
2 minute read
Kære elever, stik piben ind
- Esther Vyff Petersen, formand for Danske Skoleelever -
“Kære elever, stik piben ind og sæt pris på et godt kompromis”
Advertisement
... blev der skrevet i et indlæg fra Politiken. Eller sagt med andre ord, Kære elever, lad være med at udnytte jeres ret til at udtrykke jeres holdning i vores danske demokratiske samfund og accepter, at I som elever fortsat skal ofre under nedlukningen, fordi nogle voksne i folketinget valgte ikke at lytte til hverken jer eller lærerne, da de tog en beslutning om, at I skulle op til fire ud af syv eksamener ud af i alt tre forskellige fag, selvom I ikke har fået tilstrækkelig undervisning i månedsvis og mistrives derhjemme. Stik piben ind.
Jeg tror, vi alle kan være enige om, at ungdommen har måttet lægge øre til mange ting den seneste tid – og det synes jeg faktisk er brandærgerligt. Det sidste år har jeg set en ungdommen, der har været fyldt op med ansvarlighed, selvstændighed og selvindsigt – men er desværre mange steder mødt med skepsis, når de udtrykker den mindste utilfredshed.
Det er også derfor, at jeg får endnu mere lyst til at snakke om de eksamener. For dem skal der snakkes om.
Men jeg vil ikke give mig til at fremlægge alle argumenterne for, hvorfor de skal aflyses. Det tror jeg godt, at vi kan være enige om, at vi har gjort utallige gange. I stedet vil jeg nu liste nogle grunde op, som beskriver, hvorfor ungdommen ikke er forkælet eller utaknemmelig –og hvorfor det faktisk er okay at være bekymret for eksamen.
- Ungdommen har gang på gang ydet en stor indsats helt siden sidste marts. Langt de fleste elever har, i stedet for at tage til piratfester, stået i deres bedsteforældres baghave og sunget fødselsdagssang eller siddet derhjemme og spillet spil med familien, fordi de havde forståelse for at det ikke var ens egne behov der var i forreste række, nu var det først og fremmest samfundets.
- Eleverne har ikke krævet fest og farver – men bare deres undervisning og uddannelse. Det synes jeg er modent og prisværdigt.
- Mange elever har modtaget kedelig undervisning og har haft triste da månedsvis. De har hjulpet og støttet hinanden og forsøgt at holde humøret oppe.
- Eleverne har udtrykt sin utilfredshed når den undervisning de oplevede, ikke var tilstrækkelig. De søger god undervisning og viden – de er ikke bare dovne.
Jeg tror på, at det er vigtigt, at vi hjælper, støtter og roser hinanden – specielt ungdommen - i en tid hvor hverdagen er så grå og kedelig for rigtig mange mennesker.
Jeg håber og beder til, at alle elever når til et sted inden eksamenerne, hvor de ikke længere føler, at nedlukningen har påvirket deres faglighed - så at alle elever får en fair afslutning på folkeskolen.
Samfundet har det seneste år fundet frem til, hvad der er det vigtigste i samfundet. Nemlig at passe på hinanden og støtte hinanden i en svær tid. Vi har passet på de ældre og sårbare, vi har indstillet vores liv efter det. Jeg ville ønske, at vi i fællesskab kunne finde frem til, hvad der er vigtigste i folkeskolen også. Er det prøver og tests? Eller god undervisning med fokus på faglighed og fællesskab?
Jeg kan love jer for, at eleverne ikke stikker piben ind, før vi har fået en retfærdig behandling som ungdom og en ordentlig afslutning for afgangseleverne.