J. Meïr Sya
l e t e a
J. Meïr Sya
Traducción del danés:
Ygdrisa Plazfeldt Zarvão
Portada y contraportada:
– Muchacha mirando por una ventana
– La señora Sigrid Ring sentada en una balaustrada de piedra
Laurits Andersen Ring
Edición y diseño:
G.D.J.
La forastera y las redenciones por J. Meïr Sya se distribuye bajo una Licencia Creative Commons Atribución-NoComercial 4.0 Internacional.
Hvis der ikke var så mange ord mellem verden og mig, ville der ikke være så meget verden eller så meget mig.
Et lig er dybere end en afgrund.
Regnen falder tungt som sten, og der er ingen bogstaver af tiden midt i døden.
Der mangler ingen verden i hullerne, selvom hele universet mangler i de døde pupiller.
Verdens sande bredder er spejle og blinde øjne.
Tus vendas sucias eran dos mujeres antiguas, caminando por un jardín, y la muerte una lluvia nublada.
El mundo es una mano que sólo sabe quitar máscaras, el yo es otra mano que sólo sabe ponerlas.
En la ventana, éramos un salón vacío, El bosque que crecía en tu cara no me dejaba ver tus ojos, y tus párpados se habían vuelto dos pálidos mirlos.
Sandet er ældre end støvet, for det følges af et fjernere ur.
Jeg ved ikke, hvor langt mine øjne er smeltende is, men hvor tom en sø mit blod er.
Og der findes intet ansigt af begæret, som ikke er sand fra den blegeste ørken, og frygt er altid at vide eller ignorere for meget.
Evigheden er det, der ikke længere er, og jeg ved ikke, hvor langt jeg forestiller mig tosserier af en fjollet gammel mand.
Al den barske åbenhed omkring mig er så lidt poetisk, men alligevel siger den mere end alle vers.
Ya sólo los muertos ríen, y ya nadie habla.
El sol también es una ventana cerrada, la luna es otra caminante extraviada, que busca sus amuletos en nuestra sangre.
En el invierno, nuestros pulmones son una casa rota, y nos llegan cartas que los muertos enterraron en la sombra del incendio.
At se mig selv i spejlet er at læse noget uden at vide, hvad det betyder.
Jeg ved ikke, om det er mine øjne eller tingene, der forhindrer mig i at se mig selv.
Men det, jeg ser, er ikke himlen,
men en kant af mit blik,
og hvis intet reflekterede mig, ville jeg være mindre adskilt fra tingene omkring mig.
Tus células
hablan con unas distantes araucarias y con unos cuervos que se diluyen en la saliva de los ausentes.
Una floresta eran nuestros muertos, entretejidos en tus manos,
¿y a contraluz no era la estepa una mezquita llena de peces?
Jeg ser på natten som på en side, hvor der ikke længere er plads til at skrive.
Tågen er blot en anden, de blinde øjne er de samme.
Mørket er halvdelen af mit blik, og mit blik halvdelen af himlen.
Blikket og ordene er kanten af en afgrund.
Hvad skriver regnen på taget?
Alt, hvad der skygger for solen, er blot en flok lukkede øjne, og liv og død er ikke adskilt af en afgrund,
men af et blink.
Se oxidaron tus caminos como las sonrisas de los teatros.
Robamos caballos
y tres lámparas nos siguieron siempre como un alfabeto, una sed y un tú.
¿Sonríe un astro invisible en tus manos?
¿Para quién venimos a tejer esta corona de ramas rotas?
¿Y no sabían sonreír mejor nuestras quemaduras?
Der er mindre himmel, når vandpytterne tørrer ud, og der er en gennemsigtighed, man kun ser, når ordene allerede har plettet den.
Jeg er mere bleg, når jeg tænker på steder, hvor jeg ikke er,
og ser på det, ingen ser –heller ingen ser mig.
Jeg er mere det intet, du ser i mig, end alt det, jeg ser i mig selv.
Nuestras linternas queman todo lo que alumbran
¿y entonces qué?
La flama de los días se borra de tus puntos y comas.
“¡Atrapa a la palomilla!” gritan las cicatrices.
Eras una ciclista triste en un río de luces pensativas.
Seguías los funerales de la lluvia, y te perdías en los escalones con que los demonios suben hasta nuestro corazón.
Dine blikke er blinde lupper, forblindede af en kridthvid sol, en duft visket bort af en ventilator, og grumset vand på forruderne.
En hob af knækkede pile og støv over forladte panoramaer!
Rester af lynafledere og sale af råddent træ og gamle møbler!
En mund med færre end tredive ord og metaforer godt gemt i et lille glas og stramt skruet fast i hukommelsen.
Recogemos una cosecha malograda, nos sonríen unas ciruelas podridas, y la lluvia viene a hablar por última vez con nuestros latidos.
Arroja tu granizo
al ojo de la noche
¿qué ciudades crecerán después?
¿y por qué se reían de nosotras las cigarras?
Tævende hals
der fremkalder udtørrede have lunken ild og vindsus fra en ventilator med huller. De tørre læber, sprukken hud og glas med striber.
Møntstykker ude af cirkulation og sprog prydet med bånd.
Linjer kasseret sammen med gulnede kalendere i skabe fra ensomme lagerbygninger.
Monoton stemme fra en telefon hængende og stank af tøj med naftalin.
En un difuso televisor vimos desaparecer tus continentes, como una herida que se iba con todos los desiertos de la mano.
Medías con una rama de tejo hasta dónde llegaba la angustia, y el mar que dibujaba la amnesia usando los colores de tu rostro.
Som maling, der flager af og viser os sin tilknytning til rustne økser og smeltet is.
Skæve snigskytter i hvidlige landskaber med uoverensstemmelser godt fastspændt
og stemmer flade som krassende
af en gammel ustemt guitar, gående på løse fornemmelser
som uafgjorte snørebånd.
Beundrende små himle som en øjenvippe eller en kapsel.
El perdón es una manzana de cenizas
¿qué significa eso?
Mira, tus signos se han vuelto los retratos raídos de unos monarcas antiguos, y tus tildes son unas campanas oxidadas que se pierden en las nubes de un miércoles ciego.
Din påtagede sorg fra en begravelse komponerer blege og stive vers.
Genofob, gynofob, fejg!
Øjne af sod ser lærredshorisonter
ser nætter i de smeltede lys
syngende papirblomster
og malende frugter fra spisebordets dækkeserviet.
Hul hvisken, anonym og uden krop
hvis regn ødelægges af et stykke
haglkorn, og hvis himle sprænges af en nålestik som en ballon.
¿Qué universo perdido subrayan tus ojeras?
Estas iglesias en ruinas son una colmena, donde unas antiguas abejas vuelan alrededor de palabras que ya no existen, horadando sílabas olvidadas como una manzana.
Hvem mediterer over dine statikker
fra en sammenfaldet radio?
Søger af stagnerede balancepunkter føler du regn som en storm og bandager og forstiver dine skrab.
Kopierede og smagløse misantropier
der ikke efterlader spor af spyt;
med de samme ord udklippet
fra det mindste hjørne af alt og sløve sakse som
enderne af gnaskede blyanter.
En una cena con unos ciervos, dejé mi ojo envuelto en un paño, y nos vimos hablar dentro de un fragmento de granizo.
Vimos unas distantes ciudades flotar en un charco como monedas herrumbradas.
En tu oído soltamos unas cartas antiguas como en un pozo y en los huertos de mi fracaso crecieron unos almendros.
Jeg er ikke verdenen, jeg går på
men jeg er heller ikke noget andet end den.
Mine fornemmelser er varme og mine tanker lys fra en og samme brand.
Al min blindhed er det, jeg ikke kan skelne fra stilheden.
Mit blik mangler klippekanter for at nå alle de glemte timer, og min hukommelse er en vej der altid ender et andet sted.
Arrojaste unos arándanos a mis ascuas; los geranios y la culpa sonreían como las cosas que no tienen nombre.
Tu nombre se divide en muchas ciudades, y en mis ojeras se perdía una gacela, pasan los días con su corazón de acantilado, llevándose todas las ciudades debajo de sus párpados.
El día es un ojo y todos los edificios una llaga, todos los muertos una pupila.
Er der en himmel ud over dagene?
Jeg ved ikke, hvilken mørke
der er mellem mine skridt og afgrunden.
Der er ingen veje mod den sidste brand
og her er mine hænder i stedet for ordet vind,
selvom jeg taler tættere på regnen,
bliver vores stemmer stadig stille.
Den sorte farve er nogle få tårer,
og vinduerne har samme farve
som spejle, der ikke er der.
¿Por qué el mar te ha traído hasta aquí como a una pieza de un lentísimo ajedrez?
Estos sepelios nos rozaban muy apenas, eran un océano y un cántaro, una difusa música que se perdía entre los arrozales.
En tus balanzas oxidadas, dejamos los duraznos que nos trajo la lluvia, y en una de mis ojeras, dibujabas un mural diminuto.
Ingen sol peger på de dage, der kommer luften føler mine øjenlåg som to tørre blade og passerer mine tanker som gennem en bunke slukkede lys, som gennem regn, der er forbi og stadig lyder.
Det, jeg ser nu, virker som en bunke blæk
der skriver ordet død, ordet i går er ikke mere hvidt når det rører fortiden, og lysene er så langsomme, at de ligner lyde, og jeg kunne sige "min sjæl!", osv.
Escucho a unas capillas tuertas hablar con la lluvia, compartir símbolos nublados con los tordos, destejer las venas de mi cara rota, borrar las moralejas al margen de tus manuscritos.
Nadie ha venido a hablar conmigo, nadie ha respondido a las mil palomas mensajeras que solté por la ventana.
Hvis jeg er her og ikke ser noget er min sjæl også et tomt rum.
Blikket, der altid rører ved det samme, er hver gang længere væk fra alt, og hvis jeg er så langt væk fra det, jeg ser, er mine øjne mere lukkede end åbne.
Hvis tiden ikke er andet end et øjeblik, er solen et lyn, og hvis jeg er verdenen, jeg går på, vil jeg dø, før jeg når at se mit ansigt.
En los árboles un juglar quema las horas.
El sol es un trovador medieval, que avanza entre las ramas.
Nuestras reflexiones toman siempre el mismo camino, y nos vamos haciendo viejos
La moral es una balanza distraída, que a veces pesa un racimo de uvas como si fuera un imperio, y una ciudad como si fuera una risa.
Ensommelighed er at være et sted, hvor ingen har været
og døden er at være alene, hvor alle har været.
Me muero de fiebre en una clínica rural comparto la fiebre y la voz distante de los árboles y el lodo.
Vomito en un cuenco roto, una lenta tempestad, y una sacerdotisa junto a mí recita parábolas en latín como una hiedra que va entretejiéndose sin ir a ningún lado surcando unos profusos bosques donde sólo vamos mi muerte y yo que viene riéndose con una boca y unos ojos de tierra.
l e t e a