Altinget Magasin Anbefalinger
Redaktørens skrivebord
Hver måned fortæller Altinget politiske redaktør, hvad der ligger på hans skrivebord. Både det fysisk konkrete og på hans laptop. Hvilke bøger, artikler, podcasts, foredrag og debatter fra den store verden han har mellem hænderne, i ørene eller foran øjnene lige nu.
ESBEN SCHJØRRING POLITISK REDAKTØR OG PODCASTVÆRT, ALTINGET
BOG:
ARTIKEL:
Ruslands invasion af Ukraine har ikke bare være et sikkerhedspolitisk chok. Det har udfordret Vestens grundlæggende selvopfattelse og verdensanskuelse. Gik vi imod mere og mere demokrati? Er globaliseringen af markedet en motor i udbredelsen af vestlige værdier eller i det mindste neutralt? Eller helt konkret: er europæisk afhængighed af russisk gas og olie politisk irrelevant? Svaret har med krigen vist sig med eftertrykkelighed at være et nej. Og dermed er russisk politik, historie og skæbne med ét blevet interessant igen. Det er emnet for The New Yorkers interview – betitlet The Weakness of the Despot – med historiker og Ruslandsekspert Stephen Kotkin, der har løbet som en steppebrand i mit Twitterfeed. På et tidspunkt siger Kotkin om Putins Rusland: “Det her er et Rusland, som vi kender, og det er ikke et Rusland, der ankom i går eller i 90erne”. Og hvad er det så? Her er det Kotkins pointe, at Ruslands politiske skæbne, at prøve at matche Vesten, kommer til kort og for at overkomme den forskel, griber til intern tvang og ekstern vold. Og at den dynamik leder russerne til at identificere statens magt med en statsoverhovedets person. Fra zaren, til Stalin, til Putin. Hvad Vestens svar skal være er Kotkin selv noget vævende med. For hvis krigen allerede – og det mener Kotkin er evident – er gået galt for Putin, vil han hæve indsatsen mere og mere. Vi har brug for noget held, slutter Kotkin. Læs The Weakness of the Despot på newyorker.com
Jeg har brugt de sidste par uger på at læse Ken Jowitts The New World Disorder: The Leninist Extinction, en gammel essaysamling fra 1992 om Sovjetunionens historie og kollaps. Egentlig mest fordi jeg ville se på, hvilken fremtid, Jowitt forestillede sig der i starten 1990'erne. Ikke mindst fordi han forholder sig meget skeptisk til den fremtid, hans kollega – og meget berømte politiske tænker – Francis Fukuyama forestillede sig. Fukuyamas forestilling om historiens afslutning blev nemlig den dominerende, men for Jowitt betød sovjetkommunismens sammenbrud langt mindre en afslutning på noget som en fødsel. En politisk fødsel af verden helt på ny. Ikke kun i Østeuropa, men også i Vesten. Nye nationer, nye stater, en genvækkelse af religion og en uskøn blanding af nye og gamle aktører. For Jowiit betød det uro, vold, konflikt og krig. Han forudså krigen i Jugoslavien, og hvordan populisme og nationalise, også i Vesten, ville spille en ny rolle. Det, man ikke kan frigøre sig fra at tænke på, er, hvad der egentlig ville være sket, hvis det var Jowitts bog, vi alle sammen havde læst, da Muren faldt, og ikke Fukuyamas. Havde vi for eksempel indrettet vores sikkerhedspolitik anderledes? I hvert fald er det en meget spændende bog, der også giver et nyt indblik i, hvorfor Sovjetunionen braste sammen under sin egen vægt af bureaukrati og korruption.
PODCAST:
Ruslands krig i Ukraine har også fornyet spørgsmålet om, hvem Vladimir Putin egentlig er. Og hvorfor han er, som han er. Det har min yndlingspodcast, The Rest History, som historikerne Tom Holland og Dominic Sandbrook står bag, lavet fire særepisoder om. Det handler om Sovjetunionens kollaps, Putins had til Mikhail Gorbatjov, og hvad 90'ernes kaos i Rusland har betydet for Putin. Temaet er for så vidt velkendt. Men det er alligevel en vigtig pointe at have med, at for Putin var afslutningen på Den Kolde Krig ikke en befrielse, men et nederlag og en ydmygelse, der skal hævnes, og en ubalance, der skal godtgøres. Ikke fordi det er rigtigt – for det er det ikke – og heller ikke, fordi det gør det lettere at se en afslutning på krigen for sig. Men fordi vi bliver nødt til at ruste os til en verden, hvor andre lande ikke deler vores værdier og forståelse af historien. Find The Rest is History, hvor du henter dine podcast
64