Liber - Oktober 2020 by Venstres Ungdom

L I BER - Coronakrisen, Landsstævne og MeToo -

STATEN STYRER IKKE COVID-19-PANDEMIEN Jonas Herby

HOLD AFSTAND Knud Meldgaard

SEXISME ER ET DEMOKRATISK PROBLEM, SOM STARTER ALLEREDE I UNGDOMSPARTIERNE Camilla Søe

LANDSSTÆVNE OG CORONA? - EN ANDERLEDES WEEKEND Maria Ladegaard

Staten styrer ikke covid-19-pandemien

4-5

Hold afstand

6-7

Jonas Herby, Specialkonsulent ved CEPOS

Knud Meldgaard, Chefredaktør på OMNIBUS og TRANSEUROPA

Hvad er værst: Corona eller Mettes håndtering af pandemien?

Kønsneutral frihed

Kristian Lausten Madsen, Landsformand Ivan Al-Hilali, Politisk ordfører

Sexisme er et demokratisk problem, som starter allerede i ungdomspartierne

10-12

Debatten, der ikke må dø

12-13

Landsstævne og corona? - En anderledes weekend

14-16

Camilla Søe, Initiativtager til #EnBlandtOs

Karen Frese, Kultur-, ideologi- og religionsordfører

Maria Ladegaard, Forperson for Landsstævneudvalget

Det nyvalgte Forretningsudvalg

Billeder fra Landsstævnet

18-19

Årets VU’er og -forening

20-21

Lucas Damsgaard, Formand for VU Lyngby-Taarbæk

CHEFREDAKTØR Rasmus Thingholm REDAKTION Trine Juul Jakobsen Caroline Møller Diego Andrés Flores BILLEDER Lucas Damsgaard KORREKTUR Ivan Al-Hilali Karen Frese

STATEN STYRER IKKE COVID-19-PANDEMIEN - Jonas Herby, Specialkonsulent i CEPOS -

vinterhalvåret slæber jeg dagligt mine regnbukser frem og tilbage på cyklen til arbejde. Jeg er lidt for mange gange blevet gennemblødt på vejen hjem, og risikoen for regn i de mørkere måneder er så tilpas stor, at det er besværet værd at tage bukserne med. Og sådan er mennesker jo. Vi reagerer på verden omkring os og tilpasser vores adfærd til de glæder og farer, der er udenfor. Men denne indsigt i menneskers adfærd har været bemærkelsesværdigt fraværende i diskussionen om statens håndtering af COVID-19-pandemien i Danmark. For ligesom jeg reagerer på skiftet i sæsonerne, reagerede danskerne i marts på COVID-19. Ret tidligt droppede danskerne håndtrykket og isolerede sig langsomt mere og

mere. Og nedlukningspressemødet d. 11. marts sendte dertil et utvetydigt signal. Effekten var tydelig. 12. marts var skolerne åbne men tomme. Forældre holdt deres børn hjemme og mange isolerede sig fuldstændig. Og på CEPOS blev vi alle sendt hjem. Effekten af vores (frivillige) adfærd – måske ansporet af pressemødet - var, at smitten faldt og faldt, om end vi langt fra kan afvise, at tilfældigheder og sæsoner betyder endnu mere. Mange var hurtige til at konstatere, at nedlukningen af økonomien virkede, og at statens synlige hånd havde sparet tusinder af dødsfald. Skræmmeeksemplet var Sverige, som ikke lukkede ned. Og England og andre lande – som lukkede ned mensomlukkede hårdt ned, men oplevede masser af dødsfald - havde

ganske enkelt lukket ned for sent, lød argumentet. Men er argumentet rigtigt? Var befolkningens frivillige reaktion på COVID-19-pandemien ikke vigtigere end statens synlige hånd? Teoretisk er der en række grunde til at tro, at statens synlige hånd ikke håndterer en pandemi så effektfuldt, som vi går og tror. For det første kan befolkningen omgå store dele af nedlukningen. Når barerne lukker, fester de unge til piratfester. Skal brylluppet lukke 24:00, starter festen tidligere. Derudover er der utilsigtede konsekvenser. Lukker man børnehaverne, bliver de små passet af deres mere sårbare bedsteforældre. Lukker man skolerne, bliver korte kontakter i skolen, afløst af færre, men mere intense kontakter i hjemmet. Og endelig reagerer folk på smitten ude i samfundet. Hvis nedlukningen af frisører rent faktisk reducerer smitten, vil danskerne blot slække på påpasseligheden i andre dele af samfundet. Præcis som jeg lader regnbukserne blive hjemme, når foråret viser sig, risikoen for regn falder. Og den nyeste forskning bekræfter faktisk teorien. Andersen et al. (2020) viser, at de ældste og mest udsatte reagerede kraftigere end de yngste på smittespredningen i samfundet. De ældste blev simpelthen mere hjemme, fordi det var relativt farligere for dem at gå ud. Folk forstår altså risikoen ved COVID-19. Chaudhry et al. (2020) finder, at “rapid border closures, full lockdowns, and wide-spread testing were not associated with COVID-19 mortality”, mens Bjørnskov (2020) “find no clear associ-

ation between lockdown policies and mortality”. Atkeson et al. (2020) finder en overraskende ensartet udvikling på tværs af lande og USA-stater, selvom de fører vidt forskellige politikker. Det tyder på, at det ikke er politikken, men andre ting, der driver udviklingen. Sebhatu et al. (2020) viser modsat, at det ikke er smitten, der driver politikken, men derimod nabolandenes politik. Vi lukkede ned i Danmark, fordi andre lande lukkede ned – ikke på grund af udviklingen i pandemien. Og måske lukkede vi – trods alt – ikke så hårdt ned som andre, fordi Sverige var relativt åbent. Nedlukninger af økonomien har altså næppe den effekt på pandemien, som vi troede i marts. Men hvad gør vi så? Min holdning er, at statens primære rolle bør være at give borgerne information, så de kan håndtere pandemien bedst muligt. De færreste ønsker at smitte deres medborgere og da slet ikke familie og kolleger. Men folk vil også leve deres liv. Derfor kan staten hjælpe med hurtig information om hvor smitten er, med hjælp til kontaktopsporing osv. Desværre tyder meget på, at staten fejler på disse punkter. Der er ikke lavet gode stikprøver af smittens udbredelse, SmitteStop-app’en havde fejl, kontaktopsporingen er mangelfuld osv. Folketinget og regeringen har åbenlyst haft nemmere ved at lave forbud og påbud, end løsninger der hjælper danskerne så godt som muligt igennem pandemien. Hvis politikerne tror, at de kan styre landet igennem pandemien, kan vi stå overfor en umådeligt trist vinter. Lad os håbe på det bedste. Og husk at holde afstand!

HOLD AFSTAND - Chefredaktør Knud Meldgaard, kultur og samfundsmagasinet OMNIBUS og magasinet TRANSEUROPA

BEGREBET AFSTAND HAR FÅET FLERE BETYDNINGER

LUKKEDE LANDET NED

Statsministeren lukkede landet ned i marts, og mange undrede sig over, at Venstre ikke reagerede mere aggressivt politisk, end man gjorde, men det var klogt af Venstre at lade Fru Frederiksen tage de første skridt på en ukendt vej for at se, hvordan hun klarede skærene. Dem klarede hun fint - i begyndelsen, men så ”knækkede filmen”, og regeringen blev mere famlende. Statsministeren begyndte at foretage kursændringer, der ofte blev understøttet af eksperterne på pressemøderne, hvor vi (medierne) hurtigt fik færten af, at der fandt en vis styring sted af folk fra især sundhedsmyndighederne.

fstand er normalt noget, vi forbinder med afstanden fra punkt A til B, og i disse coronatider har vi sat nøje afstande op mellem mennesker, ude eller inde eller hvad Fru Frederiksen nu, sammen med sit udvalgte entourage, finder på, og som så præsenteres på jævnlige pressemøder, hvor også repræsentanter og eksperter fra flere hold supporterer Statsministeren. Denne redaktør (Knud Melgaard, red.) har gennem mange år fulgt disse pressemøder, der i det sidste halve år nærmest har været ikoniske og tilløbsstykker på tv for mange danskere, der her er blevet præsenteret for de løsninger, regeringen har vedtaget ofte i samdrægtighed med flere af Folketingets partier, her ikke mindst med Venstre, der jo på papiret, er regeringens største oppositionsparti.

”Mor Mette” satte kursen, og den var politisk, og da den blev det, burde Venstre i højere grad være skredet ind, men partiet var/er handlingslammet, og ”når katten er ude…” og Venstres formand,

Jacob Ellemann-Jensen, ikke har haft den styrke, der skal til for at agere som oppositionens leder, hvilket er beklageligt, da det jo lagde ”afstand” til både partiet, regeringen og resten af Folketinget.

EN HANDLEKRAFTIG OPPOSITION At oventegnede, der tilhører venstrefløjen i dansk politik, skal tage sådanne ord som ”beklageligt” i munden, har en politisk baggrund. Med mere end 50 år på bagen i mediebranchen har jeg for mange år siden lært, at en dristig og handlekraftig opposition virker befordrende for den siddende regerings evne til at træffe de ”rigtige” beslutninger i de fleste politiske sammenhænge. Kort sagt, god politisk modstand gavner den siddende regering men viser også, når et valg står for døren, at der er et handlekraftigt alternativ til rådighed. Denne handlekraft er Venstre ikke i besiddelse af i disse ”for vort land så alvorlige tider”, så ikke mindst Venstres ungdom, der jo næppe ønsker at overtage et fallitbo, må anstrenge sig i deres medvirken til at løse partiets krise for så, på et senere tidspunkt, at kunne stille med et troværdigt alternativ til den nuværende regering. Altså, som en begyndelse, en mindre ”afstand” mellem den nuværende regering og Venstre til gavn for landet.

LANGT IND I 2020 Coronakrisen er ikke på vej til at slutte, tværtimod! Det er en opfattelse, mange har fået, når de hører og ser regeringens tiltag på den ene eller anden front. Men hvis man gør sig ulejlighed med at lytte til de eksperter, der ikke er under Fru Frederiksens åg, f.eks. udenlandske forskere og andre med indsigt i pandemier, så er der blandt dem ingen ”afstand” i opfattelsen, men kun enighed om, at

pandemien kun lige er begyndt og vil strække sig langt ind i 2022. Det står ikke på min politiske ønskeliste, at Venstre skal overtage regeringsmagten – sporene efter Lille Lars fra Græsted skræmmer, men det står absolut på min ønskeliste at Venstre skal være et så stort oppositionsparti, at de medvirker til at lægge ”afstand” til både den yderste venstrefløj og - ikke mindst - den yderste højrefløj. Det betyder, at Venstre snart skal beslutte sig for, hvem der skal lede partiet ind i en periode, der ikke kun vil være præget af Coronapandemien eller perioden efter, men også vil være præget af de andre store, verdensomspændende problemer, der trænger sig på. Klimaet og miljøet er p.t. kommet lidt på ”afstand”, men det bliver de ikke løst af, tværtimod. Det er derfor tvingende nødvendigt, at Venstre, og dermed også VU, får løst de interne problemer og får sat et stærkt hold, der, sammen med et stærkt Socialdemokrati, formår at løse både vore nationale problemer og på den internationale arena kan signalere, at vi i Danmark er værdige og kompetente deltagere i kampen mod de globale udfordringer, der, langt mere end Corona, truer med udslette kloden. Venstre skal altså tage stilling til, om Ellemann-familien fortsat skal stå ved roret, og her er det måske værd at pege på en anden Ellemann, der kunne fører Venstres fane videre, nemlig Karen Ellemann. Nå, nu er jeg jo ikke politisk rådgiver for hverken Venstre eller VU, så jeg siger bare tak for at VU lod mig komme til orde, den politiske ”afstand” til trods.

HVAD ER VÆRST: CORONA ELLER METTES HÅNDTERING AF PANDEMIEN? - Kristian Lausten Madsen, Landsformand -

å blev også vi, i Venstres Ungdom, ramt af coronaen anden bølge her i Danmark. De første medlemmer var allerede ankommet til Vejen Idrætscenter, og mange flere sad i en bus på vej mod årets Landsstævne i VU. Mette Frederiksen gik på sin egen talerstol til pressemøde i Statsministeriet. Der blev varslet strengere retningslinjer – men umiddelbart ikke noget, som ville ramme VU og årets landsstævne. Alligevel besluttede vi, på ansvarlig vis, at skære søndagsprogrammet og gallafesten. Men vi fik valgt en ny ledelse og både diskuteret samt vedtaget en masse god politik. Alt i alt et par gode dage, som jeg ikke ville være foruden! Værre gik det dog ugen efter. Situationen lignede til forveksling den gyser, som vi havde gennemgået ugen før. Men denne gang gik Mette skridtet videre, og resultatet blev at et ellers ansvarligt spejderstævne måtte lukkes af politiet, og adskillige bryllupper og familiefester måtte aflyses med mindre end 24 timers varsel. Jeg må bare sige, at jeg synes regeringens coronahåndtering i de seneste mange måneder har været decideret skrækkelig! Magtfuldkommenheden er steget Mette, og de andre Sosser, til hovedet. Hvorfor skal alle coronastramninger varsles fredag eftermiddag, når folk typisk har planlagt vigtige familiefester lørdag? Et stort problem med regeringens

håndtering er manglen på gennemsigtighed og forudsigelighed for private og virksomheder. Regeringens tiltag virker tilfældige og er umulige at forudsige. I stedet bør man lade sig inspirere af Irland, som har en enkel og logisk oversigt over forskellige niveauer af smittetryk. Så kan borgerne følge med i smitteudviklingen og på forhånd vide hvilke restriktioner som sætter ind på hvilke niveauer. Et andet stort problem er de restriktioner, som hviler på et meget tyndt empirisk og videnskabeligt grundlag, men som får fatale konsekvenser for dem som rammes. Her er eksempelvis vores danske udendørs fodboldstadioner, hvor vi i foråret så, hvordan man sagtens kan samles flere tusinde på forsvarlig vis og med god afstand – men her gælder alligevel begrænsnings på 500 personer. Et andet eksempel er restauranter og barer, som lukker ned kl. 22, hvilket får den konsekvens, at alle tager hjem fra byen på samme tid og derved sidder i overfyldte busser, hvor det ikke er muligt at holde passende afstand. Nyeste skud på stammen, er den gale nedslagtning af raske mink i hele Danmark. Beslutning hviler på meget tynd empiri, men har fatale konsekvenser for landmændene som kun får 20% kompenseret af staten. Konsekvenserne for de berørte er uoverskuelige, men vores regering er både døv og magtfuldkommen.

KØNSNEUTRAL FRIHED - Ivan Al-Hilali, Politisk ordfører -

ænds personnummer ender på et ulige ciffer, mens kvinders slutter med et lige ciffer. Sådan er det i dag, men behøver det virkelig at være sådan, at de numre staten har udstyret os med, samtidig skal sladre om, hvilket køn vi er? Det synes at være en forældet og, for ikke at nævne, rigid forståelse af, hvordan det er at være individ. Under tiden udvaskes det individuelle i individet, hvis man fra barnsben ikke selv kan vælge. Jeg er klar over, at såvel opdragelse som andre ting i samfundet spiller ind og har effekt på, hvordan ’man føler sig’, men hvorfor skulle et barn kunne føle sig som ’et forkert køn’, hvis ikke voksne har blandet sig, enten velmenende eller fordømmende, i en ellers naturlig leg om deres identitet? Men overskyggende er dette argument ikke overfor, at man for pubertetsbørn og andre voksne, som virkelig møder modstand i deres liv, når de ikke selv kan vælge, hvilket køn de er, bør finde en løsning i dag snarere end i morgen. Da personnummeret blev indført i 1968 ved folkeregisterloven, så samfundet meget anderledes ud. Den nødvendige implikation heraf er, at man – selvfølgelig – ikke havde påtænkt et kønsneutralt personsummer, og det skal ingen holdes til indtægt for, men det er på sin plads at sige, at samfundet i dag ser anderledes ud; Såvel homoseksualitet som transkønnethed er – og heldigvis for det – mere accepteret i verden end det var, da man indførte folkeregisterloven i Danmark. Er vi i mål? Nej.

Men løsningen på problemet ser efter alt at dømme ud til at være nemmere end som så: Et kønsneutralt personnummer synes at være et let ’indgreb’, som har såvel en stærk signalværdi som en reel løsning på, at staten ikke længere internaliserer sig ved noget så intimt som individers ret til at bestemme, hvilket køn de måtte være. Et kønsneutralt personnummer bør være en kamp, som alle liberale i Danmark kæmper for. Friheden til forskellighed, og dermed til at være lige den, man vil være, vægter, i min optik, højere end den administrative- og økonomiske byrde, der potentielt vil være forbundet med indførelsen af et kønsneutralt personnummer. Som det tolerante, oplyste og LGBT-forgangssamfund vi er, bør vi acceptere individers ret til ikke at blive påduttet et køn fra staten. I Danmark skal ingen individer redegøre for sin kønsidentitet overfor staten; i alt fald er det mit store ønske for resten af 2020, at en ellers glemt, liberal kamp bliver taget op – samtidig håber jeg, at det kan give en spillover-effekt til andre områder såsom fx liberalisering waf navneloven, så fx transpersoner kan skifte et ’kvindenavn’ ud med et ’mandenavn’, selv om de ikke har gennemgået et kønsskifte. Trods den kønsneutrale frihed kan synes om et ideologisk forsøg på at ophæve kønsbetegnelsen i samfundet, er det snarere en reel frihedskamp, hvor det enkelte individ får friheden til at bestemme over sit eget liv.

Lørdag

322 kvinder i dansk politik i opråb mod sexisme og overgreb 322 kvinder, som er eller har været politisk aktive i otte partier, har skrevet under på et debatindlæg, hvor de beretter om et stort omfang af sexisme og fysiske krænkelser til politiske møder, på Christiansborg og i sociale sammenhænge i partierne. Kvinderne kræver handling. Politiken bringer i dag deres debatindlæg, navnene på underskriverne – og beretninger, som 79 af kvinderne deler anonymt. Politiken kender deres identitet. Fire af beretningerne kan læses her. Sigrid Friis (Radikale Venstre), Freja Fokdal (Radikale Venstre), Camilla Søe (Venstre), Maria Gudme (Socialdemokratiet), Clara Halvorsen (Radikale Venstre), Louise Lindskrog (Socialdemokratiet), Marta Hoffmann (Socialdemokratiet), Aida Ammary (Enhedslisten), Katrine Fugl (tidl. Venstre), Pernille Birch (tidl. Konservative), Malene Hall (Liberal Alliance), Signe Bøgevald (Liberal Alliance), Emma Have (Liberal Alliance), Hira Nadeem (Liberal Alliance), Amalie Jensen (Liberal Alliance), Silke Anna Hein, (Liberal Alliance), Maya Bengaard (Liberal Alliance), Line Brændgaard Christensen (Liberal Alliance), Laura Ventrice (Liberal Alliance), Katrine Monrad (Venstre), Ditte Wedege (Liberal Alliance), Annika Skov (Liberal Alliance), Lene Horsbøl (Venstre), Sarah Gruszow Bærentzen (Radikale Venstre), Katrine Fischer (Liberal Alliance), Ditte Scharling (Liberal Alliance), Sofie Beck (tidl. Liberal Alliance), Caroline Valentiner-Branth (Radikale Venstre), Freja Holm Kristensen (Radikale Venstre), Sofie Johanna Kuhn , (Radikale Venstre), Anne Sophie Lyskjær Noer (Venstre), Katrine Kildgaard (Radikale Venstre), Louise Ahle (Venstre), Anna Dose (Venstre), Karen Holmkvist Frese (Venstre), Maria Mejse Mortensen (tidl. Radikale Venstre), Malene Lausten Hartvigsen (Venstre), Clara Frydenberg (Venstre), Anne-Sofie B. Mikkelsen (Radikale Venstre), Mette Oxholm (tidl. Venstre), Kira Marie Peter-Hansen (Socialistisk Folkeparti), Sofie Louise Rønholt Carlø (Socialistisk Folkeparti), Cecilia Zade Iseni (Konservative), Lea Friedberg (Socialdemokratiet), Julie Nymark (Venstre), Emma Marie Kongsbak Bertelsen (Venstre), Sofie Lippert (Socialistisk Folkeparti), Birgitte L. Søe (tidl. medlem af Venstre), Feline Drachmann (Venstre), Clara Sadolin (Venstre), Kristine Milling Oddershede (Venstre), Cille Hald Egholm (Venstre), Olivia Barkou Madsen (tidl. medlem af Venstre), Esther Bæk Farsøe (Socialistisk Folkeparti), Tina-Mia Eriksen (Konservative), Laura Rosenvinge (Socialdemokratiet), Karoline Vind (Socialistisk Folkeparti), Tammy Saenwicha Nielsen (Liberal Alliance), Sofie de Bretteville Olsen (Socialdemokratiet), Sofie Kohsel (Venstre), Else Marie Haurum (Liberal Alliance), Elisabeth Bast Laurents (Liberal Alliance), Nanna Bonde (Socialistisk Folkeparti), Freja Thomsen (Liberal Alliance), Laura Bøgevald (Liberal Alliance), Eva Busch (tidl. medlem af Venstre), Emilie Jäger (Liberal Alliance), Ida Veicherts (Liberal Alliance), Nicoline Gaardsøe (tidl. medlem af Venstre), Frederikke Rosenberg (Liberal Alliance), Annelouise Hvilshøj (Liberal Alliance), Katrine Skov-Hansen (Alternativet), Annika Clemens (tidl. medlem af Venstre), Anna A. Rosendal (tidl. Venstre), Sofie Christensen (Venstre), Astrid Aller (Socialistisk Folkeparti), Natasja Madsen (tidl. medlem af Venstre), Rikke Møller (Venstre), Nanna Grimstrup (Venstre), Juliane Jenvall (Venstre), Victoria Francke (Venstre), Rikke Alexandrine Troelsen (Liberal Alliance), Ditte Fredensborg (Socialdemokratiet), Nana Alrø (Venstre), Emilie Østergaard Knudsen (tidl. Alternativet), Emilie Serina Pil Rasmussen (Venstre), Sara Rønning-Bæk (Venstre), Kathrine Kjær (Radikale Venstre), Venessa Bank (Venstre), Signe Vind Krogh-Jensen (Radikale Venstre), Emma Sjørvad (Socialistisk Folkeparti), Sidsel Hjorth (Konservative), Nafisa Fiidow (tidl. Alternativet, nu Socialistisk Folkeparti), Amalie Lindkær Leth Jensen (Liberal Alliance), Trine Curting (tidl. Venstre), Anna Ockelmann (Socialistisk Folkeparti), Natasha Høyer (Venstre), Amanda Duus (Venstre), Simone Basse (Konservative), Jenny Tram Nguyen (Venstre), Victoria Brohus (Radikale Venstre), Mathilde Heinze (Venstre), Caroline Masello Horsens (Venstre), Anne Sofie Vestergaard Poulsen (Venstre), Nadja Rosing Larsen (Venstre), Ida Marie Larsen Tørnæs (Venstre), Caroline Breinholt (Radikale Venstre), Karina Bergmann (Konservative), Jino Victoria Doabi (Radikale Venstre), Kristin Blach Petersen (Venstre), Rebecca Hovgaard (Venstre), Signe-Mie Riis Jensen (Radikale Venstre), Mette Kildegaard Hansen (Radikale Venstre), Karoline Bjørk Christensen (Venstre), Franciska Dis Brodersen (tidl. Radikale Venstre), Martine Brumsbjerg (Venstre), Trine Juul Jakobsen (Venstre), Petrine Louise Johannesen (Venstre), Isabel Havndrup Aackmann (Radikale Venstre), Helene Marie Andersen (Venstre), Line Klarskov (Venstre), Agathe Engell (Radikale Venstre), Maria Georgi Sloth (Radikale Venstre), Anna Kjær (Socialistisk Folkeparti), Nicoline Højlund

Lauritsen (Venstre), Josefine Westen Michaelsen (Venstre), Ida Oehlenschlæger Rasmussen (Radikale Venstre), Maria Lagoni Andersen (Venstre), Laura Marie Sinius Månsson (Socialistisk Folkeparti), Sinem Demir (Enhedslisten), Ellen Kirstine Jensen (Radikale Venstre), Lotte Kofoed (Socialistisk Folkeparti), Mette Isaksen (Socialistisk Folkeparti), Fanny Broholm (Alternativet), Charlotte Lund (Enhedslisten), Lea Nielsen (Radikale Venstre), Jeanette Kusk (Enhedslisten), Anne Hegelund (Enhedslisten), Julie Wessman Eir (Radikale Venstre), Mathilde Mørch (Venstre), Anna Overlund Sørensen (Socialistisk Folkeparti), Astrid Vang Hansen (Enhedslisten), Jenny Maria Jørgensen (Radikale Venstre), Marie Sønderhaven Christophersen (Venstre), Rosalina Svane Christensen (Enhedslisten), Maya Hultmann Sloth (Venstre), Trine Simmel (Enhedslisten), Elsebeth Frederiksen (Enhedslisten), Thea Lyngklip Kjeldgaard (Enhedslisten), Carina Høedt (Konservative), Katrine Larsen (Venstre), Terese Weng (Radikale Venstre), Ninna Hedeager Olsen (Enhedslisten), Marianne Rohde (Enhedslisten), Clara Overgård Christensen (Venstre), Nina Ericsson (Enhedslisten), Maria Sofie Petersen (Enhedslisten), Lone Degn (Enhedslisten), Lea Fadakar (Enhedslisten), Ina Degn Woods (Enhedslisten), Emma Marie Poorthuis (Socialdemokratiet), Maria Helene Riber (Socialdemokratiet), Stinna Gammelgaard (Enhedslisten), Rosa Sulaiman (Socialdemokratiet), Kathrine Øster (Venstre), Hanna-Louise Schou Nielsen (Enhedslisten), Kristina Gammelgaard-Larsen (Enhedslisten), Ronja Rose Ravnskov (Socialistisk Folkeparti), Anne Skau Styrishave (Radikale Venstre), Ditte-Marie Thejsen (Enhedslisten), Caroline Holdflod Nørgaard (Socialdemokratiet), Alma Clement Kristensen (Socialdemokratiet), Signe D. Jørgensen (Enhedslisten), Sonja Marie Jensen (Socialdemokratiet), Bodil Garde (Enhedslisten), Mette Bjerre (Socialistisk Folkeparti), Marie Birgitte Lassen (Enhedslisten), Tina Vejby (Enhedslisten), Signe Havskjær (Socialdemokratiet), Maria Temponeras (Enhedslisten), Rose Sloth Hansen (Socialdemokratiet), Maria Liv Kjærgaard (Socialdemokratiet), Anneline Larsen (Socialdemokratiet), Mimoza Murati (Enhedslisten), Line Mastrup (Socialdemokratiet), Signe Lund Jensen (Enhedslisten), Ronja Toxværd (Enhedslisten), Marianne Rosenkvist (Enhedslisten), Anne Mette Isabel Nielsen (Enhedslisten), Trine Madsen (Socialdemokratiet), Thea Bang (Radikale Venstre), Stine Eiby (Socialdemokratiet), Cecilie Roed Schultz (Enhedslisten), Malou Astrup Clemmensen (Socialdemokratiet), Marianne Thorius Ruskjær (Enhedslisten), Michella Lescher (Socialistisk Folkeparti), Marie Agnete Lønholdt Juhl 8 (Enhedslisten), Nikoline Brockenhuus Rindung (Socialdemokratiet), Charlotte Crockett Jørgensen (Socialdemokratiet), Runa Friis Hansen (Enhedslisten), Elise Sydendal (Socialistisk Folkeparti), Anna Sommer Harrits (Socialdemokratiet), Sarah Lindholm (Radikale Venstre), Lisbeth Torfing (Enhedslisten), Marianne Jasmine Søgaard (Socialdemokratiet), Trine Høffding Ibsen (Socialdemokratiet), Agnes Holst (Enhedslisten), Laura Kofod (Enhedslisten), Pernille Toft (Radikale Venstre), Anahita Malakians (tidl. medlem af Venstre), Nanna Silke Ploug (Socialdemokratiet), Nina Möger Bengtsson (Socialdemokratiet), Caroline Amalie Hertel (Socialdemokratiet), Anna Aaen (Enhedslisten), Bianca Vitting Montenegro (Socialistisk

Én blandt os har oplevet at få en finger stukket op i skridtet af et folketingsmedlem til et landsmøde under festen, hvor hun dansede med en anden partifælle. De fandt det begge vældigt morsomt

Én blandt os blev til et politisk landsmøde spurgt af et mandligt medlem, om den korte kjole var et tegn på, at hun gerne ville kneppes af ham senere

Folkeparti), Stine Mie Stausgaard (Socialdemokratiet), Simone Strandsbjerg (Socialdemokratiet), Ida Mosegaard (Radikale Venstre), Julie Diederichsen Juhler (Socialdemokratiet), Sørine Rasmussen (Enhedslisten), Anne Katrine Dalsgaard (Socialdemokratiet), Christina Celeste Nielsen (Enhedslisten), Sally Morks (Enhedslisten), Robin Jæger (Enhedslisten), Katrine Isabella Lund (Venstre), Maja Vedel Dyrkjær (Socialdemokratiet), Nilly Taheri (Socialdemokratiet), Ditte Helene Rasmussen (Socialistisk Folkeparti), Julie Ruby (Radikale Venstre), Julie Weile (Socialdemokratiet), Ida Skovgaard (Venstre), Cecilie Jensen (tidl. Radikale Venstre), Sofie Kümpel (Socialdemokratiet), Anne Pilgaard (Socialdemokratiet), Camilla Schwalbe (Socialdemokratiet), Aurora Elizabeth Krasniqi (Socialdemokratiet), Emilie Preuss (Venstre), Jeanne Toxværd (Enhedslisten), Frederikke Smed Mikkelsen (Socialdemokratiet), Sofie Revall (Socialdemokratiet), Johanne Kildesgaard (Enhedslisten), Anna Brændemose (Socialistisk Folkeparti), Amanda Irina Larsen (Socialdemokratiet), Elisabeth Liv Bjerregaard Christensen (Socialdemokratiet), Sidsel Stoustrup (Enhedslisten), Christine Rahr Rasmussen (Venstre), Sofie Berg Axelsen (Socialdemokratiet), Sophia Rosa Almstrup (Enhedslisten), Hildur Hagbarth Johnson (Enhedslisten), Frederikke Møllmann (Socialdemokratiet), Cecilie Sværke Priess (Socialdemokratiet), Sørine Blaaberg Neumann (Socialdemokratiet), Signe Kaulberg (Socialdemokratiet), Kirstine Jansdorf (Enhedslisten), Anastasia Kratschmer (Enhedslisten), Marie Hastrup Brisson (Konservative), Emilie Farø (Tidl. Venstre), Emma Skovgaard Jørgensen (Konservative), Emma Munk (Socialdemokratiet), Emma Kimmer Bønnelykke Nielsen (Socialdemokratiet), Lea Bille Sømod (Konservative), Cecilie Nissen Knudsen (Konservative), Anna Sofie Zaar Hastrup (tidl. Socialdemokratiet), Bolette Aagaard (Socialdemokratiet), Kristine Jonassen (Socialdemokratiet), Sarah Nørris (Enhedslisten), Inger-Kirstine Benzon (Socialistisk Folkeparti), Cea Bæk Iversen (Alternativet), Barbara Eysturoy (tidl. Socialdemokratiet), Dianna Christina Pedersen (Konservative), Julie Frølich (Socialdemokratiet), Josefine Paaske (Venstre), Frederikke Werther (Socialdemokratiet), Mette Knoth (Socialdemokratiet), Freja Hvid Kirchert (Enhedslisten), Tilde Hesteng Byrialsen (Socialdemokratiet), Sigrid Bonfils (Konservative), Mathilde Albæk Lauridsen (Socialdemokratiet), Anne Kristine Baldus (Enhedslisten), Frida Karoline Skytt (Socialdemokratiet), Feodora Wester (Socialdemokratiet), Mathilde Vinther (Enhedslisten), Charlotte Welzel Andersen (Konservative), Astrid Seerup Hass (Socialdemokratiet), Emilie Werther (Socialdemokratiet), Sara Sørensen (Radikale Venstre), Asta Christensen Otto (Socialistisk Folkeparti), Anna Haugsted Dehn (tidl. Radikale Venstre), Astrid Bisgaard Schmidt (Socialdemokratiet), Maria Pryds Frederiksen (Konservative), Maria Eichhorn (Alternativet), Terese Rønne (tidligere S), Dagmar Gorica Petersen (Radikale Venstre), Cæcilie Andersen (Enhedslisten), Emilie Kirstine Thorgaard Henriksen (Radikale Venstre), Julie Christensen (Konservative), Laura Pedersen (Socialdemokratiet), Line Bak (Konservative), Camilla Dreyer (Konservative), Sisse Marie Welling (Socialistisk Folkeparti), Maja Lorentzen (Venstre), Trine Chilie Thode (Socialistisk Folkeparti), Karin Dinsen (Socialdemokratiet), Charlotte Amalie Frejlev (Konservative), Vibeke Lincke Madsen (Socialdemokratiet), Simone Tofte Jensen (Socialdemokratiet), Marianne Bigum (Socialistisk Folkeparti), Amalie Lund Jensen (Socialistisk Folkeparti), Emma Kimmer Bønnelykke Nielsen (Socialdemokratiet), Camilla Victoria Moll Niemann (Venstre), Rikke From (tidl. Socialdemokratiet), Mette Annelie Rasmussen (Radikale Venstre), Cecilia Lonning-Skovgaard (Venstre), Kristine Kryger (Radikale Venstre), Helene Fagerhøj (Konservative), Ida Heise (Radikale Venstre), Caroline Marie Gehlert Hansen (Radikale Venstre), Line Amrita Andersen (Konservative), Melina Kathrine Andersen (Socialistisk Folkeparti), Line Petersen (Socialistisk Folkeparti), Anja Katrine Søndergaard (Socialistisk Folkeparti), Pernille Knudsen (Enhedslisten),

Én blandt os har som helt ung i partiet fået en opfordring fra en lokal formand til at komme hjem til ham for at ’gøre rent’ iført rød læbestift. Ingen af de andre partifæller, der hørte det, sagde noget

Én blandt os blev spurgt af en politisk kollega, om hun har en tilfreds kæreste. Da hun spurgte ind til, hvad han mente, spurgte han om, hun »spiser sæd til morgenmad«

Interview med initiativtagere og partier: »Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg læser de her udsagn« 1. sektion side 4-5 322 kvinders debatindlæg og 79 beretninger om sexisme og overgreb i de politiske partier Debat forside og side 2-3

Hornbæk Skibshandel Hornbæk Skibshandel Parajumpers skibshandlen.dk facebook.com/hornbaekskibshandel facebook.com/hornbaekskibshandel

RALPH LAUREN

Masser Masserafaftilbu tilb - 30% - 30%-

10 Parajumpers

skibshandlen.dk

Parajumpers Parajumpers

20% discount

RAL

on all

nabolandskanalerne.dk

26. sept. 2020 Årgang 136. Nr. 362 Pris 40,00 Kundecenter Politiken 70 15 01 01 1. udgave www.politiken.dk

POLITIKEN MENER

Sexismens nye ansigt Opgør med sexisme skal ske i alle samfundslag.

vindernes beretninger ryster sjælen og rusker samfundet. En blev bedt om at sende »udfordrende billeder« af sig selv til en mandlig kollega . En anden bliver spurgt, om hun »spiser sæd til morgenmad«. En tredje spørges af en mandlig kollega til landsmøde, om hun gerne »ville kneppes«, fordi hun havde en kort kjole på. Den næste bølge af kuldegysende vidnesbyrd om sexisme og grænseoverskridende adfærd skyller ind over landet. Denne gang rammer tidevandsskiftet demokratiets centrum: landets kommuner, byråd, ungdomsorganisationer, partierne og på Christiansborg. På denne forside står 322 kvinder frem for sammen at gøre op med det, de selv har oplevet, været vidne til eller har hørt om fra det politiske miljø. Kvinderne er trådt frem på blot 48 timer på tværs af politiske partier som en slet skjult og velanbragt protest mod Inger Støjberg og andre politikere, der i ugens løb har forsøgt at negligere sexismedebattens grundlag og omfang. Opgøret vidner også om den sandhed, ingen længere kan lukke øjne og ører for: Sexisme og sexchikane er ikke begrænset til særlige brancher eller isolerede miljøer. Den er en integreret del af vores måde at være samfund på, og den skal derfor anerkendes og løses som netop et samfundsproblem. Først var det film- og kulturbranchen, så kom turen til mediebranchen, og nu brydes tavsheden af modige kvinder, der med deres egne erfaringer kaster lys over et mørkeland af undertrykte og ufortalte historier om sexisme og chikane. INTET STED er det derfor mere relevant og påkrævet at gå op mod tidligere tiders magtstrukturer end netop der, hvor magtens symboler samles og forvaltes: i vores demokratiske institutioner og organisationer. De politikere, der bestemmer over os andre, må ikke bare gå forrest. De må gå op mod deres egen magt, fordi de selv er en del af det problem, der skal løses. Himmelråbende vanvittigt er det derfor, at Folketingets Præsidium med Henrik Dam Kristensen (S) og Karen Ellemann (V) i spidsen i denne uge har mødt de åbenlyse problemer med hændervridende nøl og valenhed. Ellemann siger, at hun ikke »kan genkende billedet af særlige problemer med sexisme«, og Dam Kristensen har trykket på den store pauseknap ved at erklære, at han nu vil indhente erfaringer fra andre landes parlamenter. Herre jemini, Danmark har lige nu brug for alt andet end et Folketing, der på den måde lukker øjnene eller kigger den anden vej. Vi har brug for at lytte til den primært yngre generation, der har modet og viljen til at sige fra. Vi har brug for politikere og magthavere, der tør gå op mod deres – og vores – egen magt. Både i det politiske miljø, i kultur- og mediebranchen og alle de andre steder i samfundet, hvor sexisme og grænseoverskridende adfærd har gjort os til et land, vi ikke skal være. cj

SEXISME ER ET DEMOKRATISK PROBLEM, SOM STARTER ALLEREDE I UNGDOMSPARTIERNE - Camilla Søe, Initiativtager til #EnBlandtOs -

n tsunami har ramt dansk politik gennem den seneste måned. Det startede med et opråb, hvor 322 kvinder bredt repræsenteret i det politiske spektrum stod sammen om at understrege, at sexisme er et udbredt og omfattende problem i dansk politik, som trives i bedste velgående lige fra bestyrelsesmøder til Christiansborgs gange og de politiske landsmøder. Hele vejen igennem har vi understreget, at det ikke handler om flirt eller kærlighed i politik. Der skal være plads til begge dele, og flere af mine nærmeste venner har mødt hinanden gennem politik. Men kærlighed starter altså ikke med en hånd, der sniger sig op ad et inderlår, når den hånd ikke er velkommen – og da slet ikke, når hånden tilhører en af landets mest magtfulde mænd. Hvad der startede som en kronik initieret af fire kvinder fra henholdsvis RV, S og V, endte som forside på Politiken og fik hele det politiske Danmark op ad stolene og ind bag tastaturerne. Hurtigt kom reaktionerne fra landets partiledere på Christiansborg. De var rystede, forfærdede, overraskede og chokerede. Når debatten har fået så stor gennemslagskraft i Danmark, skyldes det flere ting. Dels skyldes det Sofie Lindes opråb for rullende kameraer

til Zulu Comedy Galla, hvor hun beskrev, hvordan en stor tv-kanon havde truet med at smadre hendes karriere, hvis ikke hun suttede hans pik til en julefrokost hos Danmarks Radio. Dernæst skyldes det, at Danmark ikke reelt set har haft en #metoo-bølge før. Det har skvulpet lidt i mediebranchen, men det var også det, der ramte Danmark i 2017. Og så skyldes det, at vi nu har givet journalisterne en krog, som gør, at de rent faktisk kan skrive de her historier. Det siges, at rygters hastighed er hurtigere end lysets på Christiansborg, og det er derfor også nærliggende at forestille sig, at journalisterne i årevis har kendt til nogle af de historier, som pibler frem de uger her. Den danske

→

presse har dog ikke haft for vane at skrive om slibrige detaljer, og her er krogen også en anden end blot dyneløfteri – krogen handler om magt og magtmisbrug. Politik er bygget op omkring relationer. Man har brug for relationer i politik, for ellers står du meget alene. Det kræver stærke relationer at blive valgt som formand for sin lokalforening. Det kræver stærke relationer at føre kampagne. Det kræver stærke relationer at få en kreds til folketinget, og vores nuværende regering er måske det mest åbenlyse eksempel på, at det i udpræget grad også er vigtigt med stærke relationer, hvis man går rundt med ministerdrømme. Når du kombinerer relationer og loyalitet – også overfor dit parti – med magt, så har du den cocktail, som er så farlig og som er medvirkende til, at krænkere i årevis har kunnet slippe

afsted med den adfærd, som har vist sit grimme ansigt i dagspressen gennem de seneste uger. Det er magten, der er medvirkende til, at ofre ikke er stået frem før nu, og det er magten, der gør, at det er så svært at råbe op om et problem. Nu er der en platform. Nu står vi på skuldrene af hinanden. Nu vil vi ikke længere acceptere, at højtprofilerede politikere udnytter deres magt på andre mennesker. Sexisme er et kæmpe demokratisk problem, fordi det afholder nogle særligt kvinder - fra at engagere sig politisk, fordi de har skullet finde sig i lumre kommentarer, hænder på låret, trusler om at få ødelagt politiske karrieremuligheder, slikken på halsen og ufrivillige seksuelle tilnærmelser. Jeg håber og tror, at det for de fremtidige generationer bliver mere trygt at bevæge sig ind på den politiske scene.

DEBATTEN, DER IKKE MÅ DØ - Karen Frese, Kultur-, ideologi- og religionsordfører -

exismedebatten har for alvor fået fat i dansk politik. Men i modsætning til debat om velfærd, klimakrise og skattelettelser, har sexismedebatten akut brug for kunstigt åndedræt, så vi kan få diskuteret og debatteret alle nuancerne. Måske er du allerede træt af, at der snakkes så meget om sexisme. Måske synes du, at der tegnes et billede

af, at der mænd mod kvinder – og at alle mænd er onde krænkere. Måske tænker du, at man ikke bør hive sager frem, som ligger mange år tilbage, men at man skulle have sagt fra i situationen. Det er misforståelse af den kamp for bekæmpelse af sexisme, særligt i dansk politik, som jeg ønsker at kæmpe. Hvis man kun læser Ekstra Bladets overskrifter, kan jeg dog godt forstå, hvorfor det kan

føles som debattens indhold. Jeg håber dog, at du får et mere nuanceret billede her, og jeg håber, du vil læse med til sidste punktum. Jeg bliver tit mødt af den holdning, der siger, at man bare skal sige fra, hvis man bliver krænket eller udsat for overgreb, da det er den eneste måde, vi kan komme dette til livs. Jeg er ikke enig. Selvfølgelig skal der skabes bedre rammer for, at man som offer kan sige fra, men vi er nødt til at anerkende, at der i politik hersker magtstrukturer, som vi ikke

ter behandles. Vi må ikke normalisere en tilgang, der siger, at man ”bare” skal sige fra. Først og fremmest kan man sagtens ende som offer, hvis et nej ikke respekteres. Dernæst kan det ikke passe, at der skal være så meget fokus på, hvordan man slipper ud af krænkerens klamme greb. Fokus skal være, hvordan vi for folk til at lade være med at krænke, så vi alle kan føle os trygge. For VU er et godt sted at være for rigtig, rigtig mange. Det skal det blive ved med at være.

altid selv er klar over. Magtstrukturerne kan nemlig gøre det helt afsindigt svært at sige fra. Måske er man pludselig blevet lokalforeningsformand, ordfører eller FU’er, og man er dermed gået fra at være menigt medlem til lige pludselig at være i en situation, hvor andre ser op til én. Derfor er der også brug for knivskarp uddannelse af vores ledende personer i vores forening, for det er svært at lede unge, når man selv er ung, og det er svært at skulle lede sine venner – og måske endnu sværere at håndtere, når de ikke opfører sig ordentligt og praktiserer sexistisk adfærd. Vi har alle sammen et ansvar. Men det er i første omgang ledelsens ansvar at skabe en tryg kommandovej, så man ved lige præcist, hvem man skal gå til, hvis man oplever noget ubehageligt – og hvordan det heref-

Hvis du har oplevet noget, du har brug for at dele eller har brug for hjælp til at tage videre, skal du altid være hjertens velkommen til at kontakte mig. Jeg lover dig, det forbliver fortroligt. Jeg kan kontaktes på karen.frese@hotmail.com, 22 88 86 83 eller på Facebook (Karen Frese).

LANDSSTÆVNE OG CORONA? - EN ANDERLEDES WEEKEND - Maria Ladegaard, forperson for Landsstævneudvalget -

sidste måned afholdt vi, i VU, vores årlige Landsstævne. Man kan vist roligt sige, at det ikke blev som noget, vi har prøvet før, og bestemt heller ikke som forventet. Mandagen før Landsstævnet ringer jeg til Kristian Lausten. Vi har i perioden op til været i næsten daglig kontakt om Landsstævnet. Kan det blive til noget? Hvis ja, hvordan? Hvis nej, hvordan og hvornår skal vi aflyse? Og skal vi rykke det i stedet? Kun 16 dage inden den mandag havde vi, i Landsstævneudvalget, besøgt Vejen Idrætscenter for første gang. De havde, mod alle odds, plads til os, selv med meget kort varsel. Bygholm Landbrugsskole, hvor vi siden januar havde planlagt at holde Landsstævne, havde ikke plads nok til et coronasikret Landsstævne. Vi havde, for at sige det ligeud, ”trukket et Landsstævne ud af røven”, og nu skulle vi finde ud af, om det rigtigt skulle blive til noget. På vegne af FU sagde Lausten

”GO”, og vi gik i gang med den sidste planlægning. Der skulle være Landsstævne og hold fast, hvor vi i LSU glædede os! Vi vidste godt, at det ikke ville blive et normalt Landsstævne, da vi ankom til Vejen torsdag aften, men det sidste gram normalitet fik Mette Frederiksen smidt over bord, da hun under morgenmaden fredagen varslede et pressemøde senere den dag. Men helt ærligt, tænkte vi, hvor slemt kan det være?

HVAD ER LANDSSTÆVNEUDVALGET Landsstævneudvalget er et udvalg bestående af 5 (lidt ældre) VUere, der har ansvaret for, i samarbejde med sekretariatet, at planlægge, afholde og evaluere Landsstævnerne i VU

Mens alle deltagerne sad i deres busser på vej mod Vejen, fik vi svar på dét spørgsmål. Ret slemt. Og så var de nye restriktioner i øvrigt gældende fra dagen efter. I dette tilfælde midt i Landsstævnet. Tak for det, Mette. Men hvad gør man så, når man står

→

klar med et Landsstævne, og har mere end 300 deltagere på vej fra hele landet? Juridisk var der intet i vejen for, at vi afholdte vores Landsstævne. Den undtagelse vi er så heldige at høre under, var ikke var blevet ændret, og vi kunne forsat, ifølge lovgivningen, forsamles op til 500. Der var lige det med mundbind, men det kunne jo fikses ved at sende et hold ud til en 3-4-5 forskellige supermarkeder og hurtigst muligt købe alle de mundbind, der kunne opstøves. Moralsk mente vi i Landsstævneudvalget også godt, at vi kunne forsvare at afholde Landsstævnet. Vi havde taget en lang række forholdsregler, og følte os sikre i rollen som ansvarlige for et landsstævne med corona. Fredag havde vi også besøg af politiet, der stor-roste tiltagene, og ønskede os en rigtig god weekend. Så langt så godt. For så er der lige det med at være et ungdomsparti… Det betyder, som mange ved, at det til tider er folkedomstolen, fremfor den reelt dømmende magt, der dømmer hårdest, og det måtte vi også tage beskik af. Aller rettere. Der blev fra politisk hold taget beskik af det. Hvem der sagde og gjorde hvad er underord-

net, men kl. 19.00 fredag aften, på det planlagte forretningsudvalgsmøde, blev det vedtaget, at Landsstævnet nu sluttede kl. 22 lørdag aften. Jeg har lovet at fatte mig i korthed, og resten af weekenden er historie. Men sikkert er det, at forsiden på EB.dk, tirsdag efter Landsstævnet, blev prydet af historien: ”Venstres vilde ungdom: Trodser coronaråd med kæmpe møde”. Jeg skal være helt ærlig med jer: jeg var stor modstander af at lukke Landsstævnet kl. 22 lørdag aften, men med de (i skrivende stund) 334 kommentarer på Nationen, og en potentiel RIGTIG dårlig pressehistorie (kombineret med, at vi er flere i LSU, der faktisk er rigtig glade for vores job hos Venstre), er det nok meget godt, at det blev som det gjorde. Der var lagt i ovnen til, at Landsstævnet 2020 skulle være det helt vilde. Det blev det ikke, men vi har skubbet det til næste år, hvor vi er SÅ klar til at give den gas med jer. Vi krydser fingre (og tæer!) for, at corona til den tid lader os holde Landsstævne som vi altid har gjort. Det er nu engang det sjoveste.

DET NYVALGTE FORRETNINGSUDVALG Landsformand Kristian Lausten Madsen VU Randers

Formand for Internationalt udvalg Sebastian Boisen VU Aarhus

Landsnæstformand Sebastian Bærnthsen VU Aarhus

Politisk ordfører Ivan Al-Hilali VU Fredericia

Fritvalgt Lasse B. Sørensen VU Aalborg Fritvalgt Victor Conradsen VU Tønder Kampagnechef Diego Andrés Flores VU Aalborg

Formand for Kursusudvalget Nicolaj Østergaard VU Herning Næstformand for Landsstyrelsen Johann Svane Jensen VU Esbjerg

Landskasserer Anders Poulsen VU Slagelse

Formand for Landsstyrelsen Henrik Ravn VU Aabenraa

BILLEDER FRA LANDSSTÆVNET - Lucas Damsgaard, Formand for Lyngby-Taarbæk -

ÅRETS VU’ER: FELINE BIRK DRACHMANN - Formand, VU Greve/Solrød og VU Region Sjælland -

Ã&#x2026;RETS FORENING: VU AALBORG