Kalender

Politisk kalender

Der kan forekomme ændringer. Altinget tager forbehold for, at arrangementer kan blive rykket eller aflyst grundet corona eller andre omstændigheder.

APRIL 5.-6. april:

Danske HF & VUC’s Årsmøde 2022, Nyborg

6.-7. april:

Naturfagskonferencen Big Bang 2022, Odense

8. april:

3F’s ekstraordinære kongres med formandsvalg, Odense

10. april:

Præsidentvalg i Frankrig

10. april:

Økodag 2022

20. april:

KL’s Sundhedskonference 2022, Kolding

22.-24. april:

Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbankens forårsmøde, Washington

22.-29. april:

Forskningens Døgn

23. april:

Liberal Alliances Årsmøde, Kolding

24. april:

Præsidentvalg i Frankrig (anden runde?)

25.-29. april:

Europarådet Parlamentariske Forsamling, 2. session

27. april:

KL’s Kultur- og Fritidstræf 2022, Næstved

28.-30. april:

DM i Skills 2022, Kalundborg

30. april-1. maj:

Friskolernes Landsmøde 2022, Kolding

MAJ 1. maj:

Arbejdernes Internationale Kampdag

3. maj:

Kommunernes Digitaliseringstræf 2022

3. maj:

TEKNIQ Arbejdsgivernes årsdag, online

5. maj:

Danmarks befrielse

9. maj:

Europadagen

11.-12. maj:

Danske Erhvervsskoler og Gymnasier Årsmøde

13.-15. maj:

Enhedslistens Årsmøde 2022, Valby

16.-17. maj:

KL’s Børn- og Unge Topmøde 2022, Aalborg

24.-25. maj:

KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum

24. maj:

Lønmodtagernes Topmøde om “Den Danske Model”, København

27.-30. maj:

NATO’s Parlamentariske Forsamling, forårssession, Kiev, Ukraine

31. maj:

Kl’s Dagtilbudskonference 2022

JUNI 1. juni:

Afslutningsdebat i Folketinget

1. juni:

Folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet

5. juni:

Grundlovsdag

6.-16. juni:

FN’s Klimasekretariats (UNFCCC) konference om verdens klimaforandringer, Bonn, Tyskland

9.-10. juni:

Copenhagen Democracy Summit 2022, København

16.-19. juni:

Folkemødet 2022, Allinge

20.-24. juni:

Europarådet Parlamentariske Forsamling, 3. session

21. juni:

Grønlands nationaldag

23.-24. juni:

Topmøde med EU’s stats- og regeringschefer, Bruxelles

26.-28. juni:

G7-topmøde med G7-landenes stats- og regeringschefer, Tyskland

29.-30. juni:

NATO-topmøde, Spanien

JULI 1. juli:

Tjekkiet overtager EU-formandskabet

1. juli:

Tour de France Grand Départ København Danmark 2022

27.-28. juli:

Seniorfestival 2022, Højskolen Marielyst

28. juli:

Færøernes nationaldag

SVAR FRA QUIZ SIDE 76

1. a 2. b 3. c 4. d 5. b 6. b 7. c 8. c 9. d 10. a

Analyse & perspektiv

Putins Afghanistan

Putin har længe udfordret Vesten. Med invasionen af Ukraine har han givet Vesten en tid og et sted for et endeligt opgør.

AF MIKKEL VEDBY RASMUSSEN, PROFESSOR, INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Præsident Putin forestillede sig, at hans invasion af Ukraine skulle være en gentagelse af de Sovjetiske invasioner af Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968. Men i stedet for en magtdemonstration, hvor en overlegen militærmagt viser den svagere nabo, hvem der bestemmer, er invasionen af Ukraine blevet en ydmygelse for den russiske hær. Hvis Putins erobringskrig vækker nogle sovjetminder, så er det minder om Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

I 1979 gik den Røde Hær ind i Afghanistan for at holde et kommunistisk regime ved magten. Invasionen i 1979 var langt mere succesfuld end i 2022. Præsidenten blev dræbt af sovjetiske specialstyrker og den Røde Hær sikrede sig hurtigt kontrol over strategisk vigtige punkter i landet. Derefter gik alt galt i lang tid. Sovjetunionen formåede aldrig at overbevise et flertal af befolkningen om, at Kreml ville dem det godt. Den Røde Hærs brutale fremfærd hjalp heller ikke på den folkelige opbakning, og snart var en guerillahær på benene. Den ville ikke have haft en chance, hvis ikke Afghanistans nabolande, særligt Pakistan, gav guerillaen en sikker havn, hvor de kunne hvile ud, træne og få forsyninger. Og fordi USA og dets allierede i Afghanistan så muligheden for at tilføje Sovjetmagten et sviende nederlag. Ingen check Krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve. var for stor og intet våbensystem for stort for CIA, som beredvilligt transporterede våben til oprørerne.

På samme vis har Rusland med invasionen af Ukraine skabt et sammenhold i en befolkning, som Kreml anså for let af undertrykke. Den russiske hær er en skygge af den Røde Hær og har kludret så meget i krigens første uger, at de amerikanske efterretningstjenester anslår, at Rusland har mistet 2.000-4.000 soldater – eller hvad USA mistede på 10 år i Irak. Det er en uhyrlig tabsprocent i en operation, hvor Rusland på papiret burde være Ukraine overlegen.

Som Afghanistan har Ukraine åbne grænser til naboer, der beredvilligt giver en hånd til modstanden mod Rusland. Polen har intet imod at se den russiske bjørn få et rap over snuden og har generøst åbnet sine grænser for ukrainske flygtninge og for forsyninger til den ukrainske hær. Så længe Ukraine vil kæmpe, har de et opmarchområde at gøre det fra.

Putins invasion har udløst en reaktion i Vesten, der også ligner Afghanistan. Frygten for konsekvenserne af en russisk erobring af Ukraine er stor, men det er tilfredsheden med ukrainernes hårde modstand også. Vesten har længe trænet ukrainske soldater og arbejdet med at bygge Ukraines evner til at håndtere en fremtidig krise op. Da de russiske kampvogne rullede ind over grænsen til Ukraine 24. februar, var spørgsmålet for Vesten, om Ukraine kunne, og om Ukraine ville kæmpe. Da svaret på begge spørgsmål så tydeligt var et ja, kunne Vesten levere penge og våben til ukrainernes kamp.

Putin har længe udfordret Vesten. Fra annekteringen af Krim til indblanding de amerikanske valg og Brexit-afstemningen har Kreml krænket Vestens værdier og arbejdet imod Vestens interesser. Med invasionen har Putin giver Vesten en tid og et sted for et endeligt opgør. Vestens interesse er således at holde ukrainerne i felten så lang tid som muligt, mens omfattende økonomiske sanktioner undergraver Ruslands evne og vilje til at kæmpe videre. Ud fra denne betragtning er krigen præsident Putins største fejltagelse, fordi han har skabt en slagmark, der kan opsluge tusinder af russiske soldater. Selv hvis russerne skulle vinde slaget om Ukraine, så vil ukrainerne, som afghanerne før dem, have rige muligheder for at kæmpe videre i en guerillakrig støttet af USA og NATO.

I stedet for at bevise sin magt har Putin vist sin svaghed. Det betyder ikke, at den russiske hær ikke kan påføre det ukrainske folk store lidelser, og det betyder ikke, at de russiske soldater ikke i sidste ende kan gøre Ukraine til en ørken og kalde det fred. Men krigen har undergravet Ruslands magt, udstillet landets hær og samlet Vesten omkring et sanktionsregime, som Ruslands økonomi ikke kan overleve.

Højere forsvarsudgifter lægger pres på finanspolitikken

Den politiske beslutning om markant højere forsvarsudgifter tvinger politikerne til ubekvemme prioriteringer i de kommende år.

AF SØREN HOVE RAVN, PH.D., LEKTOR VED ØKONOMISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har aftalt, at Danmarks forsvarsudgifter over en tiårig periode skal hæves til at udgøre to procent af bruttonationalproduktet (BNP). Aftalepartierne har meddelt, at udgifterne finansieres ved at lade den offentlige sektor køre med et underskud i en årrække. Det kan give det indtryk, at højere forsvarsudgifter ikke udgør nogen forhindring for andre politiske ønsker. Sandheden er dog en anden, og politikerne kommer derfor ikke uden om hårde prioriteringer i mange år frem. I 2021 udgør Danmarks forsvarsudgifter omkring 1,3 procent af BNP, og det vil ifølge Finansministeriet koste 18 milliarder kroner ekstra om året at nå op på to procent. Så store merudgifter er der ikke plads til i det såkaldte finanspolitiske råderum, som i forvejen var ret begrænset. Aftalepartierne har derfor så at sige købt sig et større råderum ved at aftale, at man nu ikke længere har som politisk målsætning, at de offentlige finanser skal gå i nul i 2030. I stedet sigter man nu efter et underskud på 0,5 procent af BNP i 2030. Der er ikke i sig selv noget alarmerende ved at sigte mod underskud i 2030. Men det ændrer ikke ved, at man ikke i sidste ende kan finansiere en permanent stigning i de offentlige udgifter med et regnskabsteknisk greb. I praksis er der tre Derfor vil der være færre penge at forhandle om under de årlige finanslovsforhandlinger, ligesom politikerne bliver tvunget til at medbringe finansiering til nye politiske initiativer. mulige finansieringsformer. Enten kan statens indtægter øges gennem højere skatter eller via reformer. Alternativt kan andre offentlige udgifter reduceres eller stige mindre end oprindeligt planlagt. Endelig kan staten optage mere gæld. Sidstnævnte vil automatisk komme til at ske, når politikerne vælger at lade staten køre med vedvarende underskud. Danmark har i forvejen en lav statsgæld, så en stigning i gælden er ikke i sig selv alarmerende. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt – og et brud med årtiers tradition i dansk finanspolitik – at lade en permanent stigning i de offentlige udgifter i den størrelsesorden finansiere med højere gæld.

Et af de mest flittigt stillede spørgsmål til økonomer gennem de seneste to år har været, hvordan Danmark har haft råd til de store hjælpepakker under coronakrisen. En central del af svaret har været, at selv om det ofte drejede sig om store tal, så var der tale om engangsudgifter. I udregninger af finanspolitisk holdbarhed kigger man mange år frem, og så fylder engangsudgifter ikke så meget. Derfor har det givet god mening at optage gæld, som så kan nedbringes igen over en årrække. Den aktuelle stigning i forsvarsudgifterne er derimod en permanent stigning, hvor Danmark år efter år kommer til at bruge mange flere penge på forsvaret. Derfor er det faktisk en større udfordring at finansiere denne stigning, og det er samtidig mindre oplagt at gøre det via øget gældsætning, fordi gælden i så fald blot vil vokse over tid.

Politikerne må derfor før eller siden anvise, om de højere forsvarsudgifter skal finansieres via øgede indtægter eller en reduktion af andre udgifter. I et vist omfang vil det ske helt automatisk, for regeringens 2030-plan vil senere i år vise, at de højere forsvarsudgifter æder hovedparten af det udvidede finanspolitiske råderum, som man har købt sig; i hvert fald når der også tages højde for det såkaldte demografiske træk på de offentlige udgifter. Derfor vil der være færre penge at forhandle om under de årlige finanslovsforhandlinger, ligesom politikerne bliver tvunget til at medbringe finansiering til nye politiske initiativer. Det er også værd at huske, at den langsigtede finanspolitiske holdbarhed i betydelig grad baserer sig på, at tilbagetrækningsalderen vil blive sat op i takt med stigende levealder. Med de højere forsvarsudgifter er der nu ikke længere råd til at slække på denne såkaldte indekseringsmekanisme, som det ellers er blevet foreslået fra flere sider. Kort sagt har politikerne med aftalen om højere forsvarsudgifter allerede brugt en meget stor del af de penge, som over de kommende år kunne være brugt på andre formål. Og pengene kan som bekendt kun bruges én gang.

Analyse & perspektiv

Sagsbehandling i skyggerne er en trussel for retssikkerheden

Borgere er i mange tilfælde magtesløse, når den kommunale sagsbehandling trækker ud. Kommunerne bør forpligtes til at måle og offentliggøre sagsbehandlingstider.

AF BIRGITTE ARENT EIRIKSSON, VICEDIREKTØR I DEN JURIDISKE TÆNKETANK JUSTITIA

I et land, som flere gange er kåret som verdensmester i digitalisering, er det ikke muligt for kommunerne at udføre en så simpel opgave som at måle deres egne sagsbehandlingstider. Det kom frem i en analyse om kommunernes sagsbehandlingstider, som Justitia udgav for nylig. Her kunne ingen af de 88 kommuner, der deltog i undersøgelsen, give oplysninger om deres gennemsnitlige sagsbehandlingstider i de socialsager, som er omfattet af et særligt hurtighedsprincip. Den hyppigste forklaring var, at sagsbehandlingstiden ikke blev registreret i kommunernes it-systemer.

Sagsbehandlingstid er naturligvis vigtig i alle sager, men har særlig stor betydning i sager om borgernes forsørgelsesgrundlag og muligheder for at udfolde deres liv. Det gælder for eksempel sager om kontanthjælp, førtidspension, hjemmehjælp, botilbud eller hjælpemidler som for eksempel en kørestol.

Hvis borgerne ikke får en rettidig afklaring af deres situation, kan det få alvorlige konsekvenser for deres helbred, økonomi og boligsituation. Ventetiden kan dog også I langt de fleste sager er der ingen lovbestemte frister for sagsbehandlingstiden, og det kan være meget vanskeligt for borgerne at få fremskyndet en sag, som trækker ud. i sig selv være psykisk belastende og give anledning til yderligere udsathed.

Alligevel er der mange sager med uacceptable lange sagsbehandlingstider, hvilket Justitias analyse indeholder flere eksempler på. Blandt andet kan nævnes en sag, hvor bevilling af førtidspension blev 15 måneder forsinket, en sag, hvor en sklerosepatient ventede 11 måneder på at få tildelt en personlig hjælper, og en sag, hvor en hjemløs kvinde ventede fem år på et botilbud.

Med den nuværende retstilstand er borgerne generelt dårligt stillede, når de oplever lang sagsbehandlingstid hos kommunen. I langt de fleste sager er der ingen lovbestemte frister for sagsbehandlingstiden, og det kan være meget vanskeligt for borgerne at få fremskyndet en sag, som trækker ud. Det er også begrænset, hvad der kan komme ud af at klage over sagsbehandlingstiden, ligesom det er meget vanskeligt og ressourcekrævende at prøve at opnå erstatning eller økonomisk godtgørelse ved domstolene. En sådan retstilstand kan give borgerne en oplevelse af ikke at være relevante og vigtige nok, hvilket i sidste ende kan føre til, at de mister tilliden til, at velfærdssamfundet vil gribe dem, når det er nødvendigt.

Der er i dag fokus på, hvor ofte Ankestyrelsen omgør kommunernes afgørelser i det danmarkskort, som Social- og Ældreministeriet årligt udgiver. Det er selvfølgelig positivt, men hvis vi for alvor vil gøre noget ved den kommunale retssikkerhed, kan omgørelsesprocenterne ikke stå alene. Der er også behov for et øget fokus på kommunernes sagsbehandlingstider, der i praksis kan have afgørende betydning for borgernes velfærd.

Derfor bør kommunerne forpligtes til at måle og offentliggøre deres sagsbehandlingstider på udvalgte sagsområder, ligesom sagsbehandlingstiderne bør indgå i det nævnte danmarkskort, som kommunalbestyrelserne årligt skal følge op på. Disse forslag vil ikke kun øge borgernes retssikkerhed, men også gøre det mere transparent for kommunerne selv. Det vil give kommunerne langt bedre muligheder for at følge udviklingen og skride ind over for lange sagsbehandlingstider med for eksempel omprioritering, tilførsel af ekstra ressourcer eller ændring af de servicemål for sagsbehandlingstid, som de efter lovgivningen har pligt til at fastsætte og revidere ved væsentlige overskridelser.

I Danmark har digitalisering, automatisering og kunstig intelligens allerede ændret den måde, som den offentlige sektor yder service og velfærd på. Kun fantasien sætter grænser for den videre udvikling. Mon ikke der også kan findes en løsning til måling af de kommunale sagsbehandlingstider med henblik på at styrke borgernes retssikkerhed.

Et digitalt jerntæppe sænker sig over verden

Sociale medier får ikke længere lov til at påtage sig rollen som neutrale formidlere af viden og menneskelige relationer. Vi risikerer adskilte sociale medievirkeligheder, som det bliver svært at bygge bro mellem.

AF ESKE VINTHER-JENSEN, ADMINISTRERENDE DIREKTØR, COMMON CONSULTANCY

Vesten, Ukraine og Rusland kæmper for at styre fortællingen om krigen, og sociale medier er blevet en del af den kamp. Derfor er de i stor stil blevet smidt ud af Rusland, og EU har pålagt dem at fjerne russiske statsmedier fra deres platforme.

På kort sigt betyder det, at Rusland får sværere ved at sprede propaganda og desinformation til vestlige befolkninger, og det vil blive sværere for russere at få pålidelige oplysninger om verden omkring dem. På længere sigt kan det betyde, at vi får et digitalt jerntæppe mellem Rusland og Vesten, og befolkningerne vil i stigende grad komme til at bebo adskilte informationsrum, hvis skillevægge følger de geopolitiske magtbalancer.

Sociale medier og især Facebook har altid haft en stærk fortælling om, at de forbinder menneskeheden og sørger for, at viden kan blive spredt selv i konfliktzoner og undertrykkende regimer. Det er også ganske veldokumenteret, hvordan de kan bruges til at samle og koordinere sociale bevægelser, hvorfor Euromaidan, Det Arabiske Forår sammen med flere andre oprør blev kendt Lige nu ser det ud til, at vi på vej mod et digitalt jerntæppe, der kan komme til at definere ikke blot sociale mediers men hele internettets fremtid. som Twitter-revolutionerne. Måske derfor har hverken militærdiktaturers og autokraters misbrug af sociale medier under folkemord som i Myanmar eller undertrykkelse som i Filippinerne og Etiopien fået Facebook og co. til at trække sig fra de pågældende lande. Med krigen i Ukraine er de for første gang effektivt blevet gjort til en del af konflikten og er blevet kastebolde mellem Rusland og Vesten. Vesten har på sin side krævet, at russiske statsmedier blev fjernet fra platformene, og Rusland har smidt flere sociale medier ud af landet og krævet, at for eksempel videoer af angreb mod russiske soldater blev fjernet.

I denne krig overskrider sociale medier altså ikke grænser, autokratier og geopolitik, men er blevet et instrument i hænderne på dem, som kæmper for at opretholde eller nedbryde dem. Det betyder, at sociale medier ikke længere får lov til at påtage sig rollen som neutrale formidlere af viden og menneskelige relationer, men er af begge sider blevet tvunget ind i konflikten. De har endda valgt selv at deltage aktivt. Facebook har tilladt opfordringer til vold og drab mod russiske soldater, Snapchat har slukket deres ’heatmap’ i Ukraine, så man ikke længere kan se, hvor billeder bliver taget, Youtube har slukket for reklamer i Rusland, og Reddit har fjernet alle links fra domæner med .ru, blot for at nævne et par tiltag.

Hvis vi ser lidt ud i fremtiden, kan det føre til et langt mere opdelt socialt medielandkort, hvor der vil være vestlige platforme i vesten, kinesiske i Kina og russiske i Rusland. Det vil cementere de delvist lukkede informationsrum, som allerede eksisterer i dag, og vil selvfølgelig gå mest ud over den russiske befolkning, hvis adgang til troværdig og fri viden vil blive endnu mere besværlig. I Vesten vil vi også få sværere ved at følge med i, hvad der foregår i Rusland.

Selvom man med teknisk snilde stadig vil kunne få adgang til vestlige sociale medier og pålidelig information i Rusland, og desinformation kan spredes på mange andre måder end via de russiske statsmedier, ændrer det ikke ved, at vi får to adskilte sociale medievirkeligheder, som det bliver svært at bygge bro mellem.

Sociale medier er dermed ikke længere globale aktører, der altid er til stede i hele verden, og det er ikke længere muligt at tale om det åbne internet og om at forbinde menneskeheden, mens man er til stede i en krig, som den offentlige mening i Vesten har taget meget entydigt stilling til.

Meget vil afhænge af krigens udfald, men lige nu ser det ud til, at vi på vej mod et digitalt jerntæppe, der kan komme til at definere ikke blot sociale mediers men hele internettets fremtid.

POLITIK MED PRICE:

”Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen”

Efter ni års pause er politik tilbage i bedste sendetid. Men meget har ændret sig siden Borgens første sæson i 2010. Altinget har mødt Adam Price til en snak om kællinger, selfie-politik og magtens forråelse.

AF EMMA QVIRIN HOLST, REDAKTØR, ALTINGET CHRISTIANSBORG FOTO: ARTHUR J. CAMMELBEECK / ALTINGET

Vagterne i besøgsindgangen på Christiansborg er som regel venlige, men får det ekstra brede smil på, da de ser Adam Price. ”Har du kage med,” joker en af vagterne, som ville hun sige, at den madglade tvdramatiker skylder lidt i porten for lån af deres arbejdsplads som kulisse for Borgens fiktive parallelunivers.

Vi køber sort kaffe i Snapstinget og fortsætter op i Vandrehallen, hvor Price begejstret udpeger ordsproget ”Lov er lov, og lov skal holdes”. En formaning, som billedkunstneren Rasmus Larsen for over 100 år siden efterlod til de folkevalgte – og som spidder Birgitte Nyborgs dilemma i Borgens fjerde sæson, hvor en i hendes egen optik hvid løgn i Udenrigspolitisk Nævn sætter hendes politiske liv over styr. “Politik har altid interesseret mig vældig meget, men efter Borgen er jeg blevet helt opslugt af dansk politik, som det udspiller sig i dette hus,” fortæller han, mens han lader blikket vandre rundt på hovedscenen for virkelighedens politiske drama.

“Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen,” konstaterer han.

Plot tiltænkt politisk thriller

Det er over 12 år siden, seerne første gang stiftede bekendtskab med den ambitiøse og idealistiske politiker Birgitte Nyborg i Sidse Babett Knudsens skikkelse.

Egentlig var der ikke lagt op til en fortsættelse, da Borgens tredje sæson lukkede ned i 2013. Holdet bag havde dog en aftale om, at tv-serien kunne genoplives, hvis den rette idé opstod. Inspirationen kom fra uventet kant, da Adam Price af sin gode bekendte Martin Lidegaard – næstformand i Radikale og tidligere udenrigsminister – blev gjort bekendt med en særlig paragraf i selvstyreloven, der regulerer forholdene for det grønlandske sevstyre. Ifølge paragraffen er det op til forhandlinger mellem Danmark og Grønland, hvordan midlerne skal fordeles, hvis der bliver fundet noget af værdi i den grønlandske undergrund.

Lige netop der øjnede manuskriptforfatteren et potentielt uforløst drama mellem den tidligere kolonimagt og koloni. Først var det tænkt som en politisk thriller, men da han begyndte at skrive manuskriptet, kom Borgen til syne på papiret – og vejen var banet for en fjerde sæson. Den politiske nyhedsjunkie henter dog også meget inspiration i det politiske nyhedsbillede. Både i den nuværende og i tidligere sæsoner af Borgen er Adam Price lykkedes med at forudse temaer, som først senere har vokset sig store på den politiske dagsorden.

For eksempel at en simpel sms fra en embedsmand kan få betydning for ministeren. ”Jeg forsøger at finde tendenser, sager og bevægelser mellem partier, der har en tyngde, som giver det en langtidsholdbarhed,” siger han og tilføjer: ”Men vi startede med de første manuskripter til fjerde sæson for op til tre år siden. Så vi sad og diskuterede sms’er, længe før Minkkommissionen fik slettede sms’er på dagsordenen. Dengang var det var bare,

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’ Bidt af Borgen

Lene Espersen (K)

Danmarks første kvindelige udenrigsminister: I Borgen portrætteres forholdet mellem udenrigsmininister Birgitte Nyborg og statsminister Signe Kragh som ekstremt giftigt. ”I virkelighedens verden er tonen ikke så hård, og der er større kollektiv bevidsthed i en koalitionsregering,” forklarer Lene Espersen. Hun medgiver dog, at der altid vil være konkurrence mellem især statsministeren og udenrigsministeren, hvis de kommer fra forskellige partier. "Der, hvor jeg har været mest uartig, var i forhold til de her berømte pressemøder, som Anders Fogh indførte hver tirsdag - efter ministermødet, hvor man fik godkendt nye lovforslag og en masse fede ting," siger hun om sin tid som justitsminister. "Han tog æren for hele skidteraset. Jeg havde jo rigtig meget på retsområdet, som var folkeligt meget populært, så min rådgiver Morten Langager og jeg begyndte at lække alt det, vi vidste der blev godkendt om tirsdagen, til Jyllands-Posten eller Berlingeren. Så Anders Fogh fik ikke noget forærende."

fordi offentlighedsloven interesserer mig.”

Manuskriptet har også overhalet virkeligheden i alvorlig forstand. I serien bliver det nævnt, at russerne har invaderet Ukraine. Da det blev skrevet, var det med henvisning til annekteringen af Krim, men nu er den sætning endt med at blive endnu mere aktuel.

“Der gik knap 14 dage efter afsnittet blev sendt, og så invaderede Rusland Ukraine. Når Borgen vil blive sendt i udlandet, vil seerne formentlig tro, at det er den nuværende invasion, som Birgitte Nyborg refererer til,” siger Adam Price.

Evnen til at forudse tendenserne i dansk politik skyldes i stor grad held, mener manuskriptforfatteren, som er hurtig til at understrege, at han altså ikke har kilder på Christiansborg, som fortæller ham, hvad der er på vej.

“Vores største held var, at vi introducerede Danmarks første kvindelige statsminister, og så kommer Helle Thorning til magten et år efter første afsnit. Det er formentlig det, der har givet os det ry, at vi kan forudse noget. Men størstedelen er jo held. Vi er hele tiden to-tre år bagud og må vælge at satse på de ting, som vi også tror er relevante to år senere.”

Tæt på virkeligheden

Selv om Price lytter godt efter, hvad der foregår i dansk politik, er det ikke ambitionen at komponere et tv-drama, som en til en afspejler virkeligheden. Tværtimod. ”Det vil miste sin holdbarhed. Alle ville vide, at den sag i serien vel ender på samme måde, som den rigtige sag. Og så vil det være en skuffelse på en eller anden måde.” ”Selvfølgelig lader vi os inspirere af den måde, skiftende regeringer i nyere tid har udøvet magten – fra Fogh til Frederiksen. Men jeg kigger også indimellem endnu længere tilbage i tiden og forsøger at blande kortene."

Selvom kortene bliver blandet, er der så ikke stadig dele af fortællingen, hvor man kan komme lidt for tæt på virkeligheden ”I Danmark har vi lidt berøringsangst over for at portrættere politiske sager. Vi vil helst have temmelig mange år mellem den dramatiske fremstilling og selve begivenheden, og vi ændrer typisk navne, institutioner og så videre. Det ser de helt anderledes på i USA. Prøv blandt andet at se første sæson af The Newsroom (amerikansk tv-serie, red.), hvor de taler om Obama og aktuelle nyheder.”

Det vil du gerne gøre op med? ”Nej, men jeg vil bare sige, at jeg er ikke så bange for at fremstille dansk politik. Man skal samtidig huske på, at Borgen er en parallel virkelighed. Vi ved da godt, at vi forsimpler det, for vi er nødt til at skabe en dramatisk kurve, og alle karakterer i Borgen er dramatiske konstruktioner.”

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’ Bidt af Borgen Bidt af Borgen

Martin Breum

Journalist og grønlandskender: Et kolossalt oliefund på Grønland er omdrejningspunkt for handlingen i fjerde sæson af Borgen. I virkeligheden er der aldrig fundet én dråbe kommerciel olie i Grønland, understreger Martin Breum. Tværtimod har den grønlandske regering for nylig ved lov forbudt fremtidig søgen efter olie og gas i den grønlandske undergrund. Alligevel rammer eksemplet med olie ret præcist i hjertekulen af diskussionen om Grønlands eventuelle løsrivelse fra Danmark. Der er ingen tvivl om, at større fund af råstoffer af mange grønlændere ville blive betragtet som et middel til at fremme selvstændigheden og potentielt sikre løsrivelse fra Danmark. USA’s interesser på Grønland skildres meget præcist i fjerde sæson, mener Breum: ”Borgen viser os, at amerikanernes interesse for det, der foregår i Grønland, er helt afgørende for den danske regerings tænkning. Sådan har det været siden 2. Verdenskrig, vi har bare glemt det lidt. Vi blev mindet om det igen, da Trump ville købe Grønland, og nu bliver vi mindet om det i serien her. Og det synes jeg personligt er rigtig nyttigt, for det er vigtigt, at vi forstår dynamikken og amerikanernes rolle i den.”

Den dramatiske frihed

Spørgsmålet om netop Adam Prices inspiration fra virkelighedens verden er evigt tilbagevendende, når snakken falder på Borgen. Men forfatteren er ikke i tvivl om, at seerne er i stand til at kende forskel. ”Folk er fuldstændig i stand til at skelne og sige, det er nok fiktion. Nyhederne starter klokken 21, fiktionen starter klokken 20,” siger han.

Men for nogle seere bliver Borgen måske billedet på, hvordan politik foregår. Hvad tænker du om dit ansvar? ”Det er meget vigtigt at holde fast i, at hvis vi først begynder at tænke over, at der noget, vi ikke må gøre i vores fremstilling, så mister vi vores dramatiske frihed til bare at fortælle en historie, som er underholdende og bevæger folk emotionelt.”

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’

Alex Vanopslagh

Formand for Liberal Alliance

Bidt af Borgen Bidt af Borgen

”Jeg tror, at jeg i sæson et var lidt irriteret over, at man skulle glorificere en politisk korrekt radikal, men som sæsonerne skrider frem, fylder magtspillet mere. Og det er der, jeg synes, det er godt tv. Det bliver en smule mere realistisk,” lyder bedømmelsen fra Alex Vanopslagh. Birgitte Nyborgs løgn i et politisk udvalg er et centralt omdrejningspunkt i seriens fjerde sæson. ”Jeg tror, det er sådan, ikke bare i politik, men i livet i almindelighed, at løgnen indhenter dig, og den æder dig op,” siger Vanopslagh. Han hæfter sig også ved de mange stikpiller og hentydninger til Mette Frederiksen i fremstillingen af seriens statsminister Signe Kragh. ”Blandt andet det her med at lægge rugbrødsmadder op på Instagram. De fremstiller hende jo generelt som en smådum, magtfuldkommen type. Men realistisk set kan man jo ikke blive statsminister, hvis man er en magtfuldkommen klovn. Mette Frederiksen havnede der jo, fordi hun er super dygtig.”

Men hvad hvis det er det eneste, folk ser? ”Det er ikke, fordi jeg fralægger mig ansvaret. Men vi fortæller fiktion, og der skal vi forholde os frit. Det ligger mig meget på sinde, at det er en realistisk tone, men det er ikke realisme.” ”Nogle tror, at vi bare tager en nyhedshistorie og skriver den ind i manuskriptet. Men vi ser på, hvordan vi bevæger vores karakterer ud fra en dramatisk kurve, hvor vi så lægger de politiske plotpunkter ind. Det er aldrig den omvendte vej, hvor vi maser en politisk sag ind. Det er ikke en revysang, vi skriver over den siddende regering.”

Da Borgen første gang løb over skærmen, fik Adam Price en del kritik for fremstillingen af Birgitte Nyborg og de øvrige politikere. Birgitte Nyborgs åbenlyse placering på den politiske midte var en forherligelse af virkelighedens Radikale, mente mange.

Andre blev fremstillet som skurke. Det gjaldt især Ole Thestrups portrættering af Svend Åge Saltum, som var formand for Frihedspartiet, det nationalistiske parti i serien, som bar mange lighedstræk med Dansk Folkeparti.

“Dengang vi valgte, hvor Nyborg skulle stå, var det ikke, fordi jeg ville skrive om en politiker, jeg nødvendigvis selv delte holdninger med. Jeg fandt det dramatisk interesant at skabe en karakter, som i fortællingen kunne læne sig op mod begge fløje. Det ville afspejle noget af det meget væsentlige i dansk politik. Nemlig at de helt store aftaler, som vores samfund hviler på, typisk er brede aftaler over midten,” siger Adam Price.

Magtens ensomhed

Det er også en anderledes Birgitte Nyborg, vi møder i Borgens fjerde sæson. Tidligere sæsoners stålsatte idealisme er nu afløst af en mere kynisk hovedperson, som vil være politiker for enhver pris, og som for eksempel går imod sit partis klimapolitik for at beholde sin ministerpost. ”Der er mange politikere, som har sagt, at man ville blive meget ensom i det job, hvis man ikke havde en ægtefælle eller nogle børn. Ensomheden er nok et af de allerstørste temaer i denne nye sæson. Pas på med at hæfte hele din identitet op på din position som minister, så kan man nemlig ikke gå af, når det lugter lidt af, at man burde – for man fortæller sig selv, at man er for vigtig til at gå af,” siger Adam Price.

Ensomheden hos den nu midaldrende Birgitte Nyborg er dog ikke den eneste fortælling, som det var afgørende at få plads til i den nye sæson. ”Danske politikere er nødt til at forholde sig til en virkelighed med sociale medier. Det har ændret det politiske liv, og det har ændret den måde, vi bedriver politisk journalistik. Det er bare et faktum, og det skulle naturligvis være en del af Borgen,” siger Adam Price. I fjerde sæson møder vi en ny, yngre generation af politikere i form af den nye statsminister, Signe Kragh, som er ferm til de sociale medier, mens Birgitte Nyborg står over for en stejl læringskurve og må søge hjælp hos sin tidligere arvefjende Michael Laugesen. ”De sociale medier er noget, som Birgitte Nyborg forholder sig kritisk til. Hun er for fin til den slags,” siger Adam Price og tilføjer: ”Hun har bragt sig i vanskeligheder et sted, hvor hun er nødt til at få rådgivning og hjælp til at arbejde med sit image, fordi hendes mere gammeldags stil ikke kan holde til den nye retorik.”

Må man sige kælling i bedste sendetid?

Siden tredje sæson løb over skærmen i 2013,

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’ Bidt af Borgen

Rosa Lund

Folketingsmedlem for Enhedslisten Da Birgitte Nyborg begynder at alliere sig med Michael Laugesen for at rebrande sig selv, foreslår han, at hun sammen med sin søn laver en optræden i et blødere tv-format. Det ender hun med at gøre – uden at hendes søn får noget at vide. Rosa Lund fortæller, at hun selv er meget bevidst om, hvordan hun eksponerer sine nærmeste på de sociale medier. "Vi har den regel i mit parforhold, at min kærestes navn ikke må komme frem. Der er heller ikke billeder af ham på sociale medier. Det er mig, der har valgt at være en offentlig person. Det er ikke ham." Hendes kæreste arbejder som pædagog, og hun har tit fundet hans perspektiver og oplevelser relevante. Og hvis hun kunne, er hun "overbevist om", at hun ville bruge det politisk. "Men jeg må ikke bruge det, for det vil han ikke have."

Adam Price

• Født 7. maj 1967. • Søn af skuespillerparret John og Birgitte Price og lillebror til den danske komponist James Price. • Har i en lang årrække været manuskriptforfatter og har blandt andet skrevet tv-serierne Borgen, Anna Pihl, Herrens Veje, den norske Netflix-serie Ragnarok – og så stod han bag idéen til Nikolaj og Julie. • Etablerede i 2014 det internationale produktionsselskab SAM Productions sammen med Meta Louise Foldager Sørensen og Søren Sveistrup. Det er samme produktionsselskab, som har produceret Borgen til DR. • Ved siden af karrieren som manuskriptforfatter har Adam Price også et madprogram sammen med sin bror James Price under titlen Spise Med Price, som har adskillige sæsoner på bagen hos DR. • Price-brødrenes interesse for mad har også resulteret i, at de to brødre har åbnet fem restauranter i Danmark, der alle hedder Brdr. Price.

Altinget anmelder Borgen

Efter næsten 10 års pause vender DR i et samarbejde med Netflix tilbage med en fjerde sæson af Adam Prices populære og prisbelønnede tv-serie ’Borgen’. I otte nye episoder får danske og udenlandske fans et gensyn med Sidse Babett Knudsen i rollen som Birgitte Nyborg, der denne gang skal navigere i det politiske magtspil som udenrigsminister i en sag om oliefund i Grønland. Altinget har undervejs bragt anmeldelser af de seneste afsnit, hvor personer fra embedsværket, mediebranchen samt dansk og international toppolitik har fældet dom over de enkelte episoder.

(1:8) The Future is Female

Anmeldt af Mogens Lykketoft

Tidligere formand for Folketinget, udenrigsminister, finansminister og skatteminister og formand for Socialdemokratiet

Sidse Babett er uforlignelig i magtkamp med Borgens nye statsminister-gimpe

”Vi oplever en virkelighedsnær kamp og jalousi mellem ministre, og om ministres samspil og modspil med embedsværket og medierne. Der fortælles veloplagt om, hvordan der kan spændes ben for den gimpede statsminister, da hun vil gøre sin nære ven – en tvivlsom figur i form af en tidligere straffet politiker og nuværende ’ekstrabladsredaktør’ – til magtfuld politisk rådgiver.”

(2:8) Pest eller kolera

Anmeldt af Anna Libak

Udlandsredaktør, Weekendavisen

Birgitte Nyborg lyver for alle – også for sig selv

”Lyver Nyborg mon også over for sig selv? Tror hun selv på, at hun har det strålende? Ensomheden formelig siver ud af væggene i hendes tyste, halvmørke lejlighed, og sveden hagler af hende, når hun uforvarende rammes af den midaldrende kvindes hedeture. Men Nyborg er skam ikke den eneste, der lyver. Budskabet synes at være, at det gør alle magtmennesker. Det er uomgængeligt.”

(3:8) Inuit Nunaat Menneskenes Land

Anmeldt af Paula Larrain

Journalist og forfatter

Adam Price slagter sin idealist for åben skærm

”Nu har vi gennem tre sæsoner fulgt Birgitte Nyborgs kamp for at bevare sin idealisme som politiker, og det har så indtil videre kostet hende, at hun er mutters alene i verden, gift med sit arbejde, defineret af denne ene snævre måde at være menneske på. Midt i livet indser hun, at sådan er det. Hun er levebrødspolitiker. Ikke af økonomiske årsager, men fordi det er det eneste, hun kan og har dyrket.” (4:8) ”Ministeren ønsker ikke at udtale sig”

Anmeldt af Mette Østergaard

Chefredaktør, Berlingske

De perfekte kvinders maskefald

”Borgens fjerde afsnit viser, at kvinder og magt ikke kun er en skønsom konstellation. Det er også brutalt, hvis man vil overleve. Det må selv Birgitte Nyborg sande, da hun som en fugl Fønniks rejser sig fra asken og den boksering, hvor hun er slået i gulvet, da både hendes private og politiske bagland smuldrer.”

(5:8) A Near-Arctic State

Anmeldt af Michael Kristiansen

Fhv. særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen

Ingen på Slotsholmen taler, som de gør i Borgen – ikke engang tæt på

”Jeg vil altid have særlig svært de politiske dialoger i Borgen, fordi ingen politikere, ministre, embedsmænd eller rådgivere taler i virkelighedens verden – ikke engang tæt på. Men jeg har sluttet fred med det for længst, og jeg gør det gerne igen.”

(6:8) Magtens Danmark

Anmeldt af Anders Fogh Rasmussen (V)

Tidligere statsminister og generalsekretær for NATO

Borgens nye sæson bliver en større udlandssucces end sine forgængere

"Ruslands angreb på Ukraine, den europæiske afhængighed af energi fra autokratiske lande og det storpolitiske spil mellem USA, Kina og Rusland har sat den nye sæson af Borgen i et sørgeligt relief."

Læs anmeldelserne i fuld længde på altinget.dk

De to sidste afsnit af Borgens fjerde sæson sendes efter redaktionens afslutning. Sidste afsnit (afsnit 8) sendes søndag den 3. april.

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’

Martin Lidegaard

Næstformand i Radikale Venstre, tidligere udenrigsminister og idemand bag Borgens fjerde sæson Martin Lidegaard har ikke haft adgang til seriens maskinrum, men han har ageret konsulent for manuskriptholdet og fortalt dem, hvordan dialogen mellem en udenrigsminister og andre landes ambassadører foregår. "I afsnit 5 er der en scene, hvor Birgitte Nyborg taler med den amerikanske udenrigsminister. Han foreslår, at de går ud til pressen, før de to overhovedet har snakket sammen. Og jeg oplevede personligt selv det samme, dengang jeg mødte John Kerry for første gang." "Så når man besøger de store lande, skal man kende sin besøgstid og holde tungen lige i munden." Mødet med den amerikanske udenrigsminister var faktisk med til at sætte gang i den idé, der senere skulle ende med at blive til Borgens fjerde sæson. "Vi troede, vi skulle tale om Syrien og Irakkrigen på mødet, for vi var midt i et optræk med ISIL og Islamisk Stat. Men da vi kommer ind, rydder John Kerry bordet og siger: "Lad os starte med klima og Arktis." Vi havde det selv som punkt nummer seks eller syv på listen. Men det fortalte mig, at vi ikke er hvem som helst, og at her har vi en mulighed som land."

Bidt af Borgen

har Metoo-bevægelsen medført et markant skifte i det kønspolitiske klima.

Spørgsmålet er, om det også påvirker dialogen og handlingen i en tv-serie?

“Generelt vil jeg mene, at hvis der er nogle ømme tæer, så vil det være en opfordring til os om at træde på dem. Vi er jo dramatikere, og jeg vil i Borgen gerne lave en dramatisk fremstilling af et fiktivt politisk liv, som samtidig kan afspejle nogle tendenser og måske endda sætte nogle problemer til debat.”

Men vi har set et anderledes sprogbrug i de tidligere sæsoner, hvor man for eksempel brugte ordet kælling. Er det også noget, hvor du tænker, at tiden er blevet en anden? ”Det fylder selvfølgelig noget, men det er ikke sådan, at jeg har følt mig selvcensureret.” ”Jeg er ikke bekymret for, om man stadig kan kalde nogen for en kælling eller et røvhul. Det er klart, at i dag vil det blive bemærket på en helt anden måde, og man vil med rette blive stillet til ansvar. Men det vil være ærgerligt, hvis to kollegaer en gang imellem ikke kan sige, 'hvor er han en røv', eller, 'hvor er hun en kælling', for det er der nok mennesker, der kommer til at sige ude i virkeligheden hver eneste dag Men det er klart, at det ikke er en lingo, man kan have i en åben redaktionel samtale blandt flere medarbejdere,” siger Adam Price og tilføjer:

”Vi må ikke miste vores frie omgang med sproget, så vi forhåndscensurerer os selv i forhold til, hvordan mennesker kan finde på at tale med hinanden. Vi skal bare sørge for, at der ikke er en eller anden uigennemtænkt gammelmandshumor eller chauvinisme til stede i scenerne, som spænder ben for en rimelig fremstilling af mænd og kvinder i en moderne kontekst.”

Vanvittig kritik

Dårlig ledelse og dårlig dømmekraft indtager også en central rolle i den nye sæson, hvor den journalistiske hovedperson Katrine Fønsmark er blevet nyhedschef. Her skaber hun problemer for sig selv, da hun er for ærlig og fortæller en ansat, at det er dårlig timing, at hun vil være gravid nu. ”Det må man ikke sige. Men det var bare sjovt, at det var en kvindelig, nyankommen, yngre chef, der siger det, frem for hvis det var en gammel mand. Det er interessant at blande kortene lidt anderledes, så det ikke altid er den gamle, hvide mand, der træder den yngre kvinde over tæerne,” siger Adam Price.

Men selvom der blæser nye vinde – også i Adam Prices univers – bliver sæsonen stadig mødt med kritik. Kritikere fremhæver, at serien gør brug af såkaldt mansplaining, når Birgitte Nyborg søger råd fra sin nære ven, den ældre partifælle Bent Sejrø. En kritik, som Adam Price ikke giver meget for. ”Er vi derhenne nu, hvor en kvinde ikke må have en professionel samtale med en ældre mand, uden det på en eller anden måde er udtryk for en svaghed,” siger Adam Price og tilføjer: ”Det er fuldstændig vanvittigt, hvis vi skal begynde at overveje, om det er politisk korrekt at søge et råd hos en ældre kollega alt efter, hvilket køn man har, og hvilket køn den ældre kollega har. Lad os komme hurtigt videre fra det synspunkt.”

Spørgsmålet er, om Adam Price nu er færdig med Borgen og Birgitte Nyborg?

“Lige nu har vi ikke planer om at lave en ny sæson,” lyder det åbne svar.

BORGEN VS. VIRKELIGHEDEN

– UDDRAG FRA PODCASTEN ’BIDT AF BORGEN’ Bidt af Bidt af Borgen Borgen

Kaare Dybvad (S)

Indenrigs- og boligminister ”Det var et rigtig vildt afsnit, måske det bedste i hele serien,” siger Kaare Dybvad om fjerde afsnit af sæson fire, hvor Birgitte Nyborg kæmper med alle kneb for at bevare sit politiske liv. I serien fremstilles statsminister Signe Kragh lidt som en karikatur på Mette Frederiksen. ”Det er selvfølgelig en karikatur, og det er jo det, de gør det sjovt, lige som Michael Laugesen vel lidt er en karikatur på Henrik Qvortrup,” siger Kaare Dybvad, som er inkarneret fan af Borgen. Når det kommer til stykket, kan folk sagtens skelne mellem fiktion og virkelighed, mener han. ”Op til Folketingsvalget i 2005 kom Krøniken, hvor Palle From var den her rigtige socialdemokratiske arbejderklassehelt, som altid sagde og gjorde det rigtige. Dengang sagde Hans Engell, at nu ville Mogens Lykketoft blive statsminister på grund af Krøniken, og det blev jo ikke til noget.”