Parforholdet skal passes og plejes

Da min mor en aften i foråret 2007 ringede og fortalte, at min far var diagnosticerede med prostatakræft, faldt min verden sammen. Ikke i bogstavelig forstand, men symbolsk. For selvom jeg på dette tidspunkt var 31 år, så var jeg også bange for at mit fundament ville forsvinde med min far. At min trygge base, hvor min mor og far stod sammen om at hjælpe mine brødre og mig, kunne forsvinde, hvis min far ikke var der.

I nogen lande anses familien, som samfundets grundpiller, hvor staten retter sig mod familien fremfor den enkelte. Det gør man for eksempel i Tyskland, hvor økonomisk støtte til studerende gives til familien og ikke til den enkelte. Ligeledes er det familiens opgave i Tyskland at sørge for at familiens ældre bliver passet og plejet. I Danmark er individet ikke på samme måde forpligtet på familien, og man kan argumentere for, at samfundet er baseret på individet fremfor familien. Derfor gives uddannelsesstøtten til den enkelte, ligesom de ældre bliver passet af kommunen. Formålet med denne leder er ikke at afgøre, hvorvidt den danske eller den tyske samfundsmodel er den rigtige, men at argumentere for at familien er et vigtigt fundament i alle samfund.

I Biblen idylliseres ægteskabet ikke, som den eneste måde at leve på, men Biblen beskriver menneskelivet, som skabt til samliv både med andre mennesker og med det øvrige skaberværk. Således bliver de første mennesker i Biblen ’Adam og Eva’ skabt i fællesskab, og de bliver sammen smidt ud af Edens have. J. Nissen skriver i ’Diakoni og Menneskesyn’: ”Vi er skabt i Guds billede, ikke primært som et ’jeg’, men som et ’vi’ som et fællesskab”. Vi har som mennesker brug for at være i ’sam-liv’ med andre, og vi har brug for et menneskeligt fundament, der står fast, når vi selv vakler. Da min far døde i 2008, var jeg 32 år gammel, og havde tre små børn. På den måde havde jeg skabt mit eget fundament. Alligevel føltes det som om jeg vaklede, som om det fundament, som jeg havde bygget mit liv på blev usikkert. Jeg kan forestille mig, at det samme sker for børn, der oplever en skilsmisse, selvom de ikke mister deres forældre, så mister de deres ståsted. Jeg har hørt mange sige, at skilsmisser er udfordrende lige meget, hvor gammel man er.

Jeg kan huske en veninde, der fortalte, at hendes søn på 10 år efter en skilsmisse havde spurgt: ”Var vores sommerferier de sidste mange år så ikke ægte”. Et spørgsmål, der ikke handler om, hvorvidt ferien rent faktisk havde fundet sted, men om de følelser han havde oplevet på ferien af kærlighed, fred og harmoni var ægte. Skilsmisser sætter spørgsmålstegn ved om det fundament, som vi står på, er fast eller om det eroderer under os. Kan fællesskabet holde til, at to ikke længere står sammen?

Jeg er helt med på, at der altid vil være skilsmisser, når der er ægteskaber, og at det er muligt at have en lykkelig skilsmisse. Men spørgsmålet i dette nummer af Sammen er ikke om skilsmisser forsvinder, men om det er muligt i Danmark at have færre skilsmisser? Er det muligt at gøre sig mere umage for at bevare den gode relation til ens partner, så en skilsmisse måske kan undgås? I dette nummer af Sammen vil vi gerne sætte fokus på, hvordan kirken kan bidrage til at hjælpe par til at se og anerkende hinanden. Ikke kun i det øjeblik, der er et bryllup og fest, men også i de efterfølgende hverdage, hvor parforholdet skal passes og plejes.

Mette Møbjerg Madsen Generalsekretær