Liber Foråret 2022

Page 1

LIBER
VU ABROAD Emilie Flink i Marokko HVIS JEG HAVDE 90 MANDATER... Sigge Vinter HVAD ER GRØNT? Linea Søgaard-Lidell
2022
FOKUS PÅ UKRAINE Michael Aastrup, Martin Bech, Karen Frese
Foråret
INDHOLD 4 WEBREDAKTØREN HAR ORDET 5 FORMANDEN HAR ORDET FOKUS PÅ UKRAINE 7 DEN RUSSIKE INVASION AF UKRAINE, MICHAEL AASTRUP 8 MIN TUR TIL UKRAINE, KAREN FRESE 10 JEG TAGER SGU DERNED, MARTIN BECH 12 VU ABROAD, EMILIE FLINK I MAROKKO 14 EN GANG VU’ER, ALTID VU’ER, MADS DUEDAHL 16 HVAD ER GRØNT, OG HVAD ER IKKE? LINEA SØGAARD-LIDELL 18 HVIS JEG HAVDE 90 MANDATER... SIGGE WINTHER NIELSEN

WEBREDAKTØREN HAR ORDET

Dette Liber bærer stærkt præg af den forfærdelige situation i Ukraine. Et land hvis suverænitet er blevet trådt på noget så voldsomt, hvor civile drives på flugt, bliver beskudt af soldater og ellers kendte militærlove bogstaveligtalt bliver en by i Rusland.

Vi har så vidt muligt prøvet at dække invasionen med spændende indlæg fra Karen Frese og Martin Bech, som begge har været ved den Ukrainske grænse. De har vist at civilsamfundet også kan løfte en byrde, når det hele brænder på. Vi kan samtidig præsentere et politisk indlæg med Michael Aarestrup, med en mere politisk vinkel qua hans ordførerskab.

Vores nummer byder ellers på indlæg fra Linea Lidell, som giver en grøn opdatering fra EU. Et interview med Sigge Winther direktør i Djøf og tidl. Deadline vært, som bringer et spændene syn på Danmarks demokra ti. Han så blandt andet gerne vores system i højere grad var inspireret af Amerikanerne, vi kun havde 4 arbejdsdage samt en lille ros til ungdomspartierne. Vi har et indlæg fra Mads Duedahl, som fortæller om hans tid i VU og hans valgsejr i region Nordjylland.

Det er blandt andet nogle af tingene, som du kan læse i denne her udgave. Jeg og resten af udvalget ønsker dig naturligvis god læselyst

Webredaktør Martin Voergaard

4

FORMANDEN HAR ORDET

Kære VU’er,

Knapt var vi kommet ud på den anden side af en corona-pandemi, før Rusland gjorde alvor af sin aggressive fremfærd, og gik ind i Ukraine. Der er krig i Europa – en krig mod demokratiet, frie samfund og de liberale grundværdier, vi har bygget, og stadig bygger, vores politiske fællesskab på; retten til at være den man er, ytrings- og forsamlingsfrihed, retten til at gøre sin stemme gældende i et demokrati. Grundlæggende værdier, vi aldrig må gå på kompromis med.

På tværs af de politiske ungdomsorganisationer har vi afholdt demonstrationer foran den russiske ambassade – begge med landsdækkende presse, den første med Jakob Ellemann-Jensen som hovednavn, og den anden med flere end 10.000 deltagere. VUere har bidraget med penge og tøj til ukrainerne, VUere har været ved grænsen til Ukraine med nødhjælp, og har hjulpet ukrainere til Dan mark.

Herfra skal lyde en opfordring til at hjælpe til hvor man kan. Vores civilsamfund kan udrette store ting, og skal vise sin styrke i den ekstraordinære situation vi står i. De ukrainske flygtninge skal tages godt imod, og her håber jeg at VU’ere over hele landet vil gå forrest. Vi har et ansvar for verden, særligt når den står på vores dørtrin.

Og husk så, at hverken frihed eller demokrati nogensinde kan tages for givet. Det ser vi med skræmmende tydelighed nu.

Mvh Maria Ladegaard

FOKUS PÅ UKRAINE

Den russiske invasion af Ukraine

v. Michael Aastrup

Rusland viser sit sande ansigt

Putin har med invasionen af Ukraine vist at den kolde krig er tilbage. For der er ingen tvivl om at Putin har brugt de internationale spilleregler som en hoppeborg og er slået ind på en kurs, der ikke bare vil ødelægge Ukraine, men også Rusland. Man kan spørge sig selv om man er på den rigtige side af historien, når de lande der stemmer imod en FN resolution, der fordømmer invasionen af et frit og demokratisk land er Syrien, Iran, Hviderusland og Nordkorea. Det er ikke ligefrem verdens mest demokratiske lande, for at sige det pænt. Putin har forregnet sig på flere punkter. Først og fremmest i forhold til, hvor let det ville være at indtage Ukraine. Dernæst i forhold til Vestens handlekraft og økonomiske sanktioner, og dermed også den russiske befolknings opbakning til krigen i Ukraine. For der er ingen tvivl om at vi i Vesten på ingen måder kan lade det gå ustraffet hen, når man invaderer et frit og demokratisk land som Ukraine. Derfor har vi fundet den store økonomisk hammer frem over for Rusland, for at det skal gøre rigtig ondt på.

Det er nemt at sige ingen havde set den russiske invasion kommer. Den generelle opfattelse var at Putin ikke turde gribe ind, fordi han med annekteringen af Krim havde sikret sig at Ukraine aldrig ville blive en del af NATO. Desværre for Putin har hans invasion, fået flere neutrale lande som Finland og Sverige til at ville med i NATO, noget som Putin selv markerede som en rød streg. Putin respekterer ikke folkeretten, der siger at lande selv må bestemme deres alliancepartnere, og ville vi finde os i, hvis Putin sagde at Danmark skulle træde ud af NATO? Rusland er blevet mere aggressivt over de seneste 10 år, og desværre har vi i Folketinget ikke set dette med nok alvor. Jeg er glad for at regeringen og støtte partierne endelig har fået øjnene op for at vi er nødt til at bruge 2% af BNP på Fors varet. Det er nødvendigt at kunne slå fra sig og bidrage til NATO med en ordentlig bidrag. Mon ikke at der indenfor kort tid, kommer et forslag om at hæve forsvar sudgifterne til de 2%.

Jeg er stolt over at VU og Venstre står stærkt i denne svære stund. Vi er på Ukraines side, vi bakker op om frihed, demokrati og har valgt den rigtige side i kampen mod Rusland, og så taler vi ikke om Enhedslisten bagland.

MIN TUR TIL UKRAINE

V. KAREN FRESE

Siden jeg lærte om 2. verdenskrig i folkeskolen, har jeg stillet mig selv et spørgsmål. ”Ville jeg være lige så modig som dem, der kæmpede i modstandsbevægelsen?” Jeg har aldrig kendt svaret, men jeg har altid håbet, at svaret ville være ja.

Som ung, liberal idealist var det mig derfor også magtpåliggende at deltage i demonstration mod Ruslands meningsløse, brutale krig mod Ukraine. Først onsdag 23. februar, før krigen brød ud. Og igen fire dage senere, da Rusland havde krydset den ukrainske grænse. Det var isnende koldt at stå foran den russiske ambassade med bannere i hænderne og ligesindede ved min side. Men hjertevarmen var ikke til at tage fejl af. Sammenholdet, et stærkt håb og en indigneret vrede over et hovedrystende angreb på et frit demokrati, var som til at tage og føle på. Jeg var der sammen med blandt andre min kæreste, Carl Emil. Vi var begge stille, da vi samme søndag aften kom hjem. Tavse. Vi var opfyldt af en magtesløshed. Og en forundring over, hvorfor vi pludselig befandt os i en tid med krig i Europa, som vi ellers kun har hørt om i historiebøgerne.

”Hvis jeg havde din bil, var jeg kørt mod Ukraine i morgen”, sagde jeg til Carl Emil. Jeg mente det. Men vidste også godt, at det måske var lidt langt ude. Dem, der kender mig, ved, at jeg har tendens til at fyre mange mærkelige idéer ud i verdensrummet. Han tyggede på det et øjeblik. Sagde, at han jo skulle på arbejde næste dag. Man kan altså ikke bare lige tage fri fra sin læreplads, når man står i lære som industritekniker.

Men da jeg mandag morgen sad på jurastudiet til undervisning om forvaltningslov, tikkede en besked fra Carl Emil ind. ”Skal vi køre derned på fredag?” Jeg svarede med det samme ja. Og så begyndte planlægningen af vores tur. Gennem Facebook-grupper fandt jeg kontakter, der havde forbindelse til ukrainske flygtninge i Polen, som gerne ville til Danmark. Vi vidste ikke præcist hvem og hvor, for meget kunne ændre sig inden vi nåede derned. Vi aftalte med vores kontaktperson, Irina, at vi ville skrive, når vi nærmede os.

Køreturen tog omkring 14 timer. Vi ankom til en lille by udenfor Krakow kl. 4.15 lørdag morgen, hvor vi skulle overnatte hos en bekendt. Vi var dødtrætte, men det kunne ikke nytte noget. Vi var der med et formål. Dorota, som vi boede hos, fortalte om, hvordan krigen opfattes i Polen. Nyhedsbillederne på hendes fjernsyn talte for sig selv. Videoer og billeder viste præcist den virkelighed, som finder sted

i Ukraine. De danske medier fortæller det naturligvis også. Men der var en helt anden råhed her, hvor billederne var så voldsomme, at de ikke ville have kunnet florere på gængse sociale medier. Det, synes jeg, siger lidt. Vi satte kursen mod Medyka. En af de absolut største grænseovergange mellem Ukraine og Polen. Enorme bunker med tøj, busser og uddeling af varm mad mødte os omkring 12 km fra grænsen. Vi tog kontakt til Irina. Og det viste sig, at der var en familie, som desperat havde brug for vores hjælp. Så vi satte kursen længere nordpå. Omkring 2 timers køretid senere skulle vi ankomme til en anden grænseovergang, som jeg ikke aner, hvordan man ville udtale på dansk. Irina havde formidlet kontakt videre til én, så en anden og til sidst en dansker, som var ved grænsen, som vi ankom ved. Vi havde tre pladser i bilen. Kort før ankomsten ved grænsen, fik jeg tilsendt et billede af en mor med to tvillingepiger. Da vi ankom til grænsen, var det blevet mørkt. Det var tydeligt, at organiseringen slet ikke var som ved Medykas storcenter. Menneskemængder holdt varme omkring bål i store olietønder. Det hele virkede mere uoverskueligt. Men vi fandt frem til Peter og Jon, som også skulle køre til Danmark med den anden del af den familie, som vi skulle hjælpe. De var i alt 19 kvinder og børn. Det gibbede i mig, da jeg så det yngste barn. Han var omkring 2 år gammel. Samme alder som min lillebror. Engelsk var ikke muligt at kommunikere på, så vi brugte oversættelsesapps til at forklare, at vi nu skulle skille deres familie ad. Og at moren og tvillingerne skulle med os til Krakow – mens resten af familien skulle til Poznan for at overnatte, for klokken var blevet mange. Dagen efter ville vi alle sætte kursen mod Danmark. Tvillingernes mor var knust. Der behøves ingen oversættelse for at forstå den desperation, frygt og ulykkelighed, som var i hendes øjne. Pigerne var tavse, men nemme at lokke et lille smil ud af. Forstod de godt, hvad der skete? Det tror jeg. Og min hjerte knustes, da de på vej mod Krakow skiftedes til at tale i en telefon, hvor det eneste ord, jeg forstod, var ’Papa’. På grund af Ukraines forbud mod at mænd forlader landet, var han tilbage i deres hjem Korosten, 150 km fra Kyiv. Det var så hjerteskærende. Efter lidt tid faldt de i søvn på bagsædet, og jeg bad til, at deres drømme handlede om alt andet, end de rædsler, som deres familie og folk trækkes igennem.

Hvis du kunne få tre ting med på en øde ø, hvad ville du så vælge? For de fleste af os vil det for altid være et hypotetisk spørgsmål. Men ikke for den familie, vi havde med. En

sportstaske og en lille rygsæk med tøj og nødvendigheder var alt, de havde med. De viste os en lille plakat af det fodboldhold, de spillede på, som normalt hang over alle de medaljer og pokaler, som de har vundet. Og netop fodbold blev tvillingernes midlertidige redningskrans. Vi snakkede om fodbold, og vi så fodbold i bilen på vej mod Danmark. For de elsker fodbold overalt på jorden. Det blev en flygtig men nødvendig distrahering. Da vi ankom til den dansk-tyske grænse ved Padborg, spurgte en dansk betjent os som det første, om vi havde ukrainere med. Da vi svarede ja, lyste han op og takkede os. Modtagelsen var overvældende, for den var så yderst respektfuld og omsorgsfuld. Vores tre passagerer sad med rædsel i øjnene på bagsædet – for de forstod ikke, hvad der skete. Jeg kunne fortælle, at danskerne var glade for, at de var her. At politiet var glade. Og at de er til at stole på.

Glansen af modtagelsen gik dog af, da vi efter at have vist tre biometriske ukrainske pas, skulle finde den anden del af vores lille karavane. De var 2 km fra grænsen i et stort opvarmet orange telt. Har du biometrisk pas, kan du bare begive dig ud i landet. Men har du ikke, skal du igennem en proces, der kan tage mange, mange timer for at få udstedt en nødvisum. Simpelthen fordi politiet havde meget få maskiner til at lave dem, fik vi at vide. Hvordan kan vi dog være det bekendt? Gensynsglæden var enorm, da familien igen var sammen. Det gav bedre mening, at de ventede sammen, end at de igen skulle splittes op, før de ankom til deres nye midlertidige hjem på Fyn. Til alles store glæde var der ved det store telt en fodbold. Carl Emil og tvillingerne gav den gas og driblede rundt på den lille plads udenfor. Vi andre stod og så til med store smil og våde øjne. Det var en ufattelig, øjebliklig livsglæde, som slet ikke var til at tage fejl af. Den store kontrast til det var at finde inde i teltet. Det var faktisk, det første jeg så, da vi gik ind. Mellem de cirka 50 mennesker og dertil 10 politifolk sad en 6-7 årig pige i en skriggul dynejakke. Hendes små fødder hang dinglende ned fra stolen. Hendes arme hang langs hendes sider. Og hendes blik var så tomt og stift ud i luften, at alt i mig øjeblikkeligt frøs til is. Hvad har hun set på sin tur til Danmark? Hvilke traumer skal forfølge hende? Kommer hun nogensinde til at lege i sit hjem igen? Det var spørgsmål som det, der efter en grådlabil afsked med vores tre passagerer, fik mig til at bryde fuldstændig sammen. Udkørt, udmattet og rasende på verden hulkede jeg mere, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg havde sagt til mig selv, at så længe vi var sammen med dem, var det ikke mine tårer at græde. For hvad skulle de bruge det til? Men jeg kunne ikke holde det tilbage. Vi trøstede

hinanden. Kiggede hinanden i øjnene. Priste os lykkelige for at have gjort en forskel for tre liv. Og lovede hinanden, at frihedskampen aldrig må stoppe.

Her til sidst vil jeg drage de vigtigste erfaringer, som jeg synes fortjener lidt opmærksomhed: Hensigtserklæringer er vigtige, og de betyder noget for ukrainerne. Markeringer ved fodboldkampe, flag på biler og lignende viser i gadebilledet ukrainerne, at vi står bag dem. De tre lyste op hver gang, vi så noget, der markerede deres lands frihedskamp. Den anden ting var den stolthed, som de bragte med sig. Den familie, vi havde med, kom fra et velstående liv med alt, der hører med. Arbejde, foreningsliv, egen virksomhed og god uddannelse. Og en drøm om at vende hjem til det land, der er deres. Det var rørende. Det vigtigste er nok, at man altid kan gøre en forskel. Man behøver ikke køre tværs over Europa for at hjælpe, selvom det også vigtigt – på trods af hvad medierne siger, var der absolut brug for private chauffører. Nødhjælpsorganisationerne bruger de fleste af deres kræfter, helt naturligt, på nødhjælp inde i Ukraine. Donér en 50’er og drop en enkelt fadøl. Engager dig i dit lokalsamfund og lokale foreningsliv og hjælp til. Lad ikke tiden udviske nødvendigheden af politisk handling og humanitær hjælp. Det er også din frihed, det handler om.

JEG TAGER SGU DERNED V.

Martin Bech

Det var søndag aften, Rusland havde næsten lige invaderet Ukraine, vi kender alle historien. Jeg sad hjemme på min sofa og var egentlig i et ret dårligt humør. Et frustreret humør, frustrationen var nok ikke mindst båret af den følelse af vrede jeg havde over, at der foregik noget grundlæggende uretfærdigt. Krig er altid uretfærdigt, men det her er jo tæt på, på en anden måde end vi har oplevet før. Nuvel, Rusland havde jo godt nok lavet nummeret før, i Ukraine. Men det var sådan noget lusket noget, med anonyme tropper, ingen vidste rigtigt hvad, der foregik. Det her er konkret, det er fuldskala krig. Der er faktisk, geografisk set kun et land imellem os og det krigshærgede Ukraine.

Min første tanke var; “jeg tager sgu ned og deltager i kamphandlingerne for Ukrainerne –ned og melder mig til de væbnede styrker”. Efter lidt rationaliseren frem og tilbage omkring min egen nytteværdi på en sådan slagmark –jeg har ingen kamperfaring overhovedet” kom jeg frem til, at jeg nok gjorde bedre gavn på

anden vis.

Jeg iværksatte en indsamling i mit netværk der – og så skal jeg ellers love for, at der skete noget. Jeg havde selv nogle varer fra mit eget firmas varelager, der ville kunne gøre god gavn i netop den situation som Ukrainerne var kommet i; telte, gasblus, feltsenge, luftmadrasser, soveposer. Mit netværk, eller den forholdvist lille del af det, jeg havde aktiveret, stod hurtigt klar med tøj, bandager, sprit, legetøj osv. Søndag aften. Kl 23.30 var min bil pakket til bristepunktet. Kl 07.30 mandag morgen, efter et hurtigt TV interview – nogen havde sladret til pressen om min plan, og de havde haft ringet allerede aftenen forinden.

Egentlig var det ikke min plan at skulle i pressen, i hvert fald ikke på den måde. Men jeg havde jo godt nok også en plan om at tage ned og samle information, for jeg vidste, at der var mange andre, der ikke anede, hvordan de bedst kunne hjælpe lige nu. Så på hele turen tog jeg mig tid til at tale med pressen, og jeg var faktisk meget

10

forbavset over den store interesse fra medierne. Jeg vil anslå, at jeg har talt med 10 forskellige medier i løbet af turen. Men som det nu er med medier synes jeg, at det ofte blev lidt meget historien om historien – jeg ville gerne have haft kommunikeret flere praktiske informationer igennem. Om ikke andet håber jeg, at det har kunnet inspirere nogle til at gøre et eller andet. Jeg gjorde også meget ud af at opfordre til, at man donerer til de ukrainske væbnede styrker. En opfattelse jeg kun er blevet bestyrket i hen ad vejen. Den bedste form for nødhjælp vi kan yde, er at forhindre russerne i at myrde og såre uskyldige civile. Det kan tøj, mad og førstehjælpskasser ikke hindre dem i – selvom det også er vigtigt.

Da en uafbrudt tur på motorvejen ikke er videre interessant, vil jeg springe direkte frem til Warszawa, hvor jeg landede efter 17 timer kørsel, med få pauser – der var jeg lidt træt. Jeg sov nogle timer der, lastede op med hvad jeg kunne skaffe af gas, medicin, proteinbarer og førstehjælpskasser – genstande jeg havde tømt mangen en tankstation for på vejen. Derfra var der heldigvis kun fire timer til den polsk-ukrainske grænse.

Da jeg ankom skulle jeg have fat i en af mine kontakter. Han og hans gravide kone havde selvfølgelig en aftale hos lægen da jeg ankom. Så jeg måtte, efter nogle navigationsmæssige skærmydsler, kommunikere med en lidet engelsktalende ukrainer om hvad, der skulle læses på den bus, som de ville køre ind i Ukraine – de skulle ind til militæret, så jeg fik afleveret telte, gas, medicin, førstehjælpskasser, mad, feltsenge mv. taknemmeligheden var til at føle på – men den var gensidig, jeg var bare glad for at kunne gøre min del, for den meget vigtige kamp de udkæmper.

Jeg tror ikke, at krigen kun taler så tydeligt til os, fordi den er nær – jeg tror også, at det forhold, at Ukraine er et demokratisk og frit land, et europæisk land, gør, at vi føler os ekstremt knyttede til og imponerede over Ukrainerne og deres kampvilje. Nu gjaldt det om, at få afleveret det tøj og legetøj jeg havde tilbage. Det blev kort fortalt en længere cirkulering i grænseområdet, ledsaget af varierende meddelsomhed fra de mere eller mindre officielle folk, jeg mødte på vejen. Da jeg havde fået fordelt det meste alt efter hvor, der var mangel på hvad, var det også tid til at finde et hotel for natten. Jeg fandt et 70 km væk, så det var jo ikke så galt, tænkte jeg. Det var før jeg blev bek-

endt med det faktum, at jeg skulle forcere et bjerg, og at polakkerne ikke har den samme vane som os, med at stribe vejen af i meget sider og midten samt sætte reflekspæle op i vejsiden. 1,5 time senere var jeg på hotellet, hvor det vidste sig, at der også var opsamlingcentral for tøj der.

Nu var bilen tom og morgendagen kunne byde på at finde nogle flygtninge og transportere til Danmark, jeg havde i mellemtiden ikke kunnet få fat i min kontakt, der organiserede det i en dags tid. Næste morgen fik jeg fat i hvad der viste sig at være han kollega. Hun ville få ham til at ringe til mig, mhp at jeg skulle agere taxa for flygtninge mellem grænsen og de busser, der skulle transportere folk videre ud i EU. Han ringede dog aldrig, jeg tror de var helt overrendt at koordinationsarbejde. Jeg besluttede at tage affære selv.

I byen Prsemysl ankom der rigtig mange flygtninge – men vi var også rigtig mange om buddet om at køre nordpå. Mange danskere og tyskere havde begivet sig over for at hjælpe med transporten. Det hele var meget uorganiseret, men for at gøre det kort, så endte jeg med at sætte mod München med en familie på fire – Oksana, hendes to drenge og hendes mor Ludmilla. Der havde ikke været meget overvejelse, da de flygtede –deres landsby var nærmest blevet udslettet af Putins tropper – så deres hjem eksisterede ikke mere, manden var blevet tilbage i Ukraine for at tage kampen op.

Vi var fremme i Allershausen nord for München 12 timer senere. Vi var alle for trætte til den helt store afskedsscene, men taknemmeligheden var til at mærke, drengen var noget kvæstede, men glade for at være fremme. Man glemmer sommetider hvor ens vi er, man glemmer også sommetider hvad det vil sige at hjælpe og have at have brug for hjælp – særligt er det noget man nemt glemmer, i det socialdemokratiske velfærdssamfund. Jeg ville gerne have undgået oplevelsen, på dens baggrund – men jeg kom til at huske, at man glemmer det sommetider.

11

VU ABROAD

EMILIE FLINK I MAROKKO

Man kan ændre meget for individer, det er nu en af vores primære missioner i Venstres Ungdom. Med VU kommer der kompetencer og fælleskaber for folk der deler visioner om en verden hvor unge har flere muligheder, har mere frihed, mere demokrati.

Meget at dette sker selvfølgelig når vi kæmper for vores lokale VU’ere når der er valg til KV/RV, og når vi hænger i lygtepælene til folketingsvalg. Men noget af det mange af VU’erne nok ikke hører om så meget, er det kæmpe engagement og de ildsjæle der står bag VU’s internationale arbejde.

Siden 2019 har jeg været engageret i et af vores udviklingsprojekter i Marokko, hvor dette kulminerede i et projekt med vores marokkanske partnerskabsorganisation Youth Policy Center (en selvkaldt ’Think and Do’-tank), som gjorde at jeg kunne komme til Marokko og bo i lidt over fire måneder. Her har jeg arbejdet sammen med organisation i forbindelse med deres folketingsvalg, og har været en del af en workshop-gruppe som har skulle lave kurser til medlemmerne om organisationskultur og offentlige talekundskaber.

’Frihed og Fælleskab [og Frivillighed]’

Vi kender dette slogan alt for godt. Alle der har fulgt med i noget tid, kender det som nogle af Venstre og VU’s værdisøjler. Det er vigtige elementer til meget af det som VU står for. Men det at kunne danne fælleskaber kan ofte være noget vi kan komme til at tage forgivet. Når vi er opvokset i den nordiske kultur, hvor man starter til fodbold eller svømning fra barnsben af, kan man ofte tænke at de måder vi organiserer os på, er blevet skabt af mange som kom før os. Vores frivilligkultur er fantastisk, det har vi mange at takke for, og mange lande kigger til os i de nordiske lande for inspiration. For i alt for mange tilfælde, og for alt for mange unge ude i verden, er det ekstraordinært at være med i frivillige fælleskaber.

Frivillighed kommer ikke naturligt. Derfor er internationalt arbejde og vores udviklingsprojekter som vi har i både Marokko, Zambia, Argentina mm. så vigtigt for organisationer som vores, da vi bliver mindet om hvor heldige vi er, og hvor meget der er at kæmpe for. Der er ligeså også meget at lære for os, om hvordan at vi fremadrettet skal gøre vores egne fælleskaber bedre. Eksempelvis satte vores marokkanske partnere stort spørgsmålstegn ved, hvorfor vi endnu ikke havde haft nogen kvindelig formand (dette var nu F.M. (før Maria)), nu hvor vi i VU er en organisation med mange kompetente mennesker. Meget kan man mene om den debat, men det vig-

12

tige er samtalen. Vores internationale arbejde skaber refleksion og gode ideer, som vi hver gang kan tage med tilbage til Danmark.

Fra VU Rabat og til VU Lusaka

Vi snakker om de muligheder det giver at være i VU. Sjældent kunne noget være mere rigtigt, end de døre som VU har åbnet for mig. Når man er med i et udviklingsprojekt i VU, får man lov til at kunne skabe direkte relationer til den kultur, som de mennesker man arbejder med lever i. I fire måneder fik jeg mulighed for, at kunne blive en del af en vildt fremmed kultur, på en ny og spændende måde. Til tider på en lidt for spændende måde, når man skal prøve at navigere en arabisktalende taxichauffør til den anden side af byen, med sit gebrokne gymnasiefransk som strækker sig så langt som ’oui’ og ’ici’.

Vi fik startet to nye YPC lokalforeninger, udover de to eksisterende YPC lokalforeninger som allerede eksisterede en sjælenhed for DUF-udviklingsprojekter at lokalforeninger af samme organisation nationalt. Dvs. flere unge der har mulighed for at involvere sig, flere unge der kæmper for kvinders uddannelse, flere unge for retten til at kunne få arbejde og flere for unges ret til at kunne involvere sig i politik. Så de selv kan få lov til at hænge i lygtepæle for deres folketingskandidater, eller stille op selv før de bliver 35 år (hvilket i Marokko stadig ses som en ung kandidat).

Jeg er så heldig at komme med i næste runde også til andet et udviklingsprojekt i Zambia, hvor jeg igen skal være afsted med en anden VU’er i endnu fire måneder. Selvom projekterne er anderledes, og ressourcerne fra de to projekter og de mennesker som er involveret er meget forskellige, deler de unge i Marokko, Zambia og i Danmark noget meget ens; fælleskab og det er værd at kæmpe for.

13
MADS DUEDAHL REGIONSRÅDSFORMAND I NORDJYLLAND Foto: Nicolai Løvgret
EN GANG VU’ER, ALTID VU’ER AF

Jeg har i denne udgave af Liber fået æren af at skrive lidt om vores valgsejr i Nordjylland, og hvordan min fortid i VU har haft afgørende betydning for den politiker jeg er blevet. Men først lidt om mig selv: Jeg blev aktiv i Venstres Ungdom op til valget i 2007, hvor jeg gennem årene blev valgt til en lange række forskellige tillidsposter.

VU gav mig venner for livet, netværk og politisk forståelse. Men først og fremmest har det givet mig viden om mig selv og mit idégrundlag, og været afgørende for den politiske fortælling, der har dannet grundlaget for det lokale systemskifte.

Nordjylland har siden 1978 været ledet af Socialdemokraterne. Selv under Anders Foghæraen, hvor Venstre formåede at vinde Aarhus og mange andre traditionelle S-kommuner, måtte vi i Nordjylland konstatere nederlag på nederlag. Derfor var 2021 valget, hvor vi besluttede os for at det var tid til forandring - både for nordjyderne, men også for Venstre kampagne.

For når det lykkedes at vinde Mette Frederiksens eget bagland i en periode, hvor landstendenserne ellers ikke var favorable, så skyldes det først og fremmest, at vi i Venstre gav nordjyderne et klart politisk projekt, som helt almindelige mennesker kunne se sig selv i. Kampagnen havde fokus på at nordjyderne ikke burde stille sig tilfredse med landets længste ventelister, men også med blik for let forståelige problemstillinger, som eksempelvis manglende hjælp til de mange nordjyder der hver dag rammes af stress, angst og depression. Og med ønsket om at oprette Danmarks første regionale center for stress forebyggelse, gjorde vi tung regionsråds politik, til noget alle kunne forholde sig til. Herudover var der naturligvis fokus på Og klare liberale mærkesager som opgør med regeltyranier og en besparelse på administrationen, der skal sikre flere kollegaer til de hårdt pressede medarbejdere der står i frontlinjen af vores sundhedsvæsen.

Derudover blev tilgængelighed og dialog en afgørende faktor i vores valgkamp. Vi brugte de sociale medier til at invitere på kaffe til alle interesserede borgere med noget på hjerte, og jeg brugte meget tid på at besøge sundhedspersonale, så de kunne italesætte deres håb, frustrationer og drømme for fremtiden. - Fremtidens politik skal være i øjenhøjde, og dannes sammen med danskerne ikke kun for danskerne.

Dette og meget mere var grundlaget for at vi på valgaftenen stod med et historisk borgerligt flertal i Nordjylland. Og det kunne som tidligere nævnt aldrig være sket, uden den enorme ballast som Venstres Ungdom har givet mig med i livet. For det er i VU at det liberale kompas bliver indstillet, og selvom regionspolitik kan føles fjernt og bureaukratisk, så er det netop ved at huske på sine rødder, og fokusere på hvordan vi giver det enkelte menneske styrke og frihed i hverdagen, at man kan tale til danskerne, og give dem en mulighed for at tage stilling. Jeg håber at denne tilgang kan vokse ind i det kommende folketingsvalg. For vi har ikke brug for mere klientgørelse eller formynderi, danskerne har brug for frihed, ansvar og muligheder for at følge sine drømme, det er VU’s DNA og det skal vi alle huske på. I mit nye hverv vil jeg derfor tage disse grundlæggende værdier med mig, når der skal arbejdes med de kommende store politiske dagsordner. Derfor er jeg meget stolt af at vores politiske projekt er lykkes i Nordjylland, og ser frem til at vi allesammen inden for en overskuelig fremtid, i fællesskab skal kæmpe for en borgerlig liberal valgsejr - for det har Danmark brug for og det har danskerne fortjent.

15

HVAD ER GRØNT, OG HVAD ER IKKE GRØNT?

V. Linea Søaard-Lidell

Diskussionen har været heftig i EU den seneste tid: Hvad er grønt, og hvad er ikke grønt?

Det er Kommissionens forslag til, hvad der egentlig kan kaldes en grøn investering, der har sat gang i debatten - dét EU-opslagsværk, der kaldes ”taksonomien”. Hele idéen med taksonomien er at sikre, vi får skubbet kapitalen og investeringerne derhen, hvor de hjælper os med at omstille vores samfund CO2-neutralt. Det er vigtigt, for de private investeringer spiller en kæmpe rolle i den grønne omstilling. Faktisk er de helt afgørende for, om vi når i mål.

Debatten har især handlet om atomkraft, og min holdning er klar. Ja, atomkraft er en grøn investering. Atomkraft kan producere CO2-neutral energi, og EU’s fælles forskningsenhed, som rent faktisk har undersøgt sagen, slår også fast, at atomkraft ikke har et større samlet miljøaftryk end andre bæredygtige energiformer. Selv når man tæller det radioaktive affald med. Desuden har FN slået fast, at verden har brug for atomkraft, hvis vi skal nå vores klimamål.

Vi er med andre ord nødt til at tage atomkraft alvorligt på verdensplan. Vi kan simpelthen ikke tillade os at se bort fra en teknologi, som kan producere CO2-neutral energi. I Danmark har vi med Nordsøen gode muligheder for at bruge naturens kræfter til at lave grøn energi, og derfor har vi ikke behov for at opføre atomkraftværker her til lands. Men vi er nødt til at løfte blikket, for klimakampen handler ikke kun om Danmark, og hvis der findes kapital og investorer, som vil satse på at udvikle og forbedre atomenergi, så er det ikke politikernes job at stå i vejen.

Desværre lægger EU-Kommissionen kun op til, at atomkraft skal gælde som en grøn ”overgangsløsning”. Der udvikles ellers ny, moderne atomkraft, som minimerer stort set alle risici og udleder nul CO2. Dét er da en

grøn investering - også i fremtiden.

Den anden del af diskussionen om grønne investeringer handler om naturgas, som Kommissionen også lægger op til at give et grønt stempel som en ”overgangsløsning”. Her skal vi holde hovedet koldt. EU’s taksonomi skal være en guldstandard for, hvad der er er grønt, og hvad der ikke er grønt, og uanset hvordan man vender og drejer det, er naturgas en fossil energikilde - og altså ikke klimavenlig. Derfor mener jeg, at det er en forkert beslutning at kalde naturgas en grøn investering. Det betyder ikke, at brugen af naturgas stopper i morgen - men jeg kan ikke forsvare at kalde en fossil energikilde for grøn. Vi ved, at vi skal vi udfase brugen af fossile brændstoffer hurtigst muligt, hvis vi skal nå klimamålene.

Det er bare ikke godt nok, at EU understreger, at gas kun skal være en midlertidig løsning. Beslutningen om at kalde gas ”grøn” kommer stadig til at tilskynde til investeringer i nye gasprojekter, og det vil binde os til fossil energi mange år frem. Det er uholdbart for klimaet, og selv en midlertidig grønstempling af naturgas udgør en alt for stor risiko for, at investeringerne strander og må laves om, inden de har tjent sig hjem.

I lyset af Ruslands krig og Putins vanvid burde det efterhånden også være tydeligt for enhver, at der ikke er fremtid i at blive ved med at købe russisk naturgas. I stedet skal der arbejdes benhårdt på at blive selvforsynende af grøn energi.

Jeg synes, at vi skal tænke langsigtet, når vi skal beslutte, om energiformer er grønne eller ej. Lad os kalde en spade en spade. Klimavenlig atomkraft er grønt - men en fossil energikilde skal ikke have et misvisende grønt stempel.

Hvis jeg havde mandater… 90

Tidligere vært på DRs deadline, ivrig samfundsdebattør og nuværende vicedirektør i DJØF, Sigge Winther Nielsen, har været i snak med os, og bringer her i Liber sit bud på, hvad han ville ændre hvis han sad med 90 mandater. Sigge Winther er bl.a. Ph.d. i statskundskab fra Københavns Universitet. Sigge har udgivet flere bøger, heriblandt den velkendte bestseller’’’Entreprenørstaten.’’ Sigge Winther Nielsen: “Vi sjusker alt for meget med vores demokrati.”

Halve løsninger og forhippede populistiske ændringer, er ikke noget der ligger til højrefoden for Sigge Winther Nielsen. Nej, stod det til ham skulle man vægte kvalitet over kvantitet i langt højere grad, end man gør i dag, når det kommer til det lovgivende arbejde.

Det kommer ifølge Winther fx til udtryk i vores demokratiske processer, hvor politikernes modsvar

18

på komplekse problemer, alt for ofte er, alt for hurtigt udarbejdede, løsninger som kun har til formål at vise handlekraft snarere end rent faktisk at løse problemerne. Det resulterer i at lovforslag flere og flere gange bliver stemt igennem, men viser sig slet ikke at have udfyldt det mål, som man ellers ville opnå med ændringen.

Havde Sigge Winther Nielsen 90 mandater, ville han lave mindre ændringer, men samtidig bruge meget mere tid på de store nødvendige ændringer, og gennemarbejde dem mere end man gør i dag.

“Vi har ikke et dårligt demokrati i Danmark.”

I Danmark har vi ikke et demokrati der er for dårligt. Men vi har heller ikke et demokrati, som virker til fulde fem, mener Sigge Winther, der selv har en fortid som embedsmand i Finansministeriet. “Når der kun er under 3% af den Danske befolkning som er medlem af et politisk parti, så er der gået noget galt i den politiske “kontrakt” ’ konstaterer Winther.

“En løsning på problemet kunne være at nytænke måden vi i Danmark laver politik på. Gøre det til noget stort. Lave politiske akademier, talentkonkurrencer osv. Tage sin tid til at lave nye reformer, som rent faktisk virker.” Fortsætter han.

Ja, stod det til ham, skulle vi kigge lidt i mod U.S.A, der ellers ofte får hug for sine demokratiske tilstande.

’’Når en politiker bliver valgt ind i U.S.A, får de næsten en hel uddannelse som politiker. De bliver uddannet i love, regler, hvad der sker i landet og hvordan man gør sig.’’ Sigge Winther så gerne at de folkevalgte politiker i Danmark, har mere politisk uddannelse, end de reelt set har. Gerne nogle flere rekrutteringsmuligheder kunne være optimalt. I den forbindelse roser han samtidig særligt ungdomspartier, som næsten sprøjter politiker ud, en efter en. Ikke bare et, men flere….

- “Jeg har både store, mellemstore og små ændringer”. I forlængelse af det politiske system, er der ifølge Winther også behov for at nytænke arbejdsmarkedet. “Jeg ser livet inddelt i tre faser.’’ ’’Fase 1 - uddannelse, fase 2 - arbejde og fase 3 - pension. Jeg så gerne man blandede det mere.” ’’Udvikle fase 1, og lig dele af fase 1 ind i fase 2. Giv muligheden for at fornye viden og kompetencer i langt højere grad, end tilfældet er i dag.’’

Mange ansatte har for travlt. Mange render rundt med powerpoints iført jakkesæt, uden nødvendigvis at udvikle noget reelt godt. Hvis man gav de ansatte ro, tid og kompetencer, vil det danske arbejdsmarked, kunne tage helt nye højder. En løsning kunne være at kigge på en model med kun 4 arbejdsdage, eller mere flexibilitet i forhold til krav og hjemmearbejde.

Dette er altså de samfundsændringer som, en af Danmarks fremmeste politologer, Sigge Winther Nielsen, ville prioritere hvis han fik 90 mandater bag sig. Mere ro, mere fordybelse og generelt en større omhu med de ting der virkelig betyder noget.

19
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.