I Medgang Og Modgang…

Vil du elske og ære ham/hende, og leve med ham/hende, både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer… Sådan spørger vi brudepar i alle aldre, og de svarer gladeligt ja, uvidende om, hvad der venter dem.

Af Else Juul, sognepræst i Ølgod – Strellev sogne

Nogle par oplever efter nogle år, at det bliver svært at holde det løfte. Ikke fordi de mangler vilje eller evne til at holde ud, men fordi den person, de har giftet sig med, og lovet at følge i medgang og modgang, ændrer sig på en måde, de ikke havde nogen mulighed for at forudsige, da de afgav løftet.

Et samarbejde med kommunen

I Ølgod sogn har vi valgt at have en pårørendegruppe for en særlig gruppe af mennesker, der bliver udfordrede i det samliv, de har med deres partnere. Nemlig de mennesker, hvis ægtefæller bliver ramt af demens.

Byrådet i Varde kommune satte sig for år tilbage for, at kommunen skulle være demensvenlig. Derfor indbød man forskellige aktører til en debat om, hvordan man kunne samarbejde om at give bedre tilbud til ældre med demens. Det tog vi i Ølgod sogn imod med kyshånd, da vi i vores by ud over det almindelige plejehjem har et demensafsnit. Det har ikke været uden problemer at få kommunen til at tage deres del af opgaven på sig, men det er lykkedes at få flere tiltag op at stå for at komme ældre med demens samt deres pårørende i møde med kirkelige tilbud.

Kirkelige tilbud til pårørende og demensramte personer

Vi har ud over pårørendegruppen, som har eksisteret siden 2018, haft gudstjenester på plejehjemmene, men også i kirken, hvor vi tager hensyn til den særlige situation, man befinder sig i, når man har demens. Til disse gudstjenester kommer de syge ofte sammen med deres ægtefæller, som er meget rørte over at se, hvordan de demensramte reagerer på musikken, sangen, lysene, duftene og den særlige opmærksomhed, de får i kirken.

I pårørendegruppen kommer 8-10 personer af begge køn, som demenskonsulenter kontakter. De syge kan både bo hjemme uden at få hjælp udefra, og bo på demensafsnit, mens den raske partner bor for sig selv. Gruppen har været ledet af mig som præst, og en demenskonsulent. Vi tager udgangspunkt i de problematikker, de raske ægtefæller står i, og alle deltagere får hver gang taletid, hvor de kan vende stort eller småt. Det har været meget givende for deltagerne at opleve, at i denne gruppe forstår de andre, hvordan man har det, uden at man skal forklare en masse, og man får samtidigt en stor indsigt af at høre, hvad de andre står i. Der har udviklet sig en stor fortrolighed i grupperne, hvor vi har tavshedspligt, når vi forlader rummet, vi sidder i.

Kan man stadig ære et menneske, der på nogle punkter fungerer som et lille barn?

Else Juul, sognepræst i Ølgod – Strellev sogne

Foto: Robert Attermann

Ægteskabsløftet i en ny situation

Et af de emner, vi har talt meget om i gruppen, er ægteskabsløftet. Kan man elske en person, som siger og gør upassende og ufølsomme ting overfor en, og som man ikke kan dele sine tanker med på en meningsfuld måde? Kan man stadig ære et menneske, der på nogle punkter fungerer som et lille barn?

Det er sådanne svære spørgsmål, der kan dukke op, når par bliver udfordrede i deres samliv af demens, der af mange bliver anset for at være de pårørendes sygdom. I kirken mener vi, at vi kan og bør hjælpe både de pårørende og de syge. 