
3 minute read
Grav ikke ledningerne over
DER KAN VÆRE ET NET AF FORSKELLIGE LEDNINGER
og rør på din grund. Dem risikerer du at beskadige, hvis du uden videre begynder at grave i haven - og det kan hurtigt blive en dyr affære. Men hvad ligger hvor? Det ved Vestforsyning og Ledningsejerregistret (LER). Det kan blive både bekosteligt og bøvlet at kradse i Moder Jords hovedbund, når det nye stakit eller den nye postkasse skal graves forsvarligt ned. Har du ikke gjort dit forarbejde grundigt nok, risikerer du nemlig at støde ind i både elledninger, fjernvarme-, vand- eller kloakrør, telefonledninger og fibernet.
Det er disse ledninger og rør, du gerne vil undgå at komme for tæt på, fortæller Karsten Pedersen, der er specialist i Geografiske InformationsSystemer (GIS) hos Vestforsyning. Han har det store overblik over Vestforsynings ledningsnet i Holstebro Kommune.
- Telefon- og fiberledninger er som sådan ikke farlige at grave over, men det kan hurtigt blive meget dyrt at reparere. Det er noget helt andet med el og ikke mindst vand, fjernvarme og kloakeringer, hvor du risikerer store lækager, jordfald og rotter, fortæller Karsten.
Bestil dit overblik hos LER
I stedet for at lukke øjnene og håbe på det bedste ved det første spadestik, er det godt givet ud at undersøge, hvor ledninger og rør ligger på din grund.
Vestforsyning har registreret alle forsyningens rør og ledninger ind til skellet. Fra skellet og ind til huset er det kun fjernvarmeledningen, som Vestforsyning ejer, der er registreret. Du kan se, hvor fjernvarmeledningen ligger ved at bestille en gratis ledningsoversigt via Vestforsynings hjemmeside.
For at få det fulde overblik over vand, fjernvarme, el, kloak, telefon og fibernet på din grund skal du benytte dig af Ledningsejerregistret (LER). Det er en tjeneste, der oftest bliver benyttet af entreprenører til store anlægs- og byggeprojekter, men som privat kan man også få del i LERs database. Alt der kræves, er et NEM-ID log-in.
- Det er en tjeneste, der er tiltænkt fagfolk, så det er en smule teknisk. Men på matrikeloversigten tegner man i princippet en streg, hvor man vil grave, og så modtager man en komplet ledningsoversigt inden fem hverdage, fortæller Karsten.
Private stikledninger vil dog ikke fremgå af LERs ledningsoversigt.
Er du i tvivl, så er det frem med spaden
Vestforsyning anbefaler altid, at man undersøger, hvor ledninger og rør ligger på grunden, inden gravearbejdet begynder. Vover du pelsen, så lad gravemaskinen blive i garagen, og find i stedet din bedste spade og dåsen med knofedt frem.
- Er man det mindste i tvivl, skal man gå forsigtigt til værks, og her er en spade og håndkraft den klart bedste løsning, fortæller Karsten.
Ofte vil man for elledninger ramme et rødt advarselsbånd ca. 10 centimeter inden, man støder på kablerne.
Som privatperson har man ikke pligt til at indhente ledningsoplysninger inden man graver på egen grund, hvis man allerede kender placeringen af ledningerne.
Kontakt os på vestforsyning.dk/ kontakt
Der er som udgangspunkt ingen brugerbetaling for at benytte LER, hvis man samlet set holder sine søgninger under 10 m2 pr. år. Overstiger man det, er der et gebyr på 0,011 kr. pr. m2. Kan man samlet holde sig under et beløb på 100 kr. pr. kalenderår bliver man ikke faktureret. Den samlede brugerbetaling kan ikke overstige 104.000 kr. inden for et kalenderår. Overstiges de 104.000 kr., er det efterfølgende gratis at forespørge i LER.

21

Her ses et udsnit af forsyningsledninger og -rør ved rundkørslen ved Nørreportcentret på Lægaardvej i Holstebro. Kilde: GIS Vestforsyning FAKTA
Du kan roligt lade børnene ”grave sig til Kina” i haven. Det kræver nemlig ihærdige og tålmodige børn, før de graver dybt nok til at nå kablerne.
