Anmeldelser

Boganmeldelser

Den politiske debat om samfundets indretning foregår ikke kun på nettet, og uden bøger mister vi de dybe analyser og de lange argumenter. Altinget Magasin har læst de vigtigste politiske bøger lige nu.

 Venstre har et liberalisme-problem

Hensigten med Venstres nye bog om ideologi, liberalisme og politisk pragmatisme er god, men det er selve bogen ikke. Dog er den en brik i forsøget på at forstå, hvad der sker med Venstre lige nu.

Af Christian Egander Skov

Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, kommentator

Venstre er i krise. Krisen er ideologisk. Derfor har partiet udgivet bogen Liberale drømme og drøftelser om sine liberale idéer og partiets politik.

Anmeldelsesdelen af denne anmeldelse kan gøres kort. Liberale drømme og drøftelser er nemlig ikke en god bog. Den er ikke velskrevet, og den er ikke velredigeret. Den er som sådan ikke god i nogen meningsfuld forstand. Men er det ikke ofte sådan med den slags bøger?

Bogen består af 24 korte indlæg og strækker sig over det grundlæggende ideologiske til det praktisk politiske. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Hvem læser dog et manifest for sin fornøjelses skyld? Det menneske ville jeg gerne se, men næppe tale med.

Men Liberale drømme og drøftelser er spændende på en anden måde. Ikke som bog men som kildeskrift. Den er spændende, fordi den i det hele taget er skrevet, og fordi den er en brik i forsøget på at forstå, hvad Venstre er for et parti i 2022. Den er spændende, fordi Venstre er spændende og det, der sker med Venstre lige nu, er særdeles spændende.

Hensigten er god

Så lad mig starte et andet sted. Hensigten med Liberale drømme og drøftelser er god. Venstre er et centralt magtparti, ja det centrale magtparti siden 2001. At man nu vover en ideologisk dissektion for åbent tæppe, er et vidnesbyrd om, at der i hvert fald er nogen i Venstre, som tager partiets aktuelle krise alvorligt. Nogen må have tænkt, at Venstres krise ikke bare har med tilfældigheder, kommunikation og tidernes ugunst at gøre, men på en eller anden måde også må handle om partiets idéer. Liberale drømme og drøftelser spejler Socialdemokratiets ret succesfulde revurdering af sine idéer efter 2015. Det handlede jo i høj grad om bøger, der blev skrevet, og bøger, der blev læst. Her er der i hvert fald blevet skrevet en bog.

Det er dog noget. Spørgsmålet er, om denne bog er et svar eller en blotlægning af et problem.

Venstres formand, Jakob EllemannJensen, har skrevet forordet. Her kommer den ideologiske krisebevidsthed ganske forsigtig til udtryk: “den grundlæggende debat om liberalisme, om det liberale og om det at være liberal i en moderne tid er i nogen grad krøbet lidt i baggrunden.” Så er der ikke sagt for meget.

Analysen er, at Venstre har brug for at tale mere ideologi. Venstres problem er, at det ideologiske ikke er synligt nok. Nu skal det åbenbares. Men er det en rigtig analyse?

Jakob Ellemann-Jensen giver sit bud på liberalisme. Den er ikke egoisme. Liberalisme er opfattelsen, at “det enkelte menneske er bedst til at bestemme, hvad der er mest rigtigt i sit eget liv.” Det må man kalde etisk individualisme. Der er også plads til fællesskabet. Dets opgave er at “stille mulighederne til rådighed og at gribe dem, som falder på livets vej.”

Ellemann mener staten, men fællesskab lyder pænere. Det er en omfavnelse af en ekspansiv velfærdsstat, indrettet på at befordre individets selvrealisering ved at gøre den friktionsløs. Frihed er godt, men må ikke være for risikabelt.

Truslerne mod friheden: tro og nation

En ideologi defineres også i forhold til det, den afgrænser sig fra. Ifølge bogens redaktør, Henrik Bach Mortensen, som er vicepræsident i den liberale gruppe i EuropaParlamentet, er liberalismen et forsvar for det frie menneske.

Derfor står den i modsætning til “kollektivistisk” tankegods som “for eksempel nationalisme, marxisme og fascisme”, hvor man opererer med begreber som “klasse”, “nation” og “folk”. Også det er interessant. For Bach Mortensen slår det nationale i hartkorn med totalitære ideologier. Han tegner dertil en markant individualistisk kritik af nationalstaten op: Fællesskaber, man ikke selv har valgt, er illiberale. Det gælder også nationen og nationalstaten. Det må være et individuelt valg om man føler sig som dansker, understreger Bach Mortensen.

Synspunktet ligger tæt op ad de radikale identitetspolitiske positioner i kønsdebatten. Det er en identitetspolitisk position. Alligevel afviser Bach Mortensen identitetspolitikken. Også den er illiberal. Vi må nemlig ikke “rubricere mennesker i forhold til deres religion, hudfarve, køn, seksualitet, etnicitet m.m.”

Dermed ender vi i den lidt underlige situation, at vi skal respektere folks valg af identitet, men herefter må vi ikke opfatte dem som en del af den gruppe, de tilslutter sig. I denne position ligger en ganske enestående dobbelthed.

Religion er det moderne Venstre også bange for. I hvert fald bruger Carl Holst det meste af sit indlæg “Liberalisme og tro” til at indskærpe, hvordan religionen må hegnes inde, så de religiøse ikke går og forfølger folk, de er uenige med. Det drejer sig naturligvis om muslimer.

Siden Anders Fogh Rasmussen er Venstres primære holdning til tro, at det er noget, vi skal isolere, som var det et udbrud af corona. Derimod går Venstre meget ind for kultur. Religion er risikabelt, men kultur er afgørende. Det sidste kan man læse i Jan E. Jørgensens skikkelige indlæg om kulturpolitik.

Lidt kærminder får vi lov at beholde.

Og så er vi pludselig i Grundtvigs fædreland

Der er også indlæg, der peger i anden retning. Integrationsordfører Morten Dahlin mener, at vi faktisk befinder os i nationalstat præget af en specifik identitet, som man ovenikøbet må tilslutte sig, hvis man vil fungere her. Han taler endda om “Grundtvigs fædreland” og om sammenhængskraft. Og om det danske folk.

Her er vi altså i et radikalt andet register, noget der klinger af Venstres folkelige tradition. “Naar Fædrelandskærlighed er en drivende Kraft i Regering og Rigsdag, da er

det parlamentariske Styresæt en Lykke for et Land,” sagde J.C. Christensen i 1913. Dahlin ville nok være enig, mens Bach Mortensen må opfatte det som illiberalt.

Hvor står Venstre? En lille optælling giver et hint. “Sammenhængskraft” og “fædreland” optræder kun i Dahlins tekst. Adjektivet “national” anvendes udelukkende negativt (undtagen når det bruges neutralt som synonym for landsdækkende). Ordet “Frihed” støder vi til sammenligning på over 300 gange. Der er ingen tvivl om, hvad Venstrefolk tænker mest på.

Negativ frihed er positivt

Denne frihed har følgelig først og sidst med individet at gøre. Venstre bekender sig til det enkelte menneskes frihed. Begrebet undersøges mere eller mindre systematisk i klimaordfører Marie Bjerres principielt anlagte indlæg “Frihed er liberalt”.

Her forsøges nemlig en art historisk begrebsafklaring, der skal vise, at frihed i virkeligheden tilhører liberalismen, selvom alle bruger det. Pointen er, at frihed skal forstås negativt. Rigtig frihed er frihed fra tvang. Derfor kan Marie Bjerre også polemisere mod socialdemokraterne. De hævder at gå ind for frihed, men knytter an til et såkaldt positivt frihedsbegreb, hvor frihed er mulighed. Nick Hækkerup er ikke liberal, når han mener, at overvågning skaber frihed.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, peger dog på, at overvågning “i virkeligheden i praksis kan være en udvidelse af friheden, der giver en præventiv virkning og sikrer, at forbrydere bliver dømt, og uskyldige går fri.” Her er der tale om et liberalt standpunkt, må man forstå. Den må de nok tage på et gruppemøde. Bogen hævder ikke at være konsistent, men lægger netop vægt på spændingen mellem princip og pragmatisme i Venstre. Det er mere problematisk, at Marie Bjerre heller ikke er særlig konsistent. Først finder hun møjsommeligt frem til, at den rigtige frihed er den negative. Herefter river hun straks konstruktionen ned igen med konstateringen:

“Det er vigtigt at understrege, at der ud fra et liberalt synspunkt ikke er noget i vejen med den positive forståelse af frihedsbegrebet. Tværtimod udelukker positiv og negativ frihed ikke hinanden, men supplerer hinanden, og er ofte hinandens forudsætninger.”

Ja, så er vi jo lige vidt. Det eneste, der nu adskiller den rigtige og den forkerte brug af frihedsbegrebet er, at socialdemokrater og andre har en “overdreven tro på positive frihedsrettigheder”. Det overdrevne består i at sætte “lighed” som frihedens forudsætning.

For Venstre drejer det sig derimod, ifølge Bjerre, om at bruge den positive frihed til at “understøtte” den negative. Det er uklart, hvad det betyder, men mon ikke det betyder noget i retning af, at velfærdsstaten skal føre en politik, der sikrer den enkeltes frigørelse fra snærende bånd. Det var jo også Ellemanns pointe.

Venstre har et ideologi-problem

Overordnet set er det netop dette billede, man står tilbage med efter læsning af antologien. Venstre er blevet et parti, der ikke er bange for velfærdsstaten, men tværtimod omfavner en ekspansiv forståelse af politik.

Blot handler det ikke om at sikre fællesskabet, men derimod skabe mulighederne for individets frigørelse. At dette faktisk er et markant brud med Venstres folkelige tradition og rødder, er en afgørende pointe. Når Venstre anno 2022 sætter deres “ideologi forrest”, som Ellemann udtrykker det, ser vi et radikalt individualistisk parti.

Heldigvis for det borgerlige Danmark er Venstre også et pragmatisk parti. Det er i netop Venstres pragmatisme, der traditionelt har holdt partiet fra at skride ud. Måske det ville være mere befordrende for tænkningen i Venstre, hvis man i stedet for at operere med et skel mellem ideologi og pragmatisme forsøgte at få sin ideologi tilbage på et pragmatisk spor.

Venstres pragmatiske rødder

Dér har Venstre jo i egen selvforståelse netop befundet sig historisk. I bogen citeres Venstre-koryfæet Henning Christophersens bog En udfordring for de liberale fra 1972: “Liberalismen tog sit udgangspunkt tre forskellige steder. I det kristne menneskesyn, i den angelsaksiske og nordiske frihedstradition og i romantikkens menneskeopfattelse. Fra Guds og naturens hånd var mennesket et frit, selvtænkende og ansvarligt væsen på godt og ondt.” Her er liberalismen altså rodfæstet i og udtryk for en særlig historisk tradition. Den er en levende erfaring, ikke abstrakt begrebsdeduktion.

Herefter citeres Christophersen for at citere Grundtvig: “Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende. Han er en mageløs, underfundig skabning i hvem guddommelige kræfter skal kundgøre, udvikle og klare sig gennem tusinde slægter, som et guddommeligt eksperiment, der viser, hvordan ånd og støv kan igennemtrænge hinanden og forklares i en fælles guddommelig bevidsthed.”

Grundtvig taler her kort og godt om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan menneskets karakter dannes gennem historien. Karakterdannelse! Det er netop derfor, friheden har værdi. Friheden er den nødvendige forudsætning for, at vi overhovedet kan tale om mennesket som ansvarligt og myndigt. Det er kun i og med friheden, at mennesket udvikler sig og netop er andet end en abekat. Her er en liberal kernevisdom. Men desværre. Den forståelse af liberalismen synes desværre at ligge noget fjernt for de fleste moderne Venstrefolk.

Henrik Bach Mortensen (red.): Liberale drømme og drøftelser – 24 bud på liberalisme i det 21. århundrede, 246 sider, udgivet af Venstres Landsorganisation.

 Fra budgetbisse til klimatosse

Anders Eldrup startede som stringent embedsmand i Finansministeriet, da det havde al magten over Slotsholmen, og ender nu som efterspurgt grøn klimaentusiast. Den spændende rejse er nu veldokumenteret i ny bog.

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Det er noget af en murstensbog. Et eldorado for politiske nørder, ledende embedsmænd i karrieren samt alle de forhenværende af slagsen, politikere med sans for kritisk selvrefleksion samt klimaentusiaster af alle slags.

Så er den primære målgruppe til Susanne Hegelunds bog – Anders Eldrup – samfundsreformator – vistnok tegnet nogenlunde op. Det er en bog sprængfyldt med interessante analyser og erfaringer fra Eldrup og detaljer om årtiers liv i offentlig tjeneste, skrevet af en forfatter med solid indsigt i både politik og centraladministration.

Den tidligere departementschef i Finansministeriet og tidligere direktør for Dong Energy, Anders Eldrup, har sat et ganske betydeligt fingeraftryk på det danske samfund igennem årtier, og gør det stadig nu som 73-årig gennem forskellige bestyrelsesposter og betroede hverv i spidsen for særligt alle mulige slags initiativer på klima- og energiområdet. Han bistod med at få Danmark væk fra den berømte økonomiske afgrund i 80’erne. Han stod i spidsen for en omlægning af centraladministrationen i en mere strategisk retning og for at gøre Finansministeriet i 90’erne til regeringens stærke omdrejningspunkt. En magtbase som først rigtigt blev brudt af Mette Frederiksens centralisering af magten i Statsministeriet i 2019. Som Dong Energy-direktør fik han samlet den danske energisektor gennem vigtige fusioner og satte gang i energikæmpens rejse fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Efter Dong-tiden har Eldrup indtaget utallige bestyrelsesposter og rådgivende opgaver blandt andet som formand for regeringens Elbilkommission. 28 år blev det til i Finansministeriet, og tiden i spidsen for Dong (det nuværende Ørsted) kom til at vare fra 2001 til en brat afslutning og en spektakulær fyring i 2012. En af de mest ærgerlige oplevelser i hans karriere, hedder det om fyringen. Erhvervsjournalister ville sige en af de mest spektakulære afskedigelser i dansk erhvervsliv.

Han burde selv have taget sig sammen til at gå fra Dong inden, hvis det ikke lige havde været for fratrædelseslønnen på 8,7 millioner kroner, indrømmer han. Nu arbejder han som seniorrådgiver for Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som er skabt af netop nogle af de medarbejdere med tårnhøje lønninger og favorable vilkår i Dong, som gav anledning til bruddet.

Privat i afmålte mængder

Susanne Hegelunds bog har karakter af en portrætbog, der sammenvæver fortællinger om og samtaler med Anders Eldrup. Den elegante motor i fortællingen er rent fysisk at tage bogens hovedperson med tilbage til vigtigste åsteder i hans liv.

Fra barndommen på landet som søn af forvalterparret på Rugaard Gods i Hyllested og tvillingebrorens drukneulykke til uddannelsen som scient.pol. på Aarhus Universitet, ansættelsen i Finansministeriet på Slotsholmen, og senere rejsen fra offentlig chef til erhvervsleder med udgangspunkt fra Dongs hovedkvarter i Gentofte og til sidst bestyrelsesarbejdet fra hjemmekontoret på Østerbro. I ganske små afmålte glimt får læseren lov til at kigge ind i Eldrups private rum til familie og venner. Til det første ægteskab og senere det andet og parløbet med Merete Eldrup, tidligere mangeårig direktør for TV 2 og nu bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Nykredit Holding og Nykredit Realkredit samt Rockwool Fonden.

Men bogens fokus er ikke det private. Som titlen antyder, er det samfundsreformatoren Eldrup og hans fingeraftryk på udviklingen og ikke hans liv med en indflydelsesrig hustru, seks sammenbragte børn og børnebørn og to Tesla’er, som spiller en ikke ubetydelig rolle i fortællingen.

Der kan findes rigtig mange detaljer til historieskrivningen i bogen, som både klima- og energientusiaster, politiske journalister og erhvervsjournalister vil nyde at kigge med i. Men Eldrup er hverken indiskret eller afslørende i sin stringente og embedsmandsagtige gennemgang af udviklingen, og de punktnedslag, han laver omkring relationerne til fremtrædende politikere og kolleger i centraladministrationen. Tættest på de personlige følelser kommer man i afsnittet om fyringen fra Dong og relationerne til Dongs daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur, og deres indbyrdes dårlige kemi.

Tilstandsrapport med minusser

Med Susanne Hegelunds stærke journalistiske baggrund og nysgerrighed har portrætbogen ikke kun interessante iagttagelser om tiden, der er gået. Hun har også fået Anders Eldrup til at levere en nutidig tilstandsrapport på forholdet mellem politikere, embedsmænd og medier i dag og en analyse af evnen til at skabe reformer i dagens Danmark. Eldrups analyse er knivskarp. Finansministeriets magt er blevet klart mindre, og selv andre ministerier end Statsministeriet har fået lov til at komme til orde i tilrettelægningen af nye initiativer og analyser, siger han med henvisning til Elbilkommissionen som eksempel. Her var han selv formand. Han nævner også den nye rolle for Statsministeriet, der tidligere holdt sig længst muligt ude af detailsager for ikke at få smuds på hænderne, men som nu er langt mere aktivt inde over sagerne – eksempel minksagen.

Han nævner i tilstandsrapporten me diernes rolle, og her lægges der ikke fingre imellem trods den ægteskabelige status med Merete Eldrups fortid på TV 2. Det er synd at sige, at tv-nyhederne får et godt skudsmål hos Eldrup. Han skriver direkte, at de er ringe!

Eldrup nævner som en af forandringerne, der kunne have været positiv, at de folkevalgte i Folketinget fik penge til mere akademisk bistand. Men ifølge Eldrup er det mere endt i et “drille-demokrati” end et styrket folkestyre. Syndfloden af spørgsmål fra folketingsmedlemmerne går ud over tiden i ministerierne til at tænke frem og tænke langsigtet og nye ideer, mener han, der også omtaler spindoktorerne som nogle, der ofte skaber uproduktiv støj.

Partnerskaber et scoop

Det er ikke længere embedsmændene, der løfter de innovative tanker, og heller ikke vitaminfattige partiorganisationer men i stedet for den nye model med partnerskaber og inddragelse af eksterne i ideudviklingen.

“Partnerskaberne har været et scoop,” siger han i bogen. Og måske netop fordi Eldrup med stolthed vender tilbage til tiden i Finansministeriet, så er det også bemærkelsesværdigt, at han konstaterer, at det offentlige i dag ikke er en attraktiv arbejdsplads, og at embedsmandsapparatet ikke er stærkt nok til at tænke ud af boksen.

Han efterlyser flere reformtanker og langsigtede planer for velfærdssamfundets udvikling, lige som der nu er sat langsigtede mål for klimaet. Og så efterlyser han modige politikere.

Portrætbogen om Anders Eldrup er en spændende rejse i samfundsudviklingen i Danmark de seneste årtier fortalt gennem et menneske, der har haft betydelig indflydelse på både politik, velfærdsudvikling og grøn omstilling. Et menneske som stadig er efterspurgt for sine skarpe analyser og

som frontløber på klimaindsatsen. Susanne Hegelund har gjort et kæmpe researcharbejde og har formået at gøre bogen til andet og mere end en portrætbog. Det er også et stykke velskrevet journalistik om den administrative og politiske udvikling, der sætter sig spor langt ind i dagens diskussioner om folkestyrets vilkår.

Susanne Hegelund: Anders Eldrup – Samfundsreformator, 448 sider, Gyldendal, udkom 10. marts.

 Madsen giver den gas i ny bog om Ekstra Bladet

Tabloid-kongen Poul Madsen leverer et overbevisende, hudløst og underholdende forsvarsskrift for sin tid på Ekstra Bladet. Bogen viser, at der stadig er brændstof i tanken.

Jakob Nielsen

Chefredaktør, Altinget

En dag i 2006 mødte Poul Madsen op til et ryddet kontor på Ekstra Bladet. Hen over natten var hans ting blevet pakket ned og kørt på fjernlager i Taastrup. Så kunne han lære det. Beslutningen var truffet af Ekstra Bladets daværende chefredaktør Hans Engell. Han gad ikke se på Madsen længere, fordi sidstnævnte var i gang med at samle folk til at åbne gratisavisen 24timer.

Tingene skulle dog snart blive vendt på hovedet. For ganske vist var gratisavisen et forbigående – og ubegribeligt dyrt – fænomen. Men allerede året efter blev Engell fyret, og så vendte Poul Madsen tilbage som chefredaktør på Ekstra Bladet.

I de følgende 14 år stod han i spidsen for en avis i konstant overlevelseskamp, en avis i konstant krig med omverdenen og en avis, der til tider også var præget af dybe interne konflikter. Lyder det som en god bog? Det er det også. Med Bag Forsiden inviterer Poul Madsen os med helt ind, hvor det gør ondt. Også på ham selv. Undervejs er han til frokost med Henrik Sass om fri hash, i audiens hos Prins Henrik og i haserne på Lars Løkke i en tour de force, der giver et overraskende og øjenåbnende indblik i hverdagen som Danmarks vigtigste tabloidredaktør.

Opgør med Qvortrup

Derfor bør Poul Madsens bog læses af alle, der er interesseret eller involveret i samspillet mellem medier og politikere. Ikke fordi man behøver være enig i det hele – langtfra – men fordi den giver en forståelse af, hvad der i hvert fald i Poul Madsens tid var drivkraften, når avisen ønskede magtfulde danskere “Velkommen på forsiden”.

Og selv om han forsøger at holde det i nogle få bisætninger hist og her, bliver bogen dermed også et ret direkte opgør med efterfølgeren Henrik Qvortrup, der i sin egen selvforståelse er langt mere modig og magtkritisk end Madsen.

Bogens kerne er en gennemgang – i tempofyldte og letlæste afsnit – af en række af de største sager, der prægede Poul Madsens tid på Ekstra Bladet.

Han begynder klædeligt med den, der har vakt mest vrede og ført til politiske trusler om at knytte langt hårdere straf til redaktører, der bryder med presseetikken. Det var sagen, hvor Ekstra Bladet i 2010 bragte fornavn og billede af en mand, der var mistænkt for drabet på en gymnasieelev. Manden viste sig at være uskyldig.

For Poul Madsen var sagen angiveligt en øjenåbner – både i forhold til hans eget ansvar og i forhold til at gøre op med arven fra Bent Falbert, hvor Ekstra Bladet aldrig kunne indrømme en fejl. En anden sag, der fylder meget, er den om de to søfolk, der i mere end 800 dage sad som gidsler i Somalia. Ekstra Bladet valgte stik imod myndighedernes og familiens anbefalinger at indlede en kampagne for at få dem hjem. Og i bogen afslører Poul Madsen, at han faktisk betalte en lokal fixer for at fragte gidslerne det sidste stykke hen til de danske soldater den dag, da gidslerne omsider blev sat fri.

Privatlars og Messershit

Sagen er speget, og Poul Madsen erkender åbent, at han begik fejl undervejs. Det er også den eneste sag, hvor han efterfølgende har tabt i retten og er blevet tvunget til at betale erstatning. Poul Madsen beretter også om en stribe store skandalesager – ikke mindst om Lars Løkke Rasmussen og Morten Messerschmidt, og man får et indblik i den banale men vigtige sandhed, at Ekstra Bladet ofte skal have endnu bedre dokumentation for sine afsløringer end andre medier, fordi bladet delvist uberettiget har ry for at løbe med en halv vind. Måske er det simpelthen Lars Løkke Rasmussens og Morten Messerschmidts held, at det netop var Ekstra Bladet, der bragte de store afsløringer af deres kreative forhold til andre folks penge. Og i hvert fald må man dele Poul Madsens store undren over, at ingen af sagerne udløste en Cavling-pris til Ekstra Bladet.

Ud af Christiansborg

Et tilbagevendende tema i bogen er forholdet mellem medier og politikere. Ifølge Madsen er forholdet blevet alt for indspist, og han argumenterer for, at medierne burde droppe de faste kontorer på Christiansborg.

Nøjagtig som hans tabloidkollega Michael Dyrby gjorde, lige indtil han selv blev chefredaktør på B.T. Poul Madsen ville angiveligt have trukket Ekstra Bladets folk hjem fra det, han kalder “Club Christiansborg”, hvis ikke corona-pandemien i 2020 var kommet i vejen. Argumenterne er ikke overbevisende. Det er korrekt, at de politiske partier og ministerierne har oprustet voldsomt i forhold til presserådgivere og mediehåndtering. Men at pressen generelt skulle være blevet venlig eller ligefrem logrende hunde over for den til enhver tid siddende regering, er lidt af en påstand. Måske er der tværtimod opstået et lidt usundt kapløb om afsløringer, som har sat barren for politiske skandaler lovligt lavt?

Enig eller ej, så åbner Poul Madsen en væsentlig diskussion. På samme måde er det interessant at læse hans overvejelser om samarbejdet med ekspolitikeren Özlem Cekic om at sætte integration på dagsordenen på en ny måde. Og hans refleksioner over den #metoo-skandale, der ramte avisen i 2020.

Madsens diagnose er (for) kort

Mediefolk vil desuden sluge de få afsnit om de interne magtforhold i Danmarks førende mediehus. Skulle man ønske sig en enkelt ting af bogen, så var det, at Poul Madsen havde vovet at udfolde sin analyse

af mediernes fremtid lidt mere. Der er kun få mennesker i Danmark, der som han har haft omstillingen til en digital virkelighed tættere inde på livet.

Han beskriver den bevidstløse kamp om at få flest klik og gør sig gode overvejelser om, hvad det egentlig er værd at have flest klik, hvis man ikke kan omveksle dem til en bæredygtig forretning.

Men Madsens diagnose af fremtidens medievirkelighed kan desværre koges ned til, at vinderne bliver dem, der producerer mere video og laver de bedste personaliserede nyheder. Den recept ville man gerne have uddybet. Omvendt er bogen meget tro mod Poul Madsen. Han er ikke typen, der analyserer problemer ihjel. Hans utålmodighed og hans vinderinstinkt driver ham i stedet til at handle – ofte med succes, andre gange knap så meget. Med Bag Forsiden bekræfter Poul Madsen sin position som en af de senere års mest markante publicister. En mand, der havde samvittigheden og samfundsengagementet med på arbejde. Og en mand, som efter sin afgang omsider kunne se sin gamle avis få Cavling-prisen, da Ekstra Bladet i januar fik prisen for en artikelserie om de danske syriensbørn, som var sat i gang under Poul Madsen. Hans bog viser, at der stadig er brændstof i tanken.

Poul Madsen: Bag forsiden – Medier, magt & Messershit, 272 sider, Politikens Forlag, udkom 15. marts.

 Model for politisk indflydelse er ganske enkelt ikke overbevisende

Mads Christian Esbensen finder ikke de gode svar på, hvordan man måler politisk indflydelse i sin nye bog. Bogen er for lang og ukonkret på trods af løfter om konkrete værktøjer til virksomheder og organisationer.

Benny Damsgaard

Public affairs- og kommunikationsrådgiver På papiret virker ideen god. At forsøge at opstille en model for, hvordan man som organisation eller virksomhed kan måle ens politiske indflydelse og kortlægge, hvor der er udfordringer og mangler.

Det er i hvert fald det, lobbyisten Mads Christian Esbensen forsøger i sin nye bog Den politiske bundlinje, som er den sidste i en serie på tre fra hans hånd, og hvis mål har været at introducere læseren til forskellige sider af lobbyisme.

Teoretisk har Esbensens ladet sig inspirere af John Elkingtons teorier fra midten af halvfemserne om den tredobbelte bundlinje – People, Profit og Planet. Esbensen argumenterer for at tilføje en fjerde bundlinje, politik.

Denne fjerde bundlinje skal sandsynliggøre, om man, på samme måde som ved en økonomisk bundlinje, er i plus, når det kommer til arbejdet med sine politiske relationer. Har man kortlagt sine interessenter? Har man lavet en påvirkningsstrategi? Har man de nødvendige kontakter på embedsmandsniveau? Og så videre, og så videre. Alt det, der skal til for at sikre ens virksomhed eller organisation politisk.

Spørgsmålet om, hvordan man bedst måler politisk indflydelse, er noget, den videnskabelige forskning i lobbyisme har tumlet med i årtier og endnu ikke fundet det gode svar på. Desværre kommer vi heller ikke meget nærmere med Esbensens bog – tværtimod. Noget af det første, der springer i øjnene, er, at bogen kunne have haft god gavn af en mere hårdhændet redaktør. Teksten er for lang, vævende og gentagende.

Det minder lidt om en universitetsopgave, hvor der var et bestemt sideantal, som skulle nås, før den kunne godkendes. Alene indledningen, hvor Esbensen skriver om, hvordan han i en ung alder blev inspireret af samfundets store forandringer til at skabe ”sin egen uddannelse” i lobbyisme (en kandidatgrad i statskundskab og en BA i politisk kommunikation på CBS), er en næsten ubærligt selvsmagende lidelse at komme igennem.

Og det bliver desværre ikke meget bedre, når man begynder at grave sig ned i, hvordan Esbensen konstruerer sin politiske bundline.

Bogen markedsføres blandt andet på omslaget med, at den indeholder 100 ”public affairs-redskaber, som en virksomhed, interesseorganisation eller offentlig myndighed kan anvende i arbejdet med at varetage sine politiske interesser.”

Og man bliver lovet, at man får ”en how to-gennemgang af, hvordan man anvender dette værktøj, og en vejledning i at måle, om man udnytter værktøjet fuldt ud.” Mindre kan ikke gøre det!

I realiteten er der dog tale om det, man burde kalde ”100 korte målepunkter”. For eksempel ”værktøj 9”, som kaldes ”Relationer til nationale tænketanke”.

En af de ting, der undrer, når man kæmper sig igennem de 100 ”værktøjer”, er, at Esbensen ikke skelner mellem relevansen af dem.

Værktøj 8, som er ”Relationer til internationale forskningsinstitutioner” tæller for eksempel lige så meget som værktøj 13, som er ”Relationer til Folketinget og relevante ordfører”.

Esbensen erkender, at ikke alle værktøj er lige vigtige, men siger så, at da der er 100 af dem, vil de mindre vigtige bliver balanceret ud af de vigtige.

Det argument virker noget konstrueret til lejligheden og primært skabt til at dække over, at Esbensen ikke har gennemarbejdet sin model nok. Og hvorfor er det lige, at der skal være 100 værktøjer, når de ikke er lige vigtige alle 100? Det virker først og fremmest som et tal, der er besluttet af markedsføringsmæssige hensyn mere end faglige.

Esbensen skal have en stjerne for at forsøge at bidrage til den faglige udvikling af den danske lobbyisme. Det er der behov for.

Forskningen inden for området er stadig meget sporadisk og ligger for de største værkers vedkommende år tilbage. På samme måde skal han have en stjerne for at have forsøgt at udvikle en model til, hvordan man måler politisk indflydelse. Længere rækker det dog ikke til denne gang. Forsøget er ganske enkelt ikke overbevisende.

Mads Christian Esbensen: Den politiske bundlinje – Lobbyisme i værktøjskassen, 239 sider, Forlaget Samfundslitteratur, netop udkommet.

Læs flere anmeldelser på altinget.dk