3 minute read

Kærligheden blomstrer i Kirkens Genbrug

Livet er svært at forudsige, og for Henning var det ingen undtagelse. Tilbage i 2018 mistede han sin elskede hustru og skulle nu vænne sig til tilværelsen som enkemand.

Af Siri Kann og Celina Albrecht-Beste

Parret havde bopæl sammen i Jylland (Esbjerg), mens deres fælles datter flyttede til Frederiksberg og boede med sin kæreste. Datteren blev bekymret for, at hendes far nu skulle sidde alene tilbage i Jylland og spurgte ham, om han ikke ville flytte til Frederiksberg. Derfor flyttede han i 2019 til Frederiksberg og forlod Esbjerg.

Glæden ved frivilligt arbejde

Selvom Henning følte, at det var det helt rigtige at flytte til Frederiksberg, havde han intet netværk udover sin datter og svigersøn. I Esbjerg havde han deltaget i en sorggruppe, hvor han fandt tryghed, støtte og læring, og derfor startede han i sorggruppe i Frederiksberg Kirke. Her mødte han Vibeke, som var frivillig i Kirkens Genbrug Frederiksberg. Hun foreslog Henning også at blive frivillig i butikken. Det synes særligt Hennings datter var en fremragende idé, og Henning startede op som fast mand på mandagsholdet. Henning fik til opgave at stryge skjorter, og ifølge hans egne ord tog salget af skjorter hurtigt fart. At være frivillig i butikken blev hurtigt en succes, og Henning påtog sig sidenhen endnu en opgave med at dække bord inden Tirsdagstræf i Frederiksberg Kirke, hvilket igen betød, at han fik et endnu større netværk og lærte mange nye mennesker at kende.

Eventyret med Ulla

På et tidspunkt søgte Henning mod varmere himmel- strøg med en rejse til Malaga med andre seniorer. På turen mødte han to kvinder, der genkendte ham med det samme. De var nemlig fra Tirsdagstræf og begge frivillige på torsdagsholdet i Kirkens Genbrugs butik på Frederiksberg, hvilket førte til, at Henning også selv startede på torsdagsholdet – og netop det skulle vise sig at være en rigtig god idé. Den 19. november 2019 mødte han Ulla. De fandt hurtigt glæden ved hinandens selskab og mødtes ofte under Corona-pandemien til en gåtur med en termokande kaffe til deling i Frederiksberg Have. Forelskelsen spirede og lidt senere blev de kærester og flyttede efterfølgende sammen. Henning er i dag primært frivillig i Frederiksberg Kirke som kordegn og arrangør af Tirsdagstræf og stoppet som frivillig i Kirkens Genbrug på Frederiksberg, men han kommer ofte forbi og besøger Ulla, som nu er dagsleder af onsdagsholdet.

At styrke sit netværk

For Henning har det været afgørende at skabe et stort netværk, og han lægger særligt vægt på glæden ved at møde mennesker i den virkelige verden fremfor online. Han vil derfor opfordre andre, som måske står i samme situation som ham dengang, til at udforske glæden ved at udvide sit netværk. Hvem ved? Måske frivillighed og kærlighed går hånd i hånd. 

This article is from: