Hvordan kan I tage hensyn til barnet?

Åbenhed og information

Alle familier har ikke nødvendigvis erfaring med at tackle svære problemer eller sygdom i familien, men det er langt bedre at forsøge at håndtere situationen end at undgå den. Det er vigtigt at forstå, at barnet allerede er involveret, i og med at det er en del af den sygdomsramte familie. Så barnet kan ikke skånes for den barske virkelighed. Men barnet har, som nævnt, brug for hjælp til at forstå og til at være i den nye situation. Børn forstår problemer i langt højere grad, end vi voksne tror eller antager, så man kan godt tale om selv meget svære emner. Mist ikke modet, hvis dit barn ikke lige har overskud til at tale i særlig lang tid, eller måske slet ikke er interesseret, når du ellers lige har taget mod til dig, eller synes det er et godt tidspunkt. Børn kan ikke være i det svære særlig lang tid ad gangen, og det er derfor en god idé at give barnet tid til at reflektere over, hvad der er blevet sagt. Det er også godt at referere til den samtale, I har haft, og være opmærksom, når barnet på et tidspunkt af sig selv vender tilbage til emnet.

Når du skal fortælle et barn, at du eller et familiemedlem har fået en alvorlig sygdom, er det et godt udgangspunkt at starte med at fortælle barnet om kendsgerningerne: hvad er der sket, hvem er det sket for, hvilken slags følelser giver det hos den sygdomsramte/dig selv, og hvad skal der ske (plan). Hvor detaljeret, det kan forklares, afhænger af barnets udviklingsniveau fx i forhold til sprog. Er sygdommen uhelbredelig, er det godt at give plads til håb, men i længden skader løfter om fx helbredelse mere, end det gavner. Hvis du taler åbent med barnet, kan det lettere fortælle, hvordan det oplever situationen, og opfattelsen kan om nødvendigt korrigeres og suppleres. Det er bedst at fokusere på at tale om de ting, der åbenlyst påvirker og optager barnet, og som det selv bringer på bane.

Barnets ret til tryghed og omsorg

På den ene side er det ikke godt at holde barnet i uvidenhed, men på den anden side kan man også komme til at inkludere barnet for meget. I en familiekrise skal barnet aldrig have mere ansvar end en voksen. Det gælder også for store børn og teenagere. Det kan være en god idé at søge hjælp udefra for at få dagligdagen til at fungere. Som forælder er det vigtigt ikke at lægge for mange bekymringer og problemer på barnets skuldre og i stedet vurdere, hvad der er nødvendigt for barnet at vide, og formidle det på en alderssvarende måde.

Selvom barnet forsøger at trøste den sygdomsramte far eller mor, er det ikke barnets opgave. Det er vigtigt, at de voksne holder øje med og spørger ind til barnet; hvordan det har det, og hvilke tanker det gør sig. Det kan være en hjælp at minde barnet om, at der er voksne, som tager sig af den syge forælder.

Lev med og acceptér, at dit barn ikke er forberedt på omvæltningerne

Et barn vil være mindre følelsesmæssigt forberedt end en voksen. Når familien er i krise, kan barnet let reagere ved at opføre sig på en uhensigtsmæssig måde, også selvom det er blevet inddraget fra begyndelsen. Barnets opførsel kan måske undre dig som forælder, og du kan måske føle skyld og samtidig blive irritabel. Det er helt naturligt for barnet at reagere på en umoden måde, fx ved at gøre forbudte ting med vilje eller nægte at samarbejde. Tristhed og bekymringer kan ofte vise sig som irritabilitet eller vrede. Følelsen af tristhed opleves af barnet som hjælpeløshed og sårbarhed, mens vrede giver barnet en kortvarig styrke og en følelse af kontrol. Som forælder er det vigtigt, at du prøver at undertrykke din egen frustration og i stedet forsøger at hjælpe barnet til at udtrykke de tanker og oplevelser, som fremkalder dets vrede opførsel. Alle følelser er tilladte, men det er al opførsel ikke. Det er vigtigt at have nærhed og trygge rammer, men det vigtigste er at sikre sig, at barnet ikke i frustration skader sig selv eller andre. Det kan føles særligt smertefuldt, når barnet forsøger at undgå en svær situation og fx nægter at besøge en sygdomsramt forælder på hospitalet. I så fald bør man ikke forsøge at tvinge barnet til at tage med, men i stedet sætte sig ned og tage en rolig snak og forsøge at forstå, hvad det er, der gør, at barnet ikke vil med. Det er værd at huske på, at barnet måske ikke ved eller ikke kan udtrykke, hvorfor det ikke ønsker at komme med, men har brug for en voksens hjælp til at få klarhed over det. Et barn, der i en periode bliver mere umodent, kan teste forældrenes overskud. Fx hvis et børnehavebarn pludselig vil mades; et skolebarn pludselig tager legetøj frem ved sengetid; og en teenager, som normalt selv tager i skole, nu pludselig kun kan komme afsted, hvis han/hun bliver kørt. På denne måde kan dit barn forsøge at styrke sit behov for tryghed. Omvendt kan du som forælder måske acceptere, at dit barn opfører sig på den måde, det har behov for. Samtidig er det vigtigt for dig som forælder at holde øje med og forsøge at imødekomme dit barns øgede behov for tryghed, fx ved at give det ekstra nærhed og omsorg. I det efterfølgende vil vi se mere på, hvordan man rent praktisk kan håndtere alvorlig sygdom i en familie med børn i forskellige aldre.