Min drøm for skolesystemet er, at der kommer et fag, der ikke hedder iværksætteri, men købmandskab

MIN DRØM FOR SKOLESYSTEMET ER, AT DER KOMMER ET FAG, DER IKKE HEDDER IVÆRKSÆTTERI, MEN KØBMANDSKAB

- Martin Thorborg, serieiværksætter og direktør for Dinero -

Martin Thorborg er en af Danmarks dygtigste serieiværksættere og er i dag direktør i Dinero, et regnskabsprogramsfirma, han selv er medstifter af. Martin er ikke en, der går og holder igen. Han ytrer sig meget om alt fra råd til nye iværksættere til visioner for Danmark. Mød Martin i interviewet her.

Hvad er din uddannelsebaggrund? Jeg har første år i gymnasiet, og så har jeg første på HF. Så har jeg det, der hedder en EFG handel og kontor (I dag EUX business, red.), hvor jeg er uddannet kontorassistent. Det er sådan et år på skole og to år i praktik, hvor man er lidt på skolen en gang imellem for lige at få noget basisviden ind. Så der blev jeg uddannet kontorassistent på Frederiksberg politistation i sin tid.

Da jeg startede, gik jeg fra 9. klasse over i gymnasiet og dengang var det opdelt i sproglig og matematisk. Jeg valgte den matematiske, hvilket var en stor fejl, men det var fordi jeg troede, jeg skulle være ingeniør ligesom min far. Der er jo en stor niveauforskel på matematik i 9. klasse og så til matematik på gymnasiet, og der må jeg sige, der fik jeg et chok. Det var bare fuldstændig anderledes, og jeg kunne overhovedet ikke finde ud af det. Jeg tror egentlig det handlede om, og det er sådan set lidt fjollet, at de fleste af mine kammerater kom igennem det ved bare at huske, hvordan man gør. Jeg har sådan et eller andet, der gør, at jeg kan ikke bare huske det, jeg skal forstå, hvordan det fungerer. Og det er fandme noget lort, hvis man ikke har flair for det.

At forstå baggrunden for en andengradsligning, hvordan den fungerer, hvorfor den fungerer sådan og hvordan man kommer frem til det. Der er det noget lettere bare at lave nogle huskeregler oppe i sit hoved og så bare gøre tingene mekanisk og forklare dem ud fra at huske nogle sætninger. Det kan jeg ikke, så det blev helt umuligt for mig for det niveau, kunne jeg slet ikke forstå tingene i, og hvis jeg ikke kan forstå det, så kan jeg i hvert fald ikke huske det.

Så da jeg havde gået der et år, så kunne jeg godt se, at det ville sgu nok ikke gå godt, så jeg gik over og fik et job på en tankstation et lille års tid, indtil jeg skulle starte på EFG handel og kontor. Og det var egentlig lidt med tanken om måske på et senere tidspunkt at blive politibetjent, så jeg kunne ligeså godt blive uddannet på en politistation, indtil jeg var gammel nok til at blive politibetjent, men så var der ansættelsesstop. Jeg var tilmed en af de yngste, og der favoriserede de dem, der var ældre, og ligesom ikke kunne søge ind til næste år. Det synes jeg var lidt tarveligt, og jeg blev lidt sur.

Så begyndte jeg på HF, hvor jeg var et år. Da jeg havde gået der i et år, kunne jeg godt se, at det ikke nyttede noget bare at stå med en HF

bagefter. Det får man jo ikke et spændende job af, for at sige det meget mildt. Man skulle jo videre på universitetet eller et eller andet, og jeg kunne bare se endnu et år på HF og så fem år på universitetet, det ville være seks år på skolebænken, og det var helt uoverskueligt for mig. Altså bare glem det, jeg kunne ikke sidde stille seks år mere.

Jeg endte med at blive selvstændig og begynde at sælge computerspil. Da det så begyndte at tage fra, så droppede jeg ud af HF. Så blev jeg fuldtidsiværksætter, hvilket jeg aldrig nogensinde havde drømt om at blive.

Hvor meget af det du lærte på skolebænken, føler du så, at du har kunne bruge ude i den virkelige verden og som iværksætter? Jeg synes sgu, der er mange ting. Helt konkret, så lærte jeg for eksempel på politistationen at skrive et ret fejlfrit dansk. Der blev jeg sat ned ved siden af sådan en ældre dame, og der skulle jeg sidde at skrive om for eksempel indbrud, og det vil sige politibetjente var ude på området og så indspillede de på sådan nogle små mikrobånd, hvad der skulle skrives, og det skulle jeg så sidde at skrive.

Det foregik med fem gennemslag, og det ville sige, hvis jeg lavede en enkel fejl på skrivemaskinen, så skulle jeg rive hele lortet op, sidde med rettelak og rette fem forskellige gennemslag og så proppe det ned igen og fortsætte med at skrive. Lavede jeg fem fejl, skulle jeg rive det hele i stykker og starte forfra. Og der var ikke noget display på skrivemaskinen, så jeg kan edderfuckme love dig for, at jeg blev rigtig god til at koncentrere mig og skrive korrekt dansk. Så det har jeg været god til lige siden.

Der hvor jeg slet ikke har kunne bruge noget, har været matematik. Altså jeg tror aldrig nogensinde, jeg har udregnet arealet af en trekant, siden jeg gik ud af skolen eller brugt en eneste læresætning indenfor noget som helst. Jeg ved heller ikke, hvor meget oldtidskundskab, jeg sådan rent praktisk har fået brugt, men det har vel nok givet en eller anden form for historisk forståelse.

Men jeg synes ikke rigtig, jeg har fortrudt noget. Det er ikke sådan jeg har tænkt ”hold kæft man, det år på HF, der lærte jeg ikke noget”. Det synes jeg bestemt, jeg har. Det år i gymnasiet, lærte jeg noget der? Ja, bestemt. På min uddannelse som kontorassistent lærte jeg basal bogføring, at føre en kassekladde og det er jo samme måde, man laver regnskab på i dag. Så jeg har da fået en basal viden om, hvordan et regnskab fungerer, og det er jo meget rart, nu hvor jeg er direktør for et regnskabsprogram.

Hvad kan man gøre i uddannelsessystemet for at klæde folk bedre på til den virkelige verden og eventuelt for at fremme iværksætteri?

Min drøm for skolesystemet er, at der kommer et fag, der ikke hedder iværksætteri, men købmandskab. Det må godt hedde noget andet mere sexet. Det kan man sikker godt finde på, for det lyder jo kraftedeme som om, man står med skåneærmer på i en eller andet støvet købmandsbutik. Men tanken er et eller andet sted, at vi er en handelsnation. Vi danskere har altid handlet meget, og børn elsker at handle. Næsten alle børn har lavet en bod ved vejen på et eller andet tidspunkt, spillet matador med hinanden eller lavet et eller andet, hvor man køber og sælger med hinanden. Jeg synes bare, der er noget essentielt i det, fordi det kan pege i mange retninger.

Faget skulle være meget praktisk. Det kunne være meget simpelt, at man ved starten af skoleåret som klasse skulle komme på en ide til at få nogle penge til en klassetur eller noget. Og så kan man begynde at diskutere, skal vi lave en eller anden form for virksomhed, og hvad skulle det være for en virksomhed.

Lad os sige, man ville sælge boller nede på stationen, hvilke boller skulle det så være? Kom ud at snakke med folk om det, gå ned og find ud af, hvor man kan købe billige mix, gå i banken og lån penge og så videre. I det hele taget at komme rigtig meget rundt og finde ud af, hvad er en bank, hvad er renter, hvad er gebyrer, der er forskelle på priser i de forskellige supermarkeder, der er noget hygiejne, man skal tage vare om, der er nogle indkøbspriser, der er noget, som skal laves og så videre. Og mens du gør de her ting, så skal du jo kunne en masse ting. Du skal kunne lægge tal sammen, skrive, dividere og 100 andre forskellige ting. Og så giver det mening, at du skal kunne alle de her ting, for at nå frem til et mål.

Hvis du siger til unge, de skal lære at tale en-

gelsk, så bliver det meget kedeligt, men hvis du beder dem om at sætte sig ned og spille Counter-Strike med nogle amerikanere, så bliver det lige pludseligt pissesjovt at kunne engelsk. For kan du ikke engelsk, så kan du ikke spille med de andre. Så sidder du bare der som en idiot, og så kan jeg edderfuckme love dig for, du kan lære hurtigt, hvis du gerne vil være med i et fællesskab.

Eller hvis der er en sød pige, der taler fransk. Hende vil du satme gerne snakke med, så skal du sgu nok lære fransk lidt hurtigere, end hvis du skal sidde med en bog sammen med en røvsyg lærer. Så det handler meget mere om at finde et fedt formål, som eleverne synes er sjovt.

Tænk hvis du skulle lære et nyt computerspil ved at læse manualen, altså det ville kraftedeme tage dig 30 år at lære det. Det ville jo være røvsygt. Det er jo egentlig den måde meget af undervisningen i dag foregår på. Man lærer ved at læse manualen i stedet for at lege lidt med det. Det er jo derfor, jeg er blevet en pissegod iværksætter. Jeg kan ikke sætte mig ned og læse manualen, og det kan jeg love dig for, jeg ALDRIG gør.

Mange spørger mig, hvilken uddannelse man skal tage for at blive iværksætter. Og det jeg siger til dem er, at jeg ikke tror, der er en uddannelse, der passer specielt til det at være iværksætter. Mit budskab er ikke, at man skal lade være med at gå i skole, men nogle af verdens absolut bedste iværksættere, om det er Bill Gates, Larry Ellison, Richard Branson eller alle mulige andre, er jo high school-dropouts. Det er jo alle folk, der er droppet ud på et tidspunkt og har skabt deres egen virksomhed. Jeg vil tro, hvis du skal lære bogholderi på en skole, så kan du bruge et helt år på at lære basalt bogholderi. Hvis du starter din egen virksomhed, så vil jeg tro, at det du kan lære på et helt år på skolen, det kan du lære på to aftener, fordi du skal bare kunne det. Det er jo sikkert ikke fordi, det er særligt interessant, men det interessante er, at det bare er en nødvendighed, og så går det bare hurtigt.

Mange folkeskoleelever ved ikke, hvad de vil, så de vælger ofte bare STX, fordi det gør alle de andre jo. Hvordan kan man komme det til livs?

Problemet er jo bare, undskyld jeg siger det, når du er i folkeskolen, så ved du ikke engang, hvem du selv er. Hvis du spurgte mig i folkeskolen, hvad jeg ville være, så var jeg en af de få, der faktisk kunne fortælle det, fordi jeg havde en oplevelse, da jeg var yngre, med min far og en af hans ingeniørvenner, der gjorde, at jeg skulle bare fucking være ingeniør. Derfor var jeg meget afklaret med hvilken vej jeg skulle gå. Altså jeg skulle på det matematiske gymnasium, og efter det så skulle jeg ind på DTU. Problemet var jo så bare, at jeg ingen talent havde for det. Så jeg var egentlig afklaret på noget, der var helt forket.

Mit bedste råd vil egentlig være at lade være med at tænke så afsindigt meget over, hvor man tror man vil hen, for det er sgu de færreste i den alder, der ved hvad de vil lave. De ved jo dårligt, hvad de vil lave om mandagen, når det er fredag.

Jeg har en datter i 2.g, og når jeg spørger, hvad hun vil være, så aner hun det heller ikke. Hun klarer det godt i gymnasiet, men når jeg spørger, hvad hun vil bagefter, så siger hun, at hun nok vil ud at arbejde og rejse lidt. Og det er en god ide, siger jeg, for så kan du komme ud at mærke, hvem du selv er.

Er man i bund og grund ved at overuddanne det danske samfund, når så mange tager en længere videregående uddannelse?

Ja, det synes jeg helt bestemt, og jeg synes, det er synd, at det er ligesom bare det man gør. Gør du ikke det, så bryder du normen, og det er ligesom om, at man bliver kigget skævt til, og det synes jeg fandme er synd.

Hvert eneste mennesker er forskelligt. Vi er meget forskelligt skruet sammen. Der er nogle, som er rigtige gode med deres hænder og rigtig gode ”ikke-bogligt”. Man kan tage min nabo Ole for eksempel. Han var ikke specielt god bogligt og endte med at blive bager som sin far. Altså han er nabo til mig og bor i et hus til 100 millioner kroner. Det er ham, der har lavet Lagkagehuset. Han er ordblind og har sikkert ikke haft det nemt i skolen, men er du sindssyg, hvor er han en dygtig forretningsmand. Tænk hvis man havde svinget ham ind igennem gymnasiet og op igennem universitetet, han havde nok klaret det, men han havde ikke været min nabo så, kan jeg garantere dig for. Han havde nok heller ikke haft så spændende et liv som han har haft.

Så jeg synes, man skal lade være med at kigge så meget på, hvad alle andre gør. Man skal kigge på sig selv som individ og så mærke inde i sig selv, hvad man er god til. Hvis man er god med sine hænder, så er der ikke noget galt i at gå ud og blive elektriker, tømrer eller murer. Det er nogle af de mennesker, der tjener flest penge. Er du sindssyg, hvor er der bare efterspørgsel efter gode håndværkere. Der er bare knaldstor efterspørgsel efter dygtige iværksættere. Der er bare så mange forskellige mennesker, vi har brug for ude i vores samfund, som på ingen måde skal sætte sig ned syv eller fem år på en skolebænk. Det dræber deres initiativ. Man skal lade være som ung at lytte så meget til ens forældre, ens venner og alle mulige andre omkring en.

Jeg synes virkelig vi, som samfund, skal passe på med, hvordan vi skubber de unge afsted, i hvilket tempo og i hvilken retning. Jeg synes, man skal være meget bedre til at mærke på den enkelte unge og så give dem en stolthed uanset, hvilken uddannelse eller hvilken retning de vælger, fordi det er sgu mere end okay at blive mekaniker, pædagog, folkeskolelærer eller sygeplejerske. Vi kan sgu ikke alle sammen gå på universitetet og ende med at kigge ned i store støvede bøger. Vi mangler så mange dygtige mennesker ude på gulvet.

Jeg synes, der er så mange af de der forskellige uddannelser, der bliver talt ned. Man taler så meget om, at folkeskolelærere tjener så dårligt. Det gør de altså overhovedet ikke. Hvis man tæller deres pension, arbejdstider og alt muligt andet med, så har de et pisse godt job, men de har en tendens til at tale sig ned, fordi de selvfølgelig prøver at påvirke deres situation, så de får mere i løn og den slags. Sådan er der egentlig mange fag, der går på barrikaderne, fordi de vil have bedre forhold til sig selv. Det kan jeg godt forstå, de vil, men de sender bare nogle signaler til de unge om at det ikke er nogle attraktive steder at være.

Så man skal blive bedre som samfund til at hylde alle de forskellige mennesker, i alle de forskellige jobs og prøve at fremhæve alle de positive ting ved det. Og så skal de unge blive bedre til at sige, jamen jeg vil skide på, hvad mine venner mener, jeg er ligeglad med, hvad der sker på instagram, facebook og alt muligt andet. Det er ikke en konkurrence mellem mig og alle mulige andre. Det er en konkurrence med, at jeg selv skal finde en plads i livet, hvor jeg får de ting, der gør mig glad. Det er ikke sikkert, det er det samme som mine gode venner, min familie eller andre mennesker mener. Og så skal man være stolt, uanset om ender som højt profileret direktør eller som stjerneglad pædagog. Det er fuldstændig irrelevant.