37C Magasin Dummy vers 02 by Peter Østergaard Sørensen

01 2018

37c MAGASIN FOR PATIENTER OG PÅRØRENDE PÅ RIGET

klovn PÅ RIGET Manden med det store hjerte elsker røde næser

LÆGEROMANER Hvorfor har medicinstuderende skønlitteratur på skemaet? BLÅ PAUSE Københavns nye byrum LAB WITH A VIEW Se byen fra det nye Mærsk Tårn 1

14 22 31

INDHOLD // SIDE 06 // STURT STURT KLOVNEHJERTE

SIDE 24 // LÆGEROMANER

SIDE 10 // A LAB IN THE SKY

SIDE 31 // NOGET OM SAKSE

Portræt af Søren Hauch-Fausbøll – Bamse og nu også hospitalsklovn. Af Anette Dina Sørensen

Opdag København fra toppen af Mærsk Tårnet og nyd byens bedste udsigt. Af Anette Dina Sørensen

SIDE 14 // PÅ VEJ TIL MONT BLANC

Tonny Vorm og hans søn Marius vil på vandretur rundt om et bjerg. Af Trine Beckett

SIDE 22 // DELLERNE PÅ RIGET

Med på madtur i Rigets køkken – sådan kommer frikadellen frem til dig. Af Anette Dina Sørensen

Hvad mener tidligere kirurg nu krimiforfatter om faget Narrativ Medicin Af Klaus Rothstein

Værd at vide: Noget om sakse. Af Anette Dina Sørensen og Merete Byrial

SIDE 32 // GENOMET ER DIN ARVEMASSE Genomet – hvad for en? Din arvemasse kan analyseres på én gang. Af Annette K. Nielsen

SIDE 34 // DE BLÅ BÆNKE

Blå Pause i tre nye byrum – læs om historien bag de blå bænke. Af Jørgen Poulsen

REDAKTØR: Anette Dina Sørensen ART DIRECTION: Work of Heart SKRIBENTER: Klaus Rothstein, Trine Beckett, Jørgen Poulsen, Annette K. Nielsen, Anette Dina Sørensen FOTO: Nils Meilvang, Teddy Pedersen, Morten Larsen, Erik Veng, Hannah Østergaard Sørensen, Merete Byrial, Les Kaner, Tonny Vorm UDGIVER: Medievirksomheden 37Celsius IVS Bredgade 25D, 3.sal. 1260 København K Tlf: 5194 1718. Email: 37graderc@gmail.com Udgivelsen sker med opbakning fra Rigshospitalet, Københavns Professionshøjskole, Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet under Copenhagen Science City.

Normaltemperatur Af Anette Dina Sørensen, redaktør 37°C

Kære patienter og pårørende på Rigshospitalet Det er til dig, hvad enten du er patient eller pårørende. Og det er gratis. Vi er uafhængige og har ikke andet formål end at gøre din tid på hospitalet til en god oplevelse. Som mennesker fungerer vi bedst ved 37 grader celsius. Stiger vores kropstemperatur, sørger sveden for, at temperaturen falder. Fryser vi, trækker vores muskler sig sammen, hvilket giver varme og bringer kropstemperaturen tilbage til normalen. 37°C er udtryk for fysisk stabilitet og en helt central indikator for, at vi er raske. 37°C er med andre ord dér, hvor vi helst skal være. Deraf magasinets navn. I redaktionen forventer vi, at 37°C fremover kommer seks gange om året. Du er velkommen til at tage det med dig. Du kan også læse det, mens du venter, og lade det ligge til en anden. Det vigtigste for os er, at magasinet fungerer som en rar pause, og at indholdet opleves som relevant adspredelse, der kan vække din nysgerrighed. Vi har valgt, at artiklerne handler om livet – ikke om sygdom og helse. Vi har fokus på den gode historie og ambitioner om at åbne et vindue til de mange fascinerende fortællinger om mennesker, kultur, bygninger, institutioner og aktiviteter, som hospitalet og dets nære omgivelser rummer. Lær for eksempel København at kende fra toppen af det nye Mærsk Tårn lige ved siden af Riget. Du kan også møde journalisten Tonny Vorm og hans 12-årige søn Marius. De besluttede sig for at vandre Mont Blanc rundt, da Marius var færdig med sin kemobehandling. På Syddansk Universitet skal alle lægestuderende læse skønlitteratur som del af deres studie. Hør, hvad krimiforfatter og ortopædkirurg Steffen Jakobsen synes om Narrativ Medicin, som faget hedder. Den grønne Københavnerbænk er blevet koboltblå tre steder i byen, læs hvorfor. Eller følg kyllingefrikadellens rejse fra Rigets køkken frem til dig. God læselyst.

En augustdag i 2015 vandrede jeg rundt på Rigshospitalet, mens min mand lå på operationsbordet. Få dage før havde lægerne konstateret, at han havde en tumor i hjernen, der skulle fjernes omgående. I de tre timer, operationen stod på, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde brug for at skubbe angsten væk. Brug for at tænke på noget andet i den svære ventetid. Det magasin, du sidder med her, er født i de timer. Kig dig omkring, og du ser et hospital fyldt med mennesker, der som jeg venter. På en lægesamtale om et videre behandlingsforløb, en prøvetagning, et svar, eller på, at en operation skal være ovre. En ventetid med taknemmelighed over, at nogen tager ansvar og sørger for relevant behandling, men også med ængstelig utålmodighed. Den augustdag opdagede jeg, at vi var mange med samme behov for at blive rusket ud af vores bekymringer. Gamle ugeblade og magasiner lå rundt om på afdelinger, og kiosken tilbød helse- og livsstilsmagasiner. Men hvor var magasinet, som imødekom behovet for respektfuld adspredelse i en sårbar ventetid? Jeg ledte efter hospitalets pendant til rejsens ”Ud & Se”. Magasinet fandtes bare ikke. Og af gode grunde. Rigshospitalets kerneopgave er ikke at udgive magasiner til patienter og pårørende, men at behandle syge og gøre dem raske. Siden da har mange mennesker imidlertid bekræftet mig i, at sådan et magasin er en fremragende idé. Også Rigshospitalet ser potentialet i 37°C. Side om side med samarbejdspartnerne i Copenhagen Science City, Professionshøjskolen Metropol og Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet giver Rigshospitalet projektet sin fulde opbakning. Derfor sidder du nu med første nummer. Det udgives af medievirksomheden 37°C og en mindre redaktion.

S T T R U U R T T

I KUFFERTEN HAR SØREN HAUCH-FAUSBØLL RØDE NÆSER, BALLONER, trylleting og hånddukker. For få år siden foretog han et lille karrieresving og uddannede sig til hospitalsklovnen Bip i regi af Danske Hospitalsklovne. Den velgørende forening har eksisteret siden 2003 og arbejder på alle landets 22 børneafdelinger for at skabe smil og tryghed, når indlagte børn og deres familier har allermest brug for det.

SKUESPILLEREN, DER BÅDE ER BAMSE, BIP OG CHICCO, får med sit skuespillertalent indlagte børn og deres pårørende til at smile i de sværeste situationer.

R TE

E N H V J O E L

TEKST: Anette Dina Sørensen, redaktør 37°C FOTO: Morten Larsen, Teddy Pedersen

Søren Hauch-Fausbøll er let genkendelig. Derfor når han heller ikke langt, før en kvindelig patient råber ham an, da de krydser hinanden i Rigshospitalets foyer; han med sin rullekuffert, hun i en hospitalsseng. ”Jamen, der har vi jo Bamse!”, udbryder hun og smiler over hele ansigtet. ”Må jeg ikke tage et billede af os to til min datter?” Og det må hun rigtig gerne. Han sætter sig på sengekanten, så hun kan lave en selfie med mobilen. For manden, der har været iført en stor, gul plyskrop med lynlås i ryggen over halvdelen af sit liv, er vant til, at de fleste danske børn og voksne ved, at han ’er ham inde i Bamse’, selv når han som i dag kommer gående med en rullekuffert ganske som ’sig selv’.

te klovneprofiler som Charlie Chaplin og Charlie Rivel. Han tøver da heller ikke med at kalde Bamse, Kylling og Ælling for en ’klovnetrio’, og i DR’s Cirkus Summarum, som på 10. år turnerer landet tyndt til sommer, optræder Søren både i rollen som Bamse og ”hans anden klovn”, Chicco. Ligesom Chicco er hospitalsklovnen Bip en kærlighedsklovn, fortæller han. En helt usminket fyr med rød næse der er god til at lave ballondyr, blæse sæbebobler, trylle og spille lidt instrumenter eller fodbold op og ned ad gangene på Rigshospitalets børneafdelinger. Det er godt at være omstillingsparat og kunne improvisere, for man ved aldrig, hvornår man skal bruge sæbeboblerne eller hånddukkebamsen – forskellige ting virker nemlig på forskellige børn, er hans erfaring.

’KLOVN’ PÅ CV’ET

I dag har han haft sin gang på Rigshospitalets blodtagning for børn: ”Der var en lille pige, som var meget genert, men vi endte med bare at grine og pjatte, fordi hun havde nogle krammedyr, som jeg gav stemmer, og til sidst blev de levende. Der skete virkelig noget godt”.

Eller helt som sig selv er måske for meget sagt. Den elskede skuespiller er nemlig på Rigshospitalet i et professionelt ærinde: I kufferten har han røde næser, balloner, trylleting og hånddukker. For få år siden foretog han et lille karrieresving og uddannede sig til hospitalsklovnen Bip i regi af Danske Hospitalsklovne. Den velgørende forening har eksisteret siden 2003 og arbejder på alle landets 22 børneafdelinger for at skabe smil og tryghed, når indlagte børn og deres familier har allermest brug for det. Og det var netop muligheden for at bruge sit erhverv til ”andet end at underholde”, der trak i Søren Hauch-Fausbøll. Han havde brug for ”at tage tingene et step videre”, som han siger. Derfor fik han i første omgang øje på den verdensomspændende organisation ”Clowns without Borders”, der arbejder på at bringe smil ud til børn og voksne fanget i humanitære katastrofer. Inspirationen herfra førte ham via en gammel kollega, Gitte Meldgaard (hende, der er inde i Ælling) til Danske Hospitalsklovne, og efter noget, der minder om en mesterlæreruddannelse på 1 ½ år, kunne den garvede skuespiller også skrive ’klovn’ på sit cv.

NEEEJ, DET ER FIRE! Særlig på blodtagningen er der mange gengangere, og Søren indrømmer, hvor gerne han ville kunne huske børnenes navne fra gang til gang, ligesom de uden problemer husker hans: ”Men Bip er ikke god til navne og tal. Han er jo en klovn, han har kun en klovnehjerne, og den er ikke god. Den kan slet ikke regne, for eksempel. Den tror, at to og to er fem, men heldigvis er der en masse små børn, som kan fortælle ham, at ”Neeej, det er fire!”

GL ÆDEN VED RØDE NÆSER Selv er Søren Hauch-Fausbøll vokset op på Bornholm. Efter eget udsagn vidste han allerede i børnehavens sandkasse, at han ville være klovn eller skuespiller. I parentes bemærket startede han sit eget teater som niårig. Skrev stykker og turnerede med et par klassekammerater, indtil det udviklede sig til noget stort noget med stangdukker, da han rundede de 11, fortæller han:

DER SKETE NOGET VIRKELIG GODT At klovne er en hjertesag for ham, mærker man hurtigt. Han beretter om en livslang beundring for verdenskend-

SPRED GLÆDE DAG

KLOVNELØBET

Den 7. september opfordrer hospitalsklovnene hele Danmark til at gøre det, de gør hver dag:

er for hele familien, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med.

at tage røde næser på. Spred glæde omkring dig, og fortæl om klovnenes arbejde på danske hospitaler, lyder budskabet.

Det handler ikke om at være hurtigst – det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Løbene afholdes fra april til og med juni. Læs mere på www.danskehospitalsklovne.dk 8

”

DERFOR GIVER JEG TIT EN KLOVNENÆSE TIL ET BARN, DER ER KED AF DET, OG SIGER, AT HVIS DU TAGER DEN PÅ OG KIGGER DIG SELV I SPEJLET. SÅ BLIVER DU GLAD. OG DET VIRKER.

”Dengang gik jeg med store hinkerudebriller, og når jeg tog dem af, kunne jeg ikke se noget, og så turde jeg at optræde og fjolle rundt. Ellers var jeg ret genert anlagt. Når jeg tager næsen eller Bamsedragten på nu, kan jeg også fjolle rundt, og så bobler det ligesom inde i mig”. Han sammenligner følelsen med den specielle kraft, en maske kan have, når man tager den på og kigger sig i spejlet: ”Derfor giver jeg tit en klovnenæse til et barn, der er ked af det, og siger, at hvis du tager den på og kigger dig selv i spejlet. Så bliver du glad. Og det virker”.

så meget brug for grin og ballade i svære situationer som patienten. Én af Søren Hauch-Fausbølls kvindelige klovnekollegaer fulgte engang en familie på hospice, hvor hospitalsklovnene også har deres gang. Familiens mindste søn var døende, og i den meget, meget hårde tid, familien var igennem, fik hun en særlig kontakt til den lidt større bror. Han ville så gerne have hende med til begravelsen, da lillebroren omsider var død. En virkelig usædvanlig situation, understreger Søren Hauch-Fausbøll. Men hun gjorde det. Dukkede op i kirken i fuldt klovnekostume, hvor storebroren prompte trak hende med helt op foran til kisten og familien på første række. Og der sad hun så: ”Og det var helt fantastisk, at det kan man også … have en klovn med til … fødselsdag eller begravelse, vi betyder lige så meget for en søskende som et forældrepar i den situation”.

HVIS DE KEDER SIG, SIGER DE TIL Alligevel skal man aldeles ikke tro, at børn er et nemt publikum. Faktisk er de sværere end voksne, for de er ærlige: ”De siger ligeud, hvis de keder sig, og så kan man godt glemme at fange deres opmærksomhed”. Efter et langt teater- og tv-liv primært med landets børn på tilskuerrækkerne må dét vel betragtes som en slags ekspertudtalelse. Han fornemmer også lynhurtigt, hvis et barn ikke vil have hospitalsklovnene ind på stuen, eller som mange børn faktisk er bange for de rødnæsede fætre. Den følelse er afgørende vigtig at respektere, understreger han. Man skal ikke trænge sig på: ”… men jeg har nu haft held til at overbevise flere om, at de havde brug for en hospitalsklovn alligevel”, siger han med et underfundigt smil og fortæller historien om en 16-årig pige, der i udgangspunktet erklærede, at hun ikke kunne fordrage klovne, men endte med både næse og medalje på.

NÅR ET ANGST BARN TØR OP Hvis man tror, at det er piece-of-cake at være hospitalsklovn, kan man tro om igen. Søren Hauch-Fausbøll beskriver levende, hvor stor intuition, empati og fingerspidsfornemmelse det kræver. Man har alle antennerne ude og improviserer sig frem hele tiden; virker sæbeboblerne mon, eller er det bedre med musikinstrumenterne? Skal jeg teame op med mor og far og vække barnets interesse og tillid gennem dem, eller skal jeg bare gå uden om i en stur stur bue? I sidste ende er det allervigtigste for Søren Hauch-Fausbøll at gøre dét, han trådte ind i klovnefaget for, nemlig at gøre en forskel: ”Det betyder noget, at jeg kan mærke, de bliver glade. Jeg kan komme helt træt på arbejde og tænke, at jeg ikke orker det i dag, og så går jeg herfra og er træt men alligevel fuld af energi, fordi det giver mig så meget at se et bange og rædselsslagent barn lige så stille tø op og smile. Dét, at man kan hjælpe nogen igennem noget, der er svært, det er alt for mig”.

KLOVN FOR HELE FAMILIEN Danske Hospitalsklovne henvender sig ikke kun til syge børn men også deres familier, som kan have præcis lige

a lab in Kender du byen ovenfra? UDSIGTEN FRA MÆRSK TÅRNETS 15. ETAGE. Med sine 75 meter er det en af Københavns højeste bygninger. På de 42.700 m2 færdes 650 forskere, studerende og teknikere i de energieffektive laboratorier udstyret med state-of-the-art faciliteter inden for biomedicinsk forskning.

10 4 1

the sky 1. Kommunehospitalet/Samfundsvidenskabeligt Fakultet, Københavns Universitet 2. Marmorkirken 3. Dronning Louises Bro 4. Væksthuset i Botanisk Have 5. Vor Frue Kirke 6. Søerne 7. Frelsertårnet 8. Christiansborg/Folketinget 9. Københavns Rådhustårn 10. Rosenborg Slot

a lab in ”

MÆRSK TÅRNET ER OPFØRT MED STØTTE FRA A.P. MØLLER FONDEN PÅ 756 MIO. KR. DER ER OFFENTLIG ADGANG, HVIS MAN VIL NYDE UDSIGTEN OVER KØBENHAVN FRA 15. ETAGE.

TEKST: Anette Dina Sørensen, redaktør 37°C FOTO: Erik Veng

1. KOMMUNEHOSPITALET/ SAMFUNDSVIDENSK ABELIGT FAKULTET, KU

huller til gennemsejling. Broen blev fredet i 1997. Har dog været skueplads for talrige uroligheder og demonstrationer gennem historien. De senere år kaldet ”Hipsterstriben” i folkemunde på grund af de mange unge, der opholder sig på broen, når sommeren rammer København.

Opført 1963 på grunden mellem Øster Farimagsgade og bredden af Sortedamssøen langs det daværende ”Kærlighedsstien”. Tegnet af arkitekt og Kgl. Bygningsinspektør Chr. Hansen. Bygget som reaktion på den koleraepidemi, der hærgede København i midten af 1800-tallet. Derfor tænkt som et stort, lyst hospital med luft omkring. Fik i 1873 egenskab af universitetshospital. Kommunehospitalet lukkede i 1999 under omfattende borgerprotester. Har siden 2005 huset Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet. Her kan man studere antropologi, sociologi, psykologi, statskundskab og økonomi. I dag er det meste af det gamle hospital fredet. Selv det grønne plankeværk ud mod Øster Søgade.

4. VÆKSTHUSET I BOTANISK HAVE Åbnede for publikum samtidig med den 21 tønder land store have i oktober 1874. Brygger Jacobsen stod for planlægning og tilsynet med det store væksthuskompleks, der med sin 2.400 m2 store grundflade efter datidens forhold var imponerende. Arkitekten og stadsbyggemesteren Peter Christian Bønnecke udformede bygningen i støbejern, glas og træ. På grund af råd og ælde foretog man i 1980-82 en større renovering af hele væksthuset. Indenfor trives den tropiske regnskovs frodige vegetation, blandt andet mangrovetræer og kæmpeåkanden Viktoria, sammen med pilegiftfrøerne (Phyllobates terribilis).

2. MARMORKIRKEN Indviet i 1894, men allerede påbegyndt 150 år tidligere i 1749, da Frederik V lagde grundstenen til en meget pompøs kirke, tegnet af arkitekt Nicolai Eigtved. Tanken var, at kirken skulle indgå i den ambitiøse byplanlægning omkring Amalienborg, kaldet Frederiksstaden. Men Eigtved døde, mens byggeriet stod på, og selvom andre arkitekter tog over, gik projektet i stå. Først i slutningen af 1800-tallet stod Marmorkirken færdig, efter at Tietgen havde købt ruinen og sat arkitekt Meldahl til at udforme bygningen, som vi kender den i dag.

5. VOR FRUE KIRKE Her på Københavns højeste punkt har der ligget kirke siden år 1200. Den næstsidste nedbrændte under bombardementet af København i 1807, og der skulle gå 22 år, før Vor Frue Kirke endelig kunne indvies i 1829. Arkitekten bag byggeriet var C.F. Hansen, som i sin samtid blev betragtet som repræsentant for den ”moderne” arkitektur inspireret af græsk-romersk klassicisme. Kirkebygningen er 83 m lang og 33 m bred. Det karakteristiske tårn strækker sig 60 m i højden. Kirken danner fortsat ramme om kirkelige handlinger og arrangementer og har siden 1924 været Københavns domkirke. Der kan sidde godt 1.500 personer. Kronprinseparret blev viet her i maj 2004.

3. DRONNING LOUISES BRO Opført 1885-1887 over Peblinge Sø/Sortedams Sø. Er opkaldt efter Christian IX’s hustru. Tegnet af arkitekt Vilhelm Dahlerup som erstatning for Peblingebroen, der ikke længere kunne klare den voksende trafikmængde mellem Indre By og Nørrebro. Er lavet i granit med tre

the sky 6. SØERNE

stattet af Københavns Slot i 1400-tallet, som herefter i 1731 blev nedrevet for at skaffe plads til det første Christiansborg. Det nuværende Christiansborg er det tredje Christiansborg opført fra 1906-1928. De to tidligere nedbrændte begge som følge af kakkelovnsbrand. Folkestyret rykker ind på Christiansborg allerede i 1850 – året efter vedtagelsen af Danmarks første grundlov. Derfor er det eksisterende Christiansborg, tegnet af arkitekt Thorvald Jørgensen, også opført med parlamentet for øje. Kongefamilien skulle efter planen have til huse på Christiansborg side om side med folkestyret, men i 1920, mens byggeriet var i gang, bestemte de sig til alligevel at blive på Amalienborg, hvor landets kongefamilier har holdt til siden 1794. Regenten har fortsat sine repræsentationslokaler på Christiansborg. Arkitektonisk er det tunge og solide udtryk nybarok, og de nederste dele af murværket er beklædt med granit fra alle landets kommuner samt Grønland.

Københavnernes foretrukne rekreative område var oprindelig en lang ådal, der lå i en bue uden for byens volde. Fra tidlig middelalder og frem til 1600-tallet opstemmede man i flere omgange åvandet, hvorved de tre søer Sankt Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø opstod. Derefter kunne voldgravene mellem voldene og søerne oversvømmes i tilfælde af angreb på byen. Ud over at være del af byens forsvarsværk indgik søerne også i byens vandforsyning. Og helt frem til 1959 fungerede Sankt Jørgens Sø som supplerende vandreservoir. Søernes vand stammer i dag fra rørlagte Grøndals Å, Lygte Å og Ladegårds Å. Fra Søerne løber vandet videre via rørforbindelser til søerne i Østre Anlæg og Kastellet og ender i Øresund. Vandets opholdstid i Søerne er cirka et år. Vanddybden varierer fra 2,5 m i Peblinge Sø og Sortedams Sø til 4,5 i Sankt Jørgens Sø. De senere år har man forbedret vandkvaliteten og genskabt et rigt fiskeliv. Turen rundt om alle søer er 6,3 kilometer lang. I de sjældne perioder med hård frost bliver Søerne omdannet til et gigantisk uderum for legesyge københavnere.

9. KØBENHAVNS RÅDHUSTÅRN Store forandringer i 1800-tallets Danmark betød ikke blot enevældens ophør og demokratiets fødsel, men også en tredobling af Københavns indbyggertal fra 100.000 til 300.000 på blot 50 år. Det var borgernes tur til at gribe magten, og det satte skub i planerne om at opføre et nyt rådhus i landets hovedstad. Arkitekt Martin Nyrop tegnede bygningen inspireret af rådhuset i Siena, Italien. Det stod færdigt i 1898 og var på det tidspunkt byens højeste med sine 105,6 m. Borgerrepræsentationen flyttede ind i 1903, og i 1905 blev hovedstadens sjette rådhus officielt indviet.

7. FRELSERTÅRNET Byens mest karakteristiske tårn med fire, udvendige snoninger er 90 m højt fra kirkepladsen til Kristusfigurens fanespids. 400 trin skal tilbagelægges, hvis man vil nyde udsigten over byen – de sidste 150 trin i fri luft på ydersiden af tårnet. Rent ud sagt en manddomsprøve at stige op og ”klappe kuglen”, når hele spirkonstruktionen i egetræ svajer i blæsevejr. Tårnet blev indviet af Frederik V, der sammen med et større følge vandrede alle 400 trin til toppen den 28. august 1752. For arkitekt Lauritz de Thurah blev kirken højdepunktet i hans karriere. En skrøne beretter, at han kastede sig ud fra tårnet, da han opdagede, at trappen i modsætningen til kongens ønske var højresnoet. Men de Thurah døde faktisk syv år efter indvielsen hjemme i sin seng, og tårnet snor sig, som det skal ifølge tegningerne.

10. ROSENBORG SLOT I starten af 1600-tallet manglede Christian IV en passende bolig i København. Derfor opkøbte han 40 grunde uden for Nørrevold med plads til et lystslot, en pragtpark og en køkkenhave. Igennem 28 år gennemgik slottet fire byggefaser, og i 1633 stod det færdigt som det slot i nederlandsk renæssance, vi kender i dag. Rosenborg blev brugt som kongelig bolig frem til 1710. Slottet har huset de kongelige samlinger siden da og har som noget helt særligt en omfattende mængde velbevarede interiører samt dronningens kronjuveler.

8. CHRISTIANSBORG/FOLKETINGET Der har ligget fem slotte på Christiansborggrunden, siden Absalons Borg blev opført 1167. Borgen blev er-

13-ĂĽrige Marius vandrer med sin far, journalist og forfatter Tonny Vorm. Sammen bliver de klogere pĂĽ deres familieforhold og danmarkshistorien. Nu har de planer om at vandre hele vejen rundt om Mont Blanc.

TEKST: Journalist Trine Beckett FOTOS: Erik Veng, Tonny Vorm mfl.

Marius på Venice Beach i Los Angeles, 2015.

på vej til mont blanc... 15

DET VAR PÅ EN AF FAMILIETURENE, AT FAMILIEN OPDAGEDE, AT DEN VAR GAL MED MARIUS’ BEN. Marius’ far, mor og søsteren Frederikke havde gået den lange tur fra Santa Monica til Venice Beach. På vandreturen var Marius meget stille. ”Jeg har nogle billeder, hvor man kan se, at du går og surmuler. Jeg tænkte dengang, at det var, fordi du var træt, og at du var blevet stædig og ville hurtigt hjem. Men det viste sig, at det var, fordi du havde ondt i benet”, fortæller Marius’ far. Så snart familien er hjemme i Danmark igen, kommer Marius til lægen, han bliver indlagt og opereret kort tid efter.

FOR TRE ÅR SIDEN, vandrede Marius og Tonny sammen ned ad bjergsiden på Mont Blanc. Siden har Marius haft kræft i sit ene ben. Han er blevet opereret, har fået kemo og stråling, er erklæret kræftfri.

VANDRE EFTER OPLEVELSER

et startede i de franske alper. Marius og hans familie havde nået gletsjeren, halvvejs oppe af Mont Blanc, og nu skulle de ned. Et skilt markerede, at det ville tage et par timer at gå ad stierne ned til Chamonix. For erfarne vandrere. Så Marius’ søster og mor besluttede sig for at tage det lille bjergtog. Men Marius og hans far Tonny Vorm ville gerne gå ad stien. ”Det var den første ægte vandretur, vi tog begge to. Jeg vidste ikke, at det var at vandre. Jeg troede bare, at det var at gå ned ad en rute på bjerget”, fortæller Marius. Han kigger på sin far, der supplerer: ”Jeg havde løbetrænet i området og vidste, at det var et udfordrende og kuperet terræn. Men jeg kunne mærke, at Marius godt kunne, selvom han bare var ni år på det tidspunkt. Da vi kommer ned, spørger jeg, om han vil have en is eller noget kage. Men han går bare direkte i seng og tager en middagslur”. Vi møder Marius og Tonny i deres lejlighed i Valby. Det regner koldt udenfor, men her er der varmt. Der er billeder på væggen, bøger i reolen og på en hylde en pris for ”Årets danske løbebog”. På bordet står kaffe, Oreo-kiks, saft og cola. Det sidste er mest til Marius’ søster, som er gymnasieelev; hun har været ude aftenen før og ligger og sover på sit værelse. Det er tre år siden, Marius og Tonny sammen vandrede ned ad bjergsiden på Mont Blanc. Siden har Marius haft kræft i sit ene ben. Han er blevet opereret, har fået kemo og stråling, er erklæret kræftfri, og nu vandrer han sammen med sin far. Marius trækker sit højre bukseben op og viser arret: ”Operationen gjorde, at jeg blev lidt dårligere til at bevæge min fod. Nogle af de ting, jeg gjorde, kan jeg ikke gøre så meget mere. Nerverne er ødelagte, så det føles lidt mærkeligt, når folk rører mig på huden. Ikke ondt. Bare mærkeligt. Lige her! Dér føles det anderledes”, peger han, og man kan se, at huden på skinnebenet, hvor han er blevet opereret, har en lidt tykkere struktur end huden omkring. Men musklerne er ved at blive store igen, og benet har næsten samme tykkelse som det venstre. Marius sætter sig tilbage til bordet, spiser en Oreokiks og kigger på sin far, før han fortsætter.

”Vandring var lidt et alternativ til at løbe. Jeg havde ikke så mange kræfter, efter jeg blev rask igen”, forklarer den 12-årige, der er iført sort sweatshirt med et stort gult Supreme-tryk på brystet og hue i samme skaterbrand. Han sætter lidt flere ord på, hvad han mener. ”Jeg har været rask noget tid nu, på den måde, at der ikke er kræft i mig længere. Men det tager stadig rigtig lang tid at komme i den gamle form igen”. Tonny nikker: ”Jeg løb meget før i tiden og har også skrevet bøger om løb”. Han kigger kort over mod prisen for Årets danske løbebog i reolen. ”Jeg har løbet ultraløb i Alperne på 100 og 110 km. Mit store mål var Ultra-Trail du Mont-Blanc, som er 170 km. Men da Marius er færdig med sin behandling, kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan løbe efter resultater. Men jeg kan gå, vandre eller småløbe efter oplevelser. Så frem for at jeg løber omkring Mont Blanc, taler Marius og jeg om, at vi kan vandre bjerget rundt”.

EN FORM FOR MEDITATION Far og søn sidder ved siden af hinanden. Når de taler, kigger de ofte hinanden i øjnene, nikker og accepterer med deres kropssprog, hvad den anden siger og mener. Som to ligeværdige partnere, der arbejder sammen om at nå et mål og hygger sig undervejs. Og målet er ikke bare at nå rundt om Mont Blanc, understreger Tonny. Målet er at vandre sammen. At bevæge sig, tale om det, der fylder, eller bare være stille sammen. Det sidste vil Marius gerne sige noget om. ”Jeg kan mærke, at når vi går, starter vi nogle gange med at sludre. Men så stopper det, og vi går ind i os selv. Ikke at vi ikke gider at tale, men vi går ind i os selv og tænker og går. Jeg er sikker på, at nogle mener, det er en form for meditation. Man kommer i et stadie, hvor man har det lidt roligt”, siger Marius og vender blikket mod Tonny, der bakker op: ”En del af det at vandre er, at man ved, hvornår man tier stille. Når du løber, kigger du på tiden. Når du vandrer, er det lige modsat – du skal nå et stadie, hvor du falder til ro. Derfor skal du også vælge at gå med en, du har det godt sammen med. En god vandrepartner”.

Marius Smedegaard Vorm, født 2005, 13 år. Har tidligere dyrket bordtennis og spillet fodbold og er i dag ivrig skater. Han går i sjette klasse og interesser sig særligt for fagene Historie og Engelsk. I fritiden holder han af at tegne, læse Harry Potter, spille ’Magic: The Gathering’ og se amerikanske tv-serier.

SÅ TALTE VI LIDT OM ABSALON

om hvad. Jeg har måske lige været på nettet og forsøger at kloge mig. Men så bliver jeg sat på plads.” Tonny kigger på Marius, der smiler – helt tilfreds med den rolle. Tonny fortsætter: ”For eksempel sagde jeg, at jeg syntes, det var utroligt, hvor mange konger der var i Nordsjælland, og at jeg ikke kunne forstå, hvor de alle sammen kom fra?” Marius sætter fakta på plads: ”Jeg sagde bare, at det er da klart, når der er én konge, så kommer de alle sammen for at kæmpe om territoriet!” Tonny: ”Så tav jeg. Jeg prøver at sætte mig ind i det, men Marius er altid foran”. Der kommer en lyd fra køkkenet, og de to historisk interesserede vandrepartnere holder pause. Tonny rejser sig for at tjekke, om Marius’ søster er stået op. Marius tager fat i en tegneserie, der ligger på bordet ved siden af et kort over Chamonix og en beskrivelse af den rute, der fører rundt om Mont Blanc. Tegneserien handler om Jacques Balmat og dr. Paccard, de to første mænd, der besteg bjerget i 1786. ”Jeg kan godt lide tegneserier. Og jeg synes, det er sejt, at der var folk, der vandrede allerede på den tid”,

Vandreturene foregår typisk i weekenderne. På Enø, i Nordsjælland, på Himmelbjerget, i Kystagerparken ved Hvidovre. Steder, hvor der er en form for historisk element; noget, Marius interesserer sig meget for. Eller steder, hvor pulsen kan komme op. Tonny: ”Jeg kommer med nogle forslag til, hvor vi kan gå. Hvis vi ikke ved, hvad vi ellers skal, så har vi Kystagerparken ved Hvidovre Havn. Den er kuperet, og man kan gå op ad den på fire måder. Det gør vi så, og vi får pulsen op. Ellers siger Marius, at han gerne vil gå et sted med noget fra en bestemt tid; så finder jeg et sted med fx en kirke eller andre mindesmærker”. Marius: ”Vi prøver at finde steder, som har noget historisk, vi kan tale om. For eksempel var vi ved Gurre Slotsruin. Det var Kong Valdemar, der regerede fra den, så det talte vi lidt om”. Tonny: ”Jeg er uddannet cand.mag. i amerikansk litteratur og ved en masse om amerikansk historie, men ikke så meget om den danske. Ret ofte har Marius sat sig ind i sagerne. Hvis vi er i en ruin, kan han fortælle, hvor voldene har ligget, hvem der sloges, hvordan og

”JEG HAR LØBET ULTRALØB I ALPERNE på 100 og 110 km. Mit store mål var Ultra-Trail du Mont-Blanc, som er 170 km. Men da Marius er færdig med sin behandling, og folk spørger, hvornår jeg skal ud at løbe igen, kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan løbe efter resultater. Men jeg kan gå, vandre eller småløbe efter oplevelser. Så frem for at jeg løber omkring Mont Blanc, taler Marius og jeg om, at vi kan vandre bjerget rundt”.

Tonny Vorm, født 1967, cand.mag. i engelsk. Tidligere redaktionschef på Euroman og chefredaktør på Illustreret Videnskab Historie. Siden 2002 litteraturskribent ved Dagbladet Information. Forfatter til flere fagbøger om international cykling, amerikansk litteratur, maratonløb og spansk fodbold. Har desuden oversat flere bøger. Er aktuel med bogen ’Sidste tog til Boston, Maratonløbets historie’.

siger han og bladrer lidt. Tonny kommer tilbage i stuen, og Marius tager tråden op fra før: Marius: ”Når man vandrer, snakker man sammen på en anden måde end ellers. Vores samtaler bliver lidt mere rolige, lidt dejligere at høre på. Jeg kan fx godt lide, hvis vi ser noget pænt, at vi taler om det”. Tonny: ”Da vi gik langs stranden i Hornbæk, var der en statue af malerne, og så talte vi om, hvordan de var inspireret af lyset ved Hornbæk. Da vi gik ved Kystagerparken, hvor min far boede en overgang, snakkede vi pludselig om ham. Du har mødt ham engang”. Tonny retter blikket mod Marius. Marius: ”Jeg kan ikke huske ham overhovedet”.

Marius’ far, mor og søsteren Frederikke havde gået den lange tur fra Santa Monica til Venice Beach. De var taget dertil, fordi det netop var her, Tonnys far havde boet en stor del af sit liv. På vandreturen var Marius meget stille. ”Jeg har nogle billeder, hvor man kan se, at du går og surmuler. Jeg tænkte dengang, at det var, fordi du var træt, og at du var blevet stædig og ville hurtigt hjem. Men det viste sig, at det var, fordi du havde ondt i benet”, fortæller Tonny. Så snart familien er hjemme i Danmark igen, kommer Marius til lægen, han bliver opereret kort tid efter. På det tidspunkt er Tonny godt i gang med at skrive slutningen af bogen om sin far. To måneder før er faderen død, og Tonny havde egentlig regnet med, at slutningen skulle binde en sløjfe til næste generation og beskrive, hvordan han begravede sin far i Danmark med sine egne børn i hånden. Men lige inden faderen døde, var han flyttet til Burma på grænsen til Thailand, og dér ville han også begraves. Så hverken Tonny eller familien fik sagt farvel på den måde. Og slutningen på bogen var lidt svær at få til at lykkes. Men så blev Marius indlagt. ”Da Marius bliver syg, begynder jeg at tage noter på Rigshospitalet, og historierne begynder at flette sig sammen. Jeg stopper bogen om min far. Og begynder i stedet den bog, jeg skriver på nu, som handler om at være far og søn og moderne mand midtimellem”. Marius lytter. Drikker saft og spiser Oreos. Det med at notere sine tanker i notesbøger gør han også selv. Han skriver historier, digte, gør notater. Tidligere, da han var mindre, tegnede han. Flotte tegninger med dybde og perspektiv. To af dem er rammet ind og hænger på væggen over døren. Den ene forestiller Golden Gate Bridge i San Francisco. Den anden Chamonix, den lille le bjergby, han og Tonny vandrede ned til efter at have været oppe på Mont Blancs gletsjer.

EN HISTORIE OM EN EVENTYRER Tonnys far er et væsentligt samtaleemne på vandreturene. Og på sin vis medårsag til, at de overhovedet kom i gang. Faderen var rumforsker og boede forskellige steder rundt omkring i verden, da Tonny var lille. Tonny boede med sin mor og søster i København. I en lang årrække så han kun sin far en gang om året. ”Min far arbejdede inden for rumforskning. Han var med til at opsende den første europæisk producerede satellit nogensinde. Fra NASA, lige syd for Los Angeles. Han arbejdede også for et Formel 1-hold. Det var en del af jobbet, at der var flybilletter til min søster og mig. Så hver sommer fløj vi ud og holdt sommerferie med ham, hvor han nu end var på det tidspunkt – Holland, Saudi-Arabien, Frankrig, Californien … Det var først, da jeg blev voksen, at jeg lærte ham at kende”. ”Den fascination, der er årsagen til, at jeg er cand. mag. i amerikanske studier, at jeg anmelder amerikansk litteratur og har været i Californien 20-30 gange, er nok skabt ubevidst på baggrund af min fars historie. Det, at han forlod os for at tage til USA. Jeg har altid tænkt, at der lå en spændende historie i ham – om en eventyrer, der drog afsted, men glemte sin familie. Jeg syntes, det var en god historie. Det syntes mit forlag også. Derfor begyndte jeg på en bog, som handlede om at rejse rundt i hans fodspor.” Tonny holder en kort pause, før han fortsætter: ”Men på et tidspunkt gik det op for mig, at hvis jeg blev ved med at rejse rundt i hans fodspor, ville jeg også gentage hans mønster. Så begyndte jeg at tage familien med”. ”Jeg kunne godt tænke mig at have kendt ham,” bryder Marius ind. ”Jeg tror virkelig, vi kunne have fået gode diskussioner. Noget med rumforskning. Jeg elsker det nørdede”.

HISTORIEN I NOTESBØGER På bordet ligger Tonnys notesbøger i en stak. Sorte, fyldt med ord, der nu fortæller historien om far og søn i tre generationer. Om at være far uden at være vokset op med sin egen. Der ligger også postkort, sendt over flere årtier fra hele verden til en lille familie i København. Og en bunke billeder. Gulbrune fotografier af en flot mand i 1970’er-tøj. Ved Golden Gate Bridge. I Monterey. Ved en stor californisk Redwood med tyk stamme. Og et visitkort, hvor der står P. Vorm, Head of Satellites and Rocket Department. Marius smager på ordet. ”Han var ikke bare en del af det. Han var head!”, siger han imponeret. Tonny er nu i gang med slutningen på sin nye bog, IngenMandsLand. Den udkommer på Politikens Forlag. I skriveprocessen har han fundet endnu flere tråde og

I FADERENS FODSPOR Det var på en af familieturene i Tonnys fars fodspor, at familien opdagede, at den var gal med Marius’ ben.

”Når man vandrer, snakker man sammen på en anden måde end ellers...” ”På den måde hænger tingene sammen. Når man går eller løber langt, kommer man et sted hen, man ikke er vant til at være. En form for trance eller meditativ tilstand, som Marius sagde før. Jeg har altid været god til at løbe og begyndte at skrive om det. Mens det at vandre var noget, jeg ville gøre, når jeg blev pensioneret. Men da Marius blev syg, fandt jeg ud af, at det var dét, jeg havde lyst til – særligt sammen med Marius”. Så i morgen skal de to ud at gå. Hvor afhænger lidt af vejret. Måske den del af klosterruten over Nordsjælland, der går ved Esrum Sø. Måske i nærheden af Helsingør. Hvor der er historiske monumenter at tale om og plads til bare at være stille. De har ikke den store proviant med. Bare en rygsæk med lidt vand og måske en myslibar. Men Marius har en særlig hue, han tager på. Den er foret med pels og går ned om ørerne, så lydene bliver helt dæmpet. Mærket er Fjällräven. Et mærke, som Tonnys far altid gik i. Det er stærkt og varmt, så man ikke begynder at fryse. Heller ikke hvis man går på gletsjeren på Mont Blanc.

detaljer, der binder de tre generationer sammen. For eksempel er Marius glad for at skate. Han står på skateboard på Enghave Plads og andre steder, som Tonny kører ham rundt til. Tonny fik selv, da han var 10-12 år, tilsendt et skateboard fra Californien af sin far. Det var i 1970’erne og nok ét af de første skateboards i Danmark, men han måtte ikke stå på det for sin mor; hun syntes, det var for farligt. Flere af de ruter, som Tonny og hans familie har gået og kørt i USA, har faderen gået en generation før dem. I Pacific Crest og Yosemite National Park. Men Tonny og hans far nåede aldrig at vandre sammen. ”Min far var meget fascineret af at vandre. Han kunne lide at gå lidt for sig selv. Det var derfor, han altid rejste. Noget af det sidste, han sagde, engang han besøgte mig i Spanien, hvor jeg boede på det tidspunkt, var, at han gerne ville gå Caminoen. Det var midt i 1990’erne, og den var ikke så kendt på det tidspunkt. Vi talte om at gøre det sammen, men vi nåede det ikke, før han blev syg af Parkinson”. Nu vandrer Tonny og Marius i stedet.

TEKST: Anette Dina Sørensen, redaktør 37°C FOTO: Erik Veng

dellerne

PÅ RIGET

NÅR DER LANDER EN KYLLINGEFRIK ADELLE PÅ DIN FROKOSTTALLERKEN, mens du er indlagt, har den rejst op til 72 timer for at nå frem. Vi var nysgerrige på frikadellens liv og skæbne og fik lov til at kigge centralkøkkenets personale over skulderen for at følge Rigets deller på hele turen.

MAN TAGER 60 KG FARS

dellerne sig under strenge hygiejniske forhold, inden de pakkes i overensstemmelse med hver af de 55 hospitalsafdelingers specifikke bestillingslister. Vejen videre foregår via et stort fordelingsrum, der til forveksling ligner hovedbanegården. Små tog med endeløse rækker af vogne futter rundt i hospitalets kældergange frem til elevatorerne, der står for sidste transportetape op til de mange afdelinger. Hvis man kunne kigge lige igennem hospitalets facade ude fra Blegdamsvej, ville man hver eneste dag mellem kl. 12 og 13 se personalet i hele bygningen synkront give dellerne endnu en reglementeret omgang varme til 75 grader, inden madvarerne anrettes på fade og omsider serveres for de sultne patienter.

De starter som halalslagtet, kyllingehakkekød i bakker af ét kilo. Dem bruger kokken 60 af til farsen, der også indeholder ni kg løg, 11 kg squash, fire kg økologiske æg og to kg persille plus det løse – herunder ét kg salt og 17,5 kg økologiske kartofler. Køkkenets røremaskine håndterer uden problemer 90 kg fars ad gangen, inden den blegrøde masse formes til hundredvis af deller og steges på rad og række. Reglerne for korrekt madhåndtering i store industrikøkkener foreskriver anvendelse af en bestemt procedure for at forhindre bakterievækst. Den indebærer, at dellerne efter stegepanden skal opvarmes til 75 grader i en ovn for at sikre ensartet temperatur i hele portionen. Herefter venter en lynnedkøling til 3 grader. Den foregår i kølerummets bælgravende mørke. Her befinder

Tak til Centralkøkkenets kostkonsulent Marianne Willumsen

TEKST: Journalist Klaus Rothstein FOTO: Les Kaner, Morten Larsen

læge

ROMANER

MAN K AN BLIVE EN BEDRE L ÆGE AF AT L ÆSE SKØNLITTERATUR. Det mener man på Syddansk Universitet, hvor faget Narrativ Medicin netop er indført som obligatorisk fag på lægestudiet. Men hvad tænker en krimiforfatter, der selv har håndteret særdeles skarpe knive i sit tidligere liv som ortopædkirurg? >>

”

JEG HAR MØDT MANGE DYGTIGE LÆGER, MEN IKKE ALLE HAVDE TALENT FOR AT TALE MED ANDRE MENNESKER ELLER SÆTTE SIG IND I DERES FØLELSER. nu undervist i ’narrativ medicin’ – et helt nyt obligatorisk fag, der er udviklet på Columbia University, New York. Målet er at gøre lægerne bedre til at lytte til og tale med deres patienter – og midlet er dels læsning af skønlitteratur, dels skriveøvelser. Mener kirurgen, at det kan være løsningen?

På et hospital i Oregon, hvor den danske kirurg Steffen Jacobsen engang arbejdede, kom folk ofte ind med blødende traumer fra både stikvåben og skydevåben. Lægerne på stedet havde et øgenavn for deres arbejdsplads. De kaldte den ”The Knife and Gun Club”. ”Og hvor går man lige hen efter sådan nogle 24-timers vagter?” spørger han. ”Også professionelle læger kan jo have brug for en skriftefader”.

”Intet i lægeverdenen kan erstatte erfaring. Men når man skal tale med folk, der er syge eller er kommet til skade, og måske give en besked, der ændrer deres liv, står man sgu lidt afklædt. Man ved ikke, hvordan man afleverer budskaber til mennesker i sorg og chok”.

Selv har han for nylig skiftet skalpellen ud med computertastaturet på fuld tid. Efter mange år på diverse operationsstuer er det slut med at indoperere kunstige hofter. Fremover vil Steffen Jacobsen koncentrere sig om sit forfatterskab, som omfatter en række thrillers – knaldromaner, kalder han dem selv – hvoraf den seneste hedder Da blev jeg døden.

HVORDAN TALER MAN TIL FOLK I KRISE?

På Syddansk Universitet læser og diskuterer de kommende læger bl.a. en novelle af Caroline Albertine Minor, som skildrer et parforhold, der går i opløsning, fordi fyren ændrer sig fuldkommen efter en voldsom bilulykke.

Når han rejser spørgsmålet om, hvor man dog går hen efter en benhård vagt i traumecenteret, er det, fordi Steffen Jacobsen i sin studietid aldrig blev undervist i det, han kalder traumepsykologi. Men medicinstudiet har udviklet sig siden da. På Syddansk Universitet bliver de kommende læger, sygeplejersker, jordemødre m.fl.

”Jeg tror godt, at man kan lære at tale bedre med patienterne af at læse litteratur om mennesker, der er i krise og har sygdom og sorg helt inde på livet. Men det kommer også meget an på, hvem man selv er, og hvem patienterne er”.

NARRATIV MEDICIN blev indført som obligatorisk fag på lægestudiet på Syddansk Universitet i august 2017.

SDU er det

første universitet i Norden, der un-

derviser i faget. Kurset er obligatorisk for alle medicinstuderende på andet semester. Det består af KREATIVE SKRIVEØVELSER, NÆRLÆSNING af dansk skønlitteratur og REFLEKSIONER over sygdom, tab og patienters fortællinger.

UNDERVISERNE er primært

litteraturforskere fra

Institut for Kulturvidenskaber, SDU.

MÅLET ER at sikre de studerende en mere mangfoldig forståelse af andre mennesker. Det skal gøre dem til

og mere empatiske læger.

bedre

Faget på SDU er inspireret Narrative Medicine på COLUMBIA UNIVERSITY I NEW YORK. Her er virkningen af undervisningen veldokumenteret. På mange universiteter verden over er NARRATIV MEDICIN eller medicinsk humaniora allerede en fast del af de medicinstuderendes pensum.

Jeg tror godt, at man kan lære at tale bede med patienterne af at læse litteratur om mennesker, der har sygdom og org helt inde på livet. FRA GHETTOEN TIL OVERL ÆGE DR.MED

skønlitteratur kan gøre lægestuderende dygtigere, især hvis man inviterer forfatterne til at komme og fortælle om de livserfaringer, som deres litteratur udspringer af. Men medicin er først og fremmest en naturvidenskabelig disciplin, så man skal ikke forvente mirakler af skønlitteraturen, mener han. ”Jeg ved ikke, om jeg er en specielt god læge. Hvis jeg er, er det ikke, fordi jeg også skriver romaner. Men jeg har altid skrevet, også før jeg skrev romaner. Jeg skrev doktordisputats om slidgigt hos yngre mennesker, og jeg har skrevet videnskabelige artikler i British Medical Journal og andre internationale medicinske tidsskrifter. Og selvom forskningslitteratur ikke er det samme som knaldromaner, er der en fællessum. I begge tilfælde gælder det om at skrive godt. Ingen gider læse en dårligt skrevet krimi, og ingen gider læse en dårligt skrevet videnskabelig artikel”.

Steffen Jacobsen beretter, at mange læger kommer fra privilegerede hjem, hvor der hang kunst på væggen, man citerede Dostojevskij og gik på Louisiana. Men sådan er hans egen baggrund ikke: ”Jeg kommer fra Gellerup, fra ghettoen i Aarhus. Jeg har øreringe og tatoveringer over det hele. Det er ikke det, du forventer af en overlæge, dr.med., vel?” Sandt nok, han ligner mere en portør end en kirurg. Men hans upolerede baggrund har også givet ham fordele i mødet med patienterne, mener han: ”Da jeg arbejdede på Hvidovre Hospital, havde jeg nemt ved at tale med sprittere, junkier, rockere og voldsmænd. Det var straks sværere at tale med patienterne, da jeg var på Gentofte”.

KOLD SKID ELLER SUPERSYMPATISK FYR? Undervisningen i ’narrativ medicin’ skal udvikle lægernes sans for medfølelse. Den er Steffen Jacobsen helt med på. Men han lufter alligevel en mindre skepsis: ”Du kan proppe nok så meget litteratur ind i den medicinske uddannelse, men hvem vil du helst opereres af: En superempatisk fyr, som kan citere digte, men som har tolv tommelfingre, eller en kold skid, som er god med en skalpel?” Den skrivende kirurg er dog sikker på, at læsning af

I DET SEKUND, DU L ÆGGER SNITTET Selv er han i fuld gang med en ny spændingsroman. ”Mens jeg stadig arbejdede som læge, kunne jeg gå og tænke på mit romanplot på vej ind på operationsstuen – og bagefter når jeg var på vej ud igen. Når man står der og vasker hænder lige inden, kan man fyre jokes af, man kan føle sig træt, forkølet, men i det sekund, du lægger snittet, er du der 100 % – hver gang. Du tænker ikke på

”Jeg tror godt, at man kan lære at tale bedre med patienterne af at læse litteratur om mennesker, der har sygdom og sorg helt inde på livet. Men det kommer meget an på, hvem man selv er...”

”Jeg ville ikke kunne klare det. Det kræver sin mand at give frygtelige beskeder til de patienter, man har opereret, flere gange hver uge”. Og så er han ikke bange for at sige, at der er mange dygtige læger, som er elendige til at tale med deres patienter: ”Jeg har mødt mange dygtige læger, men ikke alle havde talent for at tale med andre mennesker eller sætte sig ind i deres følelser”. Det handler om talent for medmenneskelighed, præciserer han. Kan litteraturlæsning fremelske dét? Steffen Jacobsen fortæller, at han godt kan lide at måle ting, så man kan se, om de virker efter hensigten. Men hvordan måler man, om skønlitteratur og skriveøvelser hjælper på ens evne til at lytte? Måske kan den enkelte medicinstuderende selv mærke, om skønlitteraturen gavner. Det handler om at nedbryde fordomme og barrierer, understreger han. Og derfor lyder konklusionen: ”Så læs Dostojevskij! Og læs ’ham der Ove Ditlevsen’. Jo bredere din horisont er, jo bedre kan du sætte dig ind i andre menneskers situation”. Til sommer tager man hul på andet år med obligatorisk romanlæsning på SDU’s lægestudie. Det er første sted i Norden, skridtet er taget, men på mange andre universiteter verden over har narrativ medicin længe været en fast del af de medicinstuderendes pensum.

andet. Det er den eneste situation i mit liv, hvor jeg ikke tænker på noget som helst andet end det, jeg er i gang med. Efter sidste sting er du dig selv igen”. Så kommer han i tanker om en veninde, der var meget syg af cancer. Hun fortalte lægen om sine smerter. Han sagde, at det er, fordi kræften er ved at æde dig op indefra ... ”Det kunne godt have været formuleret anderledes”, konstaterer Steffen Jacobsen tørt. Så hvad gør efter hans mening en læge god i samtalerne med patienterne? ”Tillid”, svarer han kort og klart. ”Patienten skal have tillid til lægen. Og lægen skal forstå patienten. Ikke mange ved det, men det vigtigste for en kirurg er at undgå dem, der gerne vil opereres uden grund. Nogen har et indædt ønske om at blive opereret, selvom indikationerne ikke er i orden. De finder en identitet i at være patienter. Som læge skal man kunne sondere i deres psyke og motivation. Men hvordan fortæller man dem, at de bare er indbildt syge?”

TALENT FOR MEDMENNESKELIGHED Steffen Jacobsen er fra en tid, hvor man lærte at tale med patienterne gennem mesterlære og learning by doing. Han indrømmer blankt, at han søgte ortopædkirurgien, fordi han gerne ville slippe for cancerkirurgien:

FOTO: Merete Byrial MODEL: Merete Byrial

m o t e g o n

e s k sa

DEFINITION

Et hængslet redskab i stål, der kan klippe i papir, pap, tekstil, metal, plastik og mad.

HISTORIE Tidligste eksemplarer, kaldet ’fjedersakse’, er fra Mellemøsten og omkring 4.000 år gamle.

TYPER > Fjedersakse, to bronzeblade forbundet med et buet stykke. Brugt i Europa indtil 1500-tallet. > Krydsbladet saks, opfundet af romerne omkring år 100 e.Kr. Model for den moderne saks. > Punktforbundne sakse, brugt i det gamle Rom, Kina, Japan og Korea. > Den, du kender: Den moderne saks i hærdet stål blev først produceret i større antal omkring 1761 af Robert Hinchliffe fra London.

FRA TO TIL EN Hed tidligere ”et par sakse” i flertal ligesom det engelske ”a pair of scissors”. Nu bare saks.

KLASSIKEREN De første Fiskars-sakse produceres i 1830 i Finland/Sverige.

50-ÅRS JUBILÆUM I 1967 sender Fiskars ’Universalsaksen’ – den med det orange håndtag – på markedet. Siden da har Fiskars produceret over en milliard sakse af denne type.

DEN MED DUP Blandt de mange medicinske sakse, er den mest ikoniske sygeplejerskernes. Den har en dup for enden af det ene blad. Brugt i patientplejen mest til at fjerne bandage. Duppen forhindrer, at man klipper i patienten. I dag mere symbol end egentlig i brug. Mange nyuddannede sygeplejersker får saksen med navneindgravering i gave, når de afslutter deres uddannelse.

Hospitalet har fået nyt udstyr til helsekventeringen. Det er koblet til Københavns Universitets supercomputer, Computerome, på DTU Risø. Her lagres data sikkert og godt – også til fremtidig brug. Man kan foretage omkring 48 helgenomiske sekventeringer om ugen, og målet er, at det helt skal erstatte andre genanalysemetoder. (Modelfoto).

genomet er din SOM DET FØRSTE HOSPITAL I DANMARK kan Rigshospitalet med nyt udstyr kortlægge hele din arvemasse. Det betyder bedre diagnoser og mere præcis behandling.

TEKST: Videnskabsjournalist Annette K. Nielsen

HURTIG GAVN AF NY VIDEN

Det siger næsten sig selv, at den bedste behandling starter med en korrekt diagnose. Men den menneskelige krop er kompleks, og diagnosticering kan være en vanskelig kunst. Lægevidenskaben arbejder imidlertid hele tiden med at forbedre kendte teknikker og at udvikle nye, der er endnu mere præcise.

Enheden for Genomisk Medicin på Rigshospitalet blev etableret for otte år siden. Allerede da stod det klart, at informationer om vores genom blev mere og mere afgørende for diagnosticering og behandling af mange sygdomme. I dag er hospitalet helt i front med at anvende den ’genetiske information’, når det eksempelvis gælder om at bestemme, hvilken type brystkræft en patient har, og hvilken behandling der er den mest effektive. Tilsvarende centre i andre lande har typisk til huse på universiteter, men placeringen på Rigshospitalet tæt på det daglige behandlingsmiljø betyder, at den nye viden hurtigt kommer patienterne til gavn, fortæller Finn Cilius Nielsen.

VORES DNA ER FULD AF INFORMATION Mange af disse nye teknikker benytter sig af viden om den menneskelige arvemasse, også kaldet det menneskelige genom, der blev kortlagt første gang i begyndelsen af 2000-tallet. Siden da er der forsket intenst i, hvordan man kan bruge den information, der ligger i vores DNA, til bedre diagnosticering og dermed bedre behandling, fortæller professor og overlæge Finn Cilius Nielsen, leder af Rigshospitalets Enhed for Genomisk Medicin. Gener og genvarianter spiller en rolle i de fleste sygdomme, uanset om det drejer sig om hjertelidelser, forskellige former for kræft, demens, sjældne sygdomme eller arvelige såsom cystisk fibrose. Det store spørgsmål er naturligvis, hvilke genfejl der forårsager hvilke sygdomme. Forskningen inden for ’genomisk medicin’, som feltet hedder, går heldigvis hurtigt. I dag kender man den genetiske årsag til omkring 5.000 forskellige sygdomme, og listen vokser hele tiden.

NEMMERE AT TAGE DET HELE Som det første hospital i Danmark kan Rigshospitalet nu tilbyde patienter at få analyseret hele deres genom til klinisk brug. Metoden kaldes ’helgenomisk sekventering’ eller bare ’helsekventering’. Når en patient får lavet analysen, bliver der skabt enorme mængder information. Mens andre analysemetoder ser på 50 millioner DNA-basepar, kan Rigshospitalets nye, tekniske udstyr læse alle tre milliarder i det menneskelige genom. ”Vi er der, hvor det næsten er

Femårige Mathias var rask, til han var to år. Så fik han balanceproblemer, og lægerne mistænkte arvelig nervebetændelse som årsag. Siden udviklede han døvhed, blindhed og muskelsvind. Mathias’ forældre kommer til genetisk rådgivning med deres søn, fordi moderen er gravid og nervøs for, om det nye barn fejler det samme som Mathias. En genanalyse viser, at Mathias har en arvelig sygdom, hvor B2-vitamin ikke kan optages i nervecellerne. Han bliver behandlet med høje doser B2-vitamin, der har haft god effekt hos andre patienter. Risikoen hos det ventede barn er 25 %. Men en moderkageprøve i uge 11 viser, at parret venter en rask pige.

arvemasse

få stillet en diagnose med patienten. ”Vi finder en årsag hos cirka 38 % af dem, vi hidtil har helsekventeret”, fortæller Elsebet Østergaard. Til sammenligning finder man en årsag hos 15-20 % med andre metoder. Det kan naturligvis være fortvivlende for patienten og de pårørende, hvis man ikke finder årsagen med det samme. Men udviklingen går stærkt, og der kommer hele tiden ny viden. Derfor kan det sagtens tænkes, at diagnosen kan stilles inden for en nær fremtid, selvom den ikke bliver stillet i første omgang.

at sekventere det hele, så vi kun har den ene analyse”, siger Finn Cilius Nielsen. Resultaterne ligger klar i løbet af få uger – nogle gange efter få dage. Noget, der for få år siden tog måneder.

SOM AT HAVE PENGE I BANKEN ”Når man sekventerer hele genomet, er det som at have penge i banken”, forklarer Finn Cilius Nielsen. ”Man kan trække den relevante information ud og tolke på den for at se, om man finder det, der kan forklare patientens sygdom”. Helgenomsekventering kan ligesom andre analysemetoder bruges til præcisionsmedicin eller personlig medicin, som det også kaldes, hvilket vil sige behandling skræddersyet efter patientens genetiske profil. Allerede nu får mange børn og unge, der får konstateret kræft, den form for skræddersyet behandling.

DE FLESTE VIL VIDE ALT Ifølge Elsebet Østergaard kan genanalyse imidlertid også afsløre ’tilfældighedsfund’. Det vil sige genfejl, som kan øge risikoen for en arvelig kræftsygdom såsom bryst- og æggestokkræft, tarmkræft eller hjertesygdom. Sygdomme, som patienten ikke aktuelt lider af, men potentielt kan udvikle i fremtiden på grund af sine gener. Inden analysen tager patienter og pårørende derfor stilling til, om de vil vide alt, hvad Rigshospitalet finder, eller kun det, der har med den aktuelle sygdom at gøre. De kan også vælge at begrænse til de fund, hvor der er mulighed for forebyggelse eller behandling. Elsebet Østergaards erfaringer er dog, at de fleste, hun har til samtale, faktisk ønsker at vide det hele.

RÅDGIVNING ER VIGTIG Det at se på hele genomet har vist sig at være en stor hjælp i forhold til diagnosticering af patienter med sjældne såvel som arvelige sygdomme. Elsebet Østergaard, ph.d. og overlæge ved Rigshospitalets Klinisk Genetisk Klinik, udreder og rådgiver familier og patienter, hvor der er en kendt genetisk sygdom eller mistanke om en arvelig sygdom. Inden man gennemfører analysen, drøftes sandsynligheden for at

ØB

EN VN HA SN YE

BY RUM ... BL Å PA U S

E . .. S Æ

ØBE

NH AV NS N Y E B

YR U M

TEKST: Journalist Jørgen Poulsen FOTO: Hannah Østergaard Sørensen

DE BLÅ BÆNKE

DE ER MEGET SYNLIGE. For det er meningen, at de signalblå bænke skal få os til at tage et hvil i tre nye byrum.

DET GODE UDELIV

Noget tyder på, at det virker ved H.C. Ørsted Instituttet i Universitetsparken. Her har en gruppe studerende bænket sig, så at sige. De er på introkursus til det nye studieliv i kemi, og deres rusvejledere har disket op med frisk kaffe og morgenbrød. Den største af bænkene slår en cirkel omkring et kirsebærtræ. Man sidder med ryggen til træet og kan vende opmærksomheden udad. Ved siden af står to buede bænke omkring et rundt bord. På solskinsdage er stedet populært til gruppearbejde, fortæller de studerende.

Danskerne er rykket udenfor i en grad, som tidligere generationer aldrig gjorde. Selv i vintermånederne blomstrer udelivet godt hjulpet på vej af rygeregler og bycaféernes varmelamper. Efterhånden opfatter vi pladser, plæner og kajkanter som en forlængelse af vores boliger, og velfungerende uderum hører med, når vi bedømmer, hvad der er det gode liv i storbyen. Det er langt fra alle steder, der virker som magneter. Trods byplanlæggernes velmenende forsøg, kan en plads ligge mennesketom. Omvendt kan et byrum pludselig blive attraktivt, som da københavnerne noget overraskende indtog den lange, åbne strækning på solsiden af Dronning Louises Bro i forbindelse med, at bilerne forsvandt fra Nørrebrogade. Hele broområdet er i dag et elsket sted at hænge ud året rundt.

TRE NYE BYRUM De blå bænke har fået hovedrollen i indretningen af tre nye byrum, der alle ligger på Nørrebro i det kvarter, som under ét kaldes for Vidensbyen, Copenhagen Science City. De to andre mødepladser med blå bænke ligger henholdsvis ved Professionshøjskolen Metropol og ved Rigshospitalet lige uden for hovedindgangen. Også her er det tanken, at vi skal falde i snak eller bare tage en pause, uanset om vi er patienter, besøgende, studerende, ansatte eller bare kommer tilfældigt forbi. Forsknings- og uddannelsesinstitutionerne, der står bag initiativet, håber også, at studerende, forskere og virksomheder kan bruge bænkene til at skabe netværk og udveksle gode idéer.

KØBENHAVNERBÆNKEN Med den viden i baghovedet har Christensen og Co Arkitekter A/S og Gehl Architects udviklet de tre nye byrum, så de fungerer for de fleste mennesker. Ikke mindst har arkitekterne hentet inspiration til de blå bænke i en velafprøvet klassiker, den såkaldte Københavnerbænk. Den er oprindelig flaskegrøn og tegnet helt tilbage i 1886. Siden har generation efter generation taget sig et hvil, talt sammen og iagttaget livet langs søerne, i byens parker eller på Københavns mange pladser. Vi har siddet der alle sammen, fra klunketidens fine damer med store hatte, over den arbejdsløse ”manden på bænken” i 30’ernes krisetid til nutidens snapchattende unge. De blå udgaver er også ved at få tag i københavnerne. Og så er de tilmed solidt forankret i undergrunden, ligesom deres flaskegrønne forbilleder er blevet det på det seneste. De er nemlig så populære, at 65 klassiske københavnerbænke forsvandt sporløst i 2017.

RUNDT OM FINSEN De mange blå bænke ved Rigshospitalets hovedindgang snor sig i bløde buer på den grønne græsplæne omkring skulpturen af Niels Finsen. Danmarks berømte nobelprismodtager i medicin (1903) vandt national og international anerkendelse for lysbehandling af forskellige hudsygdomme. En mor har sat sig tæt på ham. Hun ser på sine to drenge, der løber rundt fulde af energi. Måske er de på vej til børnehaven?