Museum Give - om livet 'på kanten' - i lokalt, nationalt og globalt perspektiv, af Hanne Thomsen

Museets tematikker har sit geografiske og kulturhistoriske udgangspunkt i området på kanten, hvor heden og den jyske højderyg mødes. Højderyggen, hvor Skjernåen og Gudenåen udspringer tæt ved hinanden og løber hver sin vej, udgør en kultur- og landskabsgrænse mellem de fede jorder mod øst og de sandede jorder mod vest. Vandskellet har gjort, at hærvejen som det nord-sydgående vejsystem kunne følge det tørreste område udenom moser, søer og over åer, hvor de snævrede ind til vadesteder, træbrolagte veje og broer.

GIVE-EGNENS MUSEUM ARTIKLER FRA MUSEET

Heden, Frederik Vermehren, 1854, SMK.

Museum Give – om livet

‘på kanten’ – i lokalt, nationalt og globalt perspektiv

AF HANNE THOMSEN, MUSEUMSLEDER

På kanten, hvor åerne udspringer, ligger Tinnet krat, der sammen med flere krat udgør nogle af de største rester af Danmarks oprindelige skove. Oprindeligt var den jyske højderyg ligesom resten af landet dækket med skov. Men svedjebruget, hvor man fældede og brændte skov af for at kunne dyrke jorden og holde dyr betød, da vi nåede frem til omkring år 1000, at kimen til heden var lagt, og lyngen var indvandret. Det varmere klima fra omkring år 900 skabte grundlaget for befolkningstilvækst i vikingetiden og de næste århundrede frem, og selv om mange udvandrede og tog på togt, var der alligevel befolkningstilvækst og øget skovrydning, og mere jord kom under dyrkning.

Livet på heden var et liv på kanten, som det sås, da pesten ramte Danmark i 1350erne. Pesten betød, at mennesker døde i hobetal, særligt langs hærvejen, og befolkningstallet faldt med 40 %. I 15-1600-tallet var både krige, epidemier og klimaet en udfordring. Klimaet var blevet meget koldt, så koldt, at vi taler om den lille istid. Klimaændringerne markerede, at livet på heden var på kanten af det mulige, det var svært at dyrke de magre sandede jorde. Men hedens lyng, tørv og engarealerne ved åerne kunne bruges til brændsel og som foder til får og stude. Omkring år 1800 var kun 2-3% af Danmarks areal

dækket af skov. Hedens udstrækning var sandsynligvis på sit højeste omkring år 1700 og strakte sig fra Hærvejen og ud til vestkysten, og fra vandskellet sås de uhyre store flade heder. Kun lidt egekrat kunne tjene som kompas for de vejfarende. Bebyggelsen var spredt og bestod af små landsbyer samt de få gårde, der lå enkeltvis på heden. I 1828 blev Give og de øvrige sogne i området beskrevet som nogle, der for 90% vedkommende bestod af skarpsandede jorde og uopdyrket hede, der på ikke ubetydelige strækninger er direkte flyvesand.

Højderyggen er – og var – en identitetsskabende markering af, hvad der hørte til mod øst henholdsvis vest. Udgangspunktet her er, at livet på kanten giver udfordringer men også muligheder for menneskers forskellige udfoldelser.

LIVET PÅ HEDEN – PÅ KANTEN

På kanten handler om den geografiske og kulturlige dobbelthed i livet på landet – på heden før hedeopdyrkningen, hvor hedebonden levede vest for højderyggen med udnyttelsen af de muligheder heden gav, og landbrugeren på de fede jorde mod øst. Om de mennesker, der var inden for den sociale orden, som kirken og gældende lov og ret skabte, og de mennesker, der var udenfor denne orden, og

som levede langt fra gården som ’rakkerpakket’, de lovløse, ulvene og andre frygtede væsener gjorde. Det handler om livet mellem rationalitet og folketro, om mørket og dets væsener, der skabte frygt for, hvad der kunne ske, inden dagens lys brød frem igen.

På kanten handler om den forståelseskløft, der var mellem på den ene side de landbrugsfaglige eksperter, der anså datidens vegetabilske landbrug med kornavl for det rigtige, og hedebønderne, der fra 1700-tallet fravalgte hedeopdyrkningens slid for stadig at satse på får og studeavl i kombination med hosebinding, pottemageri, kulsvierarbejde, børstebinderi og andre binæringer som gravning af tørv. Foruden lyngen udnyttede bønderne også heden ved at grave tørv, der blev brugt til isolering af huse og som brændsel. En hedegårds tilliggender kunne variere fra nogle få hundrede til over tusind tønder land og kun en lille del af det blev dyrket med rug, byg og boghvede. Resten lå som eng og hede, hvor kreaturer og får selv fandt føden. Binæringerne og handel gav kontanter til køb af det, som man ikke selv kunne producere eller finde på heden.

Hedens opdyrkning kom på centraladministrationens dagsordenen i 1700-tallet, hvilket bl.a. kartoffeltyskernes kolonier

ved Alheden og Randbøl Hede fra 175961 vidner om. Det var svært at få danske bønder til at gå i gang, selvom man forsøgte at opmuntre dem til det med skattefrihed, frihed fra militærtjeneste og ret til at brænde brændevin. I stedet indforskrev man tyskere fra Pfalz og Hessen til opdyrkningen af heden. Der kom i alt ca. 275 familier til det jyske, der blev lokket til landet med løfter om frihed for tiende i al evighed og frihed for skatter og afgifter i 20 år og andre privilegerede forhold. Kartoflen var kendt, før kartoffeltyskerne kom til landet, bl.a. fra huguenotterne i Fredericia. Tilnavnet kartoffeltyskerne fik de, fordi de kendte kartoflen og mente, at kartoflen var den bedste planteart til at opdyrke de store hedeområder. De havde opdaget, at kartoflen gav tre gange større udbytte end korn. Tilnavnet fik de også, fordi de tog til markedet og solgte kartofler. Hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse, der tidligere var næsten lige så ukendte som kartoflen, dyrkede de også. Mange af kartoffeltyskerne forlod landet igen få år efter, nogle blev udvist i 1763 som uduelige, andre valgte at rejse fra Danmark og til Rusland i stedet for. Tilbage var omkring 59 familier, flere af dem opgav dog også, men kolonisterne fik opdyrket en del arealer og dermed vist, at det var muligt at kultivere jorden, også uden brug af mergel. Familienavnene på Alheden og ved

Randbøl Hede vidner om deres tilstedeværelse. Diskussionen om, hvorvidt man skulle indkalde kolonister til at opdyrke landet, eller om man i stedet skulle satse på landets egne børn til opdyrkningen af heden, var voldsom. Den enevældige stat satsede på de udefra kommende kolonister, noget som enevælden senere og under den spirende nationalisme i 1840erne blev stærkt kritiseret for.

Det der i første omgang satte hedeopdyrkningen på dagsordenen i København og i centraladministrationen var nedturen ovenpå Napoleonskrigene med statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. Den jyske hede blev opdaget i København, og der blev skrevet og fortalt om den. Præsten og forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) var en af dem, der skrev om heden og hedens befolkning. Blicher skrev inspireret af den skotske digter James Macphersons udgivelser i 1760erne om, hvordan Danmark i oldtiden var befolket af kimbrerne, der var blevet fortrængt af det erobrende folkefærd danerne. Danerne stoppede ved den jyske højderyg, skrækslagne som de var for heden og det mørke Jylland. De oprindelige danskere – de ægte –finder man derfor ude på den jyske hede, og jyderne

var i Blichers optik bærere af den oprindelige danskhed. Blicher bidrog sammen med forfattere som B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig og Adam Oehlenschläger til at styrke den besejrede nations selvfølelse og forfatterne genoplivede i kunsten fortidens storhed og skabte en ny guldalder.

Den enevældige stat havde i løbet af 1700-tallet – oven på svenskekrigene i 1600-tallet – styrket kontrollen med bønderne i Østjylland og på øerne, og bl.a. indført stavnsbåndet i 1733. Men i Vestjylland var det svært for staten at udøve kontrol og ensrette. De store afstande i Vest- og Nordjylland, befolkningens store spredning, og manglen på godser, der kunne kontrollere bønderne, gjorde det svært for staten og for amtmændene at nå ud til hedens befolkning med budskaberne samt kontrol af lov og orden.

I første omgang valgte staten at ignorere Vestjylland, men guldalderforfatterne var med til at skabe grundlaget for det, der er blevet kaldt ’Opdagelsen af Jylland’. Opdagelsen af livet på heden, hvor sprogligt og kulturelt arvegods sås som noget, der var bevaret fra gammel tid. Alt det som Evald Tang Kristensen (1843-1929) senere indsamlede vidnesbyrd om.

Blicher på heden, efter C. Dalsgaards maleri 1866, SMK.

”Jylland mellem tvende have” skrev H.C. Andersen i 1859 efter en rejse til Jylland. H.C. Andersen var meget inspireret af Blicher og besøgte Jylland første gang i 1830 og igen i 1859, hvor han boede på Nørre-Vosborg, hvortil han var inviteret af godsejeren og politikeren A.E.M. Tang (1803-1868), der var stærkt optaget af hedens opdyrkning. ”Jylland mellem tvende have” indeholder alle de elementer, der var karakteristisk for det syn på Jylland, som Blicher havde, i digtet forudså H.C. Andersen meget profetisk hedens forsvinden; ”Skynd dig, kom! Om føje aar, heden som en kornmark staar”.

HEDEOPDYRKNING – PÅ KANTEN

Krigen 1864 og tabet af Slesvig-Holsten kom til at gøre en afgørende forskel. Med Hedeselskabets dannelse i 1866 kom dødsstødet mod hedebondens traditionelle livsform med opdræt af stude på eng og får på heden kombineret med binæringer. Hedeselskabet talte ind i en national dansk kontekst men inspirationen kom fra Nordtyskland, og Enrico Mylius Dalgas (1828-94), der var en af stifterne af Hedeselskabet havde lært hedeopdyrkning i Hannover og var meget inspireret af det, han så der. Indførelsen af den tyske skovbrugsdrift var også baggrunden for, at Jeppe Aakjær (1866-1930) senere rasede over plantagerne og kaldte dem

i sangen; Paa Hedens høje for ”Prøjserskove”. Hedeselskabet var ifølge Jeppe Aakjær skånselsløst i sin fremfærd mod landsdelens oprindelige nationale skønhed, og det var et selskab, der ifølge Aakjær ødelagde hedens landskab og udsynet over de milehvælvede horisonter.

Udgangspunktet for dannelsen af Hedeselskabet var tabet i 1864. Enrico Dalgas bidrog som vejingeniør i hæren ved tilbagetoget fra Dannevirke i 1864, og han opfordrede efterfølgende i 1865 til, at man i lyset af det nationale tab gik i gang med at opdyrke heden til agerbrug og skovbrug. Hedeselskabets motto, der sås første gang i 1872 på en medalje, der blev fremstillet i forbindelse med den nordiske udstilling i København, var dog næppe af Dalgas men i stedet af digteren H.P. Holst (1811-1893), der var en glødende fædrelandsven med militær baggrund:

”For hvert et tab, ingen erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”

For Dalgas og andre var det netop med opdyrkningen af heden og etableringen af plantagerne, at krigen indad skulle vindes. Det nationale var i fokus snarere end økonomisk rationalitet. Så selvom det havde været mere rationelt forsat at lade heden afgræsse af dyr, der var holdt af hedebønder, der havde flere indtægtskilder, sådan som hedebonden traditionelt

havde haft det, blev heden opdyrket og hedebonden landbruger som de østdanske bønder.

Plantagerne – grosserer- eller københavnerplantagerne blev det nye, der kunne give en indtægt til beboerne på hedeparcellerne i sidste del af 1800-tallet. I

beplantningsperioden var der brug for meget arbejdskraft, efter anlæggelse var det dog primært sæsonarbejde – til gengæld var det stabilt. Plantagerne blev kaldt grosserer- eller københavner-plantagerne, fordi ejerne ofte var grosserer, der ønskede sig et landsted og jagtrevir. Grossererne ønskede at betone ordet Kø-

Hederne i Jylland omkring 1800, kortet er udarbejdet af Geografisk Institut ved Københavns Universitet på grundlag af Videnskabernes Selskabs kort fra 1762. Hederne i Jylland omkring 1950 er udarbejdet af Geografisk Institut ved Københavns Universitet. Fra Kenneth Olwig.

benhavn, for at markere, at det ikke blot var en sag for egen vindings skyld men en større sag – som også københavnerne kunne være med i. Hedeopdyrkningen og plantageanlæggelsen af de i alt 55-60 store plantager blev i denne optik ikke bare en privat sag men en national sag.

Historien om københavnerplantagerne er også historien om, hvordan københavnere og bønder med vidt forskellige økonomiske og kulturelle baggrunde, kom til at leve tæt på hinanden i de små minisamfund københavnerplantagerne kom til at udgøre. Plantagerne fik stor social og økonomisk betydning for hedens mennesker. De bragte liv, initiativ og penge til hedeområderne, og hedebønderne fik arbejde, der understøttede deres eget arbejde på gården eller parcellen. De introducerede brugen af kunstgødning til bønderne. I plantagernes villaer var der også brug for arbejdskraft – kvindelig – som hjælp til madlavning, rengøring og servering for de mange gæster. Kvinderne lærte med arbejdet i villaerne nye skikke og måder på tingene. På mange måder vil det derfor være rigtigt at kalde hedeopdyrkningen og plantageanlæggelserne og påvirkningen derigennem for koloniseringen af Jylland.

For Hedeselskabet havde plantningen af levende hegn og anlæggelse af plantager

været på dagsordenen fra starten. Hegnene var vigtige for at give læ for afgrøden, så den ikke blev spoleret af vestenvinden.

Plantagerne var derimod vigtige på de jorde, der var for dårlige at dyrke, træet kunne dernæst tjene til tømmer til industrien og til brændsel for befolkningen.

Plantagerne var ikke alle store som grosserernes, også gårdmænd kunne være med og anlægge en mindre plantage eller gå sammen med andre om en lidt større plantageanlæggelse. På Givekanten var der ikke københavnerplantager. Man gik i gang selv, og den første plantage blev anlagt af lokale i 1867, hvor der i 1867 blev tegnet aktier, så man kunne købe de 210 tdr. land til beplantning, som man ønskede. Der blev i de kommende år etableret omkring 10 plantager på Givekanten – nogle af dem af enkeltpersoner. Andre var resultatet af, at flere og flere gik sammen om det.

For Hedeselskabet og kredsen omkring selskabet var drømmen, at anlæggelsen af plantagerne ville betyde at heden gradvist ville ændre karakter og i højere grad komme til at ligne det østdanske landskab, der var ’billedet’ på det ’rigtige’ nationale danske landskab. Helt kom plantagerne dog ikke til at ligne de østdanske og mere varierede skove, dertil var de for regelrette og ensartede i deres beplantninger med nåletræer.

Jeppe Aakjær blev i begyndelsen af 1900-tallet en central skikkelse i den ændrede opfattelse af heden. Det var blevet klart for enhver, at flertallet af dem, der opdyrkede heden, havde levet et liv i armod og med et nedbrydende slid, og

Jeppe Aakjær så ikke hedeopdyrkningen, som det, der kunne løfte befolkningen. Tværtimod skulle befolkningen beskyttes mod det hårde slid og de kummerlige livsvilkår, der blev hedens egentlige opdyrkere til del, dem som han skriver om i ”Paa Hedens høje sad på husmandskarrige små Firkantsbidder”. Jeppe Aakjær blev de jyske småkårsfolks stemme, ligesom han blev en stemme for at bevare heden, så kommende generationer ikke glemte fortidens slidsomme arbejde.

NØJSOMHED OG VÆRDIER – PÅ KANTEN

En forudsætning for hedeopdyrkningen og Hedeselskabet arbejde i 1860erne var dog grundlæggende landboreformerne og udskiftningen af jordene i 1780erne. Udskiftningen af jordene – herunder heden

– betød, at man vidste hvem, der ejede hvad. En anden forudsætning var merglingen, der gjorde grundforbedringer mulige. Mergel er en lertype, som indeholder kalk, og ved at tilføre den kalkholdige mergel på den sure hedejord får man en højere ph-værdi. Det var dog vigtigt at bruge mergel rigtigt – gjorde man ikke

det, gav det en rig far og en fattig søn, som det hed. Men det lærte man sig, og man gravede mergel overalt i 1800-tallet og indtil midten af 1900-tallet, og indtil kunstgødningen kom frem. På Give-kanten var det ved Ringive, der kunne graves mergel.

Arbejdet med at grave mergel gik i gang umiddelbart efter høsten og fortsatte, indtil frosten satte en stopper for det. Den våde knoldede mergel blev fordelt bedst muligt på jorden, så frosten kunne skørne den, dvs. rådne. Om foråret blev knoldene slået i stykker og harvet ned. Opgravningen af mergel var hårdt arbejde, og for hver tønder land jord gik der typisk 100120 vognlæs mergel, og det var hårdt at fordele den store mængde mergel ud på jorden om efteråret.

Hedeopdyrkningen var et hårdt liv for dem, der var involveret i det, og hedebønderne forsøgte at kæmpe imod og undgå den skæbne, så de kunne fortsætte det relativt gode liv med udnyttelse af hedens mange ressourcer. For præster med et stort engagement i hedeopdyrkning, mergling og landbrug kunne det virke udæskende, når eksempelvis husmanden, den ”kælne inderste hellere vil sidde ved en varm Ovn og binde Strømper, end gøre andet Arbejde, som giver Sved og trætte Lemmer”. Citatet stammer fra en præst

ved Vildbjerg og vidner om, at det var hårdt for præsterne at motivere hedens bønder til at arbejde med opdyrkningen. Udskiftningen af jordene og dermed også af heden gjorde bøndernes modstand til en forgæves kamp. Resultatet blev hedeopdyrkningen og et helt andet landbrug – i høj grad baseret på kartoflen, som groede så godt på de magre sandede jorde, at den siden er blevet kaldt ’Hedens guld’. Hedebondens gård blev kartoffelbondens, og den begyndte at indgå i et stærkere samspil med byernes håndværk og handel.

Hedebønderne havde tidligere en høj grad af dispositionsfrihed, de skulle kun yde hoveri i ret begrænset omfang, det var derfor et helt andet liv, end det som de østjyske bønder på den anden side af højderyggen levede. Vel var det et liv baseret på livtaget med naturen, men indtjeningen fra udnyttelsen af hedens mange ressourcer kunne være rimelig. Dertil kom, at det var svært for staten at kontrollere indtægterne.

Heden med dens store vidstrakte vidder gjorde kontrol vanskelig for staten. Amtmanden over Koldinghus Amt Hans de Hoffman (1688-1771) har beskrevet de ulemper, der var ved at drage ud på heden på kontrolbesøg, for man vidste ikke, hvem man mødte, ligesom man risikere-

de at fare vild på den vidtstrakte hede. Livet på heden var derfor også et liv på kanten mellem en ’hvid’ og en ’sort’ økonomi med eksempelvis smugling af stude ned over grænsen til Slesvig-Holsten.

Okse- og studedriften var fra slutningen af 1400-tallet Danmarks vigtigste eksportartikel, den steg yderligere i 15-1600-tallet, men de mange krige og fjendskab gjorde at antallet af dyr, der gik til eksport kunne variere meget fra år til år, men kvæg og stude udgjorde en større eksportartikel end sild. Danmarks økonomiske kraftcenter lå ubetinget i Jylland, men selvom studedriften var jysk gav den enorme toldindtægter til statsmagten i København.

I starten var det danske drivere og ejere, der drev dyrene, men i sidste del af 1600-tallet blev det i høj grad aftagerne, dvs. tyskere og hollændere, som drev dyrene ned til markederne sydpå. Den anden vej – sydfra – kom klæde, kniplinger, guld og sølv, som blev forarbejdet af smede i de jyske købstæder, samt kolonialvarer som rom og sukker, kaffe, te, kakao og krydderier. Goderne blev videresolgt til hedebønderne, og der fandtes store landprangere på heden, som ved deres død efterlod sig mange værdier, men der var også små prangere, som drev handel i det små. Uanset om de var store eller små

Studedrift på heden. Illustreret Tidende 1851.

prangere, var hedebønderne vidt berejste i forhold til de østdanske bønder.

Før 1788 måtte hedens bønder ikke selv stalde eller eksportere stude. De måtte kun stalde ungkvæg, der senere skulle afsættes til godser, købstadsborgere eller købmænd fra byen. Efter 1788 blev tolden på kvæg og kolonialvarer nedsat til det halve for at dæmpe smuglerlysten. Stoppe smugleriet, kunne det dog ikke, toldsatserne blev hævet igen i flere omgange i begyndelsen af 1800-tallet. Tolden mellem Nørrejylland og Hertugdømmerne på kvæg og stude blev ophævet i 1827. Tolden blev helt ophævet i 1838. Som et led i bevaringen af helstaten flyttedes toldgrænsen i 1850 fra Kongeåen til Ejderen. Nok var livet på heden, et liv med begrænsninger, men uden muligheder var det ikke for selvejer- og fæstebonden. For husmanden på heden var livet sværere, men havde de et egentligt håndværk – som grovsmed, vadmelsskræddere, lærredsvævere eller rebslagere ved siden af – hjalp det.

Den, der lever skjult, lever godt, synes at have være devisen, man skiltede ikke med sine værdier, talte ikke om dem, og det selvom der kunne være store værdier på hedebondens gård – uanset om det var en selvejer- eller fæstebonde. Udadtil tav man og udviste den nøjsomhed, der

for en senere tids bønder på heden blev en større nødvendighed, hvis de skulle overleve. De bønder, der gik i gang med hedeopdyrkningen fik et anderledes hårdt og slidsomt liv, der i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ikke gav det store livsgrundlag. Nøjsomhed blev nødvendig i absolut forstand. Men det hårde slidsomme liv gav mennesker en chance for at få fod under eget bord. En chance, de ikke ellers kunne få i Danmark. Eneste alternativ til hedens slidsomme liv var udvandringen til byerne eller til Amerika. Opfindsomhed og innovation var vigtige også før hedeopdyrkningen, for der kunne være langt til naboen efter hjælp. Men for dem, der gik i gang med hedeopdyrkningen blev det helt nødvendigt at være selvhjulpen. Nødvendigt at man kunne reparere eller bruge sine ting på nye måder.

Opfindsomheden har været stor med hensyn til, hvordan man har kunnet reparere og bruge tingene igen og igen eller på helt nye måder. Bæredygtighed har været i centrum for hedebondens organiske omgang med naturen men langt hen også for den gårdmand, der blev resultatet af hedeopdyrkningen.

Man var selvhjulpen, det var nødvendigt, ligesom familiens indsats var nødvendig, for at man kunne få et udkomme. Denne

Kortet viser de vigtigste transportveje og markeder for kreaturer i 15-1600-tallets Jylland.

selvhjulpenhed og selvstændige livsform har skabt en tradition for iværksætteri, for at gøre noget og selv gå i gang.

ENTREPRENØRSKAB OG INFRASTRUKTUR

På kanten handler om byen og bysamfundene i området på kanten til et andet Jylland, et overgangssted mellem Øst- og Vestjylland. Et område, som administrativt er orienteret mod Østjylland, men som også er en del af et andet Jylland med fokus på produktion, entreprenørskab og værdier som, at man skal kunne klare sig selv. Et område, som også i dag er markeret med stærke familieværdier, et område, hvor en solid håndværkeruddannelse ofte prioriteres højere end en studentereksamen. Et område, hvor det ses, at den solide håndværkeruddannelse fører til, at man starter egen virksomhed, så man kan forsørge sig og sine og klare sig selv. Undertiden skaber det livsgrundlag også for andre mennesker, og nogle af virksomhederne i området er blevet særdeles store og har fået betydning for mange som arbejdspladser. Mellem mange af virksomhederne ser man stærke familiebånd og forbindelser.

Give-kanten er dermed karakteriseret ved at være en del af det store alternative udviklingspotentiale som Vestjylland er og

har været det i århundreder, Østjylland ophørte med at orientere sig mod Vestjylland og orienterede sig efter 1864 i stedet kulturelt, politisk og økonomisk mod det københavnsk dominerede Østdanmark. Danmark blev fra 1658 arealmæssigt mindre og mindre, og politisk mere og mere nationalt og københavnsk og dermed skævt.

I begyndelsen af det 21. århundrede var der dog en tendens til en regionalisering i Danmark, hvor især 3 regioner markerede sig, det var Øresundsregionen med København som centrum, det var regionen omkring Sønderjylland-Sydslesvig samt endelig Den Østjyske Millionby –den økonomisk stærke og centrumløse –østjyske millionby, der strækker sig langs motorvejen mellem Kolding og Randers. Den Østjyske Millionby, DØM, er udtryk for en moderne bykonstruktion, hvor de enkelte led er bundet sammen infrastrukturelt, og hvor man udnytter de muligheder, der er er i forvejen for at skabe vækst. Men potentialet i Den Østjyske Millionby blev inddæmmet af Strukturreformen i 2007, hvor man skar bybåndet over midt på og gjorde Vejle til hovedbyen i region Syd.

Den ledde- og centrumløse bykonstruktion kendes fra Storbritannien og USA, og det var herfra, geografen Johannes Hum-

lum (1911-90) var inspireret, da han foreslog anlæggelsen af en motorvej op midt gennem Jylland. Motorvejen blev ikke til noget, i stedet besluttede Folketinget i 1965 den østlige linjeføring. Men en motorvej op gennem Jylland ville have understøttet de jyske erhvervsinteresser og skabt befolknings- og erhvervsudvikling i Midt- og Vestjylland på samme måde som den jernbanelinjeføring midt op igennem Jylland, der blev arbejdet for i Stænderforsamlingen i Viborg i 1840erne, ville have gjort det 100 år tidligere. Men begge gange blev de jyske erhvervsinteresser affærdigede som regionale og dermed ikke nationale interesser.

Den nationalliberale politiker Orla Lehmann (1810-70) affærdigede i en tale han holdt i Københavns Læseforening, der blev refereret i ’Kjøbenhavnsposten’ i 1838, de jyske interesser med ordene om, at der i Danmark ”ikke gives særlige Interesser i anden Betydning end den, hvori hvert Amt, hvert Herred, hver By, hver Gade kan siges at have dem – der gives i Danmark ingen Provindser”. Lehmanns tale var mere besværgende end den var udtryk for en realitet, for der var provinser i Danmark i 1838 og blandt andet en stærk jysk provins, ligesom der var en stærk regional identitet i Slesvig og i Holsten. Stænderforsamling for Øerne, der mødtes i Roskilde, var en mere

sammensat forsamling med flere grupperinger – herunder med Færøerne. Orla Lehmann havde ikke ret, men han har her mange år efter – og efter mange nationalstatslige reformer – fået ret.

Den stærke selvstændige vestjyske økonomi er forklaringen på, at eksempelvis andelsmejeribevægelsen i 1882 startede længst mod vest i landsbyen Hjedding ved Ølgod. Det var egne med en stærk økonomi. Egne, som lå midt på den vestlige oksevej – “drivvejen” – hvor dyr fra Limfjords-egnene i århundreder var blevet drevet til markederne i Hamburg og længere sydpå. Det var langs de veje, at det vestlige Jylland var i tæt forbindelse med Friesland, Holsten og Nederlandene samt Norge og England over Nordsøen. Det var ikke blot varer men også tjenester, ideer og teknologi, der blev udvekslet. Kreditgivning og likvider var også centrale elementer i udvekslingen, og den Hamborgske courant var dominerede langt op i Jylland.

Set fra København var det en fjern udkant, men reelt var det – uden om København – en direkte integreret del af det internationale økonomiske system. Det er derfor heller ikke underligt at selvorganiseringsprincippet og andelstanken begyndte i vest og først siden nåede Sjælland. Det er heller ikke tilfældigt, at det

var i Vestjylland, at bønderne allerede i anden halvdel af 1700-tallet slog sig sammen om at købe og ”slagte” herregårdene. Hedens bønder havde gennem studeopdræt og eksport kunnet opsamle den fornødne kapital, der blev brugt til jordopkøb og ikke luksusforbrug. Byerne var derfor mindre i Vestjylland.

På kanten handler om grundlaget for bydannelse – landsbyer, der blev større som Give, der blev et landevejsknudepunkt, og der var kro i Give fra 1771. Hærvejen eller Oksevejen var fra oldtiden et vejkompleks mod nord og syd, vejkomplekset forbandt Viborg i nord med oksemarkedet i Wedel ved Elben i syd. Det var ruten for frisk kød fra Jylland til de europæiske storbyer, okser og stude kunne gå selv hele vejen, det samme kunne heste, grise, geder, får og gæs, som også blev drevet langs vejen. I de enkelte områder, som hærvejen gik igennem var der et netværk af hjulspor i landskabet som forbandt gårde og landsbyer på kryds og tværs. Bønder, håndværkere, handlende, rejsende, konger og hære, studedrivere og pilgrimme har anvendt hærvejsnettet på deres vej fra et sted til et andet. Men i slutningen af 1800-tallet ophørte drivningen af stude og heste ad Hærvejen.

Da den nye tids jernbane langt om længe kom til Give i 1894, var landbruget

blevet omlagt til produktion og eksport af smør, bacon og æg til Storbritannien. I 1870erne kom der et kraftigt prisfald på korn, fordi den tekniske udvikling af høst – og tærskemaskiner ikke blot fik betydning i Danmark og Europa men i særdeleshed i USA. USA blev korneksporterende og det til priser, der slog bunden ud af det internationale kornmarked. Høst og tærskemaskinerne gjorde deres til at effektivisere høsten. Resten gjorde jernbanen, som hurtigt kunne fragte kornet over prærien, så det kunne udskibes til Europa. Dansk landbrug blev derfor presset til en omlægning af produktionen til animalske produkter til det britiske marked. Fra 1882 gik etableringen af andelsmejerier som en løbeild over landet. Andelstanken gik igen i alle produktionsled på landet.

Hedeopdyrkningen samt landbrugs- og jordbrugstekniske innovationer muliggjorde et stigende udbytte og dermed vækst på gårdene på den hede, der omkring år 1900 var ved at forsvinde med opdyrkningen, og som blev forandret til ukendelighed.

1800-tallets nationale vejetableringer og skibsfart – og ikke mindst i kombination med jernbanen, som fra en beskeden start – i 1844 med en bane mellem Kiel og Altona i Slesvig samt København og

Roskilde i 1847 – spredte sig ud over hele Danmark med nye nemme transportmuligheder. Mens de gamle jyske hovedveje som Hærvejskomplekset og Drivvejskomplekset ved Vestkysten gik nord-syd, blev vej- og jernbanenettet i Jylland fra 1860erne etableret i øst-vestgående retning med Århus og København, som de centrale centrer for sammenbindingen af landet. Hermed markeredes, at København nu ikke blot formelt men efter 1864 også reelt var blevet jydernes hovedstad og centrum for politik, handel og som noget nyt økonomi. Jydernes gamle selvstændige forbindelser sydover blev blokeret, i stedet blev Esbjerg Havn fra 1873 eksportkanalen, dermed markeredes det, at de jyske interesser var blevet kanaliseret ind i en økonomi og infrastruktur, der var kontrolleret fra København.

I Give havde man i lighed med indstillingen i Stænderforsamlingen i Viborg i 1840erne håbet på dannelsen af en midtjysk længdebane, som skulle følge Hærvejsruten og føre fra Viborg til Give og videre ned til Jelling og Lunderskov og dernæst sydpå til Altona/Hamborg med stiklinjer ind til fjordbyerne mod øst. Sådan kom det ikke til at gå, i stedet vandt de østdanske interesser, og jernbanen blev etableret i en østlig linje med stiklinjer ind mod vest til eksempelvis Give men også Viborg. I 1914 forlængedes

banen til Give videre til Brande, Herning og Holstebro. I 1940 blev strækningen en del af statsbanenettet.

STATIONSBYEN OG PENDLERBYEN – PÅ KANTEN

På kanten handler om jernbanen, som kom til Give i 1894 – som privatbane, og som integrerede Givekanten i den nye centraliserede øst-vest orienterede nationalstat. Jernbanens høje hastighed – i forhold til anden infrastruktur i tiden –skabte et nyt og andet grundlag for stationsbyens udvikling med nye afsætningsmuligheder og en større produktion, der gav hedens gårdmænd grundlag for køb af varer- og tjenesteydelser hos andre og håndværkerne og handlende i byen. Udvekslingen mellem land og by var steget i sidste del af 1800-tallet, som dannelsen af Håndværkerforeningen i Give i 1885 med 130 medlemmer vidner om.

Med jernbanen var tiden blevet synkroniseret ikke blot nationalt men kloden rundt, så man kunne lave sammenhængende køreplaner. Tiden og dermed uret fik ny betydning og mere betydning for alle mennesker, hvad enten de boede i Give, Rom eller Tokyo. Telegrafen blev ligeledes vigtig for togenes drift, for med telegrafen kunne man morse og melde om togenes forsinkelse, så man vidste

Jernbanenettet i Danmark 1907. Give ligger som den yderste forpost i det jernbanesystem, der er etableret i øst-vestgående retning med Århus og København som de centrale centre for sammenbindingen af landet.

det, forud for det forsinkede togs ankomst ved de næste stationer.

Stationsbyen startede med jernbane- og telegrafstationen, hvor der også var postkontor, tidens centrale infrastruktur var dermed samlet ét sted. Samme år blev der også bygget nyt et sygehus, nyt apotek og ny lægebolig, snart kom der flere til med håndværksproduktion og service, og byen blev styrket som hovedbyen i området. Der blev etableret elværk i Give i 1908 og vandværk i 1913. Byen voksede i de kommende årtier, hvor vi også ser den begyndende industrialisering på Givekanten.

På det nationale plan er det politisk/administrativt en periode, hvor lokalsamfundene styrkedes. Sognekommunerne etableres i 1840erne, men det centrale er ophævelsen af det såkaldte ”cigarkassesystem”, der skete i og med kommunalreformerne i 1860erne. Man betalte dermed ikke længere skat til enkeltformål som brandvæsenet, skole- eller fattigvæsenet eller en anden kasse. Alt kom til at gå i en og samme kasse i sognekommunen, og man kunne dermed tjene penge på ét område og bruge dem på et andet – og skabe et udviklingsgrundlag.

Efter provisorieårene 1885-1894 var der nationalt fokus på etableringen af

en stærk decentral struktur i Danmark. Denne linje skabte grundlag for udviklingen af stadigt stærkere kommuner fra 1920erne, som kunne løfte velfærds- og udviklingsopgaver lokalt. Det gælder også i Give, der som stationsby og centrum for vejnettet i området udviklede sig til områdets hovedby.

Give var i løbet af 1800-tallet blevet center for oplandet, men jernbanen og dernæst Vejle Amts beslutning om at placere de lokale sundhedstjenester som distriktslæge, sygehus og apotek i byen styrkede byen yderligere i forhold til lokalområdet.

Udviklingen med både stigende centralisering og industrialisering afspejler sig i indbyggertallet og erhvervssammensætningen i Give i årene fra 1911 til 1960. Indbyggertallet var i 1911 på 854, heraf levede 175 af landbrug, 284 af håndværk og industri, mens der var 150, der levede af handel og 57, der levede af transport. I 1960 var indbyggertallet steget til 1.800, heraf var det kun 49 indbyggere, der levede af landbrug, de sad til gengæld på landbrugsenheder, der var langt større end tidligere landbrug var det. Antallet af indbyggere der levede af håndværk og industri var nu steget til 722 indbyggere, og der var 264, der levede af handel og 135 af transport. I 1960 er der kommet en ny er-

hvervskategori til med administration og liberale erhverv, som der var 228 af indbyggerne, der levede af.

Med kommunalreformen i 1970 blev tendensen styrket yderligere med flere kommunale og velfærdsstatslige funktioner og enheder. Byen Give var nu hovedby for 8 tidligere sognekommuner i området. Give har været hovedbyen fra 1970 og frem til strukturreformen i 2007, hvor den tidligere hovedby administrativt blev en del af Vejle Kommune.

På kanten handler om at byen Give med opland – herunder centrale mindre byer på Givekanten var stærke bysamfund efter 1950. Særligt i 1970-80erne skabtes grundlaget for udvikling og etablering af fabrikker og større produktionsvirksomhed på Givekanten. Arbejdskraften var tæt ved, fordi den statslige og markedsmæssige centralisering lagde grunden for afvikling af de små husmandsbrug, den mindre håndværkervirksomhed, de små butikker. De tidligere selvstændige kunne nu få arbejde på de nye fabrikker.

Overordnet set var centraliseringens første fase en fordel for Give og Givekanten, som det ses i og med udviklingen fra sidste del af 1800-tallet. Kommunalreformen i 1970, der sammenlagde en række mindre sogne til en – i forhold til tiden –

stor kommune, skabte udvikling i hovedbyen Give. Men strukturreformen i 2007 accelererede de centraliseringer, der allerede var på vej fra 1990erne, og det kom til at betyde, at mange af velfærdsstatens statslige og kommunale institutioner som eksempelvis sygehuset, der som symbol på strukturreformens konsekvenser i dag står tomt. I dag er Give stadig en by med mange og meget store virksomheder –eksempelvis ligger 3 af de 5 største virksomheder i Vejle Kommune i dag i Give. Derudover er der mange større og mindre virksomheder, som folk udefra pendler ind til, men det er også blevet en pendlerby på den måde, at mange i dag blot bor i Give, mens de arbejder et andet sted i eller udenfor kommunen. Nutidens infrastruktur med jernbanen og motor- og trafikveje, som hurtigt transporterer mennesker og varer fra det ene sted til det andet, har muliggjort denne udvikling.

LIVSFORSTÅELSER OG FÆLLESSKABER

På kanten handler om det enkelte menneskes livsforståelse om fællesskaber mellem mennesker. Fællesskaber, hvor meninger mødes og brydes, når mennesker mødes i missionshuset, kroen, butikken, skolen, kirken, kulturhuset eller museet. Heden er blevet beskrevet som havet –det bølgende brune hav, hvor man kunne

gå tabt som i havet. Livet på heden blev efter landboreformerne svært på flere måder. Landboreformerne indebar, at nogle af dem, der boede i landsbyerne, kom til at flytte langt væk fra landsbyens fællesskab og ud på ’Herrens mark’. På hedeegnene var der ganske vist mange eneste gårde i forvejen, dvs. gårde der lå alene og for sig selv spredt ud i landskabet. Men de fleste af gårdene og husene på heden lå før landboreformerne og udskiftningen af jordene trods alt i landsbyerne. Udflytningen af gårdene, det usikre liv med spørgsmålet om, hvorvidt man havde nok til at kunne klare sig og forrente og afdrage på den gæld, som man havde fået ved at købe sin gård eller oparbejde sin gård, kunne give bekymringer. Det hårde slid med opdyrkningen af jorden, som nok gav plads til, at flere kunne få sin egen gård, gav selvstændighed men også et hårdt og slidsomt liv.

Usikkerheden med alt det nye – ved livet på kanten – skabte en interesse for at orientere sig andre steder hen og mod GUD og engagere sig i at komme Jesus nær og dermed opnå en trøst og tro på, at man gjorde det rigtige, og at det var det hele værd. Fra slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet blomstrede de gudelige forsamlingsbevægelser i Danmark. De religiøse vækkelsesbevægelser var udtryk for en protest mod de

rationalistiske præster, der talte mere om opdyrkning og jordforbedringer end om Gud. De ønskede i stedet et pietistisk-luthersk kristendomssyn som grundlag. Mange af dem var lægfolk, som ønskede retten til frit at kunne mødes i forsamlinger og dyrke deres nye mere fromme pietistisk orienterede kristendom. Denne ret fik de med Grundloven i 1849, som gav borgerne ret til at forene sig i trossamfund for at dyrke Gud, som de ønskede det. Denne ret skabte grundlag for en række forskellige kirkelige trossamfund også på Give kanten.

De gudelige forsamlingsbevægelser dannede i første omgang grundlag for Grundtvigianismen, den såkaldt lyse kristendom, der betonede den umiddelbare glæde ved livet på jorden, og fra 1860 Indre Mission, den såkaldt mørke kristendom, der i højere grad fokuserede på, at livet bestod i prøvelser, som man skulle igennem for at gøre sig fortjent til frelsen i himlen. Forskellen på de to kirkelige retninger kom til udtryk i N.F.S. Grundtvigs ord om ”Menneske først, kristen så”. Ordene markerede tydeligt forskellen på Grundtvigianerne, for hvem trosbekendelsen var det centrale, og de Indre Missionske, for hvem biblens ord var det centrale i Gudsforholdet. Både den såkaldt lyse og den mørke kristendom var markant til stede på Give-kanten.

Livet på kanten gav en stærk pietistisk kristendomsforståelse, der gav grundlag for en markant skelnen mellem, hvad der var Guds værk, og hvad der var såre menneskeligt og syndigt. Mellem det som derfor blev opfattet som entydigt og rent og det der blev opfattet som tvetydigt og urent. Livet på kanten handler derfor også om tabuer, som skal holdes, for at den sociale orden kan opretholdes.

Mennesker kategoriserer, hvad enten de er religiøse eller ej, forskellen er kun det sociale system, som kan være forskelligt. Andre mennesker ses derfor som enten indenfor det sociale system eller udenfor og derfor frygtede eller angstfremkaldende, som rakkerpakket og de andre sære væsener, Evald Tang Kristensen (18431929) indsamlede fortællinger om, og som kunne være derude på heden. Det kunne også være det syn, som dem fra ét trossamfund kunne have på de andre, som ikke delte samme livsforståelse, og som de derfor anså for syndige, urene eller faldne.

Hans Schmidths billede ”En bonde læser biblen”, 1870-79, SMK.

På Givekanten har der været en stærk grundtvigiansk vækkelse, som de mange forsamlingshuse vidner om, det samme gælder den Indre Missionske vækkelse. Metodistkirken, baptistkirken og pinsekirken, som er trossamfund udenfor folkekirken, er kommet til siden.

Hvor man tidligere sås med dem, som man boede sammen med i landsbyen eller i nærområdet til gården eller huset, kom de religiøse vækkelser til at betyde, at man orienterede sig mod andre og nye fællesskaber med åndsfæller. Tidens nye infrastruktur gjorde det også stadigt lettere at møde sine nye åndsfæller, som man kunne diskutere mere inderligt med.

Fra Indre Mission kendes ’mellemtingene’, som var de syndige ting, der var på kanten af det sociale system, og som man risikerede at bringe sig på den anden side af, hvis man gik ud i det. Eksempelvis kortspil, hvor man kunne risikere spille sig fra hus og hjem og udi en fortabthed; druk, som gjorde, at man ikke kunne holde de sociale normer; det samme gælder dansen, som kunne være berusende og føre for vidt og ud i hor og utroskab, som var helt på den anden side af de sociale normer og meget syndigt. Ægteskabet derimod blev set som et kirkeligt ritual derfor som sådan helligt.

Det tvetydige kunne også gælde det, som på den ene side nok var en del af kroppen, men, som på den anden side, og når det klippes af, ikke længere er det. Det gælder eksempelvis hår og negle, der som både og fænomener er tabuiseret, og som man derfor forholder sig til og enten synliggør og gør smukt eller som med håret netop tildækker med et tørklæde, som man har gjort det langt op i tid også i Danmark.

Blod, sved og tårer er ligeledes noget særligt og som sådan tabuiseret – og en (rigtig) mand græder ikke, og kvindetårer er svære; blod og sved fra et andet menneske er stygt. I den lettere afdeling af tabuer er der skidenhed, såsom eksempelvis skidt og jord, der ses som forkert indendørs, mens det selvsamme skidt eller jord kan være rigtigt udendørs, hvor det hører til.

Længere fremme i tid blev det ungdomsrøret i 1970erne, som gav anledning til normbrud og konflikt mellem de veletablerede sociale normer og de nye måder at se og anskue verden på, som de unge, der er på vejen mellem barndom og voksendom, repræsenterede. Ind kom nye kønsroller, nye tanker, nye meninger, nye måder at klæde sig på og leve og bo på. Ungdomsoprøret var en global be-

vægelse men også et lokalt fænomen på Give-kanten.

Livet på kanten rummer mennesker, som bor og arbejder i området, men også mange mennesker, som nok bor der og er en del af lokalområdet, men som samtidig pendler ud af området for at arbejde og

indgå i andre fællesskaber. Livet på kanten handler derfor også om ændringer i livsforståelser og hverdagsliv over tid.

På kanten handler om livet ved højderyggen ved Hærvejen, et område, som gav begrænsninger men også liv og muligheder.

Litteratur, læs mere:

Bækgaard, Jesper og Line Lee Horster: Fattigdom og nøjsomhed. GEM Årsskriftet 2009

Eg, Peter: Give Egnen, Give 1984

Eg, Peter: Heden der blev til skov og ager. Give og Omegns Landboforeninger i 125 år. Give 1988

Frandsen, Steen Bo: Opdagelsen af Jylland. Den regionale dimension i Danmark 1814-64. Århus Universitetsforlag 1996.

Frandsen, Steen Bo: En dag vil København få øje på Jylland. Æra, nr. 2. 2021

Hansen, Harriet: Give Plantage 1992-2017, Give 2017.

Henningsen, Peter: Hedens Hemmeligheder. Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900, Grindsted 1995.

Jørgensen, Carl: Tyregod Sogns Bebyggelse gennem tiderne til 1864, Seirup-Tyregod 1930

Rasmus Karkov, Berlingske 5.2.21

Krusborg, Johannes: Thyregod sogn, Jelling 1980

Lindhardt, Charlotte, Elsemarie Dam-Jensen, Jacob Kieffer-Olsen og Helle Henningsen (red)

Drivvejen – ad studedrivermes spor i det vestlige Jylland. Ringkøbing Amt 2006

Madsen, Hans Helge: Skæv og national. Dansk Byplanlægning 1830-1938. Århus 2009

Mortensen, Rasmus: Give Sogn, Give 1941

Olwig, Kenneth: Hedens Natur, Teknisk forlag 1987.

Skovmand, Roar, Danmarks historie 1830-1870, Politikens Forlag bd. 11, 1964.

Thomsen, Hanne: Stavnsbånds jubilæet 1788, Giveegnen på Landboreformernes tid, GEM, Årsskriftet 1988.

Thomsen, Hanne: Kartoflen Hedens guld? GEM, Årsskriftet 1987