
8 minute read
Industrien rykker ind på hospitalet som medudvikler
Rigshospitalet er på vej med at skabe langvarige, tætte strategiske partnerskaber med industrien, der skal løse udfordringerne i et presset sundhedsvæsen
Sundhedsvæsenet er under pres og det er ikke længere nok at være et godt, velrenommeret universitetshospital med mange dygtige, kompetente fageksperter. Hospitalerne har behov for løbende at tilpasse sig ændringer i patientsammensætning, indførelse af ny teknologi og udvikling af nye løsninger. Det kræver et tæt samarbejde mellem industrien, virksomheder, iværksættere, forskere og klinikere for at sikre løsningerne er tilpasset de kliniske miljøer.
Advertisement
Det har betydet, at store medicinal- og medicoselskaber etablerer og driver udviklingsafdelinger, som en integreret del af de store hospitaler som det sker i USA hos blandt andet Texas Medical Center.
Et tæt partnerskab er helt afgørende for at udvikle de nødvendige løsninger til et stadigt mere presset sundhedsvæsnet, fastslår Rigshospitalets innovationschef, professor Henning Langberg.
Rigshospitalet indgik i december 2021 sit første partnerskab med Roche Diagnostics om udvikling og test af diagnostiske løsninger og digital videreuddannelse. Henning Langberg er overbevist om, at den type aftaler bliver en gevinst for alle involverede og for patienterne.
Nye typer af integreret partnerskab
”Sundhedsvæsnets dagsordener bliver svære at løfte, hvis vi ikke bliver flere om det. Helt klassisk har vi samarbejdet med andre hospitaler eller universiteter om basal forskning eller forskning i specifikke patientgrupper. Det nye er, at samarbejdet omfatter virksomheder, og det giver mulighed for at udvikle løsningerne direkte i de kliniske miljøer tilpasset vores behov.
Derfor bliver den type meget tætte partnerskaber af helt afgørende betydning. Klassisk kan et partnerskab bestå af løsninger til en patientgruppe eller processer i hospitalsvæsnet, men på sigt kan det sagtens også være partnerskaber omkring bygninger eller andet. Ambitionen kunne være at skaffe plads til startups integreret direkte på hospitalet.
Der kan indrettes ekstra afdelinger på et hospital betalt af partnerskaber, som giver plads til startups eller store virksomheder kan leje sig ind på en hel etage, så virksomheder og sundhedsydelser knyttes anderledes tæt sammen som vi ser det i udlandet.”
Professor og innovationschef Henning Langberg – Rigshospitalet har behov for at få tilført ekstra kompetencer og ressourcer i form at medudviklende partnere fra industri- og startupmiljøet for at kunne løse sine udfordringer.
Behov for klare retningslinjer
Henning Langberg er bevidst om, at dét, at lukke dybt kommericelle partnere ind på offentlige hospitaler, kan møde modstand: ”Det er jo kontroversielt, for man kan frygte, at vi giver virksomhederne adgang til vores ”guld” – vores data – når vi lukker dem ind, men jeg mener der er gode eksempler på værdiskabelsen ved sådanne tætte partnerskaber. Vi kan jo heller ikke købe medicin på apoteket udviklet af det offentlige, og det understreger netop behovet for at samarbejde om løsningerne.”
For at blive en succes er der behov for transparens og klare retningslinjer, mener han: ”For at etablere sådanne partnerskaber, kræver det, at vi internt bliver gode til at gøre det klart, hvad vi har behov for hjælp til og, hvor vi har brug for kompetencer. Det vil gøre det muligt at efterspørge konkret hjælp til udviklingsarbejdet. Transparens og no-eksklusivitet er i den forbindelse vigtig, så alle er beviste om målet med partnerskaberne og kan sikre, vi samarbejder med de bedste på området. Vi må altid have mulighed for at arbejde med flere virksomheder om løsningerne for sikre en uvildighed så vi ikke kommer i et dilemma, når der skal forhandles priser eller nye kontrakter. Det er en stor udfordring som vi aktuelt arbejder på retningslinjer for.”
Industrien ønsker stabilitet og perspektiv
Hvad efterspørger virksomhederne på den anden side af bordet i partnerskaber, spørger Henning Langberg og besvarer selv spørgsmålet: ”Langvarige partnerskaber, så de får adgang til at forstå kundernes – patienternes – behov og kan udvikle løsninger. Ofte sker det i en form for beta-version, som kan testes og valideres direkte i klinisk praksis. Ofte ønsker virksomhederne adgang til den dybe, kliniske indsigt kombineret med data. Derfor arbejder vi på forskellige løsninger, hvor adgangen til data foregår i sikre sandboxmiljøer, og hvor det er overvåget, hvad data anvendes til.
Dér, hvor vi også ser et stort ønske om partnerskaber, er på de sjældne sygdomme, hvor der er få patienter. Her er det ikke tilstrækkeligt at lave partnerskab med et enkelt hospital. Det kræver at mange hospitaler indgår i samarbejdet med en industripartner.
Vi kan på Rigshospitalet mærke, at vi er attraktive som samarbejdspartner. Dels er vi et højt specialiseret hospital med adgang til specifikke patientgrupper, og dels er vi et fuldt digitaliseret hospital med live dataintegration og på den måde en model for fremtidens hospitaler. Her har klinikere adgang til tidligere patientdata, der ligner den
patient, de står overfor, og som kan bruges direkte i beslutningen om den aktuelle patients behandling. Når man ser ud i verden, er der ikke ret mange steder, hvor man har den type brugsklare, historiske data.”
Begge parter må være knivskarpe
Traditionelt har der kørt samarbejder med virksomheder gennem en årrække på Rigshospitalet, som har ført til løsninger, der har gjort en stor forskel for patienter på blandt andet hjerteområdet, forklarer Henning Langberg.
Etablering af partnerskaber kræver, mener han, at sundhedsvæsnet klart erkender deres konkrete udfordringer og at de eksterne partnere har lyst til at komme ind og finde løsninger på problemerne, men begge betingelser vurderer han er opfyldt i tilstrækkelig grad. ”Derfor er vi ved at udvikle værktøjer som kan hjælpe i denne proces, både med afdækning af problemet og med at facilitere dialogen mellem hospitalet og virksomhederne, så vi bliver klar på hvad vi ønsker med et partnerskab og det, som virksomheden kan og vil tilbyde. Dialogen om bytteværdien er helt ny, men der begynder vi at have et bud på, hvordan sådant noget ser ud.
Der er behov for at udvikle værktøjer som et fælles sprog, fordi man ofte taler forbi hinanden. I forehold til hospitalsbyggeri kan man forestille sig, som man ser det i USA, at dele af et hospital er bygget som en form for industripark eller udviklingslaboratorie for virksomheder indenfor healthtech og pharma, så deres udviklingslaboratorie ligger direkte i det driftsmiljø, hvor løsningerne bruges efterfølgende.”
Texas Medical Center en rollemodel
Det har man ingenting af i Danmark på hospitalerne, men Henning Langberg peger på Texas Medical Center i Houston, der har samlet en række hospitaler og givet plads til at store virksomheder kan bygge innovationscentre direkte på selve hospitalscampus. ”Vi taler meget om at fremme offentlig-privat innovation i Danmark, men der er kun få eksempler på at virksomheder direkte har ”købt sig ind i bygninger”. På Høre- og Balancecentret på Rigshospitalet har en stor høreapparatsvirksomhed dog givet et tilskud til murstenene mod at være en del af forskningen, og Ole Kirks Fond har finansieret en væsentlig del af BørneRiget – Mary Elisabeths Hospital.”
Har hospitalerne mod på realisere tætte partnerskaber, så vil der kunne rejses kapital fra andre finansieringskilder end staten til bygning af faciliteter på hospitaler i fremtiden, vurderer Henning Langberg. ”Vi ser store private fonde finansierer plejehjem og man kan gøre det samme på hospitalsområdet. Målet kunne være at finansiere og bygge frirum i ekstra etager i tæt tilknytning til hospitalsdriften, som kunne huse startups og virksomhedssamarbejder.
Nye partnerskaber er godt på vej
Rigshospitalet har sit første partnerskab med Roche og en række nye er på vej i pipelinen, som Henning Langberg konkret forventer hospitalet lykkes med. ”Vi oplever interesse fra både fra de kliniske miljøer og industrien og arbejder for at sikre, at dialogen glider lettest muligt og undgå vi snakker forbi hinanden. Vi har erfaringer fra vores partnerskab med Roche og er i gang med at overføre dem til de nye.
Vi har også en ambition om at løfte dem op på større klinge, hvis man regionalt eller nationalt kan se gevinsten i det. Der bruger vi eksemplets magt og dialogen om offentlig-privat innovation, og den nye lifescience-strategi understreger, at der er mod på flere af sådanne partnerskaber.
Tre store, konkrete fordele
Vi får adgang til ekstra ressourcer. Kunne vi gøre det hele selv, havde kompetencerne og pengene, var det ikke interessant at indgå i partnerskaber, men med dem får vi adgang til kloge penge,” siger innovationschefen og ridser tre væsentlige fordele op: ”1. Løsninger, der kan hjælpe os til at bygge et bæredygtigt sundhedsvæsen, som har sammenhæng mellem vores opgaver og de ressourcer, vi får stillet til rådighed. Vi mangler akut sygeplejersker og bliver nødt til at erstatte dem med teknologi og arbejdere smartere end vi gør aktuelt. 2. Ved at være med i udviklingen af nye løsninger kan sikre, at de passer til vores sundhedsvæsen. Danske patienter får på den måde tidligere adgang til den nyeste medicin og teknologi, og vi sikrer at den fungerer i en dansk kontekst, på dansk, tilpasset danske patienters behov. 3. Ved at give adgang til de nyeste måder at behandle patienter på med pharma, diagnostik eller processer som foregangsland, får vi mere at tilbyde og bliver et attraktivt sted at arbejde i forhold til rekruttering af personale, samt mulighed for at fastholdelse af de dygtigste til gavn for hospitalerne og patienterne.”
Vision kan blive en realitet om få år
Henning Langberg håber i løbet af en 3-5 årig horisont at se industripartnere inde på hospitalerne. Rigshospitalet har en gammel bygningsmasse med behov for at renovere og planer om at bygge nyt, så der er mulighed for at projektere med at reservere arealer til fremtidige partnere. ”Hvis vi kunne sikre at der i fremtidsplanen for hospitalet står, at der er afsat to etager til industri og startups på matriklen, vil være en kæmpe hjælp. Så skal vi ”blot” finde finansiering, men det mener jeg godt kan lade sig gøre.
Så er der politisk opbakning til at tage dialogen med virksomhederne, så er er vores analyse, at der er interesserede virksomheder og muligheder for også at finde plads og få dem indtænkt i forbindelse med renovering eller fremtidigt byggeri,” siger Henning Langberg.

En oplagt måde at løse manglen på ressourcer i sundhedsvæsnet bliver at invitere industri og startups indenfor på hospitalerne som kunne være i Glostrup eller hospitalets centralkompleks. Rigshospitalet har indgået en partnerskab med Roche Diagnostics og venter at indgå flere partnerskaber. Foto: Region H/Rigshospitalet.