LIBER -
Flere tests i folkeskolen skal højne trivslen Interview med speciallærer
Tem a o m u ddan n else
-
(Ud)dannelse er vores værn mod perfekthedskulturen Tommy Ahlers
Interview med Martin Thorborg ”Min drøm for skolesystemet er, at der kommer et fag, der ikke hedder iværksætteri, men købmandskab”
Min drøm for skolesystemet er, at der kommer et fag, der ikke hedder iværksætteri, men købmandskab
4-7
Interview med Martin Thorborg, serieiværksætter og direktør for Dinero af Rasmus Thingholm
(Ud)dannelse er vores værn mod perfekthedskulturen
8-9
Tommy Ahlers, klimaordfører for Venstre og tidl. uddannelses- og forskningsminister
Flere tests i folkeskolen skal højne trivslen
10-11
Interview med speciallærer af Caroline Møller
Kære elever, stik piben ind
12
Esther Vyff Petersen, formand for Danske Skoleelever
Debatten om sommerens eksamener
13
Du har ikke brug for SU, hvis du vælger den rigtige uddannelse
14
Sebastian Bærnthsen, landsnæstformand for VU
Folkeskolen lider - på næsten alle fronter
15
Carl Wengel Grauballe, uddannelsesordfører for VU
Den liberale løsning på ordblindeproblematikken
16
Anne-Sofie Søe Skov Larsen, medlem af VU’s uddannelsesudvalg
Et slag for almendannelsen Søren Schrøder, social-, sundhed- og kommunalordfører for VU
17
CHEFREDAKTØR Rasmus Kvolsbæk Thingholm REDAKTION Caroline Møller KORREKTUR Ivan Al-Hilali
MIN DRØM FOR SKOLESYSTEMET ER, AT DER KOMMER ET FAG, DER IKKE HEDDER IVÆRKSÆTTERI, MEN KØBMANDSKAB - Martin Thorborg, serieiværksætter og direktør for Dinero -
M
artin Thorborg er en af Danmarks dygtigste serieiværksættere og er i dag direktør i Dinero, et regnskabsprogramsfirma, han selv er medstifter af. Martin er ikke en, der går og holder igen. Han ytrer sig meget om alt fra råd til nye iværksættere til visioner for Danmark. Mød Martin i interviewet her. Hvad er din uddannelsebaggrund? Jeg har første år i gymnasiet, og så har jeg første på HF. Så har jeg det, der hedder en EFG handel og kontor (I dag EUX business, red.), hvor jeg er uddannet kontorassistent. Det er sådan et år på skole og to år i praktik, hvor man er lidt på skolen en gang imellem for lige at få noget basisviden ind. Så der blev jeg uddannet kontorassistent på Frederiksberg politistation i sin tid. Da jeg startede, gik jeg fra 9. klasse over i gymnasiet og dengang var det opdelt i sproglig og matematisk. Jeg valgte den matematiske, hvilket var en stor fejl, men det var fordi jeg troede, jeg skulle være ingeniør ligesom min far. Der er jo en stor niveauforskel på matematik i 9. klasse og så til matematik på gymnasiet, og der må jeg sige, der fik jeg et chok. Det var bare fuldstændig anderledes, og jeg kunne overhovedet ikke finde ud af det. Jeg tror egentlig det handlede om, og det er sådan set lidt fjollet, at de fleste af mine kammerater kom igennem det ved bare at huske, hvordan man gør. Jeg har sådan et eller andet, der gør, at jeg kan ikke bare huske
4
det, jeg skal forstå, hvordan det fungerer. Og det er fandme noget lort, hvis man ikke har flair for det. At forstå baggrunden for en andengradsligning, hvordan den fungerer, hvorfor den fungerer sådan og hvordan man kommer frem til det. Der er det noget lettere bare at lave nogle huskeregler oppe i sit hoved og så bare gøre tingene mekanisk og forklare dem ud fra at huske nogle sætninger. Det kan jeg ikke, så det blev helt umuligt for mig for det niveau, kunne jeg slet ikke forstå tingene i, og hvis jeg ikke kan forstå det, så kan jeg i hvert fald ikke huske det. Så da jeg havde gået der et år, så kunne jeg godt se, at det ville sgu nok ikke gå godt, så jeg gik over og fik et job på en tankstation et lille års tid, indtil jeg skulle starte på EFG handel og kontor. Og det var egentlig lidt med tanken om måske på et senere tidspunkt at blive politibetjent, så jeg kunne ligeså godt blive uddannet på en politistation, indtil jeg var gammel nok til at blive politibetjent, men så var der ansættelsesstop. Jeg var tilmed en af de yngste, og der favoriserede de dem, der var ældre, og ligesom ikke kunne søge ind til næste år. Det synes jeg var lidt tarveligt, og jeg blev lidt sur. Så begyndte jeg på HF, hvor jeg var et år. Da jeg havde gået der i et år, kunne jeg godt se, at det ikke nyttede noget bare at stå med en HF
bagefter. Det får man jo ikke et spændende job af, for at sige det meget mildt. Man skulle jo videre på universitetet eller et eller andet, og jeg kunne bare se endnu et år på HF og så fem år på universitetet, det ville være seks år på skolebænken, og det var helt uoverskueligt for mig. Altså bare glem det, jeg kunne ikke sidde stille seks år mere. Jeg endte med at blive selvstændig og begynde at sælge computerspil. Da det så begyndte at tage fra, så droppede jeg ud af HF. Så blev jeg fuldtidsiværksætter, hvilket jeg aldrig nogensinde havde drømt om at blive. Hvor meget af det du lærte på skolebænken, føler du så, at du har kunne bruge ude i den virkelige verden og som iværksætter? Jeg synes sgu, der er mange ting. Helt konkret, så lærte jeg for eksempel på politistationen at skrive et ret fejlfrit dansk. Der blev jeg sat ned ved siden af sådan en ældre dame, og der skulle jeg sidde at skrive om for eksempel indbrud, og det vil sige politibetjente var ude på området og så indspillede de på sådan nogle små mikrobånd, hvad der skulle skrives, og det skulle jeg så sidde at skrive. Det foregik med fem gennemslag, og det ville sige, hvis jeg lavede en enkel fejl på skrivemaskinen, så skulle jeg rive hele lortet op, sidde med rettelak og rette fem forskellige gennemslag og så proppe det ned igen og fortsætte med at skrive. Lavede jeg fem fejl, skulle jeg rive det hele i stykker og starte forfra. Og der var ikke noget display på skrivemaskinen, så jeg kan edderfuckme love dig for, at jeg blev rigtig god til at koncentrere mig og skrive korrekt dansk. Så det har jeg været god til lige siden. Der hvor jeg slet ikke har kunne bruge noget, har været matematik. Altså jeg tror aldrig nogensinde, jeg har udregnet arealet af en trekant, siden jeg gik ud af skolen eller brugt en eneste læresætning indenfor noget som helst. Jeg ved heller ikke, hvor meget oldtidskundskab, jeg sådan rent praktisk har fået brugt, men det har vel nok givet en eller anden form for historisk forståelse. Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fortrudt noget. Det er ikke sådan jeg har tænkt ”hold kæft man, det år på HF, der lærte jeg ikke noget”. Det synes jeg bestemt, jeg har. Det år i gymnasiet, lærte jeg noget der? Ja, bestemt.
På min uddannelse som kontorassistent lærte jeg basal bogføring, at føre en kassekladde og det er jo samme måde, man laver regnskab på i dag. Så jeg har da fået en basal viden om, hvordan et regnskab fungerer, og det er jo meget rart, nu hvor jeg er direktør for et regnskabsprogram. Hvad kan man gøre i uddannelsessystemet for at klæde folk bedre på til den virkelige verden og eventuelt for at fremme iværksætteri? Min drøm for skolesystemet er, at der kommer et fag, der ikke hedder iværksætteri, men købmandskab. Det må godt hedde noget andet mere sexet. Det kan man sikker godt finde på, for det lyder jo kraftedeme som om, man står med skåneærmer på i en eller andet støvet købmandsbutik. Men tanken er et eller andet sted, at vi er en handelsnation. Vi danskere har altid handlet meget, og børn elsker at handle. Næsten alle børn har lavet en bod ved vejen på et eller andet tidspunkt, spillet matador med hinanden eller lavet et eller andet, hvor man køber og sælger med hinanden. Jeg synes bare, der er noget essentielt i det, fordi det kan pege i mange retninger. Faget skulle være meget praktisk. Det kunne være meget simpelt, at man ved starten af skoleåret som klasse skulle komme på en ide til at få nogle penge til en klassetur eller noget. Og så kan man begynde at diskutere, skal vi lave en eller anden form for virksomhed, og hvad skulle det være for en virksomhed. Lad os sige, man ville sælge boller nede på stationen, hvilke boller skulle det så være? Kom ud at snakke med folk om det, gå ned og find ud af, hvor man kan købe billige mix, gå i banken og lån penge og så videre. I det hele taget at komme rigtig meget rundt og finde ud af, hvad er en bank, hvad er renter, hvad er gebyrer, der er forskelle på priser i de forskellige supermarkeder, der er noget hygiejne, man skal tage vare om, der er nogle indkøbspriser, der er noget, som skal laves og så videre. Og mens du gør de her ting, så skal du jo kunne en masse ting. Du skal kunne lægge tal sammen, skrive, dividere og 100 andre forskellige ting. Og så giver det mening, at du skal kunne alle de her ting, for at nå frem til et mål. Hvis du siger til unge, de skal lære at tale en-
5
gelsk, så bliver det meget kedeligt, men hvis du beder dem om at sætte sig ned og spille Counter-Strike med nogle amerikanere, så bliver det lige pludseligt pissesjovt at kunne engelsk. For kan du ikke engelsk, så kan du ikke spille med de andre. Så sidder du bare der som en idiot, og så kan jeg edderfuckme love dig for, du kan lære hurtigt, hvis du gerne vil være med i et fællesskab. Eller hvis der er en sød pige, der taler fransk. Hende vil du satme gerne snakke med, så skal du sgu nok lære fransk lidt hurtigere, end hvis du skal sidde med en bog sammen med en røvsyg lærer. Så det handler meget mere om at finde et fedt formål, som eleverne synes er sjovt. Tænk hvis du skulle lære et nyt computerspil ved at læse manualen, altså det ville kraftedeme tage dig 30 år at lære det. Det ville jo være røvsygt. Det er jo egentlig den måde meget af undervisningen i dag foregår på. Man lærer ved at læse manualen i stedet for at lege lidt med det. Det er jo derfor, jeg er blevet en pissegod iværksætter. Jeg kan ikke sætte mig ned og læse manualen, og det kan jeg love dig for, jeg ALDRIG gør. Mange spørger mig, hvilken uddannelse man skal tage for at blive iværksætter. Og det jeg siger til dem er, at jeg ikke tror, der er en uddannelse, der passer specielt til det at være iværksætter. Mit budskab er ikke, at man skal lade være med at gå i skole, men nogle af verdens absolut bedste iværksættere, om det er Bill Gates, Larry Ellison, Richard Branson eller alle mulige andre, er jo high school-dropouts. Det er jo alle folk, der er droppet ud på et tidspunkt og har skabt deres egen virksomhed. Jeg vil tro, hvis du skal lære bogholderi på en skole, så kan du bruge et helt år på at lære basalt bogholderi. Hvis du starter din egen virksomhed, så vil jeg tro, at det du kan lære på et helt år på skolen, det kan du lære på to aftener, fordi du skal bare kunne det. Det er jo sikkert ikke fordi, det er særligt interessant, men det interessante er, at det bare er en nødvendighed, og så går det bare hurtigt. Mange folkeskoleelever ved ikke, hvad de vil, så de vælger ofte bare STX, fordi det gør alle de andre jo. Hvordan kan man komme det til livs?
6
Problemet er jo bare, undskyld jeg siger det, når du er i folkeskolen, så ved du ikke engang, hvem du selv er. Hvis du spurgte mig i folkeskolen, hvad jeg ville være, så var jeg en af de få, der faktisk kunne fortælle det, fordi jeg havde en oplevelse, da jeg var yngre, med min far og en af hans ingeniørvenner, der gjorde, at jeg skulle bare fucking være ingeniør. Derfor var jeg meget afklaret med hvilken vej jeg skulle gå. Altså jeg skulle på det matematiske gymnasium, og efter det så skulle jeg ind på DTU. Problemet var jo så bare, at jeg ingen talent havde for det. Så jeg var egentlig afklaret på noget, der var helt forket. Mit bedste råd vil egentlig være at lade være med at tænke så afsindigt meget over, hvor man tror man vil hen, for det er sgu de færreste i den alder, der ved hvad de vil lave. De ved jo dårligt, hvad de vil lave om mandagen, når det er fredag. Jeg har en datter i 2.g, og når jeg spørger, hvad hun vil være, så aner hun det heller ikke. Hun klarer det godt i gymnasiet, men når jeg spørger, hvad hun vil bagefter, så siger hun, at hun nok vil ud at arbejde og rejse lidt. Og det er en god ide, siger jeg, for så kan du komme ud at mærke, hvem du selv er. Er man i bund og grund ved at overuddanne det danske samfund, når så mange tager en længere videregående uddannelse? Ja, det synes jeg helt bestemt, og jeg synes, det er synd, at det er ligesom bare det man gør. Gør du ikke det, så bryder du normen, og det er ligesom om, at man bliver kigget skævt til, og det synes jeg fandme er synd. Hvert eneste mennesker er forskelligt. Vi er meget forskelligt skruet sammen. Der er nogle, som er rigtige gode med deres hænder og rigtig gode ”ikke-bogligt”. Man kan tage min nabo Ole for eksempel. Han var ikke specielt god bogligt og endte med at blive bager som sin far. Altså han er nabo til mig og bor i et hus til 100 millioner kroner. Det er ham, der har lavet Lagkagehuset. Han er ordblind og har sikkert ikke haft det nemt i skolen, men er du sindssyg, hvor er han en dygtig forretningsmand. Tænk hvis man havde svinget ham ind igennem gymnasiet og op igennem universitetet, han havde nok klaret det, men han havde ikke været min nabo så, kan jeg garantere dig for. Han havde nok heller ikke haft så spændende et liv som han har haft.
Så jeg synes, man skal lade være med at kigge så meget på, hvad alle andre gør. Man skal kigge på sig selv som individ og så mærke inde i sig selv, hvad man er god til. Hvis man er god med sine hænder, så er der ikke noget galt i at gå ud og blive elektriker, tømrer eller murer. Det er nogle af de mennesker, der tjener flest penge. Er du sindssyg, hvor er der bare efterspørgsel efter gode håndværkere. Der er bare knaldstor efterspørgsel efter dygtige iværksættere. Der er bare så mange forskellige mennesker, vi har brug for ude i vores samfund, som på ingen måde skal sætte sig ned syv eller fem år på en skolebænk. Det dræber deres initiativ. Man skal lade være som ung at lytte så meget til ens forældre, ens venner og alle mulige andre omkring en. Jeg synes virkelig vi, som samfund, skal passe på med, hvordan vi skubber de unge afsted, i hvilket tempo og i hvilken retning. Jeg synes, man skal være meget bedre til at mærke på den enkelte unge og så give dem en stolthed uanset, hvilken uddannelse eller hvilken retning de vælger, fordi det er sgu mere end okay at blive mekaniker, pædagog, folkeskolelærer eller sygeplejerske. Vi kan sgu ikke alle sammen gå på universitetet og ende med at kigge ned i store støvede bøger. Vi mangler så mange dygtige mennesker ude på gulvet. Jeg synes, der er så mange af de der forskelli-
ge uddannelser, der bliver talt ned. Man taler så meget om, at folkeskolelærere tjener så dårligt. Det gør de altså overhovedet ikke. Hvis man tæller deres pension, arbejdstider og alt muligt andet med, så har de et pisse godt job, men de har en tendens til at tale sig ned, fordi de selvfølgelig prøver at påvirke deres situation, så de får mere i løn og den slags. Sådan er der egentlig mange fag, der går på barrikaderne, fordi de vil have bedre forhold til sig selv. Det kan jeg godt forstå, de vil, men de sender bare nogle signaler til de unge om at det ikke er nogle attraktive steder at være. Så man skal blive bedre som samfund til at hylde alle de forskellige mennesker, i alle de forskellige jobs og prøve at fremhæve alle de positive ting ved det. Og så skal de unge blive bedre til at sige, jamen jeg vil skide på, hvad mine venner mener, jeg er ligeglad med, hvad der sker på instagram, facebook og alt muligt andet. Det er ikke en konkurrence mellem mig og alle mulige andre. Det er en konkurrence med, at jeg selv skal finde en plads i livet, hvor jeg får de ting, der gør mig glad. Det er ikke sikkert, det er det samme som mine gode venner, min familie eller andre mennesker mener. Og så skal man være stolt, uanset om ender som højt profileret direktør eller som stjerneglad pædagog. Det er fuldstændig irrelevant.
7
(UD)DANNELSE ER VORES VÆRN MOD PERFEKTHEDSKULTUREN - Tommy Ahlers, klimaordfører for V og tidl. uddannelses- og forskningsminister -
I
et forbudssamfund til et påbudssamfund. Fra regler til idealer.
Bogens hovedpointe: Forbavsende mange børn og unge har ondt i livet, og antallet af unge, der får en diagnose, er støt stigende. Det skyldes formodentligt, som Hjortkjær skriver, at vi er gået fra at være
I dag er ungdommen i mindre grad begrænset af forbud, som vores bedsteforældres generation var det. Et langt stykke ad vejen er man i dag fri til at være den, man vil være (jf. seksualitet, udseende osv.). Omvendt mødes især ungdommen i stigende grad med forventninger til, hvordan man skal leve. Det forventes, at man får 12-taller hele vejen rundt, tager stilling og er afklaret ift. al verdens spørgsmål, laver det sjove opslag på Instagram, ser godt ud, løber et maraton osv. Kort
juleferien gjorde jeg noget, jeg holder rigtig meget af, men som jeg sjældent giver mig tid til. Jeg læste – uden formål alene af nysgerrighed og interesse. Bl.a. fordybede jeg mig i højskolelæreren Christian Hjortkjærs fremragende bog Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge (2020). Den kan jeg varmt anbefale.
8
sagt: I dag forventes intet mindre end det perfekte. Og som Hjortkjær skriver, er det udmattende, og man ender let med at føle sig, ja, utilstrækkelig. Hjortkjær har fat i noget. Og det lægger sig tæt op ad den måde, jeg ser verden på: Ingen er perfekte. Ingen. Så lad være med at stresse over at fremstå perfekt, fejlfri og Instagramable. Lad være med at tænke over, hvad andre folk synes om dig. Lev livet! Tag chancer. Tro på det. Drøm! Det er det sande oprør, som Hjortkjær skriver: At man ser stort på tidens påbud. Jeg er klar over ironien. For har jeg ikke lige selv skrevet en række påbud? Jo, det har jeg. Men lad mig folde min pointe ud, så den ikke fremstår selvmodsigende. På den ene side mener jeg, at man skal gøre sig umage, være flittig og forsøge at leve moralsk. Hjælpe andre, være den bedste udgave af sig selv osv. På den anden side nytter det ikke noget, at man lø-
ber sur i det hele og prøver at være noget, man ikke er eller kan blive – f.eks. ‘perfekt’. Jeg går altså ind for en præstationskultur, men ikke en perfektionskultur. Jeg mener, at man skal bruge sit liv fornuftigt og til at gøre godt. Omvendt mener jeg ikke, at man hele tiden skal halse efter andres opfattelser af, hvordan man lever rigtigt. Det er derfor, jeg er liberal. Det eneste, man kan gøre, er hele tiden at forsøge at blive klogere. På sig selv og på omverdenen. Men hvordan bliver man klogere? Her rummer (ud)dannelse en del af svaret. (Ud)dannelse er med til at gøre os til hele mennesker – selvstændigt tænkende væsener, fulde af selvtillid og selvværd. (Ud) dannelse gør os i stand til at analysere, reflektere og spejle sig i andre mennesker. Mennesker, som har de samme udfordringer som dig selv. Som har de samme følelser. Som gør sig de samme tanker. Det er både betryggende og befriende, for sagen er, at man ikke er alene. Gennem f.eks. litteratur og filosofi opdager man, at man ikke bør stræbe efter det perfekte og indser, at det kan man aldrig blive. Den erkendelse udgør et af de bedste værn mod presset fra perfekthedskulturen. Desværre er det ikke nemt at gøre oprør mod perfekthedskulturen. Men det bliver lettere, hvis vi gør det sammen. Vi politikere kan f.eks. sørge for, at uddannelsessystemet ikke opildner til en perfekthedskultur. Derfor var jeg som uddannelses- og forskningsminister med til at afskaffe hurtigstartsbonussen, så man selv kan vælge, hvornår man vil starte på sit studie. Vi fik også gjort det muligt at stoppe efter bacheloren og fastholde sit retskrav om at kunne blive optaget på en kandidat, selvom man er ude at arbejde et par år. Endelig forsøgte jeg at ændre karakterskalaen, så man ikke starter på 12 og fejler sig frem, men i stedet bygger sig op. Vi kan gøre meget politisk, men vi kan ikke lovgive os ud af perfekthedskulturen. Det kræver, at vi begynder at vise de uperfekte sider af os selv, at vi står ved os selv og tør at tænke højt og reflektere sammen.
9
10
INTERVIEW MED SPECIALLÆRER: FLERE TESTS I FOLKESKOLERNE SKAL HØJNE TRIVSLEN - Interview foretaget af Caroline Møller, Liber redaktionen -
K
valiteten af folkeskolen er et hyppigt diskuteret område, og den omsiggribende pandemi har bestemt ikke gjort debatten mindre relevant. Debatten foregår dog ofte i højere politiske luftlag. I et interview med Liber fokuseres der i stedet på speciallærer Rene Jørgensens oplevelser af de politiske tiltag i praksis. Et eksempel på en udfordring ses på Renés egen arbejdsplads, som ligger i et socioøkonomisk belastet område. På denne skole er der blot 65 elever, hvor 0-2. klasse, 3-4. klasse og 5-6. klasse har undervisning sammen. Dette giver udfordringer idet eleverne er på forskellige udviklingstrin både fysisk og intellektuelt, men dette er benyttet som løsning for at bevare en skole i en lille provinsby. Renés 11 års erfaring som speciallærer har budt på flere politiske tiltag med formål at forbedre folkeskolen. Han fortæller, at det, der har haft særlig påvirkning var, da man i 2013 indførte længere skoledage. Uddybende forklarer René, at eleverne bliver skoletrætte og ikke har overskud til fritidsaktiviteter. Konsekvensen er forringet koncentrationsevne, ringere fysisk form og markant mere træthed. Så hvad kan man gøre som lærer for at motivere eleverne?
En stor del af elevernes motivation omhandler deres trivsel i folkeskolen. Nogle elever har dog brug for mere faglig hjælp for at trives. Her er der på nuværende tidspunkt et problem, da der ifølge René testes for lidt i de danske folkeskoler. Konsekvensen heraf er, at man ikke opdager de elever, som klarer sig dårligere end deres klassekammerater. Han synes derfor, at man i højere grad bør satse på testorienteret undervisning, da man således kan vurdere elevernes niveau, rette ind løbende og forbedre deres trivsel. René anerkender dog, at det er dyrt at teste eleverne og endvidere, at det koster mange ressourcer at drive specialklasser, men han mener, at det på den lange bane er mere rentabelt at investere i de udsatte unges fremtid – også selvom det koster mere på den korte bane. Halvanden million investeret i en specialklasse nu er bedre givet ud end at samfundet skal løfte de unge, hvis ikke de formår at tage en uddannelse. Han pointerer afslutningsvis vigtigheden i, at børns fremtid skal ses i det store billede. Samfundet har en opgave i at sikre elevernes nuværende trivsel og give dem de rette betingelser for at kunne leve et produktivt og godt liv. Dette kræver, at man tør investere i den enkelte elevs fremtid.
11
KÆRE ELEVER, STIK PIBEN IND - Esther Vyff Petersen, formand for Danske Skoleelever “Kære elever, stik piben ind og sæt pris på et godt kompromis” ... blev der skrevet i et indlæg fra Politiken. Eller sagt med andre ord, Kære elever, lad være med at udnytte jeres ret til at udtrykke jeres holdning i vores danske demokratiske samfund og accepter, at I som elever fortsat skal ofre under nedlukningen, fordi nogle voksne i folketinget valgte ikke at lytte til hverken jer eller lærerne, da de tog en beslutning om, at I skulle op til fire ud af syv eksamener ud af i alt tre forskellige fag, selvom I ikke har fået tilstrækkelig undervisning i månedsvis og mistrives derhjemme. Stik piben ind. Jeg tror, vi alle kan være enige om, at ungdommen har måttet lægge øre til mange ting den seneste tid – og det synes jeg faktisk er brandærgerligt. Det sidste år har jeg set en ungdommen, der har været fyldt op med ansvarlighed, selvstændighed og selvindsigt – men er desværre mange steder mødt med skepsis, når de udtrykker den mindste utilfredshed. Det er også derfor, at jeg får endnu mere lyst til at snakke om de eksamener. For dem skal der snakkes om. Men jeg vil ikke give mig til at fremlægge alle argumenterne for, hvorfor de skal aflyses. Det tror jeg godt, at vi kan være enige om, at vi har gjort utallige gange. I stedet vil jeg nu liste nogle grunde op, som beskriver, hvorfor ungdommen ikke er forkælet eller utaknemmelig –og hvorfor det faktisk er okay at være bekymret for eksamen. - Ungdommen har gang på gang ydet en stor indsats helt siden sidste marts. Langt de fleste elever har, i stedet for at tage til piratfester, stået i deres bedsteforældres baghave og sunget fødselsdagssang eller siddet derhjemme og
12
spillet spil med familien, fordi de havde forståelse for at det ikke var ens egne behov der var i forreste række, nu var det først og fremmest samfundets. - Eleverne har ikke krævet fest og farver – men bare deres undervisning og uddannelse. Det synes jeg er modent og prisværdigt. - Mange elever har modtaget kedelig undervisning og har haft triste da månedsvis. De har hjulpet og støttet hinanden og forsøgt at holde humøret oppe. - Eleverne har udtrykt sin utilfredshed når den undervisning de oplevede, ikke var tilstrækkelig. De søger god undervisning og viden – de er ikke bare dovne. Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi hjælper, støtter og roser hinanden – specielt ungdommen - i en tid hvor hverdagen er så grå og kedelig for rigtig mange mennesker. Jeg håber og beder til, at alle elever når til et sted inden eksamenerne, hvor de ikke længere føler, at nedlukningen har påvirket deres faglighed - så at alle elever får en fair afslutning på folkeskolen. Samfundet har det seneste år fundet frem til, hvad der er det vigtigste i samfundet. Nemlig at passe på hinanden og støtte hinanden i en svær tid. Vi har passet på de ældre og sårbare, vi har indstillet vores liv efter det. Jeg ville ønske, at vi i fællesskab kunne finde frem til, hvad der er vigtigste i folkeskolen også. Er det prøver og tests? Eller god undervisning med fokus på faglighed og fællesskab? Jeg kan love jer for, at eleverne ikke stikker piben ind, før vi har fået en retfærdig behandling som ungdom og en ordentlig afslutning for afgangseleverne.
Den 4. januar oprettede en række gymnasieelever et borgerforslag om at aflyse eksamener i C- og B-fag på ungdomsuddannelserne
På blot 16 dage nåede borgerforslaget de 50.000 støttere, der skal til for, at det skal til afstemning i Folketinget.
Den 5. februar landede en aftale om at aflyse nogle af eksamener i folkeskolen og på ungdomsuddannelser. Alle Folketinges partier, pånær Alternativet, var med i aftalen.
13
DU HAR IKKE BRUG FOR SU, HVIS DU VÆLGER DEN RIGTIGE UDDANNELSE - Sebastian Bærnthsen, landsnæstformand for VU -
I
Danmark har vi verdens højeste uddannelsesstøtte - bedre kendt som SU - til de studerende. Med andre ord får man ikke flere penge noget andet sted i verden som studerende. Alligevel bliver man altid mødt med retorikken om, at SU’en er for lav, og at færre vil tage en uddannelse, hvis man skar i den eller helt lagde den om til låneordning. Det passer dog ikke helt, fordi kigger man på lande, som vi normalt sammenligner os med, som Sverige og Norge, så får man langt mindre. I Norge får en studerende 2.783 kr. om måneden og i Sverige 1.966 kr. om måneden. Til sammenligning er det 6.321 kr., man får om måneden her i Danmark. Havde venstrefløjen ret skulle færre altså gennemføre en uddannelse i vores nabolande. Faktisk markant færre, fordi deres SU er meget lavere. I Danmark har 36% en videregående uddannelse, mens det er 39% for Sverige og 42% for Norge. Forskellene mellem landene er små, men alligevel ligger Danmark i den tungeste ende. Det stemmer ikke helt overens med, hvad venstrefløjen ellers ynder at fortæl-
14
le, men det er nok, fordi de tager fejl. Grundlæggende mener jeg, at vi slet ikke har brug for offentlig uddannelsesstøtte. Man burde omlægge hele SU-systemet til en lånebaseret ordning, hvor man kunne låne penge af staten til en rente, der fulgte inflationen. Lige nu har de studerende ingen incitament til at færdiggøre sin uddannelse hurtigt eller bare på normeret tid, og man kan egentlig vælge lige den uddannelse, man vil, fordi man står aldrig i gæld til nogen. Blev de studerende nødt til at låne sine egne penge, ville man have et større incitament til at fokusere på at vælge en uddannelse, hvor arbejdsløsheden var lav i stedet for ”arbejdslivsstudier” på RUC. Det skaber et større ansvar hos den enkelte studerende, hvilket er sundt. Derudover er det grundlæggende død uretfærdigt, at kassedamen som aldrig får SU, skal betale verdens højeste skattetryk for, at statskundskaberne kan få betalt sin husleje, mad, forskning, osv. og bruge resten af sin SU på kaffe fra Stillers eller kondomer.
FOLKESKOLEN LIDER – PÅ NÆSTEN ALLE FRONTER - Carl Wengel Grauballe, uddannelsesordfører for VU -
É
n af de ting vi i Danmark er stolte af, er vores uddannelsessystem. Et system, der er bygget for at give alle muligheder, og ikke lade pengepungen være afgørende for, hvilken retning du ønsker at gå. Et system mange rundt om i verden kigger på med misundelse. Men det hele er ikke en dans på roser. For folkeskolen udviser på papiret også de samme kvaliteter, med et mål om at være forberedende for det næste skridt i uddannelsesverdenen, men efterhånden er der så mange udfordringer, at mange tabes på gulvet. Det første der er værd at kigge på, er hvordan mange unge drenge bliver tabt undervejs. Det er, groft sagt, et system, mange drenge ikke passer ind i. Et tiltagende fokus på en forlænget skoledag, med endnu mindre variation fra den “klassiske” tavleundervisning gør, at mange bliver tabt, simpelthen fordi, at det ikke er særligt nemt at holde fokus, sidde stille og suge til sig fra 8:00 til 15:30 hver dag. Mange mister modet, føler sig dumme og oplever en folkeskolegang med alt for mange nederlag. Det kan vi ikke være tjent med. En anden udfordring er den, mildt sagt, utilstrækkelige vejledning. Det bekymrer mig helt utroligt, at vi har bygget et system, der synes at mene, at man kun har brug for vejledning, hvis man erklæres som ikke-uddannelsesparat. Det leder mange til et valg, der ikke nødvendigvis er det rigtige, men fremstår
sådan på papiret, netop fordi man er erklæret uddannelsesparat. Det er at gøre os alle en kæmpe bjørnetjeneste, for det leder blot til mere frustration og udmeldelser på ungdomsuddannelserne. Det kan vi bestemt heller ikke være tjent med. Sidst, men ikke mindst, lider vi stadig under efterveerne af folkeskolereformen, når vi kigger på selve undervisningen. Flugten fra folkeskolen er stadigt stigende, og én af de faktorer der har været til grund for dette allerede siden 2014, har været det forfejlede projekt som inklusion viste sig at være. En tanke, der på papiret igen ser rigtig fin ud, men desværre har haft markante konsekvenser. Her kan jeg tale af egen erfaring, hvor jeg oplevede en søster, der ikke fik plads til at udvikle sig og blive bedre, men snarere blev degraderet til hjælpelærer. Hvorfor så det? Jo, med den ekstra opmærksomhed, der naturligvis hører med til inklusionsbørn, tabte vi mange dygtige, selvstændige elever, som derfor så sig nødsaget til at søge private alternativer. Det kan vi ej heller være tjent med. Lad være kendt, at jeg bestemt ønsker, at folkeskolen skal lykkes. Det er vigtigt, at have en sund og god folkeskole, hvortil private skoler kan spille bold opad og være et alternativ hertil af lyst. Ikke af nød. Vi er nødt til at vende bøtten, og pille ved folkeskolereformens destruerende tendenser, før det udvikler sig i en endnu værre retning. For det skal vi ikke være tjent med!
15
DEN LIBERALE LØSNINGEN PÅ ORDBLINDEPROBLEMATIKKEN - Anne-Sofie Søe Skov Larsen, medlem af VU’s uddannelsesudvalg år det handler om at forbedre vilkåN rene for de knap 7% af Danmarks befolkning, der kæmper med ordblindhed, er
det ikke et spørgsmål om resultatlighed, men om at skabe lige muligheder. Som liberale tror vi på, at alle individer er lige meget værd, og at alle derfor skal have det samme udgangspunkt for at klare sig godt. Det sker i Danmark blandt andet gennem et skattefinansieret uddannelses- og sundhedssystem. Desværre fungerer Danmarks uddannelsessystem bare ikke altid lige optimalt. Især ikke når det kommer til ordblindhed. Hvis man i Danmark mister et ben, får man en protese. Ikke kun fordi alle skal have de samme muligheder eller fordi det øger livskvaliteten, men også fordi det er det, der er til størst genvist for samfundet. Det samme burde være gældende når det kommer til ordblindhed. Selvom 86% af alle unge ordblinde påbegynder en ungdomsuddannelse, er det kun 69% der gennemfører. Hvad værre er, at det kun er 14% af landets ordblinde, der gennemfører en videregående uddannelse. For ikke-ordblinde er det henholdsvis 85%, 81% og 31%. Der findes også solstrålehistorier, men dem må vi, i dette tilfælde, ikke lade overskygge. For der er et tydeligt problem, når en undersøgelse, blandt unge ordblinde, viser, at halvdelen af de adspurgte ikke har fået nogen form for særlig og/eller individuel hjælp. Det er svært at have udfordringer i et uddannelsessystem, der kun er lavet til den gennemsnitlige elev, og hvor lærerne kun ved noget om de respektive fag, som de underviser. Jeg stiller mig meget undrende over for, at man som folkeskolelærer ikke er på kursus om de mest almindelige udfordringer, så som autisme og ja, ordblindhed. Jeg er sikker på, at et enkelt fag på seminaret ville kunne gøre en kæmpe forskel - for det største problem er nemlig ikke mangel på løsninger, men mangel på viden. Der findes heldigvis mange gode redskaber,
16
der kan gøre hverdagen markant nemmere. De er langt fra perfekte, men man kan desværre ikke få alt, og de eksisterende er en god start. Jeg tror på, at det første, der skal gøres er, at der bliver skabt mere opmærksomhed på problemet. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke synes, at forbedring for ordblindes vilkår er vigtig, men desværre heller ikke nogen, der har tyet til handling. Jeg tror på, at det hjælper at skabe noget larm om emnet. En larm, som både Ordblindeforeningen og deres ungdomsafdeling, Dysleksi Ungdom, prøver at skabe. Det er bestemt en start, men det gælder om, at det bliver en mere offentlig kendt problemstilling. Der skal laves en god og holdbare lovgivning på området. Regeringen, deres støttepartier og Alternativet lavede tilbage i september 2020 en aftale, der skulle afsætte 30 millioner til at hjælpe ordblinde. Egentlig er der nogle gode pointer deri, men der mangler to ting som venstrefløjen som regel glemmer: økonomisk fornuft og frihed. For det første er 30 millioner små penge, når det handler om at forbedre levevilkårene for 7% af Danmarks befolkning. Når det er sagt, handler det ikke om beløbet, men i højere grad, hvordan det bliver brugt. Systemet ville nemt kunne effektiviseres ved at give den enkelte elev mere frit valg. Hvis det enkelte individ fik mere frihed, ville staten hverken bruge for mange eller for få ressourcer. Det ville kræve mere individuel vejledning, hjælp og dermed flere uddannede ordblindelærere. Det ville være dyrt, men ville på længere sigt betale sig selv hjem. Det ville være en langsigtet investering i forbedret livskvalitet for mange og i forøget mænge af arbejdskraft. Det anser jeg for at være den fornuftige, liberale løsning på problemet.
ET SLAG FOR ALMENDANNELSEN - Søren Schrøder, Social-, Sundhed- og Kommunalordfører for VU -
S
om borgerligt ungdomsparti burde det være en selvfølge, at vi hjertevarmt støtter idéen om almendannelse fra folkeskolen til gymnasiet, men også, at vi samtidig insisterer på, at ikke alt forskning skal føre til en faktura. Det skal ikke være en hemmelighed, at når jeg siger almendannelse, så er det med fokus på den del af dannelsen, der har med det humanistiske at gøre. At der er brug for natur-, sundheds- og samfundsvidenskaben, kan der ikke herske tvivl om. Men hvad med de fjogede humanister? Hvilken funktion skal de udfylde i vores profit- og new-public-management-samfund? Det hurtige svar ville være, at de skal tjene som det vigtigste for os mennesker; de skal sikre vores almendannelse – oplysning være skal vor lyst. Allerede i folkeskolen er det vigtigt, at vi lærer børn, at de er en del af noget, der er større end dem. Vi skal lære dem, at de qua deres ophav nu tager del i en fortælling; slægter skal følge slægters gang. Med fag som dansk, kristendom, musik og historie skal børnene blive almendannet. I folkeskolen skal vi berige børnene med det danske sprog, vi finder i eventyrer, folkeviser og skønlitterære romaner og noveller. Og at det danske sprog specielt findes i den danske sangskat. Jeg vil på ingen måde have kongerækken tilbage som udenadslære, men børn skal forstå, hvad historien bringer os, og at de statuer, der står rundt omkring i landet, har en mørk fortælling med sig, men også at disse hvide mænd har haft en betydning for Danmark og verdenshistorien.
Det er trods alt bedre at bruge sin viden, end at man hovedløst river statuer ned… I samme ombæring må jeg skynde mig at nævne vigtigheden af, at børn bliver undervist i kristendommen og senere andre religioner. Kristendommen udgør værdier, struktur, arbejdsmoral og meget mere for den vestlige samfundsorden, hvorfor den må prioriteres før de andre religioner, som siden skal tilføjes, så vi undgår unødige misforståelser mellem religioner. Husk at livet er blevet givet os i kraft af et syndefald. I almendannelsen kan vi finde vores identitet. Vi forstår, hvorfra vores verden går; at vi har en fælles historie og et fælles sprog. Jeg er sikker på, at for de fleste udgør nationaliteten en stor del af deres identitet, selvom vi er blevet globaliseret. Derfor er det også vigtigt at vide, hvad vores historie er. For mig er almendannelse med til at gøre os hele, den slutter os som mennesker. Også som politiske væsner. Jeg havde forleden en diskussion med en fra min højskole, der sagde, at han ikke forstod, hvorfor man tillod antropologer at tage afsted og observere et stammesamfund, for hvem skulle bruge det? Min pointe er: Nej, Helge Sander, ikke alt forskning skal kunne føre til en faktura. Man må insistere på, at viden kan have en værdi i sig selv. Humanistisk og teologisk forskning indbringer ikke store summer penge, men de beriger vores samfund på mening, kulturforståelse, historie og, ikke mindst, sprog. I begyndelsen var ordet, og vi har talt lige siden … Men måske vi skulle stoppe op og lytte. Lytte til hvad almendannelsen kan gøre ved os. Gøre for os.
17
