Ud)dannelse er vores værn mod perfekthedskulturen

- Tommy Ahlers, klimaordfører for V og tidl. uddannelses- og forskningsminister -

Ijuleferien gjorde jeg noget, jeg holder rigtig meget af, men som jeg sjældent giver mig tid til. Jeg læste – uden formål alene af nysgerrighed og interesse. Bl.a. fordybede jeg mig i højskolelæreren Christian Hjortkjærs fremragende bog Utilstrækkelig. Hvorfor den nye moral gør de unge psykisk syge (2020). Den kan jeg varmt anbefale.

Bogens hovedpointe: Forbavsende mange børn og unge har ondt i livet, og antallet af unge, der får en diagnose, er støt stigende. Det skyldes formodentligt, som Hjortkjær skriver, at vi er gået fra at være et forbudssamfund til et påbudssamfund. Fra regler til idealer.

I dag er ungdommen i mindre grad begrænset af forbud, som vores bedsteforældres generation var det. Et langt stykke ad vejen er man i dag fri til at være den, man vil være (jf. seksualitet, udseende osv.). Omvendt mødes især ungdommen i stigende grad med forventninger til, hvordan man skal leve. Det forventes, at man får 12-taller hele vejen rundt, tager stilling og er afklaret ift. al verdens spørgsmål, laver det sjove opslag på Instagram, ser godt ud, løber et maraton osv. Kort

sagt: I dag forventes intet mindre end det perfekte. Og som Hjortkjær skriver, er det udmattende, og man ender let med at føle sig, ja, utilstrækkelig.

Hjortkjær har fat i noget. Og det lægger sig tæt op ad den måde, jeg ser verden på: Ingen er perfekte. Ingen. Så lad være med at stresse over at fremstå perfekt, fejlfri og Instagramable. Lad være med at tænke over, hvad andre folk synes om dig. Lev livet! Tag chancer. Tro på det. Drøm! Det er det sande oprør, som Hjortkjær skriver: At man ser stort på tidens påbud.

Jeg er klar over ironien. For har jeg ikke lige selv skrevet en række påbud? Jo, det har jeg. Men lad mig folde min pointe ud, så den ikke fremstår selvmodsigende.

På den ene side mener jeg, at man skal gøre sig umage, være flittig og forsøge at leve moralsk. Hjælpe andre, være den bedste udgave af sig selv osv. På den anden side nytter det ikke noget, at man løber sur i det hele og prøver at være noget, man ikke er eller kan blive – f.eks. ‘perfekt’. Jeg går altså ind for en præstationskultur, men ikke en perfektionskultur. Jeg mener, at man skal bruge sit liv fornuftigt og til at gøre godt. Omvendt mener jeg ikke, at man hele tiden skal halse efter andres opfattelser af, hvordan man lever rigtigt. Det er derfor, jeg er liberal. Det eneste, man kan gøre, er hele tiden at forsøge at blive klogere. På sig selv og på omverdenen.

Men hvordan bliver man klogere? Her rummer (ud)dannelse en del af svaret. (Ud)dannelse er med til at gøre os til hele mennesker – selvstændigt tænkende væsener, fulde af selvtillid og selvværd. (Ud) dannelse gør os i stand til at analysere, reflektere og spejle sig i andre mennesker. Mennesker, som har de samme udfordringer som dig selv. Som har de samme følelser. Som gør sig de samme tanker. Det er både betryggende og befriende, for sagen er, at man ikke er alene. Gennem f.eks. litteratur og filosofi opdager man, at man ikke bør stræbe efter det perfekte og indser, at det kan man aldrig blive. Den erkendelse udgør et af de bedste værn mod presset fra perfekthedskulturen.

Desværre er det ikke nemt at gøre oprør mod perfekthedskulturen. Men det bliver lettere, hvis vi gør det sammen. Vi politikere kan f.eks. sørge for, at uddannelsessystemet ikke opildner til en perfekthedskultur. Derfor var jeg som uddannelses- og forskningsminister med til at afskaffe hurtigstartsbonussen, så man selv kan vælge, hvornår man vil starte på sit studie. Vi fik også gjort det muligt at stoppe efter bacheloren og fastholde sit retskrav om at kunne blive optaget på en kandidat, selvom man er ude at arbejde et par år. Endelig forsøgte jeg at ændre karakterskalaen, så man ikke starter på 12 og fejler sig frem, men i stedet bygger sig op.

Vi kan gøre meget politisk, men vi kan ikke lovgive os ud af perfekthedskulturen. Det kræver, at vi begynder at vise de uperfekte sider af os selv, at vi står ved os selv og tør at tænke højt og reflektere sammen.