Mine nærmeste

Når du får diagnosen, kan der være en stærk trang til i første omgang selv at tænke over, hvad der er sket, og måske holde andre lidt på afstand. For nogle er det naturligt at læne sig op ad andre for at få støtte, mens andre har brug for tid og afstand. Det er ikke muligt at løbe fra virkeligheden i det lange løb, og i sidste ende er det en lettelse for alle, hvis I åbent kan tale om sygdommen og dens behandling. Så snart du føler dig parat til det, er det godt igen at være sammen med andre og tage imod deres støtte og hjælp på en måde, som du selv synes er OK. Dine fortrolige behøver ikke at være mange mennesker, men det er vigtigt, at du ikke kun går alene med dine tanker. I en ny situation kan det være nødvendigt for alle at øve sig lidt i, hvordan man skal tale sammen om sygdommen. Du kan for dit vedkommende bidrage med at fortælle dine nærmeste, hvordan du opfatter situationen, og hvad du har brug for, og måske også hvad du ikke har brug for. Du har måske lyst til at være sammen med forskellige mennesker i forskellige situationer. Hvem af dine nærmeste er gode til hvad? Hvem henvender du dig til, når du er ked af det? Hvad med, når du er glad eller vred? Tænk over det, mens du kigger på hvert billede.

Åh nej…

Øhh… Ja!/Yes!

Suk!

Lod du nogle felter være tomme? Bare rolig, folks situation og nærmeste støtter er meget forskellige! Men hvis du føler dig alene, skal du fortælle det til nogen i din nære omgangskreds eller i sundhedsvæsenet.