
5 minute read
Kan vi som kirke være en støtte i ægteskabet?
Da jeg startede som præst i Ishøj, havde jeg ikke mange vielser før jeg havde følgende refleksion: Her sidder jeg med de kommende brudepar i deres bryllupsforberedelser, glæde og kærlighedsboble, for efter vores samtale at vie dem og sende dem ud af kirken med et held og lykke og så egentligt ikke gøre mere for dem.
Af Asta Gyldenkærne, sognepræst i Ishøj
Jeg har altid selv været meget optaget af ikke at ville skilles, fordi jeg selv som skilsmissebarn har oplevet det udfordrende ved det og fordi det derfor har været vigtigt for mig at arbejde på, at min mand og jeg ikke blev skilt. Og jeg tænkte: hvad kan vi som kirke, kærlighedens højborg og beskytter, gøre for at hjælpe par til at den kærlighed de er så heldige at dele, kan få gode kår til at blive ved med at blomstre?
Tre områder
Jeg uddannede mig som PREP leder og dermed kunne udbyde kommunikations kurser for par. Det gav mig en del parsamtaler og det gik op for mig, at der ofte er 3 områder, hvor par går skævt af hinanden:
1. Hvis de ikke bruger tid sammen og mister kontakten til hinanden
2. Hvis de tror, at et parforhold kun rummer glæde og gode følelser
3. Hvis de ikke føler sig set eller elsket
Derfor tænkte jeg hvordan vi som Folkekirke kunne skabe en aften for par, som netop handlede om de tre komponenter.
Valentines aften
Det blev til vores Valentins aften. Valentine var oplagt, fordi alle ved det handler om kærlighed. Fortællingen er, at munken Valentine for 1500 år siden viede unge par i smug. Kejseren skulle bruge de unge mænd til sin hær og ville derfor ikke spilde dem på ægteskab. Men Valentine, han troede på kærligheden og kæmpede for den. Derfor ville vi i Ishøj skabe en Valentines aften, som vristede sig fri af det overfladiske og kommercielle og i stedet kunne skabe rum til det kærligheden er: tid til hinanden, øje for hinanden og en dans på roser også med torne.
Programmet for vores Valentines aften: Kl. 18.00 er der gudstjeneste i kirken. Gudstjenesten indeholder salmer om kærlighed (f.eks. Størst af alt er kærlighed eller Jeg ved en blomst så farv og fin), bibellæsninger og små refleksioner om kærlighedens væsen og kristendommens kærligheds syn. Så spiller vores kirkemusikere soloer de vælger (f.eks. Du er ikke alene, eller Love lifts us up) og så er der lystænding.
Til gudstjenesten oplever parrene store tekster om kærlighed, lystændingens enkle ritual og rummets og musikkens særlige stemningen, som binder dem sammen.
Efter gudstjenesten (som er åben for alle) har vi lavet en Pop up restaurant i vores lokale forsamlingshus, hvor konfirmander, frivillige og kirketjenere har pyntet op med to mands bord, hvide duge og hjerter ud over det hele. Der er plads til 20 par, som på forhånd har booket plads og som betaler 500 kr pr. par for følgende:
Kl. 18.45 Bobler, chips og velkomst
Kl. 19.00 Parrene lukkes ind i restaurant, hvor konfirmander tager imod dem og skænker vin.
Præsten byder velkommen og introducerer de små kuverter på bordene. I kuverten ligger to sedler. På den ene skal de skrive noget de elsker ved deres partner. På den anden skal de skrive noget de vil sige den anden tak for. De indleder middagen ved at læse de to kærlighedserklæringer højt for hinanden. Man kan måske synes at det er unødvendigt, men jeg er overrasket over hvor rørte de bliver over dem. Mange par glemmer at få den slags sagt, når hverdagen kører.
Udover de to sedler, ligger der også en bunke spørgsmål i kuverten til brug ved samtalen under middagen.
Kl. 19.30 – 21-15: Parrene nyder en 3 retters menu med vin, som konfirmanderne serverer for parrene. Her er der mulighed for i god tid og nærvær, at parrene kan tale med hinanden, blandt andet ved hjælp af de spørgsmål de har fået udleveret. Det kan være spørgsmål som: Kan du huske hvad du faldt for ved mig? Hvornår synes du vi passer bedst på hinanden? Hvis du kunne få en egenskab fra mig, hvad skulle det så være? Spørgsmålene kan være en hjælp til at løfte samtalen fra kalenderstyring til et mere reflekterende og kontaktfuldt plan. Efter middagen må de tage kuverten med hjem med spørgsmål og kærlighedserklæringer for a rainy day.
KL. 21.15 Inviteres parrene til en akustisk intim koncert og kaffe og chokolade i lokalet ved siden af. 2 musikere spiller ca. 40 minutters koncert med udvalgte kærlighedsnumre gennem tiden og parrene får lov at sidde sammen og opleve det.
Kl. 22.00 Tak for i aften og nyd natten derhjemme.
Læhegn for kærligheden
Denne aften giver vi som kirke konkrete vækstbetingelser og læhegn til kærligheden i parforholdet. Parrene får mulighed for at bruge kvalitetstid sammen, hører og taler om kærlighed på et højere plan, får givet hinanden kærlighedserklæringer og der skabes en kontakt mellem dem, som parrene i deres evalueringer sætter stor pris på. Efter Valentine anbefaler jeg altid parrene at gå i kirken sammen som par – for udover at gå i fitness center med deres venner, så har de også bruge for et kærlighedscenter for at få styrket deres kærlighedsmuskel sammen.