02.2010 - Tursejleren

Page 12

TEMA: Hvor går turen hen?

KUNSTEN AT HÅNDTERE ET ANKER Af Pia Elers

Det kan give helt enestående oplevelser at ankre op ved bugter og vige og nyde stilheden frem for det hektiske liv, der ofte foregår i en marina. Mange vil også gerne benytte de smukke ankerpladser, men er ikke helt trygge ved at ligge for svaj. Derfor har vi bedt en erfaren instruktør og sejler om at give os et lynkursus i ankring. Birger Lyhne er lærer og sejladsinstruktør på Sydlangelands Maritime Efterskole i Bagenkop og synes, det er ærgerligt, at så mange danske sejlere altid går ind og lægger sig ved kaj i stedet for at droppe krogen og så i øvrigt også spare havnepengene: - Det kræver dog, at man har noget ankergrej, der virker og altid er klar. Først og fremmest skal man kunne stole på, at ankeret holder, så man ikke får spoleret sin nattesøvn og ikke risikerer at drive for ankeret og bringe såvel båden som andre lystsejlere i fare. Derfor skal man også finde en bund, der kan holde og tage højde for skift i vind og strøm, understreger Birger Lyhne.

12 www.tursejleren.dk

Ordentlig grej For at starte fra en ende af skal man altså have have noget grej, der dur, og her vil Lyhne så klart anbefale et allround anker som fx et CQR-anker, også kaldet plovanker. Det er et stort og lidt tungt anker, men er det, der skal til, hvis man skal kunne stole på, at det holder. Det lidt mere spinkle og handy paraplyanker kan også bruges, men efter Lyhnes mening kun til at holde båden i stille vejr eller i beskyttet farvand med fladt vand. Det er glimrende som et såkaldt frokostanker, man kan smide ud, når man blot skal ligge for svaj et par timer, for så kan man hele tiden holde øje med det.

Med til ankergrejet hører også kæde og en tilstrækkelig lang line, og her mener sejladsinstruktøren, at alt for mange lystsejlere glemmer det, de har lært, dengang de tog deres duelighedsbevis: At længden af ankerlinen skal være mindst 4 – 5 gange vanddybden på det pågældende sted. For at have tjek på hvor meget line man smider ud, anbefaler han, at man mærker sin kæde eller sit ankertov op - fx for hver femte meter. Det kan man gøre med plastikstrips, hvis det er en kæde. Hvis det er en line af kunststof, kan man bruge vandfast tusch.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.