Debat

DEBAT

KRONIK

Anklager om forræderi truede Macrons genvalg. Men så invaderede Putin Ukraine

Emmanuel Macron var i politisk modvind før præsidentvalget i Frankrig. Men Putins krig i Ukraine har givet Macron mulighed for at indtage rollen som statsmand og for at distancere sig fra sine to højreorienterede modkandidater.

Af Jonas Parello-Plesner

Direktør, Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver Rasmussen Global

Præsident Macron sendte i starten af marts et brev til de franske borgere om, at han genopstiller til det franske præsidentvalg. Alt peger på en valgsejr til Macron ved de to runders præsidentvalg i april og dermed et nyt ’quinquennat’; det vil sige en periode på 5 år mere. Putins krig i Ukraine giver Macron en statsmandsrolle på den internationale scene. Selvom krigen trækker tid fra Macron til at føre valgkamp, er den alvorlige situation forventeligt en valgmæssig fordel.

Hans kontante håndtering af Putin distancerer ham også fra de to højrefløjskandidater Marine le Pen og Eric Zemmour, som begge er i gang med at rulle tungen tilbage på tidligere lovprisende udsagn om Putin. Som optakt til præsidentvalget var der ellers også udkommet en meget kritisk bog om den politiske komet Macron skrevet af to af Frankrigs renommerede politiske journalister fra avisen Le Monde: Gérard Davet og Fabrice Lhomme. Bogen er på over 600 sider og ikke oversat til dansk, så skribenten tillader sig blot at gengive – og gendrive – nogle af hovedargumenter.

Titlen er ganske filosofisk fransk, Forræderen og intetheden, og er et ordspil på en bogtitel af Sartre. Da også selv franske forlag skal sælge bøger, er der tilføjet en rød ekstra tekst på bogen, som udbasuner, at læseren holder Macron-kulegravningen i hænderne. Bogens reportagemæssige styrker baserer sig på en meget stor række interviews med nøgleaktører som tidligere præsident Hollande og premierminister Valls – begge i sagens natur ikke de store Macron-fans. De er den gamle socialistparti-garde, som fik hevet tæppet væk under sig af Macron.

Er Macron en forræder? Ja, konkluderer bogen underbygget af dens interviews og titel. Nej, ville denne skribent konkludere. Ambitiøs politisk fornyer er mere betegnende. Som bevis fremhæver bogen, at Macron, allerede imens han arbejdede for præsident Hollande, rumlede med sit eget kandidatur i maven. Hollande endte som bekendt, og ganske usædvanligt i fransk politik, med ikke at genopstille ved valget i 2017. Det flyder over i en mere generel kritik i bogen af, at Macron aldrig var ægte venstreorienteret, men i stedet udelukkende en politisk opportunist.

En alternativ læsning er at se Macron som den fremsynede, der i alt det politiske virvar så, at den franske befolkning var træt af det binære højre-venstre-skisma og klar til et alternativ midt-i-mellem. Den overraskende valgsejr i 2017, der sendte ham ind i præsidentembedet som den yngste i den femte republiks historie, understregede, at han havde set rigtigt.

Politisk onemanshow

Bogen gennemgår også de seneste års kriser som de gule veste, hvor Macron fremstilles som ude af kontakt med det folkelige Frankrig og coronakrisen, hvor Macron beskrives som magtfuldkommen og en leder, der i stigende grad træffer beslutninger uden om sundhedsfaglige anbefalinger.

Sikkert rigtigt i nogle af eksemplerne, men at besidde magten i krisesituationer er at træffe beslutningerne – også selvom nogle kan kritiseres i bagklogskabens lys. Og den kritik tager Macron også selv på sig.

I sit valgbrev til de franske vælgere skriver han, at han og det franske folk har gået fra krise til krise sammen, men også at alt ikke er lykkedes i hans fem år ved magten; ’nous n’avons pas tout réussi’. Bogen har dog en pointe i, at fænomenet Macron er et politisk onemanshow. Macrons parti ’En Marche’, forkortet EM ligesom hovedpersonens egne forbogstaver, har været igennem flere politiske valgskuffelser både lokalt og til Europa-Parlamentet. En samlet politisk forankring som parti med et klart sæt holdninger har været svær at få etableret. Måske netop fordi Macron som præsident har rakt ud både til højre- og venstrefløjspolitikere for løbende at fylde sit ministerhold. Ministrenes loyalitet er derfor gået direkte til præsidenten og ikke igennem en velopbygget partistruktur. Dermed stiller journalisterne nok bogens mest skarpe spørgsmål: Kan Macron efterlade sig et fungerende politisk parti og en ideologisk ’macronisme’, eller forbliver hans egen person den eneste politiske vare på hylden? Alt peger dog på, at Macron får fem år mere til at vise, om han varigt kan ændre det franske politiske landskab. Det bliver derfor formentlig også Macron, som skal være med til at lede Europa i et effektivt langsigtet svar til Putins udfordring af den europæiske orden. Alternativerne med de Putin-positive kandidater Zemmour og Le Pen ville være dårligt nyt for det europæiske sammenhold.

KRONIK

Europæisk politik har ikke været så formbar siden EU’s grundlæggelse. Vil undtagelsespolitikken også brede sig til klimahandling?

De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil forme Europa i generationer. EU’s grundlæggende funktionsmåde og selvforståelse er under forandring.

Af Jakob Dreyer og Christine Nissen

Forsker i international politik ved hhv. Københavns Universitet og Dansk Institut for Internationale Studier

Selvom det militære udfald af Ruslands aggressive invasion af Ukraine stadig er uafklaret, har det russiske angreb katalyseret udviklingen af en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU finansierer våben til Ukraine. Blandt andet står Tysklands og Danmarks forsvarsbudget til at blive øget til

to procent af BNP. Samtidig har EU igangsat hidtil usete sanktioner mod Rusland, og Unionen leder desperat efter alternativer til russisk energi.

Tiden, hvor EU – med den tidligere belgiske udenrigsmininister Mark Eyskens ord – er en økonomisk kæmpe, en politisk dværg og en militær orm, er ved at blive fortid.

Dermed er EU’s grundlæggende funktionsmåde og selvforståelse under forandring.

Fra idealistiske fredsidealer

Fra Kul- og Stålunionen til udviklingen af det indre marked er EU bygget på en idé om, at gensidig økonomisk afhængighed udgør kernen i det europæiske fredsprojekt efter Anden Verdenskrig.

Som den daværende Præsident for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy, formulerede det i sin tale, da EU modtog Nobels Fredspris i 2012: “Som et succesfuldt eksempel på fredfyldt forsoning baseret på økonomisk integration, bidrager vi til at udvikle nye former for samarbejde, bygget på udveksling af ideer, innovation og viden.”

Talen viser, hvordan EU’s modus operandi har bygget på en forening af økonomisk egeninteresse og idealistiske fredsidealer i samlet politisk projekt.

Det var i denne ’kantianske’ ånd om evig fred, at EU etablerede og operationaliserede sin egen forsvars- og sikkerhedspolitik i 2003. Den handlede ikke om traditionel sikkerhedstænkning, hvor det europæiske territorium og dets borgere skulle beskyttes, men snarere om at skabe en fredfyldt verden gennem langsigtede missioner, der var fokuseret på at fremme europæiske værdier og typisk foregik i lande langt væk fra Europas geografiske kerne.

EU’s nye magt på den globale scene blev analyseret som civil og tilmed normativ, hvilket kunne lade sig gøre, fordi Europa havde Nato og USA’s sikkerhedsgaranti at falde tilbage på.

Til krigsøkonomisk logik

Den rene opdeling mellem forsvars- og sikkerhedspolitik i Nato-regi, og økonomisk politik i EU, blev udfordret allerede under Ruslands annektering af Krim i 2014, og serien af terrorangreb organiseret af Islamisk Stat i 2014 og 2015.

I kølvandet herpå udviklede EU sin sikkerhedsstrategi fra 2016, der gjorde klart, at “blød magt ikke længere er nok”, og at det derfor er nødvendigt at “styrke EU som et sikkerhedsfællesskab, der er parat til at afskrække, svare igen og beskytte sig selv imod eksterne trusler”.

Med valget af Donald Trump som USA’s præsident i november 2016 og tvivlen om, hvorvidt Natos musketered bestod, fik EU for første gang et politisk imperativ til at udvikle sin egen sikkerhedspolitik.

Siden da har EU fulgt hensigtserklæringerne op med en række konkrete initiativer.

Et eksempel er lanceringen af en ny forsvarsfond, der skal støtte forskning og indkøb af militært isenkram. Et andet eksempel er igangsættelsen af en ikke tidligere anvendt EU-lov, der gør det muligt for grupper af villige EU-lande at indgå i et såkaldt ’permanent struktureret samarbejde’ om at samordne militære indsatser og udvikle deres kapaciteter i fællesskab.

Siden da er flere initiativer kommet til, herunder den europæiske fredsfacilitet, som trådte i kraft i 2021, med et budget på cirka 5,7 milliarder euro, og som – trods navnet – kan bruges til direkte at finansiere våben til tredjelande. Siden efteråret har EU diskuteret anvendelsen af fonden til militær støtte, hvilket nu er blevet en realitet.

Forarbejdet muliggjorde, at EU under en uge efter Putins invasion af Ukraine kunne beslutte at bruge cirka 500 millioner euro på våben til støtte i ukrainernes kamp mod Putin.

Det er historisk, at flere lande vil øge deres forsvarsbudget til over 2 procent af BNP, og at EU finansierer våben i en konflikt, men handlingerne er således muliggjort af årtiers gradvis forsvars- og sikkerhedspolitisk udvikling.

Jordskredet i Bruxelles er, at den herskende økonomisk-rationelle og bureaukratiske logik, der har hersket siden Kul- og Stålunionens grundlæggelse, er udfordret af et sikkerhedspolitisk modus operandi, hvor hurtige, ekstraordinære beslutninger træffes. Som en EU-diplomat udtrykte det i en samtale, er tænkningen delvist overgået til en krigsøkonomisk logik på tværs af politikområder.

EU som sikkerhedspolitisk aktør

Den sikkerhedspolitiske undtagelse er ikke afgrænset til forsvars- og sikkerhedspolitikken. Tro mod EU’s økonomiske snarere end sikkerhedspolitiske rationale er EU’s import af energi og sjældne jordarter enorm og har været stigende i de seneste 20 år. Cirka 60 procent af EU’s energi importeres, og af EU-import kom over 40 procent af gassen, 25 procent af olien og næsten halvdelen af kullet fra Rusland (i 2019-tal).

Samtidig udgjorde vedvarende energi blot lidt over 20 procent af EU’s samlede energimix i 2020. Mens EU nok vil være bedre i stand til at finde alternativer til afhængigheden af russisk olie og kul, bliver omstillingen til gas svær særligt i forhold forsyningen til næste vinter.

Her importerer selv Danmark gas fra Rusland, men særligt lande som Tyskland, Østrig, Slovakiet og Ungarn er meget afhængige af russisk energi.

Handlekraftigt EU

EU’s sanktionsregime har været handlekraftigt og på flere områder mere gennemgribende end USA's og Storbritanniens. Tyskland fører an i en undtagelse af energi fra EU’s sanktionsregime trods amerikansk og britisk boykot.

En boykot af russisk energi indgår således ikke i EU-Kommissionens nye plan om energisikkerhed, der skal sænke gasimporten fra Rusland med to tredjedele i år gennem diversificering af energiimport, ny vedvarende energi og energibesparelser.

Den tyske regering tager andre markante tiltag i brug, herunder at stoppe Nordstream 2 gasledningen og investere 200 milliarder euro til energiomstilling inden 2026.

Men ifølge den tyske Kansler Olaf Scholtz, er energiimport “så essentiel for borgernes offentlige goder og almindelige hverdag”, at de ikke kan støtte et EU-boykot.

Hensynet til den europæiske forbruger frem for den sikkerhedspolitiske logik viser med al tydelighed skillevejen mellem traditionel økonomisk tænkning og den krigsøkonomiske undtagelse.

De kommende måneders dilemmaer

Balancen mellem normalitet og undtagelse bliver i de kommende måneder og år det svære politiske dilemma, der kommer til at forme Unionen.

Vil vi i fremtiden se øgede sanktioner og total boykot af russisk energi eller fortsætte en gradvis (og temmelig langsom) omstilling af energisektoren? Vil EU blive ved med

at boykotte russiske medier og lukke af for relationer ikke blot til Kreml, men hele det russiske samfund?

Skal EU udvides mod øst?

Hvilke og hvor mange flygtninge vil EU velkomme?

Skal EU acceptere store og langvarige budgetunderskud og europæisk solidaritet?

Og vil undtagelsespolitikken brede sig til klimahandling?

Det metal, som europæisk politik er gjort af, har ikke været så glohedt og formbart siden Unionens grundlæggelse. De politiske aftaler, der nu smedes i skyggen af ukrainernes overlevelseskamp, vil derfor forme Europa i generationer.

KRONIK

Arkitekten bag forsvarsforbeholdet: Derfor skal vi stemme ja til at afskaffe det

I den nye sikkerhedspolitiske situation er det vigtigt, at vi står sammen mod Putin, og derfor skal vi også stemme ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen. Desuden bør der nedsættes en ny forsvarskommission.

Af Holger K. Nielsen

Fhv. MF (SF), fhv. minister og partiformand

Da jeg i april 1992 satte mig ned og skrev de første udkast til det papir, som senere dannede grundlag for de danske EU-undtagelser, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at vi her 30 år senere er på vej ind i en heftig diskussion om, hvorvidt forsvarsundtagelsen skal ophæves eller ej. Men nu står vi midt i den.

Jeg fik på et tidspunkt prædikat af at være fundamentalist omkring de danske undtagelser. “Skal de bestå i al evighed,” blev jeg jævnligt spurgt. Mit svar var altid cirka følgende: “Evigheden er et anliggende for teologerne, ikke for politikerne.” Selvfølgelig skal al politik kunne ændres, hvis forudsætningerne ændres.

I de første år efter folkeafstemningen i 1993 blev jeg en smule forarget, når politikere krævede en ophævelse af undtagelserne. Der var lavet en kontrakt med vælgerne ved folkeafstemningen, og den måtte man respektere i stedet for straks at forsøge at ændre resultatet. Men med nye forudsætninger var det en anden historie.

Handlingslammet under borgerkrig

To begivenheder fik mig til at se anderledes på en europæiske forsvarsdimension.

Den første var borgerkrigen i Jugoslavien. Da Muren faldt i 1989, troede vi, at vi var på vej ind i en fredelig periode. Få år senere eksploderede nationalismen i Jugoslavien med en gruopvækkende borgerkrig til følge.

Vi så passivt til, da flere tusinde bosniske muslimer mistede livet under massakren i Srebrenica i 1995, og måtte konstatere, at USA måtte indover, da Dayton-aftalen blev underskrevet samme år. EU blev angiveligt skabt som et “fredens projekt”, og det var ikke holdbart, at man stod handlingslammet under en blodig borgerkrig midt på vores kontinent.

Den anden begivenhed var Irak-krigen, hvor der blev skabt en splittelse mellem USA og det, den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte “det gamle Europa”. Det vil sige de EU-lande omkring Tyskland og Frankrig, som var imod krigen.

Anders Fogh og Tony Blair var på linje med George W. Bush, men for mig var det et vildspor, at vi fra dansk side uden forbehold støttede George W. Bush. Det var nødvendigt med et modspil til et neo-konservativt USA, der så sig selv som Verdens politimand. Kun EU kunne danne en sådan modvægt, hvilket igen forudsatte en stærkere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En sådan måtte også inkludere en forsvarsdimension, hvis den skulle have vægt.

Europa skal agere selvstændigt

USA er i dag hverken George W. Bush eller Donald Trump, men pendulet kan hurtigt svinge tilbage. Vi skal i Europa kunne agere mere selvstændigt.

Allerede i 2003 tog jeg spørgsmålet op i SF, og det blev en del af partiets politik, at forsvarsundtagelsen skulle afskaffes. Men vi lagde vægt på, at det skulle ske i ramme af en europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som respekterer folkeretten, og som ser militære interventioner som den absolut sidste mulighed. Dette modsat den amerikanske politik under George W Bush.

Nu står vi efter Putins overfald på Ukraine i en ny sikkerhedspolitisk situation i Europa. Militær aggression fra ét europæisk land mod et andet er blevet del af en hverdag, ingen af os havde forestillet os for blot få uger siden. Det er vi selvsagt nødt til at reagere på.

Men vi skal også gøre det klogt, og jeg er enig med dem, der advarer imod, at vi forhaster os. Der er enighed om et historisk løft i forsvarsudgifterne, men hvis de penge skal bruges fornuftigt, er det afgørende, at det sker på baggrund af et grundigt analysearbejde af trusselsbilledet og de behov, der skal dækkes i forsvaret. Herunder hvor bredt “forsvarsudgifter” skal defineres.

Allerede nu er det interne hundeslagsmål i forsvaret begyndt – og det vil næppe blive mindre hedt, når de politiske forhandlinger om implementeringen af aftalen begynder.

Jeg sad selv i Forsvarskommissionen i 2008, hvor vi grundigt gennemgik hele området på de forudsætninger, forsvaret arbejdede under på det tidspunkt. Det handlede dengang primært om deltagelse i internationale missioner – hvor det i dag handler om europæisk sikkerhed. Men det var ekstremt nyttigt, og jeg mener, at der med den nye situation bør nedsættes en ny forsvarskommission, som kan sikre, at de mange penge bruges på en måde, som er sammenhængende og i overensstemmelse med den overordnede udenrigspolitiske strategi.

Nogle hævder, at forsvarsundtagelsen intet har at gøre med krigen i Ukraine. Det er en lille smule rigtigt, men endnu mere forkert. Det er rigtigt, at en EU-forsvarsdimension ikke kunne have forhindret Putin i hans overfald på Ukraine, endsige forsvaret ukrainerne mod den russiske aggression. Forsvaret ligger hos ukrainerne selv, bistået af Nato. Når det gælder den hårde sikkerhedspolitik, er den centrale aktør fortsat Nato. Men i den ramme er det vigtigt, at Europa samler sig – også sikkerhedspolitisk.

Putins mål er at splitte de vestlige demokratier. Det er indtil videre ikke lykkedes. Også derfor skal der stemmes ja til afskaffelse af forsvarsundtagelsen 1. juni.

KRONIK

Hvad gør vi, hvis medarbejdere ikke gider vende tilbage fra hjemmearbejdet?

Medarbejdere er afhængige af hinanden, og der er ikke meget sjov ved at komme på kontoret, hvis man er helt alene. Flere organisationer forsøger at balancere mellem retningslinjer og regler, for man kan ikke regne med, at medarbejderne af sig selv vender tilbage til storrumskontoret.

Af Caroline Howard Grøn

Lektor, Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Er hjemmearbejde en god ide? Hvis ja, hvor meget? Det spørgsmål stiller mange ledere sig selv og deres medarbejdere i denne tid.

Spørgsmålet er faktisk ikke så let at svare på, for det handler både om opgaveløsning, social kapital, medarbejdernes behov for autonomi og måske ledernes egne behov.

Kommentaren her skrives i denne tid fra Arizona i USA, hvor jeg er på forskningsophold. Vi er så heldige at befinde os i en stat, hvor temperaturen her i begyndelsen af marts er cirka 25 grader, hvor liggestolen ved poolen lokker i dagtimerne (kan jeg se på de naboer, der ligger der med deres laptop på skødet), hvor offentlig transport ikke ligefrem er en nem løsning, og huspriserne gør, at mange lever et liv med lange transporttider. Her er det svært at få folk til at komme på arbejde igen efter covid-19. Ud over at en del mennesker under covid har sagt deres job op i jagten på et mere simpelt liv, så er hjemmearbejde også blevet en fast del af mange menneskers liv. Så fast, at de faktisk slet ikke har lyst til at skulle på kontoret igen.

Men når jeg taler med amerikanske venner i andre stater, handler det ikke bare om det tillokkende ved at holde frokostpause under de bugnende citrontræer eller ved poolens blå vand. I stater med noget mindre venligt klima er historien den samme. Folk vil ikke tilbage på kontoret. De har indrettet sig på permanent hjemmearbejde.

Sådan er situationen ikke i Danmark. Vi har haft mindre tid med nedlukning alt i alt, vaccinetilslutningen er højere, og i Danmark har vi besluttet, at covid ikke længere er en trussel på det niveau, vi anså den for at være før. Alligevel kommer vi til at se en kamp om hjemmearbejde i den kommende tid. Også i danske organisationer.

Hjemmearbejde koster

I udgangspunktet er hjemmearbejde fleksibelt. Man kan tage afkommet til tandlægen eller undgå at smitte kollegerne, hvis man er snottet.

Hjemmearbejde er også godt, hvis man skal have arbejdsro. En række undersøgelser viser, at produktiviteten steg under hjemsendelserne i Danmark. I hvert fald på opgaver, hvor produktiviteten kan måles. Men hjemmearbejde koster også noget. Det koster på den uformelle vidensdeling, på følelsen af fællesskab og formentlig også på løsningen af opgaver, der kræver samarbejde og “processer” mellem medarbejderne for eksempel opgaver, hvor konfliktniveauet er højt.

Der er tale om et klassisk kollektivt handlingsproblem. Jeg vil gerne kunne tilrettelægge mit arbejde så fleksibelt som muligt, men jeg vil også gerne have, at du er på kontoret, når jeg er der, så jeg får stillet mit sociale behov.

I mange organisationer kan det koordineres, men det kræver en bevidsthed om, at det sociale behov, der måske ikke står øverst i behovspyramiden i en hverdag med små børn og deadlines, alligevel skal passes. For hvis det negligeres, kan det få alvorlige konsekvenser for både den enkelte medarbejder, der kan opleve meningstab og føle sig socialt distanceret, og for organisationen, der mister commitment fra medarbejderne og social kapital.

En amerikansk bekendt har netop sagt sit ellers gode job op. Efter 1½ år med hjemmearbejde var hun totalt demotiveret og følte sig fremmedgjort over for sin arbejdsplads. Nu rykker hun stat med familien i håb om at komme et sted hen, hvor hun faktisk vil få kolleger – på kontoret.

Frihed motiverer

Dilemmaet mellem mange medarbejderes kortsigtede ønske om fleksibilitet og det mere langsigtede ønske om kollegialt fællesskab kalder umiddelbart på ledelse. Men det er faktisk ikke så let.

Der er masser af forskning der viser, at medarbejdere bliver motiveret af at føle sig autonome. Dertil kommer, at der også er forskning der viser, at ledere ofte er mere ekstroverte end gennemsnittet af deres medarbejdere. Der er altså al mulig grund til som leder at passe på med ikke at trække sine egne præferencer ned over hovedet på sine medarbejdere.

Det nemme svar er, at niveauet for hjemmearbejde må bestemmes af omstændighederne. Nogle opgaver løses godt hjemme, andre på kontoret. Nogle medarbejdere trives med mange dage hjemme, andre med færre. Det må den enkelte leder finde ud af med den enkelte medarbejder. Men helt så simpelt er det ikke.

Det skyldes, at medarbejderne er afhængige af hinanden. Der er ikke meget sjov ved at komme på kontoret, hvis man er helt alene. Sådan en ordning kan også skabe ret stor usikkerhed hos den enkelte medarbejder, hvis man så at sige arbejder hjemme på chefens nåde. Særligt hvis man for eksempel indretter sit privatliv på hjemmearbejde i stort omfang. Tilsvarende kan det sætte den enkelte leder under pres, hvis man hele tiden skal forhandle hjemmearbejde med medarbejderne.

Derfor forsøger flere organisationer sig med fælles retningslinjer, forståelsespapirer og tilsvarende, der ikke går så langt som til at blive regler. Det kan være fornuftigt nok, for hvis danske organisationer minder om de amerikanske, skal man ikke regne med, at medarbejderne af sig selv vender tilbage til storrumskontoret.

Regler er næppe vejen frem, men når jeg kigger ud på den tomme gang fra mit kontor på et stort amerikansk universitet, kan jeg godt overveje, hvorfor jeg ikke bare blev hjemme ved poolen, når nu alle de andre åbenbart arbejder derfra i dag.