NYE ARRANGØRER: - IKKE BARE MUSIK, MEN STEMNING!
Aarhus Volume Fotograf: Johan Adrian Buus
Af Ricco A Jensen
Nye festivaler, koncerter på anderledes steder, krydsning mellem musik og andre kunstformer. Ideerne blomstrer og events skyder op over hele landet, og engagerer et bredt publikum til at komme tæt på musikken på nye måder. Det er godt nyt for både bands, publikum og det etablerede musikmiljø. Som ambitiøst upcomingband løber man ofte panden mod en mur, når man forsøger at blive booket til landets spillesteder. Barren er høj og forventningen om at fylde stedet med publikum er svær at efterkomme. Der er dog ingen grund til at fortvivle. Landet blomstrer med friske initiativer, skabt af unge, nye arrangører, der både har fat i den nye musik og publikum. Der er altså koncertgigs at hente og måske endda inspiration, hvis man flytter sit fokus en smule. Det er dog ikke kun bands der kan få glæde af de nye arrangørers gåpåmod, men også det etablerede spillesteds- og festivalmiljø, hvilket har fået interesseorganisationen Dansk Live til at sætte fokus på området. Sekretariatchef Esben Marcher forklarer: - Vi har for nylig lanceret en indsats som skal sætte fokus på de spirende nye arrangører og deres muligheder 8
for at arbejde som arrangører - uanset deres køn, baggrund og hvor de bor. Det kan både være dem der sætter noget op i eget regi eller dem som er engageret i et spillested eller på en festival. De nye arrangører er jo også dem hvis interesser vi arbejder for at varetage som interesseorganisation for danske livearrangører. Derfor præsenterede vi på SPOT de to paneler med en række nye arrangører, og laver i den nærmeste fremtid en række andre aktiviteter, bl.a. et kursus- og mentorforløb for live talenter.
EN DEMOKRATISERET MUSIK- OG KONCERTKULTUR Dansk Live stod for paneldebatten ’De nye arrangører’ under SPOT Festivalen, hvor en række af landets aktuelle unge arrangører gav deres bud på både udfordringer og de værdier der ligger bag arbejdet med events. Her stod det klart at tilgængelighed, fællesskab, nye præsentationsformer og fleksible rammer, var stærke bevæggrunde for arrangørerne. Ifølge Esben Marcher følger det godt i tråd med en tendens der har præget musikbranchen de seneste år: - Ligesom det at kunne skabe musik er blevet demokratiseret og vi nu har et landskab, hvor alle kan lave gode produktioner, uden at behøve ret meget andet end en computer, er det min oplevelse at det at være arrangør
også et blevet demokratiseret. Ikke mindst er markedsføringen af festivaler og events blevet nemmere og billigere end tidligere, hvor annoncering og print var essentielt for at engagere publikum. Samtidig er der en øget opmærksomhed fra både medier og publikum på nye tiltag. Hvor spillestederne, for dem der var unge i 1990’erne, var relativt nye og det var fantastisk at opleve bands med god lyd og fedt lys, er de der søger nye oplevelse i dag vokset op i en tid, hvor spillesteder og de store festivaler er meget etablerede - og derfor søger man måske nye tiltag som et alternativ.
FESTEN ER VIGTIG Et tydeligt fællestræk, som stod klart blandt paneldeltagerne var, at se koncerter og festivaler som fuldendte helhedsoplevelser. Det handlede om at præsentere en atmosfære ved at arbejde tværkulturelt med formater, som Esben forklarer: - Festen er mere i fokus end den har været tidligere og programmerne spænder meget bredere. Publikum orienterer sig ikke inden for en enkelt scene, som det måske var tilfældet tidligere, og arrangører programsætter det der er godt uden at skele til genrekasser. Derudover er det meget udbredt med midlertidighed og skiftende lokaliteter - det er ikke kun musikken der er frisk og ny, det er også stedet der bruges.