Er en ny samarbejdsmodel mellem offentlige og private hospitaler mulig i Danmark?

psykiatri, bostederne og tilbud til unge i mental mistrivsel, vil vi fortsat have mange ’svingdørspatienter’ mellem kommunen og hospitalet. Og vi vil se et stigende antal unge i behandlingspsykiatrien, burde være hjulpet, før de blev så syge, at behandling i psykiatrien var eneste vej.

Forebyggelse og innovation

Forebyggelse af sygdom og indlæggelser er i det hele taget afgørende for et robust sundhedsvæsen, som ikke drukner i patienter, som kunne være hjulpet tidligere. Det gælder også i ældreplejen og hos mange med kronisk sygdom og multisygdom. Det er noget af det, som vi gerne vil gøre bedre sammen med kommunerne og almen praksis, når rammerne i en sundhedsreform er på plads. Men det kræver investeringer.

Der er behov for investeringer i innovative teknologier, der kan styrke forebyggelse af sygdom og indlæggelser uden for hospitalerne. Der skal investeres nu, og vi skal gøre det på en måde, hvor vi ikke kun udvikler nye og bedre behandlinger, men også frigør tid, så vi kan følge med, når flere får behov for behandling i kommende år.

Vi foreslår en fond – gerne med både offentlig og privat kapital – der aktivt skal arbejde sammen med forskergrupper, innovative virksomheder og hospitaler på løsninger, der frigiver tid i sundhedsvæsenet. Det skal være en fond med armslængde og ekspertise. Den skal satse stort og kunne operere med høj risiko.

Arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse

Vi har en unik, meningsfuld og tydeligt værdiskabende opgave i sundhedsvæsenet. Men vi ved, at nogle medarbejdere har fravalgt sundhedsvæsenet som arbejdsplads, fordi de føler sig pressede og savner et arbejdsmiljø, hvor de bedre kan udfolde deres faglighed. Det kan være svært at få arbejds- og privatlivet til at hænge sammen på en døgnåben arbejdsplads, men det er et vilkår for hospitalsvæsenet. Derfor vil vi i regionerne sikre en mere fair fordeling af vagtbelastningen, eksempelvis unge og nyansatte ikke får alle natte- og weekendvagter, og at man føler sig hørt i vagtplanlægningen. Det handler om ledelse, dialog og kultur. Og vi har brug for dialog med de ansatte og deres organisationer om netop det. Der er også brug for, at vi igennem uddannelsen forbereder kommende medarbejdere i sundhedsvæsenet til de arbejdsopgaver, de skal være med til at løse. Vi skal have meget tættere samspil med professionshøjskolerne og andre uddannelsessteder om uddannelsernes indhold og forløb, så overgangen til arbejdslivet bliver bedre og tryggere. Hospitalerne er store uddannelsesinstitutioner, men bliver ikke anerkendt for rollen – hverken økonomisk eller når det gælder indflydelse på uddannelserne.

Et robust sundhedsvæsen skal gå på flere ben. I regionerne er arbejdet godt i gang, men der er ting, vi ikke kan ændre på selv, og hvor der derfor er behov for samarbejde med staten, organisationerne, uddannelserne og andre aktører. En kommission kan ikke gabe over alt, vi har nævnt her. Det er vigtigere, at den arbejder hurtigt på at skabe færre barrierer, færre faggrænser og færre proces- og registreringskrav, så vi kan komme i gang med at fremtidssikre sundhedsvæsenet.

Derfor er vores budskab, at vi ikke skal pantsætte al handlekraft i en kommission, men at vi sammen tager fat på spørgsmålene om kapaciteten og robustheden i et helhedsperspektiv. Vi håber, at alle i og omkring sundhedsvæsenet vil være med.

1. næstformand Stephanie Lose

AF FORMAND HANS MARTENS, CHES – COALITION FOR HEALTH, ETHICS AND SOCIETY OPP

Indenfor nogle få dage i maj 2022 blev en række dramatiske oplysninger om kapacitetsproblemer i det danske sundhedsvæsen offentliggjort i medierne: • En overlæge siger op i protest over forholdene på fødegangen i Roskilde. Der er et ekstremt pres og store kapacitetsproblemer, var hans begrundelse. • Efterspørgslen på MR-scanninger stiger og stiger, men kapaciteten følger ikke med. • I region Midtjylland har et stort antal patienter fået amputeret ben. Ifølge regionens rapport skyldes manglende kapaci-

tet og at patienter dermed ikke er blevet behandlet hurtigt nok. • Hver syvende patient ligger på en overfyldt afdeling – stribevis af eksempler på overbelastning og ikke særligt patientvenlige situationer på danske sygehuse.

Der var bare eksempler fra en kort periode, men de er jo ikke de eneste. Der er nu f.eks. også oplysninger om, at ventetider på kræftoperationer overskrider de garanterede behandlingstider.

En del af kapacitetsproblemerne er en følge af eftervirkninger fra Pandemien, men den demografiske udvikling med flere ældre og færre unge slår også kraftigt igennem nu. Der er også en klar trend til at bruge mange flere ressourcer på at helbrede syge end at forhindre, at de bliver syge. I Danmark bruger vi f.eks. kun 11,6 % af de samlede sundhedsudgifter på den primære sundhedssektor, og det er under EU-gennemsnittet, som dog stadig er lavt, nemlig 13,1 %. Det skal så også tilføjes, at en stor del af de midler går til tandlægebesøg, så til den egentlige sygdomsforebyggelse taler vi om ca. 7,5 %.1) Fortsættes næste side

I den forbindelse kan man også sætte spørgsmålstegn ved, om man bruger hospitalernes dyre kapacitet rigtigt, f.eks. til små indgreb eller til undersøgelser, som måske kunne laves i den primære sektor, hvis den var bedre indrettet på at løse opgaverne.

Men der er endnu en faktor, som påvirker kapaciteten, og det er, at man i Danmark stort set kun satser på offentligt finansierede og drevne hospitaler, mens man i de fleste lande i Europa har et mix af offentlige og private hospitaler, som letter presset på de offentlige finanser og i reglen skaber en bedre kapacitet med kortere ventetider som et godt resultat – især for patienterne.

Nu er det ikke sådan, at private ikke agerer i det danske sundhedsvæsen. Tandlæger og praktiserende læger er private. Det samme gælder speciallæger, og det gælder en stor del af de paramedicinske tjenester, som f.eks. ambulancer. I en række af andre europæiske lande er den primære sektor primært indenfor den offentlige sektor. Det gælder f.eks. Finland, Island, Italien, Portugal, Spanien og Sverige2), hvor den primære sektor udgøres af multi-disciplinære klinikker, hvor mange helbredsproblemer kan klares uden at trække på de dyre hospitaler.

Men når det kommer til hospitaler, er de mindre private hospitaler i Danmark enten for dem, der har råd til selv at betale, eller har en sygeforsikring, der giver adgang til en i reglen hurtigere behandling på et privathospital. Det offentlige bruger kun de private som en reserve, når det offentlige helt må opgive at følge med. Det giver naturligvis et billede af en privat hospitalssektor som et sted for de rige, et sted hvor man kan smutte udenom ventelisterne, eller en reserve for det offentlige, som kun bruges i nødstilfælde.

Dertil kommer et andet stigmatiserende argument, nemlig at ”man skal da ikke kunne tjene penge på sundhed”. Et ret utroligt argument i betragtning af, hvor mange der rent faktisk lever af at tjene penge på sundhed, og af at man har valgt i Danmark at praktiserende læger, speciallæger og tandlæger skal operere som private aktører.

Der er generelt ikke den store interesse i Danmark i at sammenligne med andre lande, selv ikke i Europa, men lad mig alligevel prøve at beskrive situationen og måske give en ide eller to om, hvordan et anderledes forhold til sondringen mellem offentlige og private hospitaler kan virke.3)

Først og fremmest har stort set alle lande i Europa universelle sundhedssystemer. Det vil i den korte version sige, at alle har (lige) adgang til sundhedsvæsnet, og at finansieringen kommer fra det offentlige – i nogle tilfælde i alt overvejende grad gennem skatter, i andre tilfælde baseret på eller suppleret med sygeforsikringsordninger, der er kontrolleret af det offentlige, og som også følger lighedsprincipper. Så her er en afgørende forskel til f.eks. det amerikanske system, hvor private hospitaler spiller en helt anden rolle, som ikke primært er at bidrage til et universelt sundhedssystem.

I de europæiske lande kan man inddele landene i fire grupper efter den rolle, de private hospitaler spiller.4) 1. Overvejende private hospitaler (over 60 % af hospitaler er private):

Nederlandene, Belgien, Tyskland,

Schweiz. 2. Blandet ejerskab (40-60 % af hospitaler er private):

Østrig, Frankrig, Italien, Luxembourg,

Portugal, Spanien, 3. Blandet ejerskab med overvægt af offentlige hospitaler (20-40 % af hospitaler er private):

Tjekkiet, Estland, Finland, Ungarn, Letland, Polen. 4. Overvejende offentlige hospitaler (under 20 % af hospitaler er private):

Danmark, Island, Irland, Litauen, Sverige og UK.

Det skal så også lige nævnes, at private hospitaler kan være både for-profit og nonprofit. I en del lande er det organisationer som Røde Kors, der står for hospitalerne, og i Belgien, hvor der er rigtig mange private hospitaler, er det kun tilladt at virke som non-profit. F.eks. er en hospitalskæde i Bruxelles en slags andelsforening, som er ejet af sundhedspersonalet på hospitalerne.

Andre steder er det investeringsfonde eller familiefonde, som ejer hospitalerne, og som forsøger at skabe et overskud ud af at drive hospitalerne.

Det afgørende er her, at der tilvejebringes anden kapital end den offentlige til at etablere og drive hospitaler, og det giver som nævnt mere kapacitet, men i reglen også mere valgfrihed for både sundhedspersonale og for patienter.

Men skaber det så ikke ulighed? Nej, for i de fleste tilfælde i Europa er det den offentlige sygesikring, der betaler, så patienterne ved ofte ikke, om det er offentlige eller private hospitaler, der bliver indlagt på. Og uligheden i sundhedsvæsnet kommer ikke fra, hvem der ejer hospitalet eller klinikken, men fra hvem, der betaler! De private hospitaler er også altid under skarp kontrol fra offentlige myndigheder både for så vidt angår kvaliteten i behandlingen og den betaling, der kan kræves for behandlingen. Så selv om der er mennesker bag, som gerne vil have en fortjeneste ud af deres investering, så kommer de ikke langt ved at lave dårlige og billige løsninger, for så mister de hurtigt retten til at kunne virke. Mistanken om at private dele af sundhedsvæsenet skaber ulighed findes vel heller ikke i Danmark i forholdet til adgang til praktiserende læger eller speciallæger. Det afgørende er her igen: Hvem betaler.

Det kunne være skønt at få løst de mange kapacitetsproblemer i det danske sygehusvæsen, og kunne det ikke være skønt også at lade private investorer (som f.eks. også kunne være pensionskasser) investere og bygge hospitaler, så de mange budgetoverskridelser ville blive deres problem og ikke skatteydernes? Om man så også vil lade private drive hospitalerne, når de er bygget, er en anden sag, men det er ikke nogen god ide bare at afvise ideen, fordi vi ikke er vant til den. En mere intelligent tilgang ville være at se på, hvordan det virker andre steder, og hvilke fordele og ulemper, det måtte bringe. Måske en ide i forbindelse med etableringen af de mange mindre sygehuse, der nu skal bygges i Danmark, efter at man lukkede dem for nogle år siden, fordi folk jo bare kunne tage til supersygehusene!

Referencer

1 OECD og Europa-Kommissionens publikation om EUs sundhedssystemer: Health at a

Glance, Europe 2020 2 Dominic Montagu: The Provision of Private

Healthcare Services in European Countries:

Recent Data and Less for Universal Health Coverage in Other Settings. https:// www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/

PMC8005513/ 3 Ideen bag denne artikel er at pege på løsninger i andre lande, som fungerer godt, og ikke at foretrække hverken private eller offentlige hospitaler. Der er ingen evidens for, at den en eller anden gruppe skulle levere bedre. Det afhænger langt mere af de enkelte hospitaler.

Beskrivelsen her er bl.a. baseret på forfatterens arbejde med publikationer på området. senest ”Creating resilient and sustainable health care in Europe: The role of private hospitals, Oktober 2021”. 4 Dominic Montagu: The Provision of Private

Healthcare Services in European Countries:

Recent Data and Less for Universal Health Coverage in Other Settings. https://www.ncbi. nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC8005513/.

Denne artikel placerer Norge i gruppen med overvejende private hospitaler, men selv om der har været en vækst i private hospitaler i Norge, så er den rette placering nok nærmere i den gruppe, som Danmark tilhører.