1 minute read

Station 32 gør sig til i Enghaven

SELVOM DER ER RIGELIGT MED HØJSPÆNDING

i transformerstationer, er de sjældent særligt spændende at se på. I Enghaven ved BIG BIO i Holstebro vækker en transformerstation dog opsigt med glaspartier og lys, der giver et sjældent kig ind i en ellers lukket verden. Der er mere end 200 transformerstationer i Holstebro og omegn, som, inde bag deres firkantede og grå ydre, omdanner elektriciteten fra 10.500 Volt ned til de 230 Volt, der kommer ud af byens stikkontakter. Normalt står de for enden af villaveje – godt gemt væk i buskadser. Men i Enghaven gør én sig ekstra til.

Gennem to store glaspartier kan forbipasserende nemlig kaste et sjældent blik ind på de to knaldrøde transformere, der leverer strøm til naboerne BIG BIO, Hotel Schaumburg, Restaurant Sprød, Matas, Café Larsen samt de boliger, der er i området. - Det er sjældent, at en teknisk installation som en transformerstation både vækker opsigt og pynter i bybilledet. Det er blevet taget rigtig godt imod, og mine kolleger og jeg er glade for, at vi kan være med til at gøre noget lidt anderledes, siger Kristian Bech, som er elmontør hos Vestforsyning.

Inspirationen til den åbne transformerstation kommer fra Aalborg og energiselskabet Nordkraft, der har etableret flere transformerstationer med kig ind til teknikken, der kunstnerisk er lyst op om aftenen.

HER KAN DU SE MERE OM TRANSFORMERSTATIONEN MED NAVNET ”STATION 32”.

- Transformerstationen består af ét højspændingsanlæg, der forsyner transformerne med 10.500 Volt.

- 2 ABB 800 kiloVoltAmpere (kVA) transformere, som hver leverer 1.100 Ampere – 400 af dem bruges i BIG BIO.

- Transformerne vejer hver 2.675 kg.

- Lyset tænder samtidig med gadelyset.

This article is from: