Børn i skolealderen (ca. 6-9 år

Evnen til at regulere sine egne følelser udvikler sig

Forståelsen hos børn i skolealderen og deres sociale kompetencer udvikles meget i forhold til børnehavebarnets. I skolen er det vigtigt, at barnet i højere grad kan tilpasse sin egen adfærd, og at det nogenlunde kan styre, hvordan det udtrykker sine følelser. Indskolingsbarnet har en mere nuanceret forståelse af andre menneskers tanker og følelser. Barnets sprog bliver mere varieret, og det kan tilpasse sine formuleringer alt efter hvem, det taler med, og hvilken form for reaktion, det forventer. Barnet begynder at tillægge fællesskaber med venner større betydning.

Omverdenens forventning til hvordan man opfører sig

I denne alder er børn normalt meget nysgerrige og stiller mere dybsindige spørgsmål. De kan forstå, at døden er uundgåelig og er i stand til at forudse og være bange for at miste på en anden måde end tidligere. De vil måske stille helt specifikke spørgsmål til forældrene om sygdommen og dens konsekvenser. For at undgå tabuer er det vigtigt at besvare selv vanskelige spørgsmål, så barnet ikke føler sig forkert. Ærlighed er vigtigt, og du har lov til at svare ’Det ved jeg ikke'. En positiv og imødekommende indstilling til den store spørgelyst er afgørende.

En følelse af tryghed

Der er en balance at være åben omkring sygdommen uden at fremkalde unødig frygt hos barnet. Overvej derfor, hvad barnet skal vide, og hvad det ikke behøver at være involveret i. Håb er vigtigt, og barnet kan lære at håbe på det, der er bedst muligt i situationen. Som forældre kan I øge trygheden ved at have fokus på, at I er sammen i det her, at barnet er en del af familien og ikke alene. Fællesskabet giver tryghed selv i en utryg situation. De voksnes adfærd fortæller barnet meget om situationens alvor. Dit barn føler sig trygt, når du som forælder er rolig. Stemningen i hjemmet betyder meget mere end de ord, der bliver sagt. Voksne fungerer helt automatisk som rollemodeller for, hvordan svære situationer tackles. Det er på den anden side også vigtigt, at du ikke skjuler eller undertrykker dine egne følelser, så barnet lærer, hvordan det selv kan håndtere svære følelser og give udtryk for dem. På trods af at I som forældre har forsøgt at inddrage barnet og tale med det om sygdommen, vil det måske alligevel forsøge at trække sig og undgå emner, der har med sygdommen at gøre.

Dette er ofte et tegn på, at barnet ikke er klar til at blive konfronteret med hele omfanget af den barske virkelighed, som sygdommen medfører. Barnet vil måske nægte at besøge den syge. Her kan det være en god idé at sætte sig ned og tale roligt med barnet, uden at bebrejde det noget, og forsøge at forstå og anerkende, hvad det er, der gør, at barnet lige nu ikke vil med på besøg. Barnet forstår sig selv via samtalen med den voksne, og det er vigtigt at acceptere barnets følelser.

Gode råd

Forsøg at holde fast i en rolig stemning, hvor du som forælder har tid til at lytte til dit barns tanker og svare på dets spørgsmål. Fortæl barnet, hvornår du har tid, hvis du ikke kan svare det med det samme. Hvis barnet ikke af sig selv taler om den syge, og hvordan barnet selv har det, og ser ud til at trække sig, kan du fortælle det om nogle af dine egne tanker og følelser i relation til situationen og opfordre det til at tale ud fra dit eksempel. Bliv ikke irriteret, hvis dit barn ikke har lyst til at tale, men lyt, hvis det senere ønsker at bringe emnet på bane.

Forsøg at være rolig, men undertryk ikke dine følelser

Negative følelser som frygt, fortvivlelse, frustration, vrede, afmagt, sorg osv. er en vigtig og uundgåelig del af livet, uanset hvor ubehagelige de er. Vis dit barn, at det er i orden at græde, og at det er en normal måde at vise sorg på. Vær opmærksom på, at jeres sorg og gråd kan opleves som skræmmende for barnet, da det ikke er vant til at se de voksne græde. Det er derfor vigtigt, at du som voksen taler åbent om de følelser, som barnet ser. Forsøg at forklare, hvorfor I er så kede af det lige nu, og at det går over igen. Det kan også være en hjælp for barnet, at I fx tydeligt taler om, at ’det er også den dumme sygdom’, og understreger, at de negative følelser IKKE har noget med barnet at gøre. Børn kan godt tåle at se deres forældre være meget kede af det i kortere perioder, bare de får en forklaring. Og hvis I er særligt påvirkede, kan det være godt at få en ekstra voksen til at komme og give barnet opmærksomhed og omsorg.

Vis forståelse for barnets følelsesmæssige reaktioner

Det kan føles tungt også at skulle rumme barnets sorg og fortvivlelse, når du selv har det svært. Selv om det er tungt, så bliv alligevel ved med at involvere barnet og have et fællesskab omkring familielivet med en syg. Fortæl barnet, hvis der sker væsentlige forværringer, også selv om det er svært. Hvis det går den forkerte vej, er det bedre at barnet får besked og er forberedt. Giv tid og plads til, at barnet kan forstå og reagere, på det du siger.

Hvis dit barn ikke vil besøge et sygt familiemedlem

Ligesom med de små børn er det vigtigt at prøve at forstå, hvad det er der gør, at barnet ikke vil besøge den syge. Anerkend og accepter barnets følelser omkring det. Korriger evt. misforståelser, og prøv evt. at undersøge, om der er noget der ville hjælpe barnet til at kunne tage afsted. Hvis det ikke er muligt at få barnet til at mødes med den syge, så overvej alternative måder, det kan bevare kontakten på: fx et brev, et telefonopkald, FaceTime, en tegning eller at spille et onlinespil sammen – hvad du nu kan finde på. Du kan eventuelt spørge på denne måde:

’Kan du fortælle mig, hvad det er, der gør, at du ikke vil besøge X?’ • ’Er du bange for at besøge X? Bryder du dig ikke om at se X være så syg, at X ikke ligner sig selv, eller at X ligger med maskiner & slanger? ’Forklar evt. hvad maskiner og slanger gør, så barnet forstår, at de hjælper den syge med at blive rask. Barnet skal forberedes på det syn, det vil møde. • ’X betyder meget for dig, og du vil gerne se ham/hende, men jeg kan også godt forstå, at du ikke har lyst til at tage med på hospitalet, hvis det virker skræmmende. Vil det hjælpe, hvis jeg holder dig i hånden hele tiden/ hvis du kun lige kigger ind gennem døren/hvis du venter på gangen og kommer ind, hvis du ombestemmer dig?’, osv.

Trøst dit barn, hvis det vågner på grund af et mareridt

Når børn vågner midt om natten, har de brug for at vide, at de er i sikkerhed – berolig dem med din stemme og et kram, tag barnet på skødet, kram og stryg/ nus det blidt på ryggen. Bliv hos barnet til det sover igen. Vent med at tale om mareridtet, til I er stået op. Hvis det er et mareridt, der gentager sig, så prøv om I kan finde en realistisk, men bedre slutning. Lad barnet forestille sig det, og tal om, hvad barnet nu ser. Det kan faktisk ændre på drømme.

Få, om nødvendigt, hjælp til dig selv

Når du er i krise, er det dine venner og familie, du skal bede om hjælp, ikke dit barn. En vigtig del af det at være forælder er at anerkende, når ens egne ressourcer ikke rækker.