Breve fra min ven i Moskva
Altingets chefredaktør har før og under krigen i Ukraine skrevet med en russisk ven. Brevene fra Moskva er blevet en uundværlig kilde til at forstå en uforståelig krig. AF JAKOB NIELSEN, CHEFREDAKTØR, ALTINGET
“Du kan ikke forstå vores logik. For der er ikke nogen logik!” Udgivet 27. februar – tre dage efter det russiske angreb på Ukraine – Da krisen mellem Rusland og Ukraine begyndte at spidse til, skrev jeg til min ven i Moskva. Han svarede straks. ”Tak for din venlige hilsen og sympati. Jeg er også ked af den militære optrapning,” skrev han. I den følgende uge har vi udvekslet tusindvis af ord. Forsøgt at forstå, hvordan konflikten – og i de seneste dage: krigen – bliver opfattet i den modsatte lejr. Det har været berigende og sågar morsomt. Til tider har det også været rørende. ”Meget, meget trist, Frustrerende og forbløffende,” skrev min ven den morgen, hvor Rusland havde invaderet Ukraine. Men det har også været chokerende. Som da min ven lørdag aften overtog Putins sprogbrug og kaldte de ukrainske soldater for nazister. Eller som da han forudsagde, at hele Europa – også Danmark – snart vil orientere sig mod Putin som kontinentets leder. Mest af alt har det været en øjenåbner. En påmindelse om, at vores egen forståelse af verden er præget af de historier, vi fortæller hinanden, og om at selv moderate, begavede og veluddannede mennesker godt kan se verden med helt andre – åbne – øjne. Livet i Moskva er fint – som i ethvert andet land,” skrev min ven i en af sine første beskeder. Jeg bringer ikke hans navn, men han er en højt uddannet russer, der har tilbragt stort set hele sit liv i Moskva, men som også har boet i Vesteuropa og besøgt Danmark. Derfor var han bekymret for udviklingen, allerede inden krigen begyndte. ”Forholdene bliver generelt værre. Corona og de militære spændinger gør, at jeg føler, at vi er ved at blive separeret fra resten af verden,” skrev han. 56
”Hvis jeg skal forklare dig vores virkelighed, så lad mig sige, at de fleste russere er temmelig ligeglade med det hele. De rige, som bor i Moskva, fester hele tiden i eksklusive klubber, og de fattige, som bor i det andet Rusland (uden for Moskva) kæmper for at overleve, og deres største bekymring er at tjene til dagen og vejen. Ukraine føles rigtig langt væk for os alle, og Vesten er som en anden planet.” Men ifølge min ven nyder den russiske præsident, Vladimir Putin, opbakning fra både toppen og bunden af samfundet: ”Paradokset er, at de rige og de fattige begge mener, at Putin er det bedste for Rusland. De rige er glade for de nemme penge fra korruption. De fattige kan godt lide Putins styrke, som viser Vesten, at vi er betydningsfulde. De fattige vil hellere bekæmpe Amerika end deres egen fattigdom,” skrev han. Og han demonstrerede så den russiske sarkasme, jeg har lært at kende og holde af: ”Så de rige rejser jævnligt til Italien, Storbritannien og USA for at ”koordinere” de fattiges kamp mod Vesten fra deres paladser. Og ja, vodka er stadig den vigtigste vane for os alle.” Hvad betyder sandheden Jeg forsøgte at få ham til at forklare, om russerne virkelig tror på de løgne, som Putin og den russiske regering har spredt gennem den seneste uge. ”Begrebet ’sandhed’ er ikke særligt vigtigt i Rusland,” svarede han. ”Russerne tror på Gud, på tsaren (og Putin ligner en ret perfekt en af slagsen) og på nogle fælles, traditionelle værdier. Som for eksempel at vi er Guds foretrukne land, men at barske betingelser er en naturlig del af vores liv, og at alle fremmede er fjender; medmindre de kommer som gæster, for så skal de modtages med gæstfrihed.” Han tilføjede, at de fleste russere ikke ved så meget om verden udenfor Rusland. ”Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at Rusland altid på en måde har været afkoblet fra resten af verden. Det er et enormt land, og bare det at rejse inden for landets grænser er en stor
overvindelse. Jeg vil tro, at jeg selv har set mindre end fem procent af mit eget land. At rejse uden for Ruslands grænser er en endnu større overvindelse. Ja, mange russere tilbringer ferier i Tyrkiet, Italien og Spanien eller besøger USA, men det er stadig et mindretal. Jeg vil tro, at syv procent af russerne har været i udlandet,” skrev han. ”Min pointe er, at russerne ved for lidt om andre lande, så de kan ikke sammenligne deres egen situation med andres.” Af samme grund ser de fleste russere ingen grund til at tro mere på Vestens ledere end på deres egne. ”De stoler ikke på dem, nøjagtig som de heller ikke stoler på deres egne politikere. De fleste stoler kun på deres familiemedlemmer, nære venner og naboer,” forklarede han. Sarkastisk tilføjede han: ”Hvilken sandhed skulle russerne også kunne få fra andre lande, når vi nu er sikre på, vi er de bedste?” ”Det er også vigtigt, at vi er vant til at ændre opfattelse af sandt og falsk en gang imellem. Efter revolutionen i 1917 betragtede vi den russiske Tsar som fuld af løgn. Efter 1991 fandt vi en ny sandhed. Vi begyndte at betragte Sovjet-tiden som fuld af løgn. Nu, med Putin ved magten, betragter vi Boris Jeltsin som en løgner. Hvad får dig til at tro, at der skulle være plads til at tro på, hvad vestlige ledere siger,” spurgte han. Sandheden om denne krig vil også skifte: ”Uanset hvad der foregår i Rusland i dag, så vil det blive betragtet som vanvittigt og ulovligt af nye russere om 50 års tid.” Stalintidens forbrydelser – og før det tsarens – medfører også, at russerne ikke er bange for udlændinge. ”Ingen har gjort os mere ondt end vores egne. Om vi så skal kæmpe mod hele verden, så gør vi det – desværre.” Til gengæld bærer mange russere rundt på et stort selvhad, der dukker op, når de forlader hjemlandet, forklarede han. ”Når russere flytter til udlandet for at bo,
