26/5‐2025
Diplomuddannelse i erhvervspædagogik
Afgangsprojekt
Vejleder: Henriette Duch
Antal anslag:58.541 Jacob Peder Søegaard ‐ 281393
Indledning med problemstilling
Jeg har været ansat som underviser på murerafdelingen på Herningsholm Erhvervsskole i snart 5 år. Mine primære opgaver på skolen er de sidste på hovedforløb inklusive svendeprøven, og som tovholder på undervisning i den grønne omstilling i byggebranchen for lærlinge og amu kursister. Derudover har jeg en enkelt teoriuge med hovedforløb 2 og 3, hvor jeg underviser i affaldshåndtering og energioptimering af byggeri. Meget af min undervisning omhandler hvordan vi i murerbranchen, kan imødekomme de nye udfordringer der rammer os i den nære fremtid. Jeg har været meget i tvivl om at det var etisk rigtigt at undervise mennesker i et fag, der er en af de store syndere i forhold til klimaproblematikken. Jeg er dog kommet frem til at, jeg med god samvittighed kan fortsætte med tanken på at prøve at ændre nuværende praksis for murerfaget. Dette har jeg blandt andet arbejdet med sammen med det fælles faglige udvalg og jeg har været deltidsansat/samarbejdspartner for to videnscentre omkring håndværk og bæredygtighed. På de to valgfrie moduler på DEP har jeg haft digitale teknologier i erhvervsrettede uddannelser, som var ønsket af min leder, og deltagere i de erhvervsrettede uddannelser, der var det eneste tilgængelige modul der var da jeg var sat i skema på DEP.
I min tid som underviser har jeg oplevet og erfaret, at der er meget lidt sammenhold og fællesskab i klasserne. Kun et par enkelte hold har i min tid vist godt, bredt og positivt fællesskab. Det bevirker også at der er enkelte hold hvor enkelte lærlinge mistrives i skolen. D e t skal tilføjes at størsteparten i elevernes tilfredshedsundersøgelse for 2023, scorer højt på elevtrivsel (80 ud af 100), og at den har været næsten uændret de sidste 6 år. (Toft, 2023) Dog vil det aldrig være godt nok hvis ikke alle trives.
Når jeg har afholdt mundtlige svendeprøve afslutter jeg altid med spørgsmål om hvordan lærlingens fremtid ser ud. Fortsætter de som svend på oplæringsstedet eller hvordan. Jeg oplever til min store forundring at, flere af de fagligt dygtige lærlinge helt vælger at skifte branche, og giver udtryk for at de i hvert tilfælde ikke skal være murer mere. Jeg har løseligt undersøgt ved kollega fra Sjælland om han oplever det samme der. Han svarede, at da han stødte på en tidligere lærling der var udlært året før, fik at vide at kun en tredjedel af holdet stadigvæk arbejdede som murere. Er der et manglende tilhørsforhold, eller hvad er det der gør det?
Jeg er lærer repræsentant og referent i det lokale uddannelsesudvalg forkortet til Luu. I Luu arbejder vi med at få erhvervslivet (mesterdelen), fagforeningen (3f), lærlingerepræsentanter og uddannelsesstedet til at finde et fælles fodslag. Jeg oplever når jeg sidder til Lokale Uddannelses Udvalgs møder, er det et tilbagevendende punkt fra lærlingenes side, at der er et ønske om, at bliver gjort mere for det sociale med arrangementer og ture. Der er uenighed fra mestres side om at der skal bruges tid og penge på det. Her mener mestrene at det ikke har noget formål fagligt og det derfor må være lærlingene selv der betaler og arrangere det i deres fritid. Der har før været udenlands ture på murerafdelingen afholdt for de penge der blev tjent på elev byg, hvor lærlinge arbejde i skoleperioden på et byggeri uden for skolen, men det er stoppet efter elev byg ikke mentes at kunne forsvares i forhold til målpindene for uddannelsen. Der er altså et ønske om et mere socialt fællesskab og muligheder for arrangementer på uddannelsesstedet fra lærlingenes side, som ikke anerkendes fra mestersiden. Det er ikke kun på murerafdelingen vi oplever et større ønske om flere sociale arrangementer, og derfor er det også gået højere op i systemet til ledelsen. De har i strategioverblikket for Herningsholm Erhvervsskole 2024‐2025, derfor sat et af strategi sporenes mål, at vi skal øge fokus på fællesskab og indsatser rettet mod Lærlingegrupper, for at få flere til at gennemføre en uddannelse. Der skal afholdes flere events og aktiviteter på tværs af uddannelserne (strategioverblik HEG, 2024). Med den store fokus på trivsel, og de oplevede problematikker, er der allerede sat meget i værk på Herningsholms erhvervsskole. Der blev for eksempel afholdt koncert med større dansk band Patina i murerhallen, med pølsevogn og øl for lærlingene. Fremmødet fra eleverne var
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
dog så dårligt, at jeg undres over hvorfor der efterspørges arrangementer fra elevers side, og der så næsten ingen der dukker op? Skal lærlingene guides mere til at indgå i sociale fællesskaber, og kan jeg understøtte det?
Ud over fællesarrangementerne ønskes der også fra ledelsens side at vi styrker vores små ”nørde” grupper i form af fællesskaber i både Skills, som er talentudvikling for dem der vil give det en tand mere uden at få løn for det. Det nye skud på stammen over frivillige fællesskaber er Green Skills, som er for de lærlinge der tværfagligt vil prøve at løse udfordringerne i den grønne omstilling af byggeriet.
Der er også fokus på problemet fra regeringens side, hvor der er sat store beløb af til erhvervsuddannelserne. Oven i det har vi på HEG fået sponseret 60 mio. kr. til nye bygninger fra A.P. Møller fonden. Projektet som hedder Skillscity, har fokus på fællesskab, diversitet og demokratisk dannelse, hvor der bliver ansat en ”social stadsarkitekt”, hvis opgave det er at stå for arrangementer og sociale aktiviteter. (A.P. Møller, 2025) Ud over dette er der gang i byggeriet af håndværkerkollegiet sponseret af BRF fonden, der åbner op i efteråret 2025. Her kan lærlinge bo sammen med andre lærlinge i et lille kollektiv, hvor der er undervisere og stort værksted til rådighed på kryds af fagene, samt sociale arrangementer om aftenen.
Der er ikke tvivl om ønsket for at højne status af håndværkerfagene, og gøre det mere attraktivt at tage et uddannelsesvalg i denne retning.
Samfundsmæssigt er der også grund til bekymring om at vi kommer til at mangle faglærte. Der er ifølge på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd brug for flere faglærte personer på samfundsmæssigt plan. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spår om mangel på 99.000 faglærte i 2030. Der er brug for at vi i samfundet kan klare de store udfordringer i forhold til den grønne omstilling. Det kræver kvalificeret arbejdskraft der både har erfaring med danske byggenormer og byggetradition, men samtidigt er omstillingsparate og nytænkende i forhold til de nye co2 udledningskrav der rammer byggebranchen. En stor del af arbejdsstyrkens faglærte vil indenfor de næste få år gå på pension, og med små årgange, hvor en stor del af de unge vælger en uddannelsesvej indenfor det gymnasiale, vil der opstå et tomrum. Derfor er det blandt andet netop de unge ny udlærte murersvende der skal være med til at løfte den opgave der er i fremtidens byggeri, og der må arbejdes bedre på at fastholde ny udlærte i byggebranchen. (Breil‐Hansen 2021). På trods af det forventer Dagens byggeri et tab på over 5.700 fagpersoner på 10 år, heraf 804 murere. Cheføkonom Martin Kyed forklarer problemet med at der forventes en forøgelse af arbejdsstyrken med over 80.000 personer, men at den samlede faglærte arbejdsstyrke vil falde med 9% sådan: ”Mens antallet af faglærte falder, vil der komme markant flere akademikere. Det er en uholdbar situation, hvis der skal være balance på arbejdsmarkedet, så vi dels kan holde gang i byggeriet og samtidigt gennemføre den grønne omstilling, som alle har øverst på dagsordenen for de kommende år. (Strøbech, 2022).
I en artikel af (Malacinski, 2016) beskrives der allerede mangel på murere i udkantsdanmark. Her fortæller Frans Poulsen på 58 år, der har været murer i 40 år, hvad der gjorde at han valgte at blive murer og stadigvæk er det. Han havde som ung stor respekt for håndens arbejde som han kalder det. Han startede allerede som skoledreng med at hjælpe til på byggepladserne. Hans far var ansat i det firma, som Frans senere er blevet ejer af. Hans søn står til at overtage firmaet om få år. Frans fortæller også at han på nuværende tidspunkt mangler mindst 5 murere på fuldtid, og at det gør han må takke nej til ordrer for omkring 10 mio. kroner årligt. Murerfaget er blevet hårdt ramt af at unge ikke sætter megen ære i erhvervsuddannelserne og på bare 7 år er antallet af murerlærlinge mere en halveret. Frans´ kone Lillian føler sig melskyldig i udviklingen da hun selv rådede parrets 5 børn i at vælge gymnasiet fremfor en erhvervsuddannelse.
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
Netop nu er der også et samarbejde i gang, der skal løbe frem til 2027, mellem EVA og mureruddannelsen som skal styrke trivslen og mindske frafaldet på mureruddannelsen. Evas chef for uddannelsesområdet Christina Laugesen siger: ” Uddannelsessektoren og erhvervsskolerne står foran en kompleks opgave med at opbygge stærke læringsmiljøer med høj trivsel. Med partnerskabet vil vi i fællesskab bidrage til en mere langsigtet opbygning af uddannelsernes egen kapacitet i trivselsarbejdet.”
Der skal her udvikles nye indsatser for god trivsel, og kigges på om de strukturelle rammer skal justeres. I første fase er der helt specifikt mureruddannelsen der er i fokus, da denne som mange andre tekniske uddannelser oplever højt frafald o g har en branche der efterspørger flere faglærte hænder.
I samarbejdet er murer og uddannelseskonsulent for det faglige fællesudvalg Pia Skjøtt‐Larsen. Hun ser det også som en vigtighed at styrke murerlærlingenes trivsel, så flere fuldfører og har en god oplevelse af deres læretid. Hun håber at flere lærlinge, med deres forskellige behov, vil føle sig hjemme i murerfaget. (EVA, 2023)
Så der ingen tvivl om at det er vigtigt at vi for så mange mulige glade håndværkere, der vil fortsætte i mange år, ud på den anden side af vores uddannelser.
Der var allerede trivsel på erhvervsuddannelserne på den politiske dagsorden tilbage i 2015, og da der ikke har været en positiv udvikling siden da, er det stadigvæk meget relevant. Derfor er der i 2021 udgivet et materiale om inspiration til at styrke trivslen for lærlinge på erhvervsuddannelserne. I denne defineres trivsel som værende at lærlingene befinder sig godt på skolen, og har gåpåmod til skolearbejdet. Det er en sammenhæng mellem at lærlingene har tiltro til egne evner og selvværd til at de føler sig kvalificerede og kompetente i skolesammenhæng. Samtidigt hænger det sammen med at deres oplevelse af læringsmiljøet på skolen og i klassen. Det kan betale sig at arbejde med trivsel for lærlingene, fordi en Lærling med lav trivsel vil have en frafaldsprocent på 32, hvorimod en lærling med høj trivsel har en frafaldsprocent på 3. For at øge trivslen er det vigtigt at underviseren skaber et læringsmiljø der er trygt med tillidsfulde og respektfuld relation. Der skal være plads til at lærlingene kan deltage aktivt uanset faglig kompetence. De skal føle sig inddraget og hørt, for at styrke deres kendskab til demokratiske processer og følelse af autonomi. Der skal være opfølgning og systematisk overvågning af fravær, da dette kan skyldes mistrivsel.
Denne fraværsopfølgning med lærlinge skal helst ske med fysisk samtale, da dette formindsker modstand og fremmedgørelse, som kan opleves ved fraværsbreve. Der er fire områder som er vigtigt at være opmærksom på, når man vil forbedre trivslen for lærlinge.
Det første er undervisning og arbejdsformer, som er de faglige aktiviteter som underviseren igangsætter. Her skal lærlingene have en oplevelse af at det er ok at afprøve og fejle i et trygt læringsmiljø. Det har stor betydning for at lærlinge færdiguddanner sig, at de har troen på egne evner. Det kan underviseren hjælpe med ved hjælp af differentiering og ikke mindst positiv feedback. Tydelige regler omkring respektfuld opførsel i klassekulturen, er også en faktor der spiller ind på trygheden i læringsmiljøet. Dette kan f.eks. foregå ved at lærlinge laver samarbejdskontrakter i gruppearbejde.
Det andet er faglige og sociale fællesskaber. Her kan det være svært på en erhvervsuddannelse at skabe relationer mellem lærlingene imellem, da der ofte er store forskelligheder i lærlingenes baggrund, interesser og aldersmæssigt. Indsatser der styrker fællesskaber kan derfor være et fællesskab der mere omhandler det faglige. Det kan hjælpe lærlingene med at skabe sig en faglig identitet, og i den forbindelse skabe et større tilhørsforhold til skolen. Denne faglige identitet og stolthed kan også bidrage med at styrke lærlingenes trivsel videre ud i praktikken og senere arbejdsliv
Det tredje er støtte og ressourcer. Her handler det om at have en struktureret plan for hvem der støtter og sætter ind når der opleves eller er mistanke om mistrivsel. Der skal være en klar beskrivelse af, hvem der skal være ressourceperson og tage handling hurtigt, inden en lærling melder sig ud af fællesskabet.
Det fjerde og sidste er overgange mellem praktik og skole, eller overgange mellem grundforløb til hovedforløb. Med de mange skift i uddannelsen fra skole til praktikvirksomhed, kan der opleves usikkerhed ved lærlingene mellem hvem der støtter hvornår og om der i det hele taget er en sammenhæng med praktik og skole i hele uddannelsen. Her kan man fra skolens side støtte op om at hjælpe med at finde gode lærepladser, og skabe en rød tråd igennem uddannelsen, så lærlingene er trygge og oplever kompetence. (EVA, 2021)
Som jeg har påvist, er der bekymring på makro niveau for manglen på faglærte i fremtiden, og der er gjort store anstrengelser økonomisk for at imødekomme det. På meso niveau er det også et stort fokuspunkt, hvor der er afsat tid og penge af til at fremme fællesskaberne på HEG. Vi undervisere står så i sidste ende og skal få højnet fællesskabsfølelsen, faglig identitet og trivslen blandt lærlingene. Er vi klædt på til det?
Hvis ikke hvordan bliver vi så bedre? Hvordan giver jeg lærlingene viden om at fungere i fællesskaber og hjælpe med at skabe en faglig identitet? Jeg vil gerne i denne rapport blive klogere på, hvordan jeg didaktisk kan styrke fællesskab følelsen ved lærlingene og dermed skabe en bedre fagidentitetsdannelse.
Problemformulering
Hvordan kan jeg didaktisk hjælpe med at skabe bedre praksisfællesskaber, hvor lærlinge trives og samtidigt skabe en stærk faglig identitet for nyligt udlærte, for at gøre det meningsfuldt for dem til at blive i murerfaget?
Metode
Jeg vil undersøge dette ud fra interviews og teori om praksisfællesskaber af Wenger, samt teori om identitetsdannelse af Illeris. Jeg har taget en socialkonstruktivistisk videnskabsteoretisk position, og vil forstå interviews som en sandhed der er konstrueret mellem os. Socialkonstruktivisme betyder at vi i fællesskab skaber vores verdensbillede. Vi kan i fællesskab tillægge noget værdi, eller fratage det værdi. Vi skaber i fællesskab vores sprog og forståelse af det. Det er altid i fællesskab og ikke hver for sig at vi forstår verdenen. Selv vores individuelle tanker er for os selv forstået gennem begreber der er skabt i fællesskab med andre. Vores identitet og vores personlighed er ikke noget privat, men igen skabt af fælles begreber og aftaler om hvordan en fortælling konstrueres. Vi kan ændre verdenen ved at reflektere kritisk over vores sprogbrug og forståelse af en fælles social virkelighed. Med Bourdieus begreb om socialkonstruktivisme handler det om at, man ser forskellige felter i samfundet med sprog, syn på verdenen og egne regler, det kan f. eks være politik. Disse felter har deres egen symbolske kapital, i eksemplet politik kan det være magt og anerkendelse i form af stillinger. Vi er i stand til at indgå i de forskellige felter med den kropslige viden kaldet habitus. Med en socialkonstruktivistisk tilgang kan jeg med fordel undersøge feltet håndværker/murer, blive klogere på hvad den symbolske kapital er i feltet og hvad habitus for håndværker/murer er med til at præge lærlingene med. (Holm, 2011)
I interviewene vil jeg undersøge hvad og hvorfor de interviewede agter at stoppe som murere efter endt uddannelse. Jeg vil undersøge hvilke praksisfællesskaber de ser sig som en del af. Jeg vil undersøge deres engagement og tilhørsforhold til deres praksisfællesskaber og hvordan de rangere dem efter vigtighed i
deres liv. Dette gør jeg for bedre jf. problemstilling at kunne hjælpe med hvordan jeg i fremtiden kan hjælpe med at de ikke melder sig ud af murerfaget og hvordan jeg kan skabe meningsfuldhed i at fortsætte.
Med et kvalitativt Interview forstås det, at man som interviewer søger at finde viden om et emne igennem dialog med den /de interviewede. Det kan ske på digitale platforme, tlf. eller ansigt til ansigtsmetoden. Jeg har her valgt ansigt til ansigtsmetoden for også at få det nonverbale sprog med i min undersøgelse. Jeg har valgt et idealistisk synspunkt, da jeg mener at mennesker handler ud fra det, der giver mening for dem.
Med et socialkonstruktivistisk standpunkt, skal jeg i samskabelse med de interviewede finde vores relationelle ”sandhed”. Dette sker bedst ved interview. Interview kan også give en mere dybdegående empiri en f.eks. spørgeskema kan. Jeg har valgt den semistruktureret interviews metode, da jeg i forhold til min problemstilling ønsker at få de interviewedes egne perspektiver frem men samtidigt styre interviewet indenfor det tema jeg beskæftiger mig med.
I mine udvælgelseskriterier, finder jeg det bedst at vælge deltagere der har et inde fra perspektiv, altså at spørge nyligt udlærte om deres tanker. Begge de interviewede har mange ligheder i deres position i praksisfællesskabet murer hvor de fungerer godt og er deltagende i klassen og har høj faglig kunnen, men er meget varierede i forhold til alder, familiesituation og geografisk baggrund. Begge de interviewede har også tidligere i mine samtaler med dem udmeldt at de ikke agter at fortsætte som murere. Der er kun mulighed for at interviewe de to, da andre ikke mente at have tid til det i deres svendeprøveforløb.
Min interviewguide vil se således ud: som en start vil jeg oplyse de interviewede om formålet og brugen af interviewet. Jeg vil oplyse om at deres udtalelser er anonyme og kun vil blive anvendt i denne rapport og at interviewet bliver optaget, selvfølgelig med deres samtykke. Jeg vil skabe en fælles forståelse for begreberne fællesskaber, trivsel og identitet. Herefter vil jeg i interviewet undersøge, hvilke praksisfælleskaber de interviewede ser sig som værende en del af? Hvor stærkt de føler sig knyttede til disse fællesskaber, ser de sig selv som perifere eller centrale deltagere? Trives de i praksisfællesskabet murer, og hvor mange underafdelinger ser de findes i praksisfællesskabet murer? Er der flere i form af praktiksted, erhvervsskole og klassen? Hvorfor og hvad der gør at de påtænker sig at melde sig ud af det praksisfællesskab der handler om at være murer? Føler de det i det hele taget som en udmeldelse af murer fællesskabet at de ikke praktiserer det? Hvilken værdi/prestige de selv, og deres oplevelse af deres omverden, lægger i murer praksisfælleskabet? Hvilke overordnede problematikker i murerfaget er det der kan true deres fremtidige engagement i praksisfællesskabet? Jeg vil for at tydeliggøre, holde overblik og skabe fællesforståelse, anvende papir for at optegne den interviewedes praksisfællesskaber for at kunne rangere og forklare hvor stort et tilhørsforhold og trivsel den interviewede har til de forskellige praksisfællesskaber. Dette gør jeg også for at skabe tryghed i interviewet da det er normal fælles praksis i håndværkerfaget for os at tale ud fra skitser og tegninger. Jeg er opmærksom på at jeg kort tid efter interviewene skal have begge personer til mundtlig svendeprøve, og at der derfor er et asymmetrisk magtforhold imellem os. Det kan komme til udtryk ved de interviewede i at de vil forsøge at please mig og de holdninger de ved jeg har. (Ingemann, 2022)
Jeg vil i afsnittet om teori redegøre for Wengers teorier og begreber om praksisfællesskab. Jeg vil undersøge hvad Illeris mener om identitetsudvikling for at blive klogere på hvordan jeg kan styrke denne.
Teori
Jeg vil starte med at redegøre for Wengers teori med begreberne for praksisfællesskaber. Derefter vil jeg redegøre for Illerises teori om identitetsdannelse.
Wengers teori
Wengers teori om praksisfællesskaber er en social teori om læring, hvor læring sker gennem deltagelse i meningsfulde fællesskaber – ikke blot som en individuel proces i klasselokalet. I modsætning til skolens traditionelle syn, hvor viden overføres fra lærer til elev, ser Wenger læring som en naturlig og social proces, der foregår gennem aktivt engagement i hverdagslivet. Viden er kompetence i praksis, og indsigt opnås gennem deltagelse. Praksisfællesskaber – både faglige og sociale – findes overalt, og de former vores identitet. I skolen opstår de spontant, men ofte uden bevidsthe d om deres læringspotentiale. Ved at anerkende og styrke disse fællesskaber kan læring gøres mere meningsfuld og engagerende. Organisationer bør understøtte deltagelse og åbne for adgang til fællesskaber, så læring bliver en integreret del af livet frem for en isoleret aktivitet. (Wenger, 1998)
Praksisfællesskabet som begreb.
Mennesker handler både for at dække fysiske og psykiske behov, og i fællesskab med andre formes disse handlinger til sociale praksisser. Ifølge Wenger opstår praksisfællesskaber, når vi i samspil udvikler normer, sprog og strukturer, der giver mening. Praksis er altid social og inkluderer både det formelle og det underforståede, som bygger på fælles forståelser. Wenger ser ikke teori og praksis som adskilte – al viden og handling er forbundet og opstår gennem aktiv, kropslig og social deltagelse. (Wenger, 1998)
Praksis som mening.
Meningsfuldhed i praksisfællesskaber skabes gennem en konstant proces af meningsforhandling, selv i velkendte omgivelser. Ifølge Wenger bygger meningsdannelsen på to centrale begreber: deltagelse, som handler om aktivt og følelsesmæssigt engagement i sociale fællesskaber, og tingsliggørelse, som refererer til både processer og produkter, vi skaber og forholder os til. Disse to elementer er tæt forbundne og skaber mening i samspil. Hvis balancen mellem dem forrykkes – f.eks. for meget fokus på tingsliggørelse og for lidt deltagelse i undervisningen – kan det føre til meningsløshed for deltagerne. (Wenger, 1998)
Fællesskabsforståelsen
i forbindelsen med praksis beskriver Wenger med tre dimensioner. De er gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire.
Gensidigt engagement er det der skaber praksisfællesskaber. Det er det at mennesker i handlinger som de med andre forhandler meningen af. For at få et såkaldt medlemskab i et praksisfællesskab er der derfor krav om gensidigt engagement. For at kunne muliggøre gensidigt engagement skal der være adgang til fællesskabet og opretholdelse af dette. Deltagere i praksisfællesskabet er ikke nødvendigvis ens, og forskellighederne i individerne kan tilmed gøre praksisfællesskabet mere produktivt. De udvikler unikke roller og identiteter i praksisfællesskabet, og disse roller kan udnyttes forskelligt i praksisfællesskabet. Det gensidige engagement giver til gengæld fælles relationer, som kan give deltagerne forbindelser der er dybere end f.eks. sociale kategorier. Disse er ikke nødvendigvis positive, men kan også skabe jalousi, klikedannelse og spændinger. Alle gensidige relationer i praksisfællesskabet er således komplekse blandinger af tillid og mistænksomhed, venskab og had, ekspertise og hjælpeløshed osv.
Fælles virksomhed som kilde til fællesskabssammenhæng ved praksis ligger i forhandlingen af dette.
Praksisfællesskabet holdes sammen af et resultat af en kollektiv forhandlingsproces, deltagernes forbindelse angående udøvelsen af fællesskabet og laver en ansvarlighed gennem deltagernes relation.
Den lokale forhandling i den fælles virksomhed er den der styrer og i sidste ende har magten. Ydre instanser kan påvirke det både positivt eller negativt, men har ikke det sidste ord.
Det fælles repertoire er de rutiner, vaner osv. Fællesskabet igennem forhandling er blevet enige om hører til. Det kan både være negativt og positivt for udviklingen af virksomheden i praksisfællesskabet. (Wenger, 1998)
Læring:
Praksisfællesskaber kan opfattes som fælles læringshistorier. Vores verden og erfaringer er foranderlige og bevæger sig ikke i takt. Vores deltagelse i forskellige praksisfællesskaber giver os minder der både er med til at skabe en identitet og en sammenhæng i vores liv. Den kan dog ændres når vi deltager i andre nye fællesskaber og vi oplever livet på en anden måde. For at opretholde en praksis investerer vi i hinanden og det vi laver sammen, og vores identiteter hænger sammen i denne praksis. Den kan være hurtigt skiftende, f.eks. kan en ny elev starte på jobbet og den elev der før var den nye vil forfremmes til den erfarne. Denne erfarne elev skal så finde sin nye rolle i fællesskabet. Samtidigt kan tingsliggørelsen af forskellige rutiner udfordres når der kommer disse skift i fællesskabet. Så selv i et fællesskab med et historisk miljø som har gamle traditioner, er det nødvendigt at afstemme sig med verdenen og genopfinde praksis. Dette kræver læring, ikke kun for at få svar på nye vilkår men for at skabe en verden de kan se sig selv være en del af og leve i. I praksisfællesskabet er der sjældent tale om læring som noget mål, selvom det er noget der foregår hele tiden. Personer lærer i praksisfællesskaberne hvem der er god til hvad, for tildelt identiteter hvor let omgængelig man er osv. De udvikler nye udtryk, skaber og nedbryder rutiner. Læring er ikke kun at kunne udenadslære eller behandle information, men en transformation af hinanden i deres forhandling af meninger og en dannelse af en identitet. For at indlemme nye medlemmer i praksisfællesskaber bruger Wenger og Lave udtrykket legitimt perifer læring. De mener ikke læring sker så meget gennem en fast undervisningsplan, men derimod gennem former for modificeret deltagelse, der skal åbne praksis op for nyankomne medlemmer. Med det perifere menes, at der åbnes op for faktisk praksis ved hjælp af forskellige måder som, mindre pres, tættere og særlig støtte mm. De nyankomne skal have adgang til både gensidigt engagement, forhandling af virksomheden og til det repertoire der anvendes. Der ska gives de nyankomne en fornemmelse af hvordan praksisfællesskabet fungerer, og her kan mestre og undervisere have stor betydning enten som gode eller dårlige rollemodeller. De skal have så meget legitimitet, i form af at være nyttig, støttet og eller den rigtige type. Med denne legitimitet vil de kunne blive en del af fællesskabet trods deres manglende kompetence. Det kan være krævende både for fuldgyldige medlemmer og perifere at indgå i den foranderlige proces der sker i praksis fællesskabet.
Praksisfællesskaber er ikke som sådan et isoleret fællesskab, det har tilknytning til andre fællesskaber. Dens relationer er ikke kun lokale men også globale. De kan i deres tingsliggørelse indbyrdes forbindes, og med menneskelig forbindelse indføres i andre fællesskaber. Participative forbindelser er hvor vi kan blive indviet i praksisfællesskaber gennem samtale med fuldbyrdede medlemmer af disse. Men her vil man kun opleve isolerede repræsentation af praksis. For at opnå større indsigt skal man derfor opleve et større udsnit af praksisfællesskabet. Grænsefællesskaber kan overlappe hinanden og skabe nye. Her er der dog en risiko for at miste forbindelsen til de tilknyttede fællesskaber, så der ikke mere skabes en forbindelse mellem disse. Ved at give udefra komne legitim perifer deltagelse kan give både læring til de perifere deltagere og de fuldbyrdede medlemmer, da det handler om deltagelse og engagement. Den perifere deltager vil være i kontakt med andre synspunkter og kan være en ny kilde til dynamik i meningsforhandlingerne. Den større
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
tilgang til det globale i form at internet, transport og telekommunikation giver ikke som sådant flere praksisfælleskaber, men giver mere kompleksitet. Det er i meningsforhandlingerne og engagementet at praksisfællesskaberne bliver til. (Wenger, 1998)
Identitet.
Wenger bruger begrebet identitet uden udgangspunkt i det individuelle selv. Der skabes en identitet i den måde vi ser os selv som medlemmer i sociale fællesskaber. Når der henføres til identitet i sociale begreber, er det ikke at sige der ikke findes individualitet. Vores identitet skabes i det sociale og ved deltagelse i sociale fællesskaber. Fællesskab og individ spiller sammen og tingsliggørelsen af disse vil skabe et fejlbarligt syn på at de ikke har indbyrdes forbundethed. Fællesskab kan bå de undertrykke individets kreativitet men også være en kilde til indsigt. Der er derfor ikke noget ondt eller godt i den ene eller den anden tanke om fællesskab kontra individualitet. Hvis der skal udvikles en praksis, skal der dannes et fællesskab, hvor deltagere kan engageres og se andre personer som værende engagerede deltagere. Det medfører så en forhandling om hvilken måde de forskellige personer indgår i praksisfælleskabet på. Vores identiteter bliver en blanding af vores oplevelser og erfaring igennem vores deltagelse, og den sociale tingsliggørelse og kategorisering. Vi samler disse to i en meningsforhandling og konstruere hvem vi er ud fra dette. Som fuldgyldige medlemmer af et praksisfællesskab kan vi optræde kompetente og forstår den virksomhed der udøves. Vi lærer måder at handle og forhandle med andre personer i praksisfællesskabet, og vi udvikler forventninger til hvordan vi taler til og behandler hinanden i disse fællesskaber. Vi udvikler nogle perspektiver på verdenen som ofte vil deles af de andre engagerede medlemmer af fællesskabet. Når vi begiver os ind i nye praksisfællesskaber, mangler vi både viden om hvordan vi skal opføre os, hvordan fællesskabet bruger fælles referencer og de finere detaljer i virksomheden. Der bliver hele tiden skabt ny tilblivelse af identitet i vores konstante genforhandling i de forskellige fællesskaber i vores liv. Disse vil efterhånden danne baner både i og mellem forskellige praksisfællesskaber. Banerne kan være perifere der ikke bliver til fuld deltagelse, men stadigvæk bidrager til ens identitet. De kan være insider‐baner der gør det nødvendigt at genforhandle ens identitet, på trods af fuldgyldigt medlemskab, grundet nye hændelser. Grænsebaner er hvor forbindelsen mellem to praksisfællesskaber sker, og kan besværliggøre bevarelsen af identitet på tværs af disse. Udadgående baner hvor man bevæger sig væk fra et fællesskab, og skal indtræde i nye fællesskaber. Der vil man kunne sige at identitetsdannelse mere er en læring. Engagementet i praksisfællesskabet kan variere når vi har forskellig opfattelse af hvad der er vigtigt for vores videreudvikling af identiteten. Nogle ønsker kun at være perifere deltagere i et praksisfællesskab, da det kun giver mening for dem for at kunne deltage i andre praksisfællesskaber. De personer der har været fuldgyldige erfarne medlemmer længe, giver nye medlemmer et indblik i hvad der kan være i vente, hvis man fortsætter i denne bane, både i positiv og negativ retning. Generationsmøder er ikke bare en overføring i form af en arv fra erfarne til nytilkomne deltagere. Der vil ske sammenkoblinger af identiteter, som ofte vil medføre konflikter trods det gensidige afhængighedsforhold. Erfarne deltagere har måske ikke så meget fremtid tilbage at de finder det nødvendigt at tage praksisfællesskabets historie op til genforhandling. Nye deltagere ønsker ikke nødvendigvis at genforhandle, da de prøver at finde ud af hvad praksisfællesskabet egentlig går ud på for så at optage det i deres identitet. Vi har tilhørsforhold til mange forskellige praksisfællesskaber, nogle har central betydning for vores identitet, mens andre er mere tilfældige. Lige meget hvor meget betydning bidrager de alle til en skabelse af vores identitet, hvor vi har en oplevelse af at være medlem af mange fællesskaber, men samtidigt prøver at samle dem for at bevare en identitet på kryds af fælleskabsgrænserne. Det kræver et stort arbejde at bevæge sig imellem forskellige praksisfællesskaber, der som tidligere beskrevet har egen facon i form af deltagelse og sprog. Der kan opstå spændinger mellem modstridende fællesskaber som måske aldrig helt stopper. Vi vil i disse kampe nogle gange forsøge at forhandle os frem til nye meninger, der så igen kan ændre vores praksisfælleskab. Vi kan
både definere vores identitet igennem deltagelse af hvem vi er, men også igennem ikke‐deltagelse af hvem vi ikke er. I et praksisfællesskab vi er engageret i kan vi for at beskytte os selv, placere os i det perifere og være ikke deltagende. Jobmæssigt kan der være ting der skal gøres som vi ikke er enige i eller finder meningsfulde, men vi udfører dem stadigvæk med begrundelse at det hører til jobbet. Vi kan på den måde bevare vores syn på vores identitet, men samtidigt være en del af praksisfællesskabet. (Wenger, 1998)
Tilhørsforhold.
Wenger beskriver tre måder at opleve tilhørsforhold på, som er centrale for identitetsdannelse i praksisfællesskaber. Det første er engagement. Aktiv deltagelse og meningsforhandling i praksisfællesskaber, hvor man opbygger kompetence og identitet gennem handlinger og fælles historie.
Ubalancer i magt og manglende mulighed for deltagelse kan hæmme læring. Det andet er fantasi
Forestillingsevne gør det muligt at opleve tilhørsforhold til fællesskaber, selv uden direkte kontakt. Vi forbinder os med fortællinger og forestiller os meningsfulde sammenhænge, men kan også overse kompleksitet eller havne i stereotyper. Det sidste er Indordning, Tilhørsforhold skabes ved at handle i overensstemmelse med forventninger og normer. Det handler om roller, magt og styring – og hvordan man retter sin energi mod fælles mål i praksisfællesskabet.
Wenger pointerer, at alle tre former spiller sammen og kræver forskellige vilkår for at støtte læring og identitet. Engagement bygger praksis og deltagelse, fantasi skaber visioner og forbindelser, og indordning fokuserer energi og handling mod fælles retning. (Wenger, 1998)
Illeris´ teori
Identitetsudvikling. Knud Illeris har i et forsøg på at forklarer begrebet identitet lavet en model der viser tre lag i identiteten. Inderst er kerne‐identiteten, så kommer personlighedslaget og til sidst præferencelaget. Kerneidentiteten er det der er så dybt i os, at det ikke vil forandre os selvom vi er i forskellige situationer eller sammenhænge. Det er den selvstændige identitet der dannes i starten af livet og giver os selvforståelse. Det er et ”kerne selv” der bygges op med en forståelse om ens kønsidentitet og familieidentitet, som i hele livet vil være forholdsvis stabil og fast. Den vil forandre sig i små ubemærkede ryk medmindre man kommer ud for intense og kriseagtige hændelser. Et eksempel på en sådan identitetsændring er hvis man bliver forælder. Længere ude i det næste lag er personlighedslaget. Dette er et lag der nemmere lader sig ændre end kerneidentiteten. Det er en identitet som har at gøre med hvad man gerne vil fremstå og være i forhold til omverdenen. Her er det forhold som omgangstoner, samarbejdsmønstre, adfærdsformer, værdier og holdninger der gør sig gældende. Yderst er præferencelaget som er det letteste at forandre, og som ikke er baseret så meget på hvad vi mener og synes om tingene. Man er ikke så engageret og vil være tilbøjelig til at ændre identiteten alt efter situationen og energien til at skulle ændre noget. Dette er hvad man kan kalde helhedsidentiteten ved en person.
Delidentiteter er en tværgående struktur med to hovedområder, vores holdninger og vores praksis. I praksis er det opdelt i tre som kaldes arbejdsidentiteten, familieidentiteten og interesseidentiteten. I holdninger er det religion, politisk og national kulturelle identiteter der gør sig gældende. Delidentiteterne har ligesom den centrale identitet også tre lag med kerneidentiteterne som værende det sværeste at ændre på.
Delidentiteterne hænger sammen med den centrale identitet og kan være af forskellig betydning fra person til person. Et eksempel kunne være en der ikke er religiøs, men mere politisk engageret, ville have større forbindelse mellem delidentiteten politik til den centrale kerne identitet end den religiøse del identitet. Arbejdsidentiteten giver sig selv at relatere til vores arbejde. Den er for de fleste voksne mennesker i vores kultur tæt knyttet til vores kerneidentitet. Vi vil i livet ofte bruge rigtig meget af vores tanker og vågne tid på arbejdet og i de fleste tilfælde, vil det også gennem arbejdet give os kontakt med mange andre mennesker. Det er for de fleste også det der giver os det økonomiske grundlag, samt status udadtil og indadtil, derfor er arbejdsidentiteten klart den vigtigste af vores delidentiteter. Før i tiden var arbejdet et nødvendigt onde for at få mad, men i den moderne tid i vores kultur er det blevet et område hvor vi skal selvrealiseres og få noget ud af tilværelsen, og ovenikøbet tjene til et livsgrundlag der langt overstiger det nødvendige. Dette medfører både en mere sammentømret identitet der kan give en helhed i tilværelsen, men også en uoverskuelig sammenfiltret identitet der kan give forvirring. (Illeris, 2013).
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
Analyse
Interview med informant 1
Informant er en mand på 31 år. Han lægger ud med at fortælle han er murerlærling, far til to og bosat i Holstebro. Han tegner (figur 1) her de fællesskaber han ser sig som en del af:
Figur 1.
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
Det første punkt informant nr. 1 ser sig som en del af er hjemmeværnet. Det næste er hans familie. Klassen på murerskolen er det tredje han nævner. Fjerde punkt er FDF‐bestyrelsen og det sidste han nævner, er arbejdspladsen hvor han er lærling. Informant 1 markere med farven gul, som er de punkter han ser som fritid, rød familie og grøn for arbejde som vist i figur 1. Under hver af punkterne tegner informant nr. 1 en cirkel, hvor jeg beder ham om at sætte en prik i alt efter hvor stor en deltager han ser sig selv som værende i de forskellige fællesskaber. Han fortæller han er en stor del og har en central rolle i hjemmeværnet, han er lille del af familien, en mellem deltagende person i FDF‐bestyrelsen, og en stor del af klassen og arbejdet som murer.
Informant fortæller at han selv søgte fællesskabet i hjemmeværnet, efter han ikke fik lov til at blive en del af forsvaret, som han ellers gerne ville være en del af. Det var her specielt den klare og kontante struktur han søgte, som han synes forsvaret kunne give ham. Han havde været i praktik i forsvaret i 9. klasse, og det at de krav der blev stillet til ham, var at adlyde, fandt han meget tilfredsstillende. Jeg får ham til at sætte et V i cirklen alt efter hvor stor han synes hans kompetence er i de forskellige fællesskaber. I hjemmeværnet placerer han sig som at have fuld kompetence, i familien er han langt ude i periferien af cirklen. I Klassen ser han sig en styrende del med fuldt engagement, mens han er et nyt medlem af FDF‐bestyrelsen og ser sig som værende en knap så stor brik i det fællesskab endnu. Han ser sig selv på arbejde være en stor del af firmaet og have fuld kompetence til at kunne udføre det arbejde han bliver sat til. Informant 1 fortæller, at han blev en del af FDF‐bestyrelsen, på baggrund af at hans søn er en del af FDF. Han fandt som den eneste forælder i gruppen det meningsfuldt at stille op til bestyrelsen og synes han havde tiden til det ubetalte bestyrelsesarbejde. Han vil gerne have indflydelse på hvad der foregår og hans søn skal have af oplevelser hos FDF. På uddannelsen har han været ved to mestre. Det første sted var ved Nr. Felding det andet sted var ved Bjarne Ørts. Informant 1 sætter igen prikker og et V efter hvor stor en del og hvor stor kompetence han har i de to fællesskaber. Det første sted han var lærling, var ved Nr. Felding hvor han er helt ude i siden af cirklen. Der kom han slet ikke ind i fællesskabet inden han skiftede læreplads. Det andet sted ved Bjarne Ørts, er han helt i midten både med kompetence og tilhørsforhold. Han fortæller at ved Bjarne Ørts sørger de både for at deres medarbejdere har det godt i arbejdssituationer og i det private. Informant 1 har også i den forbindelse fået arbejdspladsen nomineret til årets læreplads. Ved Bjarne Ørts er der også arrangementer der har forbindelse til det faglige i fritiden for medarbejdere, som informant 1 deltager i. De kombinerer det faglige, som kunne være en tur på mørtelværk, med en gokart tur for deres medarbejdere. Informant 1 har efterspurgt firmaet om de ikke skulle tage på virksomhedsbesøg på Aalborg Portland, som er en virksomhed der producerer cement. Det gør han på baggrund af den grønne omstilling i byggebranchen, hvor han ser en fordel i at firmaet fravælger den mere co2 tunge rapid cement til fordel for et lidt dyrere produkt der hedder futurecement. Informant 1 fortæller at der i Bjarne Ørts er et generationsskifte i ledelsen, der vil give større mulighed for fornyet tankegang til den grønne omstilling. Jeg beder informant nr. 1 om at beskrive hvad han forbinder med det at være murer og at skrive den på papiret. Han skriver det er akkordløn, som er et overskud eller underskud i lønnen alt efter hvor hurtigt arbejdet udføres i et murersjak. Han tilføjer også at han nyder den kulturelle og social del af murerfællesskabet der er en fyraftensøl. Han er også af den overbevisning at murere står sammen og har et godt sammenhold. Han påpeger at der er forummer på internettet hvor man som murer i en lukket grupper, kan stille faglige spørgsmål, hvor man kan få hjælp uden at blive rakket ned. Han er glad for at der ikke konkurrence i det at være murere, men at det giver samhørighed og en følelse af at være en del af noget. Til mit spørgsmål om hvor han ser murere i en samfundsmæssig forbindelse og fagets status, drejer han spørgsmålet over på at der er et stort behov for en udvikling indenfor de næste 5 år. Han ser murerfaget som værende truet af de klimakrav der rammer byggebranchen i den nærmeste fremtid. Til spørgsmålet om hvad hans familie og omgangskreds synes om hvad status og værdi murerfaget har i
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
samfundet, svarer informant nr. 1, at de ikke ser den store værdi i det. De er dog glade for den gratis arbejdskraft han levere for dem. En bekymring hans familie havde var om informant nr. 1 kunne holde til det fysisk. Til mit spørgsmål om hvornår han vidste han ville s toppe svarer informant 1: ”Inden jeg kom på skole til svendeprøve, rendte jeg faktisk til kiropraktor et par gange. Det gjorde jeg fordi jeg lavede en overbelastning med min skulder da jeg arbejdede med stillads.” Til mit opfølgende spørgsmål om det hjalp med kiropraktor svarer informant 1: ”Jeg har en massør lige i øjeblikket nede i Vemb, hvor jeg går til for at holde det ved lige, så der ikke sker noget igen. Fordi min muskulatur ikke kan holde til det i længden, tror jeg.” Informant 1 har allerede planlagt at forlade murerbranchen om 7 år, med den begrundelse at så er han færdig med at betale bil af og børnepenge til den store af hans børn. Han fortæller at hvis han økonomisk kunne stoppe tidligere ville han gøre det for at videreuddanne sig til bygningskonstruktør. Jeg spørger om han vil fortsætte med at arbejde med byggeri, hvortil han svarer: ”Jeg kommer ikke udenfor byggeri, det kommer ikke til at ske.” En af hans begrundelser for at vælge et håndværkerfag, var at han kunne bruge det til at læse videre med. Han har inden han startede som murer, haft et arbejde som kompositoperatør ved Vestas, der ikke kunne harmonere med det familiemæssige. Informant nr. 1 fremtidsplaner er at fortsætte i byggebranchen, som bygningskonstruktør med speciale i den grønne omstilling. Han er allerede deltagende i et digitalt fællesskab omhandlende bæredygtighed, som han følger med stor interesse og bevidsthed om hans egen påvirkning af klimaet.
Interview med informant 2
Informant nr. 2 beskriver sig som en dreng på 20 år der arbejder ved et murerfirma i Karup. Han tegner også på en planche (figur 2) de fællesskaber han ser sig selv som en del af, som ender med at se sådan ud:
Figur 2.
Han nævner først kammerater, dernæst familie, skole, arbejde og et computerfællesskab over internettet.
Han markerer familie med rød, arbejde med grøn og fritid med gult. Skolen markerer han med både gul og
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
grøn da han synes det er både fritid med skolekammeraterne og noget med arbejde at gøre. Han tegner en prik i cirklerne alt efter hvor stort et tilhørsforhold og deltager grad han synes han har. Han placerer hurtigt sig i midten af fællesskaberne med kammerater, arbejde og familien. Han sætter sig lidt fra midten med skolen, med begrundelsen at han ikke selv har tilvalgt de mennesker der indgår i dette fællesskab, og at de ikke deler fælles interesser som fodbold eller biler. Han synes dog godt om klassen og føler han fungere godt med de andre. Til spørgsmålet om hvordan han er blevet en del af fællesskaberne fortæller informant nr. 2, at hans arbejde er ved hans far og farfar, og at svenden i firmaet er hans bedste vens storebror. Så fællesskaberne familie, arbejde og kammerater hører tæt sammen. Valget af job som murer, fortæller informant nr. 2 er sjovt nok ikke et valg hans far og familie var enige i var et godt valg. Til mit noget undrende spørgsmål til dette svarer informant nr. 2: ”Min far synes ikke jeg skulle blive murer, fordi det var hårdt for kroppen, og det ikke var en særlig god løn i forhold til så meget andet.” De prøvede at tale ham fra det, med den begrundelse at det var hårdt for kroppen, og at det ikke var en voldsom god løn i forhold til mange andre jobs. Hans far havde et krav til informant nr. 2 om at hvis han skulle i lære ved ham skulle han love at læse videre. Til computerfællesskabet fortæller han at der er mange af deltagerne han ikke fysisk har set, og en del har han først set efter nogle år hvor de har spillet sammen. Han sætter V i cirklen alt efter hvor han ser sine kompetencer i fællesskaberne. Her fortæller han også at han har et fællesskab i et parforhold, der truer hans fællesskab med computerkammeraterne. I hans tanker om hvad en murer er, fortæller han det er en håndværker der er dygtig og alsidig. De er dygtige håndværkere der også har kompetencer til at udføre andre håndværk, hvor han kommer med eksempler på tømreropgaver. Han synes murere er omstillingsparate og et arbejdsomt folkefærd der kan møde tidligt på job. De er gode til at samarbejde, og han har en oplevelse af at de kommer godt ud af det med de andre på byggepladsen. Han synes at murere har en stor værdi i samfundet, og han synes det er synd hvis det hele bliver træbyggeri. Han fortæller at hans farfar, morfar, far, farbror og mors lillebror alle er murere, og at de tillægger murerfaget stor værdi. Selvom hans far helst ser ham stoppe som murer med det samme efter endt uddannelse, vil informant nr. 2 fortsætte lidt endnu både med begrundelse om økonomi, men også for at få mere erfaring. Han vil når han stopper videreuddanne sig til bygningskonstruktør, selvom det egentlig var arkitekt han helst ville være. Det krævede dog at han havde en gymnasial uddannelse, og da hans far ville have han skulle gå på skole i Herning i forhold til tradition kunne han ikke tage EUX mureruddannelsen. Informant nr. 2 fortæller at det er både på baggrund af aftale med hans far, og af interesse at han vil stoppe med at være murer. Det er meget det fysiske arbejdsmiljø der fylder, og tanken om nedslidning af kroppen. Til mit spørgsmål om hvad der kan få ham til at fortsætte længere som murer svarer han: ”Jeg vil godt ud at arbejde lidt og sparer nogen penge op. Jeg vil godt få noget mere erfaring, så jeg bliver god til at murer, inden jeg stopper.” Han tilføjer senere: ”Jeg elsker arbejdet i sommermånederne, men om vinteren er det forfærdeligt.”
Fællestræk i interviewene
Begge nævner først fællesskaber der handler om deres fritid og hobby, dernæst deres familie. Dette selvom de befinder sig midt i en svendeprøve og interviewet foregår på skolen. De ser sig selv som værende kompetente deltagere af praksisfællesskabet på arbejdet, men ser begge sig som ikke at fortsætte som murere i en nær fremtid. Dette på trods af at begge ser murere som værende gode til det sociale såvel som et fagligt dygtigt fagfolk indenfor byggebranchen. De ser begge fokus på klimabevidste valg af materialer, som en trussel mod den konventionelle tankegang indenfor murerfaget. Begge vil blive noget tid endnu i murerfaget af økonomiske årsager, men ser også det hårde fysiske arbejdsmiljø som værende en stor faktor i at de vil stoppe som murere. Begge har oplevet digitale fællesskaber i form af fagligt fællesskab i Facebookgruppe eller med pc‐spil online. De fortalte også begge at de fællesskaber var mindre vigtige.
Forskelligheder i interviewene
I forhold til at vælge faget som murer, er det lidt en tilfældighed at informant 1 endte hvor han gjorde. Informant 2 havde murerfaget i blodet igennem familien i flere generationsled. Informant 1 har allerede gjort arbejdspladsen klar over problematikken omkring den grønne omstilling og efterspurgt besøg på cementfabrik til at gøre kollegaer klogere. Informant 2 er startet uddannelsen på den baggrund at ville stoppe som murer når den var færdiggjort. De er også forskellige i deres opfattelse af deres tilhørsforhold til skolen, hvor informant 2, ser det som noget der bare hører til uden at han vil engagere sig meget i det.
Analyse i forhold til Illeris teori
I starten hvor jeg beder informanterne om at beskrive dem selv, fortæller de alder og køn. Dette svarer fint til Illeris identitetscirkel omkring deres kerneidentitet. Det næste de fortæller om, er hvordan deres fritid og sociale tilstand er i forhold til deres identitet. Her er de ud e i det næste lag, som er personlighedslaget hvor informanternes værdier kommer til syne. Blandt andet informant 1s ønske om at fremstå som en person der er en stor del af det danske forsvar, som også er bemærket på skolen når vi har international uniform dag, hvor han møder op i militæruniform. Informant 2 ser en stor værdi i at være en del af et velfungerende netværk af kammerater. I Illeris´ fortolkning af identitet placerer begge informanter skolen som værende en meget lille del af deres identitet. Skolen er en flygtig ting de er blevet sat i for at kunne uddanne sig til deres job som murer. Informant 1 ser sig som en central deltager i skolen, mens informant 2 ser sig som en mindre central rolle. De befinder sig her i præferencelaget og bruger ikke meget tid i interviewet på at beskrive sig som værende en del af skolen, andet end i et socialt perspektiv til klassekammeraterne.
I del identiteten arbejde, som Illeris beskriver som værende en af de vigtigste identiteter, virker det ikke helt til at informanterne deler det perspektiv. Informant 1 nævner arbejdet som det sidste, selvom han ser sig som en stor del af arbejdspladsen og at han har fuld kompetence til at udføre det der skal gøres der. Informant 2 nævner arbejdspladsen som værende en del af hans identitet hurtigere, men med den tilføjelse at det hænger tæt sammen med hans familie.
Konklusion
Hvordan kan jeg didaktisk hjælpe med at skabe bedre praksisfællesskaber, hvor lærlinge trives og samtidigt skabe en stærk faglig identitet for nyligt udlærte, for at gøre det meningsfuldt for dem til at blive i murerfaget?
I forhold til Wengers teori, kan jeg skabe bedre praksisfællesskab i skolen, ved ikke at lave for faste beskrivelser i undervisningen. I stedet skal jeg forsøge at bringe lærlingenes egne perspektiver i spil, så de oplever en større meningsfuldhed. De er i min undervisning på de sidste skoleforløb allerede engagerede i praktikstedernes faglige og sociale fællesskab. Jeg har her en opgave i at skabe en større viden om andre mureres faglige fællesskaber, så de ikke risikere at blive låst fast i en uhensigtsmæssig forståelse af murerfaget og melder sig ud. Specielt nævner begge informanter at de er nervøse for fremtiden i forhold til nedslidning. Her skal jeg gøre dem mere opmærksom på den store forandring der allerede er sket på arbejdsmiljøet. De er begge fra en landsdel, hvor der ikke endnu er sket den store ændring i tankerne på det fysiske arbejdsmiljø, og man har en fordom om at murere bare skal bide tænderne sammen eller finde noget andet at lave. Ved I samtale og forhandling i værkstedet såvel som i teorien, skal vi sammen prøve at se hvor vi er i historien af murerpraksisfællesskabet. Vi skal se hvordan det var historisk, hvor vi er nu og hvor vi gerne ser os i fremtiden. Sammen skal vi finde løsninger og gøre det meningsfuldt at forbedre vores fysiske arbejdsmiljø, så det ikke bliver en fortsat fortælling at murer kun har en kort ”levetid” i faget. Wenger beskriver hvordan vi i fantasibegrebet skaber stereotyper og vil handle og tænke ud fra det for at skabe os et tilhørsforhold. Arbejdsmiljø skal jeg her gøre til en tingsliggørelse, som lærlingene skal deltage i
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
for at ændre denne fantasi. Jeg skal passe på ikke at trække noget ned over hovedet på lærlingene, men tage emnet op til forhandling, ellers risikere jeg at true deres lokale praksisfællesskab ved praktikstedet, og på den måde miste meningsfuldheden i deres deltagelse i skolen.
Begge informanter ser sig også med god grund truet af ny lovgivning om byggeri i forhold til klimapåvirkning. Her vil der være en stor opgave i at fungere som mægler for underviseren imellem praksisfællesskaberne murerfaget og bæredygtigt håndværk. Her skal vi, som allerede igangsat på uddannelsen, flette de to ting sammen på et tidligt stadie. Det for at lærlingene ikke ser fortsat deltagelse i murerfaget som meningsløst, men kan se sig selv som vigtige deltagere i løsningen på udfordringen. Igen vil det her være vigtigt at gøre klimaudfordringen til en tingsliggørelse, hvor vi fælles skal søge efter nye løsninger, ved hjælp af vores nuværende og videreudviklede kompetencer. Jeg skal finde fælles grænseobjekter vi kan samarbejde om, et eksempel vil være at lave solide bygninger for at dække vores menneskelige behov for ly, men med andre materialer.
Jeg har også igennem Wengers praksisfællesskaber fået mere forståelse om, hvad der gør at mine ældre kolleger ikke vil have noget at gøre med den grønne omstilling at gøre. De føler deres praksisfællesskab truet, og vil forsøge at beskytte det. Det har mindsket mine frustrationer meget, at vi alle har et stort tilhørsforhold til murer fællesskabet, men at vi bare på baggrund af alder har forskellige synspunkter til hvad der skal til for at udvikle og ikke afvikle dette fællesskab. Derfor vil jeg ikke presse for hårdt på, men i stedet langsomt lade det komme på bane, ved at finde fællestræk i fællesskaberne og ideelt set meningsforhandle et nyt klimabevidst murerpraksisfællesskab vi alle kan være en del af.
Perspektivering
Et større antal informanter ville kunne have givet et bredere resultat, og en kvantitativ undersøgelse om hvor mange der reelt forlader faget og hvornår de gør det ville give et bedre billede af, hvor omfattende et problem det er.
Bourdieus teori om felter og kapital kunne også have give et bredere perspektiv, og vist noget andre ting der kunne hjælpe mig med problemstillingen.
Begge informanter fortæller, at de ser murerfaget truet i den nærforstående grønne omstilling. Der hersker ingen tvivl om at fremtiden kommer til at byde på store ændringer i den måde vi tænker murerfaget ind i samfundet på. Der skal arbejdes på at få det klimabevidste mindset ind i et fag, hvor der har været fokuseret på at minimere byggeperioden og give stor økonomisk gevinst, på bekostning af sunde boliger, miljø og nedslidte håndværkere. De virkelig store og hurtige teknologiske udviklinger vil måske også kunne gøre at, der er brug for et mindre antal håndværkere i fremtiden, men at der netop er brug for uddannede håndværkere der er omstillingsparate i deres mindset. Deres grunduddannelse som murere ville give dem den forståelse for hvordan forskellige materialer sammenbygges bedst på, og hvad der skal til for at give byggerier lang levetid og genbrugsmuligheder. En etisk overvejelse kunne her være, om jeg i det hele taget skal prøve at fastholde mennesker i et fag, og på den måde stoppe deres udvikling. Selvom det er et ønske fra makro og meso niveauerne, skal jeg så prøve at manipulere i den retning, hvis jeg ikke er enig i det? Er det ikke netop en opgave for undervisere at klæde lærlinge på til at være omstillingsparate i en verden, hvor behovene ændrer sig hurtigere end vi kan følge med?
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
En undersøgelse om hvad påvirkning de digitale fællesskaber har på unge, hvor det er nemt at logge på og af alt efter humør, kunne også give et indblik i om de teknologiske fremskridt hæmmer mennesker i at forsætte i et job når det bliver lidt vanskeligt, i stedet for at finde løsninger på udfordringer.
Jacob Peder Søegaard Én gang murer, altid murer 26/5‐2025 VIA nr. 281393 Vejleder: Henriette Duch
Kilder
A.P. Møllerfonden (2025) https://www.apmollerfonde.dk/projekter/herningsholm‐erhvervsskole‐og‐gymnasier/
Breil‐Hansen, Pia (2021) Danmark mangler 99.000 faglærte i 2030 https://www.installator.dk/danmark‐mangler‐99000‐fagl%C3%A6rte‐i‐2030 fundet April 2025
EVA (2021)https://eva.dk/udgivelser/2021/okt/inspiration‐til‐bedre‐elevtrivsel‐paa‐erhvervsuddannelserne EVA 2021
EVA (2023)https://eva.dk/ungdomsuddannelse/eud‐og‐eux/trivsel‐paa‐eud‐og‐eux/eva‐danner‐nyt‐partnerskab‐med‐centrale‐aktoerer‐for‐at‐styrke‐trivslen‐hos‐erhvervsskoleelever
Holm, Andreas Beck (2011) Videnskab i virkeligheden, samfundslitteratur.
Illeris, Knud. (2013). Transformativ læring og identitet. Samfundslitteratur (s. 107 – 120) (ITSL)
Ingemann, Jan Holm. Kjeldsen, Lena. Nørup, Iben. Rasmussen, Stine. (2022) kvalitative undersøgelser i praksis. Viden om mennesker og samfund Samfundslitteratur.
Malacinski, Lene. (2016) Mureren her er en mangelvare. I Udkantsdanmark er der jobs – til gengæld mangler der kvalificerede folk til dem
Strategioverblik HEG 2024‐2025
Strøbech, Louise Skjellum. (2022) Dagens byggeri. https://dagensbyggeri.dk/arbejdsmarked/skraemmende‐laesning‐manglen‐pa‐handvaerkere‐spidser‐til/ fundet april 2025
Toft, Jette A.L. (2023) ETU Herningsholm erhvervsskoler og gymnasium.
Wenger, Etienne (1998) Praksisfællesskaber. Læring, mening og identitet. Hans Reitzels Forlag.