Årsskrift 2021 Give-Egnens Museum

Forside: Kartoffelskrælning.

Billedet er af Robert Dueholm Jessen.

Billedet hænger på Give-Egnens Museum.

Fotos: GEM, hvor intet andet er nævnt.

ISBN: 978-87-973694-0-1

Copyrigt: GEM og forfatterne

Museumsleder: Hanne Thomsen

Give-Egnens bestyrelse:

René G. Nielsen, Højvang 17, 7323 Give

Børge Toft, Hestlundvej 34, 7323 Give

Brian Nielsen, Bækgårdsvej 26, 7323 Give

Kaj Aagaard, Sejrupvej 67, 7323 Give

Richard Østerballe, Petrus Lunden 4, 7323 Give

Mikael L. Hansen, Vejlevej 154, 7323 Give

Mogens Rüdiger, Fibigerstræde 1, 22, 9220 Aalborg Øst

Anne Reuther, Grønborgparken 22, 7323 Give

Peter Kurth Jensen, Hospitalsgade 52, Give

Johnny Norup, Agerbølparken 23, 7323 Give

Steen Bo Frandsen, Alsion 2, 6400 Sønderborg

Nelly Christensen, medarbejderrepræsentant, Give-Egnens Museum

Repræsentanter Vejle Kommune

Gerda Haastrup Jørgensen, Fasanvej 8, 7323 Give

Britta Bitsch, Hvesager 47, 7300 Jelling

GIVE-EGNENS MUSEUM ÅRSSKRIFT 2021

AF HANNE THOMSEN, MUSEUMSLEDER – FEBRUAR 2022

Årsskriftet for 2021 er nr. 36 i rækken af årsskrifter.

Året 2021 har ligesom 2020 var det været et specielt år. På grund af coronaen var vi på GEM lukket ned hele foråret. Til gengæld fik vi udviklet nye formidlingstiltag med bl.a. ’livets lotteri’ for børn og børnefamilier, og ”Mit liv som rakker”, hvor man tager på tur i museumsskoven og finder poster. En aktivitet, hvorigennem man kan hører om rakkernes liv i 1700-tallet.

I hele foråret – faktisk fra den 11. december 2020 og hele foråret 2021 med, kunne vi arbejde med samlingsgennemgang. Den 20. august kunne vi markere, at museets samling på i udgangspunktet ca. 45.000 genstande var blev gået igennem. Der er blevet igangsat forskning, ligesom arbejdet med prospektet for de nye udstillinger blev igangsat.

Artiklerne i årets årsskrift handler om det arbejde, der er foregået på museet og det faglige grundlag, som museet står på. På kanten handler om det fremtidige faglige grundlag for Give-Egnens Museum. Artiklen er skrevet af museumsleder Hanne Thomsen. Den næste artikel om Gives vej fra udkant til centrum er skrevet af museumsinspektør Aske Hennelund Nielsen. Endelig har museumsinspektør Rune Thøgersen Clark skrevet artiklen Med sanser og fornuft – Et forløb om anskuelsesbilleder.

Fra arkivet er der artiklen Ringiveslægtens oprindelse fra Vandmøllegården i Ringive sogn. Artiklen er skrevet af Anders Skærhoved Andersen, Vandmøllegaarden.

Afslutningsvist fortæller museumsinspektør Celia Simonsen om museets til-

stedeværelse på de sociale medier med artiklen #Fredagsgenstand – små historier fra museet.

Lige efter forordet følger ´Årets gang´, der kort fortæller om arbejdet på museet i løbet af 2021.

Årsskriftet er som altid et resultat af et meget engageret personale og mange frivillige, der gerne vil yde noget for GEM. Jeg vil gerne takke bidragyderne og personalet samt de frivillige, som er med til at sikre, at årsskriftet kommer ud til medlemmerne.

På GEM vil vi gerne sige tak til dem, som har støttet museet igennem året. Det koster at drive museum, så enhver donation og sponsorat er meget velkommen. Bagerst i årsskriftet er der en oversigt over sponsorer. Vi vil også gerne takke for de

private gavebidrag, som museet har modtaget i 2021.

Ønsker man at støtte museet, kan det gøres på flere måder. Man kan betænke museet gennem testamentariske gaver eller løbende bidrag. Enhver støtte modtages med stor taknemlighed.

Til sidst vil jeg også gerne sige tak til stat, region og kommune samt museets medarbejdere, frivillige og bestyrelsen for godt samarbejde.

Rigtig god læselyst med Give-Egnens Museums årsskrift 2021. Give, februar 2022

Hanne Thomsen

Museumsleder

Årets gang 2021

AF HANNE THOMSEN, MUSEUMSLEDER

Der er sket meget på GEM i 2021. Arbejdet med at opfylde kravene i Opfølgningsplanen, som GEM fik godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen samt Vejle Kommune i 2019, fortsatte i 2020 og 2021.

Opfølgningsplanen rummede oprindeligt 17 anbefalinger for museets fremtidige virke, som GEM på baggrund af Kvalitetsrapporten fra 2018 skulle arbejde med. Mange af punkterne er vi nået i mål med. Arbejdet med Opfølgningsplanens krav har selvfølgelig haft en meget høj prioritet på museet, da målopfyldelsen var forudsætningen for, at museet har kunnet opretholde sin statsanerkendelser og tilskud. Der er sket og sker stadig meget som følge af Opfølgningsplanens krav. Ændringerne indebærer, at museet bliver stadig mere fokuseret på museumsarbejdet og de 5 museumssøjler, dvs. indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning.

I oktober måned 2021 var Give-Egnens Museums formand og museumsleder til møde i Slots- og Kulturstyrelsen, og endelig fik vi meddelelsen om, at museet ikke længere er under skærpet tilsyn.

Fra samlingsgennemgangen på Give-Egnens Museum i foråret 2021.

SLKS anerkendte, at det er gået den rigtige vej, så selvom vi ikke var kommet helt i mål, kunne de se, at det nu gik, som det skulle. Med ophævelsen af det skærpede tilsyn blev de administrative forpligtelser til at lave afrapporteringer til stat og kommune ophævet. Til gengæld var meldingen, at SLKS kommer igen i 2024, og der skal vi være i mål med etablering af forskning og være i gang med de nye udstillinger, der skal etableres på museet i årene 2024-28.

Museets nuværende udstillinger blev opstillet i årene lige efter, at Give-Egnens Museum flyttede til Stenbrogård, og de har været meget fine, men de skal som følge af kravene i Opfølgningsplanen tænkes på ny. I forbindelse med opbygningen af nye udstillinger, arbejder vi med udviklingen af nye temaer for museet. Temaer, der har lokal forankring men samtidigt et nationalt og globalt perspektiv. De overordnede temaer er på kanten med fokus på heden, kartoflen, mødesteder og byen.

Et af de store krav i Opfølgningsplanen var at museets genstandssamling skulle gennemgås. I udgangspunktet var samlingen, inkl. de ikke registrerede genstande på omkring 45.000 genstande. Vi har arbejdet med gennemgang, men også med udskillelse af de genstande, som der

eksempelvis er mange af, som var i dårlig stand eller som vedrørte temaer, der lå uden for museets vedtægtsmæssige ansvarsområde.

Vi ved, at det kan skære nogle i hjertet, at vi laver kassation af genstande, der er afleveret til museet, måske for mange år siden. Giverne har dog fået buddet om at få genstandene tilbage. Men selvfølgelig gør det ondt, at det, som man troede kunne bevares til evig tid, alligevel ikke kan bevares på museet. Men situationen var også den, at museet eksempelvis havde 400 høvle, og så mange ensartede genstande kan vi ikke bevare. Slots- og Kulturstyrelsen har krævet, at man laver samlingsgennemgang og kassation, så vi kun bevarer udvalgte genstande og eksempelvis nogle få høvle.

Der har været arbejdet intenst med samlingsgennemgangen siden 2020, og da corona-nedlukningen kom i december 2020, kunne vi sætte alt ind – også på at gennemgå museets udstillinger. Arbejdet med at gennemgå genstandene i nærmagasinet og i udstillingerne, og udarbejde

kassationslister sluttede den 20. august 2021.

I 2021 afsluttede museet projektet VAERK. Et samlingsarbejde og samarbejde imellem 7 museer om gennemgang

og analyse af håndværksgenstande med det mål at sikre håndværkssamlingernes forsknings- og formidlingsmæssige værdi. Sammen med 7 andre museer, fik GEM i 2019 bevilget 2.380.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til projektet,

En skov af skovle. Nogle af de genstande, som blev kasseret, fik et nyt liv som kunstværket ’En skov af skovle’.

som nu er afrapporteret. Der kommer en antologi i VAERK-regi med artikler skrevet af inspektørerne fra de involverede museer samt Konserveringscentret. Formålet med projektet var udover det faglige at skabe netværk mellem de involverede museer.

Projektet har da også resulteret i et museumssamarbejde om et nyt samlingsprojekt. Med Billund Museum i spidsen

er der blevet søgt midler til at gennemgå fire museers besættelsessamlinger. På Give-Egnens Museum skal vi i den forbindelse opkvalificere vores registreringer af samlingen fra besættelsen og i løbet af 2022 sørge for, at den bliver fragtet til og bevaret på de nye magasiner ved Konserveringscenter Vejle. Meget af et museums virke, afhænger netop af støtte fra de forskellige fonde og puljer. Så det er med stor glæde, at museet har modtaget

støtte til at igangsætte et formidlingsprojekt med kolonihavehuset og -haven som centrum for undervisning og events. Og endelig har museet sammen med Nationalmuseet fået støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen til et projekt om 10. klasseelever på museum.

2021 har således været et år, hvor der har været travlt bag scenen, men så sandelig også foran. I sommerferien, efterårsferi-

en samt i de 4 adventsweekender i julen 2021, har der været tilbud for børn og børnefamilier. I juli måned havde museet bl.a. et samarbejde med Kulturskolen i Vejle, hvilket mundede ud i arrangementet ’En skov af skovle’.

Derudover har museet afholdt og været vært ved en række spændende foredrag og arrangementer. Deriblandt en havedag i samarbejde med Haveselskabets

Forfatteren Ida Jessen holdt foredrag i oktober 2021 på Give-Egnens Museum om sin seneste bog ’Kaptajnen og Ann Barbara’.

Billedet er fra ’Kartoffelferien’ på Give-Egnens Museum. Der var masser af aktiviteter om og med kartofler og foredrag om jyske kartoffelbønder i 1960erne af kartoffeldyrknings- og eksportkonsulent Arne Bendixen.

Giveafdeling. En fantastisk foredragsaften med forfatter Ida Jessen, som var et samarbejde med Folkeuniversitetet. En broderiworkshop i projektet ”Broderi og grænser”, der var et samarbejde mellem

Grænseforeningen for Vejle Vesteregn, Vejle Museerne og Give-Egnens Museum resulterede i november 2021 i, at vi på Give-Egnens Museum kunne præsentere en 5.5. meter lang og 80 cm bred dug ved en reception på museet. Der var kartoffelhavedag i efterårsferien samt et foredrag ved kartoffeldyrknings- og eksportkonsulent Arne Bendixen om jyske kartoffelbønder i 1960erne, om chipsfabrikkerne i 1970-80erne og kartoffeleksporten fra Esbjerg havn og ud i verden.

Resultatet af et workshopsamarbejde mellem

Grænseforeningen ved Kirsten Rykind, Vejle Museerne og Give-Egnens Museum er en 5.5 meter lang og 80 cm bred dug. Dugen blev præsenteret ved en reception i november 2021 på Give-Egnens Museum.

Museets tematikker har sit geografiske og kulturhistoriske udgangspunkt i området på kanten, hvor heden og den jyske højderyg mødes. Højderyggen, hvor Skjernåen og Gudenåen udspringer tæt ved hinanden og løber hver sin vej, udgør en kultur- og landskabsgrænse mellem de fede jorder mod øst og de sandede jorder mod vest. Vandskellet har gjort, at hærvejen som det nord-sydgående vejsystem kunne følge det tørreste område udenom moser, søer og over åer, hvor de snævrede ind til vadesteder, træbrolagte veje og broer.

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Heden, Frederik Vermehren, 1854, SMK.

Museum Give – om livet

‘på kanten’ – i lokalt, nationalt og globalt perspektiv

AF HANNE THOMSEN, MUSEUMSLEDER

På kanten, hvor åerne udspringer, ligger Tinnet krat, der sammen med flere krat udgør nogle af de største rester af Danmarks oprindelige skove. Oprindeligt var den jyske højderyg ligesom resten af landet dækket med skov. Men svedjebruget, hvor man fældede og brændte skov af for at kunne dyrke jorden og holde dyr betød, da vi nåede frem til omkring år 1000, at kimen til heden var lagt, og lyngen var indvandret. Det varmere klima fra omkring år 900 skabte grundlaget for befolkningstilvækst i vikingetiden og de næste århundrede frem, og selv om mange udvandrede og tog på togt, var der alligevel befolkningstilvækst og øget skovrydning, og mere jord kom under dyrkning.

Livet på heden var et liv på kanten, som det sås, da pesten ramte Danmark i 1350erne. Pesten betød, at mennesker døde i hobetal, særligt langs hærvejen, og befolkningstallet faldt med 40 %. I 15-1600-tallet var både krige, epidemier og klimaet en udfordring. Klimaet var blevet meget koldt, så koldt, at vi taler om den lille istid. Klimaændringerne markerede, at livet på heden var på kanten af det mulige, det var svært at dyrke de magre sandede jorde. Men hedens lyng, tørv og engarealerne ved åerne kunne bruges til brændsel og som foder til får og stude. Omkring år 1800 var kun 2-3% af Danmarks areal

dækket af skov. Hedens udstrækning var sandsynligvis på sit højeste omkring år 1700 og strakte sig fra Hærvejen og ud til vestkysten, og fra vandskellet sås de uhyre store flade heder. Kun lidt egekrat kunne tjene som kompas for de vejfarende. Bebyggelsen var spredt og bestod af små landsbyer samt de få gårde, der lå enkeltvis på heden. I 1828 blev Give og de øvrige sogne i området beskrevet som nogle, der for 90% vedkommende bestod af skarpsandede jorde og uopdyrket hede, der på ikke ubetydelige strækninger er direkte flyvesand.

Højderyggen er – og var – en identitetsskabende markering af, hvad der hørte til mod øst henholdsvis vest. Udgangspunktet her er, at livet på kanten giver udfordringer men også muligheder for menneskers forskellige udfoldelser.

LIVET PÅ HEDEN – PÅ KANTEN

På kanten handler om den geografiske og kulturlige dobbelthed i livet på landet – på heden før hedeopdyrkningen, hvor hedebonden levede vest for højderyggen med udnyttelsen af de muligheder heden gav, og landbrugeren på de fede jorde mod øst. Om de mennesker, der var inden for den sociale orden, som kirken og gældende lov og ret skabte, og de mennesker, der var udenfor denne orden, og

som levede langt fra gården som ’rakkerpakket’, de lovløse, ulvene og andre frygtede væsener gjorde. Det handler om livet mellem rationalitet og folketro, om mørket og dets væsener, der skabte frygt for, hvad der kunne ske, inden dagens lys brød frem igen.

På kanten handler om den forståelseskløft, der var mellem på den ene side de landbrugsfaglige eksperter, der anså datidens vegetabilske landbrug med kornavl for det rigtige, og hedebønderne, der fra 1700-tallet fravalgte hedeopdyrkningens slid for stadig at satse på får og studeavl i kombination med hosebinding, pottemageri, kulsvierarbejde, børstebinderi og andre binæringer som gravning af tørv. Foruden lyngen udnyttede bønderne også heden ved at grave tørv, der blev brugt til isolering af huse og som brændsel. En hedegårds tilliggender kunne variere fra nogle få hundrede til over tusind tønder land og kun en lille del af det blev dyrket med rug, byg og boghvede. Resten lå som eng og hede, hvor kreaturer og får selv fandt føden. Binæringerne og handel gav kontanter til køb af det, som man ikke selv kunne producere eller finde på heden.

Hedens opdyrkning kom på centraladministrationens dagsordenen i 1700-tallet, hvilket bl.a. kartoffeltyskernes kolonier

ved Alheden og Randbøl Hede fra 175961 vidner om. Det var svært at få danske bønder til at gå i gang, selvom man forsøgte at opmuntre dem til det med skattefrihed, frihed fra militærtjeneste og ret til at brænde brændevin. I stedet indforskrev man tyskere fra Pfalz og Hessen til opdyrkningen af heden. Der kom i alt ca. 275 familier til det jyske, der blev lokket til landet med løfter om frihed for tiende i al evighed og frihed for skatter og afgifter i 20 år og andre privilegerede forhold. Kartoflen var kendt, før kartoffeltyskerne kom til landet, bl.a. fra huguenotterne i Fredericia. Tilnavnet kartoffeltyskerne fik de, fordi de kendte kartoflen og mente, at kartoflen var den bedste planteart til at opdyrke de store hedeområder. De havde opdaget, at kartoflen gav tre gange større udbytte end korn. Tilnavnet fik de også, fordi de tog til markedet og solgte kartofler. Hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse, der tidligere var næsten lige så ukendte som kartoflen, dyrkede de også. Mange af kartoffeltyskerne forlod landet igen få år efter, nogle blev udvist i 1763 som uduelige, andre valgte at rejse fra Danmark og til Rusland i stedet for. Tilbage var omkring 59 familier, flere af dem opgav dog også, men kolonisterne fik opdyrket en del arealer og dermed vist, at det var muligt at kultivere jorden, også uden brug af mergel. Familienavnene på Alheden og ved

Randbøl Hede vidner om deres tilstedeværelse. Diskussionen om, hvorvidt man skulle indkalde kolonister til at opdyrke landet, eller om man i stedet skulle satse på landets egne børn til opdyrkningen af heden, var voldsom. Den enevældige stat satsede på de udefra kommende kolonister, noget som enevælden senere og under den spirende nationalisme i 1840erne blev stærkt kritiseret for.

Det der i første omgang satte hedeopdyrkningen på dagsordenen i København og i centraladministrationen var nedturen ovenpå Napoleonskrigene med statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. Den jyske hede blev opdaget i København, og der blev skrevet og fortalt om den. Præsten og forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) var en af dem, der skrev om heden og hedens befolkning. Blicher skrev inspireret af den skotske digter James Macphersons udgivelser i 1760erne om, hvordan Danmark i oldtiden var befolket af kimbrerne, der var blevet fortrængt af det erobrende folkefærd danerne. Danerne stoppede ved den jyske højderyg, skrækslagne som de var for heden og det mørke Jylland. De oprindelige danskere – de ægte –finder man derfor ude på den jyske hede, og jyderne

var i Blichers optik bærere af den oprindelige danskhed. Blicher bidrog sammen med forfattere som B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig og Adam Oehlenschläger til at styrke den besejrede nations selvfølelse og forfatterne genoplivede i kunsten fortidens storhed og skabte en ny guldalder.

Den enevældige stat havde i løbet af 1700-tallet – oven på svenskekrigene i 1600-tallet – styrket kontrollen med bønderne i Østjylland og på øerne, og bl.a. indført stavnsbåndet i 1733. Men i Vestjylland var det svært for staten at udøve kontrol og ensrette. De store afstande i Vest- og Nordjylland, befolkningens store spredning, og manglen på godser, der kunne kontrollere bønderne, gjorde det svært for staten og for amtmændene at nå ud til hedens befolkning med budskaberne samt kontrol af lov og orden.

I første omgang valgte staten at ignorere Vestjylland, men guldalderforfatterne var med til at skabe grundlaget for det, der er blevet kaldt ’Opdagelsen af Jylland’. Opdagelsen af livet på heden, hvor sprogligt og kulturelt arvegods sås som noget, der var bevaret fra gammel tid. Alt det som Evald Tang Kristensen (1843-1929) senere indsamlede vidnesbyrd om.

Blicher på heden, efter C. Dalsgaards maleri 1866, SMK.

”Jylland mellem tvende have” skrev H.C. Andersen i 1859 efter en rejse til Jylland. H.C. Andersen var meget inspireret af Blicher og besøgte Jylland første gang i 1830 og igen i 1859, hvor han boede på Nørre-Vosborg, hvortil han var inviteret af godsejeren og politikeren A.E.M. Tang (1803-1868), der var stærkt optaget af hedens opdyrkning. ”Jylland mellem tvende have” indeholder alle de elementer, der var karakteristisk for det syn på Jylland, som Blicher havde, i digtet forudså H.C. Andersen meget profetisk hedens forsvinden; ”Skynd dig, kom! Om føje aar, heden som en kornmark staar”.

HEDEOPDYRKNING – PÅ KANTEN

Krigen 1864 og tabet af Slesvig-Holsten kom til at gøre en afgørende forskel. Med Hedeselskabets dannelse i 1866 kom dødsstødet mod hedebondens traditionelle livsform med opdræt af stude på eng og får på heden kombineret med binæringer. Hedeselskabet talte ind i en national dansk kontekst men inspirationen kom fra Nordtyskland, og Enrico Mylius Dalgas (1828-94), der var en af stifterne af Hedeselskabet havde lært hedeopdyrkning i Hannover og var meget inspireret af det, han så der. Indførelsen af den tyske skovbrugsdrift var også baggrunden for, at Jeppe Aakjær (1866-1930) senere rasede over plantagerne og kaldte dem

i sangen; Paa Hedens høje for ”Prøjserskove”. Hedeselskabet var ifølge Jeppe Aakjær skånselsløst i sin fremfærd mod landsdelens oprindelige nationale skønhed, og det var et selskab, der ifølge Aakjær ødelagde hedens landskab og udsynet over de milehvælvede horisonter.

Udgangspunktet for dannelsen af Hedeselskabet var tabet i 1864. Enrico Dalgas bidrog som vejingeniør i hæren ved tilbagetoget fra Dannevirke i 1864, og han opfordrede efterfølgende i 1865 til, at man i lyset af det nationale tab gik i gang med at opdyrke heden til agerbrug og skovbrug. Hedeselskabets motto, der sås første gang i 1872 på en medalje, der blev fremstillet i forbindelse med den nordiske udstilling i København, var dog næppe af Dalgas men i stedet af digteren H.P. Holst (1811-1893), der var en glødende fædrelandsven med militær baggrund:

”For hvert et tab, ingen erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”

For Dalgas og andre var det netop med opdyrkningen af heden og etableringen af plantagerne, at krigen indad skulle vindes. Det nationale var i fokus snarere end økonomisk rationalitet. Så selvom det havde været mere rationelt forsat at lade heden afgræsse af dyr, der var holdt af hedebønder, der havde flere indtægtskilder, sådan som hedebonden traditionelt

havde haft det, blev heden opdyrket og hedebonden landbruger som de østdanske bønder.

Plantagerne – grosserer- eller københavnerplantagerne blev det nye, der kunne give en indtægt til beboerne på hedeparcellerne i sidste del af 1800-tallet. I

beplantningsperioden var der brug for meget arbejdskraft, efter anlæggelse var det dog primært sæsonarbejde – til gengæld var det stabilt. Plantagerne blev kaldt grosserer- eller københavner-plantagerne, fordi ejerne ofte var grosserer, der ønskede sig et landsted og jagtrevir. Grossererne ønskede at betone ordet Kø-

Hederne i Jylland omkring 1800, kortet er udarbejdet af Geografisk Institut ved Københavns Universitet på grundlag af Videnskabernes Selskabs kort fra 1762. Hederne i Jylland omkring 1950 er udarbejdet af Geografisk Institut ved Københavns Universitet. Fra Kenneth Olwig.

benhavn, for at markere, at det ikke blot var en sag for egen vindings skyld men en større sag – som også københavnerne kunne være med i. Hedeopdyrkningen og plantageanlæggelsen af de i alt 55-60 store plantager blev i denne optik ikke bare en privat sag men en national sag.

Historien om københavnerplantagerne er også historien om, hvordan københavnere og bønder med vidt forskellige økonomiske og kulturelle baggrunde, kom til at leve tæt på hinanden i de små minisamfund københavnerplantagerne kom til at udgøre. Plantagerne fik stor social og økonomisk betydning for hedens mennesker. De bragte liv, initiativ og penge til hedeområderne, og hedebønderne fik arbejde, der understøttede deres eget arbejde på gården eller parcellen. De introducerede brugen af kunstgødning til bønderne. I plantagernes villaer var der også brug for arbejdskraft – kvindelig – som hjælp til madlavning, rengøring og servering for de mange gæster. Kvinderne lærte med arbejdet i villaerne nye skikke og måder på tingene. På mange måder vil det derfor være rigtigt at kalde hedeopdyrkningen og plantageanlæggelserne og påvirkningen derigennem for koloniseringen af Jylland.

For Hedeselskabet havde plantningen af levende hegn og anlæggelse af plantager

været på dagsordenen fra starten. Hegnene var vigtige for at give læ for afgrøden, så den ikke blev spoleret af vestenvinden.

Plantagerne var derimod vigtige på de jorde, der var for dårlige at dyrke, træet kunne dernæst tjene til tømmer til industrien og til brændsel for befolkningen.

Plantagerne var ikke alle store som grosserernes, også gårdmænd kunne være med og anlægge en mindre plantage eller gå sammen med andre om en lidt større plantageanlæggelse. På Givekanten var der ikke københavnerplantager. Man gik i gang selv, og den første plantage blev anlagt af lokale i 1867, hvor der i 1867 blev tegnet aktier, så man kunne købe de 210 tdr. land til beplantning, som man ønskede. Der blev i de kommende år etableret omkring 10 plantager på Givekanten – nogle af dem af enkeltpersoner. Andre var resultatet af, at flere og flere gik sammen om det.

For Hedeselskabet og kredsen omkring selskabet var drømmen, at anlæggelsen af plantagerne ville betyde at heden gradvist ville ændre karakter og i højere grad komme til at ligne det østdanske landskab, der var ’billedet’ på det ’rigtige’ nationale danske landskab. Helt kom plantagerne dog ikke til at ligne de østdanske og mere varierede skove, dertil var de for regelrette og ensartede i deres beplantninger med nåletræer.

Jeppe Aakjær blev i begyndelsen af 1900-tallet en central skikkelse i den ændrede opfattelse af heden. Det var blevet klart for enhver, at flertallet af dem, der opdyrkede heden, havde levet et liv i armod og med et nedbrydende slid, og

Jeppe Aakjær så ikke hedeopdyrkningen, som det, der kunne løfte befolkningen. Tværtimod skulle befolkningen beskyttes mod det hårde slid og de kummerlige livsvilkår, der blev hedens egentlige opdyrkere til del, dem som han skriver om i ”Paa Hedens høje sad på husmandskarrige små Firkantsbidder”. Jeppe Aakjær blev de jyske småkårsfolks stemme, ligesom han blev en stemme for at bevare heden, så kommende generationer ikke glemte fortidens slidsomme arbejde.

NØJSOMHED OG VÆRDIER – PÅ KANTEN

En forudsætning for hedeopdyrkningen og Hedeselskabet arbejde i 1860erne var dog grundlæggende landboreformerne og udskiftningen af jordene i 1780erne. Udskiftningen af jordene – herunder heden

– betød, at man vidste hvem, der ejede hvad. En anden forudsætning var merglingen, der gjorde grundforbedringer mulige. Mergel er en lertype, som indeholder kalk, og ved at tilføre den kalkholdige mergel på den sure hedejord får man en højere ph-værdi. Det var dog vigtigt at bruge mergel rigtigt – gjorde man ikke

det, gav det en rig far og en fattig søn, som det hed. Men det lærte man sig, og man gravede mergel overalt i 1800-tallet og indtil midten af 1900-tallet, og indtil kunstgødningen kom frem. På Give-kanten var det ved Ringive, der kunne graves mergel.

Arbejdet med at grave mergel gik i gang umiddelbart efter høsten og fortsatte, indtil frosten satte en stopper for det. Den våde knoldede mergel blev fordelt bedst muligt på jorden, så frosten kunne skørne den, dvs. rådne. Om foråret blev knoldene slået i stykker og harvet ned. Opgravningen af mergel var hårdt arbejde, og for hver tønder land jord gik der typisk 100120 vognlæs mergel, og det var hårdt at fordele den store mængde mergel ud på jorden om efteråret.

Hedeopdyrkningen var et hårdt liv for dem, der var involveret i det, og hedebønderne forsøgte at kæmpe imod og undgå den skæbne, så de kunne fortsætte det relativt gode liv med udnyttelse af hedens mange ressourcer. For præster med et stort engagement i hedeopdyrkning, mergling og landbrug kunne det virke udæskende, når eksempelvis husmanden, den ”kælne inderste hellere vil sidde ved en varm Ovn og binde Strømper, end gøre andet Arbejde, som giver Sved og trætte Lemmer”. Citatet stammer fra en præst

ved Vildbjerg og vidner om, at det var hårdt for præsterne at motivere hedens bønder til at arbejde med opdyrkningen. Udskiftningen af jordene og dermed også af heden gjorde bøndernes modstand til en forgæves kamp. Resultatet blev hedeopdyrkningen og et helt andet landbrug – i høj grad baseret på kartoflen, som groede så godt på de magre sandede jorde, at den siden er blevet kaldt ’Hedens guld’. Hedebondens gård blev kartoffelbondens, og den begyndte at indgå i et stærkere samspil med byernes håndværk og handel.

Hedebønderne havde tidligere en høj grad af dispositionsfrihed, de skulle kun yde hoveri i ret begrænset omfang, det var derfor et helt andet liv, end det som de østjyske bønder på den anden side af højderyggen levede. Vel var det et liv baseret på livtaget med naturen, men indtjeningen fra udnyttelsen af hedens mange ressourcer kunne være rimelig. Dertil kom, at det var svært for staten at kontrollere indtægterne.

Heden med dens store vidstrakte vidder gjorde kontrol vanskelig for staten. Amtmanden over Koldinghus Amt Hans de Hoffman (1688-1771) har beskrevet de ulemper, der var ved at drage ud på heden på kontrolbesøg, for man vidste ikke, hvem man mødte, ligesom man risikere-

de at fare vild på den vidtstrakte hede. Livet på heden var derfor også et liv på kanten mellem en ’hvid’ og en ’sort’ økonomi med eksempelvis smugling af stude ned over grænsen til Slesvig-Holsten.

Okse- og studedriften var fra slutningen af 1400-tallet Danmarks vigtigste eksportartikel, den steg yderligere i 15-1600-tallet, men de mange krige og fjendskab gjorde at antallet af dyr, der gik til eksport kunne variere meget fra år til år, men kvæg og stude udgjorde en større eksportartikel end sild. Danmarks økonomiske kraftcenter lå ubetinget i Jylland, men selvom studedriften var jysk gav den enorme toldindtægter til statsmagten i København.

I starten var det danske drivere og ejere, der drev dyrene, men i sidste del af 1600-tallet blev det i høj grad aftagerne, dvs. tyskere og hollændere, som drev dyrene ned til markederne sydpå. Den anden vej – sydfra – kom klæde, kniplinger, guld og sølv, som blev forarbejdet af smede i de jyske købstæder, samt kolonialvarer som rom og sukker, kaffe, te, kakao og krydderier. Goderne blev videresolgt til hedebønderne, og der fandtes store landprangere på heden, som ved deres død efterlod sig mange værdier, men der var også små prangere, som drev handel i det små. Uanset om de var store eller små

Studedrift på heden. Illustreret Tidende 1851.

prangere, var hedebønderne vidt berejste i forhold til de østdanske bønder.

Før 1788 måtte hedens bønder ikke selv stalde eller eksportere stude. De måtte kun stalde ungkvæg, der senere skulle afsættes til godser, købstadsborgere eller købmænd fra byen. Efter 1788 blev tolden på kvæg og kolonialvarer nedsat til det halve for at dæmpe smuglerlysten. Stoppe smugleriet, kunne det dog ikke, toldsatserne blev hævet igen i flere omgange i begyndelsen af 1800-tallet. Tolden mellem Nørrejylland og Hertugdømmerne på kvæg og stude blev ophævet i 1827. Tolden blev helt ophævet i 1838. Som et led i bevaringen af helstaten flyttedes toldgrænsen i 1850 fra Kongeåen til Ejderen. Nok var livet på heden, et liv med begrænsninger, men uden muligheder var det ikke for selvejer- og fæstebonden. For husmanden på heden var livet sværere, men havde de et egentligt håndværk – som grovsmed, vadmelsskræddere, lærredsvævere eller rebslagere ved siden af – hjalp det.

Den, der lever skjult, lever godt, synes at have være devisen, man skiltede ikke med sine værdier, talte ikke om dem, og det selvom der kunne være store værdier på hedebondens gård – uanset om det var en selvejer- eller fæstebonde. Udadtil tav man og udviste den nøjsomhed, der

for en senere tids bønder på heden blev en større nødvendighed, hvis de skulle overleve. De bønder, der gik i gang med hedeopdyrkningen fik et anderledes hårdt og slidsomt liv, der i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ikke gav det store livsgrundlag. Nøjsomhed blev nødvendig i absolut forstand. Men det hårde slidsomme liv gav mennesker en chance for at få fod under eget bord. En chance, de ikke ellers kunne få i Danmark. Eneste alternativ til hedens slidsomme liv var udvandringen til byerne eller til Amerika. Opfindsomhed og innovation var vigtige også før hedeopdyrkningen, for der kunne være langt til naboen efter hjælp. Men for dem, der gik i gang med hedeopdyrkningen blev det helt nødvendigt at være selvhjulpen. Nødvendigt at man kunne reparere eller bruge sine ting på nye måder.

Opfindsomheden har været stor med hensyn til, hvordan man har kunnet reparere og bruge tingene igen og igen eller på helt nye måder. Bæredygtighed har været i centrum for hedebondens organiske omgang med naturen men langt hen også for den gårdmand, der blev resultatet af hedeopdyrkningen.

Man var selvhjulpen, det var nødvendigt, ligesom familiens indsats var nødvendig, for at man kunne få et udkomme. Denne

Kortet viser de vigtigste transportveje og markeder for kreaturer i 15-1600-tallets Jylland.

selvhjulpenhed og selvstændige livsform har skabt en tradition for iværksætteri, for at gøre noget og selv gå i gang.

ENTREPRENØRSKAB OG INFRASTRUKTUR

På kanten handler om byen og bysamfundene i området på kanten til et andet Jylland, et overgangssted mellem Øst- og Vestjylland. Et område, som administrativt er orienteret mod Østjylland, men som også er en del af et andet Jylland med fokus på produktion, entreprenørskab og værdier som, at man skal kunne klare sig selv. Et område, som også i dag er markeret med stærke familieværdier, et område, hvor en solid håndværkeruddannelse ofte prioriteres højere end en studentereksamen. Et område, hvor det ses, at den solide håndværkeruddannelse fører til, at man starter egen virksomhed, så man kan forsørge sig og sine og klare sig selv. Undertiden skaber det livsgrundlag også for andre mennesker, og nogle af virksomhederne i området er blevet særdeles store og har fået betydning for mange som arbejdspladser. Mellem mange af virksomhederne ser man stærke familiebånd og forbindelser.

Give-kanten er dermed karakteriseret ved at være en del af det store alternative udviklingspotentiale som Vestjylland er og

har været det i århundreder, Østjylland ophørte med at orientere sig mod Vestjylland og orienterede sig efter 1864 i stedet kulturelt, politisk og økonomisk mod det københavnsk dominerede Østdanmark. Danmark blev fra 1658 arealmæssigt mindre og mindre, og politisk mere og mere nationalt og københavnsk og dermed skævt.

I begyndelsen af det 21. århundrede var der dog en tendens til en regionalisering i Danmark, hvor især 3 regioner markerede sig, det var Øresundsregionen med København som centrum, det var regionen omkring Sønderjylland-Sydslesvig samt endelig Den Østjyske Millionby –den økonomisk stærke og centrumløse –østjyske millionby, der strækker sig langs motorvejen mellem Kolding og Randers. Den Østjyske Millionby, DØM, er udtryk for en moderne bykonstruktion, hvor de enkelte led er bundet sammen infrastrukturelt, og hvor man udnytter de muligheder, der er er i forvejen for at skabe vækst. Men potentialet i Den Østjyske Millionby blev inddæmmet af Strukturreformen i 2007, hvor man skar bybåndet over midt på og gjorde Vejle til hovedbyen i region Syd.

Den ledde- og centrumløse bykonstruktion kendes fra Storbritannien og USA, og det var herfra, geografen Johannes Hum-

lum (1911-90) var inspireret, da han foreslog anlæggelsen af en motorvej op midt gennem Jylland. Motorvejen blev ikke til noget, i stedet besluttede Folketinget i 1965 den østlige linjeføring. Men en motorvej op gennem Jylland ville have understøttet de jyske erhvervsinteresser og skabt befolknings- og erhvervsudvikling i Midt- og Vestjylland på samme måde som den jernbanelinjeføring midt op igennem Jylland, der blev arbejdet for i Stænderforsamlingen i Viborg i 1840erne, ville have gjort det 100 år tidligere. Men begge gange blev de jyske erhvervsinteresser affærdigede som regionale og dermed ikke nationale interesser.

Den nationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-70) affærdigede i en tale han holdt i Københavns Læseforening, der blev refereret i ’Kjøbenhavnsposten’ i 1838, de jyske interesser med ordene om, at der i Danmark ”ikke gives særlige Interesser i anden Betydning end den, hvori hvert Amt, hvert Herred, hver By, hver Gade kan siges at have dem – der gives i Danmark ingen Provindser”. Lehmanns tale var mere besværgende end den var udtryk for en realitet, for der var provinser i Danmark i 1838 og blandt andet en stærk jysk provins, ligesom der var en stærk regional identitet i Slesvig og i Holsten. Stænderforsamling for Øerne, der mødtes i Roskilde, var en mere

sammensat forsamling med flere grupperinger – herunder med Færøerne. Orla Lehmann havde ikke ret, men han har her mange år efter – og efter mange nationalstatslige reformer – fået ret.

Den stærke selvstændige vestjyske økonomi er forklaringen på, at eksempelvis andelsmejeribevægelsen i 1882 startede længst mod vest i landsbyen Hjedding ved Ølgod. Det var egne med en stærk økonomi. Egne, som lå midt på den vestlige oksevej – “drivvejen” – hvor dyr fra Limfjords-egnene i århundreder var blevet drevet til markederne i Hamburg og længere sydpå. Det var langs de veje, at det vestlige Jylland var i tæt forbindelse med Friesland, Holsten og Nederlandene samt Norge og England over Nordsøen. Det var ikke blot varer men også tjenester, ideer og teknologi, der blev udvekslet. Kreditgivning og likvider var også centrale elementer i udvekslingen, og den Hamborgske courant var dominerede langt op i Jylland.

Set fra København var det en fjern udkant, men reelt var det – uden om København – en direkte integreret del af det internationale økonomiske system. Det er derfor heller ikke underligt at selvorganiseringsprincippet og andelstanken begyndte i vest og først siden nåede Sjælland. Det er heller ikke tilfældigt, at det

var i Vestjylland, at bønderne allerede i anden halvdel af 1700-tallet slog sig sammen om at købe og ”slagte” herregårdene. Hedens bønder havde gennem studeopdræt og eksport kunnet opsamle den fornødne kapital, der blev brugt til jordopkøb og ikke luksusforbrug. Byerne var derfor mindre i Vestjylland.

På kanten handler om grundlaget for bydannelse – landsbyer, der blev større som Give, der blev et landevejsknudepunkt, og der var kro i Give fra 1771. Hærvejen eller Oksevejen var fra oldtiden et vejkompleks mod nord og syd, vejkomplekset forbandt Viborg i nord med oksemarkedet i Wedel ved Elben i syd. Det var ruten for frisk kød fra Jylland til de europæiske storbyer, okser og stude kunne gå selv hele vejen, det samme kunne heste, grise, geder, får og gæs, som også blev drevet langs vejen. I de enkelte områder, som hærvejen gik igennem var der et netværk af hjulspor i landskabet som forbandt gårde og landsbyer på kryds og tværs. Bønder, håndværkere, handlende, rejsende, konger og hære, studedrivere og pilgrimme har anvendt hærvejsnettet på deres vej fra et sted til et andet. Men i slutningen af 1800-tallet ophørte drivningen af stude og heste ad Hærvejen.

Da den nye tids jernbane langt om længe kom til Give i 1894, var landbruget

blevet omlagt til produktion og eksport af smør, bacon og æg til Storbritannien. I 1870erne kom der et kraftigt prisfald på korn, fordi den tekniske udvikling af høst – og tærskemaskiner ikke blot fik betydning i Danmark og Europa men i særdeleshed i USA. USA blev korneksporterende og det til priser, der slog bunden ud af det internationale kornmarked. Høst og tærskemaskinerne gjorde deres til at effektivisere høsten. Resten gjorde jernbanen, som hurtigt kunne fragte kornet over prærien, så det kunne udskibes til Europa. Dansk landbrug blev derfor presset til en omlægning af produktionen til animalske produkter til det britiske marked. Fra 1882 gik etableringen af andelsmejerier som en løbeild over landet. Andelstanken gik igen i alle produktionsled på landet.

Hedeopdyrkningen samt landbrugs- og jordbrugstekniske innovationer muliggjorde et stigende udbytte og dermed vækst på gårdene på den hede, der omkring år 1900 var ved at forsvinde med opdyrkningen, og som blev forandret til ukendelighed.

1800-tallets nationale vejetableringer og skibsfart – og ikke mindst i kombination med jernbanen, som fra en beskeden start – i 1844 med en bane mellem Kiel og Altona i Slesvig samt København og

Roskilde i 1847 – spredte sig ud over hele Danmark med nye nemme transportmuligheder. Mens de gamle jyske hovedveje som Hærvejskomplekset og Drivvejskomplekset ved Vestkysten gik nord-syd, blev vej- og jernbanenettet i Jylland fra 1860erne etableret i øst-vestgående retning med Århus og København, som de centrale centrer for sammenbindingen af landet. Hermed markeredes, at København nu ikke blot formelt men efter 1864 også reelt var blevet jydernes hovedstad og centrum for politik, handel og som noget nyt økonomi. Jydernes gamle selvstændige forbindelser sydover blev blokeret, i stedet blev Esbjerg Havn fra 1873 eksportkanalen, dermed markeredes det, at de jyske interesser var blevet kanaliseret ind i en økonomi og infrastruktur, der var kontrolleret fra København.

I Give havde man i lighed med indstillingen i Stænderforsamlingen i Viborg i 1840erne håbet på dannelsen af en midtjysk længdebane, som skulle følge Hærvejsruten og føre fra Viborg til Give og videre ned til Jelling og Lunderskov og dernæst sydpå til Altona/Hamborg med stiklinjer ind til fjordbyerne mod øst. Sådan kom det ikke til at gå, i stedet vandt de østdanske interesser, og jernbanen blev etableret i en østlig linje med stiklinjer ind mod vest til eksempelvis Give men også Viborg. I 1914 forlængedes

banen til Give videre til Brande, Herning og Holstebro. I 1940 blev strækningen en del af statsbanenettet.

STATIONSBYEN OG PENDLERBYEN – PÅ KANTEN

På kanten handler om jernbanen, som kom til Give i 1894 – som privatbane, og som integrerede Givekanten i den nye centraliserede øst-vest orienterede nationalstat. Jernbanens høje hastighed – i forhold til anden infrastruktur i tiden –skabte et nyt og andet grundlag for stationsbyens udvikling med nye afsætningsmuligheder og en større produktion, der gav hedens gårdmænd grundlag for køb af varer- og tjenesteydelser hos andre og håndværkerne og handlende i byen. Udvekslingen mellem land og by var steget i sidste del af 1800-tallet, som dannelsen af Håndværkerforeningen i Give i 1885 med 130 medlemmer vidner om.

Med jernbanen var tiden blevet synkroniseret ikke blot nationalt men kloden rundt, så man kunne lave sammenhængende køreplaner. Tiden og dermed uret fik ny betydning og mere betydning for alle mennesker, hvad enten de boede i Give, Rom eller Tokyo. Telegrafen blev ligeledes vigtig for togenes drift, for med telegrafen kunne man morse og melde om togenes forsinkelse, så man vidste

Jernbanenettet i Danmark 1907. Give ligger som den yderste forpost i det jernbanesystem, der er etableret i øst-vestgående retning med Århus og København som de centrale centre for sammenbindingen af landet.

det, forud for det forsinkede togs ankomst ved de næste stationer.

Stationsbyen startede med jernbane- og telegrafstationen, hvor der også var postkontor, tidens centrale infrastruktur var dermed samlet ét sted. Samme år blev der også bygget nyt et sygehus, nyt apotek og ny lægebolig, snart kom der flere til med håndværksproduktion og service, og byen blev styrket som hovedbyen i området. Der blev etableret elværk i Give i 1908 og vandværk i 1913. Byen voksede i de kommende årtier, hvor vi også ser den begyndende industrialisering på Givekanten.

På det nationale plan er det politisk/administrativt en periode, hvor lokalsamfundene styrkedes. Sognekommunerne etableres i 1840erne, men det centrale er ophævelsen af det såkaldte ”cigarkassesystem”, der skete i og med kommunalreformerne i 1860erne. Man betalte dermed ikke længere skat til enkeltformål som brandvæsenet, skole- eller fattigvæsenet eller en anden kasse. Alt kom til at gå i en og samme kasse i sognekommunen, og man kunne dermed tjene penge på ét område og bruge dem på et andet – og skabe et udviklingsgrundlag.

Efter provisorieårene 1885-1894 var der nationalt fokus på etableringen af

en stærk decentral struktur i Danmark. Denne linje skabte grundlag for udviklingen af stadigt stærkere kommuner fra 1920erne, som kunne løfte velfærds- og udviklingsopgaver lokalt. Det gælder også i Give, der som stationsby og centrum for vejnettet i området udviklede sig til områdets hovedby.

Give var i løbet af 1800-tallet blevet center for oplandet, men jernbanen og dernæst Vejle Amts beslutning om at placere de lokale sundhedstjenester som distriktslæge, sygehus og apotek i byen styrkede byen yderligere i forhold til lokalområdet.

Udviklingen med både stigende centralisering og industrialisering afspejler sig i indbyggertallet og erhvervssammensætningen i Give i årene fra 1911 til 1960. Indbyggertallet var i 1911 på 854, heraf levede 175 af landbrug, 284 af håndværk og industri, mens der var 150, der levede af handel og 57, der levede af transport. I 1960 var indbyggertallet steget til 1.800, heraf var det kun 49 indbyggere, der levede af landbrug, de sad til gengæld på landbrugsenheder, der var langt større end tidligere landbrug var det. Antallet af indbyggere der levede af håndværk og industri var nu steget til 722 indbyggere, og der var 264, der levede af handel og 135 af transport. I 1960 er der kommet en ny er-

hvervskategori til med administration og liberale erhverv, som der var 228 af indbyggerne, der levede af.

Med kommunalreformen i 1970 blev tendensen styrket yderligere med flere kommunale og velfærdsstatslige funktioner og enheder. Byen Give var nu hovedby for 8 tidligere sognekommuner i området. Give har været hovedbyen fra 1970 og frem til strukturreformen i 2007, hvor den tidligere hovedby administrativt blev en del af Vejle Kommune.

På kanten handler om at byen Give med opland – herunder centrale mindre byer på Givekanten var stærke bysamfund efter 1950. Særligt i 1970-80erne skabtes grundlaget for udvikling og etablering af fabrikker og større produktionsvirksomhed på Givekanten. Arbejdskraften var tæt ved, fordi den statslige og markedsmæssige centralisering lagde grunden for afvikling af de små husmandsbrug, den mindre håndværkervirksomhed, de små butikker. De tidligere selvstændige kunne nu få arbejde på de nye fabrikker.

Overordnet set var centraliseringens første fase en fordel for Give og Givekanten, som det ses i og med udviklingen fra sidste del af 1800-tallet. Kommunalreformen i 1970, der sammenlagde en række mindre sogne til en – i forhold til tiden –

stor kommune, skabte udvikling i hovedbyen Give. Men strukturreformen i 2007 accelererede de centraliseringer, der allerede var på vej fra 1990erne, og det kom til at betyde, at mange af velfærdsstatens statslige og kommunale institutioner som eksempelvis sygehuset, der som symbol på strukturreformens konsekvenser i dag står tomt. I dag er Give stadig en by med mange og meget store virksomheder –eksempelvis ligger 3 af de 5 største virksomheder i Vejle Kommune i dag i Give. Derudover er der mange større og mindre virksomheder, som folk udefra pendler ind til, men det er også blevet en pendlerby på den måde, at mange i dag blot bor i Give, mens de arbejder et andet sted i eller udenfor kommunen. Nutidens infrastruktur med jernbanen og motor- og trafikveje, som hurtigt transporterer mennesker og varer fra det ene sted til det andet, har muliggjort denne udvikling.

LIVSFORSTÅELSER OG FÆLLESSKABER

På kanten handler om det enkelte menneskes livsforståelse om fællesskaber mellem mennesker. Fællesskaber, hvor meninger mødes og brydes, når mennesker mødes i missionshuset, kroen, butikken, skolen, kirken, kulturhuset eller museet. Heden er blevet beskrevet som havet –det bølgende brune hav, hvor man kunne

gå tabt som i havet. Livet på heden blev efter landboreformerne svært på flere måder. Landboreformerne indebar, at nogle af dem, der boede i landsbyerne, kom til at flytte langt væk fra landsbyens fællesskab og ud på ’Herrens mark’. På hedeegnene var der ganske vist mange eneste gårde i forvejen, dvs. gårde der lå alene og for sig selv spredt ud i landskabet. Men de fleste af gårdene og husene på heden lå før landboreformerne og udskiftningen af jordene trods alt i landsbyerne. Udflytningen af gårdene, det usikre liv med spørgsmålet om, hvorvidt man havde nok til at kunne klare sig og forrente og afdrage på den gæld, som man havde fået ved at købe sin gård eller oparbejde sin gård, kunne give bekymringer. Det hårde slid med opdyrkningen af jorden, som nok gav plads til, at flere kunne få sin egen gård, gav selvstændighed men også et hårdt og slidsomt liv.

Usikkerheden med alt det nye – ved livet på kanten – skabte en interesse for at orientere sig andre steder hen og mod GUD og engagere sig i at komme Jesus nær og dermed opnå en trøst og tro på, at man gjorde det rigtige, og at det var det hele værd. Fra slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet blomstrede de gudelige forsamlingsbevægelser i Danmark. De religiøse vækkelsesbevægelser var udtryk for en protest mod de

rationalistiske præster, der talte mere om opdyrkning og jordforbedringer end om Gud. De ønskede i stedet et pietistisk-luthersk kristendomssyn som grundlag. Mange af dem var lægfolk, som ønskede retten til frit at kunne mødes i forsamlinger og dyrke deres nye mere fromme pietistisk orienterede kristendom. Denne ret fik de med Grundloven i 1849, som gav borgerne ret til at forene sig i trossamfund for at dyrke Gud, som de ønskede det. Denne ret skabte grundlag for en række forskellige kirkelige trossamfund også på Give kanten.

De gudelige forsamlingsbevægelser dannede i første omgang grundlag for Grundtvigianismen, den såkaldt lyse kristendom, der betonede den umiddelbare glæde ved livet på jorden, og fra 1860 Indre Mission, den såkaldt mørke kristendom, der i højere grad fokuserede på, at livet bestod i prøvelser, som man skulle igennem for at gøre sig fortjent til frelsen i himlen. Forskellen på de to kirkelige retninger kom til udtryk i N.F.S. Grundtvigs ord om ”Menneske først, kristen så”. Ordene markerede tydeligt forskellen på Grundtvigianerne, for hvem trosbekendelsen var det centrale, og de Indre Missionske, for hvem biblens ord var det centrale i Gudsforholdet. Både den såkaldt lyse og den mørke kristendom var markant til stede på Give-kanten.

Livet på kanten gav en stærk pietistisk kristendomsforståelse, der gav grundlag for en markant skelnen mellem, hvad der var Guds værk, og hvad der var såre menneskeligt og syndigt. Mellem det som derfor blev opfattet som entydigt og rent og det der blev opfattet som tvetydigt og urent. Livet på kanten handler derfor også om tabuer, som skal holdes, for at den sociale orden kan opretholdes.

Mennesker kategoriserer, hvad enten de er religiøse eller ej, forskellen er kun det sociale system, som kan være forskelligt. Andre mennesker ses derfor som enten indenfor det sociale system eller udenfor og derfor frygtede eller angstfremkaldende, som rakkerpakket og de andre sære væsener, Evald Tang Kristensen (18431929) indsamlede fortællinger om, og som kunne være derude på heden. Det kunne også være det syn, som dem fra ét trossamfund kunne have på de andre, som ikke delte samme livsforståelse, og som de derfor anså for syndige, urene eller faldne.

Hans Schmidths billede ”En bonde læser biblen”, 1870-79, SMK.

På Givekanten har der været en stærk grundtvigiansk vækkelse, som de mange forsamlingshuse vidner om, det samme gælder den Indre Missionske vækkelse. Metodistkirken, baptistkirken og pinsekirken, som er trossamfund udenfor folkekirken, er kommet til siden.

Hvor man tidligere sås med dem, som man boede sammen med i landsbyen eller i nærområdet til gården eller huset, kom de religiøse vækkelser til at betyde, at man orienterede sig mod andre og nye fællesskaber med åndsfæller. Tidens nye infrastruktur gjorde det også stadigt lettere at møde sine nye åndsfæller, som man kunne diskutere mere inderligt med.

Fra Indre Mission kendes ’mellemtingene’, som var de syndige ting, der var på kanten af det sociale system, og som man risikerede at bringe sig på den anden side af, hvis man gik ud i det. Eksempelvis kortspil, hvor man kunne risikere spille sig fra hus og hjem og udi en fortabthed; druk, som gjorde, at man ikke kunne holde de sociale normer; det samme gælder dansen, som kunne være berusende og føre for vidt og ud i hor og utroskab, som var helt på den anden side af de sociale normer og meget syndigt. Ægteskabet derimod blev set som et kirkeligt ritual derfor som sådan helligt.

Det tvetydige kunne også gælde det, som på den ene side nok var en del af kroppen, men, som på den anden side, og når det klippes af, ikke længere er det. Det gælder eksempelvis hår og negle, der som både og fænomener er tabuiseret, og som man derfor forholder sig til og enten synliggør og gør smukt eller som med håret netop tildækker med et tørklæde, som man har gjort det langt op i tid også i Danmark.

Blod, sved og tårer er ligeledes noget særligt og som sådan tabuiseret – og en (rigtig) mand græder ikke, og kvindetårer er svære; blod og sved fra et andet menneske er stygt. I den lettere afdeling af tabuer er der skidenhed, såsom eksempelvis skidt og jord, der ses som forkert indendørs, mens det selvsamme skidt eller jord kan være rigtigt udendørs, hvor det hører til.

Længere fremme i tid blev det ungdomsrøret i 1970erne, som gav anledning til normbrud og konflikt mellem de veletablerede sociale normer og de nye måder at se og anskue verden på, som de unge, der er på vejen mellem barndom og voksendom, repræsenterede. Ind kom nye kønsroller, nye tanker, nye meninger, nye måder at klæde sig på og leve og bo på. Ungdomsoprøret var en global be-

vægelse men også et lokalt fænomen på Give-kanten.

Livet på kanten rummer mennesker, som bor og arbejder i området, men også mange mennesker, som nok bor der og er en del af lokalområdet, men som samtidig pendler ud af området for at arbejde og

indgå i andre fællesskaber. Livet på kanten handler derfor også om ændringer i livsforståelser og hverdagsliv over tid.

På kanten handler om livet ved højderyggen ved Hærvejen, et område, som gav begrænsninger men også liv og muligheder.

Litteratur, læs mere:

Bækgaard, Jesper og Line Lee Horster: Fattigdom og nøjsomhed. GEM Årsskriftet 2009

Eg, Peter: Give Egnen, Give 1984

Eg, Peter: Heden der blev til skov og ager. Give og Omegns Landboforeninger i 125 år. Give 1988

Frandsen, Steen Bo: Opdagelsen af Jylland. Den regionale dimension i Danmark 1814-64. Århus Universitetsforlag 1996.

Frandsen, Steen Bo: En dag vil København få øje på Jylland. Æra, nr. 2. 2021

Hansen, Harriet: Give Plantage 1992-2017, Give 2017.

Henningsen, Peter: Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900, Grindsted 1995.

Jørgensen, Carl: Tyregod Sogns Bebyggelse gennem tiderne til 1864, Seirup-Tyregod 1930

Rasmus Karkov, Berlingske 5.2.21

Krusborg, Johannes: Thyregod sogn, Jelling 1980

Lindhardt, Charlotte, Elsemarie Dam-Jensen, Jacob Kieffer-Olsen og Helle Henningsen (red)

Drivvejen – ad studedrivermes spor i det vestlige Jylland. Ringkøbing Amt 2006

Madsen, Hans Helge: Skæv og national. Dansk Byplanlægning 1830-1938. Århus 2009

Mortensen, Rasmus: Give Sogn, Give 1941

Olwig, Kenneth: Hedens Natur, Teknisk forlag 1987.

Skovmand, Roar, Danmarks historie 1830-1870, Politikens Forlag bd. 11, 1964.

Thomsen, Hanne: Stavnsbånds jubilæet 1788, Giveegnen på Landboreformernes tid, GEM, Årsskriftet 1988.

Thomsen, Hanne: Kartoflen Hedens guld? GEM, Årsskriftet 1987

Gives vej fra udkant til centrum

AF ASKE HENNELUND NIELSEN, MUSEUMSINSPEKTØR PÅ GEM

I den sjette og nyeste udgave af flerbindsværket Trap Danmark gives følgende beskrivelse af Give: ”Indtil åbningen af jernbanen Vejle-Give i 1894 var Give en lille landsby med få gårde og huse, en kro samt en kirke fra middelalderen.”

Opslaget fortsætter med at fremhæve, at Give oplevede stor vækst efter 1894, blandt andet i forbindelse med anlæggelsen af Give Sygehus, også i 1894, andelsmejeri og skole m.m. Institutioner, der alle kom til i løbet af de næste år og årtier. Årsagen til denne markante vækst skal ifølge dette opslag netop findes i jernbanen, der var startskuddet til den store opblomstring, som Give oplevede. Fortællingen om Give som et lille landsbysamfund, der med jernbanens ankomst i slutningen af 1800-tallet oplevede en pludselig og stor udvikling til et centralt bysamfund og senere kommunesæde for Give Kommune, kan genfindes flere

I 1894 blev Vejle-Give jernbanestrækningen indviet som en privatbane, der forbandt Vejle og Give med stationer i Farre og Gadbjerg. Her ses toget køre fra Give Station mod Vejle omkring 1894. I baggrunden ses Give by og i højre side Give kirke.

steder og er også blevet fortalt på Give-Egnens Museum. Men er den helt retvisende? Med denne artikel vil jeg sætte spørgsmålstegn ved denne jernbane-fortælling og vove den påstand, at der også før 1894 og Give-banens ankomst var tegn på, at Give var på vej til at udvikle sig til en decideret by og ikke ”blot” var en samling gårde et sted ude i den store og relativt affolkede Vejle Vestegn. Jeg vil belyse denne påstand gennem nogle forskellige kilder. Som led i de nye forskningstiltag, der er i gang på Give-Egnens Museum, har jeg indsamlet og gennemgået et omfattende statistisk materiale fra Danmarks Statistik og dens forgængere, der har indsamlet befolkningstal og demografi i Danmark siden 1833. Derudover har jeg gennemgået alle udgaver af Trap Danmark og undersøgt deres beskrivelser af Give samt de andre byer og sogne i Give og omegn. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i de sogne, der udgjorde Give Kommune i perioden fra 1970 frem til kommunalreformen i 2007, der som bekendt er Give, Gadbjerg, Hvejsel, Lindeballe, Ringive, Øster Nykirke, Thyregod, Vester og Givskud.

Selvom det her indsamlede statistiske kildemateriale er af høj kvalitet, er det dog også forbundet med visse begrænsninger. De demografiske data er lavet i en tid, før myndighederne havde centrale re-

gistreringsværktøjer som f.eks. CPR-registret, og derfor er folketællingerne også belagt med en vis usikkerhed. Rent praktisk blev der i forbindelse med folketællingerne simpelthen udpeget myndige personer, folketællere, der gik fra hus til hus, fra gård til gård, og spurgte beboerne om de mest relevante oplysninger om dem selv. Folketællerne nedskrev disse oplysninger i folketællingsskemaer, som de efterfølgende afleverede til statens embedsmænd ved Danmarks Statistik, der satte det i system. Folketællerne virker til at have udført opgaven med stor ildhu og grundighed, men selvfølgelig kan der opstå fejl og misforståelser i den mundtlige overlevering og den efterfølgende gennemarbejdning af tallene. I folketællingerne er der da også flere steder, hvor folketællerne eller embedsmændene fra Danmarks Statistik har noteret fejl og streget ting ud og sat nye informationer ind, simpelthen fordi der har været uoverensstemmelse i de folketællingsskemaer, som folketællerne har indleveret. En helt anden problemstilling er at genfinde de relevante informationer så mange årtier og århundreder efter, at de er blevet indsamlet. Denne problemstilling gør sig f.eks. gældende i forbindelse med at finde befolkningstal i byerne på Give-egnen. Formelt anvendes der af Danmarks Statistisk den definition på en by, at den skal have mindst 200 ind-

byggere, og at der skal være en afstand på højst 200 meter mellem bebyggelser. Dette betyder, at man lokalt kan have omtalt et område som en by, men at området ikke er blevet registreret som sådan fra myndighedernes side. Derfor er der også flere af byerne på Give-egnen, der ikke figurerer i denne artikel, simpelthen fordi det har været svært at finde frem til konkrete og pålidelige tal for dem.

I nedenstående tabel har jeg udvalgt 6 årstal, der viser den store udvikling, der er sket, ikke kun for Give by men for hele området. Tallene her er derfor for sognene i Give Kommune i årstallene 1787,

1850, 1880, 1901, 1921 og 1950 med det samlede befolkningstal angivet i bunden af tabellen.

Se man på befolkningstallet for sognene, fremgår det tydeligt, at der i perioden fra 1787 til 1950 har været en meget kraftig udvikling på Give-egnen. Ved den første større danske folketælling i 1787, foretaget af Rentekammeret, blev der talt i alt 2.503 indbyggere i de 9 sogne, hvoraf de 456 boede i Give Sogn. Over de næste år går udviklingen dog stærkt. Frem til 1850 er befolkningen vokset til 5.656, altså mere end en fordobling på en periode på

Befolkningsudviklingen i Give Kommunes 9 sogne. Bemærk at Vester Sogn i 1787 indgik som en del af Thyregod Sogn og derfor er angivet som 0 indbyggere her.

ca. 63 år. Hopper vi endnu 70 år frem i tiden op til 1921, er udviklingen endnu mere markant, og befolkningen er nu vokset til 13.042 mennesker, altså igen en fordobling fra 1850 og en femdobling fra 1787 til 1921! Dette vidner om, at der er sket en markant befolkningstilvækst på Give-egnen, og denne udvikling er faktisk endnu mere markant, hvis man kigger på byudviklingen.

Før 1880 var der ingen byer på Give-egnen, der levede op til Danmarks Statistiks krav om et indbyggertal på mindst 200 mennesker og en afstand mellem bygninger på under 200 meter. I 1880 var der – ifølge Danmarks Statistik – kun én ”by” på Give-egnen, nemlig Give, med 289 indbyggere, der udgjorde ca. 3% af hele Give-egnens befolkning. I 1901 er Give stadig den eneste by, men Give oplevede

også en befolkningstilvækst til 530 beboere og havde dermed næsten fordoblet sit indbyggertal. Give by udgjorde derfor også 5% af hele befolkningen på Give-egnen i 1901. Herefter går det stærkt. I 1921 er der nu tale om tre byer, Give, Vonge og Thyregod, hvis indbyggertal på 2.058 tilsammen udgør 15% af den samlede befolkning i Give-området! I løbet af 40 år gik Give-egnen altså fra, at kun 3% af befolkningen boede i byer, til at mere end hver tiende er byboer. Endnu stærkere går det i de efterfølgende 30 år, for i 1950 er Farre og Gadbjerg også kommet på listen, og det samlede indbyggertal for byerne er vokset til 3.513 mennesker, og dermed bor 24% af hele Give-egnens befolkning i en by. I en tid med kraftigt voksende befolkningstilvækst i landområderne, voksede bybefolkningen på Give-egnen altså endnu hurtigere.

Beskæftigelsestal for sognene på Give-egnen. Bemærk at ikke alle kategorier optræder ved begge årstal.

Netop her ville man så forvente, at den voldsomme befolkningsudvikling var et resultat af jernbanens indførelse. Ser man imidlertid specifikt på årene 1880 og 1901, er udviklingen mere beskeden. Jernbanen blev som nævnt indviet i Give i 1894 og havde også stationer i Farre og Gadbjerg, og senere, i 1914, blev der også lavet en station i Thyregod. Jernbanen synes dog ikke at have haft nogen umiddelbar indflydelse på befolkningsudviklingen. Faktisk falder befolkningen med et meget beskedent antal på 16 mennesker fra 1880 til 1901, og selvom Give bys befolkning vokser, virker jern-

banen ikke til at have medført nogen stor befolkningsudvikling for Farre og Gadbjerg, der først opnår et indbyggertal på mere end 200 mennesker mange år efter, at skinnerne var lagt gennem byerne. Kort sagt, jernbanen bærer derfor ikke alene ansvaret for den store befolkningstilvækst, der fandt sted på Give-egnen; befolkningen var allerede i stærk vækst, før jernbanen kom til Give.

Vender vi blikket et andet sted hen, kan det også være relevant at se på befolkningsudviklingen i Give ud fra et andet parameter, nemlig befolkningens beskæf-

tigelse. Frem til i hvert fald 1860erne var størstedelen af befolkningen i Give primært beskæftiget indenfor landbruget. I den første udgave af Trap Danmark fra 1860 gengives det, at i Give og Øster Nykirke Sogn, som Give på det tidspunkt var et anneks til, var de fleste beskæftiget med: ”… det almindelige Landboerhverv. Teglbrænding og Tilvirkning af Klyne-tørv til Salg er af mindre Betydning”. Desuden var der enkelte familier i Give, der også bedrev uldbinding. Med andre ord var de fleste mennesker på Give-egnen beskæftiget med landbruget, og kun en lille del af befolkningen var involveret i mere specialiseret arbejde som f.eks. administration, transport af gods eller industri. Hen mod slutningen af 1800-tallet ændrer dette billede sig dog også markant i takt med befolkningstilvæksten.

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte Give-egnen at opleve en stor omvæltning. Nye arbejdspladser som Give Sygehus signalerede, at der var behov for mere specialiseret arbejdskraft, der kunne yde lægehjælp til den hastigt voksende befolkning, og som også åbnede muligheder for, at f.eks. kvinder kunne indtage nye stillinger. Sygeplejerskerne her sidder foran det gamle Give Sygehus, der blev grundlagt i 1894. Billedet er taget omkring 1913 til 1915.

I 1890 var landbruget stadig den primære beskæftigelse for de fleste beboere i Give-området; dog var der sket en udvikling siden 1860erne. Flere nye typer af beskæftigelse var kommet til, og særligt håndværk og industri var begyndt at vokse frem som et felt, der beskæftigede flere og flere. Dette vidner også om, at der er sket en ændring på Give-egnen. Fra at være et relativt affolket landbrugssamfund, der var fordelt på små landsbyer, overgik området nu til at have en mere specialiseret arbejdskraft, der var samlet i større byer. Dette ses tydeligst i andelen af befolkningen, der havde beskæftigelse inden for landbruget. Selvom flere arbejdede inden for landbruget i 1960 end i 1890, så faldt den procentmæssige andel af beskæftigede inden for landbruget også. I 1890 var 77% af alle arbejdere på Give-egnen primært beskæftiget med landbruget, hvilket faldt til 55% i 1960. I samme periode voksede erhvervsgrupper som håndværk og industri, handel og omsætning og transportvirksomhed frem som nye hovedfag.

En interessant erhvervsgruppe er her ”immateriel virksomhed”. Immateriel virksomhed dækker over en række forskellige typer arbejde som f.eks. administration og kontorarbejde, men også skolelærere, læger, sygeplejersker, politi, præster m.fl. At denne gruppe vokser

frem, vidner også om, at især Give fik en større rolle som center for et opland, der havde visse behov og krav, der krævede specialiseret træning, uddannelse og viden inden for felter som medicin, administration eller jura. I 1890 var 33 ud af de i alt 255 arbejdere inden for immateriel virksomhed beskæftiget i Give Sogn, godt og vel 13%. I 1960 var dette tal steget til 263 i Give Sogn ud af i alt 623, og dermed stod Give Sogn for 42% af alle, der arbejdede inden for immateriel virksomhed.

Da de første tog kørte ind på Give Station i 1894, var det et tegn på, at Give og omegn var del af en række store fremskridt, som kendetegnede Danmark og Europa på det tidspunkt. Ved en festmiddag afholdt i Vejle den 8. september 1894 i forbindelse med åbningen af Vejle-Give banen afsendte den Kongelige Kommissarius for de danske statsbaner Mathias

Hans Rosenørn et telegram til kong Christian 9., hvori han på forsamlingens vegne udtrykte sin store glæde for den støtte, som kongen og hans regering havde givet i forbindelse med anlæggelsen af den nye bane. Vejle-Give banen var ”… et Led, som antyder videre Fremskridt”, og som skulle virke for hele Midtjyllands udvikling. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at jernbanen har haft en afgørende betydning for Give-egnen på en række punkter

og har været medvirkende til den store udvikling, der er sket i løbet af de sidste 200 år. Jernbanen kan dog ikke stå alene som forklaring på Give-egnens store udvikling, men må ses i sammenhæng med en række andre faktorer. I løbet af 1800-tallet begyndte en række forskellige tendenser at få stor betydning for udviklingen på Give-egnen, og især i anden halvdel af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet begyndte det at gå stærkt. Befolkningen voksede kraftigt, og en række bysamfund begyndte at vinde frem. En stadigt større andel af befolkningen boede i byerne, og nye mønstre for arbejdet

tog også form. Landbruget var stadig en stor og vigtig del af lokalsamfundet, men begyndte at vige for andre beskæftigelser, der viste, at industrialisering og centralisering af viden og administration var kommet til Give-egnen, især til Give by.

Jernbanen kan derfor ses som en del af et større billede, hvor Give-egnen oplevede mange store forandringer. Området gik fra et relativt befolkningsfattigt landbrugsområde til et i stigende grad urbant, industrialiseret og specialiseret bysamfund, der via jernbanen havde forbindelser til Danmark og til hele verden.

Litteratur:

Danmarks Statistik. Statistik Banken. (https://statistikbanken.dk)

Matthiessen, Christian Wichmann. Danske byers folketal. København. Danmarks Statistik. 1985. Rigsarkivet. Folketællinger for landdistrikterne 1787. (www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/select/7/16431718).

Rigsarkivet. Folketællinger for landdistrikterne 1850. (www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/select/7/16972996).

Rigsarkivet. Folketællinger for landdistrikterne 1880. (www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/select/7/16877355).

Rigsarkivet. Folketællinger for landdistrikterne 1901. (www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/select/7/16487187).

Rigsarkivet. Folketællinger for sognelisterne 1921. (www.sa.dk/ao-soegesider/da/rif/select/7/16955693).

Trap, J.P. Statistisk topografisk Beskrivelse af Danmark. 1. Udgave. Andet bind: 2. København. 1858.

Trap, J.P., V. Falbe Hansen, H. Westergaard og H. Weitemeyer. Kongeriget Danmark. 3. Udgave. Bind 5. København. G.E.C. Gad. 1898.

Trap, J.P. Trap Danmark. 5. Udgave. Bind 21. København. Gad. 1964.

TrapDanmark. 6. Udgave. Bind 15. København. Gads Forlag. 2020.

Vejle Amts Folkeblad. Fra en festmiddag. 11. september 1894. Side 2.

Med

I løbet af efteråret, udgav Give-Egnens museum en række korte tema-opslag på de sociale medier omhandlende nogle af anskuelsesbillederne i vores samling, hvor vi dykkede lidt ned i historien bagom ”hvad anskuelsesbilleder egentlig er”. Ud over en generel interesse, ledte det også til en forespørgsel fra Hedegård friskole, der havde nogle 7. og 8. klasses elever, der ønskede et forløb om anskuelsesbilledernes historie. Denne artikel tager afsæt i det afholdte forløb og uddyber de korte tema-opslag der udkom i efteråret 2021.

Forløbet foregik inde i museets skolestue, hvor eleverne tog plads ved de gamle skolepulte. Forløbet var et introforløb til videre undervisning om anskuelsesbilleder, som de skulle have med deres egen lærer efterfølgende. Jeg startede forløbet

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET Anskuelsestavle ”I skoven” af H. A. Brendekilde 1904.

sanser og fornuft – et formidlingsforløb om anskuelsesbilleder

AF RUNE THØGERSEN CLARK, MUSEUMSINSPEKTØR PÅ GEM

med en antagelse om, at de ikke kendte meget til anskuelsesprincippet, og jeg startede derfor ud med en lille øvelse for at ”vænne” dem til at bruge deres sanser. Jeg havde udvalgt en række genstande fra museets formidlingsmagasin, og eleverne fik hvide bomuldshandsker på – den samme slags, som vi bruger på museet, når vi arbejder med genstande fra vores samling. Eleverne fik derefter lov at vælge en genstand, som de hver især kunne undersøge. Øvelsen havde til formål at få eleverne til at undre sig, til at undersøge, til at bruge deres sanser og efterfølgende tale om genstandene, som de havde undersøgt. Der kom mange gode overvejelser og refleksioner, da de fleste af tingene ikke var nogle eleverne, var bekendte med, og der blev flittigt diskuteret, hvad tingene eventuelt kunne være blevet brugt til. Øvelsen var en smagsprøve på principperne bag anskuelsestavlerne. Elevernes erfaringer blev udfordret og igennem den efterfølgende snak om genstandene, gav jeg kontekst til nogle af deres spørgsmål om genstandene, som de havde undret sig over.

Skolestuen på Give-Egnens Museum er et omdrejningspunkt for mange skolebesøg i løbet af året, hvor eleverne oplever en skole fra en anden tid, en skole med stram disciplin og fokus på udenadslære. Der er kæft, trit og retning, og følger de

ikke med, så truer spanskrøret ved lærerens bord. I skolestuen bliver eleverne taget med på en tidsrejse, der giver dem en barsk kontrast til den hverdag de er vant til, men den giver også eleverne mulighed for at reflektere over deres egen skolegang kontra en skolegang, som deres bedsteforældre og oldeforældre kunne have oplevet. Den gamle ”sorte” skole, giver dermed grundlag for nogle gode refleksioner og overvejelser. Men i skolestuen oplever eleverne ikke kun trusler om fysisk vold og forældede opdragelsesprincipper. Oplevelserne indeholder også en rig historie om undervisningsformer og emner, som lærere og elever har været optaget af igennem historien.

Rundt omkring i den gamle skolestue hænger der mange billeder af historiske scener, billeder af konger og indflydelsesrige danskere, som elever før i tiden skulle kende, men også billeder med scener af datidens bondeliv, og billeder af dansk og udenlandsk flora og fauna. De kulørte illustrationer er det, der kaldes anskuelsesbilleder, og billederne prydede væggene på de danske skoler, særligt i første halvdel af det 20. århundrede.

ANSKUELIGHEDSPRINCIPPET

”Erkendelsens begyndelse må til enhver tid tage sit udgangspunkt i sanserne. Hvis

vi derfor vil bibringe eleverne et sandt og tilforladeligt kendskab til tingene, så må vi frem for alt undervise på grundlag af autopsi (egen-sansning) og sanselig demonstration.” Citat af Comenius, oversat ved Christian Glenstrup.

Før vi vender os imod anskuelsestavlernes indtog i de danske klasseværelser, skal vi kigge på teorien bag anskuelsesbillederne og de didaktiske principper der

ligger til grund for dem. Anskuelsesbilledernes historie kan føres mange hundrede år tilbage. Vi må starte ved Johan Amos Comenius (1592-1670), en tjekkisk lærer og forfatter, der i dag anses som den moderne pædagogiks fader. Hans didaktiske metoder går ud på, at eleverne skulle bruge 2 evner; den første evne er deres sanser, som de skal bruge til at erfare verden. Den anden evne er fornuften, hvor eleverne guides af læreren til at systemati-

Bollesprøjten og den gamle blæselampe vakte undren blandt de unge.

sere og finde fornuft i deres sanseindtryk. Teorien bygger på en forventning om, at mennesket har nogle fælles sanser, der gør, at vi oplever verden på samme måde, dvs. mennesket ser, hører og mærker på samme måde.

For at forstå verden, måtte eleverne bruge deres sanser til at opleve den, de skulle ”anskue” den, for at tilegne sig læring. Men Comenius var også klar over, at sanserne ikke kunne stå alene, og lærerens rolle var vigtig i hans teori. Sat på spidsen, ville Comenius kalde den terpende udenadslære for en undervisningsform, der kun benyttede ”fornuften”, en undervisning der ikke gav eleven mulighed for at forbinde det, som de lærte med den praktiske verden udenfor klasselokalet.

På den anden side, kunne sanserne ikke stå alene, ufiltrerede sanseindtryk ville lede til en kaotisk og uforstående oplevelse af verden. Læreren rolle var altså at skabe orden og systematisere sanse-

indtrykkene, læreren hjalp med at kontekstualisere og skabe fornuft ud af det, eleverne så og oplevede.

Comenius udgav et stort praktisk hovedværk ”Orbis Sensualium Pictus” – ”Verden anskuet i billeder”, hvor han eksemplificerede sine teorier. Det var en bog med 150 små anskuelsestavler, hvor hver tavle viste et billede fra naturen, sociale lag eller kristendommen. Efterfulgt af billederne var der billedforklaringer, som læreren kunne bruge i sin undervisning til at hjælpe eleverne med at forstå, hvad de så på.

Erfaringslæren og anskuelsesbillederne blev ligeså langsomt udbredt i Europa i løbet af 1700-tallet, teorien blev gennemgået af flere af oplysningstidens filosoffer og deres interesse for børns dannelse. Anskuelsesbillederne gik fra at være små billeder i læringsbøger til at blive de store tavler, der siden kom til at hænge i klas-

Kobberstikket portrætterer Comenius i færd med at skrive, hans blik er rettet udad, men med sin hånd henviser han til den åbne dør, hvor en forsamling lytter foran en prædikestol. På væggen hænger anskuelsesbilleder, de viser scener af natur, videnskab, religion, kunst og ikke mindst forskellige facetter af livet – alt det undervisningen skal rumme. Forsiden af Comenius ”Didactica Opera Omnia” 1657, designet af Crispijn de Passe.

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

seværelserne! Det var en langsommelig proces, datidens skolebegreb og årsag til skolegang var ikke nødvendigvis lig med det, som vi kender i dag, men ændringer skete der!

EN SKOLE REFORMERES

I 1739 blev; ”Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark, og hvad Degnene og Skoleholderne derfor maa nyde” udstedt af Christian 6., og det var den spæde påbegyndelse af det danske skolevæsen. Forordningen gjorde det obligatorisk for alle børn, at gå i skole. Men formålet var hovedsageligt at forberede børnene til deres konfirmation, derfor gjaldt det i undervisningen om at lære børnene ”Martin Luthers Lille Katekismus” udenad. Dernæst kunne læreren forsøge at lære børnene at læse, men dette var ikke et krav. Denne skolelov blev der gjort op med i 1814, hvor der kom en ny skolelov, ”Almueskoleloven”. I forhold til loven fra 1739, blev der sat strammere krav til undervisningen. Kristendommen var stadig det centrale i undervisningen, men nu skulle børnene også kunne skrive og regne.

Almueskoleloven var opdelt i 3 forskellige skolelove, en for København, en for købstæderne og en for landet. De 3 skolelove var primært forskellige med hen-

syn til det antal timer børnene skulle gå i skole, fx skulle børnene på landet kun gå i skole hver anden dag, og deres ferier var sat efter landbrugets travle perioder. Men det var også med almueskoleloven, at anskuelsesprincipperne langsomt begyndte at blive udbredt i Danmark. Under paragraf 11 i almueskoleloven, henvises der til, hvordan læreren skal fremme børnenes nysgerrighed og brugen af deres sanser;

”… Denne Hensigt vil bedst kunne opnaaes, deels ved fattelige Anmærkninger over det, som læses, deels ved Samtaler om enkelte Ting i Naturen, som falde i Sandserne; deels endelig ved lærerige Fortællinger, som give Anledning til at vække Indbildningskraften og øve Hukommelsen”

I løbet af de følgende år, kom der en voksende interesse for historie og naturvidenskab, og her blev anskuelsesprincipperne brugt. Særligt med den industrielle udvikling fra midten af 1800-tallet kom der et ønske fra borgerskabet om, at skolen skulle forbedres. Det var ikke nok, at børn skulle kunne læse, skrive og regne, de skulle også kunne

forstå verden omkring dem og lære om videnskab og natur. Her blev anskuelsestavlen et praktisk værktøj. Reformpædagoger inspireret af undervisningsteorier fra udlandet begyndte at udfolde deres ideer på landsdækkende møder og i artikler, herunder om anskuelsesbillederne, deres anvendelse og hvorfor denne undervisningsmetode var særlig effektiv i at styrke barnets naturlige udvikling. I det følgende citat fra Kirstine Frederiksens lærebog, ”Anskuelsesundervisning, Haandbog for Lærere”, fra 1889, fortælles om, hvordan lærerne kunne bruge anskuelsesundervisningen;

Med anskuelsesbillederne, kunne børnene se og tale om dyr fra fremmede lande. ”Tiger” af O. A. Hermansen 1892.

Et eksempel på Comenius’ brug af billeder ses her fra Orbis Sensualium Pictus, hvor eleverne skulle lære alfabetet baseret på dyrenes lyde.

”For at en iagttagelse skal komme i Stand, maa Sansningen indgaa et Forbund med Tænkningen. Kan Læreren paa en heldig Maade indlede og knytte dette Forbund, er det forberedende Skolearbejde godt gjort. Men for at kunne iværksætte dette maa han være vel hjemme i det Grænseland, der ligger mellem den bevidste Reflexion og den umiddelbare Sansefornemmelse.” Citatet står i forbindelse med en passage om, hvordan læreren skal bevare elevernes opmærksomhed, der kan være flyvsk og umiddelbar. Citatet er interessant i et historisk perspektiv med dets klare relation til den måde Johan Amos Comenius tænkte om fornuft og sanser. Reformpædagogernes arbejde bar frugt i slutningen af 1800-tallet, og kulminerede med en ny skolelov. I 1899, blev den nye ”folkeskolelov” vedtaget, her blev forskellen mellem land og by udvisket omend ikke helt fjernet – og det selvom et af lovens formål var at gøre op med det tidligere standssamfund.

Den 6. april 1900 kom der yderligere ændringer til skoleloven i Danmark med ”Det Sthyrske cirkulære”. Skolereformer og nytænkning af undervisningen blandt lærer og pædagoger havde der været meget af i løbet af det forrige århundrede, men der var stadig fokus på udenadslæren på mange af landets skoler. Cirkulæ-

rets var med til at ensrette folkeskolerne, det gjaldt både vejledninger og rammer for, hvordan der skulle undervises i de forskellige fag og begrundelserne for, at eleverne skulle undervises i dem.

”Det Sthyrske cirkulære” er centralt i den danske historie om anskuelsesbillederne, da det er her det danske kulturministerium blåstemplede billederne og undervisningsprincipperne bag dem. Billederne og principperne var en nydannelse og i modstrid med tidens hidtidige almindelige udenadslære og terpende skoleform. Anskuelsesbillederne og deres principper blev et værktøj der kunne bruges i alle fag, men det blev også del af den generelle dannelse og udvikling af børnenes sanser med ”anskuelsesundervisningen” som et separat fag til de yngste elever.

DE DANSKE ANSKUELSESBILLEDER

Før folkeskoleloven blev vedtaget i 1900, havde lærerne importeret anskuelsesbilleder fra udlandet. Men med det større fokus på anskuelsesundervisningen, kom der ønsker om mere nationale illustrationer, der kunne bruges til at fortælle om Danmarks historie og det danske land. I starten af 1900-tallet trådte flere forlag til med samlinger af anskuelsestavler illustreret af anerkendte akademi uddannede kunstnere, de forestillede mennesker

i danske klædedragter og omhandlede hverdagsscener, som børnene ville kunne genkende.

Steffensens ”Tørvemose” og Brendekildes ”I skoven” er gode eksempler på denne tendens. Værkernes brugbarhed som pædagogiske redskaber er tydelige ved måden kunstnerne fremhævede de for-

skellige elementer. Særligt farverne på de enkelte elementer blev fremhævet så det var nemt at se, hvad tingene forestillede. Fx værktøjet og hvordan det blev brugt, var fremhævet, så læreren kunne tale om dets funktioner, landskabet fremvises med flora og fauna fra den danske natur, som børnene ville kunne genkende og spørge ind til.

”Tørvemose” af Poul Steffensen, 1903

Hele fremtoningen af tavlerne giver dog også et indtryk af en romantiseret landidyl med stendysser og landskaber, der var som næsten taget ud af et guldaldermaleri. De arbejdsomme mennesker kunne ses i gang med hårdt og beskidt arbejde, men de var klædt i rene klæder uden huller eller slid. Eleverne skulle kunne genkende de forskellige elementer på tavlerne, men målet var ikke at fremstille et fotorealistisk billede af livet på landet, eller et geografisk specifikt sted i landet.

AFSLUTNING

Imod afslutningen af forløbet på museet, fandt jeg forskellige anskuelsestavler frem fra vores formidlingssamling. Vi brugte nu tid på at ”anskue” billederne, herefter talte vi om, hvad de havde kigget på, og hvordan billederne kunne være

blevet brugt i forskellige fag. Hvordan billederne af fx et tværsnit af en kirsebærplante og -frø kunne bruges i biologi, med henblik på at fortælle om plantens udvikling på en måde, der ville være svær og abstrakt at forstå uden illustrationen.

I 1937 blev faget ”Anskuelsesundervisning” fjernet fra skoleskemaet, men brugen af anskuelsestavler fortsatte, selvom fagets karakter ændrede sig. Et eksempel på et anskuelsesbillede, som mange nok husker fra deres skolegang, er de store kort over Danmark eller verden, der hang foran tavlen i klasseværelserne. Men den nok tydeligste fortsættelse, ser vi ved anvendelsen af bøger med illustrationer i undervisningen. De bruges stadig flittigt i skoleundervisningen, hvor de på god Comenius manér giver sanserne noget, der kan afbalancere fornuft og forestilling.

Kilder:

Comenius, Johan Amos: ”Didactica Opera Omnia” 1657, digitaliseret af CAMENA projektet, Heidelberg-Mannheim

Frederiksen, Kirstine: ”Anskuelsesundervisning, Haandbog for Lærere” 1889. Genstrup, Christian: ”På jagt i en billedskat” 1991

Qvortrup, Lars: ”Anskuelsestavler: Historisk, didaktisk og æstetisk” 2009

https://archive.org/details/johamoscommeniio00come

https://www.cabinet.ox.ac.uk/opera-didactica-omnia-1657

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/skole-og-undervisning-1814-2014/

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/forordning-om-skolerne-paa-landet-i-danmark-1739/

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/bilag-til-skoleloven-1814/

https://denstoredanske.lex.dk/Johann_Amos_Comenius

https://skolehistorie.au.dk/temaer/anskuelsesundervisning/anskuelsesbilleder

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Museets samling og det lokalhistoriske arkiv er fyldt med spændende, finurlige og skønne genstande og historier, og kun en lille del af disse er tilgængelige i museets udstillinger. Derfor har vi introduceret det, vi kalder for en fredagsgenstand på Facebook og Instagram, hvor vi hver fredag viser en genstand frem og fortæller lidt om historien bag. Hvert opslag består af et eller flere billeder og en kort tekst, og det er forskelligt fra uge til uge, hvilken museumsperson, der udvælger genstanden og historien der fortælles.

Den første fredagsgenstand var en hjemmelavet krystalradio fra 1950’erne. Opslaget blev lagt op på de sociale medier den 16. juni 2021, og det fik 50 likes og blev delt 6 gange. Radioen var udvalgt af to kollegaer, som var i færd med at gennemgå en del af museets store samling i nærmagasinet. De var selv meget begejstrede over genstanden og tænkte, at det måske også ville interessere andre at se den. Og det gjorde det bestemt! Fra da af, har #fredagsgenstanden været et fast ugentligt indslag på både Facebook og Instagram.

GIVE-EGNENS MUSEUM ÅRSSKRIFT 2021

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Det første opslag på Instagram om vores #fredagsgenstand.

To gange har der imidlertid været et ønske på museet om at tage fat på et emne, hvorigennem flere genstande og flere fortællinger kan foldes ud. Det er blevet til to små serier, som forløb over flere fredage. Én serie om anskuelsestavler i skoleundervisningen og én om madhistorie. I forbindelse med temaet om anskuelsestavler, fik museet en henvendelse om et skoleforløb, hvilket resulterede i det forløb som Rune Clark har skrevet om i sin artikel ’Med sanser og fornuft – Et forløb om anskuelsesbilleder’.

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

GIVE-EGNENS MUSEUM ÅRSSKRIFT 2021

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Disse opslag har vist sig at være en fantastisk måde for museet at invitere interesserede med ind bag kulisserne og vise vores samling frem. Det har også betydet at museet nu har fået faste læsere på de sociale medier, som følger med i de ugentlige opslag, og det har givet anledning til mange sjove og spændende kommentarer fra læserne, som for eksempel dengang fredagsgenstanden var to byskilte fra Riis, hvorpå bynavnet blev stavet med henholdsvis et eller to i’er.

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Ringgiveslægtens oprindelse fra Vandmøllegården i Ringgive sogn

AF ANDERS SKÆRHOVED ANDERSEN, VANDMØLLEGAARDEN

Ringive slægten stammer fra Give egnen og den første person registreret i slægten, er Anders Skærhoved Andersen. Han er født den 29. juni 1849 i Farre og søn af gårdejer Anders Andersen og Maren Klo-

ster Andersdatter af Skærhoved. Som det fremgår af folketællingen fra 1870, har Anders Skærhoved Andersen som 20årig tjent som karl på Give Kro (i dag Diagonalkroen). Det er her han har truffet

Samtlige personer Alder Gift/ugift Stilling i familien Titel

Jørgen Pedersen Askov 53 g Husfader Jordbruger - kromand

Maren Schou christensen 48 g Husmoder

Ane Kathrine Skou Jørgensen 16 u Datter

Terice Kirstine Skou Jørgensen 11 u Datter

Kristian Jacobsen Skou 74 e Slægtning Aftægtsmand

Maren Skærhoved Andersen 25 u Tjenstepige

Maren Sørensen 18 u Tjenestepige

Jens Peder Andersen 31 u Karl

Claus Pedersen 21 u Karl

Anders Skærhoved Andersen 20 u Karl

Optegnelse på folketallet den 1. februar 1870 i Give. Distrikt (By) Give. Sogn Nørvang. Herred Vejle.

Ane Cathrine Skou Jørgensen, som han senere gifter sig med. Hun er datter af kroejeren Jørgen Pedersen Askov.

LIDT HISTORIE OM DIAGONALKROEN, DER FRA BEGYNDELSEN HED GIVE KRO

Ifølge kroens bevilling af 1827, skal der allerede i 1771 være givet bevilling til en kro i Give. Denne bevilling kan dog ikke findes i Rentekammeret, hvilket måske skyldes, at den blev udstedt mens Rentekammeret var under omlægning under Struenses Styrelse.

Folketællingen har i 1834 Kristian Jacobsen Schou som gård- og kromand, og i 1840 fornys hans bevilling. I 1860 overtager datteren og hendes mand Jørgen Pedersen gården og kroen. På Folketællingslisten fra 1870 har Jørgen Pedersen efternavnet Askov.

TILBAGE TIL ANDERS SKÆRHOVED ANDERSEN

I 1877 køber Anders og Ane Cathrine Vandmøllegården i Farre af enkefrue F. Gjerding. Parret får 2 børn: Maren Schou

Vandmøllegården omkring 1877.

Den 22. februar 1827 udstedtes en bevilling for Selvejergaardmand

Jacob Mortensen Schou, der i “udpluk” lyder: ...

“som i den ham tilhørende Gaard i Give By under Vejle Amt maa holde et Værtshus og de Rejsende med fornøden Logementer samt Spise- og Drikkevarer til Nødtørftighed og for en billig Betaling sammesteds betjene, imod deraf at svare fire Rigsbank¬daler i Sølv i aarlig afgift, som i rette Tid erlægges, samt mod Vilkår.

I. At Værtshusholderen der på stedet vel må brygge Øl til Værtshusets Fornødenheder, men at der derimod blivet ham aldeles forment at brænde brændevin, saa-som han bliver pligtig at tage det, som han deraf behøver og falholder, i Købstæderne.

II. At ligesom dette Værtshus alene er beviljet for Rejsende, der saaledes også ¬bliver Værtshusholderen aldeles forbudt at holde Kro for Sognets Bønder eller andre af Almuen, som ikke er vejrende eller på deres Rejser passerer bemeldte Værtshus, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovlig Krohold.

III. Og at hvis det skulle indtræffe, at den Vej for Rejsende som hidtil er falden ¬forbi fornævnte Værtshus, i nærværende Ejers Tid bliver andetsteds hen forflyttet og omlagt, Værtshusholderen i saa fald straks bør nedlægges uden Paastand om Godtgørelse for Værtshusholderens Næringstab.

Iøvrigt holdes bemeldte Værtshus, saalænge samme vedbliver, i forsvarlig Stand vedlige, ligesom Værtshusholderen i alle Maader haver at rette sig efter de om Værtshushold på Lander nu allerede udgangne eller herefter udkommende Anordninger.”

Andersen, født i 1878 og Anders Ringive Andersen født i 1879. Det siges, at folk altid sagde om Anders Skærhoved, at det var ham fra Ringive, derfor døbte parret deres søn Anders Ringive Andersen.

Anders Skærhoved Andersen og hans hustru Ane Cathrine er et driftigt par, hvilket fremgår af folketællingslisten fra 1880, hvor det ses at parret hat et ret stort folkehold. Desværre får Anders Skærhoved Andersen og Ane Cathrine ikke mange år sammen. Hun dør den 11. sep-

tember i 1880. Kun tre år efter købet af Vandmøllegården.

Den 24. oktober 1884 gifter Anders Skærhoved Andersen sig med Maren Møbjerg Madsen født på Givskov den 25. november 1840. Anders Skærhoved og Maren Møberg får ingen børn sammen, og derfor opretter de et testamente for dem selv.

Maren Møberg dør den 22. februar 1902 61 år gammel. I 1913 den 11.11 sælger Anders Skærhoved Andersen Vandmøl-

Anders Skærhoved Andersen

Ane Cathrine Skou Jørgensen

Anders Skærhoved Andersen solgte Vandmøllegården i 1913 til Frederik Laursen.

Denne side: Folketællingslisten fra 1880, hvor det ses at parret hat et ret stort folkehold. Næste side: Testamentet.

Testamentet oversat:

”Underskrevne Møllerieeier Anders Skærhoved Andersen af Farre Mølle og hustru Maren Møbjerg Madsen, der i vort ægteskab ikke have Livsarvinger, medens jeg: A: S. Andersen har børn af tidligere Ægteskab, testemanterer herved, at når jeg Anders Skærhoved Andersen skulde afgaa døden førend min ovennævnte Hustru, da skal den trediedeel af min Arvedeel i Boet, som jeg ifølge Lovgivningen er berettiget til forlods at disponere over ene og alene tilhøre min ovennævnte Hustru Maren Møbjerg Madsen som hendes lovlige og uindskrænkede Eiendom i alle Maader.

Såfremt jeg Maren Møbjerg Madsen skulde afgaa ved Døden førend min ovennævnte Mand, da skal min Andeel i Eijendom i alle Maader.

Vort Bo overstiger ikke en værdi af 8.000 kr.

Til bekræftelse ved vore Underskrift i Overværelse af Notarius

p.t. Veile den 18 Novbr 1891

Anders Skærhoved Andersen Maren Møbjerg Madsen

At Mølleeier Anders Skærhoved Andersen og Hustru Maren Møbjerg Madsen hvis Identitet er godtgjort ved undertegnede Vidner, ved nærværelse

I dag paa Nørvang Tørrild Herreds Notoriekontoir i Vejlie Begge ??? og Begge ved deres fornufts fulde Brug, have underskrevet foranstående Testamente, efter at have erklæret at være fuldkommen bekjente med dets Indhold ??? de i enhver Henseende godkjente det attesterede herved Identitetsvidner under min Haand og Embedets Segl.

Som Vidner være til stede Fuldmægtig Fischer af Veile og Gaardeier Christen Madsen af Give. Nørvang Tørrild Herredsret Notorialcontoir, Vejle den 18 Novbr 1891.”

Det originale testamente.

I følge Give Sogns historie havde Vandmøllegården ovenstående værdi i 1807.

legården til Frederik Laursen. Han får i stedet en lejlighed i det der i dag hedder Ågade i Farre. I folketællingslisten fra 1915 kan man læse at Anders Skærhoved Andersen igen er blevet husejer. Han lever af sin formue, der på det tidspunkt er på 12.000 kr. Hans indkomst er 530 kr. Han er sat til at betale 7,80kr. i skat til Staten og i kommuneskat skal han betale 27,02 kr.

ANDERS RINGIVE ANDERSEN KØBER

NYGAARD I FARRE

Anders Ringive Andersen køber den 30.7.1910 gården Nygaard beliggende Tykhøjetvej 33 i Farre, Give sogn. I

1924 bygger sønnen fra første ægteskab, Anders Ringive et nyt stuehus på gården Nygaard i Farre. Den 29. oktober 1915 bliver Anders Ringive Andersen gift med Ane Marie Christiansen. De blev viet i Give kirke.

Den 8. juni 1920 får Anders Ringive Andersen bevilliget at slette efternavnet Andersen således at familien fremover kun hedder Ringive til efternavn. Det bevilliges Under Vort Kongelige Segl. Af Kong Christian den Tiende.

Parret får 5 drenge: Uffe født i 1916, August født i 1918, Jens født i 1920, Elmo født i 1922 og Robert født i 1926.

Anders Ringive var en meget aktiv mand og ud over at drive landbruget, er han også med i Give Plantages bestyrelse. Hans navn er skrevet på en mindesten, der står i Plantagen. Anders Ringive dør den 7. september 1944 65 år gammel og

hans enke fortsætter driften af gården med hjælp fra hendes ældste søn Uffe Ringive, som overtager gården i 1951 og driver den til sin død 7. september år 2000.

Gården er i dag solgt til anden side.

I 1924 bygger Anders Ringgive nyt stuehus på gården Nygaard i Farre.

Nygaard ca. 1947.

Ane og Anders Ringgives børneflok på 5 drenge: Uffe, August, Jens, Elmo og Robert.

Den oprindelige gård, da Anders Ringive Andersen køber den i 1910.

Firmamedlemmer

Følgende firmaer har i 2021 støttet Give-Egnens Museum gennem et firmamedlemskab.

Armin Wistisen, Smidstrupvej 44, 7323 Give

Benny Karlskov Larsen ApS, Oksenbjergevej 10, 7323 Give

Dan Cake A/S, Hjortsvangen 15, 7323 Give

Vestjysk Bank, Nytorv 10, 7323 Give

Det Gamle Apotek, Vestergade 18, 7323 Give

Forsikringsselskabet Vejle Brand af 1841, Gormsgade 2, 7100 Vejle

Give Elementfabrik A/S, Hjortsvangen 19, 7323 Give

Give Plantage ApS, Skærlundskolevej 20, 7330 Brande

Givskud Vognmandsforretning I/S, Anlægsstien 4, 7323 Give

Gudnason Granit ApS, Industrivej 2, 7323 Give

H. & V. Larsen Tømrerfirma, Hjortsvangen 34, 7323 Give

Merci - Tøj og Kunst, Vestergade 21, 7323 Give

Penta-advokaterne A/S, Torvegade 16, 6600 Vejen

Qvist Grafisk, Hjortvangen 50, 7323 Give

Revisionsfirmaet Erling Lund, Vestergade 23, 7323 Give

Sagamaps ApS, Rasmus Gyes Vej 40, 7000 Fredericia

Stark, Hjortsvangen 1, 7323 Give

SuperBrugsen Give, Fredensgade 1, 7323 Give

Traktorgården, Bæksgårdvej 10, 7323 Give

Tøttrup Guld-Sølv-Ure, Østergade 8 B, 7323 Give

Give Lokalhistoriske Arkiv

Donneruplundvej 2

7323 Give

Tlf. 20 10 77 82

Åbent: tirsdag kl. 13-16

Give-Egnens Museum

Donneruplundvej 2

7323 Give

Tlf. 20 10 77 82

Mail: gem@gem.dk

www.gem.dk

GIVE-EGNENS MUSEUM ÅRSSKRIFT 2021