension med en årlig omkostning på 10,5 mia. kr. Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2021.

Altinget Magasin Indhold

Overblik, indsigt & analyse 24

66

OVERBLIK

ANMELDELSER

5 nedslag fra Altingets nicher Altingets 27 nichemedier sørger for, at ingen detaljer i politik går under radaren.

Se fem vigtige historier fra den seneste måned.

De vigtigste politiske bøger lige nu Hensigten med Venstres nye bog om ideologi, liberalisme og politisk pragmatisme er god, men det er selve bogen ikke, mener vores anmelder. Større begejstring er der for portrætbog om budgetbissen Anders Eldrup, som blev klimatosse, og Poul Madsens underholdende forsvarsskrift for tiden som chefredaktør på Ekstra Bladet.

Ny værktøjsbog til lobbyister er til gengæld for lang og ukonkret, mener Benny Damsgaard.

8 CHEFREDAKTØRENSKLUMME

Putin har genoplivet Vesten Demokratierne har i to årtier været trængt i defensiven, og nu har Rusland sat det endelige angreb ind. Ferien fra verdenshistorien er forbi.

46 POLITISKE V I TA M I N E R

Elsker boligprogrammer, selv om boligmarkedet er langt ude Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, kobler af med Lego, 'I hus til halsen' og Morten Pape. Til gengæld beskriver hun hot-yoga med Rosa Lund som et mordforsøg.

11

80

SØRENS ØKONOMITIME

KARRIERE

Højere forsvarsudgifter lægger pres på finanspolitikken

Tidligere fagboss skal være medielobbyist i Dansk Erhverv Lars Werge vender tilbage til medielandskabet. Denne gang på arbejdsgiversiden, men han er fortsat folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Den politiske beslutning om markant højere forsvarsudgifter tvinger politikerne til ubekvemme prioriteringer i de kommende år.

Opdateringer, anbefalinger & job 09 Kalender 24 5 nedslag fra Altingets nicher 46 Politiske vitaminer

6

64 Redaktørens skrivebord 66 Anmeldelser 72 Debat

76 Quiz 77 Kryds 78 Karriere & navne

79 De har skiftet job 80 Karriere

A N N O N CØ R B E TA LT I N D H O L D

Sådan reduceres indlæggelser med 33% blandt den ældre del af befolkningen

Udfordring: Frem mod 2030 vil der mangle ca. 40.000 medarbejdere i plejesektoren.

Samtidig øges antallet af ældre (+ 80 år), og mange vil være plejekrævende.* Løsning: Tunstall kan ikke løse hele udfordringen, men kan hjælpe med at nedbringe akut- og genindlæggelser af ældre med 33%.** 0.800

Skemaet viser reduktion af indlæggelser over en 5-årig periode

0.700 0.600 0.500 0.400 0.300 0.200 0.100 0.000

År 1 < 60 år

År 2 60-64 år

År 3 65-69 år

70-74 år

År 4 75-79 år

80-84 år

År 5 > 85 år

Hvordan?

Forebyggende kontakt og triagegering udredder 50% af alle alarmkald, som derfor ikke sendes ud til hjemmeplejen. Helbredsmonitorering via medicinsk godkendt system screener borgernes situation, så der kommer fokus på de mest trængende. Alle opgaver foretages af veluddannet personale på vores døgnbemandede vagtcentral, som har daglig kontakt til mange ældre borgere i eget hjem.

Den nye Sundhedsreform opfordrer til alternative bud på fremtidens ældrepleje. Her kan Tunstalls løsning bidrage væsentligt. Vi kan hjælpe med rutineopgaver og digitale tilsyn, så personalet kan fokusere på deres kerneopgave. Vi tilbyder omsorg, så personalet kan yde pleje.

Løsningen fungerer fra dag 1. Ingen indkøb af nye systemer, ingen ekstra uddannelse af personale, ingen ekstra apps og betragtelig mindre kørsel.

tunstall.dk/cognitive-care

* Iflg. Fagforbundet FOA ** Tallene er veldokumenterede over en 5-års periode og udgivet i Journal of Healthcare Informatics Research/Springer Journal.

Altinget Magasin Chefredaktørens klumme

Putin har genoplivet Vesten Vi har holdt ferie fra verdenshistorien.

Sådan sagde den svenske chefredaktør Peter Wolordarski, da jeg mødte ham i København for nylig.

Som leder af succes-avisen Dagens Nyheter og med hans polsk-ukrainske rødder er Wolordarski vel nok den vigtigste publicist i Norden netop nu.

Hans bedsteforældre var alle flygtet til Sverige fra Polen – men vel at mærke fra den del af Polen, som efter Anden Verdenskrig endte med at ligge i Ukraine. Hans far tilbragte en del af sin barndom i Moskva, og familien har et uromantisk forhold til det russiske regime.

Da Wolordarski tog til USA for at studere i 2008, valgte han at læse russisk historie. Det var der mange, der undrede sig over – historien var jo forbi, og Rusland var ikke længere et land, man behøvede bekymre sig om.

Det var den samme stemning, der i 2012 fik Barack Obama til at gøre grin med sin modkandidat, Mitt Romney, da republikaneren i valgkampen udnævnte Rusland til USA’s strategiske fjende nummer et. ”Firserne har ringet og sagt, at de vil have deres udenrigspolitik tilbage. Den Kolde Krig har været slut i 20 år”, lød det hånligt fra Obama.

Nu er verdenshistorien vendt tilbage. Og med den er kampen om demokratiets overlevelse pludselig gået fra at være en intellektuel øvelse i bøger og foredrag til at være en fysisk og dødbringende kamp, som udkæmpes i Ukraine – men som Wolordarski skrev i Dagens Nyheter forleden: ”Præsident Zelenskyj og hans landsmænd holder skansen for os alle. Ukraine ofrer sig for Europas demokratier.”

Siden Brexit-afstemningen og Donald Trumps valgsejr i 2016 har vestlige intellektuelle og meningsdannere haft en intens diskussion om demokratiets overlevelse. En af de første til at slå alarm var den tyskfødte amerikaner Yascha Mounk, der i 2018 udgav bogen ’The People VS Democracy’. Hans forskning viste, at opbakningen til demokratiet blandt borgerne i Vesten var langt mindre, end man skulle tro. I en ny artikel i The Atlantic, som blev udgivet dagen efter den russiske

ALTINGET MAGASIN ER UDGIVET AF NETAVISEN ALTINGET.

DESIGNCHEF

Oplag: 10.000 eksemplarer

FORSIDE:

ANSVARSHAVENDE CHEFREDAKTØR

Jakob Nielsen

MAGASINREDAKTØR

Søren Elkrog Friis

8

Annemarie Förderer Getty Images TRYK

PrintConnect

invasion i Ukraine, slår Mounk fast, at demokratiernes krise nu er akut: Nu gider diktatorerne ikke engang at lade som om, de er demokrater. ”Den demokratiske tilbagegang er så alvorlig, at autokrater nu åbenlyst gennemfører kup, fusker sig til valgsejre og invaderer andre lande”, skriver han.

Det bekræftes af den årlige opgørelse over demokratiets tilstand fra organisationen Freedom House. For 16. år i træk er der flere lande, der bevæger sig væk fra at være demokratier, end lande der bevæger sig i den modsatte retning.

For to årtier siden boede næsten halvdelen af verdens befolkning i lande, der blev klassificeret som ”frie”, nu gælder det kun to ud af ti, mens fire ud af ti bor i ”delvist frie” lande som Indien, Ungarn eller Ukraine. Og de resterende fire ud af ti bor i ”ikke frie” lande som Rusland, Saudi Arabien eller Tyrkiet.

Og selv blandt de frie lande er der tilbagegang – tænk bare på angrebet på Kongressen i Washington i januar 2021. Lige efter Den Kolde Krig ville diktatorer i det mindste lade som om, de spillede efter demokratiske spilleregler. Nu er de holdt op med at lade som om, skriver Yascha Mounk og tilføjer: Drømmen om et godt liv i middelklassen er ikke længere tæt bundet sammen med drømmen om at bo i et demokrati. Man kan også have et middelklasseliv i Emiraterne eller i Kina.

Hans konklusion er, at ”vi står ved begyndelsen af en ny æra præget af usminket magtpolitik”.

Her er han på linje med Peter Wolordarski. Han advarer mod at gentage fejlen med at undervurdere Putins ambitioner. ”Jeg vil ikke udelukke noget som helst. Heller ikke et missilangreb på en svensk by, hvis Sverige forsøger at melde sig ind i Nato,” siger han.

Ifølge Wolordarski er spørgsmålet ikke, om Putin har viljen til at gennemføre sit angreb på Vesten langt ud over Ukraines grænser. Spørgsmålet er, om han lige som sin forgænger Josef Stalin er rationel nok til at vide, hvornår han skal stoppe. ”Det kan man håbe,” siger han forsigtigt.

Foreløbig har Ruslands krig medført en meget vigtig ændring: Putin har genoplivet Vesten som koncept.

Ferien fra verdenshistorien er forbi.

SALG & DISTRIBUTION

Holger Mylenberg homy@altinget.dk UDGIVER

Rasmus Nielsen ANNONCECHEF

Christian Skipper

ANNONCESALG

Altinget & Mandag Morgen annonce Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 3177 8046 skipper@altinget.dk www.altinget.dk

ALTINGET

Ny Kongensgade 10 1472 København K Tlf. 33 34 35 40

Nu gider diktatorerne ikke engang at lade som om, de er demokrater.

AF JAKOB NIELSEN

Chefredaktør, Altinget

Altinget Magasin er beskyttet af dansk lov om ophavsret.

Hel eller delvis kopiering, anden gengivelse eller videreanvendelse af materialet må kun ske efter aftale med Altinget. Det er herunder ikke tilladt at videredistribuere materialet elektronisk via e-mail.

ISSN 2246-5553

Altinget Magasin Overblik

Politisk kalender

Der kan forekomme ændringer. Altinget tager forbehold for, at arrangementer kan blive rykket eller aflyst grundet corona eller andre omstændigheder.

APRIL

MAJ

5.-6. april: Danske HF & VUC’s Årsmøde 2022, Nyborg

1. maj: Arbejdernes Internationale Kampdag

6.-7. april: Naturfagskonferencen Big Bang 2022, Odense

3. maj: Kommunernes Digitaliseringstræf 2022 3. maj: TEKNIQ Arbejdsgivernes årsdag, online

5. juni: Grundlovsdag 6.-16. juni: FN’s Klimasekretariats (UNFCCC) konference om verdens klimaforandringer, Bonn, Tyskland

5. maj: Danmarks befrielse

9.-10. juni: Copenhagen Democracy Summit 2022, København

9. maj: Europadagen

16.-19. juni: Folkemødet 2022, Allinge

10. april: Økodag 2022

11.-12. maj: Danske Erhvervsskoler og Gymnasier Årsmøde

20.-24. juni: Europarådet Parlamentariske Forsamling, 3. session

20. april: KL’s Sundhedskonference 2022, Kolding

13.-15. maj: Enhedslistens Årsmøde 2022, Valby

21. juni: Grønlands nationaldag

22.-24. april: Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbankens forårsmøde, Washington

16.-17. maj: KL’s Børn- og Unge Topmøde 2022, Aalborg

23.-24. juni: Topmøde med EU’s stats- og regeringschefer, Bruxelles

24.-25. maj: KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum

26.-28. juni: G7-topmøde med G7-landenes statsog regeringschefer, Tyskland

8. april: 3F’s ekstraordinære kongres med formandsvalg, Odense 10. april: Præsidentvalg i Frankrig

22.-29. april: Forskningens Døgn 23. april: Liberal Alliances Årsmøde, Kolding 24. april: Præsidentvalg i Frankrig (anden runde?)

25.-29. april: Europarådet Parlamentariske Forsamling, 2. session

24. maj: Lønmodtagernes Topmøde om “Den Danske Model”, København

29.-30. juni: NATO-topmøde, Spanien

27.-30. maj: NATO’s Parlamentariske Forsamling, forårssession, Kiev, Ukraine 31. maj: Kl’s Dagtilbudskonference 2022

27. april: KL’s Kultur- og Fritidstræf 2022, Næstved 28.-30. april: DM i Skills 2022, Kalundborg 30. april-1. maj: Friskolernes Landsmøde 2022, Kolding

JULI

1. juli: Tjekkiet overtager EU-formandskabet 1. juli: Tour de France Grand Départ København Danmark 2022

JUNI

27.-28. juli: Seniorfestival 2022, Højskolen Marielyst

1. juni: Afslutningsdebat i Folketinget 1. juni: Folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet

28. juli: Færøernes nationaldag

SVAR FRA QUIZ SIDE 76 1. a 2. b

3. c 4. d

5. b 6. b

7. c 8. c

9. d 10. a

April 2022

9

Altingets panel om international politik, økonomi, retspolitik & digital politik

Analyse & perspektiv

Putins Afghanistan Putin har længe udfordret Vesten. Med invasionen af Ukraine har han givet Vesten en tid og et sted for et endeligt opgør.

AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Præsident Putin forestillede sig, at hans invasion af Ukraine skulle være en gentagelse af de Sovjetiske invasioner af Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. Men i stedet for en magtdemonstration, hvor en overlegen militærmagt viser den svagere nabo, hvem der bestemmer, er invasionen af Ukraine blevet en ydmygelse for den russiske hær.

Hvis Putins erobringskrig vækker nogle sovjetminder, så er det minder om Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

I 1979 gik den Røde Hær ind i Afghanistan for at holde et kommunistisk regime ved magten. Invasionen i 1979 var langt mere succesfuld end i 2022. Præsidenten blev dræbt af sovjetiske specialstyrker og den Røde Hær sikrede sig hurtigt kontrol over strategisk vigtige punkter i landet. Derefter gik alt galt i lang tid. Sovjetunionen formåede aldrig at overbevise et flertal af befolkningen om, at Kreml ville dem det godt. Den Røde Hærs brutale fremfærd hjalp heller ikke på den folkelige opbakning, og snart var en guerillahær på benene. Den ville ikke have haft en chance, hvis ikke Afghanistans nabolande, særligt Pakistan, gav guerillaen en sikker havn, hvor de kunne hvile ud, træne og få forsyninger. Og fordi USA og dets allierede i Afghanistan så muligheden for at tilføje Sovjetmagten et sviende nederlag. Ingen check 10

Krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve.

var for stor og intet våbensystem for stort for CIA, som beredvilligt transporterede våben til oprørerne.

På samme vis har Rusland med invasionen af Ukraine skabt et sammenhold i en befolkning, som Kreml anså for let af undertrykke. Den russiske hær er en skygge af den Røde Hær og har kludret så meget i krigens første uger, at de amerikanske efterretningstjenester anslår, at Rusland har mistet 2.000-4.000 soldater – eller hvad USA mistede på 10 år i Irak. Det er en uhyrlig tabsprocent i en operation, hvor Rusland på papiret burde være Ukraine overlegen.

Som Afghanistan har Ukraine åbne grænser til naboer, der beredvilligt giver en hånd til modstanden mod Rusland. Polen har intet imod at se den russiske bjørn få et rap over snuden og har generøst åbnet sine grænser for ukrainske flygtninge og for forsyninger til den ukrainske hær. Så længe Ukraine vil kæmpe, har de et opmarchområde at gøre det fra.

Putins invasion har udløst en reaktion i Vesten, der også ligner Afghanistan. Frygten for konsekvenserne af en russisk erobring af Ukraine er stor, men det er tilfredsheden med ukrainernes hårde modstand også. Vesten har længe trænet ukrainske soldater og arbejdet med at bygge Ukraines evner til at håndtere en fremtidig krise op. Da de russiske kampvogne rullede ind over grænsen til Ukraine 24. februar, var spørgsmålet for Vesten, om Ukraine kunne, og om Ukraine ville kæmpe. Da svaret på begge spørgsmål så tydeligt var et ja, kunne Vesten levere penge og våben til ukrainernes kamp.

Putin har længe udfordret Vesten. Fra annekteringen af Krim til indblanding de amerikanske valg og Brexit-afstemningen har Kreml krænket Vestens værdier og arbejdet imod Vestens interesser. Med invasionen har Putin giver Vesten en tid og et sted for et endeligt opgør. Vestens interesse er således at holde ukrainerne i felten så lang tid som muligt, mens omfattende økonomiske sanktioner undergraver Ruslands evne og vilje til at kæmpe videre. Ud fra denne betragtning er krigen præsident Putins største fejltagelse, fordi han har skabt en slagmark, der kan opsluge tusinder af russiske soldater. Selv hvis russerne skulle vinde slaget om Ukraine, så vil ukrainerne, som afghanerne før dem, have rige muligheder for at kæmpe videre i en guerillakrig støttet af USA og NATO. I stedet for at bevise sin magt har Putin vist sin svaghed. Det betyder ikke, at den russiske hær ikke kan påføre det ukrainske folk store lidelser, og det betyder ikke, at de russiske soldater ikke i sidste ende kan gøre Ukraine til en ørken og kalde det fred. Men krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve.

Altinget Magasin Klummer

Højere forsvarsudgifter lægger pres på finanspolitikken Den politiske beslutning om markant højere forsvarsudgifter tvinger politikerne til ubekvemme prioriteringer i de kommende år.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., LEKTOR VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har aftalt, at Danmarks forsvarsudgifter over en tiårig periode skal hæves til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet (BNP). Aftalepartierne har meddelt, at udgifterne finansieres ved at lade den offentlige sektor køre med et underskud i en årrække. Det kan give det indtryk, at højere forsvarsudgifter ikke udgør nogen forhindring for andre politiske ønsker.

Sandheden er dog en anden, og politikerne kommer derfor ikke uden om hårde prioriteringer i mange år frem. I 2021 udgør Danmarks forsvarsudgifter omkring 1,3 procent af BNP, og det vil ifølge Finansministeriet koste 18 milliarder kroner ekstra om året at nå op på to procent. Så store merudgifter er der ikke plads til i det såkaldte finanspolitiske råderum, som i forvejen var ret begrænset. Aftalepartierne har derfor så at sige købt sig et større råderum ved at aftale, at man nu ikke længere har som politisk målsætning, at de offentlige finanser skal gå i nul i 2030. I stedet sigter man nu efter et underskud på 0,5 procent af BNP i 2030. Der er ikke i sig selv noget alarmerende ved at sigte mod underskud i 2030. Men det ændrer ikke ved, at man ikke i sidste ende kan finansiere en permanent stigning i de offentlige udgifter med et regnskabsteknisk greb. I praksis er der tre

Derfor vil der være færre penge at forhandle om under de årlige finanslovsforhandlinger, ligesom politikerne bliver tvunget til at medbringe finansiering til nye politiske initiativer.

mulige finansieringsformer. Enten kan statens indtægter øges gennem højere skatter eller via reformer. Alternativt kan andre offentlige udgifter reduceres eller stige mindre end oprindeligt planlagt. Endelig kan staten optage mere gæld. Sidstnævnte vil automatisk komme til at ske, når politikerne vælger at lade staten køre med vedvarende underskud. Danmark har i forvejen en lav statsgæld, så en stigning i gælden er ikke i sig selv alarmerende. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt – og et brud med årtiers tradition i dansk finanspolitik – at lade en permanent stigning i de offentlige udgifter i den størrelsesorden finansiere med højere gæld.

Et af de mest flittigt stillede spørgsmål til økonomer gennem de seneste to år har været, hvordan Danmark har haft råd til de store hjælpepakker under coronakrisen. En central del af svaret har været, at selv om det ofte drejede sig om store tal, så var der tale om engangsudgifter. I udregninger af finanspolitisk holdbarhed kigger man mange år frem, og så fylder engangsudgifter ikke så meget. Derfor har det givet god mening at optage gæld, som så kan nedbringes igen over en årrække. Den aktuelle stigning i forsvarsudgifterne er derimod en permanent stigning, hvor Danmark år efter år kommer til at bruge mange flere penge på forsvaret. Derfor er det faktisk en større udfordring at finansiere denne stigning, og det er samtidig mindre oplagt at gøre det via øget gældsætning, fordi gælden i så fald blot vil vokse over tid.

Politikerne må derfor før eller siden anvise, om de højere forsvarsudgifter skal finansieres via øgede indtægter eller en reduktion af andre udgifter. I et vist omfang vil det ske helt automatisk, for regeringens 2030-plan vil senere i år vise, at de højere forsvarsudgifter æder hovedparten af det udvidede finanspolitiske råderum, som man har købt sig; i hvert fald når der også tages højde for det såkaldte demografiske træk på de offentlige udgifter.

Derfor vil der være færre penge at forhandle om under de årlige finanslovsforhandlinger, ligesom politikerne bliver tvunget til at medbringe finansiering til nye politiske initiativer. Det er også værd at huske, at den langsigtede finanspolitiske holdbarhed i betydelig grad baserer sig på, at tilbagetrækningsalderen vil blive sat op i takt med stigende levealder. Med de højere forsvarsudgifter er der nu ikke længere råd til at slække på denne såkaldte indekseringsmekanisme, som det ellers er blevet foreslået fra flere sider. Kort sagt har politikerne med aftalen om højere forsvarsudgifter allerede brugt en meget stor del af de penge, som over de kommende år kunne være brugt på andre formål. Og pengene kan som bekendt kun bruges én gang.

April 2022

11

Analyse & perspektiv

Sagsbehandling i skyggerne er en trussel for retssikkerheden Borgere er i mange tilfælde magtesløse, når den kommunale sagsbehandling trækker ud.

Kommunerne bør forpligtes til at måle og offentliggøre sagsbehandlingstider.

AF BIRGITTE ARENT EIRIKSSON, VICEDIREKTØR I DEN JURIDISKE TÆNKETANK JUSTITIA

I et land, som flere gange er kåret som verdensmester i digitalisering, er det ikke muligt for kommunerne at udføre en så simpel opgave som at måle deres egne sagsbehandlingstider. Det kom frem i en analyse om kommunernes sagsbehandlingstider, som Justitia udgav for nylig. Her kunne ingen af de 88 kommuner, der deltog i undersøgelsen, give oplysninger om deres gennemsnitlige sagsbehandlingstider i de socialsager, som er omfattet af et særligt hurtighedsprincip. Den hyppigste forklaring var, at sagsbehandlingstiden ikke blev registreret i kommunernes it-systemer.

Sagsbehandlingstid er naturligvis vigtig i alle sager, men har særlig stor betydning i sager om borgernes forsørgelsesgrundlag og muligheder for at udfolde deres liv. Det gælder for eksempel sager om kontanthjælp, førtidspension, hjemmehjælp, botilbud eller hjælpemidler som for eksempel en kørestol.

Hvis borgerne ikke får en rettidig afklaring af deres situation, kan det få alvorlige konsekvenser for deres helbred, økonomi og boligsituation. Ventetiden kan dog også 12

I langt de fleste sager er der ingen lovbestemte frister for sagsbehandlingstiden, og det kan være meget vanskeligt for borgerne at få fremskyndet en sag, som trækker ud.

i sig selv være psykisk belastende og give anledning til yderligere udsathed.

Alligevel er der mange sager med uacceptable lange sagsbehandlingstider, hvilket Justitias analyse indeholder flere eksempler på. Blandt andet kan nævnes en sag, hvor bevilling af førtidspension blev 15 måneder forsinket, en sag, hvor en sklerosepatient ventede 11 måneder på at få tildelt en personlig hjælper, og en sag, hvor en hjemløs kvinde ventede fem år på et botilbud.

Med den nuværende retstilstand er borgerne generelt dårligt stillede, når de oplever lang sagsbehandlingstid hos kommunen.

I langt de fleste sager er der ingen lovbestemte frister for sagsbehandlingstiden, og det kan være meget vanskeligt for borgerne at få fremskyndet en sag, som trækker ud. Det er også begrænset, hvad der kan komme ud af at klage over sagsbehandlingstiden, ligesom det er meget vanskeligt og ressourcekrævende at prøve at opnå erstatning eller økonomisk godtgørelse ved domstolene.

En sådan retstilstand kan give borgerne en oplevelse af ikke at være relevante og vigtige nok, hvilket i sidste ende kan føre til, at de mister tilliden til, at velfærdssamfundet vil gribe dem, når det er nødvendigt.

Der er i dag fokus på, hvor ofte Ankestyrelsen omgør kommunernes afgørelser i det danmarkskort, som Social- og Ældreministeriet årligt udgiver. Det er selvfølgelig positivt, men hvis vi for alvor vil gøre noget ved den kommunale retssikkerhed, kan omgørelsesprocenterne ikke stå alene. Der er også behov for et øget fokus på kommunernes sagsbehandlingstider, der i praksis kan have afgørende betydning for borgernes velfærd.

Derfor bør kommunerne forpligtes til at måle og offentliggøre deres sagsbehandlingstider på udvalgte sagsområder, ligesom sagsbehandlingstiderne bør indgå i det nævnte danmarkskort, som kommunalbestyrelserne årligt skal følge op på. Disse forslag vil ikke kun øge borgernes retssikkerhed, men også gøre det mere transparent for kommunerne selv. Det vil give kommunerne langt bedre muligheder for at følge udviklingen og skride ind over for lange sagsbehandlingstider med for eksempel omprioritering, tilførsel af ekstra ressourcer eller ændring af de servicemål for sagsbehandlingstid, som de efter lovgivningen har pligt til at fastsætte og revidere ved væsentlige overskridelser.

I Danmark har digitalisering, automatisering og kunstig intelligens allerede ændret den måde, som den offentlige sektor yder service og velfærd på. Kun fantasien sætter grænser for den videre udvikling. Mon ikke der også kan findes en løsning til måling af de kommunale sagsbehandlingstider med henblik på at styrke borgernes retssikkerhed.

Altinget Magasin Klummer

Et digitalt jerntæppe sænker sig over verden Sociale medier får ikke længere lov til at påtage sig rollen som neutrale formidlere af viden og menneskelige relationer. Vi risikerer adskilte sociale medievirkeligheder, som det bliver svært at bygge bro mellem.

AF ESKE VINTHER-JENSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR, COMMON CONSULTANCY

Vesten, Ukraine og Rusland kæmper for at styre fortællingen om krigen, og sociale medier er blevet en del af den kamp. Derfor er de i stor stil blevet smidt ud af Rusland, og EU har pålagt dem at fjerne russiske statsmedier fra deres platforme.

På kort sigt betyder det, at Rusland får sværere ved at sprede propaganda og desinformation til vestlige befolkninger, og det vil blive sværere for russere at få pålidelige oplysninger om verden omkring dem. På længere sigt kan det betyde, at vi får et digitalt jerntæppe mellem Rusland og Vesten, og befolkningerne vil i stigende grad komme til at bebo adskilte informationsrum, hvis skillevægge følger de geopolitiske magtbalancer.

Sociale medier og især Facebook har altid haft en stærk fortælling om, at de forbinder menneskeheden og sørger for, at viden kan blive spredt selv i konfliktzoner og undertrykkende regimer. Det er også ganske veldokumenteret, hvordan de kan bruges til at samle og koordinere sociale bevægelser, hvorfor Euromaidan, Det Arabiske Forår sammen med flere andre oprør blev kendt

Lige nu ser det ud til, at vi på vej mod et digitalt jerntæppe, der kan komme til at definere ikke blot sociale mediers men hele internettets fremtid.

som Twitter-revolutionerne. Måske derfor har hverken militærdiktaturers og autokraters misbrug af sociale medier under folkemord som i Myanmar eller undertrykkelse som i Filippinerne og Etiopien fået Facebook og co. til at trække sig fra de pågældende lande. Med krigen i Ukraine er de for første gang effektivt blevet gjort til en del af konflikten og er blevet kastebolde mellem Rusland og Vesten. Vesten har på sin side krævet, at russiske statsmedier blev fjernet fra platformene, og Rusland har smidt flere sociale medier ud af landet og krævet, at for eksempel videoer af angreb mod russiske soldater blev fjernet.

I denne krig overskrider sociale medier altså ikke grænser, autokratier og geopolitik, men er blevet et instrument i hænderne på dem, som kæmper for at opretholde eller nedbryde dem. Det betyder, at sociale medier ikke længere får lov til at påtage sig rollen som neutrale formidlere af viden og menneskelige relationer, men er af begge sider blevet tvunget ind i konflikten. De har endda valgt selv at deltage aktivt. Facebook har tilladt opfordringer til vold og drab mod russiske soldater, Snapchat har slukket deres ’heatmap’ i Ukraine, så man ikke længere kan se, hvor billeder bliver taget, Youtube har slukket for reklamer i Rusland, og Reddit har fjernet alle links fra domæner med .ru, blot for at nævne et par tiltag.

Hvis vi ser lidt ud i fremtiden, kan det føre til et langt mere opdelt socialt medielandkort, hvor der vil være vestlige platforme i vesten, kinesiske i Kina og russiske i Rusland. Det vil cementere de delvist lukkede informationsrum, som allerede eksisterer i dag, og vil selvfølgelig gå mest ud over den russiske befolkning, hvis adgang til troværdig og fri viden vil blive endnu mere besværlig. I Vesten vil vi også få sværere ved at følge med i, hvad der foregår i Rusland.

Selvom man med teknisk snilde stadig vil kunne få adgang til vestlige sociale medier og pålidelig information i Rusland, og desinformation kan spredes på mange andre måder end via de russiske statsmedier, ændrer det ikke ved, at vi får to adskilte sociale medievirkeligheder, som det bliver svært at bygge bro mellem.

Sociale medier er dermed ikke længere globale aktører, der altid er til stede i hele verden, og det er ikke længere muligt at tale om det åbne internet og om at forbinde menneskeheden, mens man er til stede i en krig, som den offentlige mening i Vesten har taget meget entydigt stilling til.

Meget vil afhænge af krigens udfald, men lige nu ser det ud til, at vi på vej mod et digitalt jerntæppe, der kan komme til at definere ikke blot sociale mediers men hele internettets fremtid.

April 2022

13

14

Altinget Magasin Interview

POLITIK MED PRICE:

”Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen” Efter ni års pause er politik tilbage i bedste sendetid. Men meget har ændret sig siden Borgens første sæson i 2010. Altinget har mødt Adam Price til en snak om kællinger, selfie-politik og magtens forråelse.

AF EMMA QVIRIN HOLST, REDAKTØR, ALTINGET CHRISTIANSBORG FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

April 2022

15

Birgitte Nyborgs dilemma i Borgens fjerde sæson, hvor en i hendes egen optik hvid løgn i Udenrigspolitisk Nævn sætter hendes politiske liv over styr. “Politik har altid interesseret mig vældig meget, men efter Borgen er jeg blevet helt opslugt af dansk politik, som det udspiller sig i dette hus,” fortæller han, mens han lader blikket vandre rundt på hovedscenen for virkelighedens politiske drama.

“Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen,” konstaterer han.

Plot tiltænkt politisk thriller Det er over 12 år siden, seerne første gang stiftede bekendtskab med den ambitiøse og idealistiske politiker Birgitte Nyborg i Sidse Babett Knudsens skikkelse.

Egentlig var der ikke lagt op til en fortsættelse, da Borgens tredje sæson lukkede ned i

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Lene Espersen (K) Danmarks første kvindelige udenrigsminister:

Bidt af Borgen

I Borgen portrætteres forholdet mellem udenrigsmininister Birgitte Nyborg og statsminister Signe Kragh som ekstremt giftigt. ”I virkelighedens verden er tonen ikke så hård, og der er større kollektiv bevidsthed i en koalitionsregering,” forklarer Lene Espersen.

Hun medgiver dog, at der altid vil være konkurrence mellem især statsministeren og udenrigsministeren, hvis de kommer fra forskellige partier. "Der, hvor jeg har været mest uartig, var i forhold til de her berømte pressemøder, som Anders Fogh indførte hver tirsdag - efter ministermødet, hvor man fik godkendt nye lovforslag og en masse fede ting," siger hun om sin tid som justitsminister. "Han tog æren for hele skidteraset. Jeg havde jo rigtig meget på retsområdet, som var folkeligt meget populært, så min rådgiver Morten Langager og jeg begyndte at lække alt det, vi vidste der blev godkendt om tirsdagen, til Jyllands-Posten eller Berlingeren. Så Anders Fogh fik ikke noget forærende."

16

2013. Holdet bag havde dog en aftale om, at tv-serien kunne genoplives, hvis den rette idé opstod. Inspirationen kom fra uventet kant, da Adam Price af sin gode bekendte Martin Lidegaard – næstformand i Radikale og tidligere udenrigsminister – blev gjort bekendt med en særlig paragraf i selvstyreloven, der regulerer forholdene for det grønlandske sevstyre. Ifølge paragraffen er det op til forhandlinger mellem Danmark og Grønland, hvordan midlerne skal fordeles, hvis der bliver fundet noget af værdi i den grønlandske undergrund.

Lige netop der øjnede manuskriptforfatteren et potentielt uforløst drama mellem den tidligere kolonimagt og koloni. Først var det tænkt som en politisk thriller, men da han begyndte at skrive manuskriptet, kom Borgen til syne på papiret – og vejen var banet for en fjerde sæson. Den politiske nyhedsjunkie henter dog også meget inspiration i det politiske nyhedsbillede. Både i den nuværende og i tidligere sæsoner af Borgen er Adam Price lykkedes med at forudse temaer, som først senere har vokset sig store på den politiske dagsorden.

For eksempel at en simpel sms fra en embedsmand kan få betydning for ministeren. ”Jeg forsøger at finde tendenser, sager og bevægelser mellem partier, der har en tyngde, som giver det en langtidsholdbarhed,” siger han og tilføjer: ”Men vi startede med de første manuskripter til fjerde sæson for op til tre år siden. Så vi sad og diskuterede sms’er, længe før Minkkommissionen fik slettede sms’er på dagsordenen. Dengang var det var bare,

FOTO: PHILIP DAVALI / NILS MEILVANG / JØRGEN TRUE / RITZAU SCANPIX

V

agterne i besøgsi n d ga n g e n p å Christiansborg er som regel venlige, men får det ekstra brede smil på, da de ser Adam Price. ”Har du kage med,” joker en af vagterne, som ville hun sige, at den madglade tv-­ dramatiker skylder lidt i porten for lån af deres arbejdsplads som kulisse for Borgens fiktive parallelunivers.

Vi køber sort kaffe i Snapstinget og fortsætter op i Vandrehallen, hvor Price begejstret udpeger ordsproget ”Lov er lov, og lov skal holdes”. En formaning, som billedkunstneren Rasmus Larsen for over 100 år siden efterlod til de folkevalgte – og som spidder

Altinget Magasin Interview

April 2022

17

fordi offentlighedsloven interesserer mig.”

Manuskriptet har også overhalet virkeligheden i alvorlig forstand. I serien bliver det nævnt, at russerne har invaderet Ukraine. Da det blev skrevet, var det med henvisning til annekteringen af Krim, men nu er den sætning endt med at blive endnu mere aktuel.

“Der gik knap 14 dage efter afsnittet blev sendt, og så invaderede Rusland Ukraine.

Når Borgen vil blive sendt i udlandet, vil seerne formentlig tro, at det er den nuværende invasion, som Birgitte Nyborg refererer til,” siger Adam Price.

Evnen til at forudse tendenserne i dansk politik skyldes i stor grad held, mener manuskriptforfatteren, som er hurtig til at understrege, at han altså ikke har kilder på Christiansborg, som fortæller ham, hvad der er på vej.

“Vores største held var, at vi introducerede Danmarks første kvindelige statsminister, og så kommer Helle Thorning til magten et år efter første afsnit. Det er formentlig det, der har givet os det ry, at vi kan forudse noget.

Men størstedelen er jo held. Vi er hele tiden to-tre år bagud og må vælge at satse på de ting, som vi også tror er relevante to år senere.”

Tæt på virkeligheden Selv om Price lytter godt efter, hvad der foregår i dansk politik, er det ikke ambiti-

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Martin Breum Journalist og grønlandskender:

Bidt af Bidt Borgen Borgen

Et kolossalt oliefund på Grønland er omdrejningspunkt for handlingen i fjerde sæson af Borgen. I virkeligheden er der aldrig fundet én dråbe kommerciel olie i Grønland, understreger Martin Breum. Tværtimod har den grønlandske regering for nylig ved lov forbudt fremtidig søgen efter olie og gas i den grønlandske undergrund. Alligevel rammer eksemplet med olie ret præcist i hjertekulen af diskussionen om Grønlands eventuelle løsrivelse fra Danmark. Der er ingen tvivl om, at større fund af råstoffer af mange grønlændere ville blive betragtet som et middel til at fremme selvstændigheden og potentielt sikre løsrivelse fra Danmark. USA’s interesser på Grønland skildres meget præcist i fjerde sæson, mener Breum: ”Borgen viser os, at amerikanernes interesse for det, der foregår i Grønland, er helt afgørende for den danske regerings tænkning.

Sådan har det været siden 2. Verdenskrig, vi har bare glemt det lidt. Vi blev mindet om det igen, da Trump ville købe Grønland, og nu bliver vi mindet om det i serien her. Og det synes jeg personligt er rigtig nyttigt, for det er vigtigt, at vi forstår dynamikken og amerikanernes rolle i den.”

18

onen at komponere et tv-drama, som en til en afspejler virkeligheden. Tværtimod. ”Det vil miste sin holdbarhed. Alle ville vide, at den sag i serien vel ender på samme måde, som den rigtige sag. Og så vil det være en skuffelse på en eller anden måde.” ”Selvfølgelig lader vi os inspirere af den måde, skiftende regeringer i nyere tid har udøvet magten – fra Fogh til Frederiksen.

Men jeg kigger også indimellem endnu længere tilbage i tiden og forsøger at blande kortene."

Selvom kortene bliver blandet, er der så ikke stadig dele af fortællingen, hvor man kan komme lidt for tæt på virkeligheden ”I Danmark har vi lidt berøringsangst over for at portrættere politiske sager. Vi vil helst have temmelig mange år mellem den dramatiske fremstilling og selve begivenheden, og vi ændrer typisk navne, institutioner og så videre. Det ser de helt anderledes på i USA. Prøv blandt andet at se første sæson af The Newsroom (amerikansk tv-serie, red.), hvor de taler om Obama og aktuelle nyheder.”

Det vil du gerne gøre op med? ”Nej, men jeg vil bare sige, at jeg er ikke så bange for at fremstille dansk politik.

Man skal samtidig huske på, at Borgen er en parallel virkelighed. Vi ved da godt, at vi forsimpler det, for vi er nødt til at skabe en dramatisk kurve, og alle karakterer i Borgen er dramatiske konstruktioner.”

Den dramatiske frihed Spørgsmålet om netop Adam Prices inspiration fra virkelighedens verden er evigt tilbagevendende, når snakken falder på Borgen.

Men forfatteren er ikke i tvivl om, at seerne er i stand til at kende forskel. ”Folk er fuldstændig i stand til at skelne og sige, det er nok fiktion. Nyhederne starter klokken 21, fiktionen starter klokken 20,” siger han.

Men for nogle seere bliver Borgen måske billedet på, hvordan politik foregår. Hvad tænker du om dit ansvar? ”Det er meget vigtigt at holde fast i, at hvis vi først begynder at tænke over, at der noget, vi ikke må gøre i vores fremstilling, så mister vi vores dramatiske frihed til bare at fortælle en historie, som er underholdende og bevæger folk emotionelt.”

Altinget Magasin Interview

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Alex Vanopslagh Formand for Liberal Alliance

Bidt af Bidt Borgen Borgen

”Jeg tror, at jeg i sæson et var lidt irriteret over, at man skulle glorificere en politisk korrekt radikal, men som sæsonerne skrider frem, fylder magtspillet mere. Og det er der, jeg synes, det er godt tv. Det bliver en smule mere realistisk,” lyder bedømmelsen fra Alex Vanopslagh. Birgitte Nyborgs løgn i et politisk udvalg er et centralt omdrejningspunkt i seriens fjerde sæson. ”Jeg tror, det er sådan, ikke bare i politik, men i livet i almindelighed, at løgnen indhenter dig, og den æder dig op,” siger Vanopslagh. Han hæfter sig også ved de mange stikpiller og hentydninger til Mette Frederiksen i fremstillingen af seriens statsminister Signe Kragh. ”Blandt andet det her med at lægge rugbrødsmadder op på Instagram. De fremstiller hende jo generelt som en smådum, magtfuldkommen type. Men realistisk set kan man jo ikke blive statsminister, hvis man er en magtfuldkommen klovn. Mette Frederiksen havnede der jo, fordi hun er super dygtig.”

Men hvad hvis det er det eneste, folk ser? ”Det er ikke, fordi jeg fralægger mig ansvaret. Men vi fortæller fiktion, og der skal vi forholde os frit. Det ligger mig meget på sinde, at det er en realistisk tone, men det er ikke realisme.” ”Nogle tror, at vi bare tager en nyhedshistorie og skriver den ind i manuskriptet.

Men vi ser på, hvordan vi bevæger vores karakterer ud fra en dramatisk kurve, hvor vi så lægger de politiske plotpunkter ind. Det er aldrig den omvendte vej, hvor vi maser en politisk sag ind. Det er ikke en revysang, vi skriver over den siddende regering.”

Da Borgen første gang løb over skærmen, fik Adam Price en del kritik for fremstillingen af Birgitte Nyborg og de øvrige politikere. Birgitte Nyborgs åbenlyse placering på den politiske midte var en forherligelse af virkelighedens Radikale, mente mange.

Andre blev fremstillet som skurke. Det gjaldt især Ole Thestrups portrættering af Svend Åge Saltum, som var formand for Frihedspartiet, det nationalistiske parti i serien, som bar mange lighedstræk med Dansk Folkeparti.

“Dengang vi valgte, hvor Nyborg skulle stå, var det ikke, fordi jeg ville skrive om en politiker, jeg nødvendigvis selv delte holdninger med. Jeg fandt det dramatisk interesant at skabe en karakter, som i fortællingen kunne læne sig op mod begge fløje. Det ville afspejle noget af det meget væsentlige i

dansk politik. Nemlig at de helt store aftaler, som vores samfund hviler på, typisk er brede aftaler over midten,” siger Adam Price.

Magtens ensomhed Det er også en anderledes Birgitte Nyborg, vi møder i Borgens fjerde sæson. Tidligere sæsoners stålsatte idealisme er nu afløst af en mere kynisk hovedperson, som vil være politiker for enhver pris, og som for eksempel går imod sit partis klimapolitik for at beholde sin ministerpost. ”Der er mange politikere, som har sagt, at man ville blive meget ensom i det job, hvis man ikke havde en ægtefælle eller nogle børn. Ensomheden er nok et af de aller-

største temaer i denne nye sæson. Pas på med at hæfte hele din identitet op på din position som minister, så kan man nemlig ikke gå af, når det lugter lidt af, at man burde – for man fortæller sig selv, at man er for vigtig til at gå af,” siger Adam Price.

Ensomheden hos den nu midaldrende Birgitte Nyborg er dog ikke den eneste fortælling, som det var afgørende at få plads til i den nye sæson. ”Danske politikere er nødt til at forholde sig til en virkelighed med sociale medier.

Det har ændret det politiske liv, og det har ændret den måde, vi bedriver politisk journalistik. Det er bare et faktum, og det skulle naturligvis være en del af Borgen,” siger Adam Price. I fjerde sæson møder vi en ny, yngre generation af politikere i form af den nye statsminister, Signe Kragh, som er ferm til de sociale medier, mens Birgitte Nyborg står over for en stejl læringskurve og må søge hjælp hos sin tidligere arvefjende Michael Laugesen. ”De sociale medier er noget, som Birgitte Nyborg forholder sig kritisk til. Hun er for fin til den slags,” siger Adam Price og tilføjer: ”Hun har bragt sig i vanskeligheder et sted, hvor hun er nødt til at få rådgivning og hjælp til at arbejde med sit image, fordi hendes mere gammeldags stil ikke kan holde til den nye retorik.”

Må man sige kælling i bedste sendetid?

Siden tredje sæson løb over skærmen i 2013,

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Bidt af Borgen

Rosa Lund Folketingsmedlem for Enhedslisten Da Birgitte Nyborg begynder at alliere sig med Michael Laugesen for at rebrande sig selv, foreslår han, at hun sammen med sin søn laver en optræden i et blødere tv-format.

Det ender hun med at gøre – uden at hendes søn får noget at vide. Rosa Lund fortæller, at hun selv er meget bevidst om, hvordan hun eksponerer sine nærmeste på de sociale medier. "Vi har den regel i mit parforhold, at min kærestes navn ikke må komme frem. Der er heller ikke billeder af ham på sociale medier. Det er mig, der har valgt at være en offentlig person. Det er ikke ham." Hendes kæreste arbejder som pædagog, og hun har tit fundet hans perspektiver og oplevelser relevante. Og hvis hun kunne, er hun "overbevist om", at hun ville bruge det politisk. "Men jeg må ikke bruge det, for det vil han ikke have."

April 2022

19

Adam Price • Født 7. maj 1967.

• Søn af skuespillerparret John og Birgitte Price og lillebror til den danske komponist James Price.

• Har i en lang årrække været manuskriptforfatter og har blandt andet skrevet tv-serierne Borgen, Anna Pihl, Herrens Veje, den norske Netflix-serie Ragnarok – og så stod han bag idéen til Nikolaj og Julie.

• Etablerede i 2014 det internationale produktionsselskab SAM Productions sammen med Meta Louise Foldager Sørensen og Søren Sveistrup. Det er samme produktionsselskab, som har produceret Borgen til DR. • Ved siden af karrieren som manuskriptforfatter har Adam Price også et madprogram sammen med sin bror James Price under titlen Spise Med Price, som har adskillige sæsoner på bagen hos DR. • Price-brødrenes interesse for mad har også resulteret i, at de to brødre har åbnet fem restauranter i Danmark, der alle hedder Brdr. Price.

20

Altinget Magasin Interview

April 2022

21

Altinget anmelder Borgen Efter næsten 10 års pause vender DR i et samarbejde med Netflix tilbage med en fjerde sæson af Adam Prices populære og prisbelønnede tv-serie ’Borgen’. I otte nye episoder får danske og udenlandske fans et gensyn med Sidse Babett Knudsen i rollen som Birgitte Nyborg, der denne gang skal navigere i det politiske magtspil som udenrigsminister i

en sag om oliefund i Grønland. Altinget har undervejs bragt anmeldelser af de seneste afsnit, hvor personer fra embedsværket, mediebranchen samt dansk og international toppolitik har fældet dom over de enkelte episoder.

(1:8) The Future is Female

(4:8) ”Ministeren ønsker ikke at udtale sig”

Anmeldt af Mogens Lykketoft Tidligere formand for Folketinget, udenrigsminister, finansminister og skatteminister og formand for Socialdemokratiet

Anmeldt af Mette Østergaard Chefredaktør, Berlingske

Sidse Babett er uforlignelig i magtkamp med Borgens nye statsminister-gimpe ”Vi oplever en virkelighedsnær kamp og jalousi mellem ministre, og om ministres samspil og modspil med embedsværket og medierne.

Der fortælles veloplagt om, hvordan der kan spændes ben for den gimpede statsminister, da hun vil gøre sin nære ven – en tvivlsom figur i form af en tidligere straffet politiker og nuværende ’ekstrabladsredaktør’ – til magtfuld politisk rådgiver.”

De perfekte kvinders maskefald ”Borgens fjerde afsnit viser, at kvinder og magt ikke kun er en skønsom konstellation. Det er også brutalt, hvis man vil overleve. Det må selv Birgitte Nyborg sande, da hun som en fugl Fønniks rejser sig fra asken og den boksering, hvor hun er slået i gulvet, da både hendes private og politiske bagland smuldrer.”

(5:8) A Near-Arctic State Anmeldt af Michael Kristiansen Fhv. særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen

(2:8) Pest eller kolera Anmeldt af Anna Libak Udlandsredaktør, Weekendavisen

Birgitte Nyborg lyver for alle – også for sig selv ”Lyver Nyborg mon også over for sig selv? Tror hun selv på, at hun har det strålende? Ensomheden formelig siver ud af væggene i hendes tyste, halvmørke lejlighed, og sveden hagler af hende, når hun uforvarende rammes af den midaldrende kvindes hedeture. Men Nyborg er skam ikke den eneste, der lyver. Budskabet synes at være, at det gør alle magtmennesker. Det er uomgængeligt.”

(3:8) Inuit Nunaat Menneskenes Land Anmeldt af Paula Larrain Journalist og forfatter

Adam Price slagter sin idealist for åben skærm ”Nu har vi gennem tre sæsoner fulgt Birgitte Nyborgs kamp for at bevare sin idealisme som politiker, og det har så indtil videre kostet hende, at hun er mutters alene i verden, gift med sit arbejde, defineret af denne ene snævre måde at være menneske på. Midt i livet indser hun, at sådan er det. Hun er levebrødspolitiker. Ikke af økonomiske årsager, men fordi det er det eneste, hun kan og har dyrket.”

Ingen på Slotsholmen taler, som de gør i Borgen – ikke engang tæt på ”Jeg vil altid have særlig svært de politiske dialoger i Borgen, fordi ingen politikere, ministre, embedsmænd eller rådgivere taler i virkelighedens verden – ikke engang tæt på. Men jeg har sluttet fred med det for længst, og jeg gør det gerne igen.”

(6:8) Magtens Danmark Anmeldt af Anders Fogh Rasmussen (V) Tidligere statsminister og generalsekretær for NATO

Borgens nye sæson bliver en større udlandssucces end sine forgængere "Ruslands angreb på Ukraine, den europæiske afhængighed af energi fra autokratiske lande og det storpolitiske spil mellem USA, Kina og Rusland har sat den nye sæson af Borgen i et sørgeligt relief."

Læs anmeldelserne i fuld længde på altinget.dk De to sidste afsnit af Borgens fjerde sæson sendes efter redaktionens afslutning. Sidste afsnit (afsnit 8) sendes søndag den 3. april.

22

Altinget Magasin Interview

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Martin Lidegaard Næstformand i Radikale Venstre, tidligere udenrigsminister og idemand bag Borgens fjerde sæson

Bidt af Borgen

Martin Lidegaard har ikke haft adgang til seriens maskinrum, men han har ageret konsulent for manuskriptholdet og fortalt dem, hvordan dialogen mellem en udenrigsminister og andre landes ambassadører foregår. "I afsnit 5 er der en scene, hvor Birgitte Nyborg taler med den amerikanske udenrigsminister. Han foreslår, at de går ud til pressen, før de to overhovedet har snakket sammen. Og jeg oplevede personligt selv det samme, dengang jeg mødte John Kerry for første gang." "Så når man besøger de store lande, skal man kende sin besøgstid og holde tungen lige i munden." Mødet med den amerikanske udenrigsminister var faktisk med til at sætte gang i den idé, der senere skulle ende med at blive til Borgens fjerde sæson. "Vi troede, vi skulle tale om Syrien og Irakkrigen på mødet, for vi var midt i et optræk med ISIL og Islamisk Stat. Men da vi kommer ind, rydder John Kerry bordet og siger: "Lad os starte med klima og Arktis."

Vi havde det selv som punkt nummer seks eller syv på listen. Men det fortalte mig, at vi ikke er hvem som helst, og at her har vi en mulighed som land."

har Metoo-bevægelsen medført et markant skifte i det kønspolitiske klima.

Spørgsmålet er, om det også påvirker dialogen og handlingen i en tv-serie?

“Generelt vil jeg mene, at hvis der er nogle ømme tæer, så vil det være en opfordring til os om at træde på dem. Vi er jo dramatikere, og jeg vil i Borgen gerne lave en dramatisk fremstilling af et fiktivt politisk liv, som samtidig kan afspejle nogle tendenser og måske endda sætte nogle problemer til debat.”

Men vi har set et anderledes sprogbrug i de tidligere sæsoner, hvor man for eksempel brugte ordet kælling. Er det også noget, hvor du tænker, at tiden er blevet en anden? ”Det fylder selvfølgelig noget, men det er ikke sådan, at jeg har følt mig selvcensureret.” ”Jeg er ikke bekymret for, om man stadig kan kalde nogen for en kælling eller et røvhul. Det er klart, at i dag vil det blive bemærket på en helt anden måde, og man vil med rette blive stillet til ansvar. Men det vil være ærgerligt, hvis to kollegaer en gang imellem ikke kan sige, 'hvor er han en røv', eller, 'hvor er hun en kælling', for det er der nok mennesker, der kommer til at sige ude i virkeligheden hver eneste dag Men det er klart, at det ikke er en lingo, man kan have i en åben redaktionel samtale blandt flere medarbejdere,” siger Adam Price og tilføjer:

”Vi må ikke miste vores frie omgang med sproget, så vi forhåndscensurerer os selv i forhold til, hvordan mennesker kan finde på at tale med hinanden. Vi skal bare sørge for, at der ikke er en eller anden uigennemtænkt gammelmandshumor eller chauvinisme til stede i scenerne, som spænder ben for en rimelig fremstilling af mænd og kvinder i en moderne kontekst.”

Vanvittig kritik Dårlig ledelse og dårlig dømmekraft indtager også en central rolle i den nye sæson, hvor den journalistiske hovedperson Katri-

ne Fønsmark er blevet nyhedschef. Her skaber hun problemer for sig selv, da hun er for ærlig og fortæller en ansat, at det er dårlig timing, at hun vil være gravid nu. ”Det må man ikke sige. Men det var bare sjovt, at det var en kvindelig, nyankommen, yngre chef, der siger det, frem for hvis det var en gammel mand. Det er interessant at blande kortene lidt anderledes, så det ikke altid er den gamle, hvide mand, der træder den yngre kvinde over tæerne,” siger Adam Price.

Men selvom der blæser nye vinde – også i Adam Prices univers – bliver sæsonen stadig mødt med kritik. Kritikere fremhæver, at serien gør brug af såkaldt mansplaining, når Birgitte Nyborg søger råd fra sin nære ven, den ældre partifælle Bent Sejrø. En kritik, som Adam Price ikke giver meget for. ”Er vi derhenne nu, hvor en kvinde ikke må have en professionel samtale med en ældre mand, uden det på en eller anden måde er udtryk for en svaghed,” siger Adam Price og tilføjer: ”Det er fuldstændig vanvittigt, hvis vi skal begynde at overveje, om det er politisk korrekt at søge et råd hos en ældre kollega alt efter, hvilket køn man har, og hvilket køn den ældre kollega har. Lad os komme hurtigt videre fra det synspunkt.”

Spørgsmålet er, om Adam Price nu er færdig med Borgen og Birgitte Nyborg?

“Lige nu har vi ikke planer om at lave en ny sæson,” lyder det åbne svar.

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN – U D D R AG F R A P O D CA S T E N ’ B I DT A F B O R G E N ’

Bidt af Borgen

Kaare Dybvad (S) Indenrigs- og boligminister ”Det var et rigtig vildt afsnit, måske det bedste i hele serien,” siger Kaare Dybvad om fjerde afsnit af sæson fire, hvor Birgitte Nyborg kæmper med alle kneb for at bevare sit politiske liv. I serien fremstilles statsminister Signe Kragh lidt som en karikatur på Mette Frederiksen. ”Det er selvfølgelig en karikatur, og det er jo det, de gør det sjovt, lige som Michael Laugesen vel lidt er en karikatur på Henrik Qvortrup,” siger Kaare Dybvad, som er inkarneret fan af Borgen. Når det kommer til stykket, kan folk sagtens skelne mellem fiktion og virkelighed, mener han. ”Op til Folketingsvalget i 2005 kom Krøniken, hvor Palle From var den her rigtige socialdemokratiske arbejderklassehelt, som altid sagde og gjorde det rigtige. Dengang sagde Hans Engell, at nu ville Mogens Lykketoft blive statsminister på grund af Krøniken, og det blev jo ikke til noget.”

April 2022

23

5 nedslag

FRA ALTINGETS NICHER Læs artiklerne på altinget.dk

Altingets 27 nichemedier sørger for, at ingen detaljer i politik går under radaren.

2. marts 2022

Ministerer­­ udbetaler rekordstore bonusser til embedsværket Sine Riis Lund Redaktør, Altinget Embedsværk

24

13. marts

Trods færre medlemmer vokser fagforeningernes formuer Rikke Brøndum Redaktør, Altinget Arbejdsmarked Siden 2017 er egenkapitalen hos de største forbund under Fagbevægelsens Hovedorganisation vokset med 4,5 milliarder kroner. De har i dag værdipapirer for 9,8 milliarder, en stigning på omkring 55 procent i samme periode.

Samlet set er egenkapitalen vokset fra 9,3 milliarder til næsten 14 milliarder kroner. Det viser en gennemgang, Altinget har foretaget af nøgletallene hos 3F, Dansk Metal, FOA, HK og NNF fra 2017 til og med 2020. Det er ikke mindst salget af forsikringsselskabet Alka i 2017 til Tryg, der har skæppet i kassen hos forbundene.

14. marts 2022

Lykketoft: Putins krig kan bringe os tættere på verdensmålene i 2030 Rasmus Raun Westh Redaktør, Altinget Verdensmål Krigen i Ukraine kan på kort sigt slå verdensmålene ud af kurs. Men i sidste ende kan den betyde, at verden er nået længere i 2030, end hvis det ikke var sket. Det mener Mogens Lykketoft, som var formand for FN’s Generalforsamling, da 193 medlemslande i 2015 gav håndslag på 17 de verdensmål. ”Nu indser Vesten specifikt, at man også af sikkerhedspolitiske grunde skal blive fri for fossile brændstoffer, og at hele det europæiske samarbejde skal kunne agere stærkere og hurtigere,” siger han.

2. marts 2022

Hybridbiler med tvivlsom klimaeffekt har fået over otte milliarder i rabat Daniel Bue Lauritzen Redaktør, Altinget Transport Den klækkelige rabat til plug-in-­ hybrider har været en betydeligt dyrere fornøjelse for skatteyderne, end hidtil antaget. Det viser nye tal fra skatteminister Jeppe Bruus (S), der opgør den samlede rabat til 8,3 milliarder kroner i 2021.

Det svarer til 195.800 kroner per bil. “Tallene er samlet set ret voldsomme. Det er et enormt beløb at bruge på en teknologi, som i praksis har en ret begrænset klimaeffekt,” siger Jeppe Juul, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

3. marts 2022

Grønne iværksættere flygter fra DI på grund af uambitiøs klimapolitik Lærke Møller Hansen Journalist, Altinget Erhverv DI er blinde for de mindre virksomheders interesser og fører en politik, som vil gøre det sværere at nå klimamålene. Sådan lyder et par af kritikpunkterne fra seks grønne startups, der forlader DI i et opråb mod erhvervsorganisationens klimapolitik. Virksomhederne mener, at DI gør alt for at beskytte landets største CO2-­ udledere. DI afviser kritikken, mens Dansk Erhverv oplever øget tilstrømning af grønne medlemmer, som indtil videre også tæller én af udbryderne fra DI.

FOTO: ASGER LADEFOGED / RITZAU SCANPIX

I 2021 udbetalte ministerier knap 600 millioner kroner i resultatløn og engangsvederlag til topchefer og ansatte. Det er en stigning på 55 procent siden 2012.

Det viser tal fra Økonomistyrelsen, som Altinget har fået aktindsigt i fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Professor tvivler på, at det offentlige får bedre præstationer for pengene.

“Man kan fortolke udviklingen på forskellige måder, men den kritiske version er, at det er en måde at få løn på, altså en skjult lønforhøjelse, for især ledende medarbejdere for noget arbejde, de alligevel skal lave,” siger Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse fra Syddansk Universitet.

Skatteministeriet og Justitsministeriet tegner sig for de mest markante stigninger. I Skatteministeriet blev der udbetalt 47 millioner kroner i præstationsafhængig løn i 2012 mod 131 millioner kroner i 2021, mens Justitsministeriet udbetalte 83 millioner kroner i resultatløn og engangsvederlag mod 36 millioner i 2012.

Alle kender verdensmålene

Kender du mediet, som dækker dem kritisk og konstruktivt?

Verdensmål

Læs mere om Altingets nichemedie på altinget.dk/verdensmål og få fri adgang i 14 dage.

Politik har aldrig været vigtigere

Q and A

De økonomiske modeller, som bruges til at måle effekten af politik, rammer skævt ved ikke at tage højde for værdien af omsorgsarbejde i hjemmet, mener Emma Holten, som er aktuel med nyt foredrag om feministisk økonomi.

De økonomiske modellers magt i vores samfund er et problem. Det giver eksempelvis ikke mening, at vi har et Økonomisk Råd, men ikke et Sociologisk Råd eller et Psykologisk Råd.

Det mener Emma Holten, som i øjeblikket turnerer med foredraget ’Hvad er vi værd? Om feministisk økonomi’. Formålet er at sætte spørgsmålstegn ved den rolle, økonomiske prognoser spiller i den politiske debat. Det har hun gjort for udsolgte sale

AF IDA ELMDAL THAGESEN DEBATREDAKTØR, ALTINGET

26

på Aarhus Musikhus og på Bremen Teater i København.

9 Men hvorfor kalder Holten det ’feministisk økonomi’, når hun skyder med skarpt efter de økonomiske modeller, der i dag bruges til at måle effekten af politik? x Det skyldes, at der er mange politiske antagelser bag økonomiske modeller. Disse stammer blandt andet fra vores historiske

9 Der findes et hav af feministiske dagsordener. Fra barsel til kvoter til chikane. Hvorfor skal dit foredrag handle om økonomi? x Formålet er helt grundlæggende at vise, at økonomi ikke er en objektiv videnskab.

Vi får fremlagt økonomi som ahistorisk.

Som fysik eller kemi. Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.

9 Hvordan? x I de økonomiske modeller og institu­

tioner, vi benytter os af. I mit oplæg dokumenterer jeg, hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske

Q&A SERIEN

Nye bøger og nye debatter kalder på gode spørgsmål. Hver måned bringer Altinget Magasin et interview med en aktuel stemme i samfundsdebatten.

FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

Emma Holten

syn på kvinder, forklarer Holten og overdøver både popmusik og livlig snak, da Altinget møder debattøren i hendes kontorfælleskab i København.

Når hun står på scenen, er hun akkompagneret af et simpelt powerpoint-show.

På lærredet kan man møde tænkere som Adam Smith, arkitekten bag ideen om at skille ’hjemmet’ fra ’samfundet’. Og man kan se opgørelser, som kommer frem til, at hvis arbejdet i hjemmet prissættes til den gældende markedsløn, så vil ’hjemmeproduktionen’ udgøre mellem 40 og 60 procent af det nuværende BNP.

Altinget Magasin Q and A

vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge. Et eksempel er BNP. Det måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.

9 Hvorfor mener du, det er et problem? x Vi værdisætter stadig det arbejde, kvinderne traditionelt set har taget sig af, som mindre værd. Det fører til, at den værdi, kvinder skaber, er drastisk undervurderet. Det ser vi eksempelvis når Mandag Morgen bringer en artikel om, at kvinder er en underskudsforretning. Det former samfundet.

9 Skyldes det de økonomiske modeller, at omsorgsarbejdet undervurderes? x Ja, eksempelvis giver det ikke mening at tillægge vækst i BNP for stor betydning som et politisk mål. For det ulønnede omsorgsarbejde, som kvinder – i stadig højere grad end mænd – udfører i hjemmet, har stor værdi. Det arbejde falder uden for BNP, selvom husarbejde er absolut afgørende for, at vores samfund kan reproducere sig selv.

9 Er det ikke ret fornuftigt, at politikerne bekymrer sig om samfundsøkonomien? x Jo, men i mit oplæg viser jeg blandt andet, hvor usikre økonomiske udregninger af politiske forslag kan være. Kun én ud af 35 økonomiske prognoser rammer rigtigt. En opgørelse fra Information viser, at de ikke er blevet mere præcise de seneste fire årtier. Når næsten alle økonomernes vækstforudsigelser rammer forkert, bør vi fratage dem noget af den enorme magt, som de har.

Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.

Politikerne er selvfølgelig interesserede i at udstråle sikkerhed om effekten af deres politiske tiltag. Men ideen om, at vi får et fungerende og bæredygtigt land, bare fordi

vi laver udregninger, holder ikke. Derfor bør vi kalibrere økonomers magt med andre former for magt.

9 Hvilke andre former for magt? x Når vi eksempelvis laver et forslag om at

sænke dimittendsatsen for nyuddannede, så er der lavet et økonomisk regnestykke om, at det giver mening, fordi vi kan spare nogle penge. Men vi kunne også spørge nogle psykologer og sociologer, hvilke omkostninger det har for de mennesker, der rammes.

Politikerne bør kunne veje disse ting over for hinanden for bedst muligt at kunne vurdere, om de unge eksempelvis bliver mere stressede, hvis man fratager dem dimittendsatsen. Vi har et Økonomisk Råd, men hvorfor har vi ikke et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd eller et Ligestillingsråd?

timers søvn. Den idé er i høj grad baseret på mænds arbejdsliv. Senere har vi forsøgt at presse kvinder i den formel. Men selvom vi også opfandt opvaskemaskinen, forsvinder husarbejdet ikke, og den vejer stadig tungest på kvinders skuldre. Så jeg vil gerne have alle til at tænke over spørgsmålet: Hvordan gentænker vi vores arbejdsliv, så vi øger livskvaliteten for alle, både mænd og kvinder?

9 Hvilket politiske mål skal vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP? x Det politiske mål skal være mere livskvalitet. Selvom vi som samfund er rigere end nogensinde, er det min oplevelse, at mange mennesker ikke tror på, at vi kan få mere af det, der har størst betydning for os. Eksempelvis fritid, natur, kærlighed og venskaber.

Det er slet ikke på tapetet. Derfor er det vigtigt at bruge mere tid på at debattere, hvilke liv vi gerne vil leve i fællesskab. Mænd og kvinder.

9 Hvad er det første og vigtigste skridt på vejen til mere livskvalitet? x Vi skal arbejde mindre. Alle, der arbejder 37 timer, skal kunne gå ned på 30 timer uden at miste noget i løn. Indtil midten af 1980’erne sænkede man jævnligt danskernes arbejdstid. Det resulterede ikke i, at samfundet brød sammen. Ideen om, at det samme ikke kan lade sig gøre i dag, er hamrende uambitiøs.

9 Hvordan gavner en kortere arbejdsdag ligestillingen? x Det gavner ligestillingen, hvis vi grundlæggende gentænker vores arbejdsliv. Arbejderbevægelsen grundlagde ideen om otte timers arbejde, otte timers fritid og otte

Nyt foredrag af Emma Holten • Emma Holten er feministisk aktivist, debattør og foredragsholder. I 2011 blev hun offer for en digital seksuel krænkelse. Siden da har hun taget til genmæle ved at deltage aktivt i den offentlige debat.

• Nu er Holten aktuel med foredraget ‘Hvad er vi værd? Om feministisk økonomi’.

• Foredraget finder sted i Odense, Aarhus og København i foråret 2022. Man kan stadig få billetter til ekstraforestillingen i Aarhus Musikhuset den 9. juni og på Bremen Teater i København den 2. oktober.

• Emma Holten er 31 år og uddannet cand. mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

April 2022

27

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

AF JACOB PEDERSEN, JOURNALIST FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

Fredericia har lukket sundhed og innovation inden for voldene I Fredericia har de taget forskud på den borgernære sundhed, som udgør en hjørnesten i forhandlingerne om en ny sundhedsreform. Altinget har besøgt landets største sundhedshus og tryktestet politikernes visioner i praksis.

TEMA: SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION Sundhedshuset rummer 27.000 kvadratmeter og er den højeste bygning i Fredericia, der i 1682 fik kongelige privilegier som religiøs fristad. Alle byens kirketårne blev bygget lave, så de hverken kunne ses eller beskydes på afstand. Sundhedshuset kan derimod ses fra den anden side af Lillebælt.

April 2022

29

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

V

oldanlægget, som omkranser midtbyen og de lange, lige korridorveje, fortæller i egen myndighed historien om byen: Fredericia blev anlagt som fæstningsby i 1650 på et sted uden tidligere beboelse, grundlagt og indrettet til at beskytte nationen.

Historien står også skrevet i gadenavne opkaldt efter generaler og i den blodige baggrund for byens mange mindesmærker: I 1657 blev fæstningen plyndret af svenske styrker, inden 1800-tallets to slesvigske krige betød, at byen igen blev angrebet. I 1864 gik det ikke, Danmark tabte krigen, men 6. juli 1849 var Fredericia centrum for en af den første krigs vigtigste sejre, da danske tropper i ly af natten – dengang uhørt – stormede ud fra voldportene og overraskede den slesvig-­holstenske hær.

Juli-triumfen bliver fejret hvert år, hvor kanonerne køres i stilling, og indbyggerne minder hinanden om byens plads i danmarkshistorien, der har endnu mere for sig, når man tilføjer, at Fredericia i 1682 fik religionsfrihed længe før resten af landet, blev et knudepunkt for frie, nye tanker og tiltrak et bredt udsnit af europæere.

Forblommede ord og virkelighed Inden for voldene ligger resterne af byens gamle sygehus, som fik nedlagt de fleste funktioner i 2008, året efter strukturreformen. I næsten 10 år stod bygningerne derfor tomme, indtil Fredericia Kommune i 2016 købte de 27.000 kvadratmeter og slog dørene op til det, der er blevet til et nyt vartegn: Fredericia Sundhedshus.

I dag har man istandsat 80 procent indvendigt i de slidte, grå betonbygninger. Over de næste to år skal alle vinduerne skiftes. Alt skinner dog ikke som den tidlige forårssol udenfor, 7. etage står fortsat tom, ubrugt og urenoveret, og der er en vandskade i rummet ved siden af mødelokalet, hvor projektchef Sille Kloppenborg tager imod – med dunkende byggestøj i baggrunden.

Optimismen er heldigvis tydeligere end larmen, her hvor nyt møder gammelt. ”Vi er stolte af byens historie, og det er da også noget, vi prøver at binde os tilbage til og bruge som kommune. Vi venter ikke på, at der kommer en forkromet national plan for det nære sund-

76-årige Richard William Johnson er tidligere sømand og har et anker tatoveret på underarmen. Han har tidligere brugt varmtvandsbassinet i sundhedshuset, men er nu blevet sat i sving af fysioterapeuterne på træningsklinikken.

Varmtvandsbassinet i stueetagen er en af resterne fra det gamle sygehus. Mange andre steder i landet er den slags blevet nedlagt, men her er det blevet renoveret. Også kapellet fra det gamle sygehus er fortsat i brug.

hedsvæsen. I stedet har vi forsøgt at finde vores egen vej og prøvet nogle ting af. Og vi vil gerne være frontløber,” siger hun, men tilføjer også: ”Da det her blev besluttet politisk, tvivlede jeg inderst inde: Hvem gør egentlig sådan noget? Det er jo et meget proaktivt valg at lave et sundhedshus på 27.000 kvadratmeter, når man kunne have lavet et hotel i den her bygning, revet det ned, bygget parcelhuse eller noget andet smart. Men der var ingen tvivl fra kommunen, for de vidste godt, at vi bliver flere ældre og multi-syge, og at det giver mening.”

Det er af samme grund, Altinget er kommet på besøg: Fredericia Sundhedshus er nemlig i manges øjne det fremmeste eksempel på, at det kan betale sig at flytte sundhedstilbud fra afsides regions­hospitaler og ud i kommunerne til forvoksede lægehuse og nærhospitaler,

præcis som regeringen har lagt op til med udspillet til en sundhedsreform, som i den kommende tid skal forhandles med Folketingets partier.

Vi venter ikke på, at der kommer en forkromet national plan for det nære sundhedsvæsen. I stedet har vi forsøgt at finde vores egen vej og prøvet nogle ting af.

Sille Kloppenborg, projektchef, ­Fredericia Sundhedshus

Fredericia er at finde blandt de 13 kommuner, som regeringen i deres udspil på forhånd har udpeget til at huse et af i alt 20 nærhospitaler. Forudsat at regeringens struktur går intakt gennem forhandlingerne, kan sundhedshuset i Fredericia altså i overskuelig fremtid skrive ”nærhospital” på facadeskiltet. Den slags giver måske mening på papiret, men hvad er udfordringerne, hvis det faktisk skal fungere? ”Organisatorisk er det svært at sikre fremdrift på tværs af sektorer med forskellig lovgivning, ledelse og økonomi. Og så

er det også svært at dele og få adgang til patientoplysninger. Det gælder for eksempel i vores kommunale socialpsykiatri og regionale lokalpsykiatri, hvor man ikke må dele kontor, fordi man risikerer at overhøre patientinformation. Så der er bureaukrati i vejen, og lavpraktisk handler det også om at få forskellige lovgivninger til at spille bedre sammen,” siger Sille Kloppenborg.

Det betyder, at borgerne risikerer at falde mellem to stole og sektorer, og at klinikerne i huset – primært på det psykiatriske område og i mindre grad på det somatiske – oplever blokeringer. Ifølge Sille Kloppenborg er det dog muligt at styre uden om nogle af de daglige problemer med en god portion vilje og tillid. ”Vi er kommet langt lokalt inden for mulighedernes rammer, fordi der har været stor velvilje fra alle sektorer til at have patienterne i centrum. Og selvom vi fortsat mangler et tydeligt politisk svar på, om vi skal være ét samlet sundhedsvæsen eller delt i sektorer, skal man huske på, at det her langt hen ad vejen bliver båret af relationer.

Skal vi lykkes med at drive tingene fremad, skal hver sektor have stor tillid til hinanden og et fælles blik for, at ens felt rækker ind i andres,” siger hun.

Tidligere lå kommunens træningstilbud spredt rundt i byen.

I dag er de samlet i sundhedshuset. ”Det er et meget bedre signal at sende til fredericianerne, at de kan træde ind her i stedet,” mener en af fysioterapeuterne.

April 2022

31

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

Større faglighed og mere tryghed På fællesarealerne er der folk i alle aldre, småbørnsfamilier og kørestolsbrugere, hyggekroge i pastelfarver til at fjerne sygehus-fornemmelsen, i venteværelserne patienter til forskellige klinikker. Det sidste er en præmis for at flytte ind: Her deler man som udgangspunkt opholdsrummene og hvis muligt hinandens patienter.

I sundhedshuset er der foruden sygeplejeklinik, fysioterapi, familielæger, psykologer og tandlæger – normale tilbud i lignende overbygninger – blandt andet et apotek og demensfællesskab, fodterapeuter og jordemødre, en kræftrådgivning og et institut for seksuelle overgreb. Som et andet levn fra fortiden og det tidligere sygehus har man sågar et kapel med en sundhedshuspræst, der er til stede hver onsdag.

Det helt unikke her er, at der er en atmosfære og struktur, hvor vi kender hinanden og fagligt rykker hurtigt, når det skal gå stærkt, netop fordi vi tænker vores faglige sundhedstilbud i huset sammen.

Birgitte Stausbøl-Grøn, hudlæge i Fredericia Sundhedshus og tidligere overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Heri ligger en anden forhindring, når de i alt 45 aktører, kommunale, regionale, private og frivillige, arbejder under samme tag: Sundhedshusene – Fredericias inklusiv – skal helst være mere end et bofællesskab med tilfældige naboer.

Sille Kloppenborgs håb er derfor, at indflytterne får gavn af hinanden og fungerer som ét samlet tilbud, så borgerne ikke bliver kastebolde, men samme-­dagspatienter og går fra lægen til apoteket til sygeplejeklinikken, møder de samme mennesker og får en større tryghed, end den lange tur gennem systemet giver. Ønsketænkning måske, men oppe på 5. etage får den alligevel ilt. Den erfarne hudlæge Birgitte Stausbøl-Grøn, tidligere overlæge på Aarhus Universitetshospital gennem 10 år, var vant til samarbejde på kryds og tværs af afdelinger, da hun i 2019 fik et nyt ydernummer i Region Syddanmark. Hun ledte efter lejemål i både Kolding og Middelfart, men først i

Mere sundhed skal flyttes fra regioner til kommuner Sundhedshuse og sundhedscentre har været en politisk prioritet i mere end et årti. Det første sundhedshus kom i Randers i 2011, men i dag er der sundhedshuse med regionale funktioner i alle fem regioner.

I forbindelse med den kommende sundhedsreform lægger S-regeringen op til en ny struktur for sundhedsvæsenet bestående af akutsygehuse, specialsygehuse og 20 nærhospitaler.

Regeringen foreslår konkret 13 placeringer af de nye nærhospitaler: Helsingør, Frederikssund, Kalundborg, Næstved, Nakskov, Nyborg, Fredericia, Tønder, Tarm, Greenaa, Skive, Nykøbing Mors og Skagen. Resten skal afklares gennem forhandlingerne.

Regeringen vil oprette en pulje på fire milliarder kroner til etablering af de nye nærhospitaler, som forventes af kunne behandle ansøgninger fra starten af 2023.

Det politiske ønske om at styrke den borgernære sundhed skyldes blandt andet, at der i de kommende år bliver langt flere ældre med løbende behandlingsbehov.

For at sikre, at kvaliteten følger med, når en større del af indsatsen skal foregå i kommunerne frem for på sygehuset, foreslår regeringen, at der udarbejdes en national kvalitetsplan for det nære sundhedsvæsen.

Det kommunale sundhedspersonale skal i højere grad kunne varetage akut opstået sygdom, forværring af sygdom eller andre mere komplekse pleje-­og behandlingsbehov, fremgår det af udspillet.

Kilde: Regeringens sundhedsudspil, marts 2022

Fredericia fandt hun et fagligt fællesskab, forklarer hun. ”Jeg ville nødig sidde alene, og det helt unikke her er, at der er en atmosfære og struktur, hvor vi kender hinanden og fagligt rykker hurtigt, når det skal gå stærkt, netop fordi vi tænker vores faglige sund-

hedstilbud i huset sammen,” siger hun.

Et par etager længere nede træder 76-årige Richard William Johnson langsomt i pedalerne. Han er født i 1945, fortæller han og lægger særlig vægt på stavelserne i krigsåret, som var endnu en større kamp i gang. Det er den, ude i verden og i det små for ham, gangbesværet dialysepatient, engang sømand, stadigvæk munter. ”Jeg har lige began,” siger Richard om sin første tur på træningsklinikken, hvor han bliver hjulpet af fysioterapeut Marie Henriksen, ansat ved kommunens afdeling for genoptræning og forebyggelse siden husets åbning. Tidligere lå aktiviteterne geografisk spredt rundt i byen og ofte i forbindelse med et plejecenter. ”Nu har vi fået samlet alle aktiviteter og alt personale samme sted, fået en mere central placering med diætister, læger og andre fysioterapeuter i nærheden, og så synes jeg generelt, det er et meget bedre signal at sende til fredericianerne, at de kan træde ind her i stedet for på et plejecenter,” siger hun og fortsætter: ”Tidligere skulle vi være sikre på, at de sidste var hentet med flextaxa, inden vi gik hjem. Her kan borgerne vente i forhallen eller gå på apoteket. Alt er tættere på.”

En venlig tanke til regionen Kvindefløjen i stueetagen er det seneste istandsatte område i huset. I november sidste år flyttede gynækolog Rikke Guldberg sin klinik herind, hvilket har betydet, at kvinder kan få udredning og behandling for underlivssygdomme og få foretaget medicinsk abort i byen. Før var de nærmeste muligheder Kolding og Vejle. Engang lå her en skadestue, men nu er der ved siden af hende mammografi og jordemødre. Og det skaber, mener hun, den synergi-effekt, huset skal have. ”Mange af dem, der kommer her hos mig, har allerede været til mammografi og screening for brystkræft på gangen, ligesom jordemødrene har kvinder, som har været til tidlige scanninger hos mig.

På den måde giver det forhåbentlig vores patienter en større tryghed, at vi alle hører til i det samme hjørne,” siger hun.

Rikke Guldberg fortæller efterfølgende en af de historier, man samler på i huset. ”Jeg havde en patient den anden dag, der smilede og sagde: Nu har jeg både tandlæge, praktiserende læge og gynækolog i samme hus. Så det giver ikke bare mig og de andre her i huset noget at være

80 procent af det gamle sygehus er i dag renoveret, men på 7. etage er der endnu rodet. Etagen er tiltænkt et nærhospital. Regeringen har i deres udspil til en sundhedsreform udpeget Fredericia som en af de kommuner, der skal huse et af 20 nye nærhospitaler.

her, men også noget til byen, tænker jeg.”

Der er også andet end snak til at understøtte succeshistorien: UngMod, en anonym seksualrådgivning for unge, findes andre steder i landet, men begyndte længere nede ad gangen, hvor Sille Kloppenborg dokumenterer, at andelen af unge mødre er faldet nationalt, men i særlig grad i Fredericia, hvilket tilskrives tilbuddet. Hvis ikke det hele er ekstremt velkoordineret spin, tyder meget altså på, at der er ballast i beretningen om innovation i den gamle krigsby og religiøse fristad.

Sille Kloppenborg må derfor have et par gode råd til andre kommuner, som ønsker at følge Fredericias eksempel, og til den politiske plan for den nære sundhed? ”Folketinget skal turde at være modige. Vi kan nå langt i det lokale, men vi savner en fast ramme for, hvad vi skal lykkes inden for, og en lovgivning, der sikrer, at vi reelt har et fælles sammenhængende sundhedsvæsen.

Og selvfølgelig handler det også om penge:

På tværs af sektorer er vi enige om, at sundhedstilbud skal ligge tæt på borgerne, men pengene og evnerne skal følge med, hvis kommunerne, egen læge og praktiserende speciallæger skal tage over,” siger hun og slår lidt ud med armene: ”Hvis vi virkelig skal rykke i forhold til det nære sundhedsvæsen, kræver det mere end blot godt samarbejde og tillid på tværs af sektorer. Kompetencerne og pengene skal også hænge sammen, og man skal have en forståelse for fælles ledelse.”

Folketinget skal turde at være modige. Vi kan nå langt i det lokale, men vi savner en fast ramme for, hvad vi skal lykkes inden for, og en lovgivning, der sikrer, at vi reelt har et fælles sammenhængende sundhedsvæsen.

Sille Kloppenborg, projektchef Fredericia Sundhedshus

Der er ingen entydig definition af, hvad sundhedshuse skal kunne. Nogle mener, at målet bør være lige adgang til sundhed for alle og bekæmpelse af social ulighed i sundhed, andre at husene skal svare på moderne behov.

Hvad forstår du ved et velfungerende sundhedshus? ”Først og fremmest at man virkelig vil det. Vi er kommunalt ejet, men vi plejer at sige, at vi er et fælles sundhedshus med regionen (Syddanmark, red.). Siden begyndelsen har vi understreget, at vi vil være et fælles tilbud for borgerne, og regionen har udvist stor interesse og beredvillighed i at få det til at fungere.”

Men man er vel ikke lige så nyttige, hvis man ikke har samme størrelse som jer? ”Ingen siger, at det skal være lige så stort som vores, og at man skal have lige så mange aktører. Klart, det er nemmere at lykkes med et nært sundhedsvæsen, hvis man har et stort sundhedshus, men jeg mener, man sagtens kan lykkes alligevel. Et tæt samarbejde på tværs af sektorer kræver ikke et sundhedshus. Et bud kunne også være at bygge 200 kvadratmeter til en lægeklinik ved siden af et plejecenter for at sikre en bedre kobling til akutsygeplejerskerne i kommunen.

Der er alle mulige løsninger, hvis man tør at gøre det og tager en aktiv kommunal rolle i det.”

Vi runder af i den store indgangshal, væk fra trapperne og håndværkerne, midt i menneskemylder og minder om engang. Snart skal facaden udenfor renses. ”Man kan godt bygge en masse nyt, men det er altså strukturen, ledelsen og økonomien i at lave et fælles sundhedsvæsen, som batter. Vi er kommet langt med at have en politisk interesse i det her, der går ud over bygningen,” afslutter Sille Kloppenborg.

April 2022

33

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

AF OLE TOFT, SUNDHEDSPOLITISK ANALYTIKER, ALTINGET

Ideologien siver ud af sundhedspolitikken De sidste ti år er ideologien stille og roligt sivet ud af sundhedspolitikken. Nu går Venstre og Socialdemokraterne på hugst i hinandens sundhedspolitik og forsøger at overbyde hinanden på vælgernes yndlingsdagsorden. Regeringens sundhedsudspil har dog skabt en ideologisk kant på forebyggelse.

D

er skal stadig stærkere briller til for at se forskellen mellem Venstres og Socialdemokratiets sundhedspolitik. Nullernes heftige debat for og imod privathospitaler og brugen af private sundhedsforsikringer er næsten tørret ud. Sådan lyder status her lidt over et år inden næste Folketingsvalg, som senest skal afholdes 4. juni 2023. Hvornår der trykkes på valgknappen, bestemmer statsministeren, men vi ved med sikkerhed, at sundhed kommer til at spille en vigtig rolle i den kommende valgkamp. Det er der flere grunde til. For det første er sundhed konstant blandt de allervigtigste emner, når man i meningsmålinger har spurgt danskerne, hvad politikerne skal prioritere højest. For det andet er det danske sundhedsvæsen langtfra i topform. Corona-krisen og sygeplejekonflikten har leveret en unik kombination af en øjenåbner og en mavepuster. Mavepusteren i form af ventelister, som efter mange års fravær igen tårner sig op i kølvandet på coronaens tredje bølge og sygeplejekonflikten. Og øjenåbneren, at mange års lidt abstrakt omtale af rekrutteringsudfordringen på sundhedsområdet pludselig er blevet ubehagelig konkret for politikerne.

Manglen på sygeplejersker og andet nøglepersonale betyder, at det har lange udsigter at få fjernet behandlingspuklen efter strejken og pandemien. Det er blandt andet et åbent spørgsmål, i hvor høj grad sygeplejersker og andet personale ønsker at tage overarbejde for at fjerne ventelisterne til behandlinger og undersøgelser.

Manglen på varme hænder er derfor et alvorligt benspænd, når Venstre og Socialdemokratiet skal udtænke nye politiske tiltag, der April 2022

35

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

på en gang både skal stoppe sygeplejerskerne flugt fra de mest travle afdelinger og samtidig tilfredsstille vælgerne, der ønsker de nyeste behandlinger og mindst mulig ventetid. Mange interessante tiltag bliver formentlig dræbt i partiernes politikudviklingsgrupper, når man har stillet spørgsmålet: Hvor er de ekstra hænder til at udføre denne nye opgave?

Økonomisk kapløb Danskernes massive fokus på et velfungerende sundhedsvæsen har dog for længst sat gang i et politisk kapløb om at love flest penge, om end det ofte er de samme sundhedspolitiske tiltag, der gemmer sig for enden af pengestrømmen.

Da regeringen i efteråret foreslog 20 nærhospitaler, fulgte Venstre for eksempel op med et udspil med 35 nærhospitaler. Eller da Socialdemokratiet før valget lovede 1.000 nye sygeplejersker, overbød Venstre straks med 2.000 sygeplejersker. Økonomisk har Venstre og Socialdemokraterne også forsøgt at overgå hinanden i forhold til, hvor mange penge de vil afsætte til sundhedsvæsenet over de kommende år. Men partierne gør sig ofte umage med at fordele pengene på forskellige måder, så vælgerne ikke meningsfuldt kan sammenligne de økonomiske valgløfter.

Det rå økonomiske kapløb udgør formentlig en del af forklaringen på, at sundhedsudgifterne steg med 46 procent fra 2000 til 2017, mens de samlede offentlige udgifter i samme periode kun steg med 19 procent.

Fortsætter kapløbet, skal de andre velfærdsområder belave sig på stadig større smalhals i årene frem – medmindre den solide økonomiske vækst fortsætter.

Den ideologiske kamp på sundhedsområdet kulminerede i nullerne. Men konkurrencen om danskernes tillid har betydet, at Venstre og Socialdemokraterne har nedtonet deres ideologiske tilgang til sundhedsområdet voldsomt.

Den sundhedspolitiske konvergens betyder dog ikke, at der ikke kan findes mindre ideologiske forskelle.

For eksempel har Venstre foreslået, at fødende skal kunne føde på private fødeklinikker på det offentliges regning.

Men trods små ideologiske markerin-

ger fra Venstre er der langt til nullernes massive satsning på brug af privathospitaler. Fogh- og Løkke-regeringerne satte dengang ild til debatten ved at indføre og senere skærpe behandlingsgarantien,

Hovedpunkter i regeringens forslag til en sundhedsreform • 18-års grænse for køb af alle typer alkohol.

• Unge født efter 2010 forbydes at købe tobaks- og nikotinprodukter.

• 20 nærhospitaler.

• 21 sundhedsklynger: Rundt om hver af landets 21 akutsygehuse skal politikere og fagfolk mødes periodisk for at sikre bedre sammenhæng i patienternes vej rundt i sundhedsvæsenet. Samtidig skal sundhedsklyngerne på sigt også aftale, hvordan mere aktivitet kan flyttes fra sygehusene og tættere på borgerne i kommunen, almen praksis eller i eget hjem.

• Data: Sundhedsdata fra kommuner og de praktiserende læger skal i højere grad ligesom på sygehusenes analyseres, så behandlingen kan blive forbedret.

• Digitalisering: Regeringen vil sikre, at flere patienter kan blive behandlet eller få monitoreret deres sygdom via digitale løsninger i deres eget hjem.

• Robusthedskommission: Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm skal som formand for kommissionen samle ”væsentlige aktører” fra sundhedsområdet og udarbejde forslag til, hvordan man kan sikre bedre arbejdsmiljø og mere kapacitet ved at de forskellige faggrupper fremover kan arbejde mere på tværs af deres gængse faggrænser.

så danskerne kunne blive behandlet på privathospitaler på det offentliges regning. De offentlige udgifter til privathospitaler steg voldsomt i en årrække, men kom aldrig til at udgøre mere end nogle få procent af de samlede offentlige sundhedsudgifter.

Fogh-regeringerne satte også gang i markedet for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer ved at gøre dem skattefri for medarbejderne. Effekten er ikke til at tage fejl af: Hvor der i 2003 var 209.000 danskere dækket af sundhedsforsikring, er tallet i dag steget til 2,3 millioner.

Rygeforbud kridter banen op I dag har Socialdemokratiet samme holdning til behandlingsgarantien som Venstre. Og du hører ikke længere centrale venstrefolk tale højt om øget brug af brugerbetaling hos eksempelvis den praktiserende læge eller tiltag, der markant vil øge brugen af privathospitaler til offentligt betalte behandlinger.

Socialdemokraterne vil sige, at den 10-årsplan for psykiatrien, der ventes vedtaget i år, aldrig ville være blevet sat på dagsorden, hvis Venstre var blevet siddende på regeringsmagten i 2019.

Venstres sundhedsudspil fra november, der ellers indeholdt forslag rundt i mange områder af sundhedsvæsenet, blev kritiseret for kun sporadisk at forholde sig til de voldsomme problemer i psykiatrien. Omvendt er det ventet, at Venstre bliver en del af en aftale om psykiatriplanen – og dermed vil forskellen mellem de to partier blive neutraliseret.

Et andet område, hvor Venstre og Socialdemokratiet har forsøgt at skabe kant til hinanden, er i forhold til ulighed i sundhed.

Socialdemokratiet har erklæret krig mod den sociale ulighed i sundhed.

For at skære ambitionen ud i pap har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) endda omdøbt en af ministeriets fire afdelinger til ’Afdeling for Bekæmpelse af Ulighed’.

Ambitionen til trods er regeringen blevet kritiseret for at være for flodslæbende i bekæmpelse af hovedkilden til uligheden i danskernes sundhed: rygning.

Det blev der ændret på med regeringens sundhedsudspil fra marts, som rummer to tydelige eksempler på, hvordan ideologi gør en forskel i sundhedspolitikken.

For det første med forslaget om at forbyde salg af alkohol til unge under 18 år, men mest spektakulært med forslaget om, at unge født efter 2010 aldrig må købe tobaks- og nikotinprodukter.

RØDE REGERINGER ER BEDST TIL SUNDHED

VIGTIGSTE POLITISKE DAGSORDEN

Sådan er der blevet spurgt: "Hvilken regering er bedst til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen?" med følgende svarmuligheder: "En socialdemokratisk ledet regering", "En borgerlig regering", "Ingen forskel" eller "Ved ikke".

Grafen viser, hvilket spørgsmål respondenterne opfatter som det vigtigste, politikerne tager sig af, i februar 2022.

55

Hospitaler og sundhed Miljø og klima Integration og flygtninge Styring af dansk økonomi Ældre Social ulighed Børne- og familieområdet 5% Arbejdsløshed og job 4% Skat 3% Uddannelse 3% Kriminalitet og terror 2% Folkeskoleområdet 2% Erhvervslivets vilkår 2% Forsvaret 1% Kultur 1% EU og udenrigspolitik 0% Andet 2% Ved ikke 5%

50 45 40 35 30 25 20 15 10 5 0 1998

2001 S-ledet

2005

2007

Borgerlig

2011

2015

16% 15% 11% 10% 9% 9%

2019

Ingen forskel

Kilde: Epinion for Altinget og DR Nyheder

Kilde: Det Danske Valgprojekt. Besvarelserne "Ved ikke" indgår ikke opgørelsen – og data er vejet, så det matcher befolkningen med hensyn til alder, køn,uddannelse og partivalg.

Den skærpede 18-års grænse for køb af alkohol vil kun bringe Danmark på omgangshøjde med de lande, vi normalt sammenligner os med. Men gennemføres regeringens forslag, vil Danmark blive blandt de første lande i verden til at forbyde fremtidige generationer at købe af tobaks-

Konkurrencen om danskernes tillid har betydet, at Venstre og Socialdemokraterne har nedtonet deres ideologiske tilgang til sundhedsområdet voldsomt.

og nikotinprodukter. Mens de borgerlige partier i forskellige variationer afviser forslaget som socialdemokratisk overformynderi af værste skuffe, så jubler patientforeninger og eksperter i folkesundhed.

Generationsforbuddet mod tobaks- og nikotinprodukter har ikke været et tema i Danmark før. Og det har fået borgerlige kommentatorer til at spekulere i, om regeringen har smidt forlaget på bordet for at aflede opmærksomheden fra, at det længe

ventede udspil til en sundhedsreform ikke indeholdt helt så markante og færdigudviklede reformtiltag, som mange havde håbet.

En anden mulighed er, at sundheds- og statsministeren rent faktisk står inde for tiltaget. Og sikkert er det, at regeringen uden markante tiltag mod tobak ville blive mødt af stigende kritik fra de forebyggelsesivrige.

Uanset hvad har regeringen med sit udspil skabt en klar ideologisk kant til Venstre og resten af blå blok.

Klassekamp på hospitalsgangen Mens socialdemokraterne vil bekæmpe so­ cial ulighed i sundhed, er det den geografiske ulighed, hvor patienters behandlingsresultater varierer forskellige steder i landet, som Venstre vil til livs. Eksperter mener, at denne skelnen mellem social og geografisk ulighed er kunstig, da de to problemer ofte hænger sammen. Men det holder ikke partierne tilbage.

Groft sagt går Venstre efter politiske tiltag, der rammer middelklassen og resten af befolkningen, mens socialdemokraterne også har middelklassen som fællesmængde, men derudover går efter at løfte sundheden for socialt dårligt stillede.

Det er for tidligt at sige, om næste valgkamp vil blive med lige så lidt ideologi i sundhedspolitikken som i den seneste.

Meget kan afhænge af forhandlingerne om sundhedsreformen, som både har potentiale til at samle blokkene og neutralisere forskel-

Du hører ikke længere centrale venstrefolk tale højt om øget brug af brugerbetaling.

lene, men som også kan skærpe de ideologiske kanter, hvis ikke det lykkes at lande et bredt forlig om fremtidens sundhedsvæsen.

De seneste års overbud og gensidige sundhedspolitiske strandhugst mellem socialdemokraterne og Venstre vil uden tvivl betyde, at de to partier vil være forsigtige med ikke at lancere alle politiske tiltag, før valgkampen for alvor nærmer sig. Dermed kan der i realiteten komme flere forslag, der har strejf af ideologisk kant frem mod valgdagen, men vælgerne kommer ikke til at blive præsenteret for to vidt forskellige veje frem for det danske sundhedsvæsen.

April 2022

37

Flere unge mistrives, og over halvdelen af den voksne befolkning har moderat eller svær overvægt, men alligevel vurderer 83 procent af danskerne, at deres helbred er godt. Hvordan står det egentlig til med danskernes sundhed? Dyk ned i udvalgte sundhedstal her.

AF ALTINGET RESEARCH

STIGNING I UDGIFTER TIL SUNDHED Andelen af de samlede offentlige udgifter, der går til sundhedsvæsenet, er steget med over tre procentpoint fra 2008 til 2020. Mere konkret fra 28,87 procent til 31,95 procent. Alene fra 2019 til 2020 steg andelen fra 30,92 procent til 31,95 procent. Ser vi på de faktiske tal, brugte vi i 2020 183,5 milliarder kroner på sundhedsvæsenet, mens vi brugte 139,5 milliarder i 2008.

Sundhedsvæsenet er da også det offentliges største enkelte udgiftspost.

Til sammenligning brugte det offentlige 4,3 procent på forsvar og 17,5 procent på undervisning i 2020.

Andet 23,3% Sundhed 32%

Forsvar 4,3%

Undervisning 17,5%

Social beskyttelse 22,9%

Kilde: Danmarks Statistik

UDGIFTER TIL MEDICIN ER STIGENDE Det er ikke kun de offentlige udgifter til sundhed, der er steget. Det er regionernes udgifter til medicin også. I perioden 2013 til 2021 steg de fra 12,4 milliarder kroner til 15,8 milliarder kroner, hvilket især skyldes en stigning i udgifterne til sygehusmedicin.

Kilde: Danske Regioner

16 14 12 Milliarder kroner

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

Sundhed i tal

FEMTEHØJESTE CANCER-INCIDENS I OECD Danmark har den femtehøjeste estimerede cancer-incidens blandt OECD-landene. Vi har 351 årlige tilfælde per 100.000 borgere – og bliver kun overgået af USA, Irland, New Zealand og Australien. Til sammenligning ligger OECD38-gennemsnittet på 294 tilfælde per 100.000 borgere.

Ser man på dødelighed som følge af cancer i 2019, ligger Danmark med en 11. plads noget lavere på listen, men stadig over gennemsnittet.

Dødeligheden som følge af cancer i de andre skandinaviske lande, Sverige, Norge og Finland, ligger alle under OECD38-gennemsnittet.

Kilde: OECD

10

6,1 mia. kr.

8 5,5 mia. kr.

6

8,2 PROCENT AF BNP

4

I 2019 udgjorde de offentlige sundhedsudgifter i Danmark 8,2 procent af BNP. Det er det næsthøjeste udgiftsniveau blandt alle EU-lande – kun overgået af Østrig, hvor de offentlige udgifter til sundhed udgjorde 8,3 procent af BNP.

2

6,9 mia. kr.

9,8 mia. kr.

0 2013 Sygehusmedicin

2021 Medicintilskud

Kilde: Eurostat

12.000.000 10.000.000 8.000.000 6.000.000 4.000.000 2.000.000

Patienter i somatikken

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner

Ophold i somatikken

0 Ophold i psykiatrien

Antallet af patienter og antallet af ophold er steget på både psykiatrien og det somatiske område. Dog er stigningen markant størst inden for psykiatrien, hvor der fra 2009 til 2018 kom 44.424 flere patienter og 420.478 flere indlæggelser. Det svarer til stigninger på henholdsvis 36,5 og 48,5 procent.

Fra 2009 til 2017 er antallet af patienter i børne- og ungepsykiatrien steget fra 27.665 til 41.263 – og på grund af høje genindlæggelsestal er der 260 psykiatriske sygehusophold per 1.000 børn og unge.

Langt de fleste patienter findes dog i det somatiske system, hvor der i 2018 var over 2,8 patienter fordelt på mere end 13,7 millioner indlæggelser.

Der ses et fald i antallet af indlæggelser (ophold på over 12 timer), men en markant stigning i antallet af ambulante ophold (under 12 timer). Derudover steg antallet af ambulante sygehusophold per patient fra 4,7 i 2009 til 5,6 i 2018.

14.000.000

Patienter i psykiatrien

FLERE PATIENTER OG FLERE AMBULANTE SYGEHUSOPHOLD

2009

2018

FLERE SYGEPLEJERSKER OG LÆGER, MEN...

HVER SYVENDE RYGER DAGLIGT

De seneste 20 år er der kommet flere sygeplejersker og læger på de offentlige hospitaler. Den største stigning ses blandt lægerne, hvor antallet er steget med næsten 50 procent. I 2001 var der 10.865 læger ansat på den offentlige sygehuse. Og i 2020 var tallet 19.129.

I samme periode er der dog også sket en markant stigning i antallet af patienter og indlæggelser på landets sygehuse.

13,9 procent. Så stor en del af den voksne befolkning ryger dagligt. Lidt under halvdelen af de personer, der ryger dagligt, ryger mere end 15 cigaretter hver dag. Antallet af rygere er dog faldende, især blandt de unge mellem 16 og 24 år.

Der er en klar sammenhæng mellem højest gennemførte uddannelsesniveau og rygning; 22,8 procent med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau ryger, mens tallet er 5,7 procent blandt personer med en lang videregående uddannelse.

Knap tre ud af fire, der ryger dagligt, vil gerne holde op med at ryge.

Kilde: esundhed 45.000 40.000 35.000

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil for 2021

30.000 25.000 20.000 15.000

FLERE OG FLERE ÆLDRE

10.000 5.000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017 2018 2019 2020

0

Læger

Befolkningen vokser, og gruppen af ældre bliver større. Fra 2009 til 2018 er den danske befolkning vokset med 269.739 personer – og af dem er 228.255 personer mellem 65 og 84 år, mens yderligere 12.312 er 85 eller derover.

Kilde: Danske Regioner

Sygeplejersker

135

Andet sundhedsfagligt personale

120 115 110 105 100 95 90 20

20

20

18

17

16

15

14

13

12

11

10

09

0-64 år 85 år og derover

20

20

20

20

20

20

Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil for 2021

125

20

52,6 procent af den voksne befolkning har moderat eller svær overvægt (BMI ≥ 25), og knap hver femte (18,5 procent) har svær overvægt (BMI ≥ 30).

I perioden 2010 til 2021 er andelen med moderat eller svær overvægt steget jævnt med 5,8 procentpoint, mens andelen med svær overvægt i samme periode steg med i alt 4,9 procentpoint. Stigningen ses på tværs af alle alders- og uddannelsesgrupper blandt begge køn.

Indeks 2009 = 100

OVER HALVDELEN AF DANSKERNE HAR OVERVÆGT

130

65-84 år Hele befolkningen April 2022

39

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

AF JACOB PEDERSEN, JOURNALIST

Life science-industrien er en vigtig del af den danske vækstmotor. Altinget sætter fokus på fem unge virksomheder, som har sparket døren ind til sundhedssektoren.

kyndigt land DER ER ET

M

ange kender Lundbeck, LEO Pharma og Novo Nordisk – alle milliardvirksomheder med international gennemslagskraft, alle store bidragsydere til statskassen, alle nøglefigurer i historien om dansk sundhedsinnovation og succes på det medicinske, bioteknologiske og farmaceutiske område, der udgør life science-industrien.

Ifølge Erhvervsministeriet havde industrien i 2020 en vareeksport 152 milliarder kroner, en fordobling sammenlignet med 2008.

Desuden er vi blandt de lande i verden med størst beskæftigelse i branchen set i forhold til vores befolkningstal.

I vækstlaget under industriens mastodonter knokler unge virksomheder for at vinde fodfæste i sundhedssektoren.

For at understøtte den spirende udvikling indgik life science-­ industrien og det offentlige i 2019 et partnerskab, som skal skabe endnu bedre rammer for nyskabende udbud og indkøb på sundhedsområdet og øge patientomsorgen.

Inden da tiltog også den økonomiske støtte: I 2017 bevilgede Novo Nordisk Fonden 394 millioner kroner til etableringen af Bio­ Innovation Institute (BII), der efterfølgende har stimuleret forskere og iværksætteres projekter med 360 millioner kroner.

Ifølge Henning Langberg, chef for Rigshospitalets Innovationsafdeling, har begge tiltag været befordrende for, at flere spændende produkter er dukket op. ”Lige nu søger mange dygtige folk ind i industrien, dels fordi vi har en god tradition for at udvikle virksomheder på området, men også fordi vi i dag har adgang til mere risikovillig kapital. Forhåbentlig bliver det starten på, at vi bliver et mere attraktivt område for investorer, fordi de har bedre muligheder for at lave risikospredning, som er altafgørende, når man kaster penge i sundhedsstartups,” siger han.

Træghed og tvivlende investorer Den danske gren af life science-industrien har anderledes stærke konkurrencevilkår, fordi det danske sundhedssystem har en stabil, fintmasket struktur til at indsamle data og viden fra patientforløb, hvilket umiddelbart danner en solid platform for at udvikle nye digitale løsninger.

Det mener Martin Vesterby fra Health Tech Hub Copenhagen, som er et fællesskab for aktører inden for sundhedsteknologi.

Vesterby tilføjer dog hurtigt, at adgangen til selvsamme data er et problem. ”Grundstoffet er der, men det er svært at få fat i det store datamateriale, vi sidder på. Faktisk kan det digitale felt accelerere udviklingen af vores pharma-produkter, for det er det gyldne kryds, hvor vi kan indsamle data, der rækker længere end de normale sundhedsdata, og udvikle nye medikamenter baseret på vores behov. Så selvom vi har et virkelig godt grundlag, er vi overhovedet ikke i mål endnu.”

Det leder videre til en anden stor knast for de sundhedsteknologiske startups. ”Vores life science har nogle udfordringer, som er direkte arvet fra pharma. Man skal gennem valideringer og regulatoriske krav og have et evidensgrundlag, når man udvikler digitale løsninger, hvilket gør det dyrt og tidskrævende at gå fra idé til produkt. Lige

Lige nu søger mange dygtige folk ind i industrien, dels fordi vi har en god tradition for at udvikle virksomheder på området, men også fordi vi i dag har adgang til mere risikovillig kapital.

Henning Langberg, chef for Rigshospitalets Innovationsafdeling

nu er vi dårlige til at få enderne til at mødes, så digitale løsninger kan komme gennem processerne lige så hurtigt som anden ny teknologi,” siger han.

Ifølge Vesterby har forsøget på at lette vilkårene altså endnu lang vej at gå på. ”Det er stadigvæk ukendt land, hvad arbejdet med digital sundhed betyder, og det gælder ikke kun universiteter, vidensinstitutionerne og det offentlige, men også investeringsmiljøet, der er vant til hurtige investeringer eller højrisiko-funding af pharma med 10-15 års profitudsigt. Digital sundhed ligger et sted i midten, hvor det er svært at risikovurdere og rejse kapital, mens det i andre lande er nemmere at komme i gang og skaffe penge. På den måde halter vi ekstremt meget efter.”

En måde at fjerne barriererne er at løsne bureaukratiet og give bedre og hurtigere dataadgang. Men det sidste, Vesterbys indledende anke, er i konflikt med GDPR og retten til privatliv.

Henning Langberg er tidligere direktør for Data Redder Liv og betragter syntetiske data som en del af løsningen.

En løsning, som Rigshospitalet sammen med Danske Regioner og flere individuelle regioner nu arbejder konkret med. ”Der er kommet større interesse for, at vi nemmere kan få adgang data, og ved at lave syntetiske data ud af oprindelige data kan vi måske fremme processen og give startups bedre mulighed for at vise, at de kan skabe værdi,” siger han og afslutter: ”Jeg håber, at vi snart kan lave et centralt system, hvor borgerne kan blive spurgt, om vi må lave syntetiske data ud af deres sundhedsdata, og hvor man let kan overskue, hvad der er givet lov til.

Det vil alt andet lige gøre det lettere at speede processen op for nye virksomheder – og i sidste ende være til gavn for os alle.”

På de næste sider kan du læse fem portrætter af unge virksomheder, hvis produkter eller teknologi er på vej til at vinde fodfæste i sundhedssektoren.

April 2022

41

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

Inde bag VR-brillerne viser den sig i fuld figur, plageånden, som mindst 500 danskere hvert år får diagnosticeret som følgesvend. Khora har udviklet software til en avatar-terapi, hvor patienterne konfronterer sin ellers usynlige fjende.

KHORA:

Nye briller på psykiatrien Antipsykotisk medicin, kognitiv terapi og elektrochok har længe været de primære behandlingstilbud for danskere med skizofreni. Men i de seneste år er et nyt og moderne supplement dukket op: Virtual Reality (VR). I stedet for at holde de drilske indre stemmer på afstand kan patienterne nu – næsten fysisk – møde dem.

Med Challenge-projektet har Khora udviklet softwaren til en avatar-terapi, hvor patienterne konfronterer sin ellers usynlige fjende. Det sker, efter de selv har hjulpet med at designe den, fortalt klinikeren om stemmernes form og toneleje, ansigt og udtryk. Og så – inde bag VR-brillerne – viser den sig i fuld figur, plageånden, som mindst 500 danskere hvert år får diagnosticeret som følgesvend, men som for en tredjedel af disse ikke fortoner sig ved brug af traditionelle behandlingsformer.

Teknologien virker: I 2017 bragte det engelske videnskabelige tidsskrift The Lancet resultaterne fra en undersøgelse med 150 patienter på King’s College. Ud af de 75, der blev behandlet med avatar-terapi, stoppede ni helt med at høre stemmer efter tre måneder, et flertal hørte færre stemmer, og

generelt faldt stressniveauet.

Det er den bølge, Challenge-projektet rider videre på. Det begyndte i 2020, kører fortsat i Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Syddanmark og slutter efter planen i år, hvorefter det kan blive aktuelt for andre end forsøgspersonerne.

Khora har dog allerede flere produkter ude hos kommuner, regioner og private psykologer, herunder Comfort XR, et VR-spil til at aflede børns ubehag i forbindelse med stik-­ behandling, og Khora Exposure, en VR-app som eksponerer angstpatienter for deres frygtscenarier.

Martin Vesterby fra Health Tech Hub Copenhagen mener derfor, at Khora og deres metafysiske rum mellem det virkelige og ikke-virkelige er en af de mest spændende startups. ”Det er ret vildt, for teknologien bruges direkte sammen med patienterne og når helt ind i patientens eget hjem, hvor den er koblet på et behandlingsforløb. Det unikke ligger i, at meget af det digitale i dag er monitorering og levering af data, mens interventionen her er en effektiv del af selve terapidelen,” siger han.

RADIOBOTICS:

Problemfyldte billeder Du kender måske selv problemet: Hoften, knæet eller ryggen knager, og din læge mener, at det er nødvendigt med en røntgenscanning. Men så kommer det endnu større, strukturelle problem, for mens kvaliteten og mængden af scanningsbilleder stiger eksponentielt, følger antallet af radiologer til at fortolke dem ikke med, simpelthen fordi det tager mere end 10 år at blive specialiseret i faget.

Det er her, Radiobotics kommer ind i billedet. Virksomheden fra 2017, der er på flere afdelinger i Danmark, har gennem maskinlæring udviklet en algoritme, som kan fremhæve fund i scanninger, samle dem i en rapport og sende dem til klinikken, der til sidst validerer resultaterne. Det er smart, fordi man lukker nogle af hullerne i systemet og i sidste ende optimerer effektiviteten og værdien for borgerne.

Ifølge Martin Vesterby fra Health Tech Hub Copenhagen har Radiobotics formået at overvinde en af de typiske udfordringer for danske sundhedsteknologiske virksomheder, når de skal ud over rampen. ”Ofte bliver det meget lokalt, når vi udvikler sundhedsteknologi herhjemme, men det problem har Radiobotics ikke, fordi deres billeddiagnostiske løsninger bygger på internationalt forankrede systemer og processer,” siger han og fortsætter: ”De er indlejret under Texas Medical Center, en slags Silicon Valley for life science, og er et bevis på, at dansk teknologi, når det er inden for det evidensdrevne og standardiserede område, nemt kan skaleres, så længe kvaliteten er god nok.”

Radiobotics viser også, hvorfor der er brug for bedre dataadgang, mener han. ”De kunne ikke eksistere uden at have adgang til røntgenbilleder, som kan træne algoritmen og give den en så høj kvalitet, at kliniske kræfter er trygge ved at bruge den som behandlingsværktøj til at diagnosticere billeder.

Radiobotics har kæmpet med at sparke døre ind og få folk til at indse, at samarbejde med den offentlige sektor med henblik på datadeling er en forudsætning for at skabe værdi.”

Radiobotics har gennem maskinlæring udviklet en algoritme, som kan fremhæve fund i scanninger, samle dem i en rapport og sende dem til klinikken. Det er smart, fordi man lukker nogle af hullerne i systemet og i sidste ende optimerer effektiviteten.

April 2022

43

TEMA SUNDHED OG VELFÆRDSINNOVATION

Alle fem regioner efterspørger systemet WARD, som betyder, at sygeplejersker kan overvåge patienter online både på hospitalet og derhjemme.

C E S S AT E C H :

Mindre u-hyg-ge-ligt De færreste forældre synes, at det er sjovt at følge sine børn på hospitalet. Det samme gælder børnene, al den stund at det involverer sygdom, skade og gængse indgreb såsom drop­ anlæggelse, syninger, sårpleje, fjernelse af slanger og dræn.

Heldigvis for alle, der skal på sådan en tur, står biotekselskabet Cessatech bag en anden ny opfindelse, Rigshospitalet med ganske stor succes har taget i brug. Cessatechs smertestillende næsespray med det foreløbige projektnavn CT0001 er udviklet til behandling af akutte smerter hos børn i alderen fra 1-17 år og kan gives, uden børnene behøver at blive stukket med skræmmende nåle.

Det er fikst, forklarer Henning Langberg, chef for Rigshospitalets Innovationsafdeling, fordi indsprøjtninger med smertestillende medicin ofte er enten kompliceret og eller helt umuligt at anvende på børnene i aldersgruppen. I stedet kan de nu smertebehandles med et pust i næsen.

Hospitalsophold- og behandling kan være en hård omgang for børn.

Med den smertestillende næsespray fra Cessatech betyder, at børn ikke behøver at blive stukket med skræmmende nåle.

”Det er et stort udækket behov for bedre smertebehandling af børn, men på den her måde kan de let få fjernet smerterne uden at blive stukket,” siger han.

Ligeledes kan sprayen være med til at lette presset på de trængte sygeplejersker. ”Vi kan dels optimere smertebehandlingen for børnene, men måske også undgå at involvere så meget klinisk personale, så det bliver lidt lettere at komme til.”

Det Europæiske Lægemiddelagentur har godkendt en udviklingsplan for den smertestillende næsespray. I denne plan indgår det igangværende forsøg på Rigshospitalet, og forsøget har positive resultater at arbejde videre på: I et tidligere forsøg på Rigshospitalet foretrak hele 94 procent af de adspurgte børn produktet frem for de normale og mere angstprovokerende indsprøjtninger, Cessatech har skabt et alternativ til.

CEREBRIU

Algoritmer på hjernen

WARD:

Overvågning og frihed Overbelægning var under coronapandemien et stort problem på hospitalerne, hvor man flere steder var nødt til at lade patienter blive hjemme på grund af pladsmangel. Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital tog derfor en løsning i brug, der havde været et par år undervejs, men endnu ikke var nået ud på afdelingerne: WARD (Wireless Assessment of Respiratory Distress) fra forskningsprojektet af samme navn. Og implementeringen er så vellykket, at WARD i dag er ønsket i alle fem regioner. Sygeplejersker kan nu online og trådløst overvåge patienter, som er på hospitalet, men også snart i eget hjem. Det foregår ved, at patienten udstyres med censorer og kontinuerligt får målt blandt andet blodtryk, iltning og hjertefrekvens, som overføres til en central enhed, hvor WARD's kunstige intelligens, udviklet i samarbejde med DTU Sundhedsteknologi, vurderer patientens tilstand. Er der bekymrende tegn, kan sygeplejerskerne skride ind, før en kritisk situation opstår. Ifølge Henning Langberg, chef for Rigshospitalets Innovationsafdeling, er systemet en måde at økonomisere med dyrebare kræfter. ”Pandemien har vist, at det er relevant lige nu, men det er også en metode til at fokusere sygeplejerskeressourcer internt på hospitalerne,” siger han og fortsætter: ”I overgangen fra opvågningsafsnit eller intensivafdelingerne, hvor der er en sygeplejerske for hver patient, og til de almindelige sengestuer, hvor 20 patienter måske kun har 1-2 sygeplejersker omkring sig, skal man være påpasselig og sikker på, at patienten er stabil, fordi der er så stort et drop i overvågningskapaciteten. Og på den her måde kan man nu prøve at overføre patienten til normale sengestuer tidligere, fordi man føler sig tryg ved at overvåge patienten på afstand.”

Henning Langberg ser derfor også et stort potentiale i den nye form for patientkommunikation. ”Udfordringen er, at kommer man fra Tønder, er der langt til og fra København, og så er det svært at holde øje med patienten. Men med WARD kan vi potentielt fungere som kontroltårn og være i kontakt med patienter i hele landet,” siger han.

Ligesom Radiobotics har Cerebriu opfundet en teknologi til at automatisere den radiologiske arbejdsgang og modvirke manglen på radiologer.

Men hvor Radiobotics kigger på kroppen i bred forstand, fokuserer Cerebriu Apollo alene på hjernen. Konkret har Cerebriu, stiftet i 2018, skabt et system, der forbedrer de normalt meget komplekse hjernescanninger ved dels at reducere scanningstiden og dernæst effektivisere kommunikationen med patienten og den henvisende læge. Cerebriu Apollo er nemlig i stand til at analysere de første sekvenser i scanningen inden for bare 60 sekunder og dermed markant hurtigere end tidligere fortælle patienten, om der er grund til bekymring og eventuelt nye scanningsbilleder. På den måde har Cerebriu gjort det muligt at spare på de knappe ressourcer, men i lighed med Radiobotics er der også nogle logistiske vanskeligheder, når det kommer til videreudviklingen af billedteknologien, fortæller Henning Langberg, der er chef for Rigshospitalets Innovationsafdeling.

Særligt når det med den cerebrale scanning drejer sig om et så kringlet organ som hjernen, er der tale om et anderledes stort og svært tilgængeligt materiale. ”Snittene på scanningsbilleder af hjernen er meget mindre, hvilket betyder, at variationen i billedmaterialet og datamængden er sindssygt meget større. Derfor er det en virkelig stor og ambitiøs opgave, Cerebriu har kastet sig over,” siger han.

Alligevel har Cerebriu formået at skabe et udbredt og værdifuldt produkt, men under den umiddelbart succesfulde fortælling gemmer sig også en anden og mindre opmuntrende om et til tider trægt dansk system, mener i hvert fald Vesterby. ”Cerebriu har været nødt til at tage til udlandet for at få adgang til billedmateriale, der kan optimere deres algoritme. Det er en problemstilling for den danske industri som helhed og samtidig en ret fantastisk bedrift, men vi kan jo ikke være super stolte af, at det er nødvendigt at gå over åen efter vand, som vi desværre ofte gør inden for kunstig intelligens på nuværende tidspunkt,” afslutter han.

Ligesom Radiobotics har Cerebriu opfundet en teknologi til at automatisere den radiologiske arbejdsgang og modvirke manglen på radiologer. Cerebriu forkuserer dog alene på de meget komplekse hjernescanninger.

April 2022

45

Politiske

VITAMINER AF LAURA BEJDER JENSEN, ALTINGET RESEARCH

Privat: Født 26. december 1991 i Herning. Opvokset i Kibæk, men nu bosat i København med sin kæreste.

Karriere: Politisk ordfører for Enhedslisten siden 2021. Valgt til Folketinget første gang i 2019 i Nordsjællands storkreds.

Tidligere politisk rådgiver for Enhedslisten, ungdomskonsulent i HK og formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

Uddannelse: Har fra 2016 til 2018 studeret gennem åbent universitet på Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Københavns Universitet.

Rosa Lund har engang overtalt mig til at tage til hot-­ yoga, og jeg troede næsten, at det var et mordforsøg.

Vi har spurgt Mai Villadsen, Enhedslistens politiske ordfører, hvad hun gør for at lade batterierne op uden for Christiansborg.

SET ”Jeg har en meget bred smag. Og elsker at se nærmest alle slags tv-serier, programmer og dokumentarer. Men for tiden kan jeg ret godt lide at se boligprogrammer som for eksempel ’I hus til halsen’, hvor man kommer ud til en familie, og alt er skidt, men så får de renoveret huset, og får lysere fremtidsudsigter. Det er jo et skørt billede på verden og siger meget om vores boligmarked, som er helt langt ude, men jeg kan godt lide at se folk lykkes. En gang imellem ser jeg reality, som er let at blive fanget af. Men jeg får det ofte også lidt op til kvalmegrænsen, og så går jeg bare ind på nettet og læser, hvem der ender sammen med hvem, eller hvordan det i virkeligheden endte. Jeg spoiler mig selv og så videre i teksten.”

HØRT ”Jeg er meget en P1 pige. Jeg lytter ofte til P1 om morgenen for at få overblik over mange historier, så det bruger jeg nok meget arbejdsrelateret i virkeligheden. På musikfronten kan jeg godt finde på at lytte til top-100 i Danmark lige nu for at finde ud af, hvad folk hører. Men min smag er enormt bred. Jeg tror egentlig tit, at det jeg hører, kan være en refleksion af den stemning, jeg er i. Jeg bruger meget musik på den måde – til enten at gejle mig op til en bestemt stemning på arbejdet eller komme ned i gear. Kunstneren Leslie Gore lavede en sang, der hedder ’You don’t own me’. Den er fed at høre, hvis man virkelig skal ind i en ophedet debat.”

LÆST ”Når jeg arbejder meget, så har jeg svært ved at fokusere meget på skønlitteratur, selvom jeg virkelig elsker at læse bøger. Når det er ferie, så tager jeg gerne fem-syv bøger med ud i et sommerhus, og så er det bare dem, jeg fokuserer på. Jeg synes virkelig, der er nogle megadygtige danske socialrealistiske forfattere lige nu. Både Morten Pape og Thomas Korsgaard. De skriver virkelig nogle historier, der river hjertet ud på en – men med vildt gode beskrivelser.

Lige nu er jeg i gang med Anker Jørgensens dagbøger, og det er jo ultra-nørdet, men jeg sluger virkelig danske politiske bøger råt. Det er rart at få det historiske perspektiv. Jeg kan sagtens bruge det til at drage paralleller til i dag.”

GJORT ”Jeg elsker at være ude i naturen eller i min kolonihave, hvor jeg kan koble af ved at rode i noget ukrudt eller gå rundt i landskabet. Det betyder virkelig meget for mig at være udenfor – det er der jeg kobler af. Motion hader jeg en lille smule. Rosa Lund har en gang overtalt mig til at tage til hot-yoga, og jeg troede næsten, at det var et mordforsøg. Det var forfærdeligt. Ellers tager jeg en del til Jylland og besøger min familie.

Jeg har en niece på snart et halvt år og en nevø på fem, så der bygger jeg rigtig meget Lego og huler. Det er den bedste måde at komme væk fra den politiske virkelighed og opdage, hvad der fylder i hovedet på en fem-årig.”

46

FOTO: NIELS AHLMANN OLESEN / RITZAU SCANPIX

OM/ Mai Sloth Villadsen

Altinget Magasin Medier

Veslemøy Østrem tager fra juni fat som chefredaktør på den norske version af Altinget. Planen er i første omgang at åbne fem nichemedier, som skal publicere de første artikler i andet halvår af 2022.

AF REDAKTIONEN

FOTO: ANNE ELISABETH NÆSS / ALTINGET.NO

A

ltinget går ind i Norge. Inden udgangen af 2022 går Altinget.no i luften med politiske nyheder om norsk politik bakket op af en håndfuld nichemedier. Dermed tager mediekoncernen Alrow Media endnu et skridt i retning af at blive Nordens største politiske medie. ”Vi har i mange år haft drømmen om at åbne et politisk medie i Norge, nøjagtig som vi har gjort i Danmark og Sverige.

Trods alle forskelle minder de tre lande meget om hinanden, og vi er sikre på, at der også i Norge er et marked for et seriøst, uafhængigt og politisk neutralt medie, der dækker politik i dybden,” siger bestyrelsesformand i Alrow Media, Rasmus Nielsen.

Han åbnede Altinget.dk i 2000 og er fortsat ejer af mediekoncernen Alrow Media, som Altinget er en del af. Den svenske udgave af Altinget åbnede i 2014. ”Lanceringen i Norge er det naturlige næste skridt i internationaliseringen af Altinget og drømmen om at skabe det største politiske mediehus i Norden,” siger adm. direktør Christoph Nørgaard. Det norske datterselskab er oprettet, og de praktiske forberedelser til at lancere i endnu et land er i fuld gang.

Fem nichemedier på tegnebrættet Chefredaktøren, der skal stå i spidsen for den norske version af det danske nichemedie, er allerede på plads. Hun hedder

Altinget på vej med nichemedier i Norge Efter sommerferien lancerer Altinget en håndfuld nichemedier i Norge. Altinget vil udfylde et tomrum på det norske mediemarked, mener den kommende chefredaktør.

Veslemøy Østrem og har senest været nyhedsredaktør på avisen Vårt Land.

Altinget vil udfylde et tomrum på det norske mediemarked, mener den kommende chefredaktør, som tiltræder stillingen i juni. ”Der er brug for mere og bedre politisk journalistik. Der er for mange store politikområder, som næsten aldrig er genstand for redaktionel opmærksomhed. Mange redaktioner har også et stærkt ideologisk fundament, der kendetegner journalistikken.

Altinget kan med sin neutrale holdning bidrage til en mere indsigtsfuld og nuanceret politisk samtale,” siger hun.

Veslemøy Østrem har erfaring fra en række norske medier, blandt andet som leder af den politiske afdeling på avisen Aftenposten.

Hun har arbejdet med redaktionelle arrangementer, undersøgende journalistik og ledet adskillige digitale udviklingsprojekter. ”Veslemøy har den brede vifte af ekspertiseområder, der er nødvendige for at blive Altingets forreste repræsentant i Norge.

Gennem vores dialog har hun også vist, at hun forstår og brænder for Altingets vision om at tilbyde et alternativ til den eksisterende politisk journalistik,” siger Christoph Nørgaard. Det norske medie får hovedkvarter i Oslo tæt ved Stortinget, og planen er i første omgang at åbne mindst fem forskellige nichemedier, der hver især går i dybden med specifikke politikområder. Samlet set skal der ansættes op imod 15 mennesker til at åbne den norske udgave af Altinget. ”Vi tillader os at drømme stort. Det her er en stor satsning for et mellemstort mediehus som vores, men vi tror på, at der er plads til Altinget i Norge, og vi glæder os til at gøre Norge til endnu en hjemmebane,” siger Christoph Nørgaard. Den præcise dato for åbningen af altinget.no er ikke fastlagt, men det er målet at publicere de første artikler i andet halvår af 2022.

April 2022

47

48

Altinget Magasin Essay

Det nye Europa Præsident Putins angreb på Ukraine og de vestlige sanktioner mod Rusland og Belarus har forandret Europa politisk, økonomisk og strategisk. Selv hvis der findes en forhandlet løsning, inden det går endnu værre end galt, bliver tingene ikke som før. I hvert fald ikke så længe Putin er ved magten.

Forandringerne er varige. Derfor må Europas svar også være det.

AF BO LIDEGAARD, HISTORIKER, FORFATTER OG MEDSTIFTER AF KAYA RESEARCH

April 2022

49

Tyskland er trådt i karakter på en måde, som vi ikke har set siden genforeningen.

Fire dage efter krigens udbrud – og blot tre måneder inde i sin kanslerperiode, meddelte Olaf Scholz, at Tyskland afsætter 100 milliarder euro til militære investeringer og fremover vil investere over to procent af BNP på forsvar.

I

ngen ved, hvordan krigen ender. Det er klart, at Rusland ikke kan vinde.

Omvendt kan Putin heller ikke tåle at tabe. Derfor er Europas afsæt, at det ender med en forhandlet løsning, som efterlader Ukraine med et mål af selvstændighed, men ikke fuld frihed.

Selv om en sådan løsning måske er det bedste, vi nu kan håbe på, vil det ikke være begyndelsen på en normalisering af forholdet til Rusland. Tilliden til præsident Putin er brudt, og så længe han sidder på magten, vil Rusland være underkastet voldsomme sanktioner fra vesten.

Vi står ikke over for en forbigående krise. Der er tale om et brud, og kun en ny og anderledes ledelse i Moskva vil kunne ændre perspektivet. Hvornår den indfinder sig, ved vi lige så lidt, som hvornår og hvordan krigen ender. Vi er trådt ind i en ny tid.

Energikrisen Vi er først så småt begyndt at forstå, hvad usikkerheden og afbrydelsen af de økonomiske forbindelser til Rusland betyder – for os. I første omgang handler det mest om energi. Det gælder, selv om de historisk vidtrækkende økonomiske sanktioner, som USA og Europa har gennemført, omhyggeligt undtager energi og dermed tillader Europa at fortsætte importen af russisk gas, der udgør over 40 procent af den gas, Europa bruger, eller 7 procent af vores samlede energiforbrug, hvilket trods alt virker mere overkommeligt, selv om tallet for Tyskland er 15 procent.

Europas problem på energifronten er dobbelt, måske endda tredobbelt. For det første har truslen om krig og krigen selv drevet priserne i vejret til et niveau, der udgør et problem for mange familier og 50

for første gang i lang tid sætter sig om et markant øget inflationspres – oven i det, der følger af pandemiens enorme pengeudpumpninger. Dernæst er det med Putins angreb blevet klart, at Europa nu omsider

Bo Lidegaard • Født 23. januar 1958 i Godthåb (64 år).

• Historiker, forfatter og medstifter af Kaya Research, der rådgiver virksomheder om klima og energi.

• Chefredaktør for Politiken 2011-2016.

• Departementsråd og ambassadør i Statsministeriet 2005-2011.

Ansat i Udenrigsministeriet 1984-2005.

• Forfatter til ti bøger, fortrinsvis om Danmarks nyere historie og besættelsen.

varende energi, men det er af alle mulige dårlige grunde gået alt for langsomt. Nu har vi så balladen, og der er ingen lette udveje til hurtigt at erstatte den russiske gas.

Selv om vi gør alt for at importere så meget flydende gas som muligt, lader atomkraftværker køre længere end forudset, pumper mere gennem alternative rørledninger fra syd og nord, brænder mere kul end i mange år – og sætter særlige tiltag i gang for at fremme større energieffektivitet og isolere vores huse bedre – ender vi stadig med at mangle noget. Det er ikke for sjov, at Energistyrelsen har indkaldt nogle af de største gasforbrugende virksomheder for at fortælle dem, at det kan blive nødvendigt at lukke for gassen. De europæiske lagre er så langt nede, at det ikke er sikkert, at der er gas nok til alle virksomheder, når vi prioriterer at opvarme de små hjem og stege frikadellerne. Endnu dette forår, sommer og efterår skal det nok gå, men uden russisk gas bliver det svært at fylde lagrene hen over

Vi har forladt en verden, der var nogenlunde sikker for et land som Danmark, og er gået ind i en tid præget af usikkerhed på snart sagt alle fronter.

må frigøre sig fra sin dybe afhængighed af energi importeret fra Rusland. Vi skulle for lang tid siden havde været i gang med en langt mere omfattende udbygning af ved-

året, så vi har energi nok til næste vinter.

Og det kan let blive værre. For selv om EU nu har sat som mål at skære forbruget af russisk gas ned med to tredjedele allerede i år – og helt lukke ned i 2027 – er det langtfra sikkert, at gassen bliver ved med at flyde

Altinget Magasin Essay

så længe. I takt med den russiske krigsførelse bliver mere brutal, vokser presset på de europæiske politikere for, at vi selv stopper importen af gas og olie – nu snart. Det er ganske vist os selv, vi rammer hårdere, end det vil ramme Rusland, men det er svært at stå på mål for importen og betalingen i hård valuta, når vi dagligt konfronteres med krigens rædsler. Indtil videre har Tyskland stået fast på importen, men heller ikke Berlin er så fast en borg, hvis russerne indleder massive bombninger af civile mål.

Det er også tænkeligt, at Putin vælger selv at lukke for gassen som modsanktion over for Europas støtte til Ukraine og begyndende tiltag mod Ruslands økonomisk vigtigere olieeksport. En afbrydelse af gassen vil ganske vist betyde en yderligere belastning af Ruslands allerede hårdt prøvede økonomi, men Putin ved, at EU ikke umiddelbart har noget alternativ, og at ”straffen” vil blive særdeles mærkbar.

Under alle omstændigheder er omstillingen af Europas energiforsyning fra impor-

teret olie og gas til vedvarede energi med ét slag gået fra at være noget, vi gerne ville for at bremse klimaforandringerne, til at være en strategisk nødvendighed. Det giver større handlerum for regeringer og for EU – og historisk medvind for en langt hurti-

Vi står til økonomiske tæsk. Det gælder under alle omstændigheder, men mest hvis gassen forsvinder helt – og hvis de økonomiske forbindelser til Kina går samme vej.

gere udbygning af især vind og sol – sammen med energibesparelser og effektivitet.

Planerne revideres dag for dag, og ambitio­ nerne er tårnhøje. Økonomien giver også mening i en situation, hvor den vedvarende energi trods de høje investeringsomkostninger på bare lidt længere sigt er markant

billigere end de oppustede priser på fossile brændsler.

Strategisk autonomi Det store spørgsmål, der plager de europæiske politikere, er, om de høje ambitioner kan omsættes til praktisk virkelighed og strøm i nettet? Det handler om at overkomme alle de hindringer, der typisk gør opførelsen af især vindmølleparker så tidskrævende. I Tyskland taler fremtrædende politikere om at afkorte planlægnings- og tilladelseshorisonten fra 3-5 år til 3-5 måneder. Men det vil også kræve, at selve elnettet udbygges – og på tværs af både landegrænser og de tyske Länder, så strømmen kan føres fra vestenvindsbæltet mod nord længere mod syd til de store forbrugere.

Ambitionen om at bygge langt flere møller meget hurtigere for at opnå større energiuafhængighed, eller Frihedsenergi, som den tyske vicekansler kalder det, har også aktualiseret spørgsmålet om Europas adgang til de nødvendige råvarer. Kritiske April 2022

51

dele af den europæiske vindmølleindustri, herunder den danske, er stærkt afhængige af mineraler, vi i dag importerer fra Kina.

Solpaneler er et godt eksempel. Teknologien blev oprindeligt udviklet i Europa, hvor massive subsidier fik produktionen op og prisen ned. Men i markedets hellige navn blev de europæiske virksomheder solgt til Kina, der i dag har noget nær verdensmonopol på de kritiske processer, der i høj grad udføres i Xinjiang-provinsen, hvor tvangsarbejde er udbredt. Selv producerer vi ikke længere solpaneler, og skal vi frigøre os fra afhængigheden, vil det kræve opbygning af et helt nyt produktionsapparat. Det udstiller Europas afhængighed og nærer ønsket om større ”strategisk autonomi”, der kan oversættes til mere uafhængighed.

Industripolitiske tiltag, der for bare få år siden ville have været utænkelige, bliver nu forfulgt af de store EU-lande med Kommissionens velsignelse, og selv inkarnerede frihandelslande som Danmark og vore nordiske søstre og brødre følger nølende trop.

Der er ganske enkelt ikke andre veje i den nuværende situation, og slet ikke, når store virksomheder med støtte fra deres respektive regeringer går sammen om ”Vigtige Projekter af Fælles Europæisk Interesse”, som det så smukt kaldes. Vælger Danmark at stå udenfor, er konsekvensen, at danske virksomheder ikke bliver en del af disse fremtidige markeder.

Også på det felt, kan det komme til at gå endnu hurtigere, hvis Kina ender med at gøre mere eller mindre fælles sag med Præsident Putins Rusland. USA har gjort det klart, at bestræbelsen på ikke at ramme Kina med de omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland, vil blive afløst af hårde sanktioner også mod Kina, hvis Riget i Midten bliver taget i at snyde på vægten, enten ved at aftage mere energi og flere varer fra Rusland eller ved direkte at støtte Putins nødlidende felttog. I den situation vil de voldsomme sanktioner, der er rettet

EU’s ledere har med deres fælles erklæring om, at alle krigsflygtninge fra Ukraine kan få midlertidig beskyttelse i EU sendt et historisk signal. Men det er ikke en gratis omgang. Vi skal regne med flygtningestrømme i et omfang, vi ikke har set i nyere tid. Over to millioner ukrainere har søgt tilflugt i EU.

52

Altinget Magasin Essay

April 2022

53

mod Rusland og Belarus, blive udstrakt også til Kina, og en opdeling af hele verdensøkonomien blive en realitet.

Skadevirkningerne vil være betydelige, måske størst netop ved, at europæiske virksomheder vil blive afskåret fra råvarer, de plejer at få fra Rusland eller Kina. Der er meget på spil, også for Kina, der allerede døjer med stigende inflation, COVID-19’s tilbagekomst og kraftige prisstigninger på importeret energi og fødevarer. Derfor er det stadig mest sandsynligt, at Kina forsigtigt vil holde sig ude af konflikten og dermed ikke bliver udsat for nye amerikanske sanktioner. Men det vipper på en knivsæg, og ingen ved, hvor det ender.

Økonomiske tæsk Vi står til økonomiske tæsk. Det gælder under alle omstændigheder, men mest hvis gassen forsvinder helt – og hvis de økonomiske forbindelser til Kina går samme vej.

I Eurozonen vil det blive nødvendigt at videreføre suspenderingen af reglerne for statslige underskud, og vi vil alle være nødt til igen at bruge rigtig mange penge på at 54

beskytte de mest sårbare dele af befolkningen mod de værste følger af krisen. Når vi hertil lægger øgede forsvarsudgifter og energipriser, taler vi om mindst 1,5-2 procent af vores samlede økonomi – pessimister taler om dobbelt så meget – der ville skulle finansieres gennem øget lånoptagning. Ikke noget under, at Italiens Mario Draghi og Frankrigs Emmanuel Macron er begyndt at tale højt om at gentage succesen med fælles målrettet lånoptagning efter den COVID19-­­­­­­­­­model, der nu er kendt som Next Generation EU Recovery Fund.

Endnu holder Tyskland igen også med henvisning til, at der endnu er mange ubrugte midler fra de tidligere hjælpepakker og fra andre kasser, der er gemt til sådanne krisesituationer. Det sidste ord er ikke sagt i den sag, og hvis der er én ting, vi har lært om kansler Scholz, er det, at han kan rykke, når det gælder. Og det gør det nu igen for Europa. Det betyder ikke nødvendigvis, at han bare åbner pengepungen, tværtimod.

Men Tyskland har også en vital interesse i at holde hånden under økonomien i Euroland og i at styrke det økonomiske samarbejde.

Tyskland er trådt i karakter på en måde, som vi ikke har set siden genforeningen.

Samtidig rykker det centrale Europa tættere sammen, og det kan godt blive sværere og mere udsat at være et lille medlemsland, der ved at stå uden for den fælles mønt har valgt ikke at være en del af den inderste kerne med den solidaritet og beskyttelse, man får dér. Vi skal også regne med flygtningestrømme i et omfang, vi ikke har set før i nyere tid.

I skrivende stund har over to millioner ukrainere søgt tilflugt i EU, og selv om langt de fleste endnu er i Polen og andre nabolande, må vi vente, at mange også vil søge til Danmark og til andre nordiske lande. EU’s ledere har med deres fælles erklæring om, at alle krigsflygtninge fra Ukraine kan få midlertidig beskyttelse i EU sendt et historisk signal – og afgivet en forpligtelse, som nyder stor opbakning. Alt andet ville have været et fatalt svigt. Men det er ikke en gratis omgang, og selv om vi ikke kan vide, hvor mange der vil blive hvor længe, skal vi forberede os på, at Europa vil blive midlertidigt hjem for mange millioner ukrainere.

Altinget Magasin Essay

Krigen i Ukraine har også gjort det umulige muligt i dansk politik. Med det nationale kompromis om sikkerhedspolitik har regeringen, Venstre, SF, Radikale Venstre og Konservative besluttet at løfte forsvarets udgifter til to procent af BNP inden 2033, sende forsvarsforbeholdet til folkeafstemning og sikre uafhængighed af russisk gas.

Usikkerheden Vi har forladt en verden, der var nogenlunde sikker for et land som Danmark, og er gået ind i en tid præget af usikkerhed på snart sagt alle fronter. Der er en næsten rørende fortrøstning i forsikringerne om, at Danmark nu med 18 milliarder mere til forsvaret hvert år vil blive mere sikkert. Det forholder sig lige omvendt: Beslutningen om at øge forsvarsbevillingerne op til to procent af nationalproduktet er ikke udtryk for større sikkerhed, men for en akut følelse af usikkerhed. Og den usikkerhed kan let blive større i fremtiden, selv om vi både bruger flere penge på forsvaret og indkalder mange flere værnepligtige.

Der kan være gode grunde til at styrke forsvaret, og det er godt også for os og vores sikkerhed, at Tyskland er stemplet ind til ansvaret for Europas sikkerhed. Men ideen om, at det er Putins militærkolonner, vi

Hvis der er én ting, vi har lært om kansler Scholz, er det, at han kan rykke, når det gælder. Og det gør det nu igen for Europa.

ruster os mod, er i bedste fald kun en lille del af sandheden. Ruslands økonomi er på størrelse med Nederlandene og Belgien tilsammen, og Putins forsvarsudgifter på størrelse med Storbritanniens. Truslen er ikke enkel, og vi er ikke at sammenligne med Ukraine. Styrkeforholdet er allerede massivt i Vestens favør, og det er nok få, der er imponerede af den russiske hærs formåen i Ukraine.

Det er ikke russiske kampvogne, der ruller ned ad Ny Kongensgade, vi skal være bange for. Derfor bliver det afgørende at bruge de mange penge på noget, der faktisk styrker Danmarks sikkerhed og vores mulighed for at være til stede i hele kongeriget.

Det er ikke noget tilfælde, at statsministeren er rejst til Grønland efter det historiske forsvarsforlig, for det er igen nærområderne og Arktis, der står i centrum.

Vi skal også tænke i helt nye kapaciteter og langt mere uklare fronter. Putins evne til at svække vestlige samfund indefra ved systematisk at nedbryde tilliden til vores demokratiske institutioner og samarbejde har været langt mere effektiv end hans traditionelle militær.

Tænk blot på den russiske indblanding i afstemningen om Brexit og det amerikanske præsidentvalg i 2016, der bragte Donald Trump til magten. Tænk på cyber-angreb og tænk på den russiske støtte til snart sagt alle yderligtgående partier og bevægelser, der bekæmper tilliden til demokratiet, EU og internationalt samarbejde. Vores forsvar handler også om et stærkt og alsidigt Danmarks Radio og støtte til public service og private medier, så de kan klare sig trods konkurrencen fra sociale platforme, der har vist sig som nyttige og skræmmende effektive instrumenter for manipulation og ekstremisme. Det handler også om uddannelse og oplysning, samt om at styrke vores diplomati og internationalt samarbejde.

Fremtiden Selv om der ikke er noget godt at sige om krigen i Ukraine eller om den elendighed og usikkerhed, den fører med sig, er vi nødt til også at se på de muligheder, der følger med et så radikalt opbrud i den verden, vi kender. Vi kan hverken hjælpe krigens ofre eller os selv, hvis vi ikke har styrken til at se fremad og udnytte fordelene ved det opbrud, der tvinger os til nu at gøre noget af alt det, vi alligevel burde gøre, men har udsat alt for længe. Omstillingen til grøn energi og elektrificeringen af både energisystemet og store dele af industrien giver på bare lidt længere sigt mulighed for at få både billigere og renere energi – og for at begrænse vores udledninger af drivhusgasser hurtigere, end vi ellers ville have været klar til. Vi kan få et mere bæredygtigt samfund, der belaster også vores lokale miljø mindre.

Samarbejdet omkring udbygningen af europæiske energinetværk, energi-øer og fælles vedvarende energianlæg kan samle Europa på kryds og tværs med Danmark som centralt bindeled. Krigen har samtidig erindret os alle om, hvorfor vi har forpligtet os på samarbejdet og de demokratiske værdier, det hviler på. Måske er vi endda blevet mere klar til at inddrage EU’s nabolande i samarbejdet og udvide den bløde magt og interessesfære, EU stadig repræsenterer.

Og vi skal hverken glemme Ukraine eller afskrive Rusland, som en dag igen vil være klar til at træde frem som ansvarligt medlem af verdenssamfundet. Til den tid vil landets leder ikke længere hedde Putin, men Rusland vil stadig være en stor magt – og vil stadig være vores nabo.

Det er en fordel, at vi – forhåbentlig – kan slippe af med forsvarsforbeholdet og sammen med vore nabolande styrke Europas forsvar og den underliggende forsvarsindustri og de teknologier, der har både sikkerhedsmæssig og civile anvendelse. Styrket forskning og stærkere europæiske kapaciteter er en del af et mere sikkert Europa. I det hele taget er der alt mulig grund til at rykke tættere sammen med vores naboer, og Danmark er godt stillet for et sådant samarbejde.

Der er også ting, vi måske skal genoverveje. Krisen, de skyhøje energipriser og truslen om, at vi på kort sigt kan komme til at mangle den energi, vi har brug for, minder os om, at brugen af fossile brændsler ikke kan stoppes ved, at vi selv holder op med at udvinde olie og gas. Det handler om at opbygge alternative energikilder uden udledninger. Men indtil de er på plads, og vi har løst problemerne med at sikre strøm, også når de vedvarende energikilder er nede, er der ingen fordel ved at gå andre steder hen og købe den gas, vi stadig har brug for. Tværtimod bliver det en stor lettelse, når Thyra-felt i Nordsøen, der nu er under rekonstruktion, igen fra sommeren næste år kan levere gas.

Ukraines overlevelseskamp har forandret Europa – og ikke kun til det værre. Krigen har også mindet os om, hvem vi er, og om, at det kan være nødvendigt at kæmpe for friheden til at være det. Den kamp skal udkæmpes i alle dele af samfundet og i måden, vi er en del af Europa og resten af verden. Det er nemlig det, vi er: et europæisk samfund midt i en skæbnestund.

April 2022

55

Breve fra min ven i Moskva

Altingets chefredaktør har før og under krigen i Ukraine skrevet med en russisk ven. Brevene fra Moskva er blevet en uundværlig kilde til at forstå en uforståelig krig.

AF JAKOB NIELSEN, CHEFREDAKTØR, ALTINGET

“Du kan ikke forstå vores logik.

For der er ikke nogen logik!”

Udgivet 27. februar – tre dage efter det russiske angreb på Ukraine – Da krisen mellem Rusland og Ukraine begyndte at spidse til, skrev jeg til min ven i Moskva. Han svarede straks. ”Tak for din venlige hilsen og sympati. Jeg er også ked af den militære optrapning,” skrev han.

I den følgende uge har vi udvekslet tusindvis af ord. Forsøgt at forstå, hvordan konflikten – og i de seneste dage: krigen – bliver opfattet i den modsatte lejr.

Det har været berigende og sågar morsomt.

Til tider har det også været rørende. ”Meget, meget trist, Frustrerende og forbløffende,” skrev min ven den morgen, hvor Rusland havde invaderet Ukraine.

Men det har også været chokerende. Som da min ven lørdag aften overtog Putins sprogbrug og kaldte de ukrainske soldater for nazister. Eller som da han forudsagde, at hele Europa – også Danmark – snart vil orientere sig mod Putin som kontinentets leder.

Mest af alt har det været en øjenåbner. En påmindelse om, at vores egen forståelse af verden er præget af de historier, vi fortæller hinanden, og om at selv moderate, begavede og veluddannede mennesker godt kan se verden med helt andre – åbne – øjne.

Livet i Moskva er fint – som i ethvert andet land,” skrev min ven i en af sine første beskeder.

Jeg bringer ikke hans navn, men han er en højt uddannet russer, der har tilbragt stort set hele sit liv i Moskva, men som også har boet i Vesteuropa og besøgt Danmark. Derfor var han bekymret for udviklingen, allerede inden krigen begyndte. ”Forholdene bliver generelt værre. Corona og de militære spændinger gør, at jeg føler, at vi er ved at blive separeret fra resten af verden,” skrev han.

56

”Hvis jeg skal forklare dig vores virkelighed, så lad mig sige, at de fleste russere er temmelig ligeglade med det hele. De rige, som bor i Moskva, fester hele tiden i eksklusive klubber, og de fattige, som bor i det andet Rusland (uden for Moskva) kæmper for at overleve, og deres største bekymring er at tjene til dagen og vejen. Ukraine føles rigtig langt væk for os alle, og Vesten er som en anden planet.”

Men ifølge min ven nyder den russiske præsident, Vladimir Putin, opbakning fra både toppen og bunden af samfundet: ”Paradokset er, at de rige og de fattige begge mener, at Putin er det bedste for Rusland.

De rige er glade for de nemme penge fra korruption. De fattige kan godt lide Putins styrke, som viser Vesten, at vi er betydningsfulde. De fattige vil hellere bekæmpe Amerika end deres egen fattigdom,” skrev han.

Og han demonstrerede så den russiske sarkasme, jeg har lært at kende og holde af: ”Så de rige rejser jævnligt til Italien, Storbritannien og USA for at ”koordinere” de fattiges kamp mod Vesten fra deres paladser. Og ja, vodka er stadig den vigtigste vane for os alle.”

Hvad betyder sandheden Jeg forsøgte at få ham til at forklare, om russerne virkelig tror på de løgne, som Putin og den russiske regering har spredt gennem den seneste uge. ”Begrebet ’sandhed’ er ikke særligt vigtigt i Rusland,” svarede han. ”Russerne tror på Gud, på tsaren (og Putin ligner en ret perfekt en af slagsen) og på nogle fælles, traditionelle værdier. Som for eksempel at vi er Guds foretrukne land, men at barske betingelser er en naturlig del af vores liv, og at alle fremmede er fjender; medmindre de kommer som gæster, for så skal de modtages med gæstfrihed.”

Han tilføjede, at de fleste russere ikke ved så meget om verden udenfor Rusland. ”Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Rusland altid på en måde har været afkoblet fra resten af verden. Det er et enormt land, og bare det at rejse inden for landets grænser er en stor

overvindelse. Jeg vil tro, at jeg selv har set mindre end fem procent af mit eget land. At rejse uden for Ruslands grænser er en endnu større overvindelse. Ja, mange russere tilbringer ferier i Tyrkiet, Italien og Spanien eller besøger USA, men det er stadig et mindretal. Jeg vil tro, at syv procent af russerne har været i udlandet,” skrev han. ”Min pointe er, at russerne ved for lidt om andre lande, så de kan ikke sammenligne deres egen situation med andres.”

Af samme grund ser de fleste russere ingen grund til at tro mere på Vestens ledere end på deres egne. ”De stoler ikke på dem, nøjagtig som de heller ikke stoler på deres egne politikere. De fleste stoler kun på deres familiemedlemmer, nære venner og naboer,” forklarede han.

Sarkastisk tilføjede han: ”Hvilken sandhed skulle russerne også kunne få fra andre lande, når vi nu er sikre på, vi er de bedste?” ”Det er også vigtigt, at vi er vant til at ændre opfattelse af sandt og falsk en gang imellem.

Efter revolutionen i 1917 betragtede vi den russiske Tsar som fuld af løgn. Efter 1991 fandt vi en ny sandhed. Vi begyndte at betragte Sovjet-tiden som fuld af løgn. Nu, med Putin ved magten, betragter vi Boris Jeltsin som en løgner. Hvad får dig til at tro, at der skulle være plads til at tro på, hvad vestlige ledere siger,” spurgte han.

Sandheden om denne krig vil også skifte: ”Uanset hvad der foregår i Rusland i dag, så vil det blive betragtet som vanvittigt og ulovligt af nye russere om 50 års tid.”

Stalintidens forbrydelser – og før det tsarens – medfører også, at russerne ikke er bange for udlændinge. ”Ingen har gjort os mere ondt end vores egne. Om vi så skal kæmpe mod hele verden, så gør vi det – desværre.”

Til gengæld bærer mange russere rundt på et stort selvhad, der dukker op, når de forlader hjemlandet, forklarede han. ”Når russere flytter til udlandet for at bo,

Altinget Magasin Feature

skifter deres verdenssyn 100 procent. De begynder at hade Rusland, at foragte alle deres gamle venner, landets ledere osv. Når de er i udlandet, bryder russere sig ikke så meget om andre russere,” skrev han. ”Alt i alt, Jakob, så er vi et meget mærkeligt land. Du kan ikke forstå vores logik. Hvorfor?

Fordi der ikke er nogen logik. Så begrebet ”sandhed” er helt udelukket for os.”

Mens vi skrev, begyndte Vesten at true med voldsomme sanktioner, hvis Rusland rent faktisk ville angribe Ukraine. Ifølge min ven var det ikke noget, der holdt folk vågne i Moskva.

Heller ikke da det russiske aktieindeks oplevede voldsomme fald. ”Aktiemarkedet er desværre hverken en kilde til finansiering af russiske virksomheder eller et mål for investeringer. Vores økonomi er baseret på banker, og de har det foreløbigt fint. Valutaudsving er vi også vant til. Ofte på grund af vores egen politik. Ikke eksterne stød.

Jeg siger ikke, at Rusland er immun overfor sanktioner, men jeg tror bare ikke, man skal overdrive deres betydning.”

Han undrede sig også over flere vestlige lederes forsøg på at skræmme udenrigsminister Lavrov med sanktioner. ”Uanset hvad, så kan du ikke skræmme en person, som er meget mere bange for det uigennemskuelige net af kontroversielle nationale interesser – og for præsidenten. Og ultimativt kan du ikke skræmme Putin overhovedet.”

Til gengæld undrede han sig over, at Vesten ikke greb ind mod russisk hvidvask af penge i Vesten. ”Russerne ved godt, at hele vores elite, som elsker at slås med Vesten, samtidig har købt fast ejendom i Europa og USA, og at de har parkeret milliarder af dollars og deres familier der. Derfor ligner hele opgøret med Vesten bare et spil, fordi Vesten jo tydeligvis accepterer den opførsel fra vores rigeste landsmænd,” skrev han.

Det var nogle dage før, EU og USA i weekenden annoncerede nye og barskere sanktioner mod russiske banker og rigmænd. ”Mange af os tænker, at alle oligarker i verden er medlemmer af en hemmelig klub, som styrer verden og udelukkende bekymrer sig om deres egne interesser. Krige og forhandlinger er bare skuespil for folket,” forklarede han.

Om han egentlig også selv ser verden på den måde, lod han stå lidt åbent. ”Der findes ikke nogen nem løsning. Hvis man lægger mere pres på de russiske penge i Vesten, vil de rige russere flytte østpå. Men i det mindste vil det være lidt mere ærligt fra Vestens side. At sidde på de russiske penge og samtidig belære Rusland om, hvad det skal gøre, det er

ikke særlig overbevisende,” skrev han.

Onsdag morgen vågnede Europa op til en ny krig på kontinentet. Og jeg vågnede op til en besked fra min russiske ven: ”Meget, meget trist”, skrev han. ”Ikke megen støtte til det radikale træk. Frustration og forbløffelse.”

Han var tydeligvis både chokeret og overrasket. Den dag var vi helt på linje. ”Jeg forstår det heller ikke,” skrev han. ”Selv hvis Rusland ignorerer de samlede vestlige fordømmelser, så er det her alt for omkostningsfyldt for os. Økonomisk krise, spændinger internt i landet, hvor mange er imod krigen – og døde landsmænd.”

Han håbede, at det ville være hurtigt overstået. At den ukrainske regering ville falde, så soldaterne kunne trækkes hjem. ”Det her handler ikke om Ukraine, men mere om at sende et signal til USA om at trække sig væk fra den russiske grænse. Putin har aldrig behandlet Ukraine som et rigtigt, selvstændigt land. Han regner det for endnu et Belarus. Men så så han provestlige marionetter, som han kalder dem, og besluttede sig for at smide dem ud af Ukraine i et drastisk træk for at rense nabolandene for lugten af USA.” Måske. Men analysen viser, at min ven, måske ligesom Putin, kraftigt havde undervurderet ukrainernes vilje og evne til at gøre modstand. Det blev ikke nogen lynkrig på et par døgn.

Efter nogle dage skrev jeg til min ven og spurgte, hvad han tænkte om Ukraines præsident Zelenskij, som i Vesten havde opnået heltestatus. Og som tydeligvis beherskede sociale medier langt bedre end sin russiske modstander. ”Zelenskij ser også virkelig godt ud her,” svarede han. ”Han forlod ikke landet, men bliver i centrum af Kyiv og forsøger at organisere modstanden. Han bliver hørt i Moskva. Men hans skæbne er selvsagt forudbestemt. Styrkeforholdet er usammenligneligt. Den russiske militære maskine vil fortsætte for fuld kraft. Snart bliver han nødt til enten af flygte eller at overgive sig,” lød analysen lørdag eftermiddag. ”Den offentlige mening her er delt om Ukraine. Halvdelen har ondt af Ukraine og kræver krigen stoppet. Den anden halvdel støtter Putin og siger, at otte års bombninger i Luhansk og Donetsk sammen med Ukraines anti-russiske og Nato-venlige linje førte til det her.” ”Men alle i Rusland er i skidt humør og meget skuffede over den aktuelle udvikling.”

Vi skrev lidt videre om propagandakrigen, men den fylder ikke meget i russernes bevidsthed.

”Alle ved, at Putin vil vinde det her spil, uanset hvad Vesten tænker. Men det er åbenlyst, at vi vil leve i en ny verden, hvor Europa og Rusland er revet fra hinanden, alle bånd kappet over,” skrev min ven.

Men så skrev han noget, jeg slet ikke havde regnet med: ”Den eneste grund til, at Zelenskij stadig er i live, er, at Putin er ligeglad med ham. Putin vil straffe de ukrainske nazi-styrker – ikke Zelenskij personligt.”

Nazi-styrker!?

Min ven har en god sans for sarkasme, men selv om jeg læste sætningen flere gange, kunne jeg ikke få øje på den her. Så jeg bad ham forklare, hvorfor han kaldte de ukrainske styrker for nazister.

Han pegede på Azov-brigaden, som jeg ikke kendte til – men som rent faktisk er en del af den ukrainske hær og har sine rødder i nynazistiske grupperinger. ”Om de er egentlige nazister eller ej, er et alvorligt og vanskeligt spørgsmål,” skrev han og uddybede: ”Siden Anden Verdenskrig har der været folk i Ukraine, som var imod Sovjet-regimet.

Da jeg var ung, advarede mine forældre mig ligefrem imod at rejse i bestemte dele af Ukraine, fordi russere risikerede at blive slået ihjel om natten af anti-Sovjet-typerne.”

Han fortsatte: ”Efter Sovjetunionens sammenbrud blev nogle af de folk helte, fordi de havde modsat sig Sovjet-regimet, og fordi de som nationalister havde kæmpet for Ukraines selvstændighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede de imod sovjethæren sammen med nazisterne.

Ikke fordi de var nazister, men fordi de så en mulighed for at befri deres land fra Sovjet.”

Det er i det lys, man skal forstå det, når Putin og andre russere bruger ordet nazister: ”Dengang kaldte man dem, som kæmpede sammen med nazisterne, for nazister. Det er jo ikke underligt, at de samme mennesker, som bekæmpede Sovjetregimet, også er imod det moderne Rusland og vil bekæmpe det. Jeg synes, de har drevet det for vidt. Og jeg tror, at Putin har brugt det som undskyldning for sine handlinger – for at beskytte russere og dem, der godt kan lide Rusland. Hvad Putin tænker inderst inde, ved vi ikke.”

Men min ven kan godt forstå Putins følelser, forklarede han: ”Jeg kan selvfølgelig ikke nære varme følelser for dem, der hadede Sovjet eller hader det moderne Rusland. I deres øjne er jeg en fjende, der bør likvideres. Personligt ville jeg nøjes med undgå dem i Ukraine, men Putin erklærer, at han vil udslette dem, før de udsletter ham.”

April 2022

57

Og så tilføjede han: ”Eller måske vil Putin bare herske over den del af verden også”.

Nazi-ordet var ikke den eneste ting, vi var uenige om lørdag, mens krigen rasede i Ukraine.

Min ven skrev også, at han forudså en helt ny verdensorden. Et paradigmeskifte. ”Hvis Putin lykkes med at kontrollere Ukraine, vil vi se et magtskifte fra USA til Rusland,” skrev han.

Helt uden sarkasme. ”De andre lande vil ligge på knæ for Putins venskab,” skrev han.

Hvilke andre lande, spurgte jeg undrende? ”Nu må du ikke grine, men alle europæiske lande,” lød hans svar. ”Alt vil være vendt på hovedet. Jeg støtter selvfølgelig ikke den udvikling 100 procent, men det er den simple logik om, hvem der er den stærkeste i nabolaget,” skrev han.

For en gangs skyld var det mig, der begyndte at forklare. Om krigsmodstanden i hele Europa. Om den betydning, som ytringsfrihed, demokratiske valg og retsstaten har i Europa. At Putin skulle blive Europas uformelle leder er helt utænkeligt, skrev jeg.

Men min russiske ven stod fast:

”Lad mig bare minde dig om, at Hitler pludselig dukkede op i Tyskland. At Trump dukkede op i USA. Folk kan blive skøre overalt. Hvad der ser umuligt ud i dag, kan være muligt i morgen”.

Inden vi gled helt fra hinanden, mindede han om, at de fleste russere også er chokerede over krigen. Ingen havde ventet den. ”Sorg og beklagelse,” skrev han.

Jeg skrev en sidste besked, inden jeg lukkede ned. Her kunne vi mødes: ”Sorg og beklagelse”.

Livet bliver barskt nu i Rusland Udgivet 23. april – næsten fire uger efter krigens begyndelse –

samfundet. Men der var ikke noget nyt i den artikel for mig. Jeg tror, de her argumenter er velkendte både i Rusland og i Vesten. Der har været masser af artikler som den de sidste 10 år,” svarer han. ”Det eneste sikre er, at Putin er 100 procent uforudsigelig både for sine fjender og for sine nærmeste allierede. Der var mange artikler i russiske oppositionsmedier sidste år om, at han er alvorligt syg og snart ville gå af.”

Synes han, det er et stærkt initiativ eller mest lidt latterligt? ”Jo flere nyheder, vi har, jo bedre,” skriver han og tilføjer: ”Det russiske samfund er stadig meget splittet. Og de forskellige lejre stoler på deres egen sandhed. Efter min smag skulle vi have flere forskellige kilder til information. Men så skulle man jo også tro, at Russia Today skulle være en del af menuen i Vesten – men det betragtes som propaganda…”

På sociale medier kan man læse, at den russiske regering overvejer at lukke helt ned for internettet. ”Jeg har tjekket de russiske sites. Det er vrøvl. Men du ved, vi bør være forberedte på hvad som helst. ” I de seneste dage har russerne også lukket ned for flere sociale medier som Instagram og Facebook. Men de virker stadig, konstaterer min ven.

Han forklarer, at lukningen af de sociale medier er et meget typisk eksempel på russisk kontrol. ”Parlamentet har besluttet at lukke Facebook og Instagram. Men folk, der forsøger at omgå forbuddet, bliver ikke straffet. Og for russere er det helt fint og normalt. For vi russere ved godt, at vores strenge love bliver opvejet af svag håndhævelse. Men en logisk tænkende person ville nok spørge, hvorfor fanden vi så skulle forbyde de her tjenester…”

skriver han.

Han sender et billede fra det lokale shoppingcenter, hvor en butik reklamerer med, at den kan genoplive Instagram på mobiltelefonen ved at lægge en VPN-forbindelse ind. ”Russisk logik fungerer sådan her: vi er nødt til at forbyde de selskaber for at straffe dem, men vi vil ikke straffe de russere, der bruger tjenesterne. Så hvis du kan finde ud af at få adgang, så….”

Han sender mig link til en historie, der florerede mange steder, om at Facebook aktivt havde besluttet at tillade opfordringer til vold mod russere. ”Mit budskab er, at ingen holder fast i deres principper, uanset hvor gode de er, når situationen kræver særlig handling. Du kan være en stålsat demokrat i dag og vågne op som Hitler i morgen,” skriver han.

Og så tilføjer han køligt: ”Tag ikke demokratiet i Vesten for givet” Min ven fortæller, at sanktionerne begynder at kunne mærkes. ”Ja, livet bliver barskt nu i Rusland. Det bliver en helt ny tid. De velkendte globale brands er på vej væk, og kinesiske brands er hurtige til at udfylde hullerne. Man føler snart, at Rusland er en kinesisk provins, isoleret fra resten af verden,” skriver han. ”I Rusland stiger priserne på importerede varer på grund af ændringer i valutakursen.

Men prisen på dagligvarer er stort set den samme. Så nu er vi hastigt ved at vænne os til Honor Phones,” skriver han.

Honor Phones? ”Kinesiske mobiler… Men de har ikke Apples imponerende økosystem. Jeg har for eksempel Apple TV, men det virker jo ikke med en Honor Phone. Så – mange store ændringer i vores livsstil for tiden. Men selvfølgelig ingenting i forhold til det, der foregår i Ukraine.”

Min russiske ven har været tavs i nogle dage.

Jeg skriver og spørger, om alt er ok? ”Overordnet går det fint, bortset fra at vi er i krig, og folk dør. Her er en dyster og akavet stemning,” svarer han.

Den stemning forsøger han jævnligt selv at bløde op med vittigheder og fjollede klip fra nettet. Som han skriver: ”Uden humor er det helt umuligt at leve i Rusland”.

Men stemningen i vores chat bliver også både akavet og dyster, når min ven forudsiger, at Rusland vil fortsætte krigen for at ”smide Nato ud af Europa”, eller når han citerer russiske eksperter for, at det hele ender i altudslettende atomkrig.

Brevene fra Moskva er blevet min uundværlige kilde til at forstå en krig, jeg ikke forstår.

De kommer fra en ven, hvis navn jeg ikke nævner. Han er en højtuddannet russer, der tidligere har boet i Vesteuropa, og som også har besøgt Danmark.

Han bruger vestlige medier og nærer en dyb skepsis over for Putin og de russiske oligarker, men hans verdensbillede er ikke desto mindre russisk. På den måde er han en vigtig påmindelse om, at forskellen på sandhed og propaganda ikke er et enten-eller, men nærmere en flydende skala.

Derfor spørger jeg ham om det initiativ, som Politiken og to andre nordiske aviser har taget, hvor de oversætter artikler til russisk for at give russere adgang til ikke-statslig journalistik. Jeg sender ham en artikel fra Politiken, hvor eksperter vurderer, at Putin er en diktator. Han læser den. ”Uanset om Putin er diktator eller ej, så møder han rent faktisk modstand fra dele af 58

Altinget Magasin Feature

Han sender et billede af en meget lang kø til Nespresso-butikken. ”Det er vist godt, jeg drikker te! Men hov, mine teposer er britiske. Måske burde jeg også løbe ned i butikken. Eller skifte til et andet mærke.”

Han tvivler selv på, at McDonald’s forbliver lukket i særlig lang tid ”Jeg tror, de tager en pause for at se, hvad der sker. De har mere end 850 restauranter i Rusland. Det er big business.”

Han sender en video med pingviner, der vralter afsted til tonerne af farvel-sangen fra filmen Frost. På pingvinerne ser man alle de vestlige varemærker. ”Uden humor er det helt umuligt at leve i Rusland. Jeg tænker, det er vores modgift mod alle de trængsler og afsavn, vi oplever fra tid til anden. Et menneske med logisk og stringent tilgang til livet, vil enten fare vild i Rusland eller begå selvmord.”

Min ven sender også et billede af tomme hylder, der hvor bleerne findes i et supermarked. ”Så nu venter vi på kinesiske bleer.”

Men det rammer hans russiske stolthed, at landet er så afhængigt af varer udefra. ”Det, der ærgrer mig mest, er at Rusland ikke har været i stand til selv at skabe noget af høj kvalitet, og som er konkurrencedygtigt, siden vi indførte markedsøkonomi i 1991-92.

Det betyder, at vi er afhængige af vestlige produkter og opfindelser – og nu altså af kinesiske,” skriver han. ”Jeg har ikke noget i min lejlighed i Moskva eller i mit hus på landet, som er fremstillet i Rusland. Eller, for at være mere præcis: nogle ting er faktisk fremstillet i Rusland, men af udenlandske firmaer. Ikke et eneste russisk brand, jeg kan komme i tanke om, findes i hele verden.”

Til gengæld har han en god portion russisk humor. ”Gudskelov har vi mad at spise og gas til at varme os ved. Vodka at drikke og balalajkaer at spille på.”

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er der ingen russiske produkter? ”Jeg ved det ikke. Der er mange velkendte problemer ved at drive forretning i Rusland, som den højere rente, den dårlige retssikkerhed, det store bureaukrati og så videre. Men de problemer findes også i mange andre lande, som alligevel har mere lokal produktion,” svarer han. ”Selv om der er mange dygtige folk her, og individuelle russere opnår flotte resultater i sport og videnskab, så mislykkes vi kollektivt med at levere god kvalitet i masseproduktion af varer eller tjenester. Og det har været sådan

igennem hele den russiske historie.”

Vores dialog får en mørkere tone, da jeg skriver til ham, at jeg er bekymret for alle rygterne om, at Rusland måske vil anvende kemiske våben i Ukraine.

I første omgang forsøger han at berolige mig. ”I den her krig eller operation er det umuligt at anvende kemiske våben eller atombomber. Enten bringer man sine egne styrker i fare, fordi fronten ikke er en lige linje, eller også forurener man et område, som begge parter regner med at bruge, i lang tid fremover.”

Så langt så godt. ”Men i det her vanvittige opgør skal man ikke udelukke nogen provokationer eller ulykker. Der kan være officerer i felten, som føler, de ikke har noget at miste,” skriver han.

Og så vender han bekymringen 180 grader.

Han sender et langt indslag fra Fox News, hvor værten Tucker Carlson åbenlyst beskylder den amerikanske regering for at lyve – og hvor han anerkender den russiske påstand om, at USA og Ukraine har hemmelige laboratorier med kemiske våben i Ukraine. ”Selv i USA er der for mange ubesvarede spørgsmål om de her laboratorier.”

Han minder om vores tidligere dialog om nazistyrker, hvor han pegede på den ukrainske Azov-garde, der har forbindelse til ekstreme højre-kredse. ”Måske kan du nu forstå Putins logik lidt bedre. Styrker med nazi-sympatier, underlige amerikanske biolaboratorier, udvikling af en national atombombe, tunge forsyninger af ”defensive våben” – alt det her kan gøre enhver meget bekymret,” skriver han. ”Når det er sagt, så er alt uafklaret, uklart og intet er bevist. Men det potentielle mix af, at noget af det måske viser sig at være sandt, kan udløse handling fra den leder, der har ansvaret for sit land og sit folk,” skriver han med henvisning til Putin. ”Samtidig bør reaktionen altid stå i forhold til truslen. Så alle holder nøje øje med begivenhederne, både i og uden for Rusland.”

Hans egen forventning er, at Ukraine snart ophører med at eksistere som nation. ”Blandt de russiske eksperter, jeg lytter til, er der efterhånden konsensus om, at Ukraine efter operationen vil være en føderation, hvor hver del vil have ret til at forlade Ukraine og tilslutte sig andre lande. Syden kunne tilslutte sig Rusland, Lviv-regionen kunne tilslutte sig Polen,” skriver han og tilføjer ”take it or leave it!”.

Så begynder det at blive uhyggeligt.

“Men jeg tror, der er mere på spil. Enten fortsætter operationen til andre lande for at smide Nato ud af Europa (på den måde er

Ukraine en slags signal til USA om Ruslands faste beslutsomhed), eller også trækker USA sig fredeligt fra Europa,” forudser han. ”Alt vil i høj grad afhænge af Kina og deres reaktion. Indtil nu kan deres position beskrives, som en ekspert fremragende har gjort det: Ryg til ryg med Rusland, men ikke skulder ved skulder. De kommer ikke til at forråde Rusland eller dolke os i ryggen, men de kommer heller ikke til at kæmpe sammen med os.

Hvert land bør forfølge sine egne mål. Hvis den tilgang fastholdes, kan Rusland fortsætte med at kæmpe. Hvis ikke, stopper alting meget pludseligt.”

Men i min vens øjne er Europa efterladt til sin egen skæbne. ”Jeg tror ikke, USA vil kæmpe for Europa.

For mig ser det ud til, at USA ikke for alvor bekymrer sig om hverken Europa eller Rusland, og at alt kan ofres for at nå andre mål.

Flertallet af amerikanerne ved ikke, hvor Rusland eller de europæiske lande ligger. De kan leve helt fint uden denne del af verden.

Latinamerika og Asien er nok for dem. Det vil være mere praktisk at bevare deres dominans i resten af verden. Desuden vil Rusland og Europa før eller siden være udmattede af at kæmpe med hinanden, og USA kan vende tilbage og samle et faldet og ødelagt Europa – og formentlig også Rusland – op.”

Det er en skræmmende analyse. Jeg skriver ikke noget. Han kan godt mærke mit ubehag. ”Det her er bare mine skøre tanker i en brainstorm. Og alt det her ville selvsagt have været utænkeligt for mig for to uger siden.”

Jeg forsøger at dreje samtalen lidt ved at sende et sarkastisk tweet, som den russiske skakspiller og Putin-kritiker Gary Kasparov lagde ud: ”Vi går nu ind i dag 24 af den særlige operation om at indtage Kyiv på to dage…”

Men min russiske ven synes ikke, det er særlig sjovt. ”Det her er jo meget mere tragisk, end det ser ud. Igen har Putin taget fusen på alle omkring sig. Kan du ikke se, at han nyder processen mindst lige så meget som slutresultatet? Han benytter lejligheden til at smadre sine modstandere både internt og eksternt. Så krigen kommer til at fortsætte i lang tid og ingen kan nu vide, hvor eller hvornår, den vil slutte,” skriver han.

Dagens samtale slutter med den mest dystre besked, han har sendt endnu. ”En professor i sociologi blev spurgt i går i et tv-show, hvordan han tror levevilkårene vil være i Rusland to måneder fra nu – for eksempel 15. maj? Han sagde, at det er svært at forudsige. Først og fremmest fordi han ikke var sikker på, der bliver nogen 15. maj.”

April 2022

59

60

Altinget Magasin EU

FOTO: HENNING BAGGER / RITZAU SCANPIX

FRA AFRIKA TIL UKRAINE:

HVAD ER DET FOR ET EU-FORSVAR, DANSKERNE SKAL STEMME OM? Krigen i Ukraine har givet et historisk skub til EU’s militære ambitioner – men udviklingen var allerede i gang i forvejen, og den har i flere år udfordret det danske forsvarsforbehold på en række områder.

AF THOMAS LAURITZEN, EUROPA-ANALYTIKER, ALTINGET

April 2022

61

STEM

I øjeblikket er der planer om 60 projekter vedrørende alt fra dronefly og robot-ubåde til udvikling af nye helikoptere, kampvogne og cyberforsvar.

B

omberne falder igen, og kampvognene ruller ­sikkerhedspolitik. Uanset de forskellige politiske holdatter frem i Europa. Krigen i Ukraine og dens ninger til den sag er det en kendsgerning, at udviklinvidtrækkende konsekvenser for Europas sikker- gen i retning af mere fælles forsvar faktisk har stået på hed har fået regeringen og Folketingets flertal til at lave i årevis. et nyt nationalt kompromis her 30 år efter, at det davæDet er en udvikling, der også udfordrede Danmarks rende nationale kompromis udmøntet i Edinburgh-­ position før Vladimir Putins invasion af Ukraine. Den aftalen definerede de danske udfordring er tydelig i forhold til både overordnet indflydelse, nye EU-forbehold.

Det nye nationale komprosamarbejdsformer og konkrete Forbeholdet for missioner og operationer. mis indeholder blandt andet en fælles forsvar beslutning om at udskrive folke”Det er klart, at når Europas Danmarks forsvarsforbehold er vigtigste ledere nu går sammen afstemning 1. juni om afskaffelskrevet ind i en protokol til om at løfte EU’s forsvarspolitik se af det forsvarsforbehold, som EU-traktaterne med følgende i dag holder Danmark uden for op på et helt nyt niveau, så må ordlyd (uddrag): regeringen og Folketinget i Danmilitære beslutninger, missioner og operationer under EU-flag. mark forholde sig til det,” siger ”Danmark deltager ikke i udarbej­ Christine Nissen, forsker ved Når det skred kommer nu, så delsen og gennemførelsen af Unio­ skyldes det ikke, at forsvarsforbeDansk Institut for Internationanens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. holdet i dette øjeblik forhindrer le Studier (DIIS).

Danmark deltager derfor ikke i ved­ Danmark i at støtte Ukraine eller ”Men selv om det, der foregår tagelsen heraf. Danmark vil ikke deltage i en konkret militær mislige nu, er vildt, så skubber det forhindre de andre medlemsstater blot til en udvikling, der allesion – men ud fra en erkendelse i at udvikle deres samarbejde yder­ af, at det øjeblik kan komme, før rede var i fuld gang. Derfor er ligere på dette område.” det objektivt forkert, når nogle vi ved af det.

Og måske frem for alt ud fra påstår, at det danske forsvarsforbehold ikke har haft betydning en mere overordnet opfattelse af, at Europa nu igen må ruste sig mod en helt reel mili- for dansk sikkerhedspolitik,” siger Nissen, der for to år tærtrussel ved vores egne grænser. Epokeskiftet i tysk siden var en af forfatterne til en stor udredning fra DIIS forsvarspolitik har ført til et epokeskift i dansk forsvars- om forsvarsforbeholdets konsekvenser. politik.

Fra afrikansk piratbekæmpelse Krigen er ny, men udviklingen er ikke til Ukraine-støtte Der er allerede kommet god fart i den danske debat om, Den Europæiske Union har i øjeblikket syv militære hvad begrundelsen er for at pille ved det danske forbe- operationer og missioner kørende i og omkring Eurohold. Nogle mener, at regeringen og resten af Folketin- pa og Afrika, og de kan alle siges at have betydning for gets EU-positive partier bruger den ukrainske tragedie Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik: som undskyldning for en unødvendig eller forhastet Flådestyrker bekæmper menneskesmugling i Middelsatsning på at komme med i EU’s fælles forsvars- og­­­­­­ havet og jagter pirater ved Afrikas Horn, mens freds-

62

Altinget Magasin EU

bevarende missioner og træningsmissioner arbejder i afrikanske lande som Somalia, Mozambique, Mali og Den Centralafrikanske Republik – i et forsøg på at være en stabiliserende faktor i Afrika, hvorfra mange desperate flygtninge og migranter kommer til Europa.

Samtidig begynder EU at bruge en ny finansieringsmekanisme ved navn den europæiske fredsfacilitet (European Peace Facility, forkortet EPF) til at støtte opbygningen af militær kapacitet i andre lande, blandt andet i form af støtte til træning og mate­riel – herunder også våben. Det er for eksempel en mekanisme under denne EPF, som er blevet brugt til at kanalisere våben og andre former for militært isenkram til Ukraine fra en række EU-lande. Også de 2.700 panserværnsraketter, som Danmark har sendt til Ukraine, er sendt afsted som del af en samlet europæisk indsats under EPF. Eftersom våbnene ikke indgår i en europæisk ledet militæroperation eller på anden måde kommer under direkte EU-kontrol, er det blevet vurderet, at Danmark godt kunne være en del af indsatsen på trods af forsvarsforbeholdet.

Nye typer indsats skaber en gråzone Mere indviklet ville det blive, hvis EU besluttede at udnytte denne del af fredsfaciliteten til også at sende rådgivere, trænere eller andet mandskab til for eksempel Ukraine.

Det er ikke sket under de aktuelle krigshandlinger, men det har været på tegnebordet.

Kort før den russiske invasion af Ukraine blev de europæiske udenrigsministre faktisk enige om at bede EU’s udenrigstjeneste om en plan for sådan en støtteindsats for uddannelse af den ukrainske hær.

Af indlysende grunde er den plan nu foreløbig sat i bero. Men skulle denne type indsats med personel en dag blive til virkelighed, så er det uklart, om Danmark vil kunne deltage eller støtte den.

Man kunne også forestille sig en situa­ tion, hvor våben eller andet materiel leveret fra Danmark til et tredjeland pludselig skal bruges som del af en træningsmission under EU-flag. Er vi så i konflikt med forsvarsforbeholdet eller ej?

”Det vil skulle vurderes fra gang til gang, om Danmark kan blive involveret. Og det er bare endnu et nyt eksempel på, hvordan Danmark må bruge masser af kræfter på at vurdere de juridiske spidsfindigheder i forbeholdet frem for at kunne påvirke beslutningerne politisk,” siger Christine Nissen fra DIIS.

Udviklingen efter Brexit og Trump Der findes således en række eksempler på militære operationer, træningsmissioner eller kapacitets-støttende indsatser, hvor Danmark enten har udelukket sig selv eller er i tvivl om det danske engagement på grund af forsvarsforbeholdet.

Der bliver stadig flere af dem, og nogle af dem rykker stadig tættere på Danmark.

Den udvikling betyder naturligvis ikke, at Danmark ikke kan varetage mange danske sikkerhedsinteresser på andre måder, enten via bilaterale aftaler (som indtil for nylig i Mali) eller gennem forsvarsalliancen Nato. Men den betyder, at der er en hel del operationer, missioner og andre former for europæisk samarbejde, som Danmark må stå udenfor.

Situationen betyder også, at Danmark hidtil ikke har kunnet påvirke en række nye satsninger inden for EU’s forsvarspolitik, som har taget fart efter Brexit og på grund af den usikkerhed, Donald Trump formåede at skabe om Natos sikkerhedsgarantier.

Forstærket samarbejde om militær udvikling Her kan man nævne de senere års udvikling af EU’s såkaldte permanente strukturerede samarbejde på forsvarsområdet (PESCO), hvor unionens medlemslande på kryds og tværs er gået sammen om at investere og opbygge militære kapaciteter på en lang række områder.

I øjeblikket er der planer om 60 projekter vedrørende alt fra dronefly og robot-ubåde til udvikling af nye helikoptere, kampvogne og cyberforsvar. Kun to af de 27 EU-lande deltager ikke i PESCO: Danmark og Malta.

Endnu flere nye satsninger vil utvivlsomt være på vej inden længe, nu hvor Ruslands angreb på Ukraine har fået Tyskland til radi-

kalt at ændre forsvarspolitik og afsætte 100 milliarder euro ekstra til militære investeringer.

Alt sammen tegn på en kraftig acceleration af den allerede eksisterende udvikling i retning af en stærkere forsvarsdimension i EU, som Danmark vil insistere på, skal foregå i tæt samarbejde med Nato. Det er indtil videre også tilfældet, men Danmark har stor interesse i at medvirke til at holde udviklingen i det spor.

Det danske dilemma: Hvad er suverænitet? ”Der er ingen planer om en stående EU-hær eller noget i den stil, der skal konkurrere med Nato. Men hvis Danmark vil være sikker på, at det ikke går i en anden retning, så er den bedste vej til indflydelse jo altså at afskaffe forsvarsforbeholdet,” siger Christine Nissen fra DIIS. ”Igen er det en objektiv betragtning: Alle beslutninger om EU-forsvar kræver enstemmighed, så alle medlemslandene har i den

Selv om det, der foregår lige nu, er vildt, så skubber det blot til en udvikling, der allerede var i fuld gang.

Christine Nissen, forsker og ekspert i EU’s forsvarspolitik, DIIS

forstand vetoret. Undtagen Danmark. Med forbeholdet har vi fraskrevet os enhver mulighed for at påvirke, bremse eller standse en eventuel udvikling, vi ikke bryder os om,” siger hun.

Vil Danmark tabe suverænitet ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, fordi vi ikke længere på forhånd er holdt uden for EU’s militære udvikling? Eller vil Danmark tværtimod vinde suverænitet, fordi vi anskaffer os en vetoret over den udvikling?

Netop dette dilemma kan blive centralt i debatten op til den kommende danske folke­afstemning.

April 2022

63

Altinget Magasin Anbefalinger

Redaktørens skrivebord

Hver måned fortæller Altinget politiske redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.

ESBEN SCHJØRRING POLITISK REDAKTØR OG PODCASTVÆRT, ALTINGET

BOG:

ARTIKEL:

Ruslands invasion af Ukraine har ikke bare være et sikkerhedspolitisk chok. Det har udfordret Vestens grundlæggende selvopfattelse og verdensanskuelse. Gik vi imod mere og mere demokrati? Er globaliseringen af markedet en motor i udbredelsen af vestlige værdier eller i det mindste neutralt? Eller helt konkret: er europæisk afhængighed af russisk gas og olie politisk irrelevant? Svaret har med krigen vist sig med eftertrykkelighed at være et nej. Og dermed er russisk politik, historie og skæbne med ét blevet interessant igen. Det er emnet for The New Yorkers interview – betitlet The Weakness of the Despot – med historiker og Ruslandsekspert Stephen Kotkin, der har løbet som en steppebrand i mit Twitterfeed. På et tidspunkt siger Kotkin om Putins Rusland: “Det her er et Rusland, som vi kender, og det er ikke et Rusland, der ankom i går eller i 90erne”. Og hvad er det så? Her er det Kotkins pointe, at Ruslands politiske skæbne, at prøve at matche Vesten, kommer til kort og for at overkomme den forskel, griber til intern tvang og ekstern vold. Og at den dynamik leder russerne til at identificere statens magt med en statsoverhovedets person. Fra zaren, til Stalin, til Putin. Hvad Vestens svar skal være er Kotkin selv noget vævende med. For hvis krigen allerede – og det mener Kotkin er evident – er gået galt for Putin, vil han hæve indsatsen mere og mere. Vi har brug for noget held, slutter Kotkin.

Læs The Weakness of the Despot på newyorker.com

Jeg har brugt de sidste par uger på at læse Ken Jowitts The New World Disorder: The Leninist Extinction, en gammel essaysamling fra 1992 om Sovjetunionens historie og kollaps.

Egentlig mest fordi jeg ville se på, hvilken fremtid, Jowitt forestillede sig der i starten 1990'erne.

Ikke mindst fordi han forholder sig meget skeptisk til den fremtid, hans kollega – og meget berømte politiske tænker – Francis Fukuyama forestillede sig. Fukuyamas forestilling om historiens afslutning blev nemlig den dominerende, men for Jowitt betød sovjetkommunismens sammenbrud langt mindre en afslutning på noget som en fødsel. En politisk fødsel af verden helt på ny. Ikke kun i Østeuropa, men også i Vesten.

Nye nationer, nye stater, en genvækkelse af religion og en uskøn blanding af nye og gamle aktører. For Jowiit betød det uro, vold, konflikt og krig. Han forudså krigen i Jugoslavien, og hvordan populisme og nationalise, også i Vesten, ville spille en ny rolle.

Det, man ikke kan frigøre sig fra at tænke på, er, hvad der egentlig ville være sket, hvis det var Jowitts bog, vi alle sammen havde læst, da Muren faldt, og ikke Fukuyamas. Havde vi for eksempel indrettet vores sikkerhedspolitik anderledes? I hvert fald er det en meget spændende bog, der også giver et nyt indblik i, hvorfor Sovjetunionen braste sammen under sin egen vægt af bureaukrati og korruption.

PODCAST:

Ruslands krig i Ukraine har også fornyet spørgsmålet om, hvem Vladimir Putin egentlig er. Og hvorfor han er, som han er. Det har min yndlingspodcast, The Rest History, som historikerne Tom Holland og Dominic Sandbrook står bag, lavet fire særepisoder om. Det handler om Sovjetunionens kollaps, Putins had til Mikhail Gorbatjov, og hvad 90'ernes kaos i Rusland har betydet for Putin. Temaet er for så vidt velkendt. Men det er alligevel en vigtig pointe at have med, at for Putin var afslutningen på Den Kolde Krig ikke en befrielse, men et nederlag og en ydmygelse, der skal hævnes, og en ubalance, der skal godtgøres.

Ikke fordi det er rigtigt – for det er det ikke – og heller ikke, fordi det gør det lettere at se en afslutning på krigen for sig. Men fordi vi bliver nødt til at ruste os til en verden, hvor andre lande ikke deler vores værdier og forståelse af historien.

Find The Rest is History, hvor du henter dine podcast

64

De store fortællinger fra virkeligheden, fortalt af personerne der oplevede dem

Kom helt tæt på Hitlers inderkreds i Krigens sidste dage Få den legendariske DR-korrespondent Frode Kristoffersens aldrig før udgivne interviews med topnazister som Albert Speer og Karl Dönitz – samt personer, der opholdt sig i med Hitler i Førerbunkeren i Berlin, mens Det Tredje Rige brød sammen over dem.

Kom med på sidelinjen, når samfundet bliver forandret En af det moderne Danmarks mest indflydelsesrige personer tager dig med ind i magtens centrum, når forhenværende departementschef og tidligere direktør i DONG Anders Eldrup fortæller for første gang om sit liv og virke, samt tager stilling til aktuelle problemstillinger. Du får historien om hvordan en dreng fra landet når magtens tinder i København, men også en samfundsfortælling fortalt af en mønsterbryder, der selv har været med til at påvirke udviklingen i en grønnere retning.

23_annonce_210x275_V2.indd 1

28/02/2022 14.35

Boganmeldelser Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 66







Altinget Magasin Anmeldelser Temaord



Venstre har et liberalisme-problem Hensigten med Venstres nye bog om ideologi, liberalisme og politisk pragmatisme er god, men det er selve bogen ikke. Dog er den en brik i forsøget på at forstå, hvad der sker med Venstre lige nu.

Af Christian Egander Skov Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, kommentator

Venstre er i krise. Krisen er ideologisk. Derfor har partiet udgivet bogen Liberale drømme og drøftelser om sine liberale idéer og partiets politik.

Anmeldelsesdelen af denne anmeldelse kan gøres kort. Liberale drømme og drøftelser er nemlig ikke en god bog. Den er ikke velskrevet, og den er ikke velredigeret. Den er som sådan ikke god i nogen meningsfuld forstand. Men er det ikke ofte sådan med den slags bøger?

Bogen består af 24 korte indlæg og strækker sig over det grundlæggende ideologiske til det praktisk politiske. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Hvem læser dog et manifest for sin fornøjelses skyld? Det menneske ville jeg gerne se, men næppe tale med.

Men Liberale drømme og drøftelser er spændende på en anden måde. Ikke som bog men som kildeskrift. Den er spændende, fordi den i det hele taget er skrevet, og fordi den er en brik i forsøget på at forstå, hvad Venstre er for et parti i 2022. Den er spændende, fordi Venstre er spændende og det, der sker med Venstre lige nu, er særdeles spændende.

Hensigten er god Så lad mig starte et andet sted. Hensigten med Liberale drømme og drøftelser er god.

Venstre er et centralt magtparti, ja det centrale magtparti siden 2001. At man nu vover en ideologisk dissektion for åbent tæppe, er et vidnesbyrd om, at der i hvert fald er nogen i Venstre, som tager partiets aktuel-

le krise alvorligt. Nogen må have tænkt, at Venstres krise ikke bare har med tilfældigheder, kommunikation og tidernes ugunst at gøre, men på en eller anden måde også må handle om partiets idéer. Liberale drømme og drøftelser spejler Socialdemokratiets ret succesfulde revurdering af sine idéer efter 2015.

Det handlede jo i høj grad om bøger, der blev skrevet, og bøger, der blev læst. Her er der i hvert fald blevet skrevet en bog.

Det er dog noget. Spørgsmålet er, om denne bog er et svar eller en blotlægning af et problem.

Venstres formand, Jakob Ellemann-­ Jensen, har skrevet forordet. Her kommer den ideologiske krisebevidsthed ganske forsigtig til udtryk: “den grundlæggende debat om liberalisme, om det liberale og om det at være liberal i en moderne tid er i nogen grad krøbet lidt i baggrunden.” Så er der ikke sagt for meget.

Analysen er, at Venstre har brug for at tale mere ideologi. Venstres problem er, at det ideologiske ikke er synligt nok. Nu skal det åbenbares. Men er det en rigtig analyse?

Jakob Ellemann-Jensen giver sit bud på liberalisme. Den er ikke egoisme. Liberalisme er opfattelsen, at “det enkelte menneske er bedst til at bestemme, hvad der er mest rigtigt i sit eget liv.” Det må man kalde etisk individualisme. Der er også plads til fællesskabet. Dets opgave er at “stille mulighederne til rådighed og at gribe dem, som falder på livets vej.”

Ellemann mener staten, men fællesskab lyder pænere. Det er en omfavnelse af en ekspansiv velfærdsstat, indrettet på at befordre individets selvrealisering ved at gøre den friktionsløs. Frihed er godt, men må ikke være for risikabelt.

Truslerne mod friheden: tro og nation En ideologi defineres også i forhold til det, den afgrænser sig fra. Ifølge bogens redaktør, Henrik Bach Mortensen, som er vicepræsident i den liberale gruppe i Europa-­ Parlamentet, er liberalismen et forsvar for det frie menneske.

Derfor står den i modsætning til “kollektivistisk” tankegods som “for eksempel nationalisme, marxisme og fascisme”, hvor man opererer med begreber som “klasse”,

“nation” og “folk”. Også det er interessant.

For Bach Mortensen slår det nationale i hartkorn med totalitære ideologier. Han tegner dertil en markant individualistisk kritik af nationalstaten op: Fællesskaber, man ikke selv har valgt, er illiberale. Det gælder også nationen og nationalstaten. Det må være et individuelt valg om man føler sig som dansker, understreger Bach Mortensen.

Synspunktet ligger tæt op ad de radikale identitetspolitiske positioner i kønsdebatten. Det er en identitetspolitisk position.

Alligevel afviser Bach Mortensen identitetspolitikken. Også den er illiberal. Vi må nemlig ikke “rubricere mennesker i forhold til deres religion, hudfarve, køn, seksualitet, etnicitet m.m.”

Dermed ender vi i den lidt underlige situa­tion, at vi skal respektere folks valg af identitet, men herefter må vi ikke opfatte dem som en del af den gruppe, de tilslutter sig. I denne position ligger en ganske enestående dobbelthed.

Religion er det moderne Venstre også bange for. I hvert fald bruger Carl Holst det meste af sit indlæg “Liberalisme og tro” til at indskærpe, hvordan religionen må hegnes inde, så de religiøse ikke går og forfølger folk, de er uenige med. Det drejer sig naturligvis om muslimer.

Siden Anders Fogh Rasmussen er Venstres primære holdning til tro, at det er noget, vi skal isolere, som var det et udbrud af corona.

Derimod går Venstre meget ind for kultur.

Religion er risikabelt, men kultur er afgørende. Det sidste kan man læse i Jan E. Jørgensens skikkelige indlæg om kulturpolitik.

Lidt kærminder får vi lov at beholde.

Og så er vi pludselig i Grundtvigs fædreland Der er også indlæg, der peger i anden retning. Integrationsordfører Morten Dahlin mener, at vi faktisk befinder os i nationalstat præget af en specifik identitet, som man ovenikøbet må tilslutte sig, hvis man vil fungere her. Han taler endda om “Grundtvigs fædreland” og om sammenhængskraft. Og om det danske folk.

Her er vi altså i et radikalt andet register, noget der klinger af Venstres folkelige tradition. “Naar Fædrelandskærlighed er en drivende Kraft i Regering og Rigsdag, da er April 2022

67

det parlamentariske Styresæt en Lykke for et Land,” sagde J.C. Christensen i 1913. Dahlin ville nok være enig, mens Bach Mortensen må opfatte det som illiberalt.

Hvor står Venstre? En lille optælling giver et hint. “Sammenhængskraft” og “fædreland” optræder kun i Dahlins tekst. Adjektivet “national” anvendes udelukkende negativt (undtagen når det bruges neutralt som synonym for landsdækkende). Ordet “Frihed” støder vi til sammenligning på over 300 gange. Der er ingen tvivl om, hvad Venstrefolk tænker mest på.

Negativ frihed er positivt Denne frihed har følgelig først og sidst med individet at gøre. Venstre bekender sig til det enkelte menneskes frihed. Begrebet undersøges mere eller mindre systematisk i klimaordfører Marie Bjerres principielt anlagte indlæg “Frihed er liberalt”.

Her forsøges nemlig en art historisk begrebsafklaring, der skal vise, at frihed i virkeligheden tilhører liberalismen, selvom alle bruger det. Pointen er, at frihed skal forstås negativt. Rigtig frihed er frihed fra tvang.

Derfor kan Marie Bjerre også polemisere mod socialdemokraterne. De hævder at gå ind for frihed, men knytter an til et såkaldt positivt frihedsbegreb, hvor frihed er mulighed. Nick Hækkerup er ikke liberal, når han mener, at overvågning skaber frihed.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, peger dog på, at overvågning “i virkeligheden i praksis kan være en udvidelse af friheden, der giver en præventiv virkning og sikrer, at forbrydere bliver dømt, og uskyldige går fri.” Her er der tale om et liberalt standpunkt, må man forstå. Den må de nok tage på et gruppemøde. Bogen hævder ikke at være konsistent, men lægger netop vægt på spændingen mellem princip og pragmatisme i Venstre. Det er mere problematisk, at Marie Bjerre heller ikke er særlig konsistent.

Først finder hun møjsommeligt frem til, at den rigtige frihed er den negative. Herefter river hun straks konstruktionen ned igen med konstateringen: “Det er vigtigt at understrege, at der ud fra et liberalt synspunkt ikke er noget i vejen med den positive forståelse af frihedsbegrebet. Tværtimod udelukker positiv og negativ frihed ikke hinanden, men supplerer hinanden, og er ofte hinandens forudsætninger.”

68

Ja, så er vi jo lige vidt. Det eneste, der nu adskiller den rigtige og den forkerte brug af frihedsbegrebet er, at socialdemokrater og andre har en “overdreven tro på positive frihedsrettigheder”. Det overdrevne består i at sætte “lighed” som frihedens forudsætning.

For Venstre drejer det sig derimod, ifølge Bjerre, om at bruge den positive frihed til at “understøtte” den negative. Det er uklart, hvad det betyder, men mon ikke det betyder noget i retning af, at velfærdsstaten skal føre en politik, der sikrer den enkeltes frigørelse fra snærende bånd. Det var jo også Ellemanns pointe.

Venstre har et ideologi-problem Overordnet set er det netop dette billede, man står tilbage med efter læsning af antologien. Venstre er blevet et parti, der ikke er bange for velfærdsstaten, men tværtimod omfavner en ekspansiv forståelse af politik.

Blot handler det ikke om at sikre fællesskabet, men derimod skabe mulighederne for individets frigørelse. At dette faktisk er et markant brud med Venstres folkelige tradition og rødder, er en afgørende pointe. Når Venstre anno 2022 sætter deres “ideologi forrest”, som Ellemann udtrykker det, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Heldigvis for det borgerlige Danmark er Venstre også et pragmatisk parti. Det er i netop Venstres pragmatisme, der traditionelt har holdt partiet fra at skride ud.

Måske det ville være mere befordrende for tænkningen i Venstre, hvis man i stedet for at operere med et skel mellem ideologi og pragmatisme forsøgte at få sin ideologi tilbage på et pragmatisk spor.

Venstres pragmatiske rødder Dér har Venstre jo i egen selvforståelse netop befundet sig historisk. I bogen citeres Venstre-koryfæet Henning Christophersens bog En udfordring for de liberale fra 1972: “Liberalismen tog sit udgangspunkt tre forskellige steder. I det kristne menneskesyn, i den angelsaksiske og nordiske frihedstradition og i romantikkens menneskeopfattelse.

Fra Guds og naturens hånd var mennesket et frit, selvtænkende og ansvarligt væsen på godt og ondt.” Her er liberalismen altså rodfæstet i og udtryk for en særlig historisk tradition. Den er en levende erfaring, ikke abstrakt begrebsdeduktion.

Herefter citeres Christophersen for at citere Grundtvig: “Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende. Han er en mageløs, underfundig skabning i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan igennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”

Grundtvig taler her kort og godt om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan menneskets karakter dannes gennem historien. Karakterdannelse! Det er netop derfor, friheden har værdi. Friheden er den nødvendige forudsætning for, at vi overhovedet kan tale om mennesket som ansvarligt og myndigt. Det er kun i og med friheden, at mennesket udvikler sig og netop er andet end en abekat. Her er en liberal kernevisdom. Men desværre. Den forståelse af liberalismen synes desværre at ligge noget fjernt for de fleste moderne Venstrefolk.

Henrik Bach Mortensen (red.): Liberale drømme og drøftelser – 24 bud på libe­ ralisme i det 21. århundrede, 246 sider, udgivet af Venstres Landsorganisation.



Fra budgetbisse til klimatosse Anders Eldrup startede som stringent embedsmand i Finansministeriet, da det havde al magten over Slotsholmen, og ender nu som efterspurgt grøn klimaentusiast. Den spændende rejse er nu veldokumenteret i ny bog.

Lisbeth Knudsen Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Det er noget af en murstensbog. Et eldorado for politiske nørder, ledende embedsmænd i karrieren samt alle de forhenværende af slagsen, politikere med sans for kritisk selvrefleksion samt klimaentusiaster af alle slags.

Altinget Magasin Anmeldelser Temaord

Så er den primære målgruppe til Susanne Hegelunds bog – Anders Eldrup – samfundsreformator – vistnok tegnet nogenlunde op.

Det er en bog sprængfyldt med interessante analyser og erfaringer fra Eldrup og detaljer om årtiers liv i offentlig tjeneste, skrevet af en forfatter med solid indsigt i både politik og centraladministration.

Den tidligere departementschef i Finansministeriet og tidligere direktør for Dong Energy, Anders Eldrup, har sat et ganske betydeligt fingeraftryk på det danske samfund igennem årtier, og gør det stadig nu som 73-årig gennem forskellige bestyrelsesposter og betroede hverv i spidsen for særligt alle mulige slags initiativer på klima- og energiområdet. Han bistod med at få Danmark væk fra den berømte økonomiske afgrund i 80’erne. Han stod i spidsen for en omlægning af centraladministrationen i en mere strategisk retning og for at gøre Finansministeriet i 90’erne til regeringens stærke omdrejningspunkt. En magtbase som først rigtigt blev brudt af Mette Frederiksens centralisering af magten i Statsministeriet i 2019. Som Dong Energy-direktør fik han samlet den danske energisektor gennem vigtige fusioner og satte gang i energikæmpens rejse fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Efter Dong-tiden har Eldrup indtaget utallige bestyrelsesposter og rådgivende opgaver blandt andet som formand for regeringens Elbilkommis­sion.

28 år blev det til i Finansministeriet, og tiden i spidsen for Dong (det nuværende Ørsted) kom til at vare fra 2001 til en brat afslutning og en spektakulær fyring i 2012.

En af de mest ærgerlige oplevelser i hans karriere, hedder det om fyringen. Erhvervs­ journalister ville sige en af de mest spektakulære afskedigelser i dansk erhvervsliv.

Han burde selv have taget sig sammen til at gå fra Dong inden, hvis det ikke lige havde været for fratrædelseslønnen på 8,7 millioner kroner, indrømmer han. Nu arbejder han som seniorrådgiver for Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som er skabt af netop nogle af de medarbejdere med tårnhøje lønninger og favorable vilkår i Dong, som gav anledning til bruddet.

Privat i afmålte mængder Susanne Hegelunds bog har karakter af en portrætbog, der sammenvæver fortællinger om og samtaler med Anders Eldrup. Den

elegante motor i fortællingen er rent fysisk at tage bogens hovedperson med tilbage til vigtigste åsteder i hans liv.

Fra barndommen på landet som søn af forvalterparret på Rugaard Gods i Hyllested og tvillingebrorens drukneulykke til uddannelsen som scient.pol. på Aarhus Universitet, ansættelsen i Finansministeriet på Slotsholmen, og senere rejsen fra offentlig chef til erhvervsleder med udgangspunkt fra Dongs hovedkvarter i Gentofte og til sidst bestyrelsesarbejdet fra hjemmekontoret på Østerbro. I ganske små afmålte glimt får læseren lov til at kigge ind i Eldrups private rum til familie og venner. Til det første ægteskab og senere det andet og parløbet med Merete Eldrup, tidligere mangeårig direktør for TV 2 og nu bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Nykredit Holding og Nykredit Realkredit samt Rockwool Fonden.

Men bogens fokus er ikke det private.

Som titlen antyder, er det samfundsreformatoren Eldrup og hans fingeraftryk på udviklingen og ikke hans liv med en indflydelsesrig hustru, seks sammenbragte børn og børnebørn og to Tesla’er, som spiller en ikke ubetydelig rolle i fortællingen.

Der kan findes rigtig mange detaljer til historieskrivningen i bogen, som både klima-­­­og energientusiaster, politiske journalister og erhvervsjournalister vil nyde at kigge med i. Men Eldrup er hverken indiskret eller afslørende i sin stringente og embedsmandsagtige gennemgang af udviklingen, og de punktnedslag, han laver omkring relationerne til fremtrædende politikere og kolleger i centraladministrationen. Tættest på de personlige følelser kommer man i afsnittet om fyringen fra Dong og relationerne til Dongs daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur, og deres indbyrdes dårlige kemi.

Tilstandsrapport med minusser Med Susanne Hegelunds stærke journalistiske baggrund og nysgerrighed har portrætbogen ikke kun interessante iagttagelser om tiden, der er gået. Hun har også fået Anders Eldrup til at levere en nutidig tilstandsrapport på forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier i dag og en analyse af evnen til at skabe reformer i dagens Danmark. Eldrups analyse er knivskarp. Finansministeriets magt er blevet klart mindre, og selv andre ministerier end

Statsministeriet har fået lov til at komme til orde i tilrettelægningen af nye initiativer og analyser, siger han med henvisning til Elbilkommissionen som eksempel. Her var han selv formand. Han nævner også den nye rolle for Statsministeriet, der tidligere holdt sig længst muligt ude af detailsager for ikke at få smuds på hænderne, men som nu er langt mere aktivt inde over sagerne – eksempel minksagen.

Han nævner i tilstandsrapporten me­­ diernes rolle, og her lægges der ikke fingre imellem trods den ægteskabelige status med Merete Eldrups fortid på TV 2. Det er synd at sige, at tv-nyhederne får et godt skudsmål hos Eldrup. Han skriver direkte, at de er ringe!

Eldrup nævner som en af forandringerne, der kunne have været positiv, at de folkevalgte i Folketinget fik penge til mere akademisk bistand. Men ifølge Eldrup er det mere endt i et “drille-demokrati” end et styrket folkestyre. Syndfloden af spørgsmål fra folketingsmedlemmerne går ud over tiden i ministerierne til at tænke frem og tænke langsigtet og nye ideer, mener han, der også omtaler spindoktorerne som nogle, der ofte skaber uproduktiv støj.

Partnerskaber et scoop Det er ikke længere embedsmændene, der løfter de innovative tanker, og heller ikke vitaminfattige partiorganisationer men i stedet for den nye model med partnerskaber og inddragelse af eksterne i ideudviklingen.

“Partnerskaberne har været et scoop,” siger han i bogen. Og måske netop fordi Eldrup med stolthed vender tilbage til tiden i Finansministeriet, så er det også bemærkelsesværdigt, at han konstaterer, at det offentlige i dag ikke er en attraktiv arbejdsplads, og at embedsmandsapparatet ikke er stærkt nok til at tænke ud af boksen.

Han efterlyser flere reformtanker og langsigtede planer for velfærdssamfundets udvikling, lige som der nu er sat langsigtede mål for klimaet. Og så efterlyser han modige politikere.

Portrætbogen om Anders Eldrup er en spændende rejse i samfundsudviklingen i Danmark de seneste årtier fortalt gennem et menneske, der har haft betydelig indflydelse på både politik, velfærdsudvikling og grøn omstilling. Et menneske som stadig er efterspurgt for sine skarpe analyser og April 2022

69

som frontløber på klimaindsatsen. Susanne Hegelund har gjort et kæmpe researcharbejde og har formået at gøre bogen til andet og mere end en portrætbog. Det er også et stykke velskrevet journalistik om den administrative og politiske udvikling, der sætter sig spor langt ind i dagens diskussioner om folkestyrets vilkår.

Susanne Hegelund: Anders Eldrup – Samfundsreformator, 448 sider, Gyldendal, udkom 10. marts.



Madsen giver den gas i ny bog om Ekstra Bladet Tabloid-kongen Poul Madsen leverer et overbevisende, hudløst og underholdende forsvarsskrift for sin tid på Ekstra Bladet. Bogen viser, at der stadig er brændstof i tanken.

Jakob Nielsen Chefredaktør, Altinget

En dag i 2006 mødte Poul Madsen op til et ryddet kontor på Ekstra Bladet. Hen over natten var hans ting blevet pakket ned og kørt på fjernlager i Taastrup. Så kunne han lære det. Beslutningen var truffet af Ekstra Bladets daværende chefredaktør Hans Engell. Han gad ikke se på Madsen længere, fordi sidstnævnte var i gang med at samle folk til at åbne gratisavisen 24timer.

Tingene skulle dog snart blive vendt på hovedet. For ganske vist var gratisavisen et forbigående – og ubegribeligt dyrt – fænomen. Men allerede året efter blev Engell fyret, og så vendte Poul Madsen tilbage som chefredaktør på Ekstra Bladet.

I de følgende 14 år stod han i spidsen for en avis i konstant overlevelseskamp, en avis i konstant krig med omverdenen og en avis, der til tider også var præget af dybe interne konflikter. Lyder det som en god bog? Det er det også. Med Bag Forsiden inviterer Poul 70

Madsen os med helt ind, hvor det gør ondt.

Også på ham selv. Undervejs er han til frokost med Henrik Sass om fri hash, i audiens hos Prins Henrik og i haserne på Lars Løkke i en tour de force, der giver et overraskende og øjenåbnende indblik i hverdagen som Danmarks vigtigste tabloidredaktør.

Opgør med Qvortrup Derfor bør Poul Madsens bog læses af alle, der er interesseret eller involveret i samspillet mellem medier og politikere. Ikke fordi man behøver være enig i det hele – langtfra – men fordi den giver en forståelse af, hvad der i hvert fald i Poul Madsens tid var drivkraften, når avisen ønskede magtfulde danskere “Velkommen på forsiden”.

Og selv om han forsøger at holde det i nogle få bisætninger hist og her, bliver bogen dermed også et ret direkte opgør med efterfølgeren Henrik Qvortrup, der i sin egen selvforståelse er langt mere modig og magtkritisk end Madsen.

Bogens kerne er en gennemgang – i tempofyldte og letlæste afsnit – af en række af de største sager, der prægede Poul Madsens tid på Ekstra Bladet.

Han begynder klædeligt med den, der har vakt mest vrede og ført til politiske trusler om at knytte langt hårdere straf til redaktører, der bryder med presseetikken. Det var sagen, hvor Ekstra Bladet i 2010 bragte fornavn og billede af en mand, der var mistænkt for drabet på en gymnasieelev. Manden viste sig at være uskyldig.

For Poul Madsen var sagen angiveligt en øjenåbner – både i forhold til hans eget ansvar og i forhold til at gøre op med arven fra Bent Falbert, hvor Ekstra Bladet aldrig kunne indrømme en fejl. En anden sag, der fylder meget, er den om de to søfolk, der i mere end 800 dage sad som gidsler i Somalia. Ekstra Bladet valgte stik imod myndighedernes og familiens anbefalinger at indlede en kampagne for at få dem hjem. Og i bogen afslører Poul Madsen, at han faktisk betalte en lokal fixer for at fragte gidslerne det sidste stykke hen til de danske soldater den dag, da gidslerne omsider blev sat fri.

Privatlars og Messershit Sagen er speget, og Poul Madsen erkender åbent, at han begik fejl undervejs. Det er også den eneste sag, hvor han efterfølgende har tabt i retten og er blevet tvunget til

at betale erstatning. Poul Madsen beretter også om en stribe store skandalesager – ikke mindst om Lars Løkke Rasmussen og Morten Messerschmidt, og man får et indblik i den banale men vigtige sandhed, at Ekstra Bladet ofte skal have endnu bedre dokumentation for sine afsløringer end andre medier, fordi bladet delvist uberettiget har ry for at løbe med en halv vind. Måske er det simpelthen Lars Løkke Rasmussens og Morten Messerschmidts held, at det netop var Ekstra Bladet, der bragte de store afsløringer af deres kreative forhold til andre folks penge.

Og i hvert fald må man dele Poul Madsens store undren over, at ingen af sagerne udløste en Cavling-pris til Ekstra Bladet.

Ud af Christiansborg Et tilbagevendende tema i bogen er forholdet mellem medier og politikere. Ifølge Madsen er forholdet blevet alt for indspist, og han argumenterer for, at medierne burde droppe de faste kontorer på Christiansborg.

Nøjagtig som hans tabloidkollega Michael Dyrby gjorde, lige indtil han selv blev chefredaktør på B.T. Poul Madsen ville angiveligt have trukket Ekstra Bladets folk hjem fra det, han kalder “Club Christiansborg”, hvis ikke corona-pandemien i 2020 var kommet i vejen. Argumenterne er ikke overbevisende. Det er korrekt, at de politiske partier og ministerierne har oprustet voldsomt i forhold til presserådgivere og mediehåndtering. Men at pressen generelt skulle være blevet venlig eller ligefrem logrende hunde over for den til enhver tid siddende regering, er lidt af en påstand. Måske er der tværtimod opstået et lidt usundt kapløb om afsløringer, som har sat barren for politiske skandaler lovligt lavt?

Enig eller ej, så åbner Poul Madsen en væsentlig diskussion. På samme måde er det interessant at læse hans overvejelser om samarbejdet med ekspolitikeren Özlem Cekic om at sætte integration på dagsordenen på en ny måde. Og hans refleksioner over den #metoo-skandale, der ramte avisen i 2020.

Madsens diagnose er (for) kort Mediefolk vil desuden sluge de få afsnit om de interne magtforhold i Danmarks førende mediehus. Skulle man ønske sig en enkelt ting af bogen, så var det, at Poul Madsen havde vovet at udfolde sin analyse

Altinget Magasin Anmeldelser Temaord

af mediernes fremtid lidt mere. Der er kun få mennesker i Danmark, der som han har haft omstillingen til en digital virkelighed tættere inde på livet.

Han beskriver den bevidstløse kamp om at få flest klik og gør sig gode overvejelser om, hvad det egentlig er værd at have flest klik, hvis man ikke kan omveksle dem til en bæredygtig forretning.

Men Madsens diagnose af fremtidens medievirkelighed kan desværre koges ned til, at vinderne bliver dem, der producerer mere video og laver de bedste personaliserede nyheder. Den recept ville man gerne have uddybet. Omvendt er bogen meget tro mod Poul Madsen. Han er ikke typen, der analyserer problemer ihjel. Hans utålmodighed og hans vinderinstinkt driver ham i stedet til at handle – ofte med succes, andre gange knap så meget. Med Bag Forsiden bekræfter Poul Madsen sin position som en af de senere års mest markante publicister. En mand, der havde samvittigheden og samfundsengagementet med på arbejde. Og en mand, som efter sin afgang omsider kunne se sin gamle avis få Cavling-prisen, da Ekstra Bladet i januar fik prisen for en artikelserie om de danske syriensbørn, som var sat i gang under Poul Madsen. Hans bog viser, at der stadig er brændstof i tanken.

Poul Madsen: Bag forsiden – Medier, magt & Messershit, 272 sider, Politikens Forlag, udkom 15. marts.



Model for politisk indflydelse er ganske enkelt ikke overbevisende Mads Christian Esbensen finder ikke de gode svar på, hvordan man måler politisk indflydelse i sin nye bog.

Bogen er for lang og ukonkret på trods af løfter om konkrete værktøjer til virksomheder og organisationer.

Benny Damsgaard Public affairs- og kommunikationsrådgiver

På papiret virker ideen god. At forsøge at opstille en model for, hvordan man som organisation eller virksomhed kan måle ens politiske indflydelse og kortlægge, hvor der er udfordringer og mangler.

Det er i hvert fald det, lobbyisten Mads Christian Esbensen forsøger i sin nye bog Den politiske bundlinje, som er den sidste i en serie på tre fra hans hånd, og hvis mål har været at introducere læseren til forskellige sider af lobbyisme.

Teoretisk har Esbensens ladet sig inspirere af John Elkingtons teorier fra midten af halvfemserne om den tredobbelte bundlinje – People, Profit og Planet. Esbensen argumenterer for at tilføje en fjerde bundlinje, politik.

Denne fjerde bundlinje skal sandsynliggøre, om man, på samme måde som ved en økonomisk bundlinje, er i plus, når det kommer til arbejdet med sine politiske relationer. Har man kortlagt sine interessenter? Har man lavet en påvirkningsstrategi? Har man de nødvendige kontakter på embedsmandsniveau? Og så videre, og så videre. Alt det, der skal til for at sikre ens virksomhed eller organisation politisk.

Spørgsmålet om, hvordan man bedst måler politisk indflydelse, er noget, den videnskabelige forskning i lobbyisme har tumlet med i årtier og endnu ikke fundet det gode svar på. Desværre kommer vi heller ikke meget nærmere med Esbensens bog – tværtimod. Noget af det første, der springer i øjnene, er, at bogen kunne have haft god gavn af en mere hårdhændet redaktør. Teksten er for lang, vævende og gentagende.

Det minder lidt om en universitetsopgave, hvor der var et bestemt sideantal, som skulle nås, før den kunne godkendes. Alene indledningen, hvor Esbensen skriver om, hvordan han i en ung alder blev inspireret af samfundets store forandringer til at skabe ”sin egen uddannelse” i lobbyisme (en kandidatgrad i statskundskab og en BA i politisk kommunikation på CBS), er en næsten ubærligt selv­ smagende lidelse at komme igennem.

Og det bliver desværre ikke meget bedre, når man begynder at grave sig ned i, hvordan Esbensen konstruerer sin politiske bundline.

Bogen markedsføres blandt andet på omslaget med, at den indeholder 100 ”public affairs-redskaber, som en virksomhed, interesseorganisation eller offentlig myndighed kan anvende i arbejdet med at varetage sine politiske interesser.”

Og man bliver lovet, at man får ”en how to-gennemgang af, hvordan man anvender dette værktøj, og en vejledning i at måle, om man udnytter værktøjet fuldt ud.” Mindre kan ikke gøre det!

I realiteten er der dog tale om det, man burde kalde ”100 korte målepunkter”. For eksempel ”værktøj 9”, som kaldes ”Relationer til nationale tænketanke”.

En af de ting, der undrer, når man kæmper sig igennem de 100 ”værktøjer”, er, at Esbensen ikke skelner mellem relevansen af dem.

Værktøj 8, som er ”Relationer til internationale forskningsinstitutioner” tæller for eksempel lige så meget som værktøj 13, som er ”Relationer til Folketinget og relevante ordfører”.

Esbensen erkender, at ikke alle værktøj er lige vigtige, men siger så, at da der er 100 af dem, vil de mindre vigtige bliver balanceret ud af de vigtige.

Det argument virker noget konstrueret til lejligheden og primært skabt til at dække over, at Esbensen ikke har gennemarbejdet sin model nok. Og hvorfor er det lige, at der skal være 100 værktøjer, når de ikke er lige vigtige alle 100? Det virker først og fremmest som et tal, der er besluttet af markedsføringsmæssige hensyn mere end faglige.

Esbensen skal have en stjerne for at forsøge at bidrage til den faglige udvikling af den danske lobbyisme. Det er der behov for.

Forskningen inden for området er stadig meget sporadisk og ligger for de største værkers vedkommende år tilbage. På samme måde skal han have en stjerne for at have forsøgt at udvikle en model til, hvordan man måler politisk indflydelse. Længere rækker det dog ikke til denne gang. Forsøget er ganske enkelt ikke overbevisende.

Mads Christian Esbensen: Den politiske bundlinje – Lobbyisme i værktøjskassen, 239 sider, Forlaget Samfundslitteratur, netop udkommet.

Læs flere anmeldelser på altinget.dk

April 2022

71

DEBAT KRONIK

Anklager om forræderi truede Macrons genvalg.

Men så invaderede Putin Ukraine Emmanuel Macron var i politisk modvind før præsidentvalget i Frankrig.

Men Putins krig i Ukraine har givet Macron mulighed for at indtage rollen som statsmand og for at distancere sig fra sine to højreorienterede modkandidater.

Af Jonas Parello-Plesner Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver Rasmussen Global

Præsident Macron sendte i starten af marts et brev til de franske borgere om, at han genopstiller til det franske præsidentvalg.

Alt peger på en valgsejr til Macron ved de to runders præsidentvalg i april og dermed et nyt ’quinquennat’; det vil sige en periode på 5 år mere. Putins krig i Ukraine giver Macron en statsmandsrolle på den internationale scene. Selvom krigen trækker tid fra Macron til at føre valgkamp, er den alvorlige situation forventeligt en valgmæssig fordel.

Hans kontante håndtering af Putin distancerer ham også fra de to højrefløjskandidater Marine le Pen og Eric Zemmour, som begge er i gang med at rulle tungen tilbage på tidligere lovprisende udsagn om Putin. Som optakt til præsidentvalget var der ellers også udkommet en meget kritisk bog om den politiske komet Macron skrevet af to af Frankrigs renommerede politiske journalister fra avisen Le Monde: Gérard Davet og Fabrice Lhomme. Bogen er på over 600 sider og ikke oversat til dansk, så skribenten tillader sig blot at gengive – og gendrive – nogle af hovedargumenter.

Titlen er ganske filosofisk fransk, Forræderen og intetheden, og er et ordspil på en bogtitel af Sartre. Da også selv franske forlag skal sælge bøger, er der tilføjet en rød ekstra tekst på bogen, som udbasuner, at læseren holder Macron-kulegravningen i hænderne. Bogens 72

reportagemæssige styrker baserer sig på en meget stor række interviews med nøgleaktører som tidligere præsident Hollande og premierminister Valls – begge i sagens natur ikke de store Macron-fans. De er den gamle socialistparti-garde, som fik hevet tæppet væk under sig af Macron.

Er Macron en forræder? Ja, konkluderer bogen underbygget af dens interviews og titel. Nej, ville denne skribent konkludere.

Ambitiøs politisk fornyer er mere betegnende. Som bevis fremhæver bogen, at Macron, allerede imens han arbejdede for præsident Hollande, rumlede med sit eget kandidatur i maven. Hollande endte som bekendt, og ganske usædvanligt i fransk politik, med ikke at genopstille ved valget i 2017. Det flyder over i en mere generel kritik i bogen af, at Macron aldrig var ægte venstreorienteret, men i stedet udelukkende en politisk opportunist.

En alternativ læsning er at se Macron som den fremsynede, der i alt det politiske virvar så, at den franske befolkning var træt af det binære højre-venstre-skisma og klar til et alternativ midt-i-mellem. Den overraskende valgsejr i 2017, der sendte ham ind i præsidentembedet som den yngste i den femte republiks historie, understregede, at han havde set rigtigt.

Politisk onemanshow Bogen gennemgår også de seneste års kriser som de gule veste, hvor Macron fremstilles som ude af kontakt med det folkelige Frankrig og coronakrisen, hvor Macron beskrives som magtfuldkommen og en leder, der i stigende grad træffer beslutninger uden om sundhedsfaglige anbefalinger.

Sikkert rigtigt i nogle af eksemplerne, men at besidde magten i krisesituationer er at træffe beslutningerne – også selvom nogle kan kritiseres i bagklogskabens lys. Og den kritik tager Macron også selv på sig.

I sit valgbrev til de franske vælgere skriver han, at han og det franske folk har gået fra krise til krise sammen, men også at alt ikke er lykkedes i hans fem år ved magten; ’nous n’avons pas tout réussi’. Bogen har dog en pointe i, at fænomenet Macron er et politisk onemanshow. Macrons parti ’En Marche’, forkortet EM ligesom hovedpersonens egne forbogstaver, har været igennem flere politiske valgskuffelser både lokalt og til Europa-Parlamentet. En samlet politisk

forankring som parti med et klart sæt holdninger har været svær at få etableret. Måske netop fordi Macron som præsident har rakt ud både til højre- og venstrefløjspolitikere for løbende at fylde sit ministerhold.

Ministrenes loyalitet er derfor gået direkte til præsidenten og ikke igennem en velopbygget partistruktur. Dermed stiller journalisterne nok bogens mest skarpe spørgsmål: Kan Macron efterlade sig et fungerende politisk parti og en ideologisk ’macronisme’, eller forbliver hans egen person den eneste politiske vare på hylden? Alt peger dog på, at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab. Det bliver derfor formentlig også Macron, som skal være med til at lede Europa i et effektivt langsigtet svar til Putins udfordring af den europæiske orden. Alternativerne med de Putin-positive kandidater Zemmour og Le Pen ville være dårligt nyt for det europæiske sammenhold.

KRONIK

Europæisk politik har ikke været så formbar siden EU’s grundlæggelse. Vil undtagelsespolitikken også brede sig til klimahandling?

De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil forme Europa i generationer. EU’s grundlæggende funk­ tionsmåde og selvforståelse er under forandring.

Af Jakob Dreyer og Christine Nissen Forsker i international politik ved hhv.

Københavns Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier

Selvom det militære udfald af Ruslands aggressive invasion af Ukraine stadig er uafklaret, har det russiske angreb katalyseret udviklingen af en europæisk udenrigsog sikkerhedspolitik. EU finansierer våben til Ukraine. Blandt andet står Tysklands og Danmarks forsvarsbudget til at blive øget til

Altinget Magasin Debat Temaord

to procent af BNP. Samtidig har EU igangsat hidtil usete sanktioner mod Rusland, og Unionen leder desperat efter alternativer til russisk energi.

Tiden, hvor EU – med den tidligere belgiske udenrigsmininister Mark Eyskens ord – er en økonomisk kæmpe, en politisk dværg og en militær orm, er ved at blive fortid.

Dermed er EU’s grundlæggende funktionsmåde og selvforståelse under forandring.

Fra idealistiske fredsidealer Fra Kul- og Stålunionen til udviklingen af det indre marked er EU bygget på en idé om, at gensidig økonomisk afhængighed udgør kernen i det europæiske fredsprojekt efter Anden Verdenskrig.

Som den daværende Præsident for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, formulerede det i sin tale, da EU modtog Nobels Fredspris i 2012: “Som et succesfuldt eksempel på fredfyldt forsoning baseret på økonomisk integration, bidrager vi til at udvikle nye former for samarbejde, bygget på udveksling af ideer, innovation og viden.”

Talen viser, hvordan EU’s modus operandi har bygget på en forening af økonomisk egeninteresse og idealistiske fredsidealer i samlet politisk projekt.

Det var i denne ’kantianske’ ånd om evig fred, at EU etablerede og operationaliserede sin egen forsvars- og sikkerhedspolitik i 2003. Den handlede ikke om traditionel sikkerhedstænkning, hvor det europæiske territorium og dets borgere skulle beskyttes, men snarere om at skabe en fredfyldt verden gennem langsigtede missioner, der var fokuseret på at fremme europæiske værdier og typisk foregik i lande langt væk fra Europas geografiske kerne.

EU’s nye magt på den globale scene blev analyseret som civil og tilmed normativ, hvilket kunne lade sig gøre, fordi Europa havde Nato og USA’s sikkerhedsgaranti at falde tilbage på.

Til krigsøkonomisk logik Den rene opdeling mellem forsvars- og sikkerhedspolitik i Nato-regi, og økonomisk politik i EU, blev udfordret allerede under Ruslands annektering af Krim i 2014, og serien af terrorangreb organiseret af Islamisk Stat i 2014 og 2015.

I kølvandet herpå udviklede EU sin sikkerhedsstrategi fra 2016, der gjorde klart,

at “blød magt ikke længere er nok”, og at det derfor er nødvendigt at “styrke EU som et sikkerhedsfællesskab, der er parat til at afskrække, svare igen og beskytte sig selv imod eksterne trusler”.

Med valget af Donald Trump som USA’s præsident i november 2016 og tvivlen om, hvorvidt Natos musketered bestod, fik EU for første gang et politisk imperativ til at udvikle sin egen sikkerhedspolitik.

Siden da har EU fulgt hensigtserklæringerne op med en række konkrete initiativer.

Et eksempel er lanceringen af en ny forsvarsfond, der skal støtte forskning og indkøb af militært isenkram. Et andet eksempel er igangsættelsen af en ikke tidligere anvendt EU-lov, der gør det muligt for grupper af villige EU-lande at indgå i et såkaldt ’permanent struktureret samarbejde’ om at samordne militære indsatser og udvikle deres kapaciteter i fællesskab.

Siden da er flere initiativer kommet til, herunder den europæiske fredsfacilitet, som trådte i kraft i 2021, med et budget på cirka 5,7 milliarder euro, og som – trods navnet – kan bruges til direkte at finansiere våben til tredjelande. Siden efteråret har EU diskuteret anvendelsen af fonden til militær støtte, hvilket nu er blevet en realitet.

Forarbejdet muliggjorde, at EU under en uge efter Putins invasion af Ukraine kunne beslutte at bruge cirka 500 millioner euro på våben til støtte i ukrainernes kamp mod Putin.

Det er historisk, at flere lande vil øge deres forsvarsbudget til over 2 procent af BNP, og at EU finansierer våben i en konflikt, men handlingerne er således muliggjort af årtiers gradvis forsvars- og sikkerhedspolitisk udvikling.

Jordskredet i Bruxelles er, at den herskende økonomisk-rationelle og bureaukratiske logik, der har hersket siden Kul- og Stålunio­nens grundlæggelse, er udfordret af et sikkerhedspolitisk modus operandi, hvor hurtige, ekstraordinære beslutninger træffes. Som en EU-diplomat udtrykte det i en samtale, er tænkningen delvist overgået til en krigsøkonomisk logik på tværs af politikområder.

EU som sikkerhedspolitisk aktør Den sikkerhedspolitiske undtagelse er ikke afgrænset til forsvars- og sikkerhedspolitikken. Tro mod EU’s økonomiske snarere end

sikkerhedspolitiske rationale er EU’s import af energi og sjældne jordarter enorm og har været stigende i de seneste 20 år. Cirka 60 procent af EU’s energi importeres, og af EU-import kom over 40 procent af gassen, 25 procent af olien og næsten halvdelen af kullet fra Rusland (i 2019-tal).

Samtidig udgjorde vedvarende energi blot lidt over 20 procent af EU’s samlede energimix i 2020. Mens EU nok vil være bedre i stand til at finde alternativer til afhængigheden af russisk olie og kul, bliver omstillingen til gas svær særligt i forhold forsyningen til næste vinter.

Her importerer selv Danmark gas fra Rusland, men særligt lande som Tyskland, Østrig, Slovakiet og Ungarn er meget afhængige af russisk energi.

Handlekraftigt EU EU’s sanktionsregime har været handlekraftigt og på flere områder mere gennemgribende end USA's og Storbritanniens. Tyskland fører an i en undtagelse af energi fra EU’s sanktionsregime trods amerikansk og britisk boykot.

En boykot af russisk energi indgår således ikke i EU-Kommissionens nye plan om energisikkerhed, der skal sænke gasimporten fra Rusland med to tredjedele i år gennem diversificering af energiimport, ny vedvarende energi og energibesparelser.

Den tyske regering tager andre markante tiltag i brug, herunder at stoppe Nordstream 2 gasledningen og investere 200 milliarder euro til energiomstilling inden 2026.

Men ifølge den tyske Kansler Olaf Scholtz, er energiimport “så essentiel for borgernes offentlige goder og almindelige hverdag”, at de ikke kan støtte et EU-boykot.

Hensynet til den europæiske forbruger frem for den sikkerhedspolitiske logik viser med al tydelighed skillevejen mellem traditionel økonomisk tænkning og den krigsøkonomiske undtagelse.

De kommende måneders dilemmaer Balancen mellem normalitet og undtagelse bliver i de kommende måneder og år det svære politiske dilemma, der kommer til at forme Unionen.

Vil vi i fremtiden se øgede sanktioner og total boykot af russisk energi eller fortsætte en gradvis (og temmelig langsom) omstilling af energisektoren? Vil EU blive ved med April 2022

73

at boykotte russiske medier og lukke af for relationer ikke blot til Kreml, men hele det russiske samfund?

Skal EU udvides mod øst?

Hvilke og hvor mange flygtninge vil EU velkomme?

Skal EU acceptere store og langvarige budgetunderskud og europæisk solidaritet?

Og vil undtagelsespolitikken brede sig til klimahandling?

Det metal, som europæisk politik er gjort af, har ikke været så glohedt og formbart siden Unionens grundlæggelse. De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrai­ nernes overlevelseskamp, vil derfor forme Europa i generationer.

KRONIK

Arkitekten bag forsvarsforbeholdet: Derfor skal vi stemme ja til at afskaffe det I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin, og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen. Desuden bør der nedsættes en ny forsvarskommission.

Af Holger K. Nielsen Fhv. MF (SF), fhv. minister og partiformand

Da jeg i april 1992 satte mig ned og skrev de første udkast til det papir, som senere dannede grundlag for de danske EU-undtagelser, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi her 30 år senere er på vej ind i en heftig diskussion om, hvorvidt forsvarsundtagelsen skal ophæves eller ej. Men nu står vi midt i den.

Jeg fik på et tidspunkt prædikat af at være fundamentalist omkring de danske undtagelser. “Skal de bestå i al evighed,” blev jeg jævnligt spurgt. Mit svar var altid cirka følgende: “Evigheden er et anliggende for teologerne, ikke for politikerne.”

Selvfølgelig skal al politik kunne ændres, hvis forudsætningerne ændres.

74

I de første år efter folkeafstemningen i 1993 blev jeg en smule forarget, når politikere krævede en ophævelse af undtagelserne. Der var lavet en kontrakt med vælgerne ved folkeafstemningen, og den måtte man respektere i stedet for straks at forsøge at ændre resultatet. Men med nye forudsætninger var det en anden historie.

Handlingslammet under borgerkrig To begivenheder fik mig til at se anderledes på en europæiske forsvarsdimension.

Den første var borgerkrigen i Jugoslavien.

Da Muren faldt i 1989, troede vi, at vi var på vej ind i en fredelig periode. Få år senere eksploderede nationalismen i Jugoslavien med en gruopvækkende borgerkrig til følge.

Vi så passivt til, da flere tusinde bosniske muslimer mistede livet under massakren i Srebrenica i 1995, og måtte konstatere, at USA måtte indover, da Dayton-aftalen blev underskrevet samme år. EU blev angiveligt skabt som et “fredens projekt”, og det var ikke holdbart, at man stod handlingslammet under en blodig borgerkrig midt på vores kontinent.

Den anden begivenhed var Irak-krigen, hvor der blev skabt en splittelse mellem USA og det, den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte “det gamle Europa”. Det vil sige de EU-lande omkring Tyskland og Frankrig, som var imod krigen.

Anders Fogh og Tony Blair var på linje med George W. Bush, men for mig var det et vildspor, at vi fra dansk side uden forbehold støttede George W. Bush. Det var nødvendigt med et modspil til et neo-­konservativt USA, der så sig selv som Verdens politimand. Kun EU kunne danne en sådan modvægt, hvilket igen forudsatte en stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En sådan måtte også inkludere en forsvarsdimension, hvis den skulle have vægt.

Europa skal agere selvstændigt USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage. Vi skal i Europa kunne agere mere selvstændigt.

Allerede i 2003 tog jeg spørgsmålet op i SF, og det blev en del af partiets politik, at forsvarsundtagelsen skulle afskaffes. Men vi lagde vægt på, at det skulle ske i ramme af en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som respekterer folkeretten, og som ser

militære interventioner som den absolut sidste mulighed. Dette modsat den amerikanske politik under George W Bush.

Nu står vi efter Putins overfald på Ukraine i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på.

Men vi skal også gøre det klogt, og jeg er enig med dem, der advarer imod, at vi forhaster os. Der er enighed om et historisk løft i forsvarsudgifterne, men hvis de penge skal bruges fornuftigt, er det afgørende, at det sker på baggrund af et grundigt analysearbejde af trusselsbilledet og de behov, der skal dækkes i forsvaret. Herunder hvor bredt “forsvarsudgifter” skal defineres.

Allerede nu er det interne hundeslagsmål i forsvaret begyndt – og det vil næppe blive mindre hedt, når de politiske forhandlinger om implementeringen af aftalen begynder.

Jeg sad selv i Forsvarskommissionen i 2008, hvor vi grundigt gennemgik hele området på de forudsætninger, forsvaret arbejdede under på det tidspunkt. Det handlede dengang primært om deltagelse i internationale missioner – hvor det i dag handler om europæisk sikkerhed. Men det var ekstremt nyttigt, og jeg mener, at der med den nye situation bør nedsættes en ny forsvarskommission, som kan sikre, at de mange penge bruges på en måde, som er sammenhængende og i overensstemmelse med den overordnede udenrigspolitiske strategi.

Nogle hævder, at forsvarsundtagelsen intet har at gøre med krigen i Ukraine. Det er en lille smule rigtigt, men endnu mere forkert. Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression.

Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk.

Putins mål er at splitte de vestlige demokratier. Det er indtil videre ikke lykkedes.

Også derfor skal der stemmes ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen 1. juni.

Altinget Magasin Debat

KRONIK

Hvad gør vi, hvis medarbejdere ikke gider vende tilbage fra hjemmearbejdet?

Medarbejdere er afhængige af hinanden, og der er ikke meget sjov ved at komme på kontoret, hvis man er helt alene. Flere organisationer forsøger at balancere mellem retningslinjer og regler, for man kan ikke regne med, at medarbejderne af sig selv vender tilbage til storrumskontoret.

Af Caroline Howard Grøn Lektor, Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Er hjemmearbejde en god ide? Hvis ja, hvor meget? Det spørgsmål stiller mange ledere sig selv og deres medarbejdere i denne tid.

Spørgsmålet er faktisk ikke så let at svare på, for det handler både om opgaveløsning, social kapital, medarbejdernes behov for autonomi og måske ledernes egne behov.

Kommentaren her skrives i denne tid fra Arizona i USA, hvor jeg er på forskningsophold. Vi er så heldige at befinde os i en stat, hvor temperaturen her i begyndelsen af marts er cirka 25 grader, hvor liggestolen ved poolen lokker i dagtimerne (kan jeg se på de naboer, der ligger der med deres laptop på skødet), hvor offentlig transport ikke ligefrem er en nem løsning, og huspriserne gør, at mange lever et liv med lange transporttider. Her er det svært at få folk til at komme på arbejde igen efter covid-19. Ud over at en del mennesker under covid har sagt deres job op i jagten på et mere simpelt liv, så er hjemmearbejde også blevet en fast del af mange menneskers liv. Så fast, at de faktisk slet ikke har lyst til at skulle på kontoret igen.

Men når jeg taler med amerikanske venner i andre stater, handler det ikke bare om det tillokkende ved at holde frokostpause under de bugnende citrontræer eller ved poolens blå vand. I stater med noget mindre venligt klima er historien den samme. Folk

vil ikke tilbage på kontoret. De har indrettet sig på permanent hjemmearbejde.

Sådan er situationen ikke i Danmark. Vi har haft mindre tid med nedlukning alt i alt, vaccinetilslutningen er højere, og i Danmark har vi besluttet, at covid ikke længere er en trussel på det niveau, vi anså den for at være før. Alligevel kommer vi til at se en kamp om hjemmearbejde i den kommende tid. Også i danske organisationer.

Hjemmearbejde koster I udgangspunktet er hjemmearbejde fleksibelt. Man kan tage afkommet til tandlægen eller undgå at smitte kollegerne, hvis man er snottet.

Hjemmearbejde er også godt, hvis man skal have arbejdsro. En række undersøgelser viser, at produktiviteten steg under hjemsendelserne i Danmark. I hvert fald på opgaver, hvor produktiviteten kan måles. Men hjemmearbejde koster også noget. Det koster på den uformelle vidensdeling, på følelsen af fællesskab og formentlig også på løsningen af opgaver, der kræver samarbejde og “processer” mellem medarbejderne for eksempel opgaver, hvor konfliktniveauet er højt.

Der er tale om et klassisk kollektivt handlingsproblem. Jeg vil gerne kunne tilrettelægge mit arbejde så fleksibelt som muligt, men jeg vil også gerne have, at du er på kontoret, når jeg er der, så jeg får stillet mit sociale behov.

I mange organisationer kan det koordineres, men det kræver en bevidsthed om, at det sociale behov, der måske ikke står øverst i behovspyramiden i en hverdag med små børn og deadlines, alligevel skal passes. For hvis det negligeres, kan det få alvorlige konsekvenser for både den enkelte medarbejder, der kan opleve meningstab og føle sig socialt distanceret, og for organisationen, der mister commitment fra medarbejderne og social kapital.

En amerikansk bekendt har netop sagt sit ellers gode job op. Efter 1½ år med hjemmearbejde var hun totalt demotiveret og følte sig fremmedgjort over for sin arbejdsplads. Nu rykker hun stat med familien i håb om at komme et sted hen, hvor hun faktisk vil få kolleger – på kontoret.

mere langsigtede ønske om kollegialt fællesskab kalder umiddelbart på ledelse. Men det er faktisk ikke så let.

Der er masser af forskning der viser, at medarbejdere bliver motiveret af at føle sig autonome. Dertil kommer, at der også er forskning der viser, at ledere ofte er mere ekstroverte end gennemsnittet af deres medarbejdere. Der er altså al mulig grund til som leder at passe på med ikke at trække sine egne præferencer ned over hovedet på sine medarbejdere.

Det nemme svar er, at niveauet for hjemmearbejde må bestemmes af omstændighederne. Nogle opgaver løses godt hjemme, andre på kontoret. Nogle medarbejdere trives med mange dage hjemme, andre med færre. Det må den enkelte leder finde ud af med den enkelte medarbejder. Men helt så simpelt er det ikke.

Det skyldes, at medarbejderne er afhængige af hinanden. Der er ikke meget sjov ved at komme på kontoret, hvis man er helt alene. Sådan en ordning kan også skabe ret stor usikkerhed hos den enkelte medarbejder, hvis man så at sige arbejder hjemme på chefens nåde. Særligt hvis man for eksempel indretter sit privatliv på hjemmearbejde i stort omfang. Tilsvarende kan det sætte den enkelte leder under pres, hvis man hele tiden skal forhandle hjemmearbejde med medarbejderne.

Derfor forsøger flere organisationer sig med fælles retningslinjer, forståelsespapirer og tilsvarende, der ikke går så langt som til at blive regler. Det kan være fornuftigt nok, for hvis danske organisationer minder om de amerikanske, skal man ikke regne med, at medarbejderne af sig selv vender tilbage til storrumskontoret.

Regler er næppe vejen frem, men når jeg kigger ud på den tomme gang fra mit kontor på et stort amerikansk universitet, kan jeg godt overveje, hvorfor jeg ikke bare blev hjemme ved poolen, når nu alle de andre åbenbart arbejder derfra i dag.

Frihed motiverer Dilemmaet mellem mange medarbejderes kortsigtede ønske om fleksibilitet og det April 2022

75

Altinget Magasin Quiz

POLITISK QUIZ

Departementschef i Kulturministeriet Dorte Nøhr Andersen er nummer 21 på listen over de bedst lønnede embedsmænd i ministerierne. Men hvor mange kvinder er med i top-20?

SPØRGSMÅL

Se svar side 9

1. Erik Bjørn Møller er blevet

c. New Zealand

a. SF

gøre det muligt for personer,

ansat som pressechef i Dansk

d. Norge

b. DF

der er fordrevet fra Ukraine, at

c. Radikale

få midlertidig opholdstilladelse

han tidligere været særlig rådgiver

4. Hvilken tidligere

for?

departementschef i Finansministe-

a. Morten Messerschmidt

riet er ny formand for Danmarks

7. 1. juni skal der være folkeaf-

a. Dansk Folkeparti

b. Pia Kjærsgaard

Innovationsfond?

stemning om forsvarsforbeholdet.

b. Alternativet

c. Søren Gade

a. Karsten Dybvad

Hvilket år stemte danskerne ja

c. Nye Borgerligere

d. Inger Støjberg

b. Christian Kettel Thomsen

til Maastrichttraktaten og de fire

d. Frie Grønne

c. Martin Præstegaard

forbehold?

d. Anders Eldrup

a. 1991

10. Efter længere tids kritik har

b. 1992

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)

2. I hvilket mediehus er den tidligere forsvarschef Peter Bartram

d. Konservative

i Danmark. Hvilket parti stemte som det eneste imod?

tiltrådt som bestyrelsesformand?

5. Jo tættere på løntoppen, jo fær-

c. 1993

trukket sig som borgmester i

a. Jysk Fynske Medier

re kvinder, viser Altingets gennem-

d. 1994

Københavns Kommune. I hvilken

b. JP/Politikens Hus

gang af de 100 bedst lønnede

c. Berlingske Media

embedsfolk i ministerierne. Hvor

8. Trine Pertou Mach har meldt

d. Teknologiens Mediehus

mange kvinder er i top 20?

sig som folketingskandidat for En-

Integrationsforvaltningen

a. 1

hedslisten. Hun har tidligere været

b. Teknik- og Miljøforvaltningen

b. 3

medlem af et andet parti, som hun

c. Kultur- og Fritidsforvaltningen

c. 5

også sad i Folketinget for. Hvilket?

d. Børne- og Ungdoms-

d. 7

a. Alternativet

3. Regeringen ønsker som del af sit udspil til en ny sundhedsreform at indføre et livstidsforbud for køb

forvaltning var hun borgmester?

b. Socialdemokratiet

tobak for børn og unge født efter

6. Hvilket af følgende partier

c. SF

2010. Hvilket land har allerede

er ikke en del af det nationale kom-

d. Radikale

indført sådan et forbud?

promis om dansk forsvars-

a. Australien

og sikkerhedspolitik, som en ræk-

9. Et bredt flertal i Folketinget har

b. Sverige

ke partier indgik i starten af marts?

vedtaget en hastelov, som skal

76

a. Beskæftigelses- og

forvaltningen

FOTO: PHILIP DAVALI / RITZAU SCANPIX

Folkeparti. Hvilken politiker har

Altinget Magasin Kryds Temaord & tværs

søg Trumps kupfor i fuld gang er stadig er, polske domm Mød den rockstjerne rati som er blevet for demok i kampen T E MA: Fremtidens er transportform ruktur og infrast

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig Politik

FEBRUAR NR. 51 / 70 KR.

2022

LØS, SEND IND – OG VIND Habeck af Peter Portræt sindede nds dansk – Tyskla vicekansler

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig

: r statsansatte PET advare kan være ferieven Din nye Rusland spion for

Politik

JANUAR NR. 50 / 70 KR.

2022

Politik

NAW A SAM I RA S LI D E R – RAD I KAL TOP PE N: R S M OD MED KU

T E MA: Fremtidens re ed, karrie arbejdsmark lig ledelse og offent

l “Hvem vi e være ikke gern ter? ” minis

MAGASIN ALTIN GET været vigtigere har aldrig

103512

kr. 70,00 - 23.02.2022

BK returuge

8

00051

MARTS 2022 NR. 52 / 70 KR.

gik Året der i billeder

2 5 70000

13

00052

kr. 70,00

BK returuge

LDE SAMM ?

FOR AT HO EN RDSSTAT PÅ VE LFÆ

103512

- 30.03.2022

Sidste måneds vinder: Jens Erik Larsen, Helsinge.

Vinderen får direkte besked slut april.

2 5 70000

2022

SKAL VI E, AR B E JD 74 TI L VI E R EN

24.02.2022

kr. 70,00

Altingets r redaktøre l guider ti et nyt år

103512

- 26.01.2022

T E MA ling Grøn omstil

2 5 70000

JANUAR

16.12.2021

BK returuge

4

00050

27.01.2022

bøger politiske De bedste du skal undgå – og én

Send løsningen på den politiske krydsord til krydsogtvaers@altinget.dk senest 13/4 2022, og deltag i en konkurrence om to gode flasker rødvin og et årsabonnement på Danmarks bedste politiske magasin.

April 2022

77

Karriere & navne AF ALTINGET NAVNE

CHRISTIANSBORG

Tidligere SF’er stiller op til Folketinget for Enhedslisten

CIVILSAMFUND

CHRISTIANSBORG

Klaus Bondam stopper som direktør for Cyklistforbundet

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen vil i Folketinget igen

Efter otte år i spidsen for den tohjulede organisation forlader Klaus Bondam direktørposten. Den forhenværende københavnerborgmester meddelte sit kandidatur til Folketinget for Radikale sidste år. Med et kommende valg i horisonten mener han, at tiden er til at sige farvel til Cyklistforbundet. Bondam mener, at Cykelbevægelsen er et godt sted i dag, og derfor kan han trygt give stafetten videre. Klaus Bondam selv peger på forståelsespapiret og infrastrukturplanen som de største sejre i sin tid som direktør. I den aftale, som regeringen udarbejdede med støttepartierne efter valget i 2019, blev det nemlig skrevet ind, at man ville satse på cyklisme. Og i Infrastrukturplanen for 2035 blev der afsat tre milliarder til cykelområdet.

Klaus Bondam er tidligere skuespiller, lydbogsindlæser, borgmester, institutleder og højskoleforstander.

C E N T R A L A D M I N I S T R AT I O N E N

Børne- og Undervisningsministeriet finder ny departementschef Børne- og Undervisningsministeriet får 1. april ny departementschef, når den nuværende afdelingschef i Finansministeriet Kent Harnisch tiltræder posten. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Kent Harnisch kommer med ti års erfaring fra Finansministeriet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med undervisning og uddannelse. Han er uddannet cand.scient. pol. fra Aarhus Universitet i 2003 og har tidligere i karrieren været chefkonsulent i både Statsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Posten som øverste embedsmand i Børne- og Undervisningsministeriet har været ledig, siden Birgitte Hansen i november 2021 meddelte, at hun stoppede som departementschef for at blive ny rigsrevisor. I januar blev Cecilie Brøkner, der er afdelingschef i Afdelingen for Ungdoms- og Voksenuddannelser, konstitueret departementschef, men nu overlader hun altså posten til Kent Harnisch.

78

Jakob Axel Nielsen bliver ny folketingskandidat for Konservative.

Han har tidligere været både transportog sundhedsminister, men i 2010 blev Jakob Axel Nielsen fjernet fra regeringsholdet, og samme år forlod han Folketinget. Nu er det tid til et comeback.

Efter 11 år i det private erhvervsliv gør den forhenværende konservative minister klar til at genindtræde i dansk politik. Han begrunder selv beslutningen med, at han har savnet indflydelsen som politiker.

Efter afskeden med Christiansborg fik han først job som direktør for privathospitalet Aleris. Siden 2012 har han været direktør i Ejendomsselskabet Calum.

Jakob Axel Nielsen er barnebarn af K. Axel Nielsen, som var folkevalgt for Socialdemokraterne og bestred posten som justitsminister flere gange under Jens Otto Krag og Anker Jørgensen. Jakob Axel Nielsen er uddannet jurist og har været medlem af Konservative siden 1988.

FOTO: HENNING BAGGER / RITZAU SCANPIX

Forhenværende folketingsmedlem Trine Pertou Mach meldte sig i 2015 ud af SF, men nu er hun klar til at komme tilbage på Christiansborg – denne gang for Enhedslisten. Trine Pertou Mach har blandt andet været medlem af SF’s hovedbestyrelse fra 20062010 og siddet i Folketinget for partiet fra 2013-2015. Selvom hun blev fremhævet som en mulig formandskandidat for SF, da Annette Vilhelmsen fratrådte posten i 2014, valgte hun at melde sig ud af partiet året efter. Ifølge hende selv skyldtes udmeldelsen, at SF var begyndt at minde for meget om Socialdemokratiet Trine Pertou Mach har i mellemtiden arbejdet for en række ngo’er, blandt andet som chef for økonomisk udvikling i International Alert og senest som politik- og pressechef hos Oxfam Ibis.

For at blive folketingskandidat skal Trine Pertou Mach først klare skærene i den urafstemning, hvor Enhedslistens medlemmer stemmer om deres foretrukne kandidater. Til Enhedslistens årsmøde 13.15. maj bliver det endeligt besluttet, hvilke kandidater der bliver opstillet til næste folketingsvalg.

Altinget Magasin Karriere

De har skiftet job

AF ALTINGET NAVNE

Simon Nyborg Fra ansvarlig for politisk kommunikation, Mødrehjælpen Til pressechef, Teknikog Miljøforvaltningen, Københavns Kommune Tiltrådte 1. marts Susanne Rasmussen Fra vicerektor, Herning HF & VUC Til rektor for HHX og HTX, Uddannelsescenter Holstebro Tiltrådte 1. marts Ashton Mandrup Fra assisterende programdirektør, Adra Danmark Til programdirektør, Mission Øst Tiltrådte 1. marts Majken Aaboe Schultz Fra kommunikationskonsulent, Danske Professionshøjskoler Til kommunikationsansvarlig, Skole og Forældre Tiltrådte 1. marts Winni Sjelle Freund-Poulsen Fra chefkonsulent og sekretariatsleder, Rudersdal Kommune Til juridisk og politisk chefkonsulent, De Samvirkende Købmænd Tiltrådte 1. marts Pernille Tind Simmons Fra seniorrådgiver og programleder, Danske Handicaporganisationer Til sekretariatsleder, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe Tiltrådte 2. marts Karl Kjær Bang Fra afdelingsdirektør for kommunikation, Nykredit Til særlig rådgiver for transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) Tiltrådte 12. marts Tommy Christiansen Fra kommunaldirektør, Hjørring Kommune Til økonomi- og vicekommunaldirektør, Aalborg Kommune Tiltræder 1. april

Catharina Sørensen Fra vicedirektør, Tænketanken Europa Til direktør for politisk interessevaretagelse, Lego Tiltræder 1. april Jonas Wittendorff Fra centerchef for børn, unge og familier, Glostrup Kommune Til direktør for børn, unge, kultur og fritid, Svendborg Kommune Tiltræder 1. april

Peter Henneberg Fra økonomidirektør, Kriminalforsorgen Til koncernøkonomichef, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Tiltræder 1. april Rasmus Kjær Fra videreuddannelsesleder, Københavns Professionshøjskole Til chef hos Skovskolen, Institut for Geovidenskab og Naturformidling, Københavns Universitet Tiltræder 1. april

Julie Sommerlund Fra dekan for Humaniora, RUC Til rektor, Danmarks Medieog Journalisthøjskole Tiltrådte 1. april

Jesper Beinov Fra pressechef, Dansk Folkeparti Til administrerende direktør, Dansk Gartneri Tiltræder 1. april

René Gyldensten Fra mediechef, Dansk Erhverv Til kommunikationschef, Rigspolitiet Tiltræder 1. april

Kent Harnisch Fra afdelingschef, Finansministeriet Til departementschef, Børneog Undervisningsministeriet Tiltrådte 1. april

Jeppe Bøgh Andersen Fra ressourcedirektør, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Københavns Kommune Til direktør for social- sundhedsog arbejdsmarkedsområdet, Frederiksberg Kommune Tiltræder 1. april

Lise Borup Krogsgaard Fra kommunikationschef, TV 2 Til chef for politik og bæredygtighed, Norlys Tiltræder 1. april

Erik Bjørn Møller Fra journalist, Folkeskolen Til pressechef, Dansk Folkeparti Tiltræder 1. april Christoffer Lehmann Fra chef for digital kommunikation, Dansk Erhverv Til rådgiver for politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R) Tiltræder 1. april Thomas Søie Hansen Fra pressechef, Socialforvaltningen, Københavns Kommune Til pressechef, Overborgmesterens Sekretariat, Københavns Kommune Tiltræder 1. april

Karina Beg Poulsen Fra chefkonsulent, Dansk Arbejdsgiverforening Til kontorchef, Center for Gymnasier, Erhvervsuddannelser og Voksenuddannelser, Børneog Undervisningsministeriet Tiltræder 1. april Niels Kristian Lind Fra digital chef, Konservative Til chefkonsulent i afdeling for public affairs og digital interessevaretagelse, Dansk Industri Tiltræder 1. april Anne-Marie Levy Rasmussen Fra direktør, Innovationsfonden Til chef for den globale kommercielle drift, Bavarian Nordic Tiltræder 1. april

PRESSEFOTO / UDDANNELSESCENTER HOLSTEBRO / ADRA DANMARK / DE SAMVIRKENDE KØBMÆND / AALBORG KOMMUNE / TÆNKETANKEN EUROPA / GLOSTRUP KOMMUNE / DMJX / DANSK ERHVERV / KØBENHAVNS KOMMUNE / KØBENHAVNS PROFESSIONSHØJSKOLE / DANSK GARTNERI / BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTERIET / HENRIK OHSTEN/TV 2 / DANSK ARBEJDSGIVERFORENING / INNOVATIONSFONDEN / SIKKERHEDSSTYRELSEN / KEA

April 2022

79

AF SØREN ELKROG FRIIS, MAGASINREDAKTØR, ALTINGET FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

MEDIEPOLITIK

Tidligere fagboss skal være medielobbyist i Dansk Erhverv Efter to år som direktør for Danske Biografer vender Lars Werge tilbage til medielandskabet, men denne gang på arbejdsgiversiden. Han er dog fortsat folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Danmarksmester i højdespring, prisbelønnet sportsjournalist, forfatter, fagforeningsformand, branchedirektør for biograferne, socialdemokratisk folketingskandidat, far og bedstefar. Og om kort tid mediepolitisk chef i Dansk Erhverv.

55-årige Lars Werge har prøvet meget, men aldrig navigeret efter nogen karriereplan. Den drivende kraft har snarere været 80

engagement og tilfældigheder i et uvist blandingsforhold.

“Jeg har hverken nu eller tidligere lagt nogen karriereplaner. Jeg var næstformand og siden formand for Dansk Journalistforbund i godt otte år, og da det stoppede sådan lidt uden for nummer, skulle jeg lige sunde mig. Jeg søgte forskellige job og fik så det her i Danske Biografer, som jeg har

været super glad for. Men da jeg så stillingen hos Dansk Erhverv, følte jeg mig nærmest forpligtet til at søge, da det er så meget en kombination af ting, jeg har lavet tidligere,” siger han.

Trak sig som fagforeningsformand Med afsæt i hvervet som tillidsmand på Ekstra Bladet blev Lars Werge i 2011 valgt til

Altinget Magasin Karriere

næstformand i Dansk Journalistforbund, hvor medlemmerne i 2015 udpegede ham som formand.

Rollen som øverste talerør for de knap 18.000 medlemmer af journalistforbundet endte dog brat, da Lars Werge i 2019 trak sig som formand efter turbulens om fyring af chefredaktøren for journalisternes fagblad.

Jeg stiller stadig op til Folketinget, og det har jeg også talt med Dansk Erhverv om.

Og det har overhovedet ikke været et problem. Det virker faktisk til, at de godt kan lide at have medarbejdere, som også har et engagement uden for arbejdspladsen.

Som direktør for Danske Biografer har han siden kæmpet for at sikre biografernes overlevelse under coronakrisen. En unik kombination­­af kultur og kommerciel tænkning, understreger Werge. Alligevel føles det lidt som at komme hjem, når han omkring udgangen af maj skifter rollen som branchedirektør ud med stillingen som mediepolitisk chef i Dansk Erhverv.

“Jeg har jo beskæftiget mig rigtig meget med mediepolitik, både som tillidsmand og som forbundsformand. Så jeg føler på en måde, at jeg vender tilbage til den del af arbejdsmarkedet, hvor jeg har været før,” siger han.

Fremover er det altså interesserne for medievirksomhederne under Dansk Erhverv, som Lars Werge skal pleje. En opgave, som især retter sig mod Christiansborg.

“For det første skal jeg sørge for, at medlemmernes ønsker til rammevilkår i så høj grad som muligt bliver lyttet til og ført ud i livet på Christiansborg. Det kan både handle om lovgivning om skat, moms og så videre, men på indholdssiden også om medie­ ansvarslovgivning,” siger Lars Werge.

Skal sikre flere medlemmer På Christiansborg forhandles der lige nu om et nyt medieforlig, som tyder på at være faldet på plads, når han tiltræder stillingen.

“Dansk Erhverv har jo en meget bredt sammensat medlemsskare, så en af de store

opgaver bliver at finde ud af, hvad vi kan være fælles om – og hvad de enkelte medlemsorganisationer og virksomheder i højere grad selv må gå i byen med,” siger han og fremhæver nulmoms på magasinområdet som et område, der kan være blandede holdninger til.

En anden del af kerneopgaven bliver at tiltrække nye medlemmer.

“Det er jo en branche, der har mange startup-­virksomheder. En del af opgaven er også at se på, hvordan vi får gjort Dansk Erhverv interessant som organisation for små og mellemstore medievirksomheder,” siger han.

Medieområdet er jo på organisationsniveau spredt lidt ud på både Danske Medier, Dansk Industri og Dansk Erhverv. Skal du ud i en form for at sikre og tiltrække medlemmer til Dansk Erhverv?

“Hvis du mener, om der er konkurrence, så ja. Danske Medier og Dansk Industri repræsenterer jo også medievirksomheder, så der klart, at det er et konkurrencepræget marked inden for organisationsverdenen.”

Hvilke tidligere erfaringer kommer du til at trække mest på?

“Dels min indsigt på det mediepolitiske område bredt set og dels mit netværk, som jeg stadig anser for relativt godt. Noget af det, jeg har ry for at kunne finde ud af, er at kunne sætte folk sammen, skabe nye alliancer og fælles løsninger,” siger han.

Du har været fagforeningsformand, og nu skal du så arbejde for en arbejdsgiverorganisa­ tion. Er det noget, som støder nogen på ærmerne?

“Selvfølgelig er der mange kække bemærkninger på sociale medier, men dem kan man jo så vælge at læse hen over. Men når man bliver formand i journalistforbundet, indtræder man altså også i en arbejdsgiverfunktion, og de sidste år i Danske Biografer har jeg jo i høj grad også varetaget rammevilkår for en masse virksomheder. Samlet set afspejler det jo, at det danske samfund er bygget op omkring en meget stærk forvaltning af aftaler i organisationsverdenen.”

Har du selv haft nogen overvejelser omkring det at træde om på den anden side af bordet?

“Selvfølgelig har jeg gjort mig mange overvejelser omkring det at skifte job. Men

jeg er jo i en brancheorganisation i dag og har siddet på arbejdsgiversiden og forhandlet overenskomster over for tillidsfolkene i Dansk Journalistforbund. Så jeg føler ikke, at jeg på den måde træder om på den anden side af bordet.”

Har du lagt din politiske karriere på hylden?

“Nej, jeg stiller stadig op til Folketinget, og det har jeg også talt med Dansk Erhverv om. Og det har overhovedet ikke været et problem. Det virker faktisk til, at de godt kan lide at have medarbejdere, som også har et engagement uden for arbejdspladsen.”

Kunne man få den tanke, at du måske også er ansat på grund af dine relationer ind i Socialdemokratiet?

“Den tanke kan jeg jo ikke forhindre dig i at få. Men det skal du nok tale med Dansk Erhverv om.”

Lars Werge • 55 år.

• Født og opvokset i Vejle.

• Bor i Gentofte med Mette.

• Fem sammenbragte børn og tre børnebørn.

• 2020-2022: Direktør, Danske Biografer.

• 2015-2019: Forbundsformand Dansk Journalistforbund.

• 2011-2015: Næstformand Dansk Journalistforbund.

• 1996-2011: Sportsjournalist på Ekstra Bladet, B.T., Berlingske Tidende og Ritzau.

• Uddannet journalist i 1996.

• Kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet siden 2021.

• Medlem af Menighedsrådet for Vangede Kirke.

• Danmarksmester i højdespring i 1993 og 1995.

Personlig rekord 2,15 meter.

April 2022

81

Altinget Magasin Jobannoncer

ª: karriere

Slå dit næste job op – eller find det – på altinget.dk/karriere. Vi har mere end 600.000 brugere om måneden. Du kan også annoncere i Altinget Magasin, der udkommer 10 gange årligt i et oplag på over 10.000 eksemplarer. Kontakt os i annonceafdelingen på tlf. 3177 8046 eller annonce@altinget.dk.

H O V E D S TA D E N

SJÆLLAND

Rektor til IT-Universitetet i København

Nyoprettet stilling som Velfærdsdirektør i Sorø Kommune

FRIST: 18/4-2022

FRIST: 7/4-2022

H O V E D S TA D E N

H O V E D S TA D E N

Senior Public Affairs profil med fokus på bæredygtighed til Danske Bank

Stærk sekretariatsleder til ledelsessekretariatet på Institut for Sygeplejerske- og Ernæringsuddannelser til KP

FRIST: 10/4-2022

FRIST: 10/4-2022

H O V E D S TA D E N

H O V E D S TA D E N

To nye chefer til Forskning, Karriere og Relationer på KEA

Specialkonsulent med stærke samarbejdsevner søges til økonomiog udviklingsopgaver på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering

FRIST: 4/4-2022

FRIST: 19/4-2022

82

NORDJYLLAND

H O V E D S TA D E N

Vicedirektør til Rektorsekretariatet, Aalborg Universitet

Lev søger en super skarp politisk konsulent

FRIST: 12/4-2022

FRIST: 18/4-2022

Altinget Magasin Profilannoncer

Altinget profilannoncører

A R B EJ D S G I V E R -/ B R A N C H E O R G A N I SAT I O N

Dansk Erhverv I Dansk Erhverv handler vi hver dag på vegne af 18.000 medlemsvirksomheder og flere end 100 brancheforeninger. Vi er erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening for et af verdens mest handlekraftige erhvervsliv. Vi tilbyder rådgivning inden for medarbejder- og virksomhedsforhold og politisk gennemslagskraft. Vores indsatser bygger på medlemmernes aktive deltagelse i netværk og udvalg. Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i. Til gavn for arbejdspladser, velstand og Danmark i fremgang. Det er vores vision i Dansk Erhverv. Vi arbejder for et Danmark med sammenhængskraft og handlekraft.

UDFORSK AKTØRER I DET POLITISKE DANMARK PÅ ` WWW.ALTINGET.DK/AKTOERER

FA G F O R E N I N G

Ergoterapeutforeningen Ergoterapeutforeningen er professions- og fagforening for over 9.000 ergoterapeuter og ergoterapeutstuderende på det offentlige og private arbejdsmarked. Foreningen udvikler og sikrer ergoterapeuters roller og vilkår på arbejdsmarkedet. Ergoterapeuter arbejder med børn, unge, voksne og ældre, der har svært ved at deltage i dagligdagens aktiviteter. Det vil sige alt det, du gør, fra du står op til du går i seng. Ergoterapeuter træner din krop, psyke og hjerne, og udvikler dine sanser og færdigheder i samarbejde med dig.

FOND

Landsbyggefonden M E D I E B U R EAU

Signatur Signatur er et 100% danskejet bureau der siden 1989 har hjulpet en lang række kunder – med håndtering af informations- og stillingsannoncer og de behov der ligger som en integreret del af denne opgave. Fra at være et indrykningsbureau, har Signatur i dag udviklet sig til et full service bureau inden for vores niche. Vi skriver tekster, holder tekstseminarer, opsætter annoncer, læser korrektur, layouter nye annoncedesign, rådgiver om medievalg, indrykker annoncer, forhandler rabatter og meget meget mere.

Vi vil gerne rokke ved ”vi plejer”. Ikke fordi det er trendy eller smart, men fordi vi gerne vil gøre op med holdninger som f.eks. ”bare en….”.

En stillings- eller informationsannonce er jo en meget stor del af en virksomheds profilering.

Du kan også finde os på LinkedIn hvor vi bl.a. administrerer en af Danmarks største grupper for ledige job, både i det private og det offentlige.

Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering.

Landsbyggefonden bidrager til støtten og udviklingen af det almene boligbyggeri og sektorens konkurrenceevne. Det sker gennem forskellige støtteordninger og unik data- og evidensbaseret viden.Dermed bidrager Landsbyggefonden til løsningen af en grundlæggende opgave i velfærdssamfundet: At fremtidssikre fysisk, økonomisk og socialt bæredygtige boligområder.

REKRUTTERINGSBUREAU

Genitor Det er vores ambition at hjælpe vores kunder med at gøre god ledelse bedre, fordi vi ved, at ledelse er afgørende for at skabe vækst og velfærd for medarbejdere og for borgere og virksomheder. Mere konkret hjælper vi vores kunder med at: • ansætte de bedste ledere • udvikle ledelse, ledere og ledergrupper • skabe ledelsesmiljøer, der fremmer god ledelse.

Kære politiker Mens vi har vendt øjnene mod COVID-19 har en anden type sygdomme sneget sig ind på os. En ubemærket epidemi af klamydia har fået tag i den danske ungdom.

I dag anslår man, at op til hver tiende ung har klamydia.

Men over halvdelen af de unge fortæller, at de ikke går til lægen og bliver testet.

Derfor tilbyder AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker test og rådgivning til alle unge.

Når vi tester, bremser vi smitten. Og når vi tester, taler vi med de unge på deres egne præmisser: om hvordan man får et sundt og sjovt sexliv, mens man passer på sig selv og sine sexpartnere. Det er god forebyggelse.

Du kan som politiker være med til at sætte den ubemærkede epidemi på dagsordenen.

Læs mere på aidsfondet.dk/epidemi

Venlig hilsen

Lars Christian Østergreen Direktør AIDS-Fondet og Checkpoint