Staten styrer ikke covid-19-pandemien

- Jonas Herby, Specialkonsulent i CEPOS I vinterhalvåret slæber jeg dagligt mine regnbukser frem og tilbage på mere. Og nedlukningspressemødet d. 11. marts sendte dertil et utvetydigt cyklen til arbejde. Jeg er lidt for man- signal. Effekten var tydelig. 12. marts ge gange blevet gennemblødt på vejen var skolerne åbne men tomme. Forælhjem, og risikoen for regn i de mørkere dre holdt deres børn hjemme og mange måneder er så tilpas stor, at det er be- isolerede sig fuldstændig. Og på CEPOS sværet værd at tage bukserne med. Og blev vi alle sendt hjem. Effekten af vosådan er mennesker jo. Vi reagerer på res (frivillige) adfærd – måske ansporet verden omkring os og tilpasser vores af pressemødet - var, at smitten faldt adfærd til de glæder og farer, der er og faldt, om end vi langt fra kan afvise, udenfor. at tilfældigheder og sæsoner betyder endnu mere. Men denne indsigt i menneskers adfærd har været bemærkelsesværdigt Mange var hurtige til at konstatere, at fraværende i diskussionen om statens nedlukningen af økonomien virkede, og håndtering af COVID-19-pandemi- at statens synlige hånd havde sparet tuen i Danmark. For ligesom jeg reage- sinder af dødsfald. Skræmmeeksemplet rer på skiftet i sæsonerne, reagerede var Sverige, som ikke lukkede ned. Og danskerne i marts på COVID-19. Ret England og andre lande – som lukkede tidligt droppede danskerne håndtryk- ned mensomlukkede hårdt ned, men ket og isolerede sig langsomt mere og oplevede masser af dødsfald - havde

ganske enkelt lukket ned for sent, lød argumentet. Men er argumentet rigtigt? Var befolkningens frivillige reaktion på COVID-19-pandemien ikke vigtigere end statens synlige hånd?

Teoretisk er der en række grunde til at tro, at statens synlige hånd ikke håndterer en pandemi så effektfuldt, som vi går og tror. For det første kan befolkningen omgå store dele af nedlukningen. Når barerne lukker, fester de unge til piratfester. Skal brylluppet lukke 24:00, starter festen tidligere. Derudover er der utilsigtede konsekvenser. Lukker man børnehaverne, bliver de små passet af deres mere sårbare bedsteforældre. Lukker man skolerne, bliver korte kontakter i skolen, afløst af færre, men mere intense kontakter i hjemmet. Og endelig reagerer folk på smitten ude i samfundet. Hvis nedlukningen af frisører rent faktisk reducerer smitten, vil danskerne blot slække på påpasseligheden i andre dele af samfundet. Præcis som jeg lader regnbukserne blive hjemme, når foråret viser sig, risikoen for regn falder.

Og den nyeste forskning bekræfter faktisk teorien. Andersen et al. (2020) viser, at de ældste og mest udsatte reagerede kraftigere end de yngste på smittespredningen i samfundet. De ældste blev simpelthen mere hjemme, fordi det var relativt farligere for dem at gå ud. Folk forstår altså risikoen ved COVID-19.

Chaudhry et al. (2020) finder, at “rapid border closures, full lockdowns, and wide-spread testing were not associated with COVID-19 mortality”, mens Bjørnskov (2020) “find no clear association between lockdown policies and mortality”. Atkeson et al. (2020) finder en overraskende ensartet udvikling på tværs af lande og USA-stater, selvom de fører vidt forskellige politikker. Det tyder på, at det ikke er politikken, men andre ting, der driver udviklingen. Sebhatu et al. (2020) viser modsat, at det ikke er smitten, der driver politikken, men derimod nabolandenes politik. Vi lukkede ned i Danmark, fordi andre lande lukkede ned – ikke på grund af udviklingen i pandemien. Og måske lukkede vi – trods alt – ikke så hårdt ned som andre, fordi Sverige var relativt åbent. Nedlukninger af økonomien har altså næppe den effekt på pandemien, som vi troede i marts.

Men hvad gør vi så? Min holdning er, at statens primære rolle bør være at give borgerne information, så de kan håndtere pandemien bedst muligt. De færreste ønsker at smitte deres medborgere og da slet ikke familie og kolleger. Men folk vil også leve deres liv. Derfor kan staten hjælpe med hurtig information om hvor smitten er, med hjælp til kontaktopsporing osv.

Desværre tyder meget på, at staten fejler på disse punkter. Der er ikke lavet gode stikprøver af smittens udbredelse, SmitteStop-app’en havde fejl, kontaktopsporingen er mangelfuld osv. Folketinget og regeringen har åbenlyst haft nemmere ved at lave forbud og påbud, end løsninger der hjælper danskerne så godt som muligt igennem pandemien. Hvis politikerne tror, at de kan styre landet igennem pandemien, kan vi stå overfor en umådeligt trist vinter. Lad os håbe på det bedste. Og husk at holde afstand!