Det nye Museum Give prospekt

Det nye Museum Give

Prospekt

Indhold

Forord 3

Vision for Museum Give 5

Det nye museum 7 Museum Give - profil for gæster 8 Bygningen 13 Bygningsmassen fra indgangen 14 Rumdiponering 15 Bygningsflow 16

Den nye velkomstbygning 17 Museet set udefra med nye farver 18

Udstillingerne 19

Vision 20 På heden 23 På gården 29 Kampen om sjælene 34 Foreningsliv og fællesskab 35 Give by 1970erne 41 Kulturkampen om skolen 45 Faciliteter 50 Skole- og workshopfaciliteter 51 Café og mødested 52 Udenomsarealerne 54

Forord

Prospektet fremlægger visionen for det nye Museum

Give, der får nye udstillinger og en ny stærk formidlingsprofil samt nye møde- og publikumsfaciliteter, så flere hvert år vil besøge museet og få en indsigt i hedens kulturarv.

og innovationscentrum. Dertil kom de muligheder som Vestkysten og Nordsøen gav for udveksling af varer, tanker og ideer. Historien handler ikke om stormænd og konger men om de mennesker, der gennem historien har formået at skaffe sig et udkomme ved land bruget på heden, ved hedeopdyrkningen, ved dyrkningen af kartoflen som er blevet kaldt hedens guld, ved handel og håndværk på heden, senere industri.

Vi fremlægger prospektet som et samlet forslag til, hvordan Museum

Give i de kommende år kan danne rammen om menneskers møde med den fælles historie. Vi håber også, at vi kan engagere jer i at være med til at realisere vores drøm om et stærkt museum med tematikken ’På kanten’.

Give og Vejle Vesteregn gennemskæres af Hærvejen og ligger på kanten mellem de fede jorde øst for Hærvejen og de magre sandede hedejorde vest for Hærvejen.

Vejle Vesteregn ligger ’på kanten’ mellem det østdanske Jylland, der allerede fra sidste del af 1700-tallet begyndte at blive orienteret i for hold til København som Danmarks centrum, mens det jyske Jylland frem til – og lige efter – krigen 1864 stadig orientererede sig mod Altona og Hamborg, der langt tilbage i tid havde været hele Jyllands handels-

Da jernbanen kom til i 1894 bidrog den til at binde Vejle Vesteregn sammen med det østlige Danmark. Samtidig var det geografisk midtjyske område stadig en del af det vestlige og sydlige Jylland. Vejle Vesteregn ligger ’på kanten’ og dog som et knudepunkt for de mennesker, der le vede i de forskellige dele af det midtjyske.

Livet på heden - ‘På kanten’

‘På kanten’ handler om den geografiske og kulturlige dobbelthed i livet på landet – på heden før hedeopdyrkningen, hvor hedebonden levede vest for højderyggen med udnyttelsen af de muligheder heden gav, og landbrugeren på de fede jorde mod øst.

Vision for Museum Give

Museum Give er et selvejende og statsanerkendt museum, som har eksisteret siden 1970. Museet opnåede statsanerkendelse i 1989.

Museet har en engageret bestyrelse og en faglig ledelse samt 2 faglige inspektører. I alt er der 11 ansatte på museet, der også har ca. 13 frivil lige tilknyttet.

Museet har tidligere ligget på ca. 20.000 besøgende årligt. De sid ste 10 år har besøgstallet dog været stærkt nedadgående, særligt under corona-årene. Det faldende besøgstal afspejler dog også, at der ikke har været lavet nye udstillinger og tiltag de sidste cirka 20 år. Men museets bestyrelse har sammen med en ny leder og et nyt fagligt personale lagt en genopretningsplan, der skal føre til udviklingen af et nyt Museum Give, der arbejder med nye tematikker og perspektiver. Potentialet er 30-35.000 besøgende. Forudsætningen for at udnytte potentialet er, at museet kan byde på nye udstillinger og en sammenhængende aktivitets- og formidlingsoplevelse, og at der er en attraktiv cafe og butik, der kan binde museet sammen.

Det betyder, at museet kan fungere som ’mødested’ for borgere og gæster i området, og for lokale borgere som kulturhus. Prospektets forslag til etableringen af nye udstillinger og en stærk formidlingsprofil med fokus på forskning og med udgangspunkt i samlingen, er en del af genopretningsstrategien. Museet fik en kritisk kvalitetsvurdering af Slots- og Kulturstyrelsen i 2018. Men der blev i slutningen af 2019 indgået en aftale mellem museet og Slots- og Kul turstyrelsen om en genopretning af det faglige og formidlingsmæssige niveau på museet. Museet kom i mål med den faglige genopretning i oktober 2021.

formidlingsunivers – og forløb med oplevelser, aktiviteter og dynami ske udstillingskoncepter.

Men museet mangler en ny ankomstbygning, der kan være med til at klæde gæsterne på til at opleve de nye udstillinger, de nye aktiviteter samt de muligheder, der er i museets mark, skov, kolonihave og legepladser. Tilbygningen skal rumme ekstratoiletter, hvoraf det ene skal være tilgængeligt udefra 24/7 for de mange gæster, der anvender om rådet udenom museet.

Næste etape er etableringen af en ny formidling baseret på museets nye faglige grundlag ’på kanten’, hvor der er fokus på:

Heden og hedeopdyrkningen

Hedens Guld – fra får og stude til kartofler Mødesteder – fællesskaber og demokrati Stationsbyen og industriudviklingen på heden

Museum Give har et godt fagligt grundlag og mulighed for i samspil med professionelle at udvikle nye og engagerende udstillinger, som kan trække gæster til. Udstillinger der inddrager gæsterne i et sanseligt

Der skal ske en nyindretning af museets mødelokaler, så de kan bruges til introduktion til besøgende, foredrag, møder og konferencer, kurser, spisning, mindre udstillinger mv.

Caféen skal udbygges, så der bliver mulighed for en let bespisning. Gerne med mad, der relaterer til museets hede- og kartoffelprofil samt områdets stedbundne fødevarer.

Der skal etableres workshopområde og showroom til skolebesøg og grupper – og ad hoc udstillinger og aktiviteter.

Det nye museum

Museum Give står overfor en komplet fornyelse af museets udstillinger, aktivitetsprofil samt en betydelig inddragelse af et omfattende udendørsområde, som har et stort uud nyttet formidlings- og aktivitetspotentiale.

Baggrunden er et stærkt ønske om at gøre museet til et lokalt kulturcentrum og et reelt turistmål, som vil kunne tiltrække besøgende 1½ times kørsel væk.

Museum Give – profil for gæster

Give ligger tæt ved E45 samt motorvejen mellem Vejle og Herning, ligesom Give ligger på jernbanestrækningen

Vejle-Struer. Motorvejen og jernbanen gør det let at komme til og fra Give. Infrastrukturen betyder også, at Give står stærkt som den lokale handelsby. Byen har et bredt udvalg af udvalgsvare- og dagligvarebutikker, ligesom der er gode overnatnings- og spisesteder i byen og i området. Samtidig ligger Give i et naturskønt område, der er kendt for sine mange meget varierede vandrer- og cykelruter. Et område, hvor der i løbet af året kommer mange danske gæster – i sæsonen også mange tyske og hollandske gæster, som gør brug af de forskellige natur- og kulturoplevelser, der er i området. De mange forskellige oplevelser, som området kan byde på, er med til at forlænge det ophold, som gæster kan have i Give og Vejle Vesteregnsområdet.

Det nye Museum Give vil bidrage til at øge værdien af det samlede oplevelsestilbud i Destination Vejle-Fredericia-Kolding. Museum Give vil som ’ny’ attraktion blive en del af områdets forskellige kultur- og naturattraktioner. Det ’ny’ Museum Give vil kunne bidrage til at tiltræk ke nye målgrupper og få gæster til at vende tilbage eller blive længere.

Museum Give ligger med en afstand på 12 minutter i bil, tæt på Givskud Zoo, og der er 20 minutter til den kulturhistoriske attraktion Kongernes Jelling. Til Legoland og Lalandia i Billund er der 20 minutter. Mens der til sommerhusområderne ved både Østkysten og Vestkysten er 1-1½ times afstand i bil. Vi kan forvente at tiltrække de gæster, der matcher børnefamiliesegmenterne og voksensegmenterne for Museum Give i forbindelse med deres besøg i området. Dertil kommer de gæster, der bor i eller holder ferie i et område med op til 1½ times kørsel fra Give.

Det vil være vigtigt, at et besøg på Museum Give kan fylde minimum halvdelen af den tid en dagsturist bruger på en oplevelse, sådan at man kan nå 1 til 2 attraktionsbesøg på en dag. Samtidig er det sådan, at jo flere dage med oplevelser, der kan være for gæsterne i området, jo længere bliver de og jo større er mulighederne for både øget turisme og bosætning i området.

Placering

Give ligger på Vejle Vesteregn og centralt i forhold til mange byområder. Der er ex. kun 30 minutter til Vejle eller Herning; 40 min til Kolding, Horsens eller Skanderborg og kun ca. 1 time til Viborg, Holstebro, Århus, Esbjerg, Ringkøbing, Odense eller Åbenrå. Fra Ebeltoft, Hobro og Ribe tager det ca. 1 time og 30 minutter at køre til Give. Dvs. Give ligger cen tralt i forhold til borgere og turister, der bor i eller befinder sig midt i landet og ved øst- og vestkysten.

I forhold til Lokalsamfundet vil der være fokus på aktiviteter og for midling i forandring. Forandringer, der understøtter genbesøg og ejerskab. Ligesom der også vil være fokus på caféen og butikkens betyd ning i forhold til at understøtte genbesøg og ejerskab til museet.

Museum Give kan også danne rammerne om koncerter, foredrag, børne- og voksenteater og lign. samt formidling om mad herunder fæl lesspisning eller ’social dining’, hvor museet i samarbejde med lokale restauratører og med fokus på stedbundne fødevarer udvikler et kon cept for fællesspisning, der kan tiltrække yngre målgrupper og familier.

Børnefamilier

I forhold til Børnefamilier vil Museum Give kunne være en del af den gode weekend, det sociale mødested og feriebesøg for hele familien fra Region Syddanmark og Region Midt.

Segmenterne ’Leg og lær’, ’Se og lær’ samt ’Sjov og ballade’ udgør i alt 56% af børnefamilierne.

Museum Give vil med nye udstillinger og oplevelser kunne tiltrække disse segmenter, især ’Leg og lær’ samt ‘Se og lær’ segmenterne, og med særlige aktiviteter, forløb eller dage vil museet også kunne tiltræk ke ’Sjov og ballade’ segmentets familier.

Leg og lær

I dette segment ønsker familien oplevelser, der lægger op til at være sam men, have det sjovt og gerne med interaktion, som ses som den bedste vej til at lære nyt. Dette segment udgør 29% af børnefamilierne. Der vil skulle være fokus på oplevelsen og på inddragelse og interaktion i aktiviteter og udstillinger.

Se og lær

I dette segment vil de voksne gerne medvirke til at videregive kulturel dan nelse til børnene. Familierne indenfor dette segment betoner at præsen tere børnene for så mange af de klassiske, kulturelle oplevelser, som de selv sætter stor pris på. Dette segment udgør 11% af børnefamilierne. Der vil skulle være fokus på viden og dannelse, som familien sammen kan tilegne sig gennem udstillingernes formidling.

De øvrige børnefamiliesegmenter i Epinions analyse: ‘Hjemme bedst’, der helst foretager sig ting hjemme, og ‘Fart og bevægelse’, der betoner outdoor og fysisk bevægelse, vil Museum Give ikke, eller kun i begræn set omfang, kunne tiltrække som besøgende. Sidstnævnte gruppe kan dog tiltrækkes af museets skovlegeplads samt motions- og legepladsen ved museets kolonihave, eller som et stop på ruten for familier på cykel- eller vandretur.

Sjov og ballade

Familierne i dette segment vil helst besøge oplevelser, der ikke kræver for meget af dem. Oplevelser, der giver sikkerhed for, at det bliver en sjov og aktiverende dag med gode oplevelse for børnene. Dette segment udgør 16 % af børnefamilierne. Der vil skulle være fokus på, at familien kan lave ting sammen på museet og i tilknytning til udstillingerne, det være sig inde såvel som på ude. Der skal være instruktører på, der guider børn og voksne igennem forløbene, så de har sikkerhed for at komme godt igennem og uden, at det kræver for meget.

Voksne par og voksengrupper

I forhold til voksne par og voksengrupper er det især weekendgæster og feriegæster fra Region Syd og Region Midt, museet kan tiltrække. Det gælder især segmenterne ‘Klassisk kultur’, ‘Samvær og afkobling’ samt ‘Fordybelse og læring’, mens segmentet ‘Åbensindet og kreativ’ kun i et vist omfang kan forventes at ville besøge Museum Give. Det vil kunne være ved særlige aktiviteter eller særlige udstillinger. Samlet set udgør segmenterne 67% af de voksne danskere.

Segmentet ‘Så lidt som muligt’ forventer Museum Give ikke at kunne tiltrække. De vil helst blive hjemme, og hvis de går ud er det primært for at se film eller sport. Det samme gælder det segment, der lægger vægt på ’Adrenalin og spænding’, hvor der skal være fart over feltet. Et segment, der elsker spænding og fysisk udfoldelse. Det vil være et segment, som kun i meget begrænset omfang vil kunne forventes at besøge det fremtidige Museum Give.

Klassisk kultur

De voksne indenfor dette segment foretrækker dannende og lærerige oplevelser, der sætter tingene i perspektiv og giver anledning til refleksion. Segmentet udgør 22% af de voksne. Der vil skulle være fokus på temaer og viden, der vil skulle være forskellige ’vidensspor’ og arrangementer, heraf nogle, som kan give denne gæstegruppe mulighed for fordybelse og solid viden.

Samvær og afkobling

De voksne indenfor dette segment betoner, at oplevelser skal give mulighed for at koble fra og være sammen med de nærmeste. Det skal være sjovt og hyggeligt og ikke kræve for meget af de enkelte. Segmentet udgør 16 % af de voksne. Der vil skulle være fokus på, at man kan ’dumpe’ ned her og der i udstillingen og opleve det, man bliver inspireret til at opleve. Det vil være vigtigt, at der er et tydeligt ’billedspor’ i udstillings forløbet, som denne gæstegruppe kan følge.

Fordybelse og læring

De voksne indenfor dette segment har specifikke interesser, som guider dem til valg af oplevelsestilbud. Oplevelserne skal give mulighed for fordybelse og udfoldelse af viden inden for deres interessefelter. Segmentet udgør 15 % af de voksne. Afgørende for dette segments interesse er, om de finder museet tematikker interessante. Finder de temaerne interessante, vil de som gæster være lig dem, der er til klassisk kultur.

Åbensindet og kreativ

Dette segment består af voksne, der er udforskende og åbne overfor eks perimenterende og unikke oplevelser. Oplevelserne skal gerne give noget nyt til den enkelte og på en involverende og kreativ måde. Segmentet udgør 14 % af de voksne.

Bygningen

Stenbrogaard ca. 1953

Bygningen

Det nye Museum Give ligger i på Stenbrogård, der tidligere var en hedegård. Gården ligger i udkanten af Give by. Der er der gode tilkørselsmuligheder fra både landevej og motorvej og med offentlig transport (jf. side 9).

Bygningskomplekset gennemgår i forbindelse med udstillingsprojektet en restaurering og ombygning. Indretningen af bygningen vil tage højde for de muligheder, som museets store udendørsområde indbyder til i forbindelse med udstillinger og møder samt aktiviteter, sådan at adgangsforholdene og sammenhængen mellem inde og ude bliver bedre i forhold til æblelunden, den indre gård og haven.

Hovedindgangen bliver flyttet hen foran parkeringspladsen, for derved at give direkte og let adgang til museets udstillinger. Toiletfaciliteter i indgangsbygningen gøres tilgængelige både inde- og udefra, for derved at imødekomme brugen af udeområdet og en større brug af området for gæster også efter lukketid.

Fakta om Museum Give

• Museum Give er et foreningsdrevet museum, der blev statsanerkendt i 1991.

• Museum Give har en bestyrelse på 12 medlemmer, hvoraf de to er udpeget af Vejle Kommune, mens en er valgt af personalet.

• Museet har 11 ansatte herunder en faglig leder og 2 inspek tører. Dertil kommer 13 frivillige samt yderligere frivillige/ medlemmer, der assisterer ved særlige opgaver.

• Museum Gives bygninger er ejet af Vejle Kommune. Kommu nen står for vedligeholdelsen af ’klimaskærmen’.

• Museum Give står for den indvendige vedligeholdelse.

• Museets bygninger består af udstillingsrum og mødelokaler samt magasin og værksted. Se farvelagt diagram.

• Arealet til udstillinger er på i alt 706 m2 og dertil kommer resterende publikumsarealer inkl. mødefaciliteter og show room på i alt 1023 m2.

• Udenfor råder museet over et areal på 7144 m2, samt et om råde med skov, mark, legeplads og kolonihave. Et område på i alt 325.852 m2, som ejes af Vejle Kommune. Museet har lov til at anvende området og arealet i formidlingen.

Bygningsmassen fra indgang

Rumdisponering

Udstillingsflow

Udstilling

Publikumsareal

Den nye velkomstbygning

Handicap toilet Toilet

Garderobeskabe Side Museum Give - Prospekt 17

Museet set udefra med nye farver

Udstillingerne

Igennem ny forskning, komplette udstillingsmiljøer og gennemgående formidlingsgreb, tager Museum Gives nye udstillinger gæsterne med på en sanselig tidsrejse fra dengang heden var dominerende som ressourceog livsgrundlag og frem til en senere tids landbrug, mødesteder, by og industrialisering.

Udstillingerne udvikles ud fra 4 principper:

Scenograferede totaloplevelser

Gæsterne skal ikke bare betragte landskabet udefra. De skal simpelthen træde ind på heden, på gården og i byen. Gæsternes sanser aktiveres igennem forskellige typer gulvbelægning, lydbilleder og en lyssætning, som veksler og komplimentere fortællinger knyttet til ”dagslys” og ”nattemørke”.

Ved at inddrage sanserne aktivt i formidlingen, udvider museet formidlingspotentialet i udstillingerne. Både for de ’fri’ besøgende og for dem, der kommer på museet i forbindelse med guidede ture, aktiviteter eller events.

Personnære fortællinger

Gæsterne møder autentiske personer og menneskeskæbner, som gør en stor og omfattende historie både vedrørende, inddragende og nærværende. Nogle personer møder gæsterne kun én gang, andre vil de kunne følge i flere slægtled. Ens for hele persongalleriet er, at det vil fungere som en prisme, som gør den store fortælling lettere tilgængelig.

Dynamiske og foranderlige udstillingsmiljøer

Udstillingerne bygges op af elementer, indenfor hvilke museet over tid kan udskifte dele eller helheder. Således vil museet kunne indtænke større eller mindre ændringer i de eksisterende rammer eller helt vælge at udskifte en af deludstillingerne for at skabe plads til fortællingen om andre dele af historien.

Udstillingerne ”Heden” og ”Mødesteder” vil endvidere ved særlige lejligheder kunne omdannes til en foredragsrum, workshopområde eller koncertvenue.

Forskellige typer besøgende forudsætter forskellige formidlingsgreb

I overensstemmelse med museets segmentanalyse og den eksisterende forskning i den motivation, der ligger til grund for et muse umsbesøg, er det vigtigt at udstillingerne imødekommer forskellige typer af gæster. En museumsoplevelse afhænger både af den besøgendes egen motivation for besøget og af den sociale kontekst, dvs. om den besøgende er alene, sammen med en god ven, eller om det er en familie med børn. Nogle gæster ønsker at fordybe sig og lære nyt, andre drives af nysgerrighed, af oplevelser eller legende elementer. Nogle søger altså fordybelse i tekst; andre læser primært overskrifter og vil gerne røre og prøve; andre ønsker bare at observere og finde ro.

læse lange tekster, så her vil en lagdelt tekst med beskrivende over skrifter være vigtige for en dialog med børnene. Børnene skal opleve besøget som sjovt og legende, hvilket kan indtænkes ved forskellige former for taktile og oplevelsesbaserede virkemidler samt rekvisitter, som børnene må røre ved og prøve af, og som kan vække til nysgerrighed og undren.

Et vigtigt princip i de nye udstillinger er derfor at indarbejde en kom bination af formidlingselementer, som imødekommer gæsternes for skellige behov under besøget. For eksempel skal udstillingerne støtte børnefamilien i at facilitere en god dag for børnene med ny læring og kulturel dannelse. Ofte vil de voksne ikke have tid og overskud til at

Livet på heden - ‘På

kanten’

‘På kanten’ handler om de mennesker, der var inden for den sociale orden, som kirken og gældende lov og ret skabte, og de mennesker, der var udenfor denne orden, og som levede langt fra gården som ’rakkerpakket’, de lovløse, ulvene og andre frygtede væsener gjorde.

På heden

Dag

En buet væg bidrager til perspektivet og oplevelsen af vidder

Projekterede skyer bevæger sig over himlen

Mød hedens beboere: gård mand, husmand, fattiglemmer

Rekvisitter inddrages aktivt og må berøres

En blød gulvbelægning bidrager til oplevelsen af at gå på heden

Genstande bringes i spil, men udenfor rækkevidde

På heden

Nat

Korte animerede fortællinger om folketro og nattens væsner, som de er blevet fortalt på egnen

I det fjerne ses et rakkerbål og lyset fra Maren Bjerre gaards husmandssted

Efterhånden som mørket falder på, træder stjerner frem

Natten falder på - folk og fæ trykker sig sammen indenfor og stænger dørene. Enkelte af hedens beboere har dog ikke den mulighed

Ved brug af en 3D illusion, kan gæsterne smugkigge ind til gårdmandsfamilien som de samles i stuen

Den taktile oplevelse af det bløde gulv forstærkes i mørket og op mærksomheden på de oplyste genstande i montrerne øges

På heden

Højderyggen var den identitetsskabende markering af, hvad der hørte til henholdsvis de fede jorde mod øst og de sandede hedejorde mod vest. Udgangspunktet for udstillingen er, at livet på heden ’på kanten’ har givet udfordringer, men også muligheder for menneskers forskellige udfoldelser. Heden var både et livsvilkår og en ressource.

Når gæsterne træder ind i udstillingen, træder de direkte ud på heden, som føles blød og lidt eftergivende under deres fødder. På loftet flyver skyerne over himlen og lyden af urfuglens kald blandes med vindens susen. Igennem en kombination af scenografiske virkemidler, digitale installationer, tekst, genstande og rekvisitter, fortæller udstillingen hedens historie fra vikingetid op til 1900-tallet. Rummets vægge buer indad og bidrager til fornemmelse af den vidtstrakte hede. Det er også her, at gæsterne møder hedens beboere; en gårdmandsfamilie, en husmandsfamilie, fattiglemmer og samfundets udskud. Genstandene fortæller om de forskellige livsvilkår mennesker på egnen har levet under gennem tiderne, i perioder har det været et hårdt

liv for alle, i andre perioder har heden været givende for i hvert fald nogle af dem, der boede på heden. Genstandene er indlejrede i montrer eller står frit fremme som rekvisitter. Sidstnævnte må berøres, og inddrages aktivt i formidlingen ud fra devisen, at tingenes historie bedst formidles, hvis man må holde dem i hænderne.

Med jævne mellemrum falder natten på i udstillingen, stjernehimmelen kommer frem og en målrettet lyssætning bringer udvalgte genstande og udstillingselementer i fokus. Lydene bliver anderledes, sanserne vækkes på ny og i det fjerne ses lyset fra gårdens eller husmandsstedets små vinduer, og rakkernes blafrende bål. På væggene ses animationer, som beretter om nattens væsener. Kontrasten imellem lys til mørke stiller skarpt på det gamle landbosamfunds virkelighedsopfattelse af den åbne og ufarlige hede om dagen, versus en verden med over naturlige væsner, samt den uro og frygt, der fyldte for hedens beboere om natten.

En vekslen imellem dag og nat udvider således formidlingspotentialet i udstillingen.

Rammen for fortællingen om heden

Indtil midten af 1800-tallet var det vidtstrakte lyngklædte heder, der dækkede store dele af Midt- og Vestjylland. Oprindeligt var den jyske højderyg ligesom resten af landet dækket med skov. Men svedjebruget, hvor man fældede og brændte skov af for at kunne dyrke jorden og få arealer til at holde dyr betød, da vi nåede frem til omkring år 1000, at kimen til heden var lagt, og lyngen var indvandret. Det varmere klima fra omkring år 900 skabte grundlaget for befolkningstilvækst i vikingetiden og de næste århundrede frem, og selv om mange mennesker ud vandrede og tog på togt, var der alligevel befolkningstilvækst og øget skovrydning, og mere jord kom under dyrkning. Tinnet krat, sammen med flere lignende krat, udgør nogle af de største rester af Danmarks oprindelige skove. Træfældningen fortsatte op igennem middelalderen, og i 15-1600tallet var der ikke meget skov tilbage og landet blev i stedet dækket af lyng. Sandflugten var med til at gøre det svært at leve på heden, og befolkningstallet faldt. De mange ødekirker vidner om, at området for 1000 år siden havde været tættere befolket.

40%. I 15-1600-tallet var både krige, epidemier og klimaet en ud fordring. Klimaet var blevet meget koldt, så koldt, at vi taler om den lille istid. Klimaændringerne markerede, at livet på heden var på kanten af det mulige. Det var svært for dyrene at finde føde om vinteren, og bønderne havde svært ved at dyrke de magre jorde. Men hedens lyng, tørv og engarealer ved åerne kunne bruges til brændsel og som foder til får og stude. Omkring år 1800 var kun 2-3% af Danmarks areal dækket af skov. Hedens udstrækning var sandsynligvis på sit højeste omkring år 1700 og strakte sig fra Hærvejen og ud til vestkysten, og fra vandskellet sås de uhyre store flade heder. Kun lidt egekrat kunne tjene som kompas for de vejfarende. Bebyggelsen var spredt og bestod af små landsbyer samt de gårde, der lå enkeltvis på heden. I 1828 blev Give og de øvrige sogne i området beskrevet som nogle, der for 90% vedkommende bestod af skarpsandede jorde og uopdyrket hede, der på ikke ubetydelige stræk ninger var direkte flyvesand.

Livet på heden var et liv på kanten, som det sås, da pesten ramte Dan mark i 1350erne. Pesten betød, at mennesker døde i hobetal, særligt langs hærvejen, datidens ’motorvej’, og befolkningstallet faldt med

Den, der lever skjult, lever godt, synes at have være devisen, man skiltede ikke med sine værdier. Nøjsomhed var en nød vendighed, for der kunne være langt til naboen efter hjælp. Opfindsomheden har været stor med hensyn til, hvordan man har kunnet reparere og bruge tingene igen og igen eller på helt nye måder.

Bæredygtighed har været i centrum for hedebondens organiske om gang med naturen, men langt hen også for den gårdmand, der blev resultatet af hedeopdyrkningen.

På kanten handler om den forståelseskløft, der var mellem på den ene side de landbrugsfaglige eksperter, der ønskede kornavl, og hedebønderne, der fra 1700-tallet fravalgte hedeopdyrkningens slid for at satse på får og studeavl i kombination med hosebinding, pottemageri, kulsvierarbejde, børstebinderi og andre binæringer som gravning af tørv.

En glarkiste er en glarmesters glaskiste. Der var langt imellem gårdene på heden, og en glarkiste kunne bæres på ryggen. Denne har været brugt af mindst to generationer glarmestre på egnen

Denne selvhjulpenhed og selvstændige livsform har kunnet skabe en vis velstand for nogle men også en tradition for iværksætteri, og for at gøre noget og selv gå i gang.

På kanten handler om den geografiske og kulturelle dobbelthed i livet på landet – på heden før hedeopdyrkningen. Om de mennesker, der var inden for den sociale orden, som kirken og gældende lov og ret skabte, og de mennesker, der var udenfor denne orden, og som levede langt fra gårde og landsbyer som ’rakkerpakket’, de lovløse, ulvene og andre frygtede væsener gjorde. Det handler om livet mellem høj og lav, om rationalitet og folketro, og om lyset og mørket.

Et landmålingsapparat. En teodolit fra o. 1900. Brugt i forbindelse med hedeopdyrkningen

Rakkerglas med træstilk. Personer af natmandsfolket blev betragtet som urene og uærlige. Glassene skulle være let genkendelige så ingen kom til at drikke af de samme glas, som dem

Gårdspladsen Staldbygning Karlekammer

Spisekammer Køkken Stue Aftægtsværelse Kammer Bryggers Kammer Dagligstue Gang Aftægtsstue

Syd Nord Das

På gården 1900-1955

Den første halvdel af 1900tallet er kendetegnet ved store forandringer for hedens befolkning. Hedeopdyrkningen havde taget fart fra 1850 og tvunget heden tilbage og gård- og husmænd fik lettere ved at drive landbrug med dyrehold og agerbrug, hvor særligt kartoflen viste sig at være en god afgrøde på de sandede jorde.

I udstillingen afsluttes gæsternes tur over heden, i mødet med gårdens gule stuehus. Et smugkig ind igennem stuehusets vinduer, viser dem, der bor i huset. Her er der tale om en 3D illusion, der viser gårdkonen og pigen i færd med deres daglige arbejde. Om aftenen når mørket falder på i udstillingen, samledes gårdens folk rundt om langbordet for at spise.

Gæsterne inviteres herfra videre rundt om huset og ind på gårdsplad sen, hvor de selv kan gå på opdagelse i stuehuset og i gårdens øvrige bygninger. Museets komplette samling af landbointeriør sættes i spil i stuehusets rumindretning. Stuehuset er i udstillingen konstrueret uden ydermur mod gårdsplad sen. Gæsterne kan derfor træde ind på det knirkende trægulv i daglig-

Interiør i museets samling

Kvindedragt o. 1900

stuen, sætte sig ved bordet eller kigge ind til gårdkonen og tjenestepigen i køkkenet. Dette øger mulighederne for at have grupper med på guidede ture i husets små rum. Museet har igennem mange år haft et stuehus, som på mange måder fungerer godt, men det har også svagheder. Bl.a. er det for småt for guidede grupper, ligesom det fagligt bør opdateres og møbleringen indsnævres til at være gældende for årene omkring 1900-1920erne.

Udenfor stuehuset ses gårdens das og i den ene staldlænge, kan gæsterne se ind i karlekammeret. På selve gårdspladsen befinder gæsten sig i 1950’erne. Belægningen

minder om piksten og skaber en skarp kontrast til hedens bløde over flade. Her møder gæsterne gårdens beboere, kartoffelkoner og daglejere, som tager kartofler op i marken. De har netop har sat sig ned for at spise håndmadder. Inde i staldbygningerne, maskinhuset og huggehuset arbejder karlene og daglejerne. Arbejdet levendegøres og formidles ved brug af tekst, lys, lyd og digitale installationer på vægge, maskiner og genstande. Igennem kartoffelgårdens forskellige elementer og formidlingslag, fortælles kartoflens historie, anvendelse og betydning for egnen. På gårdspladsen skifter formidlingen, som på heden, imellem dag og nat.

på gården

Kartoflen er et tema i de nye udstillinger, og foldes yderligere ud i workshopområdet, hvor historien om kartoflens vej fra Sydamerika til Europa og til Danmark fortælles. Historien kom til heden med kartoffeltyskerne, der i 1759 blev inviteret op for at være med til at dyrke heden op. De havde kartoflen med. Længe blev kartoflen dog

Billedtryk som har hængt i på Baunegård i Lindeballe

Rammen for fortællingen om kartoflen og kartoffelavlen

foragtet af det store flertal og kort og godt betragtet som svineføde. De har sandsynligvis forsøgt at spise den rå eller ikke tilstrækkeligt gen nemkogt, og den har ikke smagt godt. Under den økonomiske krise 1818-28 blev kartoflen stadig mere almindelig. Bønderne var dog langt op i tid stadig af den opfattelse at kartoffelavl var alt for møjsommeligt. Problemet var især kartoffeloptagningen, som krævede en uvant stor arbejdsindsats. Da de fleste bønder stadig kun havde 1 tdr. land med kartofler til eget forbrug og lidt salg, hjalp mange af avlerne hinanden i kartoffelmarkerne. Andre klarede det selv med karl og pige og måske en daglejer til hjælp. Men folks modvilje mod at kravle i de klamme efterårsvåde kartoffelmarker var stor.

kvinder kravlende efter sig. Kartoffelkonerne kravlede på knæene og samlede kartofler op. I 6-8 uger kravlede disse ’kartoffelkonesjak’ rundt på de forskellige gårdes marker. På gården i udstillingen er vi kommet op i tid, hvor de enkelte kartof felavlere typisk havde 6-7 tdr. land med kartofler, så der var lidt til eget forbrug, men ellers var det primært avl med henblik på salg. Vi er kom met ind i en periode, hvor der stadig var kartoffelkoner til. Maskinerne vinder dog indpas i sidste del af 1950erne og gør kartoffelkonerne over flødige, for maskinen kunne både tage kartoflerne op og sortere sten og top fra. Kartoffelavlerne behøvede nu kun enkelte hjælpere som kunne sortere de dårlige kartofler fra.

Før kartoffeloptagermaskinerne gjorde sit indtog op i 1930erne og 1940erne, gravede man kartoflerne op med håndkraft ved brug af en kartoffelgreb eller kartoffelhakke. Bonden gik foran og havde 5-6

Roulet. Kartoffel- og sukkerroeoptager

På gården

Familieformer og dagligliv

En projektion bag vinduet viser karlen, der muger ud i stalden. Gæsterne kan da få et smugkig ind i livet på gården

Igennem vinduerne kan gæsterne se maskiner, som anvendtes på en gård. Maskinerne aktiveres ved brug af lys, lyd og projektioner

Mød gårdens folk og lyt med i deres samtaler

Piksten giver gæsterne en taktil og autentisk oplevelse, når de træder ind på gårdspladsen

Genstande der står fremme, må berøres. Her kan gæsterne prøve et kartoffelsorteringsbord

Kampen om sjælene Religiøse fællesskaber med de stærke jyder, grundtvigianere, indre missionske, baptister

Det Indre Missionske samfund og den Grundtvigianske kirke stilles overfor hinanden. Ved brug af lys og lyd oplever gæsterne, hvordan de to folkelige vækkelser kæmper om deres opmærksomhed

Museets store samling af arkivog genstandssamling fortæller om de religiøse vækkelsers betydning for egnen

For Indre Mission er biblen Guds ord. Så skriften alene er livets rettesnor

Siddende på bænkene kan gæsterne lytte til præster fra hhv. Indre Mission og den Grundtvigianske kirke

Den syvarmede lysestage er et symbol på livets træ og det grundtvigianske menighedssyn

Foreningsliv og fællesskab

Højskoler, afholdsforeninger, fagforeningerne, brugs foreninger, gymnastik- og husmoderforeninger

Udstillingsrummet kan anvendes til events og arrangementer

Rummet er et mødested. Et rum hvor familien samles, kan opholde sig og tale sammen. Udstill ingen gør det muligt at hvile benene alt imens gæsterne lader blikket vandre

Historierne om foreningslivet, traditioner og nationale symboler. formidles igennem tekst, lydbilleder, filmklip, arkivfotografier, kunst og genstande

De mange foreningsdannelser og andelsbevægelser i tiden efter Grundloven i 1849, bidrog til det demokratiske grundlag vi kender i dag

Trægulv som i forsamlingshusene

Mødesteder i 1800-1900-tallet

Fra slutningen af 1700-tallet udvikles nye interessebetonede fællesskaber på landet til afløsning af de hidtil kendte stedbundne fællesskaber. De første interessefællesskaber var religiøse, senere i 1800-tallet opstod de mere verdslige fællesskaber i foreningerne.

Gæsterne træder ind i en todelt udstilling om fællesskaber og mødesteder. Lokalet deles i to ved hjælp af transparente stykker stof som hænger ned fra en tværbjælke i loftet. Til venstre ses udstillingen ”Kampen om sjælene” og til højre ses udstillingen ”Foreningsliv, fæl lesskab og demokrati”.

I forbindelse med arrangementer og events, kan stoffet trækkes til side og rummet kan anvendes i sin helhed.

I udstillingerne inviteres gæsterne til at sætte sig på bænkene i kirkerummet eller forsamlingshuset, eller til at bevæge sig rundt og gå på opdagelse i museets omfattende billedsamling om de religiøse og verdslige fællesskaber.

I udstillingen ”Kampen om sjælene” foregår en kontinuerlig kamp om gæsternes opmærksomhed. Siddende på kirkens bænke oplever gæsterne de grundtvigske præster, som søger at ”vække” til troen og

et muntert og virksomt liv på jord. De kan dog også opleve de Indre Missionske præster, der søger at ”omvende” til troen for at sikre, at de vakte kommer ud af syndens sold eller undgår syndigheder. Igennem lydbilleder og projektioner i kirkerummet oplever gæsterne vækkelsens forskellige udtryk. Det kan være gennem digitale salmebøger og bibler, samt skriftsteder på væggene. På væggene er der endvidere altertavlen, kors, trosbekendelsen samt den 7 armede lysestage, der er det grundtvigske symbol.

I udstillingen ”Foreningsliv, fællesskab og demokrati” inviteres gæsterne ind i en anden form for mødested og fællesskab, nemlig et forsamlingshus med trægulve, bænke, talerstol, klaver til fællessang samt faner og genstande fra de mange forskellige foreninger. Lydbilledet og stemningen er et ganske andet end i kirken, men det er stadig museets store samling af billedmateriale og genstande, som fortæller historien i samspil med lys og projektioner. Historien om mødestederne er igennem hele perioden både en del af det lokale og det nationale samfund.

Altertavle fra Give kirke malet af Lucie Ingemann i 1840érne

En præstetaske brugt, når præsten skulle på hjemmebesøg. I tasken er der to rum med plads til salmebog og bibel

Rammen om fortællingen om mødesteder

Den nye tids interessebetonede fællesskaber kom først til udtryk med de ’stærke jyders’ religiøse fællesskab, der opstod mellem 1790erne og 1840erne på Horsens – og Vejleegnen ved Løsning, Korning, Uldum og Gadbjerg i den sydøstlige del af Vejle Vesteregn.

Socialt var de religiøse vækkelsesbevægelser et resultat af landboreformerne i 1780erne. Med udskiftningen og selvejet afløstes den gamle kollektive bondekultur – og de stedbundne fællesskaber – af en ny individualistisk kultur, der afviste kirkens og præsternes rationalisme. De beskyldte præsterne for at tale om opdyrkning og landbrug i stedet for Gudsforholdet. De ’stærke jyder’ var inspireret af pietismens kritik af den forstands-, billede- og oplevelsesfattige statskirke. Overfor denne asketiske protestantisme satte pietismen fokus på den religiøse oplevelse, der gav indre autoritet til den enkelte og selvtillid til at bryde med kirkens og dermed statens hierarki. Lægfolk forsamledes uden for den officielle kirke til religiøse møder, først var det i hjemmene, senere blev det i selvbyggede forsamlingshuse. De kritiserede her de rationalistiske præster for at være ’Djæve lens’ mænd og de holdt deres egne religiøse møder med omrejsende lægmandsprædikanter. På den måde fik de lokale vækkelsesgrupper

kontakt med hinanden og udviklede fællesskabsfølelse gældende for hele nationen og en stor social tillid indenfor fællesskabet. De lagde vægt på at opdrage børnene i den rette tro og tog skridt til at oprette skoler. Både i kirke og skole kæmpede de for, at der skulle synges efter Kingos gamle pietistiske salmebog, og de brugte den gamle pietistiske bibel og vragede dermed rationalismens oversættelser, bøger og tolkninger. De blev truet med bøder og fængsel, alligevel fortsatte de, og de kom til at betale for det. Religiøst samlede de sig senere i forskellige retninger såsom grundtvigianere, indre missionske, baptister mfl. Men trods forskellighederne kom vækkelsesbevægelsen til at stå stærkt som en national samlende bevægelse i Danmark, og som en vigtig del af den demokratiske bevægelse, der samlet set førte til enevældens fald i 1848.

Den kulturangst og foragt for verden, som prægede de ’stærke jyder’, var et typisk træk ved vækkelsen i den tidlige fase. De stærke jyder afholdt sig fra dans, teater, sang og gymnastik. De var dog ikke fanatiske afholdsfolk. I de stærke jyders skoler kunne man mærke deres kulturangst, og de var længe om at få indført fag som geografi, historie og gymnastik, mens bibelen blev læst i en så gammel oversættelse som muligt.

De stærke jyders sakramentetro – frelse alene ved troen – førte til

grundtvigianismen, mens kulturangsten førte til indre mission. Grundtvig mente, at trosbekendelsen var den afgørende forbindelse til Jesus. Vækkelsen førte for Grundtvigs tilhængere til liv og engagement, ikke bare i forhold til Gud, men også til samfundet med højskole, an delsbevægelsen samt det politiske parti Venstre, der for dem repræsenterede ’folket’.

For indre mission var der ikke tale om en vækkelse, men om en omvendelse til den sande kristne tro og kamp mod ’mellemtingene’. Dermed mente de ’syndige’ handlinger som kortspil, hvor man risikerede at spille sig fra hus og hjem, druk, som gjorde det umuligt at overholde sociale normer, og dans, der kunne føre til hor og utroskab.

kom til udtryk i de mange foreninger, der opstod efter Grundloven 1849.

Vi er vant til at se de to dominerende retninger grundtvigianismen og indre mission som konkurrenter med helt forskellige opfattelser af det rigtige liv og betingelserne for sjælens frelse. Men ser man på deres betydning for demokrati, folkeoplysning og politisk kultur i Danmark er de lige betydningsfulde og kan sammenlignes med Socialdemokratiet som folkelig bevægelse.

Disse to religiøse bevægelser kæmpede om sjælene i hele landet sammen med en tredje vigtig folkelig bevægelse, afholds bevægelsen. Afholdsbevægelsens synspunkt var, at den enkeltes vej til lykke gik gennem ædruelighed, mens man inden for den fjerde folkelige bevægelse, arbejderbevægelsen mente, at arbejderen skulle frelses gennem bedre leve- og arbejdsvilkår. Socialdemokratiet var præget af landbrugets dominans i Danmark og af grundtvigianismens folkelige nationalitetsbegreb. På baggrund af de religiøse vækkelser, der udviklede sig til de folkelige bevægelser skabtes udviklingen af det demokratiske grundlag, som det

Kyse til folkedanse dragt

Slidt fodboldstøvle fra 1930’erne

‘På kanten’ handler om byen og bysamfundene i området på kanten til et andet Jylland, et overgangssted mellem Øst- og Vestjylland. Et område, som administrativt er orienteret mod Østjylland, men som også er en del af et andet Jylland med fokus på produktion, entreprenørskab og værdier som, at man skal kunne klare sig selv.

Give by 1970erne

Dagligliv, arbejdsliv og fællesskaber i stations- og centerbyen

Arkivfotos fra 1970ernes Give forstørres op og anvendes som kulisser

Gå på opdagelse i gaderne. Længere nede kommer til togstationen og fabrikkerne

Se ind ad vinduerne og kig fx ind i brugsforeningen, ind til frisøren eller smeden

I nogle af butikkerne kan gæsterne træde indenfor. I Tricotagehuset kan gæsterne se nærmere butikkens stangtøj

Igennem arkivfotos, lydoptagel ser og filmprojektioner møder gæsterne byens beboere og de mennesker, der arbejder her

Kort på gulvet viser områdets infrastruktur i 1970, og teksturen minder om asfalt

Historien om Vejle Vesteregn er historien om urbaniseringen i Danmark og fortælles igennem forstørrede arkivfotos, lyd og lys, samt museets omfattende samlinger af komplette udstillingsmiljøer. Udstillingen handler om byen, byudviklingen, livsformer og hverdagsliv i 1970ernes byer på Vejle Vesteregn.

Fra kirkerummet og forsamlingshuset, træder gæsterne videre ind på en asfalteret vej, som fortsætter ind i Give by omkring 1970. En by byg get op af arkivfotos og sat op som store kulisser der skaber rammen om museets omfattende samlinger af komplette udstillingsmiljøer. Gæsterne inviteres til at gå på opdagelse i byen, se ind til brugsforenin gen, frisøren og snedkeren eller besøge tricotageforretningen. På torvet bliver gæsterne mødt af en gruppe vejarbejdere der holder pause. Ved siden af mændene holder en rød folkevogn som børn og andre interesserede kan prøve at sætte sig ind i. Længere væk ligger togstationen, sygehuset og fabrikkerne. Når aftenen falder på, lukker butikkerne og der kommer lys i gadelamperne og i husenes vinduer. Lydene i byen ændres og byen bliver mere stille.

Forsætter gæsterne da ind imellem husene, ser de måske en

familie, som er samlet i stuen for at se månelandingen på tv, eller en anden familie som er ved at gå i seng, da de skal tidligt op og på arbejde næste morgen på en af byens fabrikker.

Rammen om fortællingen om byen

Med kommunalreformen i 1970 blev Give centerbyen for 8 tidligere sognekommuner på Vejle Vesteregn. Give har været centerbyen fra 1970 og frem til strukturreformen i 2007. Mange af de kommunale og velfærdsstatslige enheder, der blev oprettet i Give fra o. 1880 og ikke mindst i tiden omkring 1970erne er i forbindelse med strukturreformen blevet nedlagt.

De sidste 15 års store samfundsmæssige strukturforandringer har skabt interesse for perspektivering af historien fra 1950-60erne og frem til i dag. Det gælder lokalt, regionalt og nationalt. Det gælder med hensyn til betydningen af centralisering eller decentralisering, udviklingen af infrastruktur, vilkårene for industri, by- og landsbyudvikling, rammerne for hverdagslivet, ressourcer og bæredygtighed.

Historien om Vejle Vesteregn er historien om urbaniseringen i Dan mark. Befolkningstallet i Giveområdet steg som andre steder stærkt i 1800-tallet. Dødeligheden faldt, og befolkningstallet steg her fra 2.503

indbyggere i 1787 til 5.656 indbyggere i 1850. I 1921 er befolkningstallet steget til 13.042. En femdobling i forhold på 145år. Der var landsbyer, men der var ingen byer over 200 indbyggere registreret før i 1880, hvor Give nåede op på 289 indbyggere. Da boede 3 % af områdets befolkning således i Give i 1880. I 1901 har Give fået fordoblet sit befolkningstal og har nu et indbyggertal på 530. I 1921 er der registreret 3 byer i Vejle Vesteregnsområdet med Give, Vonge og Thyregod, der samlet havde et indbyggertal på 2.058. Dermed levede 15 % af befolkningen på Vejle Vesteregn i byer. Antallet af ind byggere, der lever i byer, steg fortsat. I 1950 blev Farre og Gadbjerg også byer, og det samlede antal byboere udgjorde nu 3.513. Dermed boede 24 % af befolkningen på Vejle Vesteregn i byer. I 1860erne var befolkningen på Vejle Vesteregn beskæftiget indenfor landbruget, kun få var beskæftiget med administration, transport eller industri. I slutningen af 1800-tallet er billedet et andet, kun 77 % var nu beskæftiget indenfor landbrug. I 1960 er antallet af beskæftigede indenfor landbruget faldet til 55 % af befolkningen i området. Give var allerede i løbet af 1800-tallet blevet center for oplandet, blandt andet grundet Vejle Amts beslutning om at placere de lokale sundhedstjenester som distriktslæge, sygehus og apotek i byen i løbet af 1890érne. Med jernbanen, der kom til Give i 1894, blev Give som

by styrket i forhold til de øvrige byer i området. 1800-tallets nationale vejetableringer og skibsfart – og ikke mindst i kombinationen med jern banen skabte nye afsætningsmuligheder og dermed grundlag for større produktion af landbrugsvarer, der gav den nye tids ’bonde’ grundlag for køb af stadigt flere vare- og tjenesteydelser hos andre. Byen voksede med den stigende industrielle forarbejdning af landbrugets produkter, og snart kom der flere virksomheder til med håndværksproduktion og service. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien vok sede i 1950-60erne, det samme gjorde byen. I 1950-70 kom administrations- og kontorarbejde, skolelærere, læger og sygeplejersker, politi og præster m.fl. til at fylde mere i statistikken over beskæftigelse, i 1960 er 42 % af Gives befolkning således beskæftiget indenfor disse områder –med kommunalreformen kom tallet til at vokse i årene fremefter.

Vejle Vesteregn er og har været præget af entreprenørånd, og vejen fra opfindsomhed til iværksætteri har ofte været kort. Befolkningen var og er blevet opdraget til, at man skal kunne klare sig selv og yde noget, og var der ikke arbejde at få, kunne man starte en virksomhed selv, evt. med familiens hjælp. Nogle af virksom hederne blev store, mens andre kom til at give et eksistensgrundlag for ejeren. Mange af virksomhederne i området i dag er i øvrigt fortsat familiebaserede virksomheder.

Overordnet set var centraliseringens første fase en fordel for Give og Giveområdet, som det ses i og med udviklingen fra sid ste del af 1800-tallet og frem. Kommunalreformen i 1970, der sam menlagde en række mindre sogne til en – i forhold til tiden – stor kommune, skabte udvikling i Give i tiden fremefter. Strukturreformen i 2007 accelererede derimod de centraliseringer, der allerede var på vej i tiden op til Strukturreformen, og det kom til at betyde, at mange af velfærdsstatens statslige og kommunale institutioner nu blev nedlagt i Give. Give by og området Vejle Vesteregn er i dag en del af Vejle kommune, Give står dog stærkt som center-, handels- og erhvervsby i området.

DSB batterilygte fra 1950’erne og konduktør uniform med

Reklameskilt fra lokal slagter Lakerede trækasser fra Jeppesens købmandshandel Øgelund

Kulturkampen om skolen

Neder Donnerup Skole ved enelærer Peder Degnbol 1906-52

Interiør fra Ndr. Donnerup skole. Miljøet kan anvendes i formidlingen

Fremvisningsapparat. Apparatet er bygget om og kan projektere fotografier fra Ndr. Donnerup skole op på væggen

Anskuelsesbillederne kom på skoleskemaet i 1899. Museet sam ling af interiør fra Ndr. Donnerup skole inkluderer også en samling af anskuelsesbilleder

Degnbols skolesamling er i dag en af Danmarks største eksisterende enkelt-lærersamlinger. Glasmontren lader gæsterne gå på opdagelse i samlingen

Igennem museets omfattende arkivsamling forfattet af og om Degn bol, formidler udstillingen Degnbols vision for lærergerningen samt de nye skolereformer, som Degnbol var nødt til at forholde sig til

Med ansættelsen af lærer Peder Degnbol i 1906, blev landsbyskolen Neder Donnerup skole en del af kulturkampen om skolen. Degnbol var noget ganske særligt, så særligt, at en seminarielærere fra Nørre Nissums kunne gribe sig i at ønske, at man kun var 6 år og boede i ”Deres Skoledistrikt. Sikke en glæde at se frem til!” Det særlige ved Peder Degnbol var, at han praktiserede en ny pædagogik. En pædagogik, der havde rødder i den Grundvig -Koldske friskoletradition. Udstillingen ”Kulturkampen om skolen” er placeret et stykke fra museets andre udstillinger. Rammen om udstillingen er museets in teriørsamling fra bl.a. Neder Donnerup skole, og centrum i udstillingen er lærer Degnbols imponerende skolesamling. Rummet både opdeles af og samles omkring en lang smal glasmontre der går tværs igennem lokalet, hvori skolesamlingen vises frem i sin helhed.

Til venstre for glasmontren træder gæsterne ind i en lille landsbyskole med pulte, anskuelsestavler og bøger. Her kan gæsterne sætte sig ved de gamle skolepulte, skrive på tavlerne eller kigge i bøger og genstande. Museet kan endvidere tilbyde guidede forløb for skoler og private, hvor

genstandene i montren kan inddrages i formidlingen og komplimen teres af museets formidlingssamling med rekvisitter, som gæsterne kan få i hænderne. Præcist som det oprindeligt har været tiltænkt med en skolesamling.

Til højre for glasmontren træder gæsterne ind i Degnbols skoleunivers, hvor drenge og piger havde fælles undervisning. Der var ingen fysisk afstraffelse, undervisningen kunne foregå i haven såvel som i klassen, og princippet var, at der skulle udvises tillid til udviklingskræfterne i barnet.

Udstillingen vil formidle tidens syn på skolen og skolens formål igennem Degnbols vision for lærergerningen samt de nye skolereformer, der kom senere i 1900-tallet. Tanken er at formidle Degnbols skolesamling og museets omfattende arkivsamling forfattet af og om Degnbol.

Rammen for fortællingen om skolen i

1900-tallet

Degnbol var lærer på Neder Donnerup landsbyskole frem til sin død i 1952. Museum Give fik overdraget Degnbol samlingen fra Danmarks Skolemuseum, og museet har dermed en af Danmarks største eksisterende enkelt-lærersamlinger.

Det særlige ved Peder Degnbol var, at han praktiserede en ny pædagogik. En pædagogik, der havde rødder i den Grundtvig-Koldske frisko letradition. Pædagogikken slog gradvist igennem i sidste del af 1800-tal let, og den fik i tiden op til og efter 1.verdenskrig fornyet kraft under navnet reformpædagogikken. Reformpædagogikken ville gøre op med tidens autoritære skole og lærerrolle, dens systemer, faste pensum, riset og tampen.

Degnbol lagde fra starten vægt på friluftslivet, og der blev gravet et svømmebassin ved skolen, ligesom der blev etableret en skole have. Skolehaven som fænomen går tilbage til 1800-tallet, den friske luft og nærheden til jord og natur blev set i direkte forlængelse af tidens visioner for den gode børneopdragelse. Skolehaven ved Neder Donnerup Skole blev anlagt i 1906. I overensstemmelse med tidens nye pædagogiske strømning badede børnene nøgne i skolens svømmebassin, piger og drenge dog hver for sig. Derefter luft- og soltørrede de ved at løbe rundt i skolehaven. Bagefter lavede de gymnastik i Degnbols have.

Læreren kunne gå foran, men i øvrigt tie og lade eleverne arbejde selv, dvs. det var en helt anden undervisning end den klas-

seundervisning, der karakteriserede den autoritære skole. Degnbol mente, at skolestuen skulle indrettes så den havde præg af ”Hygge”. ”Den skal være et Hjem for børnene, saa stor en del af deres tid de tilbringer der”. Undervisningen skulle understøtte børnenes nysgerrighed, og elevernes trang til at undersøge deres omverden skulle støttes. De centrale fag var for ham, og i overensstem melsen med pædagogikken, ”omverdens-kundskab”, der rummede fagene geografi, historie, naturfag, kristendom, læsning, skrivning og regning. Degnbol lagde vægt på ’levendegørelse’ i undervisningen, derfor var det vigtigt for ham at kunne vise børnene udstoppede fugle, sten eller andre genstande. Han indsamlede genstande fra ind- og udland, så eleverne kunne møde verden og lære omverdenen af kende i skolen.

Degnbol gjorde også meget ud af at have billeder i skolestuen – anskuel sestavler, så børnene kunne se, hvordan tingene så ud. Anskuelsestav lerne kom ind i undervisningen i danske skoler fra omkring 1860erne. I første omgang var det tyske tavler, senere blev det danske tavler. I 1900 kom undervisningen i anskuelsestavler ind som fag. Brugen af tavlerne har dog varieret meget fra skole til skole. Degnbol var også fortaler for, at de bøger, der blev anvendt i undervisningen, skulle være gennemil lustrerede. Noget der alt sammen senere blev en selvfølgelighed men ikke var det, da Degnbol gik i gang med sin lærergerning.

I 1930erne blev Neder Donnerup Skole og lærer Degnbol besøgt af me dierne i rigt mål og pædagogikken blev diskuteret. Degnbols under visning var meget anderledes end den, der var baseret på udenadslære, ikke mindst af de kristne trossætninger, bibelhistorie, geografiske rem ser og staveord. Degnbol måtte derfor kæmpe for sin undervisning mod den lokale præst, der var formand for skolekommissionen, og som skulle føre tilsyn med skolen. Præsten var alt andet end begejstret for Degnbols skole. Tidens krav om ophængte timeplaner, skemaer og systemer var ikke en del Degnbols pædagogiske tilgang, og det gav ham modstand fra flere sider. Bøjelig og føjelig har han heller ikke været. Kirken havde fra gammel tid haft tilsynet med skolen. Præsten var selvskrevet formand for skolekommissionen og de øvrige medlemmer blev udpeget af sognerådet. På skoledirektionsniveau var det provsten, præstens overordnede, der var formand. Systemet markerede, at læreren var underordnet præsten, og det har ikke huet Degnbol, der havde stor opbakning i lokalsamfundet, sådan som nok generelt har været. Læreren var den samlende figur i lokalsam fundet, for nok var læreren også statens og kirkens repræsentant, og nok havde læreren en boglig uddannelse bag sig, men læreren var ikke akademisk uddannet som præsten. Læreren havde ofte også en tættere kontakt til de lokale, fordi læreren ofte selv var af bonde- eller husmandsfamilie.

Med styrkelse det faglige tilsyn, styrkedes læreren i forhold til præsten, og med det nye system kom der endvidere avance mentsmuligheder for læreren. Det har dog næppe interesseret Degnbol, ligesom at 1930ernes diskussion om at styrke fagligheden med faglærere og centralskoler, heller ikke var en del af hans forestilling om den gode skole. Han var derimod i hele sit virke fortaler for landsbyskolen og enkeltlærersystemet, hvor læreren kunne udvikle og forme børnene. Hans pædagogiske tradition vandt – om end det blev i en den skole, der kom ud af reformerne i 1937, 1958 og 1976, og altså en anden skole, end den han stod for i landsbyen Neder Donnerup.

Lysbilledapparat med billeder

En miniaturemodel af en grønlandsk konebåd fra Peder Degnbols skolesamling

Museum Give - Prospekt

Faciliteter

Læring- og showroomfaciliteter

I den bagerste del af museumskomplekset, med egen indgang fra æble lunden eller adgang gennem caféområdet, indrettes et område dedikeret til skoleforløb, workshops- og showroom. Lokalet vil være udstyret med AV-udstyr og kan for eksempel bookes af virksomheder til møder og workshopaktiviteter med forplejning fra museets café.

Området danner ramme for møder, kurser og involverende læringsaktiviteter for museets gæster, samt for kortere eller længerevarende

læringsforløb for skoler og dagtilbud. For eksempel vil en skoleklasse kunne booke området i til en projektuge eller lign. I forbindelse hermed, vil museets udstillinger blive stillet til rådighed, og inspektørerne og lokalhistorisk arkiv kan inddrages efter aftale.

Skole- og workshopområdet bliver et sted, hvor nye tilgange til muse umslæring kan udforskes, afprøves og udvikles til og i samarbejde med skoler og dagtilbud.

Forløbene på museet udvikles blandt andet gennem lærende partner skaber med pædagoger og lærere, samt på baggrund af resultater fra forskningsprojekter.

Mødested og Café

Museum Gives mødested og café skal indrettes i stil med 1980ernes caféer. Derved vil de gæster, som har besøgt udstillingen, været til foredrag i udstillingen eller anden aktivitet, opleve at gå fra udstillingsdelen ’Give by’ anno 1960-70erne og videre ind i en café anno 1980. Caféen breder sig ud i fællesområdet og om sommeren åbnes dørene til siddepladser i den indre gård. Caféen vil til daglig og i sammenhæng med de forskellige mødelokaler have en kapacitet på op til 150 gæster. Caféen kan også danne ramme om samvær med familie og venner, hvor

man mødes på museet, spiser, nyder et glas vin eller saft, drikker kaffe og bruger museet som mad- og mødested. I forhold til lokale borgere vil det være et aktiv, at man kan bruge museet i sådanne sammenhænge. Caféen på Museum Give kan for eksempel danne rammerne om fæl lesspisning, ’social dining’, hvor museet er vært. I samarbejde med lokale restauratører tilbyder museet forskellige tema-menuer med brug af stedbundne fødevarer, det vil kunne tiltrække lokale gæster – yngre målgrupper og familier. Kartoflen vil indgå som en central del af café-aktiviteterne på museet.

Caféen kan endvidere fungere som mødested for virksomheder, der ønsker at bruge museets café og lokaler som ramme om et møde eller en mindre konference.

Caféen vil også kunne fungere som et mødested for de mange menne sker, som dagligt besøger museets udenomsarealer. Caféen skal være stedet, hvor man mødes efter en tur på skovlegepladsen, i hunde- eller museumsskoven.

De gæster som ikke ønsker at besøge udstillingerne, kan anvende ind gangen igennem butikken og få direkte adgang til caféområdet. Caféen og butikken vil have åbent flere dage i ugen frem til kl. 20.30, sådan at lokale kan bruge butikken og caféen efter alm. arbejdstid. Foredrag og lign. aktiviteter vil også typisk ligge om aftenen.

Café

Udenomsarealerne

Museum Give ligger tæt på Give by og alligevel lige midt i naturen imellem skov og mark. Tæt på museet ligger en museumsskov med skovlegeplads etableret af Vejle Kommune. Om sommeren bliver der sat stude ud i skoven og får på marken. Det er med til styrke områdets dyre- og plantediversitet.

Studene er af racen Jysk Kvæg, der stammer fra det oprindelige sortgråbrogede kvæg, som var udbredt i Jylland i det 17.-, 18. og 19. århun drede, og som var grundlaget for eksporten af stude til det nordtyske marked. Kvæget relaterer derfor til museets historie om heden med hærvejen. Samtidig er Jysk Kvæg en lettere ko, der udvokset ikke vejer mere end ca. 550 kg og gennemsnitshøjden er 134 cm, det lette dyr træder ikke så hårdt og er derfor god for udvikling af biodiversitet. Der er en ’kogræsser-forening’ tilknyttet, der fører tilsyn med dyrene. Muse um Give arbejder på, at studene og deres historie inddrages i formidlin gen, ligesom det er tanken at lave mad og events i cafeen med kød fra

Pottekonen fra Vonges to jydepotteovne

På museumsmarken lige overfor museet går der får og lam om sommeren. Fårene er af racen Dansk Landfår, der engang var ud bredt i hele landet. Umiddelbart ved siden af indhegningen til fårene kan gæsterne se nærmere på pottekonen fra Vonges to jydepotteovne. Et bierhverv som var meget udbredt på de dan ske hedeegne.

Foran museet er der en dejlig have med et gammelt lysthus, og både haven og lysthuset inviterer til at gæsterne sætter sig med en kop kaffe købt i caféen. På den anden side af museet, kan gæsterne nyde en tur i æble lunden med historiske æblesorter, som museet anvender i formidlingen og i caféen. Ud imod vejen, ligger museets kolonihave fra 1937. Kolonihave huset blev renoveret i 2022, og der blev bygget endnu et hus i samme form som det eksisterende. I husene etableres en udstilling om henholdsvis kartoflen og kolonihaven, og derudover ge netableres dele af køkkenhaven og der bygges bænke, motionsog legeplads. Projektet er finansieret af Nordea Fonden, Kirk Fonden, Den Jyske Sparekasses Støttefond samt Havefonden.

Får på marken foran museet

Kolonihaven og skovlegepladsen skaber et godt grundlag for aktivering af udeområderne og for skabelsen af ‘mødesteder’ og aktiviteter, hvor børn, unge, voksengrupper og børnefamilier mødes og skaber fællesskaber på tværs.

Museet ønsker også at bruge udenomsarealerne til at in vitere flere frivillige, samt relevante interessefælleskaber fra området, ind i museumsfællesskabet. Det vil styrke mu seet som en aktiv fællesskabende aktør for lokalområdet, og den øgede aktivitet vil tiltrække turister, fordi der sker mere på museet og i området rundt om museet.

Skovlegepladsen i museumsskoven

Luftfoto

Skovlegeplads Museumsskov med stude Æblelund Museum Give

Jydepotteovne Kolonihave Mark med får

Museum Give - Prospekt

Livet på heden - ‘På kanten’

‘På kanten’ handler om livet ved højderyggen ved Hærvejen, et område, som gav begrænsninger men også liv og muligheder.