Anne Marie Lyster Riis: Dannelse til skiltetekniker. DEP 2019

Page 1

Dannelse til skiltetekniker Anne-Marie Lyster Riis fra TEC har med opgaven "Dannelse til skiltetekniker" vundet 2. pladsen blandt årets nominerede DEP-opgaver.

Begrundelse fra bedømmelsesudvalget: Anne-Maries afgangsprojekt viser hvordan et stærkt fokus på tests og karakterer kan skabe et ensidigt fokus på det ’korrekt udførte’ produkt i undervisningen og samtidig skabe en frygt hos eleverne for at lave fejl. Projektet illustrerer, at et sådant fokus kan være problematisk for elevernes læring, trivsel og selvstændighed, fordi man dermed risikerer at spærre for den bredere kompetenceudvikling, der også er formålet med uddannelse. Eleverne kan i for høj grad blive ansporet til at fokusere på det korrekte (’har jeg brugt de rigtige materialer’ osv.), hvilket kan få den effekt, at eleverne bliver bange for at lave fejl. AnneMarie formidler her en vigtig læringsteoretisk pointe koblet til hendes eget felt: Denne frygt for fejl kan lede til meget sikre valg og nemme løsninger hos eleverne. Frygten for fejl koblet med summative evalueringer, i form af tests og karakterer, kan således spærre for læring og for dannelse. Som Anne-Marie skriver, så fremkommer de gode ideer sjældent af det sikre valg, og ved at ’blive i det sikre og nemme’, undgår eleverne at vise, at der er områder de er usikre på. Dette kan være uhensigtsmæssigt i forhold til at turde tage nye udfordringer og opgaver på sig. I den sammenhæng er skolens opgave derfor vigtig, idet der her netop er gode muligheder for at fordybe sig og for at kaste sig ud på åbent vand og afprøve teori og nye teknikker i udviklingen af kreative og innovative kompetencer. På denne baggrund argumenterer AnneMarie for at man som lærer må forsøge at lede eleverne mod læringsmæssige selvoverskridelser, hvor de får øje på egne måder at forholde sig til læring på. Dermed vil eleverne i bedste fald kunne ’bremse et nej’ via selvoverskridelsen, hvor de ellers kunne have sagt ”nej jeg vil ikke bruge den her teknik, da jeg ikke kender den”. Det gælder ifølge Anne-Marie om at udvikle en læringskultur, hvor eleverne også kan dyrke imperfektionen med mulighed for - og plads til - at lave fejl. Afgangsprojektet har en velafgrænset og yderst relevant problemstilling med stor potentiel anvendelsesværdi både på skilteteknikeruddannelsen og på erhvervsuddannelsesområdet generelt. Projektet demonstrerer på fremragende vis, hvad der kan karakterisere dannelse og erhvervsrettet dannelse, og hvordan man som lærer kan udvikle og udføre undervisning, med udgangspunkt heri. AnneMarie leverer en analyse, der på eksemplarisk vis sætter empiri, praksiserfaringer og teori i spil med hinanden. Afgangsprojektet er velskrevet og velargumenteret og udgør et vigtigt og relevant vidensmæssigt indspark i debatten om dannelse i erhvervsuddannelserne. Bedømmelsesudvalget indstiller på denne baggrund Anne-Marie Lyster Riis til andenpladsen i årets DEPopgave.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.
Anne Marie Lyster Riis: Dannelse til skiltetekniker. DEP 2019 by Praxis - Issuu