Den liberale løsning på ordblindeproblematikken

DEN LIBERALE LØSNINGEN PÅ ORDBLINDEPROBLEMATIKKEN

- Anne-Sofie Søe Skov Larsen, medlem af VU’s uddannelsesudvalg -

Når det handler om at forbedre vilkårene for de knap 7% af Danmarks befolkning, der kæmper med ordblindhed, er det ikke et spørgsmål om resultatlighed, men om at skabe lige muligheder. Som liberale tror vi på, at alle individer er lige meget værd, og at alle derfor skal have det samme udgangspunkt for at klare sig godt. Det sker i Danmark blandt andet gennem et skattefinansieret uddannelses- og sundhedssystem. Desværre fungerer Danmarks uddannelsessystem bare ikke altid lige optimalt. Især ikke når det kommer til ordblindhed. Hvis man i Danmark mister et ben, får man en protese. Ikke kun fordi alle skal have de samme muligheder eller fordi det øger livskvaliteten, men også fordi det er det, der er til størst genvist for samfundet. Det samme burde være gældende når det kommer til ordblindhed.

Selvom 86% af alle unge ordblinde påbegynder en ungdomsuddannelse, er det kun 69% der gennemfører. Hvad værre er, at det kun er 14% af landets ordblinde, der gennemfører en videregående uddannelse. For ikke-ordblinde er det henholdsvis 85%, 81% og 31%. Der findes også solstrålehistorier, men dem må vi, i dette tilfælde, ikke lade overskygge. For der er et tydeligt problem, når en undersøgelse, blandt unge ordblinde, viser, at halvdelen af de adspurgte ikke har fået nogen form for særlig og/eller individuel hjælp.

Det er svært at have udfordringer i et uddannelsessystem, der kun er lavet til den gennemsnitlige elev, og hvor lærerne kun ved noget om de respektive fag, som de underviser. Jeg stiller mig meget undrende over for, at man som folkeskolelærer ikke er på kursus om de mest almindelige udfordringer, så som autisme og ja, ordblindhed. Jeg er sikker på, at et enkelt fag på seminaret ville kunne gøre en kæmpe forskel - for det største problem er nemlig ikke mangel på løsninger, men mangel på viden. Der findes heldigvis mange gode redskaber, der kan gøre hverdagen markant nemmere. De er langt fra perfekte, men man kan desværre ikke få alt, og de eksisterende er en god start.

Jeg tror på, at det første, der skal gøres er, at der bliver skabt mere opmærksomhed på problemet. Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke synes, at forbedring for ordblindes vilkår er vigtig, men desværre heller ikke nogen, der har tyet til handling. Jeg tror på, at det hjælper at skabe noget larm om emnet. En larm, som både Ordblindeforeningen og deres ungdomsafdeling, Dysleksi Ungdom, prøver at skabe. Det er bestemt en start, men det gælder om, at det bliver en mere offentlig kendt problemstilling.

Der skal laves en god og holdbare lovgivning på området. Regeringen, deres støttepartier og Alternativet lavede tilbage i september 2020 en aftale, der skulle afsætte 30 millioner til at hjælpe ordblinde. Egentlig er der nogle gode pointer deri, men der mangler to ting som venstrefløjen som regel glemmer: økonomisk fornuft og frihed.

For det første er 30 millioner små penge, når det handler om at forbedre levevilkårene for 7% af Danmarks befolkning. Når det er sagt, handler det ikke om beløbet, men i højere grad, hvordan det bliver brugt. Systemet ville nemt kunne effektiviseres ved at give den enkelte elev mere frit valg. Hvis det enkelte individ fik mere frihed, ville staten hverken bruge for mange eller for få ressourcer. Det ville kræve mere individuel vejledning, hjælp og dermed flere uddannede ordblindelærere. Det ville være dyrt, men ville på længere sigt betale sig selv hjem. Det ville være en langsigtet investering i forbedret livskvalitet for mange og i forøget mænge af arbejdskraft. Det anser jeg for at være den fornuftige, liberale løsning på problemet.