PAS PÅ
telefonsælgere DORTHE PIA HANSEN var lige ved at bide på en telefonsælgers ufine metoder for at få hende til at skifte energiselskab.
Dorthe Pia Hansen synes egentlig, at hun er god til at spotte falske mails og stoppe telefonsælgere, når de kimer hende ned med tilbud, der er for gode til at være sande. Hun er sektorformand i FOA Holstebro og vant til at analysere og forhandle – ligesom hun sidder i byrådet i Holstebro. Men en torsdag formiddag var hun alligevel ved at gå i fælden. Dorthe Pia blev ringet op af en mand, der oplyste hende om, at hun havde penge til gode hos Vestforsyning. - Han var meget veltalende, og han havde en masse oplysninger om mig. Vi snakkede om det her med, at man jo ikke kan stole på folk, der ringer – og at man ikke må udlevere sit kontonummer eller NemID. Han var meget forstående overfor min skepsis. Jeg er normalt ret mistroisk og hurtig til at regne ud, hvis det er fusk – men jeg begyndte alligevel at tænke, at det måske var rigtigt nok, at han ringede fra Vestforsyning, siger Dorthe Pia. Du har penge til gode Manden sagde, at det var et serviceopkald fra forsyningsselskaberne i 7500-området. Han henviste til en nylig afsluttet retssag, hvor det var afgjort, at forsyningsselskaberne havde opkrævet et ulovligt gebyr, som Dorthe Pia havde nu – ligesom mange andre i Holstebro Kommune – skulle have tilbagebetalt nogle penge for. Dorte Pia spurgte flere gange, om manden ringede fra Vestforsyning. - Han sagde ja, men det var ikke rigtigt, og til sidst regnede jeg ham ud – han var faktisk på vej til at flytte mig over i et andet energiselskab. Her siger han, at der ingen forskel vil være for os, andet end at regningen kommer et andet sted fra. Men han ville ikke sige, præcist hvilket firma, han ringede fra. Det er en lusket og fej
16
måde at gøre det på, og jeg sagde selvfølgelig nej tak, siger Dorthe Pia. Ringede ikke fra Vestforsyning Manden var ikke hyret af Vestforsyning, bekræfter Vibeke Lundager Nielsen, der er kundeservicechef i Vestforsyning. - Vi ringer ikke ud til vores kunder, medmindre de selv har givet os lov til det. Det kan fx være; ● hvis de har deltaget i en konkurrence, hvor de har givet et skriftligt samtykke, ● de har sendt os en mail, ● hvis de har ringet ind for at snakke med en af vores medarbejdere, som ikke kunne træffes, og vi så tilbyder at ringe tilbage. Vi ringer kun op til nye potentielle kunder, hvis de selv har bedt om det, understreger Vibeke. Alligevel modtager Vestforsyning indimellem opkald fra kunder, som er blevet kontaktet af tvivlsomme telefonsælgere. - Vi bliver jævnligt kontaktet af kunder, som er blevet ringet op af en telefonsælger, der gerne vil sælge billig strøm. Nogle hævder fx, at de samarbejder med Vestforsyning, eller at du kan spare mange penge på abonnementet. Du kan muligvis få at vide, at du kan spare op til 20% på din elregning - men det kan simpelthen ikke lade sig gøre, for selve strømprisen udgør kun cirka 20% af den samlede regning. De resterende cirka 80% er afgifter, som energiselskaberne ikke har nogen indflydelse på, siger Vibeke. Dorthe Pia Hansen blev vred på telefonsælgeren og sagde farvel.