På jagt efter den grønne luksus Folkene bag Restaurant Moment vil udfordre vores opfattelse af luksus. Den vegetariske restaurant på Djursland har hverken kaviar, østers eller foie gras på menuen. Til gengæld kan gæsterne få lov til at smage saltbusk, havesyre og blomster fra et hjemmedyrket jordbærtræ. ”Luksus er ikke en ting, det er en indre oplevelse af øjeblikkets skønhed,” siger ægteparret bag den østjyske Michelin-restaurant. Det var en mørk vinteraften i begyndelsen af december. Med stjerner på himlen og rimfrost i græsset. På restaurant Moment rullede den første juletravlhed roligt afsted. I køkkenet gled strømmen af små og store tallerkener gennem hænderne på stedets kokke, og ude på gulvet blandt gæsterne drev tjenerne rutineret rundt mellem hinanden. Alle borde var optagede, og folk så ud til at nyde den mad, der landede foran dem. Det var nogle uger, inden 2018 blev til 2019 og to et halvt år efter, at ægteparret Morten og Rikke Storm Overgaard havde slået dørene op til deres lille restaurant i landsbyen Feldballe, der ligger på kanten til Mols Bjerge som en del af det bæredygtige andelssamfund Friland. De to havde mødt hinanden i København i begyndelsen af 00’erne og var siden flyttet til Jylland for at slippe fri af storbyens larm. Over til plads og frisk luft. Efter at have levet nogle år i bindingsværksidyl på Djursland havde de købt et ufærdigt træhus i Feldballe og kort efter startet deres ambitiøse vegetarrestaurant Moment. Ingen af dem var uddannet inden for restaurationsbranchen. Hun havde læst geologi på universitetet, og han havde specialiseret sig i neuropsykologi. Men begge var indstillet på at bidrage til at gøre verden til et grønnere sted, så fra første dag sigtede de efter at lave velsmagende mad med så minimal klimabelastning som muligt. De første anmeldere havde været forbi, og der var masser af ros til det innovative makkerpar. Gæsterne var også begejstrede for
14
de opfindsomme naturretter, og i smug drømte de to ejere om, at deres restaurant ville få besøg af den franske Michelin-guide. Men de regnede ikke med det. Det var for tidligt. Den berømte spiseguide plejer at se tiden an og lade nye restauranter bevise deres værd over et par sæsoner, inden den lægger vejen forbi. Men denne aften havde en enlig mand med et engelskklingende navn reserveret bord. Når man driver restaurant på et vist niveau, ved man, at den slags reservationer ofte er ensbetydende med et anmelderbesøg, så Morten Storm Overgaard besluttede sig for at holde ekstra øje med sin enlige gæst. På bordet foran manden lå to mobiltelefoner. Den ene blev brugt til at tage billeder af de forskellige retter, den anden til at skrive noter på. Undervejs stillede han et par spørgsmål til de forskellige retter, inden han takkede pænt for mad og rejste sig op for at gå mod udgangen. ”Han nåede at tage i dørhåndtaget, inden han vendte om og kom tilbage for at spørge, om jeg kendte til Michelin. Det svarede jeg selvfølgelig ja til, og så spurgte han, om vi havde lyst til at få Moment med i deres guide.” Morten Storm Overgaard sidder lidt uden at sige noget. ”Jo, det ville vi da ikke have noget imod,” siger han så. Og ryster grinende på hovedet. Den 44-årige restauratør har placeret sig i det skarpe forårslys indenfor i restaurantens hovedbygning, der er bygget op af bæredygtige materialer som ler og halm. På den anden side af vinduerne blomstrer de første frugttræer i Moments impone-